Da jeg ankom til Elektronisk Jazzjuice, nåede jeg lige et smut forbi danske Baduns knudrede beats i Musikcaféens dunkle indre, som i festivalens anledning var pyntet op med lagner i toppen - som sejl, hvorpå forskellige videosekvenser blev projekteret. Her, nu, var der noget, der kunne være vand med tilhørende farverige hvirveldyr. Badun fremstod en anelse mere elektroniske, end jeg umiddelbart huskede dem, hvilket også skulle være den retning, de i højere grad er gået i med deres seneste to udspil fra dette år. Både ep'en Tandoori Tentacle og albummet Last Night Sleep, der udkom for et par måneder siden. Folk stod naturligt nok med rokkende kroppe vendt mod laptop-koncertens evindeligt kolde ukuelighed, der her med video og i Musikcaféens forholdsvis lille rum virkede en smule varmere end så mange andre steder. Badun fortsatte lidt endnu, og det lød sgu egentligt rigtig godt, det hele.

Dernæst var det aftenens første fastsatte mål: Frisk Frugt. Som til de fleste, hvis ikke alle yoyooyoy-bands, var forventningerne både store og spændte, ikke mindst fordi det var første gang. Og netop yoyooyoy havde da også flere bands med på festivalen, og hvem ville egentligt også være mere oplagt, når der var tale om både jazz og juice? Men måske endda lidt for oplagt, og selvom det var godt, kunne man måske få en svag mistanke om lidt idétomgang. Anders Lauge Meldgaard, der også er kendt som Supermelle, stod på scenen med en lille saxofon om halsen, mens en kvinde, hvis navn jeg ikke husker, sad på gulvet og spillede xylofon. Nummeret var rigtigt flot. Så greb frontmand Anders en guitar, kvinden gik ned, og han spillede et andet flot stykke på guitaren. Efter noget tid kom så damen fra før og en ny dame op på scenen, der begav sig ud i noget koreograferet dans med improviserede brudstykker. Alt sammen med tydelig inspiration fra havets verden, og ikke mindst de aktiviteter, det indbyder til. Efter flere meter opretstående crawl hørte den svingende guitar melodi op.

Den anden dame (hende, der ikke spillede xylofon) fik nu en alt-saxofon om halsen, mens friske Anders tog sin mini på igen, og nu var det bare om at holde tonen længst muligt. Efter et godt stykke tid blev udtrykket varieret, så indtil flere forskellige toner blev spillet, og det var alt sammen vældigt.

Som det sidste nummer blev en lille dukkemand med en flaske i hånden hejst ned over et (ventilations-?)rør, så denne mere eller mindre stod på gulvet. Den ene dame spillede på synthklaver, den anden dame på dreje-ting og Anders på saxofon. "Kom så, alle sammen, klap jeres hænder for manden, hvis han skal danse", som det huskes her dagen derpå, sang Anders, mens pigerne agerede råbekor. Og på uforklarligste vis hævede dukkemanden sig pludseligt men langsomt fra gulvet og begyndte at danse.

Frisk Frugt, foto: Amanda Elisabeth Olesen

Dernæst blev det ingen ringere end Cockpit Music,der gik i gyngen, hvor det efterhånden var blevet klart for undertegnede, at det var der, det sneede. Peter Ole Jørgensen, Søren Tarding og Thorsten Høeg fyldte rundt. 30 år som smalt, avantgardistisk kunstobjekt og jazzpunket 'danerfunkband'. En alder, der, som der stod på forsiden af en for nylig lokalbibliotekslånt udgave af 1984: '..rummer både en konstatering og en advarsel'. For hvad der starter smalt, fortsætter tilsyneladende smalt, og her havde jeg så planlagt at brokke mig lidt, men når alt kommer til alt, er det måske i virkeligheden meget godt? Det blev i hvert fald delkonklusionen.

Cockpit Music var intet andet en fremragende og fabulerende godt. Thorsten Sehested var iført sit stage-outfit, rød skjorte med tilhørende knæstrømper, og agerede, om ikke øjenguf, så i hvert fald blikfang med sine abstrakte kropsbevægelser i og ude af takt til musikken. P.O.J. og Tarding forholdt sig en smule mere i ro, om end de var mindst lige så interessante at høre på. En virkelig, virkelig fed koncert fik de leveret, hvor smalle de nu end forbliver.

Efter et par enkelte afstikkere i underetagen, var jeg tilbage på Gyngen, hvor DJ HVAD lod svedig technomusik runge ud i spillestedet. Technomusikeren Kid Kishore, der eftersigende var bag ved DJ Hvad, gav gode gamle nationalskatsange et ekstra pift med indlagte karaoke-elementer og dunkende basbor. Rytmisk multinationalt dansemusik fik tilføjet lidt ekstra etnisk bevægefrihed og perkertech, og sveden drev i mere end én forstand ned af væggene i dette intimdisko. Der var fest, og fest var der. Folk fik rystet kroppen godt og grundigt, og jeg måtte hjem og restitueres.

GUD PINK PFLUM ARGH!

Lørdag var det tilbage igen. I Musikcaféens mørke indre var de danske Pink Luminious Invocation i fuld gang. Støj med sart messende kvindestemme og svævende melodier i det fjerne, sådan rigtig smukt og flot. Bandet er fire. En kvinde på støjende guitar, en mand på ildevarslende trommer og mindst lige så ildevarslende mundharmonika, en mand på diverse violiner, klokker, guitarer m.m. og så sidst en dame, der synger m.m. Jeg nåede ikke at se så meget, men det var hamrende stemningsfuldt og dystert. En Geiger-ven fortalte dog, at det ikke var deres bedste koncert, hvilket han sagde, slet, slet ikke gjorde den dårlig. Og det var den heller ikke.

Pink Luminious Invocation, foto: Amanda Elisabeth Olesen

Efter at have bevæget lidt krop til Karsten Pflums elektroniske musik, var det op til Argh! og Lights People. Det var efter alt at dømme Lights People, der lagde ud med elektronisk støj ud fra konceptet '3 mænd om et bord', hvor de sad med hver deres øl og frembragte larmende mekanisk lyd. Derefter blev der omrokeret, og en mere bandlignende konstellation gik på scenen. Her var udtrykket lige så larmende og bragte et sted i undertegnedes hoved et billede af Kashmir med tilhørende djævleuddrivelse, partygirl Ruth Evensen efter en bytur, hvor hun får sit første kald fra herren, som der stod i en bog om en for længst nedrevet kulturinstitution, der dog efter lang kamp er genopført i en ny og evt. lidt mere strømlinet version. Det er jo det, de unge vil ha'.

Ligesom alle andre yoyooyoy-ting var det megafedt, og man fornemmede, at bandet virkeligt levede sig ind i deres musik, hvilket var afsmittende på publikum.

Lidt senere blev det rapperen Khal Allan, der betrådte Gyngens bonede gulve. Med et viskestykke over hovedet, kasket og moderne hiphop-tøj rappede han derudaf, mens musikken kom fra to DJ's bag ham. Størstedelen af sangene blev introduceret med en lille anekdote og påsat en "... og det har jeg skrevet en sang om"-hale, før de to musikere fyrede op, og så var det ellers ud i rapdanmark. Khal Allan er af diverse anmeldere blevet fremhævet som noget af det mest interessante rap siden Malk de Koijn (selvom de nu viser sig stadig at være), men det er ikke en sammenligning, der som sådan er nogen grund til at dvæle yderligere ved. Mest fordi jeg så ville kunne bruge resten af teksten på at fremhæve ligheder og forskelle. Socialrealisme med en skvis humoristisk selvironi og så en behagelig form for musikalsk skævhed, hvilket efter sigende så afgjort også gør hans plade Tuder og Høvding til et anbefalelsesværdigt bekendtskab. I år fulgte for øvrigt Tider Man Mindes, der er en remixet udgave af debuten, hvor bl.a. Puzzleweasel, Karsten Pflum og Toke Yoke leverede bidrag. Og det var så den reklame. Bum.

Khal Allan, foto: Amanda Elisabeth Olesen

Efter en lille sviptur ud i det århusianske bymiljø, var Gud er kvinde detnæste i programmet. At dette er endnu en yoyooyoy-konstellation, behøver vist ikke nogen nærmere forklaring, for det er det, og man havde da også på fornemmelsen, at et par af medlemmerne i denne duo tidligere på aftenen havde optrådt med andre.

En stor, stor saxofon og en trækbasun, placeret på henholdsvis Johannes Lund (også kendt som Yohs) og Maria Bertel. Koncerten var, ligesom deres 10"-filt-plade fra sidste år, delt op i en akustisk og elektrisk halvdel. Den akustiske halvdel bestod af imponerende hurtigspillet avantgarde-jazz, mens den elektriske halvdel i store træk bestod af det samme, blot tilføjet en stor mængde pedaleffekter, der gjorde, at nogle blot ville have afskrevet dette som larm. Det var det måske også, men samtidig virkeligt fedt.

SLUTTELIGT

Jazzjuicen var ovre. Det var på uforklarligt vis lykkedes mig udelukkende at se hjemmegjorte navne på trods af voldsomt interessante fremmede som Flower Corsano Duo (hvis koncert eftersigende skulle have været noget af det sejeste), Rob Hall, Ceephax og Senju Muneomi fra Boredoms. Men dét til trods virkede programmet ikke umiddelbart lige så stærkt som foregående år. Det er selvfølgeligt svært at bygge så frygteligt meget på, da Elektronisk Jazzjuice uden tvivl er fædrelandets mest interessante festival. I hvert fald én af dem.

En åben fest for alle, der samtidigt tør udfordre og overraske sit publikum. Og det er sgu rart, i forhold til størstedelen af andre danske festivaler, der famler, tramper og fjanter forvirret rundt i obskur, lettere uoriginal og mere eller mindre ensformig indie-muzak. Og det er netop dét, der skiller Elektronisk Jazzjuice fra fårene - det er ikke indspist avantgarde, det er ikke populærkultur i populær forstand eller højrøvet og hypermoderne 'alternativt musik'. Det er derimod nærværende, spændende og ikke mindst pissehyggeligt. Øreudfordringer i festligt lag!

Tak for det - og på gensyn.