Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Will Oldham
Tips & Tricks
1. dec 2000 [Artikel] Med den imponerende I See a Darkness fra 1999 slog Will Oldham sit navn fast som en yderst personlig sanger og sangskriver, men bag sig han har en lang række spændende udgivelser. Her er en selektiv guide til Will Oldhams øvrige produktion.

Paradoksalt nok indledte Will Oldham ikke sin kunstneriske karriere som musiker, men derimod som skuespiller. Efter en optræden i Matewan (1987, instrueret af John Sayles) er det sideløbende med musikken blevet til flere mindre roller. Senest en hurtig gæsteoptræden i Julien Donkey-Boy fra 1999, der blev instrueret af Harmony Korine. Også musikalsk er det, siden There Is Noone What Will Take Care of You - debutalbummet fra 1993 under navnet Palace Brothers - blevet til en del gæsteoptrædender i form af bl.a. bidrag til compilations, liveindspilninger og andre svært opdrivelige udgivelser. Lost Blues and Other Songs, udgivet i 1997 som Palace Music, og Guarapero - Lost Blues 2 (2000), udgivet under eget navn, samler meget af dette materiale op, og disse compilations er ikke kun anbefalelsesværdige for den ihærdige Oldham-samler. Især Lost Blues and Other Songs virker overraskende helstøbt, når man tager dens opsamlingsstatus i betragtning. Albummet indfanger mange af Oldhams bedste øjeblikke. Fra de rockede ”Riding” og ”Horses” til den smukt afdæmpede, sørgelige ”West Palm Beach” rummer denne udgivelse nærmest den musikalske essens af Will Oldham. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Guarapero indeholder et godt skjult bonusnummer, som er placeret før det første nummer på cd'en. For at lytte til det startes cd'en, hvorefter man spoler tilbage.

Med en spilletid på under en halv time er det mere kvalitet end kvantitet, der karakteriserer Days in the Wake, Will Oldhams andet album - udgivet under navnet Palace Brothers i 1994. Albummet er spartansk orkestreret: Med en akustisk guitar, en nærmest hviskende stemmeføring og løse, halvfærdige sangstrukturer er Oldham også i mere end én forstand alene på dette album. ”When you have no-one, no-one can hurt you”, synges der besværgende på ”You will miss me when I burn” i et desperat forsøg på at kigge ud gennem det mørke, der præger næsten hele albummet. Vaklende mellem en klagende og anklagende tone - det lidende og det medlidende - er albummet et smukt, skræmmende kartarsisk kunstværk, hvor teksternes følelsesrigdom, Oldhams spinkle stemme og sangenes skitsepræg klæder hinanden fortræffeligt.

Oldhams andre albums er generelt ikke nær så helstøbte, men selv om de - som albums - er svingende i kvalitet, er de bestemt værdige udgivelser og indeholder også deres højdepunkter. Som fortættede kunstneriske helheder - afsluttede værker - kan først og fremmest fremhæves Days in the Wake og I See a Darkness og Viva Last Blues, der blev udgivet under Palace Music-banneret i 1995. Viva Last Blues indeholder blandt andre glimrende numre den rockede liveklassiker ”Work hard/Play hard” og den smukke country-prægede ballade ”New Partner”. Arise Therefore fra 1996, udgivet som Palace, er indspillet med en gammel Maya Tone-trommemaskine som akkompagnement, og indeholder groft sagt kun to virkeligt gode numre - de to første, som til gengæld er af en sådan kvalitet, at de gør albummet et køb værd. Joya fra 1997, hvor Will Oldham for første gang optræder under eget navn, kan høres som en skitse eller forløber til I See a Darkness. Endelig kan der peges på en udgivelse som Ode Music (1999), og til dels Black/Rich Music (1996), som udgør et andet spor i Will Oldhams musik. ”All instrumental, or silent, music” står der på coveret til Ode Music, som oprindeligt var indspillet som akkompagnement til en film. Ode Music kan - alt efter temperament - betragtes enten som Will Oldham minus den stemme, der giver hans musik sit særpræg eller som en række kompositioner, der langsomt indbygger en sensitivitet i sit instrumentale udtryk. Den får det maksimale ud af det minimale - og på den måde minder udtrykket og formen om moderne komponister som f.eks. Steve Reich. I hvert tilfælde er det numre, som er bygget op over en enkel og repetetiv guitar-melodistruktur.

Af Robert Christensen, 1. dec 2000


Yderligere information

En komplet diskografi, samt andet relevant materiale om Will Oldham, kan findes på den mere eller mindre officielle, og meget informative, hjemmeside The Royal Stable

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen