Club Transmediale?

Som antydet finder Club Transmediale (CTM) sted i selve Berlin. Der er altså tale om en festival, hvor det er byens forskellige venues og mere eller mindre officielle institutioner, der udgør rammerne, frem for campingarealer, kulørte telte og folk med fjollede hovedbeklædninger. Således havde Geigers udsendte på forhånd valgt at indlogere sig på et hostel placeret nogenlunde midt imellem de to hovedlokationer for festivalen; klubben og spillestedet Maria Am Ostbahnhof (MAO) og Kunstraum Kreuzberg Bethanien (KKB). Den daglige rutefart gik dermed fra hostellet ved Warschauer Strasse typisk først mod KKB, hvor dagsprogrammet foregik og senere om aftenen til MAO, hvor festivalens omfattende musikprogram blev afviklet. Som noget nyt havde man opgraderet programmet i dagtimerne betydeligt med en række forelæsninger, paneldiskussioner, filmfremvisninger workshops og projektpræsentationer. Mere om dette sidstnævnte tiltag senere.

CTM udspringer af den oprindelige Transmediale festival, der siden 1988 har præsenteret en rig variation af aktuelle film-, medie- og lydkunstværker. Jævnfør festivalens navn har fokus fra starten været på kunstarternes potentiale for gensidig udveksling på tværs af medierne. Begge festivaler foregår sideløbende, er koordineret på flere måder men opererer derudover uafhængigt af hinanden som to separate organisationer. ”Club”-delen var således tænkt som en engangsbegivenhed under Transmediale i 1999, her med henblik på at belyse techno’ens og den nye digitale musiks betydning som sådan. Men idéen viste sig at være holdbar også som selvstændig festival. Så holdbar, at CTM altså denne gang kunne fejre ti år på banen med et ry, der kun er blevet styrket gennem årene. Og på linie med Transmediale står CTM i dag som en af de væsentligste platforme for eksponeringen af ny elektronisk og digital musik og musikkultur i såvel europæisk som bredere international sammenhæng.

CTM09

I alt løb festivalen dette år over ti dage, hvor det overordnede tema ”STRUCTURES – Backing-up Independent Audio-visual Cultures” blev vendt og drejet på forskellig vis. Aftenerne var helliget det markante line-up af udøvende musikere, DJs og VJs, der gennem hele festivalen foldede sig ud på førnævnte MAO. Det var også på denne klub, festlighederne begyndte for undertegnede mandag aften. Til lejligheden havde VISOMAT INC udsmykket stedet på både subtil og sofistikeret facon med bl.a. kubisk-krystallinske hvide strukturer, hvorpå en række computergrafiske projektioner skiftede aftenen igennem. Desuden var lounge-rummet mellem klubbens to scener indrettet kunstfærdigt og cool af Sebastien Wierinck. Alt sammen med til at lægge en fin grundstemning, så man ikke havde fornemmelsen af blot at vade ind et tilfældigt sted, men derimod blev tunet ind på den særlige begivenhed. Programmet var tilrettelagt med musik samtidig på begge scener, som man derfor måtte pendle imellem med jævne mellemrum. Hvor den store scene indlysende nok var reserveret til de mest kendte navne, kunne man på den anden mindre scene opleve tilsvarende mindre velbeskrevne blade. Og selvom der også blev præsenteret andet end elektronisk og/eller digitalt funderet musik, var der klart en overvægt af kunstnere og orkestre med dette udgangspunkt, hvor forskelligt og mangfoldigt det så kan tage sig ud i 2009. Selvsagt er følgende reportage også kraftigt selektiv, da de hen mod 80 optrædende navne i løbet af den uge, Geiger var tilstede, ikke alle bliver nævnt eller overvejet. Hver enkelt aften havde i programmet fået bestemte overskrifter, som var mere eller mindre sigende. Mandag, den første festivalaften for Geigers vedkommende, var således ”ATAK Night 4”. 

Japanerne og støjen

Aftenen var kurateret af Keiichiro Shibuya, der er en markant skikkelse på den japanske eksperimentalscene og grundlægger af ATAK-label’et. ATAK udsender dels albums med en række kunstnere og fungerer dels som en art platform for design og digital teknologi, ikke ulig tyske Raster-Noton, som vi vender tilbage til. Det første act i et nogenlunde besøgt men absolut ikke fyldt MAO mainroom var Evala (Hirohito Ebara) efterfulgt af pioneren Yasunao Tone, Shibuya selv og sidst finske Pan Sonic. Evala og Shibuya arbejder begge med en gennemført digital lyd- og støjarkitektur, der til koncerten blev kombineret med visuelle forløb, projiceret op henholdsvis på scenens bagvæg og hele den ene langside. I alt havde man vel ca. 10 projektorer kørende på én gang, hvilket gjorde at de supplerende visuals for alvor kom til deres ret og faktisk udgjorde en væsentlig del af helhedsoplevelsen. Det var Evala selv, der havde stået for programmering m.m. af de hurtigt skiftende billedstrukturer, der ændrede sig i takt med kompositionerne, ligesom han havde leveret billedsiden til Shibuyas optræden.

Generelt for denne aften på MAOs store scene, var lydniveauet voldsomt og støjen blev fysisk nærværende, forstærket af de fraktale billeder, der flimrede forbi på væggene omkring scenen. Stedets soundsystem var noget af det bedste, undertegnede længe har hørt, så selvom ørepropperne jævnligt blev taget i brug, virkede lydtrykket og afvekslingen mellem rumlende bas og skarp diskant afbalanceret og meget effektfuldt. Den type ’støj-som-musik’, som Evala og Shibuya leverede denne aften kan godt blive overvældende og ensformig i større doser. Man søger naturligt efter struktur, rytme eller genkendelige elementer, men får meget lidt af netop det, fordi støjen i udgangspunktet er formløs. En støjbaseret musik som Evalas og Shibuyas arbejder altså konkret med spændingen mellem struktur og ikke-struktur, og i dette tilfælde lykkedes det ganske godt. Bl.a. fordi den nævnte kombination af billede og lyd skabte en slags synergi, så det formløse fik modspil af synlige konturer, som ørerne kunne pejle efter og omvendt.

Yasunao Tones optræden adskilte sig bl.a ved, at han havde placeret sit setup midt i lokalet. Bevæbnet med fire Pioneer cd-afspillere, mixer og en grå metalkasse af ukendt art, var Tones udgangspunkt en slags fortløbende processering og manipulation af skramlende, fragmenterede lyde, som blev trukket og strukket igennem hans uigennemskuelige hardware. Nogle gange lød det som tunge, rustne jernplader, der skurrede mod hinanden og andre gange mere i retning af hi-tech materialer på kollisionskurs i en lang dystopisk drone. Det var en markant forskel ved Tones indslag, at fokus så tydeligt var på manden i midten. En mere klassisk performance, kunne man sige, kendetegnende måske også for den generation af eksperimentalmusikere, som Tone tilhører i modsætning til Evala og Shibuya, hvor det, der omgiver musikken på en måde bliver mere centralt end personen bag kontrolpulten, oppe på scenen. 

Pan Sonic placerede sig et sted midt imellem, da de afsluttede aftenen med et langt sæt. Det finske makkerpar Mika Vainio og Ilpo Väisänen har siden 90’ernes start dyrket en rå, minimalistisk eksperimenterende techno og har samarbejdet med et utal af ligesindede kunstnere. Pan Sonic spillede også højt, særdeles højt faktisk, og anvendte i stil med de andre ATAK-relaterede musikere støj og forskellige distortion-effekter som gennemgående element. Men samtidig var der en anderledes stram struktur og serialitet tilstede i Pan Sonics set. En egentlig minimalisme hvor repetitionen og den taktfaste pause mellem støjens flow skabte en anden type lydnærvær. Også her var det hørbare kombineret med det visuelle, der var tilsvarende enkelt i udtrykket – en lodret streg, der som en vertikal EKG indikerede stilstand, puls og styrke i musikken. Selvfølgelig multipliceret og blæst op på hele væggen, så det igen havde en solid virkning og ikke bare blev en uanselig gimmick. En udmærket, højlydt og visuelt stimulerende første aften på CTM.  

Mere end musikken

Veludhvilet efter mandagens potente støj-dosis, var det tid til at besøge Kunstraum Kreuzberg Bethanien, hvor CTMs dagsprogram som nævnt blev afviklet. Festivalens erklærede mål var i år at afsøge de hybride former og projekter som de senere år er dukket op i krydsfeltet mellem popkultur, kunst, videnskab og medieteknologier, og derfra spørge ind til fænomener som fil-deling, Open Source, alternative licensing osv. Med planlagte titler for de enkelte dages tematikker såsom ”Music As Agent of Change”, ”Pro-Ams: Hobbyists and Gift-Economy” og ”How Guerilla Media is Revitalising Music”, var der lagt op til spændende diskussioner af de muligheder og konsekvenser som henholdsvis musikkens digitaliseringsprocesser og den aktuelle internetkultur indebærer. Man havde desuden sørget for at invitere en række interessante oplægsholdere, debattører og workshop-aktører såsom Bill Drummond, John Sinclair, Charles Leadbeater og DKs egen Goodiepal. Udover den mere reflekterede og diskuterende afdeling bød dagsprogrammet også på praksisorienterede workshops. Fx i form af The Bank of Common Knowledge– et projekt, der undersøger de sociale mekanismer, som ligger bag vores fælles produktion af viden og udveksling af information ud fra et slags peer-to-peer princip. Til trods for, at det måske lyder temmelig langhåret, så fungerede det her meget konkret ved at man bl.a. meldte sig på, eller selv foreslog forskellige ´kurser´ via Post-its på en tavle. Emnerne var eksempelvis brug af lydsoftware eller ”How to build an offline file-sharing-system with SMS”.

Med prioriteringen af den type indslag, havde festivalen udvidet sit sigte og rakte konstruktivt ud over de koncerter, som alt andet lige er en helt central del af CTM. Musikken var stadig omdrejningspunktet i de fleste diskussioner og oplæg, men ofte med et bredt perspektiv, der ikke blot gik i indforstået branche-snak tomgang. Undertegnede var positivt overrasket over omfanget og kvaliteten af dagsprogrammet og de udvalgte afsnit, der var tid til at deltage i. Desuden fik man indtryk af, at de forskellige workshops gav en god dynamik, så der altid var gang i et eller andet på KKB. Stedet var i sig selv en rigtig fin setting - oprindeligt et gammelt hospital, der i dag fungerer bl.a. som musikskole. Raumlabor_Berlin havde med en kaleidoskopisk konstruktion af kasserede døre, belyst med varierende fluroscerende farver, skabt et imødekommende og varmt-psykedelisk hæng-ud område, hvor festivalens dagsaktiviteter foregik. Det hele virkede ganske intimt, hyggeligt og herligt befriet for rigid institutions-intellektualisme, men stadig med et højt niveau. Desuden befandt der sig forskellige lyd/kunst installationer på KKB, som løbende blev præsenteret eller modificeret. Meget forudseende havde man i øvrigt planlagt det sådan, at fast starttidspunkt for programmet var kl. 15.00. Fornuftigt, taget i betragtning at langt de fleste festivaldeltagere i reglen befandt sig på klub MAO til relativt sent ud på natten.

Net-labels og masser af trommer 

Eftersom Berlins offentlige transportsystem er uhyre effektivt, var det ugen igennem vældigt problemløst at nå hurtigt fra KKB i Kreuzberg til klubben ved Ostbahnhof. Oven i købet med god tid til at finde et hæderligt måltid mad mellem de to stationer på en af de mange, billige restauranter i Kreuzberg og Friedrichshain-området. Og uanset de gode transportmuligheder, var det et smart træk, at man i udgangspunktet havde valgt to lokationer relativt tæt på hinanden. Det betød, at man kunne komme godt rundt i hele CTMs program, der bl.a. også bød på ’netlabel-meetings’, præsenteret på MAOs lille scene. I tråd med festivalens afsøgende og nysgerrige profil havde man således to dage i træk inviteret uafhængige netlabels, hvis tilknyttede kunstnere optrådte på skift. Clicks ’n’ cuts, glitch og dubstep var et par af de mærkater, man stødte på i programmet, og det var da også en blandet landhandel, man forvildede sig ind i disse to aftener. Uinteressant var det generelt ikke, men kvaliteten var noget svingende, hvilket også gjorde, at man havde en tendens til at trække ind mod den store scene for at se, hvad der nu foregik dér. Fx fik nogle af de netlabel-optrædende uforholdsmæssig lang tid taget i betragtning at den musik, de kunne præstere var ret middelmådig. Til gengæld skal CTM have ros for også at give plads til (net)vækstlaget på en ellers højt profileret festival, og selvom undertegnede ikke noterede sig uforglemmelige oplevelser i den sammenhæng, har andre givetvis opdaget det, jeg missede.

På hovedscenen var der samtidig tirsdag aften bl.a. lagt op til stort trommeorgie. Det Montréal baserede kollektiv minute havde kurateret et line-up, hvor det gennemgående tema, var ”Frictions” – sammenstødet mellem analogt og digitalt. Først og fremmest bemærkede man de mange trommesæt, placeret omkring og på scenen. Som om trommen her udgjorde et slags arketypisk symbol på en oprindelig, uforfalsket rytme. Den rytme der kom før og var grundlaget for den elektroniske musiks senere imitation af simple ’ur’-percussion-instrumenter via diverse maskiner og samplere. Der var forskellige bud, hvordan den historie kunne fortælles og gøres interessant. Mindre overbevisende var Berlin 100% batterie-ensemblet, hvor en række trommeslagere ledet af canadiske Michel Langevin opførte en art komposition, hvor der tilsyneladende blev spillet ud fra en blanding af noteret og improviseret musik. Det hele forekom imidlertid temmelig rodet, selvom det muligvis var vældigt tilrettelagt, og den overordnede idé var svær at fange. I et mindre lokale ville lyden af de mange trommesæt måske have bidraget til at forstærke oplevelsen, men sammenlignet med den volumen, der generelt var til koncerterne, blev det ganske enkelt en flad fornemmelse. Det så dog ret fedt ud.

Meget bedre lykkedes det turntable-kunstneren Martin Tétreault at skabe spændende lydflader, sammenfald og dynamik med ret enkle virkemidler. Ved hjælp af fire pladespillere, mixer og en stak lp’er afspillede og blandede Tétreault en serie loops, udelukkende bestående af passager med trommelyde, trommesoloer og anden form for percussion. De forskellige loops var på forhånd markeret på vinylpladerne, og konceptet var såre simpelt, idet Tétreault over ca. tre kvarter løbende skiftede pladerne ud, justerede volumen på de fire spor og lod nye loops blande sig med de forrige. Langt fra show-off turntablism, men fascinerende i al sin enkelhed og overraskende i forhold til, hvor meget musik manden rent faktisk fik ud af ovenstående setup. Samtidig blev det endnu engang klart, at den performance, som ofte automatisk opstår med håndteringen af sorte vinylskiver på de ikoniske Technics 1210’ere, rummer en særlig taktilitet og giver publikum mulighed for at følge med i den skabende proces. Tétreault skrev sig samtidig ind i en efterhånden lang historie om kunstnere, der fortsat formår at tvinge nye idéer og lyde frem ved at sætte pickup’en det helt rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, med den fejlmargin det involverer at arbejde med et analogt medium. Der var mere på programmet denne aften, bl.a. Mika Vainios (Pan Sonic) soloprojekt og sidst en fælles optræden mellem Tétreault og Langevin. Efter et kortere forsøg på at finde ind i Vainos høje og kradse støjmanipulationer blev der, jf. aftenens tema, imidlertid for meget friktion i øregangen hos undertegnede, der i stedet lod Tétreaults førnævnte vinyl-fuga stå som højdepunktet.

Film, skærmrytmer og Raster-Noton

Som sagt var der også programsat en række filmforevisninger med relation til festivalens tema, og således kickstartede undertegnede blidt den næste CTM-dag i selskab med Brendan Tollers I Need that Record! The death (or possible survival) of the independent record store fra 2008. Filmen gav via interviews med bl.a. Thurston Moore og forskellige pladebutiksindehavere et indblik i betydningen af den type mødested, som de gammeldags pladebutikker har udgjort. Hvad titlen antyder, og hvilket jo i øvrigt ikke er nogen hemmelighed, er det yderst dårlige tider for den slags forretninger, og instruktøren forsøgte i en sympatisk blanding af personlig nostalgi og et fremadrettet objektivt blik, at afsøge hvad det musikelskende folk mister, når MP3, fildeling og forstokkede pladeselskaber tvinger de entusiastiske kulturkøbmænd til at dreje nøglen om. Især blev der fokuseret på den oplevelse af fællesskab, ’dannelse’ og erfaringsudveksling, som de fysiske butikslokaler havde fungeret som rammer for. Rammer, der ikke længere findes, når man kun køber sine albums på Itunes eller henter dem gratis på BitTorrent servere. Skytset fra de interviewedes og instruktørens side blev rettet, ikke så meget mod amatørpirater, men snarere mod de store selskaber, som kategorisk har nægtet at sænke priserne på cd-skiverne trods en åbenlys nedadgående spiral for branchen. Filmen var udmærket og åbnede flere af de perspektiver, der skulle vise sig at blive diskuteret dagen efter, bl.a. i debat med repræsentanter for det svenske Piratbyrån.

Fra filmskærmen i traditionel forstand var det, indrømmet, med store forventninger, at Geigers udsendte atter drog mod MAO, hvor bl.a. en række kunstnere fra det Chemnitzbaserede label Raster-Noton skulle præsentere et nyt gesamtkoncept for lyd og billede under titlen ”Rhytm_Screen”. Denne aften var Raster-Noton eksponenterne henholdsvis Frank Bretschneider, Byetone (Olaf Bender), SND (Stephan Mathieu/Ivan Pavlov) samt Alva Noto (Carsten Nicolai). Bretschneider, Bender og Nicolai har via forskellige indfaldsvinkler været hovedkræfterne bag selskabet, der også bærer navnet – ”Archiv für Ton und Nichtton”. Siden midten af 90’erne, hvor Nicolais Noton-label fusionerede med Bretschneiders Rastermusic, har selskabet stået for en lang række udgivelser med bagmændene selv og andre tilknyttede. Samtidig er Raster-Noton konceptuelt mere vidtrækkende og har ud over albumudgivelser også arbejdet systematisk med blandingen af lyd, design og kunst på flere måder. I selve label-navnet finder man en del af grundprincippet for denne dobbelte interesse for både det visuelle og det auditive: på den ene side ”Raster”, svarende til de små mellemrum der ligger mellem digitale billedpixels og på den anden side ”No Ton”, hvilket indikerer en køligt minimalistisk musik, der primært er rytmisk snarere end klangbaseret og samtidig funderet i enkelthedens æstetik.

Samtidig med Raster-Noton koncerterne var festivalens mest rockorienterede line-up programsat, og for første gang oplevede man en længere kø udenfor MAO, som dog kunne springes over med autoriseret festivalpas (fandt jeg ud af efter 25 minutters sneglefart mod indgangen i seriøse minusgrader). Det skulle imidlertid vise sig, at det ikke primært var rockinteresserede, der havde trodset kulden, men overvejende gæster med samme mål som undertegnede i retning af Rhythm_Screen projektet, som man havde valgt at placere på den lille scene. Muligvis var den placering efter kunstnernes eget ønske, men i praksis var det en eklatant fejldisponering. Kom man relativt tidligt, kunne man godt nå ind i lokalet, men i løbet af aftenen blev det simpelthen umuligt at presse sig ind, hvis man af forskellige årsager skulle have forvildet sig ud derfra for en kort bemærkning. Mange stod derfor også hovedrystende fem meter fra indgangene uden mulighed for at opleve koncerterne, mens det store scenerum det meste af aftenen var halvtomt. Til trods for det, var de tre Raster-Noton performances, Geiger nåede at erfare i det tætpakkede rum et af festivalens absolutte højdepunkter. Bretschneider lagde ud med en række toneløse staccato-rytmiske kompostioner suppleret med variationer af sort/hvide pixelstrukturer, der på den store skærm mindede om en slags overdimensioneret visuel equalizer. Det gennemgående træk i Bretschneiders sæt var præcise gentagelser, vekslen mellem lyd, pause og støj samt konstante små modificeringer for både den visuelle og lydmæssige afdeling. Umiddelbart efter ham, var det SNDs tur til at fylde lokalet med lyd og lys. Musikken adskilte sig umiddelbart ved at være mere klangligt inspireret, bygget op omkring abrupte, korte akkordblokke, der flere steder resulterede i et nærmest funky, house-agtigt udtryk. Det var også her, at de regulære ’club-kids’, som var mødt op denne aften begyndte at røre på sig og faktisk lykkedes med en slags dans, selvom pladsforholdene reelt gjorde det ret så vanskeligt. Ja, ja det var jo festival, og med et fast greb om ølflasken gik det glimrende med at følge med i både lyd og skærmprojektioner, trods dansende ungersvende der taktfast bumpede ind i ryggen på de omkringstående. SNDs grafiske side var tilsvarende mere farverig og bestod af en række horisontale, farvede blokke, som langsomt skubbede sig fra højre mod venstre efter et givetvis sindrigt algoritmisk system. Som baggrund fungerede det vældig stemningsfuldt og lyden, både volume- og detajlemæssigt, var helt i top. Den sidste optræden, undertegnede fik med sig fra Raster-Noton delen, var Alva Noto. Nicolais udtryk mindede på flere måder om Bretschneiders, men var til tider mere massivt og diskant-skærende. Igen med en klar tråd i lyd, variationer og opbygning. Den visuelle side var her virkelig interessant at følge med i, fordi man med jævne mellemrum fik lov at kigge ind ’bag systemet’ så at sige. Nemlig når der i en bevægelse, som synligt afslørede systemets indre forbindelser, live blev zoomet ud fra én grafisk struktur og derefter ind på en anden, som udgjorde et nyt abstrakt panorama på skærmen. Præcis hvad der foregik og hvilke systemer der gav feedback til hinanden var relativt uoverskueligt for den ikke-softwarekyndige. Men fedt så det ud, og lyden gik krystalklart igennem fra de dybeste basniveauer til de konstant klikkende, digitale synkoperinger. Hvorvidt den erklærede ambition med Rhythm_Screen projektet om at indhylle publikum i en totaloplevelse af lyd og billede lykkedes, kan diskuteres. Men fordi de ovennævnte koncerter og tilhørende billedkoncepter var så stilistisk gennemførte og rendyrkede, blev det samlede indtryk meget overbevisende.

Svenske pirater og englændere i tysk exil

Resten af festivalen bød på et videre udfoldet program, som generelt holdt den høje standard og som pga. omfanget ikke kan gengives i detaljer her. Af highlights kan dog nævnes paneldiskussionen med bl.a. repræsentanter for svenske Piratbyrån, der den 16. februar står overfor en interessant og stort anlagt retssag. Piratbyrån har siden sin begyndelse været involveret i en række aktiviteter, som på forskellig vis tematiserer og diskuterer informations- og fildeling, ophavsrettigheder etc. I den kommende retssag, som organisationen selv har gjort til lidt af en event under titlen ”The Spectrial”, er Piratbyrån bl.a. stævnet for sit tidligere initiativ til BitTorrent trackeren The Pirate Bay. Det hele er en længere historie som rummer beskyldninger om den amerikanske underholdningsindustris skjulte politiske pres på en svensk regering, omgåelse af svensk lovgivning og meget mere. Udover den konkrete retssag som bliver spændende at følge, kom Piratbyrån, i sin egenskab af uafhængig ’tænketank’, med forskellige bud på, hvordan fremtidens fildelings-fællesskaber og forbrugsmønstre ville forme sig. Fx var en af deres pointer i forhold til musikken, at bestemte genrer som er opstået i kraft af mulighederne for fri distribution og udveksling af grundmateriale via nettet, først reelt får markant betydning og funktion i den konkrete koncert eller live-situation. Særligt blev der peget på dubstep’en som eksempel – en musik der i praksis kun fungerer med et massivt lydanlæg og toptunet bas-system, men til gengæld ikke giver mening afspillet på standard laptophøjtalere eller i Ipod’ens plastik earplugs. Igen var det altså det fysiske nærvær og den mellemmenneskelige interaktion, der blev fremhævet – på linie med den funktion, den førnævnte gammeldags pladebutik havde, som ikke kan erstattes af nok så store båndbredder og personlige terabyte-lagre af MP3 filer. Ren nostalgi? Måske, men absolut en diskussion, der satte flere tanker i gang hos undertegnede. Og boostede forventningerne til festivalens sidste dag, hvor der netop var dubstep på programmet. 

Inden det kom så vidt blev det også til en højst opløftende koncert med Berlin-baserede Tim Exile (Tim Shaw), der leverede en soulfuld og avantgarde-poppet blanding af sang, human beatbox og positive vibrationer. Alt sammen mixet og rørt sammen live af Shaw, der med store armbevægelser hurtigt fik publikum i sin hule hånd. I hans udadvendte enmands-show var der både melodiøsitet, groove og nerve kombineret med en naiv vildskab – en slags tøjret amatørisme, som lod de tilfældige og improviserede elementer stå frem i en samlet struktur. Det var aldrig pænt og poleret, men til gengæld skidecharmerende og veludført. Ikke ulig det, skikkelser som fx Max Tundra eller Jamie Lidell også kan, og hvor Shaw var helt på højde med disse herrers live-energi og ekvilibrisme. Faktisk begejstrede Tim Exile så meget, at den umiddelbart efterfølgende koncert med de ellers ret hypede Fuck Buttons fremstod lidt kedelig. Oplevelsen var bl.a., at den intensitet, der latent lå i deres musik, druknede i en alt for ensformig brug af støj. En effekt, der blev for meget exces uden indhold. Flere af numrene fra debutalbummet Street Horrrsing udløste dermed ikke nogen videre reaktion hos denne lytter, trods melankolske overtoner, guitarlignende distortionblokke og energisk råben. Når Andrew Hung dykkede ned i elektronikken i sin åbne kuffert på scenen, og Benjamin John Power råbte/sang i sin legetøjsmikrofon, endte det bare som for meget af det samme. Bevares, gentagelser og enkle virkemidler kan være vældigt interessante, men det blev det aldrig rigtigt her.

Fra bas-paradis til klubhedonisme

Lørdag var sidste aften i denne CTM-ombæring og til at lukke og slukke for festen på MAO havde man sendt bud efter bl.a. Pole, Peverelist, Benga og Skream. Udspændt mellem berlinsk dub-eksperimentalisme og Londons aktuelle dubstep-toner, var der lagt op til en lang seance i de dybe bas-frekvensers tegn. Peverelist (Tom Ford) lagde ud med et ret up-tempo præget DJ sæt, før folk for alvor havde indfundet sig i det store lokale. På den lille scene varmede ~Scape Records Barbara Preisinger samtidig op med et godt blandet sæt, mens kollegaen Pole (Stefan  Betke) gjorde klar til aftenens første liveoptræden efter Peverelist i rummet ved siden af. Og som flere af de fremmødte festivaldeltagere, havde undertegnede forud for koncerten med Pole indtaget en plads godt midt i lokalet, så MAOs flervejshøjttalersystem lød optimalt. Og lad det være sagt med det samme, at det var en ren fornøjelse at opleve Poles musik på denne måde. Siden sit udgangspunkt i en direkte dubinspireret og adstadigt duvende electronica, har Betke udviklet Pole-konceptet i en mere dynamisk pulserende retning. Basismaterialet kunne til dels genkendes fra 2007 albummet Steingarten, men blev heftigt modificeret, effektmanipuleret og drejet i nye uhørte retninger. På mange måder er Betkes musik laptopbaseret, men frem for blot at klikke og taste sig gennem sit lydbibliotek, udnyttede han den store mixer og diverse effektmaskineri på sofistikeret vis. Det virker på en eller anden måde bare godt, når man kan se at manden på scenen flår i faderne og vrider knapperne i takt til musikken og følger og påvirker dens konstruktion direkte. Hos Pole gik ekko-landskaber, reverb og subtile repetitive grooves op i en højere enhed, leveret karakterfuldt og stilsikkert, som få formår at gøre det.

Umiddelbart efter Pole, mønstrede Bass Cleff (Ralph Cumbers) en velfungerende blanding af klassiske dubtakter, opdaterede beats og trombonespil. Også her var live-elementet i centrum, og Cumbers styrede sine virkemidler glimrende. Ovenpå en kort pause og passende optankning i baren for undertegnede, var det blevet Benga og Skreams tur på den store scene. Deres timelange sæt formede sig som en usandsynlig medrivende og velturneret dubstep tour-de-force, hvor de to DJs og producere supplerede hinanden forbilledligt og holdt pladespillerne i konstante, afvekslende omdrejninger. Skream (Olli Jones) og Benga (Beni Uthman) har selv hver især leveret nogle af dubstep’ens mest kendte anthems og står fortsat som to af de fremmeste eksponenter for genren. Nu er dubstep som bekendt svær at definere som én bestemt lyd, men er snarere en herlig blanding af de senere års udvikling indenfor dubtechno, 2-step, grime og drum ’n’ bass. Der var dog ingen tvivl om, at Benga og Skream repræsenterer en ny lyd, som via ret enkle kombinationer af synkoperede rytmer, basfundamenter og rå synthtoner, taler direkte til kroppen og er meget svær at stå stille til. På dette tidspunkt, lørdag nat, var der virkelig godt fyldt op på MAO, temperaturen nærmede sig subtropisk og de tunge basrytmer forplantede sig til hele lokalet og i de enkelte kroppe tilstede i det. Her kunne man ikke undgå at tænke på Piratbyråns pointe fra tidligere omkring dubstep som en form for musik, der kun for alvor kommer til sin ret, når den spilles under de rigtige omstændigheder - fx som det skete denne aften på Berlin-klubben. De to skikkelser bag DJ-pulten var regulære superstjerner i det kompakte klubunivers, hvor de blev hyldet af en dansende hob af glade festivalgæster i forskellige aldre og afskygninger. Det var som om hele MAO, inklusive dets midlertidige opstemte beboere, var én fælles puls – alt sammen igangsat af de to herrer på scenen, som havde transformeret de digitale produktioner, først til vinyl og sidenhen til akustiske svingninger blæst ud over publikum med et betydeligt antal decibel. Altså en erfaring, der lå meget langt fra den downloading, fil-deling og isolerede Ipod-lytning, som i en anden optik kan ses som dræbende for musikken og dens udøvere. Her, med Benga og Skream som indpiskere, fremstod den i hvert fald yderst levende og intens.

Og faktisk kunne denne dubstep-extravaganza have været et værdigt og foreløbigt sidste punktum for en særdeles vellykket Club Transmediale-uge. Imidlertid var det gået op for Geigers udsendte, at den officielle kulmination ville finde sted dagen efter på klubben Berghain / Panorama bar, hvor CTM indbød til afdansningsparty i fællesskab med Mutek festivalen, der har været fast samarbejdspartner i en årrække. I den seriøse reportages tjeneste, besluttede undertegnede sig derfor til at snuppe et par timers søvn, før festen fortsatte kl. 12 søndag middag på førnævnte klub. Berghain er i løbet af relativt kort tid blevet en af de mest eftertragtede klubber i byen med en profil, der blander lige dele hedonisme, hippe DJs/kunstnere og unikke arkitektoniske rammer. Klubben har til huse i et gammelt kraftvarmeværk, hvis primære energiudladninger nu i stedet stammer fra de monolitiske højttalersøjler og uophørligt dansende gæster. Og det må siges at være en helt speciel oplevelse at komme fra grå himmel og snevejr i et berlinsk industrikvarter ind i denne hellige technohal m.m., sparsomt og cool udsmykket med ståltrapper og store fotostater af Wolfgang Tillmanns - i øvrigt er der notorisk forbud mod selv at tage nogen form for fotos. Natten forinden havde en lokal pladebutiksejer forsikret os om, at vi absolut skulle opleve Berghain på det givne tidspunkt, og med begejstring i stemmen forklaret om både darkrooms og hardcore sexuelle eskapader som en naturlig del af den eklektiske og frisindede kultur, der hersker på stedet. De erotiske øvelser så man nu ikke umiddelbart meget til (det var også blevet sent/tidligt), og samtidig var det en sandhedens time for denne reporters vedkommende, hvis brændstof var lige i underkanten til endnu en omgang fællesdans i den tæt pakkede Panoramabar på Berghains øveste etage. Det var til gengæld ikke tilfældet for de mennesker, der uforfærdet kastede sig ud i 3. eller 4. halvleg af byturen - og fra den observerendes tilbagetrukne position var det dermed et fascinerende afslutningsscenarie, der udfoldede sig mens house-inspireret electro bragede løs og eftermiddagens sene lys skinnede ind fra sprækkerne i de tildækkede vinduer. Således blev det en tæt på surrealistisk stemning, der afsluttede CTM endegyldigt for your’s truly.

På vej tilbage til hostellet og med efterbillederne af dansende silhuetter på nethinden blev den spontane konklusion, at Club Transmediale 09 var en af absolut bedste festivaloplevelser, jeg længe har haft. Og indtrykket af en tjekket organisering, upåklagelig informationsservice og åbne fora for dialog og debat var intakt også efter en uges pendlen frem og tilbage mellem artist talks, workshops og koncerter. Der er nok ingen tvivl om, at koncertdelen vil være afgørende for, om den musikinteresserede generelt vælger netop denne festival. Men balancen mellem de centrale aftenkoncerter og det fyldige og alligevel overskuelige dagsprogram, gav en glimrende afveksling, som man ellers kan savne ved lignende festivalkoncepter. Godt var det også, at man havde taget konsekvensen og ikke afviklede koncerter samtidig med de andre aktiviter. Hvorvidt der blev fulgt fuldstændigt op på de mange temaer, som CTM09 havde sat som ramme for tiårs-jubilæet, kan selvfølgelig diskuteres. Men den umiddelbare vurdering herfra er uden tvivl positiv, og der skal gerne lyde en opfordring til andre arrangører om at kigge CTM i kortene hvad angår ambitionsniveau, formidling, planlægning og afvikling. Og til alle øvrige elektronisk musik-, medie-, og kunstinteresserede: Vi ses næste år i Berlin.