Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Sonic Youth
SYR: Sonic Youths anden ungdom
1. dec 2000 [Artikel] Sonic Youth har nu næsten 20 år på bagen, men er bedre end nogensinde - selv hvis man kun kender deres spredte major label albums på Geffen Records. Hvad de færreste dog véd, er at de sideløbende kører en hardcore-avantgardistisk støjkarriere på deres eget pladeselskab, Sonic Youth Recordings...

At denne "skyggekarriere" generelt er noget mindre kendt end den udgivelsesrække, Geffen står for, er dog ikke så mærkeligt. De plader, gruppen udsender her, er primært beregnet på deres amerikanske fanskare, og hvis man, som europæer, ønsker at lægge øre til disse udgivelser, må man forberede sig på at gå gennem ild og vand (eller i det mindste www.) for at skaffe dem. Når man først har gjort det, er der imidlertid også masser af guldkorn at hente. Indtil videre er der udkommet fire regulære undergrunds-albums med Sonic Youth på Sonic Youth Recordings - eller SYR, som det normalt forkortes til - nemlig SYR 1 (1997), SYR 2 (1997), SYR 4 (1999) og Silver Session for Jason Knuth (1998). Dertil har selskabet udsendt et samarbejde med bandets nyeste tilføjelse i live-line-up'en, Jim O'Rourke (soloartist, ex-Gastr Del Sol og Stereolab), nemlig SYR 3 (1997), samt SYR 5 (2000), som er et samarbejde mellem Kim Gordon, rytmeprogrammøren Ikue Mori (kendt fra bl.a. DNA og samarbejder med Fred Frith) og den grænsebrydende pladevender DJ Olive.

Kræsen for kenderne

Sonic Youth Recordings er en direkte følge af den major label kontrakt, gruppen indgik i 1989 med Geffen Records, og som har kastet fremragende, om end ofte lidt mainstream-rettede albums som Goo, Dirty, Washing Machine og A Thousand Leaves af sig. I midten af 90'erne opstod der en splittelse i gruppen mellem dels ønsket om at tage del i den post-grunge berømmelse, som voksede ud af gruppens rolle som talentspejdere i forhold til millionsælgende acts som Nirvana og Hole (og vel dybest set krævede en relativt tilgængelig stil), dels den improvisations/hardcore-orienterede grundimpuls, som, først i 80'erne, resulterede i gruppens oprindelige opdukken på New Yorks no wave scene. Splittelsen blev så kraftig, at man i sidste ende blev enige om at lancere to karrierer for samme band: En mere kommercielt orienteret på Geffen - og en kraftigt eksperimenterende på et selvejet pladelabel: Sonic Youth Recordings (SYR i forkortelse). Et label, som vel næppe kunne have eksisteret i samme form uden førsteguitarist Thurston Moores erfaringer som stifter af det uafhængige kassettemærke Ecstatic Peace i starten af 80'erne. Et selskab, som ikke blot tidligere havde udsendt live-båndet Sonic Death (‘84) med moderbandet selv, men også havde udsendt indtil flere sideprojekter til Sonic Youth (bl.a. The Coachmen) samt Hard Rock (‘84) med Lydia Lunch. Tilsvarende oprettede trommeslager Steve Shelley mærket Smells Like Records først i 90'erne - et selskab, der bl.a. har udmærket sig med fremragende genudgivelser af Lee Hazelwoods soloproduktion, og hvis distributionsaftaler, SYR nu opererer igennem.

Der var forskræp til mærkets oprettelse allerede i ‘93 i form af EP'en Whore's Moaning (en selvfinancieret opsamling af outtakes fra Experimental Jet Set, Thrash and No Star, solgt til hardcore-fans i forbindelse med bandets tournéer), men den symbolske, om end ikke kronologisk korrekte oprettelse af SYR som et fuldgyldigt alternativ til Geffen-udgivelserne kom først i ‘98, hvor A Thousand Leaves udsendtes i to demonstrativt forskellige versioner. Dels en regulær CD fra Geffen, som ikke indeholdt noget tekstark, dels en dobbelt vinyludgave fra SYR, der gjorde. Ganske vist havde det allerede i en periode været fast praksis for gruppen, udelukkende at lade vinylversionerne af deres albums inkludere tekster, men ved at lade dette eksklusive træk følge med det nye label, markerede man med al tydelighed, at bandets Geffen-profil var beregnet på at tiltrække et større, mere kommercielt orienteret publikum, mens SYR-udgivelserne var rettet mod Sonic Youths hårdeste kerne af fans. Dem, der virkelig var åbne for de fulde kunstneriske perspektiver i gruppens udtryk - ikke blot de undergrunds-hits, karrieren havde kastet af sig. Denne politik var da også, på dette tidspunkt, allerede blevet demonstreret i praksis: Hvor A Thousand Leaves, med sine nogenlunde ligefremme kompositioner og produktionsstandarder, klart var rettet mod et relativt bredt publikum, var de SYR-udgivelser, indspilningsprocesserne omkring dette album førte med sig i løbet af ‘97 - ‘98, absolut ikke for hvem som helst. Det materiale, som fyldte de fire første udspil på SYR, var ikke blot eksklusivt på den måde, at det krævede helt anderledes trænede ører end A Thousand Leaves selv - det var også, som en ekstra godbid for dem, som stadig hang på, smagfuldt indpakket i en stribe diskret 60'er-nostalgiske, op-art prydede covers.

Fremad til begyndelsen

SYR 1 og SYR 2 søgte - som antydet - tilbage til Sonic Youths tidligere nævnte radikale avantgarde-rødder i start-80'ernes no wave scene. En scene, der bl.a. var domineret af den brutalistiske komponist Glenn Brancas fræsende og nervepirrende guitar-symfonier, som medlemmerne af Sonic Youth i første omgang blev samlet om at opføre. Brancas musik var muligvis nok den væsentligste baggrund for den sound, man kender gruppen for i dag, men hvor denne komponist, med værker som Symphony No. 6 (Devil Choirs at the Gates of Heaven), primært fungerede som en art lyd-skulptør, havde - og har - Sonic Youth altid haft en tendens til at arbejde noget mere melodisk. Det var dette billede af gruppen, SYR 1 og SYR 2 forsøgte at gøre op med: Ud med sangene, ind med klangene.

På den første udgivelse var strategien at isolere den mere atmosfæriske del af gruppens støjarbejde, hvilket da også blev gjort med et vist held: "Anagrama" lød som en improviserende, intrumental Thurston Moore ting af bedste skuffe, men derefter forsvandt de sidste rester af melodistruktur, indtil man, med "Mieux: De Corrosion", blev efterladt i nærheden af en nirvana-lignende tilstand. Der var klart tale om en plade, der var vokset frem af den velkendte Sonic Youth sound - der var ikke det guitartreatment, der ikke blev brugt - men for en lytter, der havde vænnet ørerne til nogenlunde regelrette melodiske forløb som "Youth Against Fascism", eller for den sags skyld "Bull In the Heather", kunne udgivelsens abstrakte lydflader meget nemt virke som en temmelig uimødekommende kakafoni. Som lydmalerier fungerede albummets numre dog upåklageligt med deres fine, kyndige penselstrøg af neddæmpede og hyperkompakte nuancer. Der blev støjet, men der blev støjet med ånd. SYR 2, derimod, var ikke bange for at være bidsk. I begyndelsen af første nummer, det næsten 18 minutter lange "Slaapkamers Met Slagroom", anede man stadig langt hen af vejen den poetiske skramlen og summen fra SYR 1, men så blev lyden ellers langsomt så radikal, at gruppen ofte var tæt på at nå Brancas blodstyrtningsfremkaldende højder. SYR 2 syntes, i højere grad end den tydeligvis mere selvstændigt udførte forgænger, at være den sammenklippede skyggeside af Geffen-albummet, idet genkendelige riffs fra mainstream-pladen konstant snoede sig ind og ud af de massive lydkomplekser. Genbrug, måske - men i så fald også ét af de bedste argumenter for netop dét.

Gruppens næste udspil på det selvejede selskab, SYR 3, var til gengæld tydeligvis en frisk omgang improvisationer, de, som tidligere nævnt, havde indspillet sammen med Jim O'Rourke. Disse improvisationer holdt da også langt hen af vejen den stil, der var blevet lagt an på de to foregående udgivelser: Den største forskel var, at det længste nummer var en halv time lang (mod de tidligere pladers "maksimumlængder" på ca. 15 minutter), og at O'Rourke bidrog ekstra til lydens ringlende / sydende weirdness med sine forvredne freejazz-skabeloner og infernalske blæser-vræl: Et friskt pust, der, i visse passager, næsten gjorde musikken til postrock. Måske ikke den bedste af SYR-pladerne, men stadig et lyt værd for hvem som helst, der skulle være interesseret i nogen af de medvirkende parter - og et ganske lovende bud på, hvordan Sonic Youth, hvis rygterne ellers taler sandt, kan komme til at lyde, såfremt O'Rourke springer ind som fuldtidsmedlem.

Det sidste biprodukt af A Thousand Leaves indspilningerne, Silver Session for Jason Knuth, kunne med en vis ret have heddet SYR 4 - dog var der en god grund til, at den ikke gjorde det. Titlen hentydede til, at pladen var en hyldest til en af gruppens mest indædte, støjfikserede fans, Jason Knuth, der tog sit eget liv som følge af en maniodepressiv sygdom. Af samme årsag gik alle indtægterne fra pladen som støtte til en anti-selvmords hotline i hans hjemby, San Francisco, ligesom selskabet i denne anledning havde skiftet navn til Sonic Knuth Recordings.

Selve musikken opstod som en spontan protest imod et heavy metal band i studiet ved siden af, der en dag forstyrrede Sonic Youths koncentration. Resultatet blev, at gruppen lod båndet løbe, mens de placerede alle deres strengeinstrumenter op af monitorerne, forlod studiet og skruede op på maximum volumen. Hvad nabogruppen sagde, melder historien ikke noget om -på den anden side var det også nærmest underordnet, eftersom gruppen fik et af de mest ekstreme albums i musikhistorien i kassen. Selv om musikken fra denne eftermiddags-session blev redigeret ned i 8 "suiter", mistede den ikke ret meget af sin frygtindgydende pragt: Det var en koncept-ting, jovist: Albummet var på en måde fuldautomatisk, for så vidt at musikken havde skabt sig selv. Gruppen havde mere kreeret en situation end et stykke musik. På den anden side var det også en plade, der kunne nydes på flere måder, alt efter hvilken stemning, man nu var i: På en mislykket dag kunne man indtage den på fuld volumen for total forløsning - på en god dag kunne man skrue ned for den; nyde den som den pragtfulde ambient, som den, på sin egen facon, faktisk også var. Ambient også for så vidt, at ordet i sig selv betyder "dobbelttydig" - udgivelsen kunne indtages som både et slag i maven og et varmt flimrende kys på panden.

En kikser og et mesterværk

SYR 4 havde undertitlen Goodbye 20th Century: Ikke blot som en understregning af at dobbeltalbummet var Sonics Youths sidste 90'er-udgivelse, men også som en passende overskrift til selve indholdet. Pladen var ment som en hyldest til den avantgardistiske kompositionsmusik i sidste halvdel af det 20. Århundrede (om end albummet også inkluderede et eksklusivt komponeret stykke af Pauline Oliveros) - den musik, der havde fungeret som en trigger i forhold til gruppens opståen i det udpræget intellektuelle no wave miljø. Primært den minimalistiske musik - repræsenteret af kompositioner af Steve Reich og John Cage - men også den mere regulært ekspressionistiske tradition, som typisk kunne ses eksempliceret i Yoko Onos "Voice Piece for Soprano" (1961). En flot gestus, som ikke desto mindre virkede som et lynnedslag i en computercentral: Med andre ord kolliderede gruppens voldsomt ekspressive lydsignaturer uheldigt med komponisternes som oftest mere krystallinske, intellektuelle tilgange. Steve Reichs "Pendulum Music", f.eks., blev fortolket med lige lovlig meget feedback i guitarkabinettet, og hvor absurd det end lyder, var Kim Gordons og Thurston Moores datter, Coco Hayley Gordon Moores, flammende (om end heldigvis ret korte) fortolkning af Onos sangstykke værkets mest autentiske højdepunkt. Alt i alt et prætentiøst og måske nok velment, men ikke desto mindre temmelig mislykket stykke arbejde, som sært nok ikke inkluderede kompositioner af Branca. Man kunne få den giftige mistanke, at det skyldtes, at denne tonekunstner, i modsætning til især Cage og Reich, var et virkeligt, næsten ubehageligt håndgribeligt forbillede for gruppens måde at tænke i lyd og musik på. Seneste udgivelse i SYR-serien er det tidligere nævnte, nys udkomne samarbejde - SYR 5 -mellem bassist og femme fatale Kim Gordon (her imidlertid i sin, for Sonic Youth, oprindelige rolle som guitarist), Ikue Mori og DJ Olive. Et dobbeltalbum, som i pressemeddelelsen påstås at rumme "illbient" - en passende betegnelse for de flimrende, foruroligende lydforløb, der understøtter Gordons mere reciterede end sungne tekster. Utraditionel - ofte nærmest filmisk -brug af DJ-teknik kolliderer med etnisk farvede rytmemønstre, ringlende / hvæsende /hvinende guitarflader, kuldsejlede strygerarrangementer, skurrende samples og krystallinsk produktion. Kun i "What Do You Want (Kim)" og "We Are the Princesses" serveres der Gordon-melodier med klare rammer - ellers tager udgivelsens 11 improviserende numre sig mest ud som vellykket, original og særdeles detaljeret lydpoesi. Ikke uden paralleller med det tilsvarende lyriske rum, man finder på det nyligt udsendte Geffen-album, NYC Ghosts & Flowers, men faktisk mere udfordrende og fordybelsesværdigt for lytteren. Vel ikke uden baggrund i projektets uortodokse blanding af elektroniske og elektriske avantgardeteknikker. Der er ikke, som på Silver Session For Jason Knuth, en klart defineret konceptramme omkring lydeksperimenterne på SYR 5, men ikke desto mindre er udgivelsen, sammen med netop mindealbummet, nemt det ypperste og mest essentielle, der er kommet på SYR endnu.

To genveje

SYR har næppe udsendt sit sidste katalognummer, og det er derfor højst tilrådeligt - hvis man er seriøst, eller i det mindste alment optaget af New York-gruppens produktion - at holde et vågent øje med dels Smells Like Records' homepage www.smellslike.com, dels bandets officielle, gennemarbejdede hjemmeside, www.sonicyouth.com, som ikke blot byder på nyheder omkring officielle aktiviteter, men også løbende tilbyder downloads af outtakes og eksklusive numre. Foreløbig er der dog ikke varslet nye udgivelser på selskabet i den nærmeste fremtid.

Indtil næste gang er der imidlertid også masser at fordybe sig i: Udgivelsernes lettere henkastede karakterer til trods, har SYR forlængst markeret sig som en alt andet end kedelig "Expressway to Yr Skull".

Af Steffen B. Pedersen, 1. dec 2000


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen