Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Musikkritik
Fire formidlinger
- én tendens, én anmeldelse og to debatindlæg
3. dec 2011 [Kronik] Musikkritikken er forbrugerguide, fordi den musik, den beskæftiger sig med, er forbrugsmusik. Spørgsmålet er ikke, om musikken kan diskuteres, ej heller om den kan vurderes, men om den kan sælges. Og så længe musikken selv ser dette som sit endemål, da må kritikken først og fremmest være et middel på vejen.

Følsomme unge mænd på nedhentelige r'n'b-miksbånd er oppe i tiden. Forståeligt nok, for det er vitterligt en fængende og fin popmusik, der udspiller sig i velsatte dramatiske musikudgydelser hos henholdsvis Frank Ocean og The Weeknd. De fænger følsomt, og man forstår hypningen, så at sige, som man ofte gør det, når det er følsomme mænd, der hyppes. Der er en inderlighed hos mændene (drengene, som man undertiden ville kalde dem, hvilket ikke er et spørgsmål om vilde kønspolitiske agendaer, men blot et udtryk for den ungdommelige (forevig ung, forstås) tilgang til kærligheden, livet), som kan være svær – på samme måde – at finde hos kvinderne (og her taler vi ikke piger, men kvinder), der i høj grad har fået en anden mere resultatorienteret tilgang til udtrykket. Det føles ofte som business as usual, og hvis man kan danse lidt på bordene imens, ”ryste den ud”, som det siges, ja, så går det også godt. Er kvinderne de ambitiøse, målbevidste, er mændene de følsomme, forvirrede over egen situation (men måske alligevel lige så ambitiøse). Og måske har det aldrig været anderledes, og da er overstående blot en konstatering af, at det værende forsat er. Måske har det været anderledes, og da kan overstående være retningsanvisende. Måske tager jeg fejl - og selvfølgeligt tager jeg fejl, fordi der naturligvis findes en masse ufølsomme mænd, der synger, ligesom der selvfølgeligt findes en masse ikke-resultatorienterede kvinder, der vrider sig for ikke-nogens skyld. Jeg mener bare: de hyppes ikke - det er følsomme mænd, der hyppes, og de dansende, selvstændige kvinder, der hyppes, og således er musikhypningen ligesom folkeskolerne, ungdomsuddannelserne og bestyrelserne og alt muligt andet en del af den samme kønslige bevægelse, der helt sikkert er ubevist, men ikke desto mindre reel. I en ikke god/dårlig forstand.

-

Elektronavn Sacred Songbooks andet album, Fire of Creation, udgivet i år, er også et følsomt album. Men her, hos Magnus Olsen Majmon, er følsomheden anderledes utøjlelig og organisk. Det er en akustisk følsomhed, der synges og spilles. Ud fra Korinterbrevene, buddhistisk filosofi og Majmons egne tekstligheder. Syv numre på lidt over en halv time. Majmon har en elegant evne til at arrangere og instrumentere sine sange, så de både lyder fremmede og nære. Så de både lyder frie og fastsatte. Improviserede og arrangerede. Der opleves en åndelighed og naturlighed i musikken. En meget håndgribelig, konkret natur, med Majmon vandrende syngende og observerende igennem. Følsomheden er således også naturens følsomhed. Noget sitrende, i proces. Samtidigt, på Fire of Creation i højere grad end på den forrige plade, Letters From Emptiness, anes også en mere konkret menneskelig, maskinel indgriben. Det er altid en varm oplevelse at lytte til Majmon, fordi han er fremmedartet, kald det eksotisk, på en måde, hvor man ikke føler en konceptuel, fortænkt fremmedartet ramme (som det ellers kan være tilfældet ved 'vestlig', 'eksotisk'-inspireret musik). Derimod føler man sig inviteret til deltagelse i sangenes knitrende flyden. De er fyldt med lys og huller, bløde rum, man kan lægge sig ind i og lytte rundt.

-

Sad forleden i Rum46, Århus, i forbindelse med udstillingen Exibition After Hand, og snakken gik om virkningsorienteret kunst, forlagspraksis og kunsten som situation. Især omkring kritiklandskabet i litteraturen (kritikerne ovenpå hinanden i interessante formationer), og jeg har lyst til at forholde mig på en eller anden måde til radiovært og bandmedlem Kristian Leths lette kritik af musikkritikken. Jeg har lyst til at spørge ham eller nogle andre: er det er problem, at musikkritikken er forbrugerguide? Problemet er vel ikke forbrugerguiden i sig selv, men det stof forbrugerguiden gaber om. Eller den måde, den er forbrugerguide på. At Leths radioven Ralf Christensen skriver om præcis det samme, som de skriver om på andre medier. At nysgerrigheden er et spørgsmål om, hvad objektet bidrager med ift. 'mit personlige brand'. At de følsomme unge mænd hele tiden bliver skiftet ud med nye og andre endnu følsommere og yngre mænd, og at man lader som om, at den følsomhed, den nye følsomhed, er en anden følsomhed end den før, og derfor skal den købes. At musikkritikken kun handler om følelser. At improvisationsmusikkens syltes. At ingen dagblade dækker improvisationsmusikken. At det kun er Valdemar Lønsted (m.fl. garanteret, jeg ikke er bekendt med), der dækker den nyere kompositionsmusik. At musikkritikken ikke tør være kunstnerisk, teoretisk, at være litterær, at være eksperimenterende, ikke tør gribe musikken. At være konfronterende. At den er i lommen på hypningen. At den er død. At den ikke kritiserer gennem lyd. At den prostituerer sig selv. At den ikke prostituerer sig godt nok. At den sidder fast i ingenting. At den laver radioprogrammer om kanoniserede klassikere, i stedet for at folde nye rum ud. At enkeltanmeldelsen er uinteressant, ligesom kontekstanmeldelserne er det, fordi den aldrig tænker længere end genrerelation, og således ikke skaber andre kontekster end de, der findes i pladebutikker: hiphop, rock/pop, indie. At den diskuterer om festivalen i Roskilde er bedre end festivalen i Skanderborg, i stedet for at lave sin egen festival. --- osv.

Det er et lille indlæg. Måske er der lige meget. Lyden er sgu nok ligeglad. Musikkritikken er det også. Og musikerne; garanteret. Hvad har vi tilbage? Forbrugerne? 

-

En anden måde at gå til kritikken på: Musikkritikken er forbrugerguide, fordi den musik, den beskæftiger sig med, er en forbrugsmusik. Den er markedsdrevet. Den er et oplevelsesøkonomisk fænomen. Jeg kan påstå: Populærmusikken er i kraft af sin popularitet (underforstået: i et kapitalistisk samfund) nødt til at blive populær på markedsvilkår: At blive solgt. Jeg kan spørge: Hvorfor er det problematisk, at musikjournalistikken er en medspiller og ikke modspiller i opfyldelsen af denne funktion? Er det overhovedet problematisk, som Leth (med flere) giver udtryk for? Er det ikke nemmest sådan, ikke bedst på den måde?

En populærmusikalsk kritik skal først og fremmest være forbrugervenlig og -nyttig, fordi populærmusikkens gode (i aristotelisk forstand) netop synes at være, at den bliver (for)brugt mest muligt. Kritikken er således først interessant, den kan først være interessant, når vi bevæger os ud over populærmusikken (markedsmusikken). Som Poul Borum formulerede det: Anmeldelsens opgave er at forhindre folk i at købe dårlige bøger – og det samme for musikudgivelsen, naturligvis. Anmeldelsen indgår i en markedsrelation i forhold til markedsmusikken; den skal være med til at sælge; den skal have korte fængende citater til plakaten, til hjemmesiden, til bunden af pressemeddelelsen. Det er vel pointen, og når sigtet for anmeldelsen alligevel er forbrug, hvorfor så trække processen i langdrag? Føler man sig revolutionær, kan man da ikke bruge sine kræfter bedre end ved at anmelde Kanye West dybsindigt? 

Dette kan altså være et standpunkt: Ved at skriftliggøre, formidle musikken, udgivelsen, singlen, ved at anmelde/kritisere den, (fort)sættes den i en markedsrelation – helt konkret og billedligtalt på for eksempel Gaffa og Undertoner, hvor der konsekvent i anmeldelserne er link til, hvor musikken kan købes. I formidlingen indgår således en opfordring til at forbruge musikken – og har det så tjent som andet end en guide? Så længe musikjournalistikken beskæftiger sig med musik, der er markedsdrevet, må den agere på markedets præmisser. Først når den udvider sit domæne til en musik, der ikke er markedsvenlig (og måske er Creative Commons slet ikke heftigt nok), til en musik, der ikke tilgodeser lytteren som forbruger, men hellere undergraver denne position; Først når musikken bliver gravet ned eller op eller ind, bliver til proces eller gjort til en konkret handling, en bevægelse – som musiker og forfatter Peter H. Olesen skriver på sin blog, om sin næste plade: ”Min næste plade udkommer ikke i fysisk form, altså hverken som cd eller lp. End ikke som kassettebånd. Min næste plade udkommer heller ikke som download eller lydfil. Den kan ikke købes, den kan ikke deles, den kan ikke stjæles. Min næste plade eksisterer således kun inde i hovedet på den enkelte lytter, som dermed bliver medskaber af værket.”

Først da vil kritikken igen være relevant.

Af Mads K. Christiansen, 3. dec 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen