Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Signe Høirup Wille-Jørgensen

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Pioneers - the Beginning of Danish Electronic Music
Mellem kunstnere, opfindere og anonyme programmører
Kritiske noter til Pioneers - the Beginning of Danish Electronic Music
1. mar 2009 [Artikel] LJUDs nye udgivelse Pioneers - The Beginning of Danish Electronic Music dokumenterer på fornem vis noget af den tidligste elektroniske musik fra Danmark. Udgivelsen er absolut anbefalelsesværdig og giver et spændende indblik i den elektroniske musiks udvikling på dansk grund. Selve formidlingen af musikken er derimod mere problematisk, primært fordi der stilles lighedstegn mellem tankeverdenen i den klassiske avantgarde, og i den elektroniske musik. Selv om flere af de præsenterede komponister har baggrund i klassisk musik, illustrerer udgivelsen et klart nybrud i det musikalske landskab og afdækker en myriade af forskellige tilgange og klanguniverser, der bestemt ikke var uden internationalt udsyn eller høje ambitioner.

Pioneers præsenteres et udvalg af historiske elektroniske værker fra perioden 1960 til 1978. Langt de fleste værker på cd'en fremviser høj kunsterisk kvallitet og en musikalsk vitalitet, der gør dem absolut vedkommende, og interessante langt udover deres rent historiske værdi. Denne dokumentation af noget af den tidligste elektroniske musik i Danmark viser et spraglet billede af de datidige komponisters møde med det elektroniske formsprog, som de anvender med stor individualitet og forskellighed. Forventer man støvede akademiske eksperimenter i dårlig lydkvallitet bliver man overrasket – Pioneers byder på alt fra støjende klangudforskninger, ambient tilstandsmusik og fragmenteret cut and paste æstetik. Det meste i en fremragende teknisk kvalitet, som kan tilskrives teknikeren Claus Byriths nænsomme mastering af de orginale båndoptagelser.

Dobbelt-cd'en indeholder i alt 13 værker med gennemgående lang varighed og meget forskllige musikalske udtryk. Bent Lorentzens På Opdagelsesfærd i Pianoets Indre og Ydre Verden (1968) er et meget tidstypisk, og tydeligt fluxus-inspireret, værk der blander elektronisk behandlede pianolyde med apprupte afbrydelser i form af hurtige klip af hvidstøj, bilhorn m.v. – effekten er klart humoristisk, men værkets klare idé og gennemkomponerede form, får det alligevel til at fremstå langt dybere end som blot en stiløvelse i fluxustraditionen. Lorentzens andet værk på cd'en – det rent elektroniske Interferences (1967) – viser samme internationale udsyn og kompositoriske mestring af de elektroniske form- og klangmidler. En lignende stringens kan høres på Jørgen Plaetners (1930-2002) Continou fra 1960. Her væver Plaetner et komplekst klangligt væv af elektroniske lyde, der veksler mellem energisk rytmik og ambiente steminger. Hans andet værk Beta (1962/63) er nok cd'ens mest støjende og improviserede. Disse karaktaristika gør Beta til det af cd'ens værker, der fremstår mest nutidig i klanglig forstand – som lytter får man indtryk af, at Plaetner drejer på alle synthesizerens knapper i en slags primitivistisk glæde over de klanglige muligheder.

Samtlige værker på cd'en præges faktisk af denne stemning af pioneerånd – følelsen af at udforske nyt land er en tydelig energi i værkerne. Et par stykker, som Fuzzys Ave (1963) og Svend Nielsens Waldeinsamkeit (1970) fremstår dog mere som prøvende forsøg på at behandle akustisk musik med elektroniske midler, og lyder temmelig bedagede for nutidige ører. Mere sprælskhed er der at finde i Fuzzys Blau (1974) – en næsten 18 minutter lang lydcollage der blander melodistumper (f.eks. Light My Fire med The Doors) og grooves med konkrete lyde – igen et tidstypisk stykke teaterlydkulisse, omend meget levende og underholdende.

Med stor selvfølgelighed er også Else Marie Pade repræsenteret med to værker Etude 1 (1962) og Afsnit I,II og III (1961), der blot yderligere cementerer Pade som en af de mest seriøst arbejdende elektroniske komponister i de tidligste år. Mest fremtrædende er hendes ægte interesse i den elektroniske æstetik parret med tilsvarende stor klanglig fantasi. Hun anvender den elektroniske/konkretistiske klangpalet med stor sikkerhed, helt uden den prøvende eksperimentalisme, der præger en række andre værker på Pioneers – omvendt er hun også den af de repræsenterede komponister, der i forevejen er fyldigt dokumenteret, så et enkelt værk kunne havde været nok, og givet plads til en anden, mindre dokumenteret, komponist fra perioden.

Problematisk formidling

I cd'ens booklet findes en række korte tekster af Finn Egeland Hansen, der beskæftiger sig henholdsvis med den elektroniske musiks rødder, og dels gennemgår det mest almindelige elektroniske udstyr, der var til rådighed i perioden. Det teoretiske grundlag for den elektroniske musik, henledes her meget traditionelt til Futurismens støjmanifest L'arte dei Rumori fra 1913 samt den klassiske serialisme og tolvtonemusik. Denne meget begrænsede og ensporede tolkning af den elektroniske musiks fundament findes gentaget overalt i den akademiske litteratur og har kun belæg indenfor en meget snæver klassisk musikforståelse.

Indenfor denne ramme interesserer man sig udelukkende for elektronisk musik, der påberåber sig legalitet, ved enten at have et stærkt teoretisk fundament, eller ved at være medieret gennem en 'kunstmusikalsk' ekspansion af ideér og metoder indenfor den klassiske musik. Denne tankegang forklarer præcist, hvorfor f.eks. Else Marie Pade blev fuldstændig afvist eller ignoreret i sin samtid, på trods af at hun faktisk arbejdede med baggrund i klassisk musik. Idag står det klart at hendes værker simpelt hen var for elektroniske, i den forstand at hendes klang- og formverden var for radikal for danske ører på trods af den konkrete gennemførsel af Futurismens og Pierre Shaeffer's ideér. At hun så ovenikøbet var kvinde hjalp ikke på sagen.

Bent Lorentzen (tv) med jazzpianist Tom Prehn - foto fra Pioneers-bookletNetop blindheden over for det konkrete er problemet i den forståelse af den tidlige elektroniske musik, som teksten frembyder. Den elektroniske og klassiske avantgardemusik havde intet til fælles udover et ønske om en ny musik løsrevet fra traditionen. Tolvtonemusikken og serialismen blev kun til en udvikling af den akustiske klassiske tradition, ikke et brud med denne. Den elektroniske musik frembød derimod et radikalt nyt klang- og formsprog, og blev en konkret manifestiation af en ny musik til en industraliseret tidsalder op gennem det 19. og 20. århundrede. Fundamentet for den elektroniske musik skal snarere findes hos f.eks. opfindere som Elisha Gray og Thaddeus Cahill, der henholdsvis opfandt elektroniske instrumenter som Den Musikalske Telegraf (1863) og Telhamoniummet (1897)  og konkret skabte 100% ren elektronisk musik. I 1920'erne lavede lærere og elever på den progessive tyske kunstskole Bauhaus, veritable multiemedie-events, der indkoopererede scratching med lakplader kombineret med experimentalfilm. Filmmagere som Rudolf Pfenninger og Oskar Fischinger lavede på samme tid, film med syntetiske soundtracks med technorytmik og abstrakte grafiske former – et form- og billedsprog der i dag fremstår som ultramoderne i forhold til den akademiske elektronmusikstudie-musik fra 50'erne og 60'erne, og som sagt skabt i 1920'erne og 30'erne.

Det er her grundlaget for den elektroniske musik skal findes – hos de komponister der konkret skabte den! – ikke i den rigide klassiske avantgardes teoretiske sludren om Nie erhörte Klänge,der aldrig udmøntede sig i konkret form.

Finn Egeland Hansens tekst fortsætter med en opremsning af de elektroniske studier, der blev oprettet globalt på forskellige instutioner fra 1950'erne og frem – i dansk sammenhæng skal vi frem til 1967, hvor Jørgen Plaetner skabte HEMS (Holstebro Elektronmusik Studie) – og etableringen af DIEM (Dansk Insitut for Elektroakustisk Musik) i 1987, der i teksten kaldes ved dets nuværende navn; Dansk Institut for Elektronisk Musik. Ellers fremgår det i teksten, at ”På grund af det næsten totale fravær af produktionsudstyr i Danmark, var de danske komponister ofte henvist til at realisere deres elektroniske værker ved udenlandske studier”.

Dette gælder dog i så fald ikke for nogen af værkerne på Pioneers, der alle er produceret i Danmark, de fleste i komponisternes private studier.

Både Finn Egeland Hansen og flere af komponisterne understreger flere gange frustrationen over det primitive tekniske udstyr, der var til rådighed på daværende tidspunkt i historien – ikke desto mindre er det jo lykkedes samtlige komponister, som udgivelsen præsenterer, at skabe særdeles komplekse klangverdener ved brug af meget lidt udstyr. Måske netop pga. begrænsningerne, har det været nødvendigt at presse udstyret til det maksimale og anvende uortodokse metoder for at skabe de ønskede resultater. En metodik, der ofte savnes i nutidig elektronisk musik, hvor et overmål af tekniske muligheder er tilstede, men tit anvendes slapt og ukritisk, hvilket homogeniserer og forfladiger det musikalske udryk. Uagtet den noget svingende kvallitet, som værkerne på Pioneers frembyder, er de alle klart distinkte og fantasifulde og viser en stor spændvidde mellem den konkrete og elektroniske musik.

Komponister med stort K

Bookletten inkluderer også en række korte, efterrationaliserede værkkommentarer fra de enkelte komponister. Det er udmærket, men man savner i den grad biografiske oplysninger om og flere fotos af komponisterne samt tekniske oplysninger om værkernes tilblivelse. At dette er fraværende, henholder i en vis forstand disse værker i det mørke, de har været nedsunket i, og muligheden for en mere udførlig dokumentation forbigås.

Fuzzy i studiet - foto fra Pioneers-booklet (Harry Nielsen)Svend Christiansens Pyramider (1978) beskrives som det første helt igennem digitale musikstykke skabt i Danmark (skabt på EGG-synthesizeren på Århus Universitet) uagtet at digital musik allerede i starten af 60'erne blev skabt ved hjælp af Danmarks første serieproducerede computer GIER (Geodætisk Instituts Elektroniske Regnemaskine), der stod på Regnecentralen i Lyngby. Ved festlige lejligheder dansede regnecentralens medarbejdere med fruer her til digital musik i de tidlige 60'ere. Men denne musik var programmeret af anonyme programmører uden for det klassisk prægede og 'seriøse' musikmiljø som komponisterne på Pioneers for størsteparten kom fra. Udgivelsen cementerer i en vis forstand det osteklokke-miljø, der var herskende i Danmark i den elektroniske musiks tidlige år, og her kan en mistanke indsnige sig; måske var den elektroniske musiks marginaliserede rolle ikke kun skabt af det omgivende samfunds- og musikmiljøs arrogance, men måske også af komponisternes egen selvforståelse som komponister med stort K. Eller også marginaliserede de sig selv som reaktion på den samfundsmæssige ligegyldighed, et spørgsmål, der hermed står åbent. Enkelte såsom Bent Lorentzen (i hans samarbejde med forfatteren Per Højholt) og Fuzzy (der lavede jingler til TV-Avisen m.v.) formåede at manifestere deres musik til et bredere publikum, men for størsteparten levede den elektroniske musïk en hengemt tilværelse i de årtier, som Pioneers dokumenterer.

Andre, mere excentriske, figurer som ornitologen Carl Weismann evnede som modsæting at popularisere Musique concrète i en sådan grad, at hans musik ­– som den første danske musik overhovedet – strøg til tops på hitlisterne i England. Det skete i 1955 med singlen ”The Singing Dogs” – et potpouri af populære melodier, tilsat hundegøen, som Weismann møjsommeligt havde tilpasset i rytme og tonalitet på en primitiv båndoptager. Uagtet værkets fjollede og kommercielle karakter, kom det alligevel til at indplacere den elektroniske musik i en bredere folkelig bevidsthed i Danmark.

Det er absolut glædeligt at LJUD nu hiver disse historiske værker ud i lyset, dog kan det virke mærkværdigt at inkludere flere værker, der allerede er udgivet (f.eks. Fuzzys Blau og Plaetners Beta) fremfor at præsentere hidtil uudgivne værker. Man kan også ærge sig over, at udgivelsen forkuserer entydigt på forholdsvis etablerede og dokumenterede komponister (eneste undtagelse er Svend Christiansen). Andre interressante danske elektroniske komponister som Knud Viktor og Anker Fjeld Simonsen forbliver udokumenterede. Det samme gør hele den underskov af private 'amatører', der i Danmark har arbejdet med elektronisk musik udenfor det etablerede musikliv, mens en af de mest etablerede – Per Nørgaard – stadig gemmer sine elektroniske værker i skuffen. Her var ellers en oplagt chance. Ikke desto mindre fremstår udgivelsen som en væsentlig brik i dokumentationen af den tidlige elektroniske musik i Danmark og som en udmærket indføring for dem, der ikke er bekendt med den i forevejen.

Yderligere værker fra komponisterne kan bl.a. høres på disse udgivelser:

Fuzzy/Svend Christiansen: Blau, Urværk, Noir  (lp, Odeon 1981)
Gunner Møller Pedersen: Et Lydår: A Sound Year (6xlp, Danacord Records 1982)
Bent Lorentzen: Electronic Music  (lp, Point Records 1987) 
Else Marie Pade: Et Glasperlespil  (cd, Dacapo Records 2001)
Else Marie Pade: Face It  (cd, Dacapo Records 2002)
Else Marie Pade: EMP / 7 Cirkler  (cd, Resonance.dk 2002)
Jørgen Plaetner: Electronic Music (cd , Dacapo Records 2003)

Af Jonas Olesen, 1. mar 2009
Foto: Harry Nielsen / Ukendt


Yderligere information

Læs udgivernes modsvar til Olesens kritik her

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen