Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Will Oldham
Landsbytosse og Åndemaner
- Et essay om sangskriveren og særlingen Will Oldham
1. dec 2000 [Artikel] Amerika er let at fare vild i. Både rent geografisk med dets mange ødemarker, men også psykisk. Det er således et sted, hvor excentriciteterne og ekstremerne trives på godt og ondt, hvilket mærkes i den amerikanske musik. En af de mere interessante musikalske bekendtskaber i nyere tid er sangskriveren Will Oldham - en forhutlet særling, hvis sangunivers kan ligne den rene naivisme, men samtidig spalter sig i labyrinter af betydninger og paradokser. I dette essay vil Rasmus Steffensen forsøge at give et portræt af manden og musikken.

Den amerikanske musiktradition har altid været nært forbundet med de veje, der løber gennem det amerikanske landskab. De synes at rumme deres helt egen mytologi; en mytologi, hvori de store amerikanske sangskrivere har fungeret som præster. De har besunget vejene som et symbol på individets frihed, men også som en skæbnesvanger magt, der altid drager dem videre som hvileløse genfærd - en forestilling, der også har bredt sig til andre kunstneriske udtryksformer, som eksempelvis den amerikanske genrefilm, Road Movie. Den er en rammefortælling, der med vejen som bærende symbol og fascinationskraft rummer lige dele psykologisk udviklingshistorie, bibelsk epos og dunkelt mareridt. Og så var der jo Jack Kerouac, der skrev On the Road - en berusende landevejsreportage, der blev modtaget som noget nær et religiøst skrift af frihedshungrende, utilpassede unge, mens Kerouac selv flyttede hjem til sin mor i Florida og drak sig ihjel.

Forløsning og fortabelse

Enhver mytologi kredser om menneskets møde med naturen. Vi kender det fra den nordiske folklore, hvor mennesker, der rejser ud på havet eller ind i skoven, bliver forført af naturens ånder og bryder de bånd, der binder dem til familie, stand og kirke. I denne sammenhæng betyder det også at miste sig selv. Men hvor dette drama mellem kultur og natur i Europa overvejende er endt på museum, ulmer det stadig i Amerika. Dels rummer Amerikas natur med dets vældige skove og ørkener helt håndgribelige fortabelsestrusler. Dels er kulturen endnu ung og kæmper stadig for at få fodfæste i et gammelt, gådefuldt land. Vejene er det spinkle kulturelle netværk, der løber gennem det store, ellers ufremkommelige øde. Og de er snarere en pagt med end en sejr over den dæmoniske natur.

Vejene rummer både forløsning og fortabelse; denne dobbelthed er essentiel for hele country/western traditionen. På én gang søger den at holde fast i det velkendte og trygge. Den hylder familien og hjemmet som en hellig kirke, og alligevel er opbruddet uomgængeligt. Efter at Nashville mere eller mindre har taget patent på countrymusikken, er de mørke sider ganske vist veget kraftigt i baggrunden, og bliver primært brugt som skræmmebilleder. Så galt kan det gå, hvis man ikke er tro mod venner, ægtefælle og forældre. En forfladigelse, som de europæiske folkeeventyr jo også led. Men endnu ligger vejene derude, gådefulde og dragende. Endnu bryder utilpassede eksistenser op fra den institutionaliserede musikfamilie og flakker omkring i mørket.

Der er næppe nogen anden nulevende sangskriver, der som Will Oldham i den grad lever op til myten om den fortabte cowboy. Han er den amerikanske musiks paradoks i kød og blod. Der er noget arketypisk i hele hans fremtoning; i hans udseende, i hans stemme, i de sange han skaber. Alligevel opløser han sig som et åndesyn, bedst som man tror man har begrebet ham. Han spalter sin skikkelse, som han allerede har spaltet sit navn i adskillige pseudonymer over sin pladeproduktion. Legion er mit navn, for vi er mange, som den besatte sagde til Jesus. Og han er mange; Palace, Palace Music, Palace Brothers (bemærk flertalsformen), bonnie ‘prince‘ billy m.fl. For at gøre forvirringen total optræder han undertiden også som Will Oldham. Allerede i disse navnegåder skriger paradokset én op i ansigtet. I countrymusikken bruges navne ofte som rene besværgelser. Med navnene hylder man de store enere og maner deres sjæle op af sandet (som Emmylou Harris gør det i sangen “Raise the Dead”). Der er også magi i Will Oldhams brug af navne, men det er sort magi. En negation af den store ener. En spaltning af krop og sjæl. Andre tvivlere har sunget om at forlade familien, hjemmet, kærligheden og Gud. Will Oldham går mere radikalt til værks i sin tvivl ved at forlade selve Jeg'et.

At se et mørke

Karakteristisk er titlen på Will Oldhams seneste egentlige værk fra 1999, hvor han i øvrigt optræder som bonnie ‘prince‘ billy. Pladen hedder I See a Darkness, og hvordan kan man det? Se et mørke? Mørke er jo netop noget, der forhindrer én i at se. Synets nulpunkt. Det er ikke det eneste paradoks på den plade, endsige i hele Will Oldhams produktion. Et sted under overfladen banker et stort, gådefuldt hjerte, der spalter sig i én uendelighed.

Ofte, når hans musik forsøges beskrevet, gribes der til sammenligninger med folk som Nick Cave og Leonard Cohen. Dette sagt med de bedste intentioner om at slå mandens navn (eller navne) fast som en af vor tids mest enestående sangskrivere og ud fra den betragtning, at han ligesom de to andre skriver sange, der generelt bevæger sig i et mørkt og knudret univers af ensomhed, tvivl, seksuel frustration og død og som ofte benytter bibelske referencer til at lodde deres afgrunds dybder. Endelig skal det heller ikke bagatelliseres, at alle tre herrer faktisk er i besiddelse af en fortrinlig humoristisk sans. Men sidder man i stolen med en forventning om at en imposant tusmørkeprins skal erobre scenen, risikerer man i første omgang at få sig en slem skuffelse, når tæppet går. For dér kommer en sær mandsling, der ligner en mellemting mellem en gammeltestamentlig profet og et lille forpjusket barn, der er blevet væk fra sin mor. En mandsling, der synger sange, som indholdsmæssigt nok kan være en krads omgang, men formmæssigt er rene miniaturer, enkle som børneremser og leveret af en spinkel stemme, der gang på gang er ved at knække over. Det bedste ord man umiddelbart kan fæstne på Will Oldham er: enfoldighed.

Måske får man lyst til slet og ret at buhe manden ud, bede ham tage sin dårligt stemte guitar og brægende stemme og forsvinde tilbage til den bondegård han kommer fra. Men egentlig er det vel svært ikke at blive en anelse nysgerrig, fascineret. Og det lønner sig da også at følge Will Oldham ud af den uanselige, bumlede grusvej han leder én ind på midt mellem alle disse brede amerikanske landeveje. Man havner et sted der til forveksling ligner en sekvens fra David Lynch's surreelle mareridt af en road-movie; Lost Highway. Et lille, vindblæst skur, der i helt bogstavelig forstand ligger in the middle of nowhere. Et dæmonisk sted, hvor tid, rum og identitet er i konstant opløsning.

Og på tærsklen til det skur sidder han, Will Oldham, og synger sange med titler som “Today I was an Evil One”, “You Have Cum in Your Hair and Your Dick is Hanging Out”, men også “I had a Good Mother and Father” og “O How I Enjoy the Light”. En mand, der står i åbenlys gæld til country/western traditionen, men samtidig ikke ser noget fordækt i at fortolke AC/DC og bruge billige trommemaskiner.

Magiker med dobbelt ansigt

Will Oldham er enfoldig, næsten latterlig. Han er dåren, landsbytossen, jokeren i galleriet af amerikanske sangskrivere. Formelt set er han en dårlig sangskriver. Teksterne er usammenhængende og ofte direkte selvmodsigende. Ordforrådet såvel som de musikalske virkemidler er sparsomme. Stemmen er spinkel, i konstant fare for at knække, og dermed helt håbløs til at fortolke de machomyter, som den tager livtag med.

Traditionelt er dåren eller landsbytossen en udstødt. Men også én, der midt i al sin irrationelle rablen kan sige sandheder som ingen andre tør sige på grund af konventioner. Paradoksalt nok kan landsbytossen minde om åndemaneren. Begge er outsidere, afskåret fra de andres sociale liv, men samtidig er de vigtige for samfundet. Man lytter til dem. De vandrer ind i det mørke, vi andre viger tilbage fra. Will Oldham passer på mange måder godt i rollen som åndemaner. Hvor langt de fleste singer/songwritere dyrker det private, det personligt oplevede og det eksistentialistisk filosoferende er der noget rituelt, underbevidst eller ligefrem kollektivt bevidst over hans sange. Vi interesserer os ikke for, hvad han foretager sig mellem sangene. Han giver da også meget sjældent interviews. Det er ikke privatpersonen Will Oldham, der tæller. Det er sangene. Will Oldham er blot et medium for dem. Det er westernmytologiens ånder, der synger dem gennem ham. Spillet med navne antyder dette. Endvidere er der i hans karakteristiske brug af dyresymboler eller i hybrider mellem dyr og mennesker (bl.a. på coverne til Viva Last Blues og Joya samt flere af teksterne) en parallel til de traditionelle shamanister, der i trance ofte oplever at bevæge sig rundt i dyreskikkelse. Dette spil med dyr kan have et muntert præg, som i den elskelige “One with the birds”, men det kan også få det til at løbe koldt ned ad ryggen, når han i sangen “A Sucker's evening” fra Arise Therefore satanisk messer: “Stay here while I get a curse/ to give him a goat head/make him watch me take his place/ night has brought him something worse.” I et af sine sjældne interviews har Will Oldham da også forklaret om sin oplevelse af sangskrivning, at det i overvejende grad er en lytteproces, hvor sangene gradvist melder sig og han fører dem videre, uden de i egentlig forstand nogensinde bliver færdige.

Besættelse og vision

Sangene er der altså allerede, inden de bliver skrevet. De meddeler sig til et medium, som lytter og formidler dem til øvrigheden. Det er en evig proces, hvor sangenes/åndernes verden blander sig med den sanselige verden. En proces, som man må formode har fundet sted siden tidernes morgen. Dette forklarer de arketypiske elementer i sangene, og deres rå, skitseagtige karakter. Dette er vel netop, hvad der er karakteristisk for den mundtlige tradition. Fortællinger og sange har ikke nogen egentlig ophavsmand. Deres oprindelse fortaber sig i en dunkel fortid, men de er i evig bevægelse og finder frem til en person, der med sin krop og stemme kan fremkalde dem. Dette må nødvendigvis være en person, der har en åndelig forbindelse med fortiden, har evnen til at give sig hen i ekstasen og har en enestående stemme, der ikke bare kan referere fortællingerne, men få dem til at leve her og nu. Man skal dog ikke dermed tro, at mediet er en fuldstændig passiv part i det spil. Der skal to til en undfangelse. Naturligvis kan åndeverdenen tage et medium med vold, hvad der kendetegner djævlebesættelsen, men mest frugtbart er det, når begge parter spiller en aktiv rolle. Djævlebesættelsen og den sjælelige fortabelse synes virkelig at være en reel trussel for flere sangskrivere. Ikke mindst for dem, der øser af den amerikanske mytologis kar. En af Will Oldhams sange hedder da også “Idle hands are the devil's playthings”. Kristin Hersh (tidligere Throwing Muses, nu solist) har ofte oplevet sangskrivningen som en form for ventil for de stemmer, hun hørte i hovedet. Cat Power skrev efter sigende alle sangene til albummet Moon Pix en nat, hvor hun oplevede sit hus omringet af dæmoner, og kun ved at blive ved med at spille kunne hun holde dem borte. Tori Amos taler med Lucifer, ganske vist som en bevidst, konstruktiv handling, der lærer hende at omgås sine mørke sider. Og endelig er det svært at komme uden om amerikansk musiks store selvbestaltede shaman, Jim Morrison, der mente, at han som barn blev besat af en indianers ånd.

Men hvis Will Oldham læner sig op af en mundtlig tradition, en mystisk proces, der tangerer åbenbaringen og besættelsen, er det da ikke selvmodsigende at kalde ham sangskriver? Som med de fleste andre spørgsmål, der knytter sig til ham, må man her svare både ja og nej. Han skriver sange, som på sin vis allerede er der. Han gør dem til sine egne. Man må bare ikke tænke på dem som noget, der begynder hér og slutter dér.

Der er altså god grund til at give sig tid til at lytte til den komiske, forhutlede mandsling. Der er gammel visdom i hans barnlige kompositioner, der er profetisk kraft i hans spinkle stemmer, der er svimlende visioner i hans miniaturetekster. Der er megen grusomhed og fortvivlelse, men også stor skønhed. Man kan roligt tage det for pålydende, når han slutter nattevandringen I See a Darkness af med den lyse vignet “Raining in Darling”. De sidste linjer lyder helt enkelt:

“It don't rain anymore / I go outdoors / where it's fun to be / and I know you love me”

Ordvalget er fuldstændigt renset for den patos, man så ofte skal belemres med i lignende kærlighedssange. At sidestille ordene fun og love ville næppe kunne gøres af mange andre, men Will Oldham synger begge ord lige nænsomt og smukt. Sådan kan kun børn og enfoldige sjæle formulere det.

Af Rasmus Steffensen, 1. dec 2000


Yderligere information

En komplet diskografi, samt andet relevant materiale om Will Oldham, kan findes på den mere eller mindre officielle, og meget informative, hjemmeside The Royal Stable

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen