Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Leonard Cohen
En sanger må dø
1. dec 2001 [Artikel] Det har ikke skortet på andægtig tale på det seneste. Leonard Cohen har lavet en ny plade. Profeten er kommet ned fra bjerget! Selv er han mere prosaisk omkring det; det nye album bærer den pragtfuldt lakoniske titel Ten New Songs, og på sangen ”Boogie Street” får comebacket følgende ord med på vejen: ”A sip of wine, a cigarette / and then it’s time to go / I tidied up the kitchenette / I tuned the old banjo / I’m wanted at the traffic-jam / They’re saving me a seat / I’m what I am, and what I am / Is back on Boogie Street”. Herregud, det er jo kun ni år siden hans sidste egentlige album, The Future, udkom. Den mellemliggende tid har han blandt andet brugt på et klosterophold, men der har også været tid til at skrive sange og digte. Nu er banjoen stemt igen og Boogie Street venter. Geiger bringer her et portræt af den nu 67-årige canadiske digter og sangskriver.

En dag i januar 1966 ankom Leonard Cohen til et litterært arrangement i hjembyen Montreal med en guitar spændt over skulderen. På det tidspunkt havde han tre digtsamlinger og romanen The Favourite Game bag sig (romanen Beautiful Losers og digtsamlingen Parasites Of Heaven fulgte senere det år), og man anså ham for et af Canadas mest lovende unge litterære talenter. Man var også klar over, at han arbejdede med musik - han havde for eksempel ved flere lejligheder suppleret sine lyrikoplæsninger med musikalsk akkompagnement eller regulære sange. Denne dag talte Cohen om Amerikas nye digter Bob Dylan og om, at han selv ville være Canadas Bob Dylan. Ingen tog det specielt seriøst - navnlig ikke, da ingen i det litterære selskab havde hørt om denne nye amerikanske poet.

Nogen canadisk Dylan er han da heller aldrig blevet. Hvor Bob Dylan på få år blev en myte ved at ramme tresserne på kornet med sin på det tidspunkt uhørte blanding af amerikansk folkemusik, rock og tekster inspireret af modernistisk lyrik og gammeltestamentlig retorik, forblev Cohen en mere eksklusiv figur. I hvert fald indtil 1988, hvor han fik et slags folkeligt gennembrud med pladen I'm Your Man og sangen ”First We Take Manhattan”.

Det blev John Hammond, manden der i sin tid også havde signet Bob Dylan, der i 1966 signede Cohen til Columbia - ud fra den antagelse, at når en sangskriver som Dylan kunne blive anerkendt som digter, måtte en digter som Cohen også kunne blive anerkendt som sangskriver. Cohen, der på det tidspunkt boede i New York på det legendariske Chelsea Hotel, blev introduceret for folk som Bob Dylan, Lou Reed og Andy Warhol. Han indledte en kort affære med Janis Joplin - en affære, der blev foreviget på sangen ”Chelsea Hotel #2” - og han forelskede sig, som så mange andre, i isdronningen Nico, der inspirerede ham til sange som ”Take This Longing” og ”Joan Of Arc”.

Digteren og aben

Leonard Cohen har sagt, at der har klinget en guitar under alt han har skrevet - selv romanerne. I den forstand har musikken aldrig været fjern fra ham - blot tog det ham et stykke tid at finde ud af, at musikken ligefrem skulle blive hans levebrød. Således var han 32 år, da han debuterede med Songs Of Leonard Cohen - en betragtelig alder for en debutant i en typisk meget ungdomsfikseret branche. Men allerede i sin ungdom var Cohen nærmest fyldt op af musik. Han oplevede musik i synagogen. Han sad aften efter aften og proppede mønter i byens jukebokse. Han lyttede til rock-n-roll, country & western, fransk chanson, hans moders russiske vuggeviser, salmer, flamenco, jazz. Ikke uvæsentligt opdagede den unge Cohen også, at musikken var en god måde at komme i kontakt med pigerne på, hvad sangen ”Memories” fra Death Of A Ladies' Man spiller på. Som 17-årig dannede Cohen country-bandet The Buckskin Boys, og han har ofte ytret ønske om at indspille et rendyrket country-album. Dette er dog aldrig sket. Man kan høre en klar country-inspiration i Cohens musik og lyrik, men modsat for eksempel Dylan, der tog springet som country-sanger fuldt ud på pladen Nashville Skyline (til mange hippiers store fortrydelse) har Cohen alle dage haft et langt mere europæisk udtryk. Det er således karakteristisk, at han i en af de få sange, der for alvor dyrker country-formen - ”The Captain” fra Various Positions ('84) - samtidig skaber afstand til denne, når han med tør ironi synger: ”I left a wife in Tennessee / And a baby in Saigon / I risked my life, but not to hear / Some country-western song”. Netop Europa har da også taget bedst imod hans musik og han har blandt andet vundet mange tilhængere i Tyskland og Skandinavien.

I 1968 kunne den brede offentlighed for første gang stifte bekendtskab med sangeren Cohen, da Songs Of Leonard Cohen udkom. Pladens titel har vist sig at være typisk for Cohen, der helt frem til Ten New Songs har yndet at benytte sig af meget nøgterne titler (selvom der også er blevet plads til mere bombastiske som Death Of A Ladies' Man og New Skin For The Old Ceremony). Men samtidig er det en ganske præcis titel, fordi man groft sagt kan sige, at kimen til hele hans sangskrivning ligger på denne plade. Her er sangene om de mystiske, dragende og fatale kvinder. Her er sangene om forholdet mellem mentoren og eleven. Og her er (om end kun i antydet form) de apokalyptiske visioner, der kulminerer med The Future fra 1992. Pladen tegner et billede af sangeren som en nærmest mytologisk figur - en ensom vandringsmand, der som sagnfiguren Ahasverus, den evige jøde, er dømt til aldrig at finde hvile. Eller som det hedder i sangen ”The Stranger Song”: ”And then taking from his wallet / an old schedule of trains, he'll say / I told you when I came I was a stranger”. Denne sang har også givet navn til Cohens eget musikforlag Stranger Music, som han grundlagde efter at have mistet rettighederne til flere sange, for eksempel ”Suzanne”.

Netop ”Suzanne” indledte debutpladen, og denne sang må siges at være den definitive Leonard Cohen-klassiker med dens meditative fingerspil over fire akkorder og dens mystiske og billedmættede lyrik. Teksten bygger på et digt fra hans digtsamling Parasites Of Heaven ('66) og er således ét ud af mange eksempler på, hvor flydende grænsen mellem digt og sang er for ham.

Sangen er en fortælling om et uforløst erotisk forhold, men i stedet for at formidle den som den forpinte elsker, der tænker tilbage på mødet med Suzanne, forskyder Cohen sangen i tid og fortællevinkel med de berømte åbningslinier: ”Suzanne takes you down / to her place near the river”. Lytteren får ikke fortalt historien, men drages ind i den, netop som den mystiske kvinde drager manden ind i sin verden. Men hvem er denne kvinde? ”You know that she's half crazy / But that's why you want to be there”, synges der. Vi hører ikke meget om hende, og de få oplysninger vi får er yderst tvetydige. Er hun vanvittig? Og hvordan kan det være, at det er derfor han vil være hos hende og oven i købet ytre ønske om at lade sig føre blindt af hende? Faktisk repræsenterer ”Suzanne” to nøglefigurer i Cohens univers: kvinden og mentoren. Hun lærer manden at se verden med nye øjne, men det begær han føler for hende, mandens begær mod kvinden, bliver aldrig tilfredsstillet. De rører hinandens ”perfect body”, men kun med deres ”mind”. Midt i sangen er der en meget mærkelig fortælling, hvori Jesus optræder som en sømand, der både er ”broken” og ”forsaken, almost human”. Jesus-skikkelsen flettes sammen med Suzanne i omkvædet. Også om ham hedder det: ”And you think maybe you'll trust him / For he's touched your perfect body with his mind”. Cohen har engang kaldt sig selv for en jøde, der elsker Jesus, hvilket passer godt på den ambivalente og erotisk ladede sømand, der optræder i ”Suzanne”.

Det er først og fremmest i rollen som den melankolske og romantiske balladedigter med sange som ”Suzanne”, ”So Long, Marianne” og ”Hey, That's No Way To Say Goodbye” (alle fra debutpladen) at Cohen frem til I'm Your Man er blevet kendt og afholdt. Det var også helt klart denne rolle pladeselskabet Columbia lagde vægt på, da de i 1975 udsendte opsamlingspladen The Best Of Leonard Cohen. Faktisk fungerer pladen glimrende som netop en samling af hans romantiske ballader. Denne vægtning giver den nemlig en for en opsamlingsplade behageligt helstøbt karakter. Men som musikalsk portræt af Leonard Cohen eller blot som en opsamling af kunstneriske highlights er den ret mangelfuld. Man kan få den tanke, at pladeselskabet med denne udgivelse forsøgte at cementere det billede folk i forvejen havde af Cohen som modvægt til det billede den mere eksperimenterende New Skin For The Old Ceremony havde tegnet året før. Det var med god ret, at Cohen kunne åbne I'm Your Man med linien: ”They sentenced me to twenty years of boredom”.

Men allerede på debutpladen viser Cohen flere facetter. Her skal fremhæves de to afsluttende sange ”Teachers” og ”One Of Us Cannot Be Wrong”. Førstnævnte er nok en af Cohens mindst kendte sange, men ikke desto mindre en af de mest spændende og centrale i hans sangkatalog. På sine tre minutter får den faktisk indkredset samtlige hovedtemaer i hans univers. Først og fremmest omhandler den som titlen antyder forholdet mellem mentor og elev. Jeg-fortælleren i sangen søger efter sin ”teacher of the heart”, men møder kun afvisning, hån, ensomhed og sygdom på sin rejse, der udvikler sig til en mareridtslignende vision. For eksempel hedder det: ”I walked into a hospital / where none was sick and none was well / when at night the nurses left / I could not walk at all”. Ensomheden bliver - på samme måde som i romanen Beautiful Losers - selve prøvelsen, som jeg'et søger, men han magter den ikke. Til sidst må han opgivende udbryde: ”O, Teachers are my lessons done? / I cannot do another one”, hvorpå disse fjerne og ansigtsløse lærere blot griner ad ham og svarer med et spørgsmål: ”Well child, are your lessons done? / are your lessons done?” Musikalsk virker sangen på én gang manisk og monoton med sine mange korte vers, der næsten lidenskabsløst messes, mens en minimal flamencolignende guitar-figur pisker afsted uden nogen form for udvikling i dynamik og melodi. Musikken understøtter således tekstens mareridtsagtige fornemmelse af at løbe afsted uden at komme nogen vegne. Det er pladens vel nok mest dystre sang, og på mange måder peger den frem mod de senere apokalyptiske profetier, selvom der her primært er tale om en indre apokalypse uden de store samfundsmæssige aspekter.

Pladens afslutningssang ”One Of Us Cannot Be Wrong” viser til gengæld, hvor humoristisk Cohen kan være. Ganske vist er sangen som udgangspunkt en dybt ulykkelig kærlighedsballade, men netop fordi tragikken i den grad overspilles, kaldes der i højere grad på smil end på tårer. Mentor/elev-tematikken fra den dystre ”Teachers” behandles for eksempel på en helt anden måde her: ”And just when I felt sure / that he's teachings where pure / he went and drowned himself in the pool / his body is gone / but back on the lawn / his spirit continues to drool”. Tragikken er helt klart til stede som død, ensomhed, tvivl - men det groteske og højst kropslige billede af mentorens savlende ånd sår i hvert fald tvivl om både hans og sangens umiddelbare troværdighed. Sangen kulminerer i et komplet absurd grædekor, der således får lov til at blive hele pladens grande finale, hvormed der sættes et drilsk spørgsmålstegn ved den tragiske digterpatos, der ellers gennemstrømmer albummet. Man har kaldt Cohen for ”Prophet of the Heart” (jvf. titlen på Loranne S. Dorman og Clive L. Rawlins' biografi fra 1990). Det er vigtigt at skrive sig bag øret, at denne profet, ligesom vismanden i ”One Of Us Cannot Be Wrong”, også kan være en savlende, liderlig buk og en ironisk grinende abekat, som den der optræder i et prosadigt fra samlingen The Book Of Mercy fra 1984. Her hedder det: ”Aben er gammel. Han klovner bag sine tremmer, efterligner vore hænder i drømmen. Han blinker over min stive mine af tvingende alvor.” (Fra Bo Green Jensens gendigtning - udgivet af Roskilde Bogcafé i 1998 som Barmhjertighedens Bog)

"I think I can heal it"

Man skulle rigtigt nok lede meget længe efter smilet på Cohens følgende to albums Songs From A Room ('69), Songs Of Love And Hate ('71), samt livepladen Live Songs ('73), der modsat de to senere live-albums, Live In Concert ('94) og Field Commander Cohen (2000), fortjener at blive regnet for et selvstændigt værk. Samtidig fik de folk, der ønskede at se ham som hjertets store digter og profet svært ved at følge ham. For han var blevet en profet, der sagde ting folk ikke ønskede at høre. Han talte med en hård og uforsonlig stemme fra en position som den man finder på coveret til Live Songs - en vred mand placeret med ryggen mod muren og smøgen i kæften parat til konfrontation. Alle tre plader spejler en dyb personlig krise og denne krise blev udforsket med en rystende nøgternhed. Personlige erfaringer, forhold og den jødiske tro og historie, som Cohens identitet har dybe rødder i, blev nærmest underkastet en brutal dissektion. Pladekøbere og kritikere stod gradvist af - Cohen beholdt en hengiven skare af beundrere, men flere anså ham for at være en depressiv og kedsommelig sangskriver, som man ikke burde beskæftige sig med, hvis man bare havde den mindste lyst til livet.

Songs From A Room ligger i tydelig forlængelse af debuten, men som titlen antyder, er der tale om et mere skrabet udtryk. Et rum kan være mange ting, men som Cohen definerer det på pladens sidste skæring, ”Tonight Will Be Fine”, vækkes der primært associatoner til munkecellens asketiske ensomhed: ”I choose the rooms that I live in with care / The windows are small and the walls are almost bare / There's only one bed and there's only one prayer”.

Pladen har ikke så mange indlysende fuldtræffere som debuten, men er på mange måder mere interessant som album betragtet. Kun åbningssangen ”Bird On The Wire” er blevet kanoniseret som en egentlig Cohen-klassiker, men i hvert fald to af pladens øvrige sange fortjener en lignende status - nemlig ”Story Of Isaac” og ”Seems So Long Ago, Nancy”.

På ”Story Of Isaac” dykker Cohen ned i sin jødiske tro og kommer op med den grumme fortælling om Abraham, der af sin gud bliver påbudt at ofre sin eneste søn for at bevise sin tro. Cohen fortæller historien fra barnets synsvinkel; barnet som uforstående og umælende må følge med sin fader op på bjerget, og som forståeligt nok må føle sig helt forladt både af guden og af sin jordiske fader. Også sangen ”The Butcher” kredser omkring den rituelle slagtning og et faderopgør. Det bør dog understreges, at der ikke som sådan er tale om et opgør med hans tro. Cohen er godt klar over, at det ikke er guder, der ofrer mennesker; det er mennesket selv, der fører kniven. Derfor kan han også i ”Story Of Isaac” synge: ”You who built these altars now to sacrifice these children - you must not do it anymore / A scheme is not a vision and you never have been tempted by a demon or a god”. På den prægnante titelsang fra albummet The Future gøres der opmærksom på, at børneofringer stadig finder sted i den moderne, sekulariserede verden: ”Destroy another fetus now / We don't like children anyhow”.

”Seems So Long Ago, Nancy” skriver sig ind i rækken af romantiske ballader om gådefulde kvindeskikkelser. Teknisk set er det en meget flot struktureret sang med raffinerede skift mellem dur og mol-klange. På tekstsiden er den derimod næsten ubærlig at høre med dens knugende stemning af ensomhed, død og vanvid. I et af versene lyder det: ”It seems so long ago / Nancy was alone / A '45 beside her bed / An open telephone / We told her she was beautiful / We told her she was free / but none of us would need her in / the house of mystery.” Som flere af sangene på Songs From A Room har den noget anklagende over sig, men det er først og fremmest en anklage, der peger tilbage på Cohen selv.

Hvor Cohens position på Songs From A Room var asketens hvide rum, placerede han sig på Songs Of Love And Hate i et sort hul. Pladen rummer kun otte sange, der til gengæld foldes ud i længere forløb, end dem man finder på de to første albums. Arrangementerne er også større og mere dramatiske - fra de dunkle strygere på ”Avalanche” til børnekoret på ”Last Year's Man” og ”Dress Rehearsal Rag”. Men også mere underspillede detaljer som den spøgelsesagtige kvindestemme på ”Famous Blue Raincoat” virker meget stærke.

Indholdsmæssigt er det Cohens vel nok sorteste album, hvorfor det sorte cover virker særdeles velvalgt. Centralt står sangen ”Dress Rehearsal Rag”, der bedst kan beskrives som et seks minutter langt studie i selvhad. Sangeren står en eftermiddag og kigger sig selv i et spejl - sandsynligvis inden en koncert. Han ledes ved sit udseende, sin kunst, sit liv. Og han begynder at få idéer om, hvad man også kan bruge det barberblad, han står og barberer sig med, til. Sangen synges i 2. person, som om det er spejlet, der i et hånende tonefald synger linier som: ”That's not electric light, my friend / That is your vision growing dim.” Som en form for tilbagevendende omkvæd løber linierne: ”It's come to this / And wasn't it a long way down? / Wasn't it a strange way down?” Her er bunden simpelthen nået. Året efter udgav Cohen i øvrigt digtsamlingen The Energy Of Slaves, der brugte en tegning af et barberblad som inddeling. Her blev den kunstneriske og personlige krise ligeledes behandlet: ”I have no talent left / I can't write a poem anymore / You can call me Len or Lennie now / like you always wanted.” Også i interviews gav Cohen udtryk for desillusion og afmagt, og allerede på dette tidspunkt gik der rygter om, at han ville trække sig tilbage fra offentligheden og gå i et buddhistisk kloster.

Snart fulgte dog Live Songs, der ganske vist ikke afkræftede rygterne om krisetilstand, men som alligevel viste en vej ud af mørket. Pladen består primært af sange fra Songs From A Room - men her i nogle endnu mere afklædte live-versioner. Derudover indeholder den nogle mere skitseprægede numre, der ikke findes på andre plader. Første skæring er en meget kort skitse med titlen ”Minute Prologue”, hvis hele tekst lyder: ”I've been listening to all the dissension / I've been listening to all the pain / And I feel that no matter what I do for you / it's gonna come back again / But I think that I can heal it / But I think that I can heal it / I'm a fool but I think that I can heal it / with this song.” Afmagten og smerten, som man også finder på de foregående plader, er til stede i de første linier, men trods alt mønstrer sangen en tro på, at musikken kan læge sårene. Ved at synge al smerten ud, vel at mærke foran et publikum, er en renselse mulig. Set gennem disse linier kommer samtlige tre plader til at fremstå som et katharsis-projekt. På Songs Of Love And Hate ramte Cohen bunden; på Live Songs er han stadig dernede, men nu rækker han hånden op mod lyset. ”Minute Prologue” fremlægger strategien, mens pladens ottende skæring ”Please Don't Pass Me By (A Disgrace)” viser den i praksis, og det gør ondt.

Sangen er helt uden sidestykke i Cohens produktion. Grundlæggende består den af tre akkorder og et omkvæd, der i al sin enkelhed lyder: ”Please don't pass me by / Please don't pass me by / For I am blind but you can see / I've been blinded totally / Please don't pass me by.” Mellem rækken af omkvæd udfoldes et ekstatisk og langt henad vejen improviseret tekstforedrag, hvor Cohen anråber og tydeligt identificerer sig med hele verdens fornedrede eksistenser - jøderne, sigøjnerne, krøblingene, de udstødte, dem der er sønderrevet af smerte. Med et stærkt og brutalt billede associeres der til Holocaust: ”I sing for the jews and the gypsies and the smoke that they made”. Han adresserer også sit publikum direkte og fortæller dem, at han udmærket godt ved, hvordan de sidder dér i deres fløjlssæder og tænker, at sangen jo ikke handler om dem. Men det gør den netop! På et eller andet tidspunkt vil vi alle finde os selv i en situation, hvor vi er nøgne og forladte, og hvor vi må lægge os på knæ og råbe: ”Please don't pass me by … ”. Hele denne flammetale varer 13 minutter, og Cohen har næppe, hverken før eller siden, været mere sårbar og nøgen i sit udtryk. Måske er man en tåbe, hvis man tror man kan læge sine sår med en sang, men dette er i hvert fald et tappert forsøg.

Spion og sigøjner

Tilsyneladende virkede det også. Da Cohen i '74 vendte tilbage med sit fjerde studiealbum New Skin For The Old Ceremony var det en sangskriver med et stort musikalsk overskud og et gådefuldt smil på læberne verden fik at se. Allerede pladens cover varsler nye tider. Væk er selvportrætterne, der prydede de første plader, og i stedet finder man et middelalderligt billede af to nøgne menneskeskikkelser med vinger, der elsker frit svævende i luften. Cohen har alle dage forsøgt at forene den religiøse og den erotiske erfaring. Bo Green Jensen har i sin interviewbog Andre Stemmer sagt: ”Hvis man læser en tekst som Højsangen (en tekst i Det Gamle Testamente, der netop bruger et meget stærkt sanseligt sprog, red.) - og har hørt Cohen, før man kom til Kong Salomon - kan man ikke undgå at få en slags chok af genkendelse. ”Wow, det hér er ligesom at læse Leonard Cohen!””

Det nye ved New Skin For The Old Ceremony er dens store musikalske spændvidde, og de muligheder denne giver Cohen for at lege med forskellige roller, fortælleformer og stemmeføring. Pladen er skabt i nært samarbejde med arrangøren John Lissauer og blander Cohens akustiske folk-udtryk med klassisk musik, jazz, cabaret og nogle nærmest militante træk. Der bliver ikke sparet på hverken strygere, blæsere eller slagtøj. Det er også på denne plade, at Cohen for alvor folder sit talent for det ironiske ud. Sange som ”Field Commander Cohen” og ”A Singer Must Die” reflekterer virtuost over hans egen rolle som sanger. På førstnævnte synger han: ”Field commander Cohen he was our most important spy / wounded in the line of duty / parachuting acid into / diplomatic cocktail parties.” Som på de første plader er sangeren en fremmed med et blødende sår, men her infiltrerer han det pæne selskab, og han har syre med. Musikalsk er sangen nærmest en rapsodi bestående af flere små stykker. Der skiftes mellem et march-agtigt anslag og nogle mere dvælende, melankolske passager.

Endnu mere spektakulær er ”A Singer Must Die”, hvor sangeren iscenesætter sig selv i et Kafkask retsalsdrama, hvor han står anklaget for netop at være sanger. ”And all the women go moist / and the judge has no choice / A singer must die / for the lie in his voice”. Sangeren giver dem ret i deres dom: ”Your vision is right / my vision is wrong / I'm sorry for smudging the air with my song”. Men ikke desto mindre bliver han ved med at synge sit ”la-la-la”, indtil sangen fader ud. Musikken er alvorstung og dramatisk, men dens patos bliver i nogen grad fordrejet af, at den bærende guitar-figur helt bevidst bliver spillet temmelig dårligt.

At Cohen har fået bearbejdet det selvhad, man fandt fuldt udfoldet på Songs Of Love And Hate, bliver også tydeliggjort af, at han på ”Chelsea Hotel #2” med et vemodigt og trodsigt smil kan synge: ”You told me again you prefered handsome men / but for me you would make an exception / And clenching your fists for the ones like us / who are oppressed by the figures of beauty / You fixed yourself, then said: ”Well, never mind / We are ugly but we have the music.””

Cohen fortsatte med at gå nye veje på næste udspil Death Of A Ladies' Man fra '77 (der i øvrigt kort efter blev fulgt af en samling digte med den næsten identiske titel Death Of A Lady's Man). Endnu en gang benyttede han sig af en sparringspartner, men hvor samarbejdet med John Lissauer havde vist sig meget frugtbart, var mødet med den næste producer og arrangør noget mere problematisk. Denne var da heller ingen ringere end det megalomane producer-geni Phil Spector; opfinderen af den såkaldte ”Wall of sound”. Cohen og Spector var et højst uortodokst makkerpar, og måske netop derfor så Cohen, der stadig forsøgte at kæmpe imod sit image som depressiv folk-sanger, muligheder i dette. Men snart følte han, at den kreative proces var ude af hans hænder.

Musikken er mere eller mindre Phil Spectors værk, og den er på ægte Spector-manér sovset ind i ekko, rumklang og kvindekor til den store guldmedalje. Selv teksterne mistede Cohen delvist kontrollen over. Det er mere interessant end egentlig vellykket at høre Cohen synge sig igennem disse pasticher på rock-n-roll, 60'er pop, country og soul. Selv har han omtalt den som et grotesk mesterværk, og den har da også fascinerende sider. Mest interessant er måske rockslageren med den besnærende titel ”Don't Go Home With Your Hard-On”, hvor Phil Spector, Bob Dylan og Allen Ginsberg som et ekstra krydderi agerer brølekor. Men også de resignerede ballader ”I Left A Woman Waiting” og ”Paper-Thin Hotel” har en stærk poetisk nerve.

Langt mere vellykket er det sørgeligt oversete mesterværk fra '79, Recent Songs. På trods af at titlen giver indtryk af et mere eller mindre tilfældigt sammenrend af sange, er det nok den af Cohens plader, der fungerer bedst som album betragtet. Her går ord, melodi og arrangement for første - og egentlig også sidste - gang virkelig op i en højere enhed. Pladen har en meget fin kammermusikalsk tone, der skrøbeligt understøtter sangene i stedet for at kvæle dem. Både musikalsk og lyrisk peger pladen på mange inspirationer. Mest udpræget er nok identifikationen med sigøjnernes musik og poesi, hvilket igen peger hen mod Cohens store litterære forbillede den andalusiske digter Federico García Lorca og hans sigøjnerballader. Men pladen refererer også til jazz, canadisk folkemusik, gammel kinesisk poesi, den mexicanske mariachi (cirka 20 år før Calexico) og mellemøstlig musik. At pladen formår at samle alle disse tråde og helt naturligt flette dem ind i Cohens sangskrivning, gør den til en udsøgt fornøjelse. Og så rummer den to hjerteskærende fuldtræffere: balladerne ”Came So Far For Beauty” og ”The Traitor”.

Et samlende tema for pladen er tabt kærlighed, og der ligger da også en stor melankoli i den. Den er dog ikke knugende og bitter som pladerne fra de tidlige 70'ere, men nærmest afklaret i sin tone. På ”Came So Far For Beauty” tror fortælleren, at han kan vinde den elskede ved at lide som en anden kærlighedens martyr, men denne forcerede strategi hjælper ham ikke. Til sidst står han alene tilbage og har mistet alt. ”I came so far for beauty / I left so much behind / My patience and my family / My masterpiece unsigned.”

Sangens Tårn

Efter Recent Songs satte Cohen, der aldrig har været nogen hurtig og spontan sangskriver, produktionsraten markant ned, og denne tendens har holdt lige siden. I starten af 80'erne eksperimenterede han med filmmediet og arbejdede på en rock-opera med titlen Night Magic. I '84 udgav han bogen The Book Of Mercy - en form for bønne- og salmebog med rødder i den jødiske tradition, men skrevet ind i en moderne, sekulariseret verden. Denne bog foregreb albummet Various Positions, der udkom året efter, og som ligeledes præsenterede en række afdæmpede, moderne salmer som ”Halleluja”, ”If It Be Your Will”, ”The Law” og ”Dance Me To The End Of Love”. Men pladen indeholdt også den grumt humoristiske country-fantasi ”The Captain”. Som på ”Please Don't Pass Me By” identificerer Cohen sig her med hele verdens tabere, men her i en anderledes ironisk dialogform mellem en døende kaptajn og en soldat under hans kommando. Den alvorsfulde kaptajn vil overgive sin magt til soldaten, men denne mere nihilistiske eksistens vil ikke vide af dette ansvar: ”I don't even know what side / We fought on, or what for”. Til dette svarer kaptajnen: ”I'm on the side that's always lost / Against the side of Heaven / I'm on the side of Snake-eyes tossed / Against the side of Seven / And I've read the Bill of Human Rights / And some of it was true / But there wasn't any burden left / So I'm laying it on you.” Da kaptajnen dør, ender soldaten alligevel med at tage magten på sig, men det sker på en mærkeligt indifferent måde, der ikke gøres mindre tvetydig af den muntre violinsolo sangen slutter af med. Det er i hvert fald ikke vægten af en tyngende byrde man føler.

Tidens tand har været hård ved pladens lyd, der introducerer de keyboards, som de senere plader tager helt til sig. Men her kan Cohen ikke rigtigt bestemme sig, og mange af sangene ville have stået bedre i en mere sparsom indpakning. Til gengæld lyser sangene i sig selv fortsat med en stor styrke, og Cohens mere modnede og afrundede stemme bærer dem flot igennem.

Da Cohen i '88 vendte tilbage med pladen I'm Your Man var det som selvbestaltet dommedagsprofet, men med en nok så ironisk grinende abe på skulderen. Stemmen var blevet mørk som graven, men arrangementerne var nærmest tyggegummipop med plastikkeyboards. Pladen blev det sene folkelige gennembrud med hits som ”First We Take Manhattan”, ”Everybody Knows” og ”Ain't No Cure For Love”. Sandt er det da også, at den med sin særegne blanding af harsk civilisationskritik, profetisk tungetale og tongue-in-cheek humor har en ambivalent styrke, men alligevel synes den en smule overvurderet. Navnlig ”Ain't No Cure For Love” virker banal i forhold til den dybde Cohen før har gransket kærlighedens mysterium med. Og i sangen ”Jazz Police” mister Cohen helt det musikalske overblik.

Der er dog perler på albummet, såsom balladen ”Take This Waltz”, der bygger på et Lorca-digt, ”Everybody Knows” og afslutningssangen ”Tower Of Song”. Sidstnævnte omhandler nok en gang sangerens ensomme lod hér i verden. Englene har placeret ham i sangens tårn på grund af hans ”golden voice”, og herfra kan han sige: ”I said to Hank Williams: ”How lonely does it get?” / Hank Williams hasn't answered yet / but I hear him coughing all night long / a hundred floors above me in the tower of song.”

Sangen ”First We Take Manhattan”, der åbner pladen, kom jo for nylig til i næsten ubehagelig grad at leve op til Cohens profetiske image. Til gengæld er der for få, der har taget den diagnose Cohen stiller over vores civilisation på ”Everybody Knows” til efterretning: ”Everybody knows the deal is rotten: / Old Black Joe's still pickin' cotton / For your ribbons and bows / And everybody knows”. Den forekommer mindst lige så aktuel.

Den profetiske billedstorm fik for alvor fat på '92-udspillet med den sigende titel The Future. Pladen indeholder kun seks nye sange. Derudover finder man to covernumre og en luftig instrumental epilog på den. Men disse seks sange rejser sig til gengæld også i majestætisk vælde. Da Cohen fornylig afholdt en chat på nettet, var der en, der gav udtryk for sin overraskelse over, at der var kommet et nyt album, da han ikke syntes, der var mere at sige efter The Future. Det er der en vis pointe i. Hvor Songs Of Leonard Cohen slog samtlige temaer i produktionen an, opsummerer The Future dem i lange sange, der synes at stræbe efter at sige alt én gang for alle. Det forlyder da også, at sange som ”The Future” og ”Democracy” i arbejdsprocessen løb op i 75-80 vers. Salmen ”Anthem” begyndte han at arbejde på i 1980, og den var oprindeligt tiltænkt Various Positions - men den blev altså først fuldendt til The Future. At pladen slutter med et instrumentalnummer, og at han umiddelbart efter trak sig tilbage til klostertilværelsen, forstærkede indtrykket af, at den ellers så ordrige Cohen, havde sagt hvad der skulle siges.

Titelnummeret er en vældig apokalyptisk prædiken, hvor det forkyndes at: ”Things are gonna slide / slide in all directions”. Den stiller en hård diagnose over den vestlige kulturs relativisme og nihilisme. Der er ingen holdepunkter længere, og fremtiden bliver det rene blodbad. ”I've seen the future, brother / It is murder”. Men den der prædiker, er en meget ambivalent skikkelse, og det er tydeligt, at hans ord kan man heller ikke bruge som holdepunkt. Sarkastisk vrænger han af lytteren: ”You don't know me from the wind / You never have, you never will / I'm the little jew who wrote the Bible”, og han påkalder sig hvad som helst, der kan bringe en smule orden og fylde kulturens vakuum ud: ”Give me Christ or give me Hiroshima”- nåden eller den totale terror, hverken mere eller mindre. Samtidig hvisler han ironisk: ”All the lousy litte poets coming round / trying to sound like Charlie Manson”. Og hvad er det han selv gør? Hele pladen gennemstrømmes af denne ambivalens. Som det hedder på ”Closing Time”: ”It looks like freedom but it feels like death / it's something in between, I guess it's closing time”.

Cohen sagde på chatten, at han opfattede sit nye album Ten New Songs som et svar på The Future. Den kan da også ses som et svar i den forstand, at der er tale om en mere enkel og nærmest ydmyg plade, hvor Cohen ikke skjuler sig bag linierne, men taler i øjenhøjde med sine lyttere. På første sang, ”My Secret Life”, indrømmer han for eksempel: ”Looked through the paper / Makes you want to cry / Nobody cares if the people / Live or die”. Det er ikke profeten der taler hér, men et sårbart menneske, der stadig prøver at få styr på kærligheden og livet, og som undrende spørger: ”How come you bother with my heart at all?” Ten New Songs minder mest af alt om Various Positions i sprog, form og lyd. Desværre skæmmes den lige som denne plade af en dårlig produktion, der ikke yder sangene retfærdighed. Ikke desto mindre er det godt at have ham tilbage på Boogie Street.

Hvor lyset trænger ind

Leonard Cohen har mange sider, og selvom han på sin vis har spillet den samme plade gennem hele karrieren, er den belyst fra så mange vinkler, at man aldrig bliver færdig med den. Hans virke som forfatter er i høj grad også værd at fordybe sig i - dette er imidlertid uden for denne artikels ærinde. Interesserede kan henvises til bogen Leonard Cohen - A Life In Art af Ira Nadel, der netop udmærker sig ved at give et samlet portræt af hans liv og værk frem til 1993 og tildeler forfattervirksomheden lige så stor opmærksomhed som sangskriverkarrieren.
Et samlende motto for hele hans værk kunne være omkvædet fra ”Anthem” - en sang, man således kan anskue som hans livs salme. Omkvædet lyder: ”Ring the bells that still can ring / Forget your perfect offering / There is a crack in everything / That's how the light gets in.” Livet, lyset, kærligheden trænger ind netop hvor sprækken er. Sprækken repræsenterer åbenlyst det ituslåede. Den er såret i kødet, tvivlen i troen, den smertefulde afgrund mellem kvinde og mand, mellem menneske og Gud. Men den er også smilet. Abens såvel som vismandens.

COHEN OG KOPIERNE
Leonard Cohen kan siges at være en sangskrivernes sangskriver. Således er hans sange også blevet indspillet i en lang række coverversioner - en del af dem er oven i købet blevet omskrevet til andre sprog som norsk og italiensk. Jennifer Warnes, som Leonard Cohen selv ofte har benyttet som korsangerinde og sparringspartner, indspillede i 1986 albummet Famous Blue Raincoat med udelukkende Cohen-fortolkninger. Af andre udgivelser kan nævnes de to hyldestplader I'm Your Fan ('91) og Tower Of Song ('95). Førstnævnte indeholder biddrag fra en lang række interessante kunstnere som Pixies, Nick Cave & The Bad Seeds, Lloyd Cole, John Cale, The House Of Love, The Lilac Time og Ian McCulloch. Det er da også ganske spændende at høre, hvordan Cohens sange kommer til at lyde i disses hænder, men når den umiddelbare nysgerrighed har lagt sig, er det ikke mange af fortolkningerne der holder. Den anden hyldestplade fokuserer i højere grad på mainstream-folk som Elton John, Bono, Don Henley og country-legenden Willie Nelson, og den kan man bestemt godt være foruden.

Det kan ikke ubetinget anbefales at gå på jagt i den uoverskuelige jungle af coverversioner der findes. Hovedreglen er, at de enten er overdrevent respektfulde eller mærkværdigt usensible og overfladiske ny-fortolkninger. Folk som Jeff Buckley, Suzanne Vega, Johnny Cash, John Cale og Emmylou Harris har dog til en vis grad formået at gøre Leonard Cohens sange til deres egne. Er man på udkig efter mere dristige fortolkninger bør man ikke snyde sig for svenske Stina Nordenstams radikale og meget spændende cover-album People Are Strange, der rummer to Cohen-sange. Anbefales kan også Calla's første album Calla. Her loopes den klassiske guitarfigur fra ”Suzanne” og sættes ind i en helt anden sammenhæng på nummeret ”Only Drowning Men”. Resultatet er både smukt og foruroligende.

Af Rasmus Steffensen, 1. dec 2001
Foto: Platon, GQ, November 2001


Yderligere information

Besøg Leonard Cohens officielle hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen