Sådan lidt mere nede på jorden fortalte initiativtager, producer og musiker Christopher Juul (både Euzen og Valravn), at det er festivalens mål at vise, med præcis hvor stor variation elektronisk musik kan skabes – og spilles, live – ikke mindst, når den iblandes en sand underskov af akustiske og elektriske instrumenter.

For mig var det det en kærkommen chance for komme den elektroniske musik lidt nærmere, helt uden fare for at miste mit solide fodfæste i den elektriske musik. Den hårde rock.

Den instrumentale og musikalske spændvidde blev understreget af et interessant første festival-program med følgende tre danske navne på plakaten: 180˚ Virvar, Euzen og Valravn, hvilket gav plads til så forskelligartede instrumenter som elektrisk bas, akustisk samt elektrisk guitar, hurdy-gurdy – en slags håndholdt lirekasse fra omkring det tiende eller måske elvte århundrede – håndholdt stortromme og andet slagtøj, jødeharpe, laptops, mandolin, stemme og strygere.

Det var, visuelt alene betragtet, simpelthen et overvældende skue, allerede inden alle stikkene blev sat i og musikken flød ud over scenekanten.

 
Monotont Virvar

Først på scenen stod kollektivet 180˚ Virvar, som vist egentlig består en fast kerne af otte musikere/sangere, men denne aften er de mindst ti til tolv levende stykker på scenen, og alle bar koncerten fremad i et næsten hypnotisk, monotont flow af smittende spilleglæde.

Brugen af både akustisk slagtøj og programmerede trommeloops gav det en temmelig tung bund, elektrisk bas og hele to guitarer et meget (for mig glædeligt og velkendt, men ikke desto mindre overraskende) metallisk udtryk. Men. Trods de mange musikalske kokke, trods den umiskendelige spilleglæde, så opnår de ikke – i mine ører – nogen større variation; jeg er godt klar over, at ikke alle effekter, ikke alle loops, ikke alle melodier, ikke alle rytmer er identiske, men strakt over de tre kvarter, det store ensemble spillede, fik det hele en meget ensartet karakter.

Personligt synes jeg, efter at have haft lejlighed til at lytte til den demo, som frontmand, guitarist, sanger og tangentspiller Anders Guldberg kastede i grams, nemlig, at de får langt mere ud af det på plade; i koncertform lidt skuffende, altså, men vores første møde live giver mig bestemt lyst til mere. Kan sådan set godt lide musikkens tungt søvnige hypnotiske kerne, selvom det jo ikke ligefrem sætter nogen fest i gang, og særligt det noget særprægede miks af mange forskellige vokaler fungerer fint, både blandingen af kvindelige og mandlige stemmer, det sproglige kogsammen af danske og engelske tekster og ikke mindst afvekslingen i sangstilarter, hvormed gruppens udtryk finder størst varietet.

Men skal det blive lige så betagende live som på cd, kræver det større variation i temaerne og effektfolkene tydeligere på banen, tak.

 

Flerstemmigt og forrygende

I den henseende kunne man tage meget mere hjem fra koncerten med Euzen; bandets musik komponeres af Christopher Juul og den norske sanglærke Maria Franz og består desuden af bassisten Jon Pold, guitaristen Harald Juul samt trommeslageren Kristian Uhre … live, på scenen, stod desuden til lejligheden en lille strygersektion med en cellist og to violinister.

Hvor aftenens første navn tydeligvis havde et bredt, men diffust fundament, så tager Euzen (i mine ører) sit udgangspunkt i en aldeles moderne og uforfalsket rock, båret af en solid rytmisk duo og en ret stærk guitarist, præget af enkle og få effekter, nogle takket være tangenter, men ellers er det først og fremmest påført Maria Franz’ iørefaldende vokal. Det var afgjort en af aftenens store oplevelse at høre hende – alene – synge flerstemmigt og forrygende. Eller krænge sjælen ud gennem megafon.

Der er en ret stor elasticitet i musikken, smukke, drømmende, svævende balladeagtige stunder, klassiske passager, desværre plaget af dårlig til slet ingen lyd på strygerne i begyndelsen, og som nævnt en totalt intens vokal, men mest af alt er Euzen et lettere elektronisk, hårdt rockende rivegilde, hvor det er energien, som driver værket.

Netop energien fik utroligt nok et nøk opad, da Valravns sangerinde, den mindst lige så karismatiske og i hvert fald færøske Anna Katrin Egilstød gæsteoptrådte til og under almindelig folkelig jubel; hun er en hvirvelvind på scenen. Set i bakspejlet også et varsel om kvaliteten Valravns egen koncert, men i selve øjeblikket blot en ekstraordinær brik i et puslespil, hvor alle brikker egentlig allerede var lagt. Men, nogle gange bliver det gode blot endnu bedre af næsten at blive for meget.

Gammelt og nyt

Som aftenens hovednavn, gav Valravn sig særdeles god tid til at komme på scenen, men da de endelig stod der, blev det også tydeligt, at ikke et sekund af ventetiden havde været forgæves. Bandet fremstod ikke bare tændte, uden at forcere musikken, men også tæt sammenspillede; det er givetvis frugterne af et helt afsindigt koncertår i 2008, hvor der ikke var langt mellem forestillingerne. Fredag aften var det ganske enkelt formidabelt.

For det første lød det brandgodt. For det andet giver bandets vidtudstrakte geografiske og historiske rødder en næsten uhørt musikalsk variation. For det tredje blev alt bundet sikkert og sødt sammen af den skønne Anna Katrin Egilstød i front; foruden energisk springkraft og stor vokalkapacitet, er hun dragende i sin vilde, utilslørede erotiske krops- og ansigtsmimik.

Mens de således spillede så godt, som jeg nogensinde har hørt dem, for amorinerne rundt i den gamle biografs efterhånden noget iltfattige lokale; folk omkring mig kastede sig (traditionen tro) ud i løssluppen kædedans, specielt under den hurtige, lystige ”Òlavur Riddararós” – og alle så ud til at have det ganske herligt.

Maria Franz gjorde desuden gengæld, og det betød endnu mere vokalpower på flere af numrene.

Det var ganske enkelt ikke muligt for dem at gøre noget forkert, men de mest mindeværdige øjeblikke (for mig) var dog ”Krummi”, en hyldest til den vilde ravn, komplet med en fire-fem meter høj, kulsort og svævende, vidtfavnende ravn samt ekstranummeret, en ret veloplagt forsmag på et til sommer kommende album, hvorunder sært maskerede væsener invaderede scenen.

Måske synes nogen, det er ærgerligt, at alt pakkes ind i elektroniske effekter, men de væver nu et smukt og stemningsfuldt lydtæppe.

Skudt godt i gang

På ovenstående måde blev Copenhagen Worldtronica Summit skudt godt i gang med et aldeles fremragende arrangement med tre på alle måder meget forskellige bands; man kan kun med spænding se frem til anden omgang af festivalen. Desværre er der ikke på nuværende tidspunkt meldt noget ud om, hvornår den løber af stablen.