Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Marc Kellaway

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Stereolab
One Small Step for Man
1. dec 2000 [Artikel] På papiret lader kitsch, krautrock, stereotests og post-marxistiske sangforedrag ikke til at være en besnærende musikalsk cocktail, men det engelsk-franske band Stereolab har alligevel vist sig i stand til at blande disse ingredienser sammen til et elegant musikalsk udtryk. Samtidig er de trådt frem som et indflydelsesrigt og cool koncept, der har kunnet definere lyden og stilen for en lang række af de bands, som er debuterede siden midten af 1990’erne.

Stereolab er et band, der konsekvent har villet forny de gængse rock- og popkonventioner. Bandets musik knytter således ikke an til egentlige stil- og genrebegreber, men udfolder i stedet en særegen hybrid, hvor selve intensiteten af lyd og rytme bliver det centrale omdrejningspunkt. Musikken er et charmerende sammenstød af teori og pop, der frem for alt dyrker parolen ”less is more”.

Stereolabs musikalsk-teoretiske ballast er da også bl.a. Erik Satie og John Cage - moderne komponister hvis værker afspejler en radikal ommøblering af, hvad musik er. Især Cage underminerer i sine kompositioner alle konventioner for, hvorledes musik skal tage sig ud. Der er tale om anti-musik, om dekomposition som et nødvendigt æstetisk skridt i forsøget på at formulere andre og mere nærværende oplevelser af verden omkring os. Lytteren skal blive opmærksom på sin egen tilstedeværelse gennem en reduktion af grænser og betydning. Vi har med andre ord, som også i Stereolabs tilfælde, at gøre med en musik, der altid allerede reflekterer over sig selv og sit eget udtryk.

Stereolab knytter disse musikalske teorier sammen med en fascination af ”Situationistisk Internationale” - en international gruppe af kunstnere, der fra midten af 1950'erne iværksatte konstruerede situationer eller happenings der var rettet mod såvel den institutionelle kunst som det forrykte forbrugersamfund. De mente, at kunst i alle sine afskygninger burde være en revolutionær proces, en aktion, der rykker ved samfundets vaneforestillinger. Formålet var politisk og surrealistisk i den forstand, at institutionernes rammer skulle sprænges, at kunsten ikke var reserveret kunstnerne, men derimod var et fælles reservoir, hvor sanselighed og fantasi kunne udfoldes.

Uafhængig lydvidenskab

Stereolab, der siden sin start i 1990 først og fremmest er synonym for Tim Gane (ex-McCarthy) og Latetia Sadier, har til hensigt at være et uafhængigt musik-politisk kollektiv. Med en ny intellektualisering af Do It Yourself-konceptet skaber de et alternativ i den engelske musikbranche. Gane og Sadier laver således fra starten deres eget plade- og distributionsselskab Duophonic, hvis primære formål er at udsende bandets musik, men herigennem også varetage bandets musikalske og kunstneriske integritet. Det er vigtigt for Stereolab at markere sig selv som et subkulturelt koncept i forhold til den øvrige musikbranche. Det er især selve musikbranchens indlejrede profit, der tages afstand fra, men også dens karakter af institution og tradition.

StereolabDuophonic er såvel en platform som et musikalsk udsagn. Duophonic bør således også forstås som et vandmærke for en gennemgribende videreudvikling af de stereo-tests, der blev foretaget i 1960'erne. Hver udgivelse er således ikke kun musik, men også en eksperimenteren med lyd og stereo og dens muligheder. Af samme grund gør bandet en dyd ud af at proklamere, at den seneste udgivelse også indeholder den mest avancerede brug af lyd og klange. Man finder på coveret til bl.a. Transient Random Noise-Bursts… fra 1993 slagord som ”Duophonic: For people who desire the finest in sound”. Med udgivelsen The Groop Played Space…, også fra 1993, hører der ligefrem et hæfte med, hvor der ikke alene er en række specifikationer for lyden, hvorledes den er optaget og med hvilket resultat, men også forslag til, hvorledes lytteren bør indstille sit anlæg, og hvor han bør sidde i forhold til højttalerne, hvis han vil få det bedste resultat. Bandets musikalske eksperimenter er med andre ord udtryk for et bidrag til den videnskabelige udvikling inden for lyd og teknik.

Nostalgisk avantgarde

Stereolab er et band, der forstår sig selv ud fra en forventning om udvikling, om innovation i den bedste avantgardistiske ånd. At bandet opfatter sig som en musikalsk spydspids er i og for sig et paradoks, idet deres primære referencer går tilbage til 1960'erne og før. Det, der dog alligevel gør bandet spændende er, at de forsøger at være et stadigt eksperiment, der kløver sig ind i modsætningen mellem avantgarde og tradition, mellem revolutionær radikalitet og legesyg eklekticisme.

Sadiers tekster er kritiske analyser af det moderne samfunds magtstrukturer, det enkelte menneskes fremmedgørelse og voksende isolation. Der peges på, hvorledes samfundets etablerede magtsprog, har det ene formål at afholde det moderne subjekt fra at forstå sig selv, mærke sig selv. Den elektrisk-knitrende vuggesang ”New Ortophony” fra Mars Audiac Quintet (1994) bæres oppe af to rammende linjer: ”Need to examine/Uncritical times”. Det er med andre ord nødvendigt at genoprette en kritisk afstand til sproget, erfaringen og samfundet i det hele taget. Vi skal tilbage til 1960'erne og 70'erne for at genfinde en sådan retorik - musik som kritisk analyse og radikal handling. Sadiers tekster skal dog tages bogstaveligt. Teksterne er som oftest små montager, der skærer tværs gennem den moderne kultur. I dem finder vi en brod, der etablerer en stadig kritik af det bestående. Stereolab viser hermed, at musik ikke nødvendigvis bør have mistet sit undergravende, rebelske væsen. De første mange covers har eksempelvis samme afbildning - et pop-art portræt af en grinende kvinde med fingeren på aftrækkeren og med revolverens munding rettet ud af coveret op i ansigtet på beskueren.

Stereolabs uafhængighed af musikbranchen kommer til udtryk allerede med den først udgivelse, singlen ”Super 45” fra 1991, som udelukkende kunne bestilles gennem posten. En politik de har fortsat fra tid til anden. Til deres koncerter har man også kunnet sikre sig obskure, enkeltstående singler. Kort tid efter udgivelsen af ”Super 45” får Stereolab dog kontakt med pladeselskabet Too Pure, der sikrer dem en bedre distribution. Den næste udgivelse ”Super Electric” distribueres således af Too Pure, men udkommer formelt set stadig på Duophonic, bandets eget selskab. Den politik gør sig også gældende i den mere internationalt orienterede aftale, Stereolab laver med Elektra i slutningen af 1993.

Idealistisk masseproduktion

Den egentlige plade-debut fra Stereolab kommer først i midten af 1992 med albummet PENG! Et album, hvis lyd og orientering, bliver sammenlignet med bands som Lush og Ride. PENG! er da også bygget op omkring enkle horisontale guitar-rundgange, men der mærkes dog også en mere matematisk, næsten skematisk struktur for de ti sange, der hver og en folder sig ud som ensartede parabler. PENG! stritter med hele sin attitude i en anden retning end tidens mere etablerede shoegazer-scene. Det skylder ikke mindst referencerne til Cage, Neu og Faust, men også sangenes eksplicitte politiske indhold, deres bizarre titler og ikke mindst selve det neo-avantgardistiske koncept.

StereolabKendetegnende for bandet er modsat mange af tidens andre bands en høj produktivitet og en massiv strøm af udgivelser. I løbet af ti år, har bandet udsendt ni albums, tre kompilationer og et hav af singler, hvoraf de fleste dog er at finde på kompilationerne Switched On Stereolab (1992), Refried Ectoplasm (Switched on Stereolab 2) (1995) og Aluminium Tunes (Switched on Stereolab 3) (1998). Denne Switched On-serie har, som stort set alle Stereolabs udgivelser, også sin egen underfundige reference. Serien låner titlen fra Walter Carlos og dennes Switched On Bach, 1969, der er moog-versioner af Bach-klassiskere. Denne høje frekvens af udgivelser genfinder vi ikke hos de større pladeselskaber, der snarere lægger bånd på deres kunstnere med henblik på at presse citronen til yderste dråbe.

De albums Stereolab udsender må i det store og hele derimod betragtes som et fortløbent projekt, der nok eksisterer i musikbranchens regi, men som ellers ikke vil have noget med den at gøre. Udgivelserne er afgrænsninger af en stadig eksperimenteren. Arbejdsformen kan måske først og fremmest sammenlignes med det tyske band Can og deres forestilling om 'instant composition'. Can improviserede i timevis, fulgte en struktur for at følge en anden i et kaos af jazz, funk og rock. Disse improvisationer blev herefter klippet ned til mindre sæt eller numre. Det drejer sig om at følge en bevægelse i musikken mere end at klemme den ind i traditionelle konventioner.

Med det andet album The Groop Played Space Age Bachelor Pad Music (1993) konstruerer bandet sig ud i mere ambiente egne. Pladen deler sig i to. Den første side hedder ”easy listening”. Over vuggende skønsang indarbejdes først og fremmest en række referencer til Martin Denny, og dennes obskure cocktail-musik. Således består titelnummeret, der når at komme to gange, den ene gang af en skærende moog og den anden gang af afdæmpet percussion, fuglefløjt og vandpjaskeri. Den anden side, kaldet ”new wave”, opererer i bandets mere unisone spor med den markante 'dronen'. Samme år kommer Transient Random Noise-Bursts With Announcements - ti numre, der omkring det stort anlagte epos ”Jenny Ondioline” fortsætter det samme new wave-spor som på årets tidligere udgivelse. Der spores dog et endnu mere udadvendt drive i enkelte af numrene, hvor guitar og moog med et konstant, pulserende beat skaber en næsten dance-agtig, hypnotisk fornemmelse.

Albummet Mars Audiac Quintet (1994) og den efterfølgende mini-lp Music For The Amorphous Body Study Center (1995) viser en stadig større flirten med de typiske pop-konventioner. Nok lever også disse albums for størsteparten i et sammenspil mellem klangmæssige identiteter, men der mærkes også et mix af lyd og melodi og forsøg på at skabe veltilrettelagt kitsch eller pop, der forskyder sig fra den regulære dronen. Symptomatisk giver det sig udslag i et mindre hit med singlen ”Ping Pong” i 1994. Hittet blander en musikalsk, frankofil sommerstemning med et sukkersødt foredrag over kapitalismens økonomiske konjukturer! I sammenhæng med denne udvikling vokser referencerne til lounge, cocktail, surf og bossanova også. Der tænkes her på komponister som Kaempfert, Brian Wilson og Gilberto.

At se sig selv i lyde

De seneste fire albums Emperor Tomato Kectchup (1996), Dots And Loops (1997), Cobra And Phases Group Played Voltage In The Milky Night (1999) og senest The First Of The Microbe Hunters er fortsat glasklare klang- og lydflader. Fælles for de sidste albums, bortset fra den seneste, har været et stadigt større samarbejde med en række beslægtede kunstnere. Herunder især John McEntire fra den amerikanske gruppe Tortoise samt tyske Mouse on Mars og Jim O'Rourke. Frugten af disse samarbejder har heldigvis været større end frygten for, at Stereolab skulle miste deres unikke lyd og strategi. Samarbejdet med McEntire har først og fremmest givet sig udslag i en større eksperimenteren med rytme og slagtøj. Der anes dels referencer til Cages slagtøjsværker fra 1930'erne og 40'erne, men ikke mindst til navne som Sun Ra og Don Cherry, og deres spændende polyrytmiske funk fra de tidlige 1970'ere. Hvor de tidligere noget skematiske numre oparbejdede en konstant klangmæssigt modvægt fra akkord til akkord, udfolder numrene nu en stadig mere myldrende, organisk fornemmelse. Samtidig afløses i stigende grad de neo-revolutionære paroler og citater af mere personlig skitser og betragtninger fra Sadiers side. De enkelte covers udvikler sig også fra at have stærke farver og pistolmundinger til at vise kølige, minimale ikoner.

StereolabÅbningsnumret ”Metronomic Underground” fra Emperor Tomato Ketchup er et fremragende eksempel på, hvorledes Stereolab lader deres karakteristiske monotoni overskride sig selv. Numret er bygget op om elementær bas-gang, der repeteres til et stadig mere hektisk kaos af moog, trommer, guitar, percussion og et trefoldigt lag af vokalharmonier. Numret udvikler sig for så vidt ikke, men tager rettere til gennem en stadig større repetitiv intensitet. Ordene ”Crazy, brutal, a torpedo” rammende beskriver den øjeblikkelige proces af lyden og rytmen der på projektil-agtig manér baner sig vej ind gennem øret. Det drejer sig om, at simple mønstre gennem gentagelse kan få lytteren til at være tilstede i dette nu, i denne lyd.

På Dot And Loops føjes disse sammenfoldelige lag af rytme, melodi og klange til en mere udpræget digital lyd. Der leges med elektronikkens effekter og muligheder, ikke blot som et simpelt klangmæssigt vedhæng, men tværtimod som indgang til en hel ny musikalsk tilgang. Pladen er som album betragtet et hovedværk, hvor selve den elektroniske dynamik udfolder en række drømmeagtige, næsten visuelle lyd-landskaber.

Cobra And Phases…, hvor Jim O'Rourke blev hentet ind som producer på rundt regnet halvdelen af numrene, lægger ikke afgørende nyt til bandets lyd, og stedvis er den snarere en leg med selve myten Stereolab. Flere af numrene kommenterer næsten på forhånd, alene gennem deres titler, tidligere numre. Det er dog en plade, der mere ligetil end normalt afsøger de gængse grænser mellem minimalisme og melodiøs jazz. Den kan for så vidt betragtes som en mindre vellykket 'søster' til Dots And Loops.

Fremad gennem imitation

Med The First Of The Microbe Hunters, der kom i maj 2000, har bandet for første gang i længere tid ikke brugt så meget tid på samarbejde med beslægtede fæller. Bandet har selv produceret den, og udgivelsen er ment som en midlertidig appetitvækker til det 'rigtige' album, der skulle komme i starten af 2001. Microbe Hunters er også bygget op om hypnotiske gentagelsesmønstre, der i sig selv fusionerer med det 'kitschede' easy-listening i ”Baroch Plastic” og med de minimalistiske rytme- og akkord-forskydninger i ”Outer Bongolia”. Når dette er sagt, fornemmes der dog også en tilbagevenden til en mere 'skrabet' produktion, som forsøgsvis tager bunden ud af den mere fyldige, organiske lyd, der har præget bandets udgivelser siden midten af 90'erne.

Onde tunger har lige fra starten beskyldt Stereolab for kun at have en idé, ét nummer. Det er den samme akkord, den samme sang, som først og fremmest får liv af den kølige, avantgardistiske retorik, der omgiver selve bandet. Kernen i kritikken har været, at det musikalske udtryk ikke står til måls med den teoretiske tilgang. På den anden side kan det dog hævdes, at bandet blot har erkendt, at enhver stilistisk udvikling går gennem en bevidst 'imitation' af døde stilarter. Bandet udøver da en neo-situationistisk strategi, der på en gang udfordrer musikken som institution, og som samtidig puster liv i den eksperimenterende ende af musikken uden at resultatet af den grund skal ende i dræbende kedsommelighed.

Af Claus Falkenstrøm, 1. dec 2000


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen