The Lioness. En plade, der ikke ligefrem forsøger at punktere de myter, der i forvejen måtte være i omløb om manden bag navnet, Jason Molina, som en forpint singer/songwriter på randen af et nervøst sammenbrud. I stedet for at bekymre sig om mandens velbefindende, skulle man måske bare glæde sig over, at der stadig er folk, der med konsekvens og personlig indsats tager den amerikanske sangskriverarv op. At der stadig er folk, der vover at tage favntag med løvinder og lignende skabninger. Geiger mødte Molina." />

   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Amstrong

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Songs:Ohia
Løvindens favntag
Interview med Jason Molina fra Songs:Ohia
1. dec 2000 [Artikel] "Women are dressed up, and they're up to no good" lyder en slaglinie fra amerikanske Songs:Ohia's fjerde album, The Lioness. En plade, der ikke ligefrem forsøger at punktere de myter, der i forvejen måtte være i omløb om manden bag navnet, Jason Molina, som en forpint singer/songwriter på randen af et nervøst sammenbrud. I stedet for at bekymre sig om mandens velbefindende, skulle man måske bare glæde sig over, at der stadig er folk, der med konsekvens og personlig indsats tager den amerikanske sangskriverarv op. At der stadig er folk, der vover at tage favntag med løvinder og lignende skabninger. Geiger mødte Molina.

Bag det gådefulde navn Songs: Ohia gemmer der sig en ung, spinkel amerikaner ved navn Jason Molina samt en håndfuld musikere, der skifter fra plade til plade. Således er Songs: Ohia på én gang et enmandsprojekt og et stort kollektiv. I struktur ikke ulig Robin Proper-Sheppards afdæmpede projekt Sophia. Det er altid Jason Molinas spinkle stemme og desperate sangforedrag, der er i centrum. Sangenes univers tager afsæt i den mørkere del af den amerikanske folkrock og Country & Western tradition, og Jason Molina fremstår da også, gennem sine tekster, som en sammenbidt enspænder, som er martret af sit særdeles ambivalente forhold til kvinder. De øvrige musikere skaber så den nænsomme backing. På hans fjerde album, The Lioness, tæller denne backinggruppe bl.a. de melankolskt snøvlende skotter Arab Strab. Da Songs: Ohia gæster Danmark, er det dog i en betydeligt mere straight rocket opsætning. En melankolsk aften bliver det dog ikke desto mindre.

Det mørke univers til trods, er det en meget entusiastisk, snakkesalig og smilende mand, der møder Geiger et par timer inden aftenens smertefulde ritual. - Der er sandt, at det først og fremmest er mig, der er Songs: Ohia. Jeg skriver sangene, eller får den grundlæggende struktur på dem, hvorefter jeg optager disse skitser. Men de forskellige musikere, jeg inddrager, bidrager nu med mere, end man umiddelbart kunne tro. Det bliver især tydeligt i live-situationen. Når man, hen over årene, hører sangene med nye musikere inde over, forstår man virkelig, hvad hver enkelt bidrager med. For tiden spiller jeg sammen med en håndfuld gode venner, som alle er involverede i forskellige undergrundsbands fra Chicago. Andre gange spiller jeg med fremmede. Jeg har ikke noget særligt regelsæt, for hvordan jeg finder musikere. Med Arab Strab foregik det sådan, at de kontaktede mig og spurgte, om jeg ville spille nogle koncerter med dem, da de havde været fans af Songs: Ohia i et stykke tid. Jeg havde dog aldrig hørt dem, og da de ikke havde nogen aktuelle planer om at komme til USA, blev det ikke til noget i den omgang. To år efter fik jeg så en opringning, hvor jeg fik at vide, at Arab Strab skulle spille i USA, og at de gerne ville have mig til at spille support. Jeg havde aldrig mødt dem, men begyndte så at turnere med dem og lærte dem at kende på den måde. Efter at have turneret i både USA og Europa, arrangerede Arab Strab, at vi tog til Chemical Undergrounds (Arab Strabs tidligere pladeselskab beliggende i Glasgow) studie for at indspille nogle sange. Optagelserne herfra blev så til The Lioness.

De gjorde en meget stor indsats for pladen. Jeg ville bare lave en plade med helt enkelte arrangementer - trommer, bas, guitar og keyboards - og det kunne de arrangere. Det giver i det hele taget ikke meget mening for mig at bruge en masse tid og penge på at indspille plader, da det for mig dybest set drejer sig om at formidle en basal sangskrivning. Alligevel kan der ind i mellem komme noget i vejen. F.eks. kan der være en sang, hvor du bare må have lyden af et rigtigt klaver, og så må du finde et studie, hvor de har sådan et.

Én ting er dog at formidle disse sange på en plade. En anden er at se et publikum i øjnene, mens man kredser om de personlige, smertelige erfaringer, der tilsyneladende danner grundlag for Jason Molinas sange. Hvordan har han det med aften efter aften at træde op på en scene for at inddrage en ny skare i dette univers, som han er i færd med at gøre det denne aften?

- Engang var det meget svært for mig. Men jeg er begyndt at acceptere, at når jeg frigiver disse sange til offentligheden, og en masse mennesker, som jeg aldrig kommer til at møde personligt, hører dem, så nytter det ikke at spekulere over, hvordan de nu vil opfatte den og den sang. Hvis et meget personligt stykke kunst bliver overdraget til et offentligt forum fra den private sfære, hvor det kun vedrører kunstneren selv, så må han finde sig i at folk vil fortolke det. Han må give det fra sig. Det bliver det ikke mindre personligt af. Det betyder ikke, at han smider det væk. Det bliver lettere og lettere for mig at optræde foran et publikum med den erkendelse i baghovedet. Men måske kommer der igen en tid, hvor bestemte sange bliver svære at spille, fordi der knytter sig bestemte erfaringer til dem.

Jason Molina

Et særligt påtrængende emne for Jason Molinas sange er som sagt hans forhold til kvinder. Ofte bliver de nærmest beskrevet som væsener fra en anden verden, og ikke nødvendigvis en bedre. Det er en blodig slagmark, kønnenes kamp udkæmpes på, og der er ingen ædle helteskikkelser. Således er titlen The Lioness en klar markering af kvinden som et sultent rovdyr: en frygtelig, men vel også smuk og vital naturkraft. Og der er talrige andre titler og sanglinjer, der mere end antyder den skæbnesvangre aura, kvinderne omgives af i Songs: Ohias univers. Skulle man overse titelnummerets allegori, så hedder en af de andre sange "Tigress". Konfronteret med disse betragtninger, nikker han lidt genert og indrømmer, at det nok ikke er ramt helt ved siden af. - Sangene er ikke så meget fortællende forløb. Jeg forsøger ikke at beskrive og analysere et forhold til bunds. Ofte går jeg direkte ind i en situation uden at beskrive, hvad der er sket forinden og uden at pege på nogen videre forløsning. Jeg påstår ikke, at sangene kan løse de komplikationer, de omhandler. Ofte står jeg tilbage med flere spørgsmål, når sangen er slut, end da jeg startede på at skrive den. Forholdet mellem mand og kvinde er gådefuldt, og jeg har ingen ambition om at løse denne gåde med mine sange - men hvem ved? Måske løser jeg den en aften oppe på scenen. Eller måske går det op for mig, mens jeg er på vej til at spille en koncert, og jeg vil pludselig vende bilen om og sige: "Det var så Songs: Ohia," runder Jason Molina ironisk af.

Men selvom den så ikke ligefrem kan tilbyde de endegyldige svar på livets store spørgsmål, kan musikken så dog alligevel ikke bruges som en form for terapi? - Jeg tror, det er en slags terapi for de folk, der spiller musik. Jeg tror, at de fleste musikere får det bedre, når de spiller. Hvis du har haft en rigtig dårlig dag, hvor det hele bare er noget lort, og du så har den luksus at kunne gå hjem, tage dit instrument og spille, så kan det forrykke hele perspektivet. Men lytteren kan vel også bruge musikken som en form for terapi. I hvert fald kan den skabe en form for koncentration eller fokus, når det hele skrider. Jeg har bestemte plader, som jeg sætter på, når jeg har det på en bestemt måde. De får mig ikke til at glemme mine problemer, men der er en fortrolighed ved disse plader - et fikspunkt, som sætter mine problemer i perspektiv. Selvom problemerne flyver rundt omkring mig, og jeg slet ikke kan overskue situationen, så er disse plader hele tiden hos mig som noget urokkeligt. De bliver hos mig, mens jeg gør mig nye erfaringer. Det er som om, de vokser sammen med mig. Der er plader som jeg har levet med i over ti år, og jeg kan blive ved med at sætte dem på uden at blive trætte af dem.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har lyst til at nævne nogle af disse plader, falder svaret dog prompte: Det har han ikke. For er der noget, han ikke kan fordrage, er det musikbranchens tendens til konstant at søge paralleller mellem forskellige kunstnere. Det, synes han, er hverken fair over for hans egen musik eller den musik, han lytter til og respekterer. Han afslører dog, at han lytter til et meget bredt spektre af genrer, og at noget at det er ret uforpligtende, nærmest fjollet, mens andet er smertefuldt og forbitret. Han vil imidlertid hellere tale om sin lidenskab for arkitektur.

- Jeg er ikke nogen ekspert, og har ingen ambition om selv at designe bygninger, men hver gang en arkitekt holder en forelæsning i nærheden af, hvor jeg befinder mig, springer jeg ind i bilen og kører derhen. Jeg ser mange paralleller i arkitekturen til andre kunstarter som musik og poesi. Bare det, at en lillebitte idé eller indskydelse kan folde sig ud til en storslået vision. F.eks. kan man på en køretur bemærke, hvordan solen strejfer en telefontråd på en bestemt måde, og det kan inspirere en sangskriver til at skrive noget virkeligt monumentalt og smukt. Ligeledes kan dette billede for en arkitekt avle nye billeder, og pludselig ser han en hel by for sig. Processen er den samme, men arkitekten bruger den til at skabe noget mere fysisk end sangskriveren. Selvfølgelig kan man gå ud og købe en plade eller gå til en koncert, men arkitekturen er og bliver mere konkret. Du kan gå ind i den, opholde dig i den. En bygning ældes og går i forfald som menneskekroppen.

Et øjeblik virker Jason Molina næsten misundelig på arkitekturens fysiske frembringelser, men trods alt virker han godt tilfreds med, hvad han laver. Og han har da heller ingen grund til at frygte, at hans sange vil forsvinde som dug for solen lige med det samme. Det er sange af den karakter, der aflejrer sig i sindet. Sange der, med hans egne begreber, vokser med én -langsomt, men sikkert. En ny samling af denne type sange, Ghost Tropic, er netop udkommet på Secretly Canadian. Det mest komplekse og gennemarbejdede Songs: Ohia album til dato, og en udgivelse der allerede er blevet sammenlignet med Lou Reeds Berlin og Tom Waits' Swordfishtrombones. Jason Molina har altså ikke løst sit livs store gåde endnu, og som musikentusiast kan man jo ikke lade være med at glæde sig lidt over det.

Af Rasmus Steffensen og Robert Christensen, 1. dec 2000


Yderligere information

Besøg Songs:Ohia på Secretly Canadians hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen