Den eksperimenterende jazz i Danmark har det godt. Rigtig godt. Trommeslageren Kresten Osgood har ligefrem udtalt, at der er tale om en ny oplysningstid for dansk jazz, og det kan på mange måder siges at være et rammende signalement, for aldrig har udbudet af jazzkunstnere, der prøver at finde nye musikalske veje været større. Danmark har i nogen tid haft en stolt tradition for at producere mainstreamjazz i verdensklasse med bassister som NHØP, Mads Vinding og Jesper Bodilsen, trommeslagere som Alex Riel og Morten Lund og saxofonister som Jesper Thilo og Bent Jædig. Pladeselskaberne Stunt, Steeplechase og Storyville har også sørget for en international profil, men det har, som sagt, mest været indenfor mainstream. Det har ændret sig nu. Et eksperimenterende pladeselskab som ILK har fået international bevågenhed, og nye, spændende labels popper op hele tiden og vidner om en musikalsk nysgerrighed og iværksættervilje, hvor man heller ikke er bange for at krydse nationale grænser.

Barefoot Records er et eksempel på et af de nye pladeselskaber, der efterhånden har fået en stærk profil med mange spændende navne. En af de seneste udgivelser fra selskabet kommer fra gruppen Skylight Lounge, der udover lederen, trommeslageren, Michael Dalgas, består af Morten Pedersen (klaver, Rhodes), Ask Nørholm (guitar), Morten Ankarfeldt (bas) og Niels Lyhne Løkkegaard (saxofon). Sammen skaber de på Skylight Lounge en musik, der kommer rundt i mange hjørner. Fra poppet jazz til fusion, blues og klassisk impressionisme. Fælles for kompositionerne er, at de læner sig op af popsangens genkendelige struktur. Det er jazz, der er fuldstændig gennemkomponeret - i hvert fald i det færdige udtryk, og det er både gruppens fordel og ulempe. En fordel, fordi kompositionerne fremstår varierede og melodisk prægnante, men en ulempe, fordi man kan ønske sig noget mere vildskab.

Thunderstrucks

Hos Thunderstrucks savner man til gengæld ikke vildskab. Gruppen, der tæller den tidligere Swan Lee-guitarist, Jonas Struck, trompetist Kasper Tranberg, bassist Anders Christensen og trommeslager Kresten Osgood, frembringer en eksperimenterende, søgende musik et sted mellem artrock, støvede soundtracks og free jazz. Fælles for disse kunstnere er, at de ikke kan rubriceres inden for en enkelt genre. Det er grænsesprængende musikere, der befinder sig lige så godt med en rocksang som med fri improvisation.

Det selvbetitlede debutalbum kombinerer rockens energiudladninger med jazzens uforudsigelige natur. I modsætning til Skylight Lounge føles musikken fra Thunderstrucks ikke lukket, og den har den farlige kant, der gør, at musikken aldrig mister momentum. Et højdepunkt er det episke nummer ”Motives/Chinese Lover”, hvor Osgood får vist sine evner som fremragende kolorist og Struck frembringer iskrystaller á la Sonic Youth omgivet af Christensens løse bas og Tranbergs luftige trompet.

Musikken har ikke uden grund noget filmisk over sig, idet flere af musikerne er vant til at arbejde med forholdet mellem billede og lyd. Struck har i det hele taget vist sine evner som overbevisende filmkomponist, og med Thunderstrucks har han fundet en gruppe, der kan realisere hans ideer på bedste vis, og der er på alle måder tale om en demokratisk gruppe, hvor skabelsen af en billedrig, fortættet musik har første prioritet i forhold til den enkelte solists individuelle stemme.

Andratx

Demokratisk er også jazztrioen Andratx, som ligeledes tæller den allestedsnærværende Kresten Osgood, der her spiller sammen med den svenske supersaxofonist Jonas Kullhammar og den norske bassist Ole Morten Vågan. Der er med andre ord tale om en skandinavisk powertrio, og de tre leverer da også en kogende omgang post-bop på albummet Andratx Live, der fanger dem på spillestedet Glenn Miller Café. Programmet består af originalkompositioner af Kullhammar og Osgood med en enkelt afstikker til Pharoah Sanders i form af nummeret "Farah" og derudover, som bonus, en 20 minutter lang fortolkning af Charles Brackeens "Attainment". Karakteristisk for numrene er, at det er lange workouts, hvor musikerne får lov til at strække ud og spille igennem. Musikken skal ikke så meget høres for mindeværdige melodier, men snarere for den positive energi, som de tre musikere lægger for dagen.

Hvor energien vendes udad hos Andratx, så forholder det sig anderledes hos den norske saxofonist Torben Snekkestads trio med pianisten Jon Balke og bassist Jonas Westergaard. Inspireret af både Jimmy Giuffres frie kammerjazz og Morton Feldmans moderne kompositionsmusik udforsker Snekkestad på Conic Folded overgangen mellem stilhed og kaos, komposition og improvisation. Der er en opmærksomhed og lydhørhed overfor selve instrumenternes tekstur: lyden af messing, tangenter og træ. En lyrisk indadvendthed og koncentration, hvor man kan opleve den feterede norske pianist Jon Balke i en usædvanlig fri kontekst, hvor han blandt andet gør brug af præpareret klaver. Musikken rummer både hektiske elementer som "E.P. Flowers", hvor Snakkestads horn summer rundt som en rasende bi, og "Seated Man", hvis meditative stilstand nærmest fremgår af titlen. Samlet set får Conic Folded skubbet til grænsen mellem den klassiske musik og jazzen med et særegent, personligt tonesprog

Jogujo Circuit

Jogujo Circuit er et andet skandinavisk samarbejde, der ligesom Torben Snekkestad udkommer på det københavnske selskab ILK. A New Tide er trioens andet album og byder på inciterende, jazzet electronica. Guitaristen Joakim Frøystein tilsætter sin tilbagelænede vokal på flere numre, hvilket giver en fin effekt, og derudover medvirker sangerinden Kirsti Huke på nummeret "Time's Running Out". Som på den forrige udgivelse, Close Up Magic, er Gunnar Halles trompet og Jon Meinilds vibrafoner med til at give en organisk fornemmelse til de sprøde, knirkende beats. I det hele taget er A New Tide en gennemført lækker udgivelse, og gruppen lægger sig i fin forlængelse af danske Skyphone, der også formår at kreere organisk indbydende electronica.

Christian Vuust

På saxofonisten Christian Vuusts projekt, Dynamo, møder man ligesom hos Jogujo Circuit den menneskelige stemme, men der er nu langt fra Frøysteins tilbagelænede vokal til digteren Peter Laugesens drævende, sprukne recitationer på sangene "Dance Who You Are / Godmorgen", "Strøm / Indespærret i det sande" og "Firewalk / Mørket og lyset". Digtoplæsningerne fungerer godt sammen med musikken, og Vuust har et kompetent hold medspillere bestående af Jakob Bro (guitar), Jakob Buchanan (trompet), Jakob Høyer (trommer) og Nicolai Munch-Hansen (bas). Alligevel er det som om, at projektet aldrig tager fart, og det skyldes først og fremmest, at de medvirkende har gjort det bedre på deres andre udgivelser. Vuusts nænsomme tone kommer bedre til sin ret i projektet Pauseland - ligesom i øvrigt Buchanans trumpet, Laugsen træder tydeligere frem med sin diktion på Consul Pepsi & the Sweet Thunder Parade, Nicolai Munch-Hansen er langt mere prægnant på Wanna Do Right, But Not Right Now... og sidst, men ikke mindst, så står Jakob Bros guitarspil stærkere på hans seneste udgivelser i eget navn - bl.a. hans trio, hvor trommeslager Høyer også medvirker med mere tyngde. Nu kan man selvfølgelig sige, at det er et luksusproblem, for Strøm er stadig en fin udgivelse og Vuust en god komponist, men i forhold til de medvirkendes høje standard er det for pænt, anonymt og, undskyld udtrykket, strømlinet. Det anbefales at investere i førnævnte plader, før man kaster sig over Strøm.

I det hele taget burde det ikke være noget problem at finde nye interessante danske jazzplader. Dansk jazz oplever, som sagt, lige nu et boom og ovenstående udgivelser er blot et lille udpluk af uendeligt mange fristende muligheder for den nysgerrige lytter.