Eventide - http://www.information.dk/238441
   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Forum  :: Kalender  :: Konkurrencer  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

ANNONCE
Skribenter søges - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Tone

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årslister
Årets musikoplevelser, del 2
23. jan 2009 [Artikel] Geigers redaktion og skribenter har de seneste mange år udpeget højdepunkterne fra året, der gik, og kåret årets albums på vores hjemmeside - 2008/09 eringen undtagelse i den henseende. Men i år vi lader vi også andre komme til orde: Vi har inviteret en lang række markante musikere, arrangører, pladeselskabsfolk og kulturpersonligheder til at komme med bud på deres store musik- og kunstoplevelser i 2008. Herunder kan du læse, hvad der har bevæget, udfordret og begejstret Jacob Faurholt, Jazz Club Loco, Peter H. Olesen, Oliver Hoiness/Lolita Industri, Thomas Husmer (Efterklang), Rumpistol, Peter Laugesen, radioprogrammet Mod Strømmen, Jørgen Teller, Zven Balslev/Smittekilde, Martin Hall og Nis Bysted (Escho).


Jacob Faurholt

Daniel Johnston - Voxhall
Min største koncertoplevelse i 2008 blev også en af de største for mig så langt. Det var Daniel Johnston koncerten på VoxHall i november. Jeg havde nær sagt ja til selv at spille på Fatter Eskil samme aften, hvilket jeg gudskelov ikke gjorde! Jeg havde før set Daniel Johnston på Roskilde Festival i 2003, hvilket var ganske fint, dog uden at være uforglemmeligt. Dengang var det ham selv med guitar, klaver og selvfølgelig sine fantastiske sange. Jeg kendte dog på dette tidspunkt ikke det helt store til mandens plader. Det har jeg fået rodet bod på siden hen, bl.a. har Fun, Fear Yourself og opsamlingen The Great Late Daniel Johnston været i heftig rotation, hvilket selvfølgelig også gjorde koncerten mere vedkommende for mig denne gang. Udover dette var koncerten perfekt bygget op. Daniel Johnston startede aftenen med en smuk solooptræden, hvorefter han fik selskab af det hollandske band John Dear Moving Club (som leverede en fin opvarmning), dette gav mere kraft bag sangene, uden at de dog mistede deres skrøbelige skønhed. Til sidst satte Daniel Johnston en stor fed streg under en allerede uforglemmelig aften med en a capella-version af "Devil Town". Smukt. De nævnte plader med Daniel Johnston har desuden været nogle af dem jeg har sat mest pris på i 2008.

Plader som har gjort indtryk i 2008:

Lambchop - Oh (Ohio)
Oh (Ohio) købte jeg da den kom tidligere i år, men først nu (faktisk i nat!) begyndte den at åbne sig op for alvor. Jeg syntes Lambchop har lavet en af deres mest delikate plader med Oh (Ohio). Den viser bandet fra deres melodiske side, og den er, som deres andre plader, ekstrem detaljerig og velspillet. Nogle vil måske mene det er lidt kedeligt, men det er kun til de velskrevne sange åbner sig op. Det er en meget smuk plade og Kurt Wagner synger, som altid, med stor indlevelse.

Motel Motel - New Denver
En anden plade, hvorpå mange af sangene har gjort indtryk, er Motel Motel's debut New Denver. Jeg faldt over dem via en liste over de "bedste bands" fra New York. Jeg tror det er en selvudgivelse, men den kan købes igennem cdbaby.com til billige penge. New Denver består for det første af en god bunke velskrevne sange, som vil falde i ens smag, hvis man kan lide rock i familie med Arcade Fire, Clap Your Hands Say Yeah osv. Det der dog gør Motel Motel væsentligt anderledes er, at de har kryderet det hele med en god omgang country og en stemme, som til tider kan minde om en mere skinger Ryan Adams. Det er en lang ambitiøs plade på over 70 minutter, og jeg føler ikke, jeg er kommet helt i dybden med den endnu, men nye perler dukker op for hver gennemlytning.

Larsen & Furious Jane - Zen Sucker
Zen Sucker er sammen med debuten fra Choir of Young Believers blandt de bedste danske udgivelser jeg har lyttet til i 2008. Jeg er vild med den mørke og støjende retning Larsen & Furious Jane har trukket musikken over i i forhold til de tidligere udgivelser. Når man lytter til pladen får man et indtryk af et meget helstøbt værk og ikke mindst en perlerække af gode sange, hvilket jo altid er grundlaget for en god plade. Jeg havde fornøjelsen af at spille med Larsen i efteråret, og sangene gjorde sig også godt live, her blev de nærmest knugende og bidske!

Andre plader jeg har lyttet meget til i 2008 er:
TV On The Radio - Dear Sience, The Walkmen - You & Me, Sigur Ros - Með suð í eyrum við spilum endalaust, Conor Oberst, Sam Amidon - All is Well, Fleet Foxes, My Morning Jacket - Evil Urges, Okkervil River - The Stand-ins, Mount Eerie - Lost Wisdom, Portishead - Third

www.myspace.com/jacobfaurholt

Jazz Club Loco

Her er hvad der bl.a. bevægede os i 2008:

Yoke & Yohs: The Myth of the Totem (yoyooyoy)
- Kraftfuldt, basalt, blodsmagsfremkaldende.

Prins Nitram
- En mester ud i det umuliges kunst.

Jonas Müller: East African Prayer Meeting suite/Nordic Suite (ILK)
- Når man vil det hele og lykkes med det.

Cola Freaks
- Epigoner eller epikurærer, who cares?

Capillary Action (US)
- Hvis Mike Patton var teenager.

Luther Thomas & Ole Fessor Duo, Husets Teater 12/9 2008
- Musketer Festival-mutationer længe leve.

Lean Left, Loppen 12/3 2008
- The Ex guitars og Ken Vandermark i udknaldet, tumultarisk forening.

Kannibal Kvintetten, Stubnitz, 10/7 2008
- Kjeld Ipsen, Peter Peter, horrorrrrrrr.

My Bloody Valentine, Roskilde Festival, 5/7 2008
- !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Chris Corsano, Husets Teater, 14/11 2008
- Loco love you long time.

http://www.locomusic.dk


Peter H. Olesen
Mit år, skitser til en dansk stil

Herfra, hvor jeg står, var det et godt år. Det kan ikke skjules. Jeg takker i uprioriteret rækkefølge musikken, menneskeheden og medicinalindustrien. Kort fortalt sagde jeg et af mine mange jobs op, jeg flyttede endnu en gang, og jeg begyndte efter en offentlig pause på knap tyve år at spille guitar igen. I godt selskab med nye og gamle venner, manden de kalder CS Nielsen og min mangeårige makker Michael Lund, kørte jeg omkring i landet på afveje og omveje og gav små og endnu mindre koncerter. 45 år gammel debuterede jeg som romanforfatter og jeg tog rosen i stiv arm. Jeg genopdagede John Lee Hooker og Vesterbro og det modsatte køn. Jeg modtog et legat som sangskriver og sjovt nok et endnu større som forfatter. Jeg købte en guitar i orkanramte Houston, Texas, den lød selv i mine hænder som en drøm og som begyndelsen på et livslangt venskab. Jeg lyttede til Larsen and Furious Janes Zen Sucker og Portisheads comeback og gammelt nyt fra Bob Dylan og blev rystet, begejstret og inspireret. Og blev mindet om, hvad musik kan og skal. Og jeg skrev selv sange, små sange, banale sange, enkle sange. Et kejtet besøg ind i traditionen i et forsøg på at finde nyt. Som menneske var jeg vel ofte onkelagtig patroniserende og old school kynisk - en misantrop, der med én hånd på rattet tilbagelænet kørte på rutinen - men også i stadig stigende grad, som var det en del af en lumsk strategi: venlig, åben, overbærende og overskudsagtig. Tæt på at være afklaret. Ovenpå i øjeblikket. Jeg kom ind i venlige fremmedes hjem og spillede for dem i deres dagligstuer og sludrede med dem i deres køkkener. Og det var både nervepirrende og naturligt, intimt og krævende. Og det musik dybest set handler om: En (anden) form for kommunikation. Jeg bloggede, læste korrektur og hængte malerier op. Jeg rejste til Wien og Zaragoza men også til Hjortshøj, Bjerringbro, Gudhjem og Sønderho. Jeg pendlede mellem pligt og kærlighed. Jeg googlede i ledige stunder mit navn på nettet og jeg brugte Facebook som et gadespejl ud mod byens torv. Og så var der også i år alle de plader jeg ikke fik hørt, alle de bøger jeg ikke fik læst, alle de koncerter og udstillinger jeg ikke oplevede. Og alle venner jeg ikke fik set. Men tiden er så kort, jeg bor så langt væk og andre af livets ærlige, men dårlige undskyldninger. Musikken var været størsteparten af mit liv i snart 30 år nu, men jeg nægter stadig at se det som en karriere. Jeg er heller ikke klar til at blive afskrevet. Selvom det ind i mellem er fristende at slippe det hele. Jeg skriver, ligesom du gør det, ligesom alle gør det, op mod en deadline. Vi høres ved i 2009!

http://peterholesen.blogspot.com

Oliver Hoiness (Lolita Industri m.m.)

Musikåret 2008 har for undertegnede været et actionpræget år, som har budt på mange nye opdagelser ikke mindst takket være de mange blogs, som efterhåndenfindes i overflod i vores allesammens cyberspace...

Når det kommer til at opstøve nye toner og lyde fra alverdens eksotiske steder, er blogsfæren et godt sted at gøgle rundt. Denne sfære er jo efterhånden en uoverskuelig størrelse, og af samme årsag også noget af en tidssluger, som denne homo sapiens efterhånden har mærket på sin egen krop... Her er nogle af de blogs og poster, som jeg har vendt tilbage til og som jeg har haft glæde af i det foregående år:

Awesometapesfromafrica er en blog med kassettebånd fra hele Afrika. Her er både folkemusik i alle mulige afarter fra hele afrika, high-life med frække synths, kitschet lo-fi house og senegalensk rap m.m. tjek evt: ata kak, Snr Eddie Donkor, Umaru Sanda, Kandja Kouyaté et l'Ensemble Instrumental du Mali... frimpong... Besøg siden her: awesometapesfromafrica.blogspot.com

Likembe/Kuke Sebsebe
En anden post, som jeg fandt hos Likembe (en af "vennerne" til Awesometapes), er Kuku Sebsebe: http://likembe.blogspot.com/2007/11/ethiopian-honey.html

Denne etiopiske sangerinde læsker godt op på en søndag morgen med tømmermænd eller f.eks. til en ordentlig omgang gulvvask.

Det blev altså til et år i verdensmusikkens tegn, som blev kickstartet af erhvervelsen af pladen Guitars of the Golden Triangle: Folk and Pop Music of Myanmar Vol. 2 - og med den fulgte en ukuelig lyst til at fordybe sig i resten af den guldgrube, som Sublime Frequencies' bagkatalog er. Dette label, som bl.a er medstiftet af Alan Bishop fra Sun City Girls, har mere end 40 udgivelser bag sig, deriblandt også nogle dvd-udgivelser. Som sine åndsfæller i labels som Ocora, Lyrichord, Nonesuch Explorer er Sublime Frequencies en flok nysgerrige sjæle, hvis mission er at løfte sløret fra sære og eksotiske egne og samfund, som gemmer sig rundt omkring i afkrogene af verden. Vi snakker steder som Burma, Thailand, Cambodia, Marokko, Syrien, Brasilien...

Her er nogle få favoritter:

Molam
Thai Country Groove from Isan
Det her er "country-musik" fra det nordøstlige Thailand. Trance-grooves og højpitch-vokalforedrag, til tider nærmest en slags drone-rap, ekstremt svært at stå stille til!!!

Group Doueh
Guitar Music from Western Sahara

Phaser-guitar, mande/kvindevokaler og rå afrikansk blues til tider tilsat trommemaskiner! Nogle af optagelserne på denne plade er ekstremt lo-fi, nogle sange lyder nærmest som om, de er indspillet på en mobiltelefon, men magien og energien er på ingen til at komme uden om på disse unikke optagelser!

Omar Souleyman
Highway to Haseake

Folk-tekno fra Syrien med fuldt smæk på. Igen en plade, der rammer en i ansigtet med en energi og en power fremkaldt af utrolig få instrumenter og virkemidler. Frenetiske, evindelige keyboard-soloer, et technobeat og en utrættelig vokalist, en slags Mark E. Smith på syrisk. Det er festmusik, kompromisløst, folkemusik og hyperintenst og pågående på en og samme tid.

Ovennævnte plader er alle compileret fra diverse kassettebånd og singler, som tidligere kun er udkommet i de respektive lande. Ovennævnte skiver er jo ikke just "ny" musik, men føles alligevel for undertegnede som noget af det mest inspirerende og heftige, jeg har hørt i meget lang tid. Af nyere plader, som er udkommet i 2008, synes jeg, at seneste udspil fra Gang Gang Dance, Saint dymphna, er noget af det bedste, jeg har hørt i år.

Og så en lille boganmeldelse til sidst:

Hvis man går rundt og synes, at vintertiden og julen er lidt tung og hård, depressioner trænger sig på, og mørket synes evindeligt, så er det måske en god idé at læse Flann O'Brien-novellen an Béal Bocht (på engelsk: the Poor Mouth) - på dansk: Armods mæle: en ond historie om det hårde liv. Bogen er skrevet i 1941 af Flann O'Brien under pseudonymet Myles na gCopaleen.Han anmeldte den i øvrigt selv i det blad, han skrev for på det pågældende tidspunkt. Det er en utrolig humoristisk novelle og en parodi på gamle gælliske slægtshistorier, hvor der gøres et stort nummer ud af "det hårde liv". Død og regn og uhyrligt onde lugte... en klar anbefaling herfra!!

http://www.lolitaindustri.dk


Thomas Husmer (Efterklang)

Efterklang var på tur i Kina i oktober, og det var en vildt fed tur! Publikum var helt usædvanligt glade for at se os, og de søde arrangører sørgede hele tiden for at, vi aldrig manglede noget. Det var i det hele taget rigtigt rart at være i Kina, og heldigvis havde vi da også tid til at holde fri og være turister, selvom vi var på tour.

En ganske tidlig morgen i Beijing var Mads og jeg taget til parken ved det Himmelske Tempel. I følge Hr. Messerschmidt, direktøren for det danske kulturinstitut i Kina, som havde taget os ud at spise på en absolut formidabel mongoler-restaurant, var det en "absolut mind blowing experience" at være i denne park tidligt om morgenen. Efter sigende skulle man kunne opleve tusindvis af ældre mennesker dyrke tai chi og skyggefægtning og gymnastik og kravle i træer og alt muligt. Det syntes vi lød næsten for godt til at være sandt, men selvfølgelig måtte vi jo tjekke det ud. Ergo var vi taget hen til denne her park. Og vi blev faktisk temmelig målløse. Hvis man forestiller sig en skolegård fuld af legende børn og ganger det op til en stor park og så erstatter de legende børn med mennesker i plejehjemsalderen, så har man måske et brugbart billede af hvad vi befandt os i.

Mens vi gik der og var målløse, hørte vi pludselig en lyd, der tiltrak vores opmærksomhed. Det var musik af en slags. Der var lidt Poul Kjøller i tonerne, der kom fra et plastik-lydende keyboard. Og så var der sang. Og så stoppede det, godt som vi havde fundet frem til lydens kilde. Men så skete der noget fantastisk! Cirka 300 mennesker stimlede sammen omkring en dirigent og begyndte at synge fra deres medbragte sangbøger akkompagneret af det føromtalt plastickeyboard. Og vi stod lige midt i det! Der blev sunget af al hjertens lyst, og der blev sunget igennem! Damen, der stod tættest på os, havde en stemme, der mindede lidt om en forvrænget guitar, mens hele resten af koret havde noget helt sindsygt storslået over sig. Alle sang fuldstændig uden hæmninger. Klangen var overvældende - som hvis Richard Wagner og Popol Vuh var gået sammen i en gigantisk kinesisk opera! Vi var rørte og mundlamme - Det var fantastisk. Her stod vi, en tilfældig tidlig morgen i Beijing, omkranset af hundrede af mennesker på alder med vores mormødre, og oplevede dette. Disse mennesker sang med så stor musikalitet og livsglæde, at det næsten ikke var til at bære. Mads kiggede på mig og sagde, hvad jeg tænkte: " Jeg tror dette er en af de største musikalske oplevelser i mit liv!"

http://www.efterklang.net


Rumpistol (alias Jens Berents Christiansen, kører også pladeselskabet Rump Recordings)

Bedste nye albums i 2008
Autechre: Quaristice (Warp)
- En utrolig varieret plade, hvor Booth og Brown fandt det analoge gear frem igen og droppede meget af det små-elitære nørderi, der har præget deres seneste mange plader. Stærkt comeback efter nogle lidt tynde år.

Pocahaunted: Island Diamonds (Not Not Fun)
- Besynderligt stenet drone-dub-noise tilsat indianerhyl fra den kvindelige Brooklyn duo med et af verdens sejeste bandnavne.

Portishead: Third (Universal Island Records)
- Flot comeback fra mine gamle 90'er-helte, med en gennemført rå analog lyd og super underspillede arrangementer.

The Notwist: The Devil, You + Me (City Slang)
- Velkomponeret og fint produceret pop-plade fra indietronica bandet som jeg desværre missede på årets Roskilde Festival.

Svartbag: Svartbag (Rump)
- De tre københavnere skabte sort skønhed på denne drone debut.

Carl Craig & Moritz von Oswald: ReComposed (Deutsche Grammophon)
- De to gamle technopionerer fortolkede Ravels Bolero mm. Minimalistisk og dog eventyrligt.

Fuck Buttons: Street Horrsing (ATP Recordings)
- Hidsige støjflader og poppede kompositioner i smuk forening.

Bon Iver: For Emma, Forever Ago (Jagjaguwar/4AD)
- Før eller siden overgav alle sig til singer-songwriteren fra Wisconsin med falsetten + de gode sange. Jeg gjorde ihvertfald.

Snöleoparden: Snöleoparden (Rump)
- Stampes debut var som en syret jordomrejse på et flyvende patchwork tæppe.

Gang Gang Dance: Saint Dymhpnia (Warp)
- På nippet til at være lidt for hip i al sin new yorker-smarte eklekticisme vakte GGDs første album på Warp både mindelser om Talking Heads afro-periode i start-80'erne, Kate Bush og 90'ernes arpeggiator-dance.

Zombie Zombie: A Land For Renegades (Versatile Records)
- Herligt krautet udspil fra denne italo-horror inspirerede disco-duo fra Paris.

Bedste nye 12" i 2008:
Zomby: "Spliff Dub" (Rustie Remix) (Hyberdub)
- Et af de få dubstep numre, jeg har kunne holde ud at høre om og om igen. Rusties blippede "wonky" lyd klædte originalens vokalsample og var et forfriskende bud på en genre, som snart bliver nødt til at genopfinde sig selv, hvis den skal undgå at ende som en parodi på sig selv.

Andre hørte albums af ældre dato:
Raymond Scott: Manhattan Research Inc (Basta)

Joe Meek: I Hear a New World (RPM)

Popular Electronics: Early Dutch Electronic Music From Philips Research Laboratories (1956 - 1963) (Basta)
- Disse tre udgivelser indeholder alle fantastisk elektronisk musik skabt for 50 år siden! Glæder mig i øvrigt til at høre Ljuds kommende opsamling med tidlig dansk elektronisk musik.

Edward Artemiev: Solaris/The Mirror/Stalker (Electroschock Records)
- Sovjet-pioner indenfor elektroniske soundtracks.

Low: Things We Lost In The Fire (Kranky)
- Få plader kan få mig til at græde. Denne her kan!

Nico: Desert Shore (Reprise Records) og Nico: The Marble Index (Elektra)
- Nicos samarbejde med John Cale må være et af musikhistoriens mest mærkværdige i al sin gotiske og avantgarde-folkede tristesse.

Erik Satie: Piano Works Gymnopédies & Gnossiennes (Phillips Classics)
- Når ørene og hjernen skal nulstilles...

Bedste koncerter i 2008:
Pierre Bastien på LAB, 22/01-08
- Pierre Bastiens hjemmebyggede Meccano orkester er noget af det mest originale og poetiske jeg længe har oplevet og opsætningen passede bare perfekt ind i LABs værksteds-agtige lokaler. LAB lukkede som bekendt ned efter 13 gode år. Et vemodigt farvel til en gammel ven. Snøft!

Nissenenmondai, Cluster, Hans Reichel/Kazuhisa Ushihashi og mange andre på Elektronisk JazzJuice 18-19/07-08
- Til trods for at festivalen var blevet downsizet, leverede Elektronisk JazzJuice sit bedste musikalske program indtil videre.

My Bloody Valentine, Sidi Goma, Sunburned Hand of The Man, Fuck Buttons, Robyn og Magnetic Man på Roskilde Festival, 03-06/07-08.
- Ok, dette års Roskilde Festival var præget af, at lyden ved koncerterne overordnet set var for lav. Undtagelsen var gendannede My Bloody Valentines frontalangreb på trommehinderne ved en usædvanlig høj koncert, som kulminerede med de ca. 20 minutters ultrahøje støj-afslutning på Arena. Eller var det længere?? Jeg mistede selv tidsopfattelsen, og hvad mere kan man egentlig ønske sig? Af overraskelser i år var undertegnede mest imponeret over den indisk-afrikanske sufi-trup Sidi Goma, samt både Fuck Buttons og Magnetic Mans elektroniske energiudladninger, men også svenske Robyns luksuspop lyste op på en festival, som snart ikke kan blive mere alsidig. På godt og ondt. Den elektroniske musik var desværre lidt underrepræsenteret.

Einstürzende Neubauten på Store Vega 30/04-08
- Flot gensyn med de gamle industrialpioneer.

COH på Culture Box 11/05-08
- Russiske Ivan Pavlovs soloprojekt overskyggede efter min mening den efterfølgende koncert med Peter Christophersen (Throbbing Gristle/Coil) og Pavlovs‘ nye fællesprojekt SoiSong.

Shackleton på M/S Halfmachine 16/05-08`
- Én ud af mange Shackleton-koncerter på dansk jord i år, afholdt på en fantastisk location, som desværre også mistede bevillingen.

FS Blumm til ChurChill i Brorson Kirken, 21/03-08
- På en gang et virtuost og minimalistisk onemanshow.

Bjørn Svin på Berghain Kantine, Berlin 07/12-08
- En meget lovende smagsprøve på det kommende album

http://www.rumpistol.com
http://www.rump-recordings.dk


Peter Laugesen

TRESSERNE SLUTTEDE FOR MIT VEDKOMMENDE
KLOKKEN FEM OM MORGENEN EN DAG SIDST I 1970´ERNE
PÅ EN PARKERINGSPLADS UDEN FOR ET DISKOTEK I SKIVE.
LÆNGERE UD I ANTIPSYKIATIEN KOM MIN HEROISKE GENERATION
IKKE.

IKKE FØR NU
HVOR MARIANNE FAITHFULL
PÅ SIN "EASY COME EASY GO"
SYNGER DUET MED KEITH RICHARDS I MERLE HAGGARD´ S

"SING ME BACK HOME".
DET ER EN SANG OM EN FANGE PÅ DØDSGANGEN
DER PÅ VEJ UD TIL GALGEN ELLER STOLEN BEDER VAGTEN
"LET MY GUITAR PLAYING FRIEND DO MY REQUEST -

LET HIM SING ME BACK HOME
WITH A SONG I USED TO SING
MAKE MY MEMORIES COME ALIVE...
SOM SØNDAG MORGEN

NÅR KORET SANG GOSPEL
OG MÅ HAN IKKE LIGE FÅ LOV TIL
AT SYNGE SÅDAN
BEFORE I MOVE ALONG ?

TO VETERANER FRA SWINGNG LONDON I EN SANG
KEITH HAR LÆRT MARIANNE.
MED TRE GUITARER EN AF DEM KEITH
OG EN SEJT DRÆVENDE LINK WRAY FLAVOUR.

SOM NO EXPECTATIONS
SELV OM DET VEL VAR BRIAN JONES
DER SPILLEDE SLIDE PÅ DEN.
EASY COME EASY GO. FARVEL. LET IT BLEED.

Radioprogrammet Mod Strømmen

Mod Strømmens (98,8 Hybrid - 98,9 FM) årsliste 2008 i ikke prioriteret rækkefølge. De 22 plader var hvad der blev plads til i vores årskavalkade d. 18/12-2008.

The Felice Brothers: The Felice Brothers

Marianne Faithful: Easy Come, Easy Go

Hercules & Love Affair: Hercules & Love Affair

Paul Weller: 22 Dreams

Lukas Sherfey: Soul Vacation

Department Of Eagles: In Ear Park

Lee "Scratch" Perry: Repentance

Portishead: Third

Don Cavalli: Cry Land

Fleet Foxes: Fleet Foxes

Jenny Lewis: Acid Tongue

Black Angels: Directions To See A Ghost

Deerhunter: Microcastle

Mellemblond: Mellemblond

Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout Sea

Bonnie "Prince" Billy: Lie Down In The Light

Bob Dylan: Tell Tale Signs

Robert Forster: The Evangelist

Vampire Weekend: Vampire Weekend

Sic Alps: U.S.E.Z.

TV On The Radio: Dear Science

Vetiver: Thing Of The Past

Mange hilsner Mod Strømmens redaktion ved:

Jamie Mason, Ole Sværke og Hans-Henrik Siig.

http://modstroem.blogspot.com


Jørgen Teller

I år 2008 har jeg været rigtig meget ude og høre hele den etablerede bande fra Nick And The Efter - Brett-Einbautene-Neil-Neu-Stooges-Bad-Tremolo-Young-Klang-Jr.-Cave-John-Dinosaur-Lou-Anderson-Temple-Reed-Slaraffen-Bad-Acid-Zorn-Iggy-Beer-Land-Mother-Seeds-Gut ... og som altid er kun 3-5% virkeligt i stødet => electrifying!

LIVE
Iggy Pop & Stooges live i Toronto dagen efter, at deres grej var blevet stjålet.
Nick Cave i KB Hallen: Et råddent orkester i en skod-sal er det, der skal til.
Brett Andersson i Copenhagen JazzHouse: 2 nye sange, der var super smukke.
Tremolo Beer Gut: Sej gade-indie foran Sort Kaffe og Vinyl.
Slaraffenland på Rust: Superb afrikansk guitar-slagside.

CD'ER
Nick Caves nye cd holdt 2-3 måneder - i bil og alle vegne... shanananana...
Grace Jones' nye cd holdt til 2 ugers lytning. Bravo MAMA!
Xploding Plastix' nye cd får fat i noget electronica goes detuned > semi-scary!!!

BOG
En biografi om John Zorns work ... Tja, og så behøver jeg ikke flere referencer til Eisenstein, Bacon, Crowley, Kabala...

Højttalermusik
Jeg deltog i Soundtravels i Toronto. Der hørte jeg et elektroakustisk værk af Hervé Birolini, Trame, der foruroligede mig og gengav mig troen på den slags.

Udstilling/installation
ElectroHype - Malmø Konsthall - en meget overlegen samling installationer!

Musikere
Bruno Ferro Xavier - bassist i WEGO - juxta-posessed madness.

Poeter
Lars Skinnebach - super skarp live in Montpellier.
Peter Laugesen - intens foran Asger Jorns "Det Store Relief"-maleri.

Festivaler
The Big Fry Up - nu med levende ørreder ... arrangeret af YoYooYoY ... uovertruffent ryk!

Grej
Elberg BC-15 analog mixer - hørelsen åbner sig måbende.
Korg DS-10 til Nintendo - indtag dine børns gadgets igen og igen!

Egne gigs
"JØRGEN TELLER & THE EMPTY STAIRS goes CAPOTE goes ELASTIC FIFTY": 50-års koncert-fejring af undertegnede på Byens Lys med Pierre Dørge, Rex Casswell, Johs Lund, Morten Carlsen, Jesper Zeuthen, Søren Gorm, Peter Ole Jørgensen og Tobias Kirstein. Det glemmer jeg jer aldrig for!

Other-dimensional dancer
Anne Katrine Kallmoes - spiraling peacefully forever

http://www.jorgenteller.dk

Zven Balslev (kører pladeselskabet og forlaget Smittekilde)

Fricara Pacchu - Midnight Pyre (cd, Lalalal)
Fricara Pacchus tredje album på det geniale finske label Lalalal er som forgængererne en vanvittig intens kaleidoskopisk rejse igennem en masse musikalske stilarter. Dette kun umiddelbart lyde som det værste fusionsbras, men det magiske ved Midnight Pyre er, at den fremgår meget homogen. Som mange andre finske projekter omkring kollektivet Avarus og Kemialliset Ystavat tages der undervejs ingen hensyn til "underground" etik. Alt er tilladt i denne verden: Chorus guitar, heavy metal riff på Casio keyboard, Noise eksplosioner mm. Altså en slags marmelade, der både smager af tidlig Cure, Faust, Jean Michel Jarre, Beatles og Playstation (?), uden at det på noget tidspunkt falder til jorden og bliver ironisk eller komisk. Et mesterværk!

The Polly Shang Kuan Band - Howl (cd-r, Chocolate Monk)
Det temmelig oversete engelske label Chocolate Monk er klart noget af det mest nyskabende og radikale, der kan opdrives indenfor noisegenren i dag. I modsætning til mange attitudebaserede power electronics og harsh noise-ting, så er flertallet af CM-selskabets udgivelser for alvor onde og en sand udholdelsestest. Som Polly Shang Kuan Band, en pigegruppe baseret i Brighton, der laver en skummel form for horror-drone på skrabede midler. Alle deres udgivelser er fede og indeholder en uhyggelig mængde detaljer, der kryber og kradser under huden. Howl fra i år er to numre, der indkredser deres stil: det første består af samples, stemme og feedback, og det andet er en kvælende orgel-drone. Creepy som ind i helvede.

Repo Man records singeklub: Dragontears, Aron, De høje hæle
Lad mig lige benytte lejligheden til at fedte for min yndlingspladebutik i København: Repo Man Records! Singleklubben af samme navn er et label af høj kvalitet. Aron blev jeg introduceret til igennem denne cool lille single. Superfed folky dårligt trip på dansk med rimelig sær lydproduktion. De høje hæle er noget af en heavy spinner herhjemme, da min fireårige søn Ulf hele tiden vil høre den, særlig UFO-sangen. Uhøjtidelig partypunk. Dragontears 7" "Hadron Collider" er også god, men må for min skyld gerne vare 45 min. Det er altså ikke så stoner-mindet at udgive noget, man hele tiden skal rejse sig op for at vende, Repo Man. Nå, jeg må hellere anskaffe mig Dragontears-lp'en...

Gamle ting opdaget

Archie Shepp - The Magic of Juju Tangerine Dream - Electronic Meditation Lou Reed - Metal Machine Music Scott Walker - Scott 4 Alt med Corrupted!!! Sun City Girls - Torch of the mystics

http://www.smittekilde.dk


Martin Hall

Kalenderåret i lyd og billeder? Hmm.

Musik: Det bliver altid så tyngende at skulle forholde sig til, hvad den bedste musikalske oplevelse har været, lad mig i stedet komme med min top 3 over de statistisk set mest spillede nye plader i privaten i 2008.

Nummer et på listen er uden tvivl Max Richters 24 Postcards in Full Colour, en plade lige efter mit hjerte, diskret og über-europæisk.

Titel nr. to er udgivet på samme pladeselskab som Richter, Fat Cat Records, her er der dog tale om en lidt mere "stacceret" udgivelse, om end stadig dunkel-romantisk nok til at henføre mig: Hauschkas Ferndorf.

Som nummer tre følger Erik Levanders Kondens (udgivet på Rumraket).

Litteratur? Alt står i romanens tegn i øjeblikket. Lad mig igen fremhæve tre titler.

Jeg begynder med Daniel Sjölins Verdens sidste roman ... lyrisk, elegant - stor, virtuos prosa.

Don DeLillos Den faldende mand var også et fint bekendtskab, om end ikke helt på højde med hans bedste (hvilket så måske også er en anelse urimeligt at forlange af en mand, der har givet os hovedværker som Underverden og Hvid støj).

Som sidste del af trilogien snyder jeg lidt ved at tage Bruno Schulz' Kanelbutikkerne, idet den rent faktisk blev udgivet på dansk tilbage i 2007, men jeg fik den først her i foråret (en gave fra en vis årvågen skribent, mange tak). Blændende. Fabulerende realisme. En fantastisk læseoplevelse.

Kunst? Det var straks værre. Jeg har været til for få udstillinger i år (det går ned ad bakke med mit offentlige jeg i lige netop den henseende).

Hvad blev det så til? Primært en række ferniseringer i de sædvanlige kolde, hvide lokaler i hver deres ende af København. Forblev sært uberørt hele vejen igennem. Faktisk var den mest overraskende oplevelse nok Trapholts Sko-udstilling! No kidding. Alene påskriften på væggen ved indgangen, et citat fra eksmodel, forfatter og tv-personlighed m.m. Veronica Webb: "High heels put your ass on a pedestal - where it belongs."

Film? Ligesom udstillingshaller, undgår jeg helst biograflokaler. For lidt plads, for mange mennesker presset sammen på for få kvadratmeter. Det samme hvad angår teater.

http://www.martinhall.com

Nis Bysted (Thulebasen, Mit Nye Band, pladeselskabet Escho m.m.)

Koncerter:

SCOTT WALKER / DRs gamle koncertsal 2008 - 2011
BLACK DICE / LAMBURG TONY & HYÆNE 12. september på Undervand i ørestaden.
GOODIEPAL / Krabbesholm MORT AUX VACHES EKSTRA EXTRA-workshop - det er dejligt at gå i skole igen.
ALLE MED BALLONER OG TERASSER / Koloni i Gøtheborg, svenskere danser godt - www.myspace.com/allemedballonerogterrasser
PARADISETS BØRN / som opvarmning for Chris Corsano www.myspace.com/paradisets1
SELVHENTER / 8 minutter på Jolene - www.myspace.com/selvhenterkbh
YO YO OY OY mfl. / BIG FRY UP — selv om det var synd for fiskene.

MUSIK: Internetmusik og lp'er / Trance og langstrakt musik

EXCEPTER har udgivet 17 download koncerter i år. Det bedste musik i verden — http://excepter.podomatic.com
WHITE MAGIC / NEW EGYPT maxi (southern) - Trance - www.myspace.com/whitemagicmusic
ERIC COPELAND / ALIEN IN A GARBAGE DUMP — det er moderne electronica ligesom excepter — www.myspace.com/ericcopelandfan
THREADPULLS / Myspace sange www.myspace.com/threadpulls
ICE AGE / Myspace -sange: www.myspace.com/egaeci
TEETH MOUNTAIN / Real (Coffin Records) - www.myspace.com/teethmountain
CAR CLUTCH - CAR CLUTCH / GÄRGAMEL split CDR (www.myspace.com/dcluvluv) - www.myspace.com/carclutch
DANE TS HAWK & THE CEREBRAL HEMISPHERES – Coming Up (Escho)
LAMBURG TONY - Hip Hop Nation (Escho)

Af Redaktionen m.fl., 23. jan 2009


Yderligere information

Læs artiklens første halvdel her.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

ANNONCE
Geiger - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

MEST LÆSTE
Årets albums 2009

Årets musikoplevelser
- del 2

Så heldig kan man være!
- en samtale med Emil de Waal om musikalske processer, leg og det turnéaktuelle samarbejde med Spejderrobot

Den Store Geiger.dk 2010 Brugerundersøgelse!

I den binære kodes tidsalder
interview med Karl Bartos

WAUW WAUW WAUW
- ihærdig og autentisk reportage fra den fyrretyvende Roskilde Festival

Reportage fra Pop Revo 2010
VoxHall fredag d. 30. april og lørdag d. 1. maj 2010

Alex Chilton: En stjerne er slukket
Nekrolog

"Fra ækvivalens til kontradiktion"
præsentation af Lyd+Litteratur #8

Gæsteanmelder: Esther Maria & The Song Horse

© 2000-2010 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen