Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Tone

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Vildensky
Vi har altid været et sømandsorkester
- En eftermiddag med Vildensky og en håndfuld plader
1. dec 2000 [Artikel] Siden starten i 1990 har Århus-bandet Vildensky - både i musikalsk og karrieremæssig sammenhæng - været et af Danmarks mest konsekvent uafhængige bands - både hvad angår lyd og udgivelsespolitik. Musikalsk har gruppen hele tiden befundet sig lige i yderkanten af de scener, der har været oppe i tiden undervejs. De har aldrig været grunge (trods en vis metallisk tone flere steder i produktionen), heller ikke britpop (trods et godt øre for fængende hooklines), neo-punk (trods en umiskendelig punket attitude) eller moderne folkemusik (selv om deres tekst- og lydunivers ofte deler træk med bl.a. Sorten Mulds).

På samme måde har deres til dato 9 udgivelser (herunder en selvproduceret horrorfilm fra '96 ved navn Arf-Gab Lemuren), som ofte har været ekstremt flotte og eksklusive i deres fremtræden, for det meste været udsendt via relativt små, uafhængige labels: Først på eget mærke for egne penge, senere gennem Mangel På Ilt og nu Martian Records.

Musikalsk set har gruppen, som består af Andreas Hansn (vokal, guitar), Lotte Maxild (vokal, klarinet), Rico Kærsgård (vokal, bas), Mikkel Strøm (blikfang) og John Hedegaard (alias Skæg) (slagtøj, elektronik), over de seneste år bevæget sig fra en umiskendeligt punket / garage-præget sound - originalt suppleret med Maxilds altid centralt placerede klarinet og et allestedsnærværende spillemandspræget drive - til en mere velproduceret, ofte direkte filmisk, sound. En sound, som i højere og højere grad har trukket på Hedegaards kantede, altid fantasifulde metalpercussion. Vildenskys regulære albumdebut -Utyskme fra 1997 - var således en hurtig, kompakt rundtur i et surreelt / folkloristisk tekstunivers, som i lige mængder trak på splatter og nordiske folkeeventyr. Det seneste fuldlængde-udspil - Overfart fra sidste år - var imidlertid en regulær konceptplade, der musikalsk placerede sig et helt unikt sted mellem folk, industrial, støjrock og dansktop, og som tekstmæssigt tog udgangspunkt i en i virkeligheden typisk dansk, men siden Ove Bager og De Gyldne Løver ofte besynderligt overset, sangtradition: Sømandsvisen. Et tema, som Strøm, gruppens visuelle kendemærke, har illustreret live via bl.a. en gigantisk krabbe og en halvt opløst fisker i gul sydvest, som oversprøjter publikum med en vandpistol.

I det hele taget har det hele tiden været kendetegnende for Vildenskys produktion, at gruppen har arbejdet nysgerrigt og fordomsfrit med såvel teoretisk umulige, musikalske genreblandinger som ikke mindre overraskende, mere overordnet kunstneriske hybridformer. Alt sammen kombineret med en udpræget Do-It-Yourself-holdning. Et træk, som i lige mængder har skaffet gruppen fjender og tilhængere. Hvad man end måtte mene om gruppen, som netop har fejret sin 10-års fødselsdag, kan man dog næppe komme uden om, at kvintetten har udvist en kompromisløs, grænseoverskridende attitude, der generelt er uhyre sjælden på den danske rockscene.

Denne grænseoverskridende holdning har da også, som antydet, resulteret i så sammensat et udtryk, at det er svært at udpege de bagvedliggende inspirationer i gruppens musik. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke bør forsøge. Af samme årsag har Geigers Steffen B. Pedersen sat to af bandets medlemmer - Andreas Hansn og Rico Kærsgård - stævne i Laboratoriet (gruppens eget navn for deres øvelokale) for at indbyde dem til en musikalsk gætteleg. Et sted, som udstråler Vildensky i mindst lige så høj grad som gruppens plader og koncerter: Fra de kitschede, bibelske billeder i guldrammer, der præger selve øverummet, til den gamle, stilfuldt hærgede rejsegrammofon (med en pitchkontrol, der rækker fra 33 til 78 omdrejninger), Hansn har opstillet med henblik på seancen.

Legens regler er simple: Geiger spiller seks numre, som er blevet udvalgt specielt med henblik på at belyse én eller flere aspekter i bandets lyd eller univers; medlemmerne (henholdsvis annoteret som "Hansn" og "Rico") forsøger at gætte nummer og kunstner, hvorefter samtalen åbnes for løse og faste kommentarer til de emner, pladerne bringer på bane.

Første lydbillede kommer fra et legendarisk Århus-projekt fra 80'erne, som, på sin egen skæve måde, kom Overfart næsten 20 år i forkøbet:

-------

Klichè"Havets Blå"
(fra Supertanker, Medley, 1980)

Hansn: Den kender vi jo... Supertanker. "Havets Blå". Det er en sømandsvise - og én af de bedre.

Geiger: Der lader til at være et kratigt maritimt tema i århusiansk musik gennem tiderne. TV-2 lavede "Isbryderen Lenin" og "Kalundborgbåden", Gnags har nævnt havet adskillige gange og Under Byen udsendte Kyst samtidig med, at I sendte Overfart på gaden.

Hansn: Det er jo en havneby. Det er det første, man kommer til at tænke på. Men vi har jo altid været et sømandsorkester, mere eller mindre.

Rico: Vi lavede et bånd i sin tid (før pladedebuten, red.), der hed Okay, Okay Drenge - og Hva' Så?. Titlen henviste jo helt klart til Kliché, men allerede der var forsiden prydet af et anker. Der synes jeg også, vi var enormt sømandsagtige.

Geiger: Men den her gang har I lavet et konceptalbum ud af det?

Rico: Ja, men jo har jo snakket om det længe.

Hansn: Det startede helt tilbage i et kollektiv, hvor der boede nogen fra orkestret. Der sad vi i weekenderne og drak rom og sang gamle sømandssange. Der endte vi så op med at lave én selv, og siden er det bare gået lige så stille derud af. Pladen har hele tiden ligget der ét eller andet sted.

Rico: Nu har vi lavet to fulde albums, hvoraf det første var en slags greatest hits plade fra det første stræk i karrieren. Da vi så havde fået afleveret dét, synes vi, det var oplagt at gøre den næste plade til en sømandsplade.

Geiger: Der skulle også være en promo-CD med en punket coverversion af "Imellem Esbjerg til Fanø" på vej?

Hansn: Ja, det var faktisk mest pladeselskabets idé, men nu hvor vi snart har 10-års jubilæum, gør vi den til en fødselsdagssang i stedet for.

Rico: Vi står over for nogle arbejdsindspilninger, hvor vi måske tager dén med og lægger den ud på ét eller andet. Nettet, måske. Den bliver nok ikke decideret udgivet i pladeform.

Geiger: Klichè var som sagt også et Århus-band, og I lader i det hele taget til at have fremhævet jeres opkomst i netop Århus på mange måder. Teksterne bliver sunget på decideret århusiansk, I har hyldet AGF (på opsamlingspladen Det er Tanken der Tæller fra 1997) og indspillet Arf-Gab Lemuren, hvor soundtracket hed An Aarhus by Nightmare EP. Forsøger I at gøre det samme, som skånsk-syngende og svensklydende Bob Hund gør på den anden side af Øresund?

Hansn: Vi er ikke århusianske på samme måde som folkesangere, der ofte gør en del for at synge på deres eget sprog eller dialekt. Vi synger ikke på dialekt.

Rico: På en måde gør vi vel nok?

Hansn: Jo, men det er jo ikke ligefrem bondeårhusiansk, vi snakker. Vi kommer bare fra Århus, og sådan er det. Det er også på mange måder en OK by, om end den på mange måder også er latterligt opblæst.

Rico: Nu er det jo ikke mig, der skriver teksterne, men vi har boet i byen i mange år, og det er her, vi får vores inspiration fra. Hvorfor fanden skulle vi så ikke vedkende os det? Vi lyder ikke som et københavnsk orkester, fordi vi ganske enkelt kommer et andet sted fra, og vi har ingen intentioner om at påtage os noget andet end det, vi er. Vi har ikke engang snakket eller tænkt over at lyde anderledes - sådan er vi. Og det, vi er kommet op med, er åbenbart en klar århusiansk lyd.

Hansn: På den anden side har vi da snakket om, at Århus er en rådden by - hvorfor skal alt for eksempel lukke kl. 2 om natten, og hvorfor koster en fadøl 48 kroner? Hvad er der? Der er lige os, der spiller grim og mærkelig musik, og så er der en del, der ligger kigger frem en to-tre års tid og forsvinder igen. Så er der selvfølgelig alle de store orkestre, men dem har vi ikke så meget at gøre med. Vi har altid holdt os lidt for os selv. Vi kender da de andre musikere, men vi har aldrig været del af nogen rygklapperfamilie. Dengang Århus havde en masse grunge-orkestre, faldt vi lidt udenfor, fordi vi ikke kunne spille i forhold til dem, og mens de kopierede noget amerikansk, stod vi bare dér og sang på dansk. Siden da har vi simpelt hen været for larmende i forhold til det, der har været oppe. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, som overhovedet passer ind i andre bands.

Geiger: Er det kammeratskabet, som har holdt jer kørende i så lang tid?

Hansn: Engang hang vi utroligt meget ud i gruppen, men nu spiller vi bare sammen. Vi mødes da og drikker nogle bajere ind imellem på værtshusene...

Rico: Det er svært at forklare, men den sammensætning af orkestret, vi har nu... Man kan ikke sige, at vi er professionelle, men vi deler en hobby, som optager os meget. Det er måske lidt flot at sige, men jeg tror ikke, Vildensky nogen sinde forsvinder. Der vil altid komme ét eller andet fra det, der hedder Vildensky. Det kunne være fedt, hvis man kunne komme til at tjene lidt penge på det, hvad man ikke kan i øjeblikket - men det er i og for sig også ligegyldigt. Vi vil blive ved, og som sagt kan vi ligesom ikke spille med andre mennesker. Vi har affundet os med hinanden og de særheder, vi nu én gang har.

Skousen & Ingemann"Svært at Nå Frem"
(fra Herfra Hvor Vi Står, Philips, 1971)

Hansn: Det er sådan noget dansk hippie-musik fra 70'erne.

Rico: Det tror jeg også, det er. Det kunne være Alrune Rod? Jeg kunne høre det på dét dér fløjte-noget. Hvem er det?

Geiger: Skousen & Ingemann.

Rico: Er det dem, der har lavet "Oppe i Træet"?

Geiger: Nej, det var Young Flowers, men de var jo sådan set en direkte forløber for Skousen & Ingemann. Man kunne umiddelbart forestille sig, at I kendte temmelig meget til den epoke i dansk rock - store dele af jeres sound peger tilbage til 70'erne?

Hansn: Nej, men vi bliver tit sammenlignet med navne, som vi aldrig har hørt. Journalister tror, at vi har lavet det her band fuldt bevidst - at vi absolut skulle have en folkemusikagtig klarinet med og sådan noget - men da vi startede ud, var vi ganske enkelt en bassist, en klarinettist og en guitarist, som gik igang med at lave musik. På det tidspunkt havde det sådan set været federe, hvis Lotte havde kunnet spille trommer, eftersom vi manglede en rytmebund, men det kunne hun altså ikke, og så måtte vi få det bedste ud af det. Jeg har dog haft den dér Burning Red Ivanhoe plade, som Poul Dissing synger på. Det er jo noget fæl, langhåret tråd, men det er også det. Eller kender vi det mest fra radioen, sådan noget der.

Geiger: Gør I ikke lidt af det, Skousen & Ingemann gjorde i 70'erne: Tager folkesangen op i et nyt rockregi. Der er jo stemninger, skabninger og eksistenser i jeres tekster, der peger tilbage til folkloren, ligesom der er et umiskendeligt præg af folkemusik i jeres sound.

Hansn: Ja, det er der - men det har ikke noget med det at gøre. Det dér spillemandsnoget har vi først fundet ud af senere, og det havde mere noget at gøre med The Pogues og den dér voldsomme irske / amerikanske folkemusik. Da vi startede, havde vi nogle helt anderledes principerklæringer - eksempelvis at guitarsoloerne fandme ikke skulle overdrives. Numrene skulle være korte: To vers, et omkvæd og så måske et B-stykke, hvis det skulle være. Der måtte ikke være gejl overhovedet, og gejl var meget populært på dét tidspunkt. Funkbas, mellemstykker på flere minutter og lange guitarsoloer á la Steve Vai. Vi kunne og ville ikke rigtigt det lort. Vi forsøgte ikke engang på det, selv om der var mange, der gjorde.

Rico: Der var mange, der øvede sig så kraftigt, at de brækkede deres fingre. Vi gad ikke at øve os (griner). Vi har fået meget af vores opfattelse af, hvad et nummer skal være, fra Melodi Grand Prix: Et nummer skal vare tre minutter - ikke mere!

Hansn: Der er plads til ALT inden for den ramme. Man kan fandme nå både guitarsolo, to vers og to omkvæd. Man kan også nå det på to minutter. Vi har nået det på 1:42. Det er ikke noget problem. Nu er vi jo heller ikke så meget for den dér alternative musik - sådan noget som Radiohead. Det handler om nogle unge mænd, som har det virkelig skidt og synger rigtig, rigtig pænt om det. OK - de eksperimenterer en lille smule, men det må sgu ikke lyde grimt. Det må gerne være eksperimenterende, bare det ikke er grimt. Sådan nogle klang-plader - ambient og så videre - er jo åh så fint lige for tiden, og så kan man komme med diverse filosofiske overbygninger på det, som jo Anders Remmer for eksempel gør. Men jeg kan ikke tage det dér. Rockmusik er sgu grimt. Elvis Presleys musik var utrolig grim. Det samme med Tom Waits og Ramones - det braldrede derud af! Det skal skurre lidt i kanten hist og her. Rock'n'roll skal være udadvendt - ikke noget med at stå og kigge sig selv i navlen.

Rico: Men det må også godt være pænt. Eksempelvis synes jeg, at de stille numre på sømandspladen burde have fundet mere velvilje i pressen. Der er passager der, som er så smukke, at man får lyst til at vræle, når man hører dem. Jesus, hvor er det kønt, noget af det. Vi kan også godt lide disco - 2/3 af orkestret hører Pet Shop Boys. Når man skal svinge træbenet, er det da herligt med en stortromme på alle fire slag. Alt i alt er det vel et spørgsmål om smag - om det er kvalitet eller ikke, musikalsk og tekstmæssigt.

Geiger: Det er måske derfor, at jeres musik - samtidig med, at den er utrolig krads - altid har haft en vis pop-appeal. Et nummer som "Skipper og Orm" fra Overfart er jo næsten dansktop?

Rico: Ja, det er nærmest skåret ned til ingenting: Guitar og sing along. Det, som folk kan forholde sig bedst til. Den gode, gamle sang. Ikke, at der skal gå lejrbål i det, men den type sang, man hører i Giro 413. Jeg kan godt lide at høre Birthe Kjær og John Mogensen - musik, der er lige til at synge med på.

Hansn: Hvis vi ikke satte den gode sang højt, havde vi jo nok lavet en jazz /avantgarde-plade. Allerede nu er der ret få, der kan være med på det, vi laver, selv om jeg ikke helt forstår det. Der er fire-fem ord i omkvædene, og man kan synge med på det hele. Det er jo egentlig ikke fordi, det er svært at følge med.

Rico: Se nu for eksempel i forhold til Düreforsög: Det er satme mærkeligt! De kører rundt i stilarter og alt muligt hele tiden, men uha, hvor synes folk, at det er flot og fornemt. Men vores musik - det er bare noget lort! Man kan synge med, og melodierne kan opsnappes efter to-tre gennemlytninger - der er stort set alt det, der skal til for at være med i Giro 413. Men ifølge Gaffa er det fandme ikke godt nok. Düreforsög, der imod, får alt det, de kan trække. Det fatter jeg simpelt hen ikke.

Geiger: I er åbenbart den type band, folk lader til enten at elske eller hade.

Rico: Lige præcis. Men jeg bliver sgu også lidt stødt, når folk ikke rigtig skriver noget, ud over at "det var lidt specielt, lidt underligt". Så kan det godt ske, at vi får røvfuld på røvfuld af Gaffa, men de har jo trods alt taget stilling til tingene på én eller anden måde. De er virkelig blevet stødte - er blevet sure over musikken - og det synes jeg er fedt. Det er satme i orden.

Hansn: Men man må jo så sige, at det er dejligt, at der er nogen, der kommer og hører os - der synes, at det, vi laver, er godt. Så kan man godt være bekendt at blive ved med at spille. Så længe, der er det - og så længe, der er nogen, der køber vores plader - kan man forsvare at blive ved med at spille over for alt og alle.

Geiger: For at vende tilbage til folkemusikken, er der nogen, som gerne har villet indplacere jer i samme bås som navne i á la Sorten Muld og Hedningarna?

Hansn: Jo, vi opfattede på et tidspunkt os selv som lidt af en moderne, elektrisk udgave af det, man kaldte spillemandsmusik engang.

Rico: De tog sgu også bare ud med deres violiner og spillede til hårene faldt af, og man var vind og skæv.

Hansn: Jeg vil sige, at før den dér nordiske bølge kom, var det OK at blive sammenlignet lidt med folkemusikken. Jeg finder hele den dér bølge ret skrækkelig. Sorten Muld er mere disco, så det er okay, men det der, der kommer fra Sverige... Hoven Droven. Vi spillede sammen med dem en gang, og vi fik at vide, at de var fede, trykkede den helt vildt af og at vi passede skidegodt sammen. Det gjorde vi bare overhovedet ikke. Vi stod og larmede i lang tid, Skæg stod og rodede med sin elektronik, og så kom de der med deres punk / metal-agtige folkemusik.

Rico: De var folkemusik, og det er vores overhovedet ikke. Det er rock´n´roll. Der er meget mere engelsk lyd over vores musik, end der er folkemusik - i hvert tilfælde i forhold til Hoven Droven. De har udgangspunkt i folkemusikken, og det har vi ikke. Det var måske vores egen fejl, at vi slyngede omkring os med den dér spillemandsting.

Hansn: Vi startede selv ud med at kalde os en slags spillemandsmusik, men det var mere i den betydning, at når vi spillede vores koncerter, var der lidt af den dér stemning. Der var hammer på - folk sang med og hoppede rundt. Det var der så nogen, der fik galt i halsen, og pludselig stod vi så og skulle spille til et folkemusikarrangement...

Rico: Men så igen har vi stået i en situation, hvor vi har skullet spille til en punkfestival og har fået at vide, at vi spillede den værste omgang folkelort. Der har vi også kunnet mærke på stemningen, at vi overhovedet ikke passede ind. Vi var ikke sorte nok, brølede ikke nok. Der faldt vi også udenfor.

Dead Kennedys: 'Nazi Punks Fuck Off!!!'

Dead Kennedys"Nazi Punks Fuck Off!!!"
(7", Alternative Tentacles, 1983)

Hansn: Det er jo Dead Kennedys!

Rico: "Nazi Punks Fuck Off!!!" Kan vi ikke skrue op?

Hansn: DET er rock'n'roll! Det er grimt, man kan nynne med!

Rico: Der er guitar, bas, trommer og vokal. Og han (Jello Biafra, red.) synger sgu egentlig ikke ret godt. De spiller heller ikke pissegodt, selv om de kan spille hurtigt. Men der er præcist det, der skal være i et rocknummer!

Geiger: (Til Hansn) Du holdte engang, under en koncert på 1000Fryd i Aalborg, en længere enetale over begrebet "punklort".

Hansn: Jojo, men vi HADER punk! Problemet med det her orkester er, at det er så mærkeligt at være med i. Der er sgu meget punklort og mange punkidioter, men vi har jo selv været punk, så der er jo sådan set ikke noget ondt i det, kan man sige. Men alligevel...

Rico: Det er jo lidt grinagtigt, på en måde. Vi kommer til København for at spille på Ungdomshuset. Så står der veganermad på plakaten, og vi bliver budt én eller anden mærkelig kage, som én eller anden er skidestolt over at have bagt, og som smager ad helvede til - og vi har sådan lidt: "Fuck nu jeres punklort, for helvede! Hvorfor skal det være på dén måde?". Så bliver man lidt irriteret. Det er måske bare en sådan lidt venlig eller rar måde at sige tingene på: "Det er sgu bare noget punklort".

Hansn: Det er sgu også fordi, vi selv bliver beskyldt for at spille punklort. Vi står jo selv her i øvelokalet og skruer nogle numre sammen, som vi selv synes, er helt enorme pophits: Der er skrald på, der er guitar og så er man glad. Og så læser man i avisen, at det ikke har noget med musik at gøre - at det bare er noget larm. At det er punklort. For mange mennesker lyder vores musik bare ad helvede til, så...

Rico: ...men det, der er ubehageligt, er jo også fedt! Hvorfor fanden går man ind og ser gyserfilm? Man får et chok og er ved at skide i bukserne. Man hader det jo, men det er også fedt.

Vinterbyøster

Erik Paaske"Vinterbyøster (Postens Sang)"
(fra: Vinterbyøster, DR / Carlpetter, 1976)

Rico: Det er jo Erik Paaske! Det er fedt - den plade har jeg fandme også! Skal vi ikke lige give den en bønne? (Skruer op).

Hansn: Hvad skal vi sige? Det er jo en klassiker!

Rico: Det var det første nummer, jeg lærte at spille med barré-akkord på guitar.

Geiger: I har selv har en legendarisk børnesang på jeres repertoire (en hardcore-version af temaet fra "Pippi Langstrømpe").

Hansn: Ja - et fantastisk nummer, som vi godt nok sjældent spiller efterhånden.

Rico: Vi er holdt op med at spille det, fordi det er lidt for punk-agtigt. Det var meget sjovt at finde på det, men måden, det er bygget op på, er lidt for simpel. Det sker nu alligevel, at vi spiller det engang imellem, men det var stort dér i punk-tiden for nogle år siden, fordi Pippi Langstrømpe er meget anarkistisk i sit politiske udtryk, og derfor tog punkerne hende til sig. Men det fandt de først ud af, efter at vi havde lavet den der coverversion. Det viste sig, at de punks, som var ude omkring, var pisseglade for det nummer, så dér ramte vi rigtigt.

Hansn: Vi har også udgivet en version af "Hør Den Lille Stær" ("Stær" fra An Aarhus by Nightmare EP), som vi stadig spiller live. Bare en børnesang, som handler om en stær, men som også handler om en punker: Den trykker den 100 % af og er skideligeglad. Siden jeg var helt lille, har jeg altid syntes, det var et skidegodt nummer - og lidt uhyggeligt, synes jeg. Mange børnesange rummer en masse gode ting - jeg synes bare ikke, de har været indspillet ordentligt. "Stær" var et forsøg på at indspille dén sang ordentligt. "Pippi Langstrømpe" kan man bare simpelt hen ikke gøre bedre en originalversionen, så det følte vi ikke, vi kunne konkurrere med. Vi spillede også "Morten Guldfisk" engang - og en version af MC Einars udgave af "Oles Nye Autobil". Jeg synes ellers generelt, at det, man gør med de dér Åh Abe plader, er at tage en masse gode børnesange og gøre dem dårlige. De dér damer, der synger i Danmark...

Rico: Egentlig giver jeg dig fulstændig ret - det er virkelig irriterende at høre på det - men tag nu for eksempel et nummer som "Spørge Jørgen" med Kim Larsen: Den holder 100 %. Det er også fordi, at Kim Larsen er en gammel røv. Han har været med hele vejen - han véd sgu godt, hvad det drejer sig om. Ser man "Spørge Jørgen" i relation til virkeligheden nu om dage, er det grotesk, hvad han bliver udsat for. Han får smæk for at spørge! Altså, hvad fanden er meningen (griner)? Dengang den blev skrevet - for 50 år siden - handlede det om, at børn skulle ses og ikke høres, og derfor er den blevet lidt modsigende i forhold til, hvordan folk er nu om dage. Det véd Kim Larsen godt, og derfor har han valgt at lave dén - i modsætning til de andre kunstnere, som har været pisseligeglade.

Hansn: Der er mange af de dér børnesange, der har et lidt uhyggeligt touch, men folk som Nanna og Anne Dorthe Michelsen sidder bare dér med klaver og rytmeboks og synger sangene værre end éns musiklærer gjorde, da man gik i 2. klasse. Det er sgu da at tage pis på børnene - det mener jeg! Der er altid to-tre numre på en Åh Abe-plade, hvor indspilningerne lever op til det gods, der er i sangene, men så heller ikke mere.

Rico: Vi fik aldrig søgt om at medvirke på nogen af de plader, gjorde vi det?

Hansn: Nej, men vi snakkede meget om, at det kunne være meget sjovt.

Rico: Nå, men de ville allligevel aldrig have antaget vores musik, for det skal jo være helt igennem pænt produceret. Der må ikke være noget tråd over det.

Hansn: Men børnene kan jo godt lide tråd. Nu interesserer vi os ikke specielt for børn - det er ikke derfor, vi spiller den type numre - men der er mange børn, der godt kan lide det, vi laver. Det er så fint nok, for børn er "åndssvage". De kan lide hvad som helst. De har ingen smag -bare der er hammer på, kan de godt lide det. De kan lide alt fra Bamse til Metallica.

Einstürzende Neubauten: 'Strategies Against Architecture II'

Einstürzende Neubauten"Seele Brennt"
(Fra Strategies Against Architecture II, Mute, 1991)

Rico: Det er Einstürzende! Ha! Jeg sagde det før dig!

Hansn: Jaja, men jeg kunne høre det på hans (Blixa Bergelds, red.) stemme! Det er "Halber Mensch", er det ikke?

Geiger: Nej, det er "Seele Brennt", men den var med på albummet Halber Mensch.

Hansn: Det er ét af de få gamle orkestre, vi har været til koncert med sammen. På Train (spillested i Århus, red.) for et stykke tid siden.

Rico: Og så igen: De andre kom og sagde "hold kæft, hvor er det godt", men jeg stod nærmest og småkedede mig lidt. Jeg syntes, det var alt, alt for højtideligt. Jeg blev træt af at se på alle de halvgamle narrøve, der stod og tog sig selv SÅ seriøst. Jeg synes ikke, at de er det, de har været. Men det er da fint, at andre har fået en fed oplevelse ud af det, og jeg var meget imponeret over de ting, de havde med. De er nok et af de få bands, vi for alvor kan sammenlignes med. De har ikke direkte været en inspirationskilde, men ét eller andet sted har de været det alligevel, for hvad angår instrumenter, har vi tænkt lidt i de samme baner.

Geiger: Ja, på Overfart spiller I - blandt en masse andet metalpercussion - på Århus Havn, og på Utyskme havde I både en losseplads og Marselisborg Skov inde over.

Rico: Ja, alt det der. Og skal folk sammenligne os med nogen, ser jeg også allerhelst, at det er Einstürzende. Men vores er hverken så rytmisk eller brutalt, og vi bruger både akkorder og synger sange. Når jeg ser dem live, irriterer det mig også voldsomt, at de står der og tror, at de er så store og fine kunstnere. De minder mig lidt om kunstmalere, der står og sætter fire gule streger på et lærrede, for så at sælge det for 60.000 kroner. De er vældigt inspirerende at høre på, men jeg synes ikke, jeg kan holde ud at høre en hel plade med dem.

Hansn: Det synes jeg egentlig ikke. Jeg kan skidegodt lide dem, men jeg må også sige, at der er en vis patos over det, de laver. Den får altså, hvad den kan trække.

Rico: Jeg kunne bedre lide dem før i tiden, hvor de var mere punk. Man kan så sige, at vi har lidt af den samme måde at gøre tingene på - vi er bare pop.

Hansn: Ja - eller rock & rul. Vi er i hvert tilfælde blevet rigtig meget af et rock & rul orkester.

Rico: Første gang, jeg hørte dem - på Haus der Lüge - havde de stadig gang i deres trykluftsbor, og holdt kæft, hvor jeg syntes, det var fedt! Men jeg har også hørt en del Laurie Anderson, som er lidt ovre i samme stil - bare i en lidt pænere udgave. Begge dele er mindre musik end kunst, man sætter på grammofonen. Hun har også en masse at sige. Skal jeg sætte Laurie Anderson op mod dét dér, synes jeg, Einstürzende har nogle fede lyde, men jeg kan bedre lide hendes udtryk. Deres er meget pompøst, og det bliver hendes på intet tidspunkt. Hun er dog mere borgerlig, hvis man skal snakke politik. Einstürzende er ikke nået dertil endnu. Jeg tror, de stadig holder fast i deres gamle idealer.

Hansn: Nogen af dem gør. Bassisten virker som om, han sgu gerne vil spille lidt rock & rul. Men Blixa Bargeld ER sgu kunstner. Det er jeg nu også længe haft ham mistænkt for at være. Men jeg må sige, at til Einstürzende-koncerten var det rart at se et helt show, hvor der ikke blev brugt nogen toner. Der var ikke noget lir. Jo, lidt lyd-lir, men det var ikke hørt før, så det var OK.

The Residents: 'Residents Classic Series: The Third Reich'n'Roll'

The Residents"(I Can't Get No) Satisfaction"
(fra Residents Classic Series: The Third Reich'n'Roll, ESD, 1987)

Hansn: Det kunne jo være Picnic?

Geiger: Nej, men Picnic har sikkert hørt dem.

Hansn: Det kan jeg ikke gætte.

Geiger: De er mindre med for musikken end for den detalje, at de, ligesom jeres blikfang, Mikkel Strøm, altid har optrådt konsekvent i groteske kostumer. De er for det meste klædt ud som øjenæbler med høje hatte på hovederne...

Hansn: Åh, det er Residents? Men de har jo lavet så mange typer forskelligt halløj. Jeg vil ikke sige, at der er nogen af os, der har noget forhold til dem, men jeg har hørt nogle plader, og de har alle sammen været vildt forskellige. Det dér er punk, men jeg kommer til at tænke på Pere Ubu og den slags orkestre. Det er lidt langhåret - der er tænkt over det. Men det er bare larm. Det er meget fedt.

Rico: Det, som Mikkel gør, har nu ikke noget med Residents at gøre. Jeg kan ikke huske, hvornår og hvordan vi bestemte os for, at vi skulle have noget performance-agtigt med på scenen, som folk kunne kigge på, mens vi spillede, men det var noget, vi selv kom på hen af vejen. Når man for eksempel så Pink Floyd koncerter på fjernsynet, havde de altid sådan nogle store, oppustelige grise med - så var der noget at kigge på. Så var der noget for publikum. Men vi havde ligesom ikke råd til at købe en oppustelig gris på størrelse med en fodboldbane. Vi måtte tænke anderledes. Så vi spurgte Mikkel, om han ikke lige kunne prøve sådan og sådan - om han ikke kunne illustrere hvert nummer på én eller anden sjov måde. Så var der noget at kigge på for folk - i stedet for bare at se på, at Andreas stod og sang, eller kigge på den kønne pige med det lange hår, som stod og spillede klarinet. Han giver folk noget visuelt at bide mærke i. Det er lidt ligesom med musikvideoer - man lægger måske ikke så meget mærke til musikken, første gang man ser det, men man kan huske billederne, og så vender man måske senere tilbage for at finde ud af, hvad det egentlig var for noget, der blev spillet. Man slipper simpelt hen for, bare at stå og kigge på kedelige musikere.

--------

Vildensky har også, ved en enkelt lejlighed, forsøgt sig som billedkunstnere i form af denne malede dør, som indgik i den gigantiske pyramide, der var opstillet på 2000-udgaven af Roskilde Festivalen. Foto: VildenskyHer, hvor både bånd og pladestak løber ud, for at blive erstattet af et improviseret DJ-sæt med Hansn selv bag roret - bestående af numre med bl.a. Lee Hazelwood, Bacchara og Spike Jones & His City Slickers - kan man blot tilføje, at Vildensky også arbejder visuelt på en anden måde. Ikke blot har de i længere tid overvejet at udvide deres filmografi med en vildere og blodigere fortsættelse af Arf-Gab Lemuren - på www.vildensky.dk (Webskyen i daglig tale) kan man besøge gruppens officielle hjemmeside, som ikke blot giver et komplet overblik over bandets historie og udgivelser. Siden giver også mulighed for at tilmelde sig en jævnlig nyhedsservice, ligesom der af og til tilbydes downloads af eksklusive numre. Det er også her, man kan bestille bandets nyudsendte fødselsdagssingle, ...Da Fanden Gik i Kloster, Blev Han Gammel, som blandt andet rummer en coverversion af The Birthday Party's "Happy Birthday". Endelig giver Webskyen et rigt illustreret - og tit og ofte yderst morsomt - overblik over alle de selvopfundne figurer, Mikkel Strøm har portrætteret på scenen gennem tiderne: Fra en levende discokugle, som bandet har stykket sammen af knuste glasrester fra en bil, til en 1.90 meter høj krage. Er det ikke nok, kan man fordrive ventetiden indtil gruppens næste album med den eksklusive, opfindsomme version af det klassiske Pacman-spil, "Hummerjagten", der findes i multimedie-delen på CD-udgaven af Overfart.

Vel hed en af deres EP'er Hvem Smækker Dørene For?, men der er heldigvis endnu intet, der tyder på, at det er Vildensky selv.

Nedenfor følger en disko- og videografi:
- og Pingvinhunden Øl (MC, Vildensky, 1994).
Okay Okay, Drenge - og Hva' Så? (MC, Vildensky, 1995).
Secrets 8: Med Al Bæst EP (CD, ROSA, 1995).
Arf-Gab Lemuren (VHS, Vildensky, 1996).
An Aarhus by Nightmare EP (10", Mangel På Ilt, 1996).
Ø Fuglen EP (10" picture disc, Mangel På Ilt, 1996).
Utyskme (CD og LP, Mangel På Ilt, 1997).
Hvem Smækker Dørene For? EP (CD, Mangel På Ilt, 1998).
Overfart (CD og LP, Martian, 1999).
- Da Fanden Gik i Kloster Blev Han Gammel (CD-single, Martian, 2000).

Gruppen medvirker desuden med en eksklusiv "SlAGFsang" på AGF-hyldesten Det er Tanken der Tæller (10", Mangel På Ilt, 1997).

Af Steffen Baunbæk Pedersen, 1. dec 2000


Kommentarer (4)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Peter Ellermann - 0 indl�g08/09/11 15:47
Af PeterEllermann
Hvor er resten?

 
Rasmus Steffensen - 117 indl�g09/09/11 10:12
Af rasmus
ja, der er tydeligvis forsvundet noget. Jeg tjekker op hos vores webmaster, for det har altså ligget der. Hvis man støder på andre steder, hvor der mangler noget, må man i det hele taget gerne kontakte os på info@geiger.dk.

 
Kaspar Rosengreen Nielsen - 160 indl�g11/09/11 19:54
Af maq
Så er teksten gendannet. Der var en lille fejl på siden, så teksten ikke blev vist.

 
Peter Ellermann - 0 indl�g27/09/11 13:38
Af PeterEllermann
1000 milliarder tak.

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen