Johannes Gammelby (sanger og guitarist i I Am Bones, guitarist i Beta Satan)

Begejstret.
I sommers cruisede jeg rundt på MySpace. Jeg kan huske, at det var ulideligt varmt i min lejlighed, og jeg sad bare i boxershorts og spillede lufttrommer til forskelligt møg. Så kiggede jeg forbi en af Beta Satans cyber-bekendte, Rune fra Mnemic. Han havde et fabelagtigt nummer kørende i sin afspiller ude til venstre. Skramlet, ødelagt, tungt og vanvittigt iørefaldende. Orkesteret kommer fra Boston og hedder Hooray For Earth og nummeret hedder "Warm Out". Det var som om, jeg hørte musik for første gang i 10 år. Det er muligt, det ikke er verdens bedste band, men det ændrede en kynisk kurs min egen musik var drejet ind på. Pludselig havde brusende og hjerteskærende melodier fundet deres rette element i en opdateret, tonstung Gangway-skikkelse. Jeg tilkendegav min begejstring til forsangeren, Noel Heroux, hvorefter vi snakkede musik og mailede sangskitser og pis og lort frem og tilbage over Atlanten. Og han sendte mig deres plader. Megasejt.
www.myspace.com/hooray4earth

Udfordret.
I forbindelse med Wundergrund-festivalen i København spillede jeg i oktober en koncert sammen med min kunst-buddy Morten Riis. Han er en dygtig og visionær lyd-kunstner. Jeg spiller til dagligt med ham i Beta Satan og nyder godt af hans selskab der. Nuvel, han foreslog, at vi dekonstruerede en spandfuld af mine I Am Bones-sange til festivalen. Det fungerede således, at jeg spillede guitar og sang live ind i al hans computer-halløj, hvor det så real-time blev "remixet" til ukendelighed, hvor vi dog prøvede at bibeholde en del af de poppede elementer, der er i min musik. Det larmede voldsomt meget og gik supergodt, selvom jeg aldrig har prøvet noget sådant før. Det var en utrolig berigende proces, som jeg håber kommer til at gentage sig i en eller anden form. Det var sundt at være usikker.

Bevæget.
Bevæget. Hmm. Det er lidt det samme som begejstret i min bog. Det eneste der rigtig kan bevæge mig er menneskelige relationer. Min ven Jeppes bryllup, min ven Mogens' bryllup, min veninde Maries nyfødte søn. Men bevæget kan vel også betyde flyttet. Jeg læste Erland Loes bog om Doppler og så filmen Into the Wild. De to ting bevægede mig. Disse, og så min voksende samfundslede, gav mig lyst til at bo ude i en skov og selv bygge mine ting. Jeg ville dog ikke holde en uge, fordi jeg hader insekter, kulde og kan absolut intet huske fra sløjd. Men blot det at tage konsekvensen af sin samfundslede bevægede og inspirerede mig.

I Am Bones: http://www.myspace.com/iambonesband

Snöleoparden (Jonas Stampe)

Jeg har i år desværre ikke været ude på den store rejse og gøre det, jeg holder allermest af, at spille musik og trance helt ud med de store sufi musikere i Pakistan, Indien, Marokko, eller hvor det nu måtte blive næste gang. Men det er måske meget godt, at jeg ikke kommer til at skrive om en "helt fantastisk hemmelig festival", som jeg har været til på den anden side af jordkloden, hvor der jo nok er meget lille chance for at nogen af læserne nogensinde ville komme alligevel. Men heldigvis har der også været nogle gode intense øjeblikke herhjemme.

Jeg vil starte med Roskilde Festival - det var et virkelig godt år, vejret var fantastisk og alle mine mest afbrændte venner var der; det bedste ved Roskilde er camp´en og de 72 timers lange jams, der opstår der. Men jeg var da også inde og se nogle koncerter, og igennem fraktal-kosmiske 3D-4D-5D tunneller husker jeg især en koncert med Sidi Goma - Afrikanske trommeslagere bosat i Indien, der gennem generationer har påtaget sig nogle af de indiske rituelle traditioner. Det lykkedes fra vores plads blandt publikum at råbe dem op og få dem til at spille et langt nummer om vores yndlingssufi i Pakistan, helgenen Lal Shabbaz Qalander.

En anden festival jeg var til var Utamaduni Lejren. En uges afrikansk kultur festival på en mark på Djursland nord for Århus, og som har kørt hvert år de sidste 26 år. Mellem 20 til 40 hidsige djembespillere og dansere fra Sukumaland og andre steder i Afrika bliver fløjet hele vejen til Djursland for at holde ferie sammen med os, og det bliver til en hel uge, hvor man ikke laver andet end at stå i solen og spille på tromme eller danse. En af arrangørerne bag Utamaduni lejren holder også den århusianske version af Earthdance eventen, som er en verdensomspændende simultan trommejam i mere end 350 lande med live webcam osv. Næste gang er 26. september, så hvis man er i nærheden af Århus skal man komme dér - medbring tromme!

Min yndlings festival herhjemme er Elektronisk Jazz Juice. Det er en lille festival med et lille budget og kun 300 betalende, men arrangørerne bag festivalen, Prototype og Ljud, er de sejeste bookere i Danmark, og har hver især gennem de sidste 6 år stået for at skaffe nogle af de allermest spændende musiknavne til landet.

Af pladeudgivelser på dansk grund syns jeg især selskabet Escho har været seje i år til at udgive en masse fed musik i alle mulige stilarter - de holder jo også fede arrangementer, hvis der er nogen der ikke har hørt om dem.

Mig og Henning har spillet en del koncerter her i sommers, og et af de allerfedeste steder, vi var, var en festival udenfor Berlin der hedder Goldmund. En af de der knapt så store festivaler med masser af stærkt udsyret musik i smukke naturlige omgivelser fyldt med hippier, neo-ravere, musiknørder osv., ligesom vi også har herhjemme, men når tyskere gør noget, gør de det fuldt ud; dvs. helt overdrevet deco, en oplyst skovsø med biodynamisk sauna, tømrerflåder osv. Det kan anbefales at tage den 5 timers bustur for at besøge Goldmund i Berlin.

Et andet arrangement med masser af jam og hjemmebryg var Yoyooyoy´s Big Fry Up. Sindssygt fedt arrangement - én dag med 24 timers live musik fra kl.10 til kl.10 næste morgen. Sådan nogle tiltag er lige præcis hvad ALT handler om. Vi må overtale dem til at gøre det igen i 2009, men denne gang som en hel weekend i en hytte på landet - 72 timers live musik non stop!

Jeg kan ikke fortælle om, hvad jeg har oplevet i år, uden også at nævne den bedste koncert vi (Henning og mig) har spillet. Det var til et rave i sommers i Århus på det sted, vi kalder karma spottet, som er et fantastisk legendarisk spot i en skov og ud til en strand, hvor der har været psytrance fester i over 15 år. Jeg er fortaler for alt, der handler om at komme ud i naturen og spille høj musik og trance helt ud; og så ville jeg ønske, at verden var skruet sammen på den måde, at når nogen spiller en koncert, er det 100% cool og op til dem selv, om de går på scenen kl.02.00 eller kl.08.00, og at de spiller ligeså længe de vil. Jeg farede nemlig vild i skoven, lige da vi skulle til at spille, fordi jeg gik op til bilen for at hente et mikrofonstativ, og farede vild på tilbagevejen og kom først tilbage en time senere (det er fantastisk at fare vild). Men da vi endelig kom i gang, kunne vi også spille ligeså længe, vi ville.

PS.: Og så ville det da lige være at sætte prikken over i´et for 2008, hvis man sendte statsministerfruen til Afghanistan for at danse for de danske tropper - Marilyn Monroe stilen, med rød læbestift og i bikini.

Utamaduni Lejren: http://www.utamaduni.dk/

Earthdance: http://www.drums.dk/drumspot

Goldmund: http://www.goldmundfestival.kliklak.net/

Snöleoparden: http://www.myspace.com/snleoparden

Årets største begivenhed har utvivlsomt været at blive far til en dejlig datter, som har optaget meget af min tid og opmærksomhed, så jeg har ikke været så musikalsk opsøgende, som jeg plejer. Men det har været stort at synge med hende, spille guitar for hende og at danse med hende. Hun kan nemlig lide al musik: avantgarde-jazz, støjrock, electronica, renæssancemusik og pop. Hun elsker det hele og rokker ekstatisk frem og tilbage, når hun genkender lyde som musikalske - en rigtig lille headbanger. Men der har været meget andet.

En helt særlig status havde My Bloody Valentines koncert på Roskilde Festival. Jeg har været til adskillige koncerter med dem i gamle dage, men nu blev de gendannet, og det var stort. Det eneste lillebitte minus var, at jeg ikke var til stede. Heldigvis fandt flere af mine venner uafhængigt af hinanden på at ringe til mig fra koncerten, så jeg kunne høre den gennem deres mobiltelefon. Lydniveauet var bare så højt, at man mest hørte en filtreret overstyring og kun i glimt kunne genkende de enkelte numre. Men følelsen af at have hul igennem til denne begivenhed var alligevel særlig. Efterfølgende rekonstruerede jeg koncerten på min blog ved hjælp af vidneberetninger: http://www.groveloejer.dk/sangild/2008/06/my_bloody_valentine_i_dag.html

I den poppede ende er der kommet nye plader med store, gamle kendinge i 2008 og slutningen af 2007, som jeg har hørt meget i året der gik. P.J. Harvey lavede sin måske bedste plade siden debuten med White Chalk, hvor hun har smidt guitaren og sat sig ved klaveret. Hun er ikke nogen stor pianist, men de enkle melodier, der kommer ud af hendes mund og fingre er rygradsrislende smukke med afslutningsnummeret "The Mountain" som værdigt højdepunkt.

Radiohead udgav In Rainbows, der må betegnes som et middelgodt Radiohead-album, hvilket samtidig i min bog betyder en rasende god plade. Højdepunktet er smeltesangen "Reckoner".

Og så ikke mindst Portisheads tredje plade. Man må stikke næsen i gruset for et band, der udgiver et mesterværk og så venter i årevis, indtil de har et nyt mesterværk parat.. Pladen er ét langt højdepunkt. Jeg savner dog Geoff Barrows' virtuose scratch en lille smule.

I den mere avantgarde-kompositoriske ende har to kvindelige komponister og en duo gjort et stort indtryk på mig:

Den norske komponist og vokal-eksperimentator Maja Ratkje har med River Mouth Echoes begået en intenst udfordrende musik med titelværket, en gambe-kvartet, som højdepunktet. Det er klassiske instrumenter, men æstetikken hører til i den elektroniske musiks tidsalder.

Det samme kan delvist siges om den estiske komponist Helena Tulve, der på Linjen skaber uhyre koncentreret og vibrerende musik ud af ganske få toner, uden at det af den grund er lettilgængelig musik.

Og så skal jeg fremhæve den sært forløsende plade Towards Silence med duoen Paul Giger og Marie-Louise Dähler på violin og cembalo. De fletter uhyre velspillede Bach-stykker med egne kompositioner og improvisationer, der minder mere om Sonic Youth og Xenakis end om Bach, men som alligevel formår at give albummet et enhedspræg. Det er crossover, når det er bedst.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på det idémæssige potentiale i Goodiepals Radical Computer Music-projekt, som jeg med et kritisk blik er i færd med at sætte mig ind i: http://www.i3hypermedia.com/events/

Sangilds weblog: http://www.groveloejer.dk/sangild/

Marie Højlund (sangerinde og guitarist i Marybell Katastrophy)

Det har i den grad været et helt anderledes år, altså 2008. For det første har jeg været gravid det meste af tiden, og resten af tiden har jeg været mor til en lille dreng. For det andet har vi koncentreret os om at lave vores plade The More færdig, så jeg har været mindre ude end jeg plejer. Men måske derfor har jeg alligevel oplevet nogle store musikalske åbenbaringer, når jeg så har været til koncert eller fordybet mig i noget musik herhjemme.Først og fremmest vil jeg nævne Christian Fennesz' plade Endless Summer fra 2001, som vi har hørt igen og igen efter Ivan kom til verden. Dens monotone, mediterende og messende gentagelser er helt formidable, og den har haft en fuldstændig fantastisk beroligende effekt på den lille dreng, men også på mig. Jeg tror simpelthen, det er fordi, de pulserende gentagede støjmønstre minder os om lydene inde i maven, så ud over emhætten har Fennesz' musik været Ivans og min favorit. Vi har jo alle ligget i en mave engang og lyttet til blodets susen, så jeg kan anbefale alle at sætte denne plade på og føle den ro, som jeg tror stammer herfra, ligesom at vende hjem...

Specielt én koncertoplevelse står klart i min erindring fra 2008, og det var da jeg var til koncert med I Am Bones på VoxHall i oktober. Jeg har hørt dem utallige gange live og også lyttet meget til de fremragende albums, men det var noget specielt denne aften. Måske fordi det var den første koncert for mig efter en lang pause siden Roskilde. Lyden og melodierne slog benene væk under mig, og jeg var rystet... I mine ører og øjne er I Am Bones et fuldstændig uhørt godt liveband, specielt guitarfigurerne der filtrer sig ind og ud af hinanden rammer lige i maven på mig.

Sidst, men ikke mindst, var det en kæmpe oplevelse, da vi spillede vores remix af Speaker Bite Mes nummer "War Is Over", live til Steppeulven Awards i Januar på Vega. Ikke fordi publikum var så sprælske, nok mere skeptisk afventende, men fordi vi havde Signe Høirup med, og der var så god lyd på scenen, at jeg kunne nyde det i fulde drag (i et pasticheagtigt stroboskoblysshow - lysmanden gik af en eller anden grund ret amok), det er ikke så tit det sker.

http://www.myspace.com/marybellkatastrophy

Carl Christian Tofte (sanger/guitarist i Obstinate Esther, Nasa Dude, trommeslager i No God)

En myte lyder, at begrebet "punkrock" opstod i en avisomtale af The Stooges: "This is music for punks cruising for burgers". At det er en myte, er et faktum, om den er sand, ved jeg ikke; den passer i hvert fald udmærket til min tilværelse i 2008, hvor jeg som far til tvillinger, som fødtes i april, er blevet en flittig gæst på diverse drive-through Max's og Mac's. Som underlægningsmusik kører oftest Guitar Wolfs "Sky Star Jet" - dog for mit indre øre, da jeg ikke har den på kassettebånd.

Årets mantra er afgjort haevyrock. Ikke at jeg lytter til det - mit musikalske mål er, at spille rockmusik, som om jeg kun har hørt det omtalt, og nu forsøger at ramme beskrivelsen. Det er svært, da jeg jo rent faktisk har hørt heavymetal. Heldigvis er det meget længe siden, jeg har hørt mine yndlingsbands. Disse er Earth, Ulver, et band fra Japan, som jeg har glemt hvad hed, samt et dansk band, som jeg også har glemt hvad hed, men som jeg er overrasket over, at jeg kan lide.

Jeg har øvet mig meget på tapping samt på at spille helt vildt hurtigt på trommer. Når jeg har lært dét rigtig godt og grundigt, vil jeg være fuldstændig fri og lave en slags musik, hvor tappingkaskader styrtdykker ud og ind af fuldstændigt originale og uforudsigelige trommefigurer. Der vil være breaks og legende elementer af næsten børnesangsagtig enkelhed. Det vil være meget dynamisk musik.

Udover al denne heavyrock arbejder jeg med stive strukturer, tvangsprægede strukturer, sange som er bygget op af et antal riffs. Mit ønske er, at disse sange skal være uigennemskuelige. Dette kan f.eks. gøres ved kun at gentage strukturen to-tre gange, således at formen kun anes. Et andet greb kan være, at gøre strukturen vidtløftig. De enkelte riffs må gerne være slørede, ved f.eks. at overlappe de gængse 4-klodser, eller ved at låne dele af hinanden (f.eks. enden af foregående riff). Samtidig synes jeg, at det er i orden og kan have stor effekt, at ændre en anelse i et riff undervejs. Det sidste kan let komme i stand, ved at man indspiller en demo, før man er hjemme i formen. Det nærmeste, jeg er kommet målet i denne min stræben, er en sang betitlet "Som det forholder sig med Gudsriget", som evt. interesserede kan holde udkig efter.

Alt i alt, holder jeg af det utydelige. Det er en balancegang, at bevare sig selv - eller rettere sin idé - når man hele tiden inviterer det uforudsigelige indenfor. Det kan let hænde, at en intro eller lignende sniger sig ind. Jeg synes derfor, at det er vigtigt at have nogle mål.

Jeg har ikke tænkt mig at komme med et pay-off på introen. (!)

Nasa Dude: http://www.myspace.com/nasadude

Christian Kann (driver pladeselskabet BSBTA)

Jeg er en af dem, der ikke har fået gennemlyttet mange 2008-albums i år. Man er åbenbart blevet gammel. Højdepunkter indenfor ny/nyt-for-mig musik blev i det forgangne år leveret af fantastiske folk som High Places, U.S. Girls, Grouper, Arthur Russell, Mahmoud Guinia, Still Corners, The Wind in the Willows, Twinsistermoon, Little Claw, Graffiti Island, Tickley Feather, Przewalski's Horses, Part Wild Horses Mane on Both Sides, Wondrous Horse... og dertil den fænomenale "Atlantic City" af Bruce Springsteen (fra det ellers i helheden mindre ophidsende 1982 album, Nebraska), samt cirka en tredjedel af de Fleetwood Mac sange jeg har hørt, hvorpå Stevie Nicks synger.

Mest mindeværdige koncertoplevelser i mit festival-frie år: Loosers/Valerio Cosi, Pumice, Dreamers Cloth, Konrad Korabiewski, Body Lotion and the Bloody Hands, Mette Mareridt, Pink Luminous Invocation, og ikke mindst Leonard Cohen.

Jeg forveksler ikke danske musiksider der begynder med 'G' hér, men er også lige nødt til at udråbe årets singler:

- "The Golden Apple" af Freja Loeb = årets endnu-ikke-udgivne danske single

- "Voice From the Inner Soul" af The Confusions = årets udenlandske single fra 1970

Året 2008 var uden tvivl et stort år for nichemusikken. Mange etablerede navne rejste sig på ny og udgav monumentale værker, der uden besvær levede op til deres herkomst. Alligevel var det æstetiske greb field recordings (eller fonografi) ubetinget det fænomen, der i årets løb flyttede vores måde at lytte til musik på mest. Field recordings har en lang og skæbnesvanger rolle i musikhistorien, idet de principielt har været mulige, siden de første transportable optageredskaber blev tilgængelige. Idéen er faktisk simpel; man gør verden til sit studie og dennes symfoniske (eller kakofoniske, vælg selv) lydbillede eller soundscape til sit genstandsfelt.

En field recordist er ikke selv umiddelbart synlig i sine optagelser - hans rolle er udelukkende at dokumentere og afdække den allerede eksisterende felt. Sådan har det i hvert fald traditionelt været, men i takt med fremkomsten af teknologiske landvindinger er det blevet stadig lettere for kunstneren at iscenesætte personlige og fundamentalt idiosynkratiske narrativer. Dette ses i særdeleshed på udgivelser som Francisco López' værk La Selva og Chris Watsons Weather Report, hvor de fundne lyde manipuleres til en samlet helhed. Disse værker bør ses som kontrast til field recordingens traditionelle æstetik, hvis fornemste rolle er at belyse felten. Denne mere dogmatiske vinkel lever dog i bedste velgående hos blandt andre norske Geir Jenssen og ikke mindst Scott Smallwood, der med værket Brood X dokumenterer en cikadeinvasion i og omkring sin hjemby i 2004.

Man er dermed nu begyndt at udforske, hvad man kan bruge reallydene til, og i bedste postmoderne forstand begynder tegn og referent langsomt at glide fra hinanden. For lyden af felten er ikke det samme som felten selv, hvilket Francisco López også gør os opmærksom på i det omfattende tekstmateriale, han har udstyret La Selva med; vi lytter til López' regnskov - ikke skoven selv.

Den fonografiske æstetik, der er til stede i alt fra Scott Smallwoods dogmatisme til Chris Watsons hyperrealisme, handler dog om at promovere en repræsentationel modus, der er ikke-visuel. Visualisme har via malerkunsten og senere fotografiet haft en ekstremt privilegeret, ja nærmest monopol-lignende plads i det vestlige menneskes bestræbelse på at afspejle sin verden så nøjagtigt som muligt. Lyd og i særdeleshed musik har altid været anset som præsentation, snarere end repræsentation, fordi de ikke refererer til noget allerede værende. Men med field recordings har lyden og soundscapet fået sin egen plads i repræsentationshierarkiet. I 2008 gjorde vi nærmest samtidig den kollektive erfaring, at en visuel tilgang til det værende er amputeret.

Verden kan nemlig ikke med rimelighed repræsenteres fotografisk. Et fotografi begrænser sig til 1/250 af et sekund, og når man helt afskriver tiden sin betydning, er fotografiet langt fra en overbevisende, endsige troværdig, repræsentation. Modsat hvad man ellers skulle tro, er et snapshot, som med sin nedprioritering af iscenesættelse er det visuelle fænomen, der bedst lader sig sammenligne med den dogmatiske field recording, i denne optik ikke en mere retfærdig dokumentation end en lydoptagelse. Snarere tværtimod.

Problemet er (ud over tidsligheden), at kameraet, og senere videokameraet, altid lader sig begrænse af sin retning, hvorimod lydoptagelsen er langt bedre egnet til at dokumentere feltens rum. Således ser vi gang på gang, hvordan Chris Watson og andre effektivt fjerner lyden fra at være en efterligning af det menneskelige øre. Watsons ideal om at placere mikrofonerne der, hvor menneskets øre ikke kan nå, tilbyder snarere nye og fremmede lytteoplevelser, og på denne måde reaktualiserer fonografien John Cages forestilling om nye måder at lytte på. Men fonografien har også som sin mest indbydende konsekvens, at al lyd kan betragtes æstetisk. Jim Haynes' elmaster på Magnetic North, Justin Bennetts moskéer på The Mosques of Tanger og den urbane støjforurening, som med R. Murray Schafers ord er al den lyd, vi normalt ikke hører, indeholder hver især en skønhed, som vi ikke nødvendigvis behøver lydoptagelser for at sætte pris på.

http://fritfaldradio.blogspot.com/

Lars Kjær Dideriksen / Sound of Perpetual Astonishment (SOPA)

Disse ord skrives i Århus, hvor jeg netop er tilbage igen efter tre et halvt års "eksil" et unavngivent sted i den sjællandske provins, hvor det kulturelle udbud ligger på nulpunktet. For en tid var det småt med koncerter, mens onlineshoppingen blomstrede (yderligere) op. Ikke helt ufarligt.

Tilbage i den jyske musikby er der sket ting og sager. En flok hovedløse byrødders kabale har kastet Huset ud på sidelinien. Den fabelagtige Fabriken i Klostergade - der havde et vildt, men kort liv - er invaderet af Heidis Bierstube. I sig selv vel næsten på symbolsk vis den ultimative fornærmelse? Indtil flere århusianske musikere har taget turen til hovedstaden (har vi set det før?), men den vidunderligt skæve og mest forvredne del af musikscenen syder heldigvis stadig. Jeg er allerede dykket ned i den suppe igen. Skønt!

Et af mine større musikalske spring i år var - efter 13 festivaler i træk - at droppe Roskilde Festival. De gode bands var set før på bedre scener (f.eks. Battles og Liars på Fabriken). I stedet købte jeg billet til Radiohead i Berlin i ugen efter. Selve Roskilde-stemningen druknede nok lidt i 2007 for mit vedkommende.

2008 var året, hvor Forma Nova festivalen desværre stoppede. Heldigvis blev den århusianske Elektronisk Jazzjuice i år endnu bedre end tidligere. Specielt fire koncerter sidder stadig i mig:

Eugene Chadbourne - den amerikanske madman og strenge-virtuos tryllebandt i hvert fald undertegnede fra et hjørne af Musikcaféens baggård, som han sad der med krøllede grå lokker, runde briller og vommen klemt inde bag banjo og el-guitar.

Nisennenmondai - de tre japanske tøser, der slog benene fuldstændigt væk under hele festivalen med deres überenergiske semi-krautrockede udladninger. Enhver mandlig musiknørd til stede blev ganske sikkert også hemmeligt forelsket i disse seje chicks.

De to bedste koncerter - skarpt forfulgt af de to norske acts: Nils Økland, der tryllebundt et forstummet publikum med sin Hardanger violin, og Alog, der (heldigvis) lagde laptoppen på hylden og skabte en organisk slags "electronica" på sære, analoge træinstrumenter

Jeg filmede en del på Jazzjuice '08 og lagde op det her: http://www.youtube.com/watch?v=apqw_NZIceA

Ligeledes i Århus finder man en af de nok skæveste festivaler: Frem & Forstærket. I den tredje version tog Singvogel et skridt mod det mere rockende end før. Jeg fik desuden taget min Cola Freaks-mødom, så det var en fryd. Ikke så meget pis dér. En fabelagtigt lille festival hele vejen igennem.

Sommeren bød også på to ture til Berlin. I maj havde jeg fornøjelsen af at opleve den amerikanske rapper Bleubird og tyskeren Jayrope sammen under navnet Prinzenallee på Bar25 ved bredden af Spree-floden. Improv-rap over kejtet percussion og gameboy synthlyde. Jeg var solgt.

I juli var jeg afsted igen. Jeg havde to planlagte koncerter ved afgang fra Danmark, men i sidste ende kun én aften uden livemusik. Radiohead oplevede jeg fra første række på Wühlheide amfiteateret og de indfriede de forventninger jeg havde. Flot koncert. Turens overraskelser kom dog i form af Marc Ribot's Ceramic Dog på Wasser Festival i Haus Der Kulturen Der Welt, hvor den lejlighedsvise Tom Waits-guitarist blandede surf, latin og syrejazz i et vildt ridt sammen med Ches Smith på trommer og Shahzad Ismaily på bas, moog og percussion. Vildt og vanvittigt.

Selv med rigeligt århusiansk støjelektronik fra NoiseJihad på mit koncertgænger-cv formåede australske Justice Yeldham at give mig en ny oplevelse i en petit kælder på Madam Claude i Berlin. Bogstaveligt talt var der mere "kant". Med et kæmpe glasskår forstærket med kontaktmikrofoner forbundet til distortionpedaler fik han støjen yderligere ud til publikum gennem en performance, der gled over i "selfmutilation". Det blev blodigt efterhånden. En interessant oplevelse - der også lød fedt.

På Tentstation ramlede jeg ind i en helt magisk aften med Manuela Krause som dj, Marzipan Marzipan fra mit eget SOPA-label live og som DJ samt en små-improviseret koncert med Betty Confetti - en charmerende to-stemmet ukulele-duo med engelske rødder, der dog til dagligt huserende i Argentina og Sverige.
Nok engang dokumenterede hvad jeg stødte på og det kan ses på www.larsdideriksen.com/berlin.

Skamløst oversete Blob Back Fahrenheit spillede på Loppen og overraskede som altid. Med bandets Århus-koncert i frisk erindring ( http://www.youtube.com/watch?v=ob2IDUgFF2U ) oplevede jeg hvordan syrerocken denne gang tog mere greb om bandet end freejazzen. Hvad kan jeg sige? Se dem!

I 2008 har jeg også hygget med lommebogserien 33 1/3 og kan anbefale dem om Beastie Boys' Paul's Boutique, David Bowies Low og DJ Shadows Endtroducing..... De er alle snacksize - lige til en togtur.

Selv om jeg er noget inhabil her vil jeg dog samtidig sige, at flere af de dejlige oplevelser med nye udgivelser i 2008 har været dem, jeg selv har været med til at udgive. De forbavser mig stadig. Jeg holder utroligt meget af dem og håber, at flere får øjnene op for disse talenter: Girls Love Rallies Les Chansons Terribles, Delay Lamas"Mk. I, Agata & Mes Overnite EPog kunstnerne på opsamlingerneSOPA CURIOSA- og fra sidst i 2007: SOPA DELICIOSA.

Med ønsker om et spændende og frugtbart 2009,

Lars Kjær Dideriksen,
Sound of Perpetual Astonishment (SOPA)

http://www.sopa.dk
http://www.larsdideriksen.com

T.S. Høeg

Top'n'hop of music 2008

Det var bestemt ikke nyhedernes år for mig, så her følger kun:
wu-tang clan: 8 diagrams
evan parker/roscoe mitchell transatlantic art ensemble: boustrophedon
bob dylan: tell tale signs boksen
men efter 6 års leden lykkedes det mig endelig på besøg hos goodiepal i london at finde:
bang on a can plays louis andriessen: gigantic dancing human machine
ellers stod den mestendels på diverse dykninger ned i enkelte kunstere og deres værker:
harry nillsson (fandt 6 second hand-albums rundtom i byen)
mere morton feldman
sonny rollins 1962-64 (kvartetten m/ don cherry, samt lp'erne: now's the time, the
standard sonny rollins & the alternative side of)
genudgivne blue note-albums med thad jones & tina brooks
neil young´s første solo-lp, time fades away & tonight's the night (mangler stadigvæk
"everybody knows this is nowhere" på lp)
pete rock
årets overraskelse var en opgravning af:
duke ellington: plays grieg & tjaikovskij
og så lige
andrew hill: shades
art ensemble of chicago: coming home jamaica
ornette coleman: on tenor

Udover nedenstående daneriske udgivelser har jeg haft glæde af jacob bro, nils davidsen, jakob dinesen og kasper tranbergs respektive cd'er

LIVE
Roskilde: kurator for loungescenens spoken word-digtere med blendstrup/bukdahl, mcjabber, thomas boberg, migselv, lars frost og peter laugesen, samt dj'sene klaus lynggaard, nis&nis og kim grønborg; ellers var yoyooyoy, supersilent & mamar kassey fra niger oppe at ringe
musketer: kresten osgoods 3 dages festival på club loconye sted:husets teater, halmtorvet + cd vol. 1 fra musketer festival 05
yoyooyoy: 24 timers the big fry up på dortheavej + deres respektive udgivelser
børneteatret/christiania jazz klub: 10 års jubilæums aften/nat/morgen
escho: 4 adventer i lille vega + 3 album-udgivelser med lamburg tony, dane ts hawk & the cerebral hemispheres (tranberg/dinesen/hyhne) & thulebasen + escho's tidligere arrangementer med
bl.a. chris corsano, som jeg ikke kunne komme til, da cirkushesten var andetsteds engageret

at optræde i cairo som solist og i duo med benny andersen, som solist og i duo med vagn olsson til
sonorités du texte au son-festivallen i sydfrankrig
paradisets børn

rip til min stedfar, thyge thygesen & fp jac

I 2008 havde jeg ialt 81 jobs, hvilket er rekord for den lille, smalle og svagtseende kunstner, som jeg hermed forbliver i 2009

ts høeg aka dane ts hawk