Kun folk i mere nørdede musikkredse ved, hvem Alex Chilton var. For mig var han en af de helt store. Personligt stødte jeg på hans band Big Star første gang, da jeg for fem år siden læste amerikanske Rolling Stone Magazines liste over de efter sigende 500 bedste sange nogensinde. Tosset som jeg var, gik jeg i gang med at samle hele listen til min samling. Blandt de mange kunstnere, jeg ikke havde hørt om før, var navnet Big Star. De var repræsenteret med to sange, ”September Gurls” og ”Thirteen”. Jeg faldt for begge numre og skyndte mig at investere i den samlede Big Star-diskografi, hvilket viste sig kun at være to plader – eller rettere sagt: tre, men de to første er udgivet på én cd.

Siden min indledende forelskelse i Big Star har jeg forsøgt at finde mere ud af, hvem artisten Alex Chilton egentlig var. Hans karriere har mildt sagt været usædvanlig og broget, og den har inkluderet stof til kultdannelse i overflod.

Teenagestjernen

Alex Chilton var kun 16, da han oplevede karrierens kommercielle højdepunkt: han var forsanger i bandet The Box Tops, hvis debutsingle ”The Letter” strøg til tops på den amerikanske hitliste i juli 1967. The Box Tops var repræsentanter for sen-60’er-genren blue-eyed soul, der, som navnet antyder, var soulinspireret musik spillet af hvide musikere. Chiltons markant hæse vokal, der bestemt ikke lød, som om den kom ud af munden på en 16-årig dreng, var gruppens eneste særkende, da pladeselskabet ikke turde overlade det til gruppen selv at spille på pladerne. Resultatet var anonymt, men professionelt spillet soul/pop, og fire albums med enkelte hits og mest af alt en masse fyld. Det meste materiale blev skrevet af diverse professionelle sangskrivere – det til trods for, at Chilton selv skrev musik og udviste et betragteligt talent for det. The Box Tops er sådan et typisk 60’er-hitband, hvor det bedst kan betale sig at investere i en opsamling – for eksempel The Best of the Box Tops: Soul Deep.

Uheldig vellyd

Det er imidlertid ikke The Box Tops, der ligger til grund for Alex Chiltons nuværende status. Den er utvivlsomt skabt af hans uheldige 70’er-gruppe Big Star.

Efter The Box Tops’ opløsning i februar 1970 arbejdede Chilton på at ændre sin vokalstil og sit guitarspil, og resultaterne kunne høres, da han i starten af 1971 dannede Big Star sammen med Chris Bell, en af de mere tragiske skæbner i pophistorien, samt Andy Hummel og Jody Stephens. Chilton og Bell dannede et Lennon/McCartney-inspireret samarbejde, med delte leadvokaler og konkurrerende sangskrivning, og debutalbummet #1 Record udkom til store anmelderroser i 1972. Desværre for Big Star kunne gruppens distributør, Ardent Records, ikke finde ud af at få pladen ud til de rigtige butikker, da selskabet hovedsageligt havde erfaring med soul og r’n’b. #1 Record lyder meget mere af England, 1966, end af Memphis, 1972, og er ganske fremragende. Blandt Chiltons bidrag finder man blandt andet den smukke ballade ”Thirteen” og den opløftende ”The Ballad of El Goodo”, begge sange, der burde have bred klassikerstatus i dag.

Chris Bell kunne ikke håndtere den uforståelige mangel på succes og forlod gruppen, inden arbejdet på opfølgeren blev sat i gang. Big Star fortsatte som trio, og opfølgeren Radio City kom i 1974. Den er ikke mindre anbefalelsesværdig end #1 Record. Alex Chiltons sangskrivning lyder en lille smule mere desperat end på debutten, men Radio City er fyldt med ørehængende popperler. I et tilfælde af sort uheld, blev Radio City om muligt endnu dårligere distribueret end forgængeren: Stax Records, som generelt stod for distribueringen af Ardents plader, havde lavet en aftale med det langt større Columbia Records, men Radio City udkom, mens der var en strid mellem Stax og Columbia, der forhindrede pladen i at nå ud til de potentielle købere. Det er svært at fremhæve sange på en plade så stærk som Radio City, men ”September Gurls”, der nok er det bedste stykke guitarpop, du aldrig har hørt, og de mere indadvendte ”What’s Going Ahn” samt ”I’m in Love With a Girl” kan godt tåle ture på repeat.

Pop udskiftes med kaos

Efter dette fortsatte gruppen, der efterhånden mere var Alex Chilton med backing, med at indspille et tredje album, Sister Lovers. Optagelserne strandede efter en række kaotiske sessions i 1974-75, pladen blev i par år omdelt som bootleg i forskellige udgaver, inden den blev udsendt under navnet Third i 1978. Hvis man vil have Third, som på en gang rummer noget af smukkeste og noget af det mest emotionelt rystende musik nogensinde, stående i sin pladesamling, skal man investere i Rykodiscs genudgivelse fra 1992, nu under det endelige navn: Third/Sister Lovers. Denne udgave indeholder flere interessante covers og outtakes. Pladen indeholder noget, der minder om popmusik, f.eks. den sarkastiske ”Thank You Friends”, julesangen(!) ’Jesus Christ’ og ’Stroke It Noel’. Pladens mest uudslettelige udtryk kommer fra den smukke, skrøbelige ’Kangaroo’ og den helt igennem sørgelige ’Holocaust’, hvor Chilton leverer sangens smertelige tekst, der inkluderer afslutningslinjerne ”you’re a wasted face / you’re a sad-eyed lie / you’re a holocaust”, som var alt håb ude. Third/Sister Lovers står som Chiltons rystende hovedværk, og den har mistet intet af sin magi gennem årenes løb.

Solo og kult

I 1979 udsendte Chilton sit første post-Big Star soloalbum, Like Flies on Sherbert. På pladen fortsatte han samarbejdet med Third/Sister Lovers-produceren Jim Dickinson, og resultatet var én af de mest usalgbare plader nogensinde. Pladen, som er cirka er halvt-halvt mellem covere og originaler, er enormt skramlet produceret, grænsende til at være noget rod, men er bestemt ikke uden en charme, som det dog kan tage flere gennemlytninger at opdage. Den skulle desværre vise sig at være ganske sigende for Chiltons solokarriere, der bestod af sporadiske udgivelser, der ofte indeholdt mange covernumre eller lød, som om de var indspillet live i studiet, uden at bandet havde øvet. Til trods for den specielle lyd, Chilton nu dyrkede, var Big Star ved at opnå en større kultdannelse blandt visse andre musikere. Blandt andet var der tydelig inspiration fra Big Star til Tom Petty og det tidlige R.E.M., og rockbandet The Replacements spredte i 1987 kendskab til Chilton gennem deres hymne ”Alex Chilton”, som tilmed var produceret af Chiltons gamle samarbejdspartner Jim Dickinson.

I 1990’erne fortsatte Chiltons Big Star med at inspirere, blandt andet til powerpopbands som The Posies og Teenage Fanclub, og det var næppe nogen tilfældighed, at Posies’ to ledere blev hyret til et gendannet Big Star i 1993 sammen med Chilton og den oprindelige trommeslager Jody Stephens. I første omgang resulterede det i et livealbum samme år, og i 2005 kom så et længe ventet comebackalbum, In Space, der er en noget ujævn omgang, og som desværre ikke er i nærheden af højderne fra de tre oprindelige plader.

Chilton havde også tid til at gendanne The Box Tops i samme periode: efter en one-off koncert i 1989, blev bandet gendannet i oprindeligt line-up i 1996, og udgav i 1998 et comebackalbum, Tear Off!, bestående af covers.

Alex Chilton døde af et hjertetilfælde i New Orleans d. 18. marts, 59 år gammel. Han skulle to dage senere have spillet koncert med Big Star til den årlige SXSW-festival, hvor han desuden skulle have medvirket i en paneldebat med de to andre medlemmer af det oprindelige Big Star. Koncerten blev gennemført med gæstestjerner.

Alex Chiltons karriere var underligt sammensat: for nogen var han en 60’er-soulsanger, for andre var han en stor eksponent for guitarpop, og for andre var en kaotisk, men interessant soloartist, hvis plader grænsede mellem genialitet og kaos. Det er aldrig for sent at lære gammel musik at kende, og hvis man ikke er bekendt med Alex Chilton overhovedet, kan det varmt anbefales at tjekke i hvert fald de tre Big Star-plader fra 70’erne ud.

Han vil blive savnet.