Efter i 2008 at have indledt sin første turné siden den omfattende The Future-tour i 1992-93 – i øvrigt dokumenteret på den fremragende Live in Concert – kan den 75-årige canadier tilsyneladende slet ikke stoppe igen. Og på trods af, at aftenens koncert var den fjerde på dansk grund på indeværende turné, havde publikum tilsyneladende ikke fået nok; både de første 8000 billetter og yderligere 3000, som arrangørerne på magisk vis siden tryllede frem, blev revet væk. I grunden lidt af en svinestreg over for dem, som ulejligede sig til at skaffe billet i første omgang, al den stund at de ekstra publikummer uvægerligt vil forringe oplevelsen for alle: jo større koncerter er, jo værre, gående fra det tolerable til det infernalske. I aften var logistikken fin.

Nuvel, anmeldere og publikum har været ovenud begejstrede, ofte direkte rørte til tårer, over comebackkoncerterne, og med god grund. Koncerterne i København i sommeren og efteråret 2008 var ganske enkelt sublime, stoiske strejftog i et sangkatalog med historisk højt bundniveau. Superlativer som ”maestro”, ”excellence” og ”elegantier” er gået igen i anmeldelserne, og der er ganske rigtigt noget aristokratisk over den ellers sympatisk ydmyge herre; en atmosfære af, at han på én eller anden måde er hævet over sin branche. Det får stå hen, men han er i hvert fald noget andet end sine kolleger. Først og fremmest er han digter, i helt konkret, litterær forstand, modsat eksempelvis en Dylan, hvis tekster, deres fortræffeligheder uagtet, er rundet af en mundtlig tradition og kun i stærkt begrænset omfang fungerer i trykt form. Det gør Cohens til gengæld i dén grad, og allerede da han i 1956 debuterede med digtsamlingen Let Us Compare Mythologies – godt ti år før sin debut som pladekunstner – var der ikke tale om en vordende popstjernes lyriske eksperimenter, men om formfuldent, klassisk skolet lyrik vibrerende et sted mellem klassicistisk formalisme, romantisk stræben og tematisk modernitet. Siden fulgte en lang række samlinger, mest jævnligt frem til Death of a Lady’s Man fra 1977, og således altså parallelt med pladeproduktionen, og i samspil med denne; ikke bare temaer, men også strofer, idéer og i enkelte tilfælde hele tekster snor sig ind og ud mellem de to spor i mandens kunstneriske virke.

Sprækker i tomheden

Noget gennemgående har netop været samspillet mellem formel finesse og righoldigt billedsprog overfor en særdeles kuldslået, modernistisk temakreds. Der er noget uendeligt absurd over i aften i Odense at se folkemassen vugge med til ”Who By Fires” lakoniske opremsning af forskellige måder at dø og se en folkefest udfoldet omkring Cohens feltrapporter fra en eksistentiel ødemark. For er der noget, der gennemstrømmer værket, er det en inderlig ensomhed, fra sangen om den suicidale Nancy, ”Seems so long Ago”, til en kuldslået sang om sex som ”Chelsea Hotel #2”.

Cohens tekster har imidlertid – og det er vel det, de fleste forbinder med hans værk – en umiskendeligt romantisk klangbund. Den manende, mørke stemmes levering af smukke metaforer formidler et lidet optimistisk portræt af det moderne menneskes vilkår. Men når Cohens værk alligevel har karakter af en fortløbende besyngelse af skønheden, kvinden, kærligheden, skyldes det en dybest set romantisk opfattelse af, at det trods alt er os forundt glimtvis at kigge ind i det tabte paradis gennem små sprækker i tomheden; klart formuleret med en særdeles passende metafor i den ofte citerede strofe fra ”Anthem”: ”There is a crack in everything / that’s how the light gets in”. Hos Cohen findes spiritualiteten, transcendensen om man vil, i kærligheden og dens ”emblematiske indbegreb” – som Bo Green Jensen har kaldt det i et fint essay om Cohen – samlejet. Revnen mellem kvindens lår er et vindue ind i evigheden, og orgasmens flygtige forløsning det moderne, sekulariserede menneskes eneste mulighed for at transcendere tomheden og udfylde det tomrum, religionen tidligere har udfyldt. ”Lad os sammenligne vore mytologier”, for de samlende, kollektive fortællinger er smuldret, og det er blevet et ubarmhjertigt individuelt projekt at etablere mening i kaoset. Kunstneren Cohen insisterer på skønheden i skidtet:

I'm stubborn as those garbage bags
that Time cannot decay,
I'm junk but I'm still holding up
this little wild bouquet

Derfor antager seksualakten semireligøs karakter, måske klarest udtrykt i Cohens formentlig mest berømte og til ulidelighed kopierede sang ”Hallelujah” (Nej, den skal ikke høres med Jeff Buckley, men med Cohen selv): ”Remember when I moved in you and the Holy Dove was moving, too / and every breath that we drew was a hallelujah”. Mens Cohens udgangspunkt er den moderne (efterkrigs-)erfaring af sammenhængskraftens sammenbrud, er hans respons en udpræget romantisk stræben efter glimt af skønhed og transcendens; ”In solemn moments such as this I’ve put my trust”, som det hedder et sted på den lidt oversete, Phil Spector-producerede Death of a Ladies Man fra 1977.

Kaos og lidelse

Som koncertkunstner anno 2010 etablerer Cohen netop en række af sådanne højtidelige øjeblikke af uudgrundelig skønhed; teksterne er grund nok i sig selv til at lytte, men som sange – på plade og ikke mindst live – bliver lyrikken levende og løfter sig til noget andet og større. Det er selve den begavede populærmusiks fantastiske potentiale til at tale til både intellekt og følelser, som her udfoldes i sublim form, og det er forklaringen på det sælsomme fænomen, at en så udpræget litterær sangskriver som Cohen kan have folkelig appel nok til at mane til folkefest i den danske provins. Absurd, på en måde, og til tider også ganske irriterende, når man står blandt nogle tusinde småsnakkende vindjakker med fadøl i hånd – Odense-publikummet var dog ganske velopdragent, skal det rimeligvis bemærkes – men under alle omstændigheder ganske bemærkelsesværdigt.

Det aktuelle liveband – med den spanske guitarvirtuos Javier Más som et af esserne – fremspiller et ekvilibristisk, perfektionistisk lydbillede, som mindre venligt stemte lyttere med nogen ret kan kalde næsten for pænt og poleret. En svensk anmelder roste for nyligt Cohens koncert i Malmø til skyerne, blot for konkluderende at beklage, at Cohen ikke har The Bad Seeds som backingband. Man forstår, hvad han mener, men det er samtidig aldeles beside the point. Cohen søger ikke disharmonien og modhagerne i sin musik, for den er der i så rigeligt i den virkelighed, hans tekster og musik skriver sig ud af og ind i. Som han bemærker i aften i Odense: ”Det er et privlegium at kunne være samlet her på et så fredfyldt sted, i en verden, hvor der er så meget kaos og lidelse”.