De mange afbud betød, at programmet endte med at få en overvægt i danske bands, frem for et mere afbalanceret udbud, hvilket er lidt ærgerligt, al den stund at koncerter med de virkeligt tunge udenlandske navne ofte er en mangelvare herhjemme, men man må samtidig konstatere at Danmarks metalscene lige nu har sjældent hørte ekstreme over- og undertoner af og i god kvalitet. Fundamentet er lagt for nogle interessante år.

’Hvorfor starte langsomt, når man har et bandt som Spectral Mortuary?’ spurgte aftenens opråber, men det var faktisk lige hvad bandet fra Odense/Århus gjorde. De åbnede festivalen fredag aften med Death Metal af den helt gamle skole – og i en overbevisende, instrumental stil. Det blev et langt, sejt træk at komme i gang på. Herefter tog det kun til i både hastighed og styrke, heldigvis og desværre; heldigvis fordi det ikke bare gerne må komme, men helst skal vokse helt derop, hvor det gør lidt ondt, men desværre i tilfældet SM, fordi det også kalder på en variation, som de ikke helt magter. Jeg holdt hurtigt op med at blive imponeret over, hvor hurtigt de kunne spille, men må konstatere, at bandet i stedet er mest spændende, når de smider nogle breaks ind her og der og trækker tempoet ned og strækker numrene ud. Samtidig finder jeg det en kende kikset, når forsanger Morten Jørgensen også growler mellem numrene, særligt når han fra tid til anden tilmed glemmer at gøre det. På den måde ender det sgu’ med at blive helt tegneserieagtigt, karikeret, og så har jeg meget svært ved at tage det seriøst. Det var vel ikke meningen?

Sidsteøjebliksafløser for ovennævnte englændere, lokale Rageborne, lod til gengæld ikke til at være fanget af nykker af nogen art eller for den sags skyld tynget af oplevelsen, men gik frisk til sagen med et dynamisk og levende musikalsk miks med en tung bund af melodisk, progressiv død iblandet elementer fra NU og mere ordinær metal. Meget intelligent sat sammen, totalt nede på jorden og helt ud over scenekanten. De, der snød sig selv for bandet, gik glip af en af festivalens helt store oplevelser, fed, ganske enkelt fordi kvintetten uden tvivl selv havde det skide sjovt. Det havde de, der så dem, også. Københavnske Urkraft er kraft af musikalsk formåen og styrke svære at komme uden om; teknisk flot, kontrolleret, detaljerig, knusende massiv metal, men live denne aften i Århus uden de keyboards, der på albummet The Inhuman Aberration er med til at åbne lydbilledet helt op … ærgerligt, egentlig, ærgerligt, og trættende i længden, når det kun er detaljer, der synes at adskille numrene fra hinanden. Publikum taber pusten undervejs og godt fyldt bliver til halvfyldt.

Bysbørnene, i Danmark legendariske Illdisposed, blev præsenteret ikke alene som landets regerende dødsmetalkonger, men samtidig, som om de var aftenens virkelige hovednavn, hvad de vel egentlig også var. Præsentationen gik dog på nogle måder ud over det rimelige. Man kan eksempelvis frit mene, hvad man vil om VOLBEAT, også fra arrangørernes side, men hvorfor lufte disse meninger fra scenen? Det smager lidt af, at nogen føler sig forsmået. Det klæder i hvert fald ikke Metal Royale. Foreningen skulle da hellere glæde sig over den bølge af succes, nævnte københavnere ridder på, en sand hvirvelstorm, som trods alt hiver mange andre danske bands med op og gør gode ting for at flytte musikken fra under- til overgrund. Det turde være lige i Metal Royales ånd? Det skrevet, skal Illdisposed tilstås al den hæder og ære, der overhovedet kan gives, uden at det ligner leflen for kongerne. Da de trådte ind på scenen, rykkede arrangementet vitterligt et par trin op. Bandet var intet mindre end fremragende. Knivskarpe og tætte. Koncerten blev en suveræn musikalsk tour de force, et bevis på, hvor dygtigt og melodisk en kage af death og thrash kan bages, og hvor tykt den kan skæres … publikum labbede det hele sig og fik som belønning tilmed to ekstranumre, næsten de eneste af sin art på hele festivalen. Personligt fandt jeg, at en ellers meget professionel optræden blev skæmmet af en vind og skæv og fuld sanger, Bo Summer, noget de færreste dog lod sig mærke med eller ærgre over.

Sidst på programmet denne korte fredag stod (The True) Mayhem. Black metal fra Norge, angiveligt af en vis kvalitet. I hvert fald er de selv kække nok til at skrive none above, none equal … og efter denne aften kan de så tilføje none as late. Under lydprøven stødte folkene på problemer med bassen; det valgte man at reparere på frem for at udskifte. Sådan gik en halv time. Hvad de øvrige fyrre minutter gik med, er der vist ingen, som ved, men ti minutter over midnat entrerede de endelig scenen. Et talstærkt publikum ventede tålmodigt. Men var det ventetiden værd? Nej. Ikke, hvis man spørger mig. De er ærligt talt hverken særlig interessante eller specielt gode … i enkelte momenter, eksempelvis på ”Illuminate”, blev det pludselig anderledes og originalt, når de brød musikken ned i småbidder, når forsangeren brugte sin stemme som blot endnu et instrument, men alt i alt, så er deres numre usædvanligt kedelige – og fremtrædningen blot en kende for teatralsk. Musik iblandet teater er i sig selv ikke dårligt, heller ikke i den ekstreme metal, men det kan, undskyld mig, ikke rigtigt bringe mit pis i kog, at en maskeret nordmand leger Fanden selv og lader blod, død og ulykke regne nedover en plastikglobus på et interimistisk alter, flankeret af seks, søde, små fyrfadslys. Snak om signalforvirring. En holdning, jeg ikke stod helt alene med, da det hurtigt tyndede ud – igen – på gulvet under mig.

Signalerne var til gengæld ikke til at tage fejl af da københavnske A Kid Hereafter In The Grinding Light indtog scenen og salen tidligt lørdag aften (klokken sytten) og gjorde sit til at sparke festen i gang igen med en gang happy grindcore. Før koncerten havde jeg haft det privilegium at smuglytte til deres snart udkommende album og må indrømme, at det lod mig en lille smule kold, men live er de simpelthen en kraft, som ikke må undervurderes. Flere gange undervejs spurgte jeg mig selv, hvorvidt de virkelig mener det her, eller om de blot tager måsen på os alle sammen, og jeg tænkte da også på at spørge hovedpersonerne selv, men afstod af følgende årsager: For det første betyder det jo ingenting; hvis jeg hygger mig med det og køber konceptet, så er jeg jo egentlig en glad og tilfreds koncertgænger. Hvad kan jeg ønske mig mere? For det andet nægter jeg alligevel at tro på, at man kan levere noget så timet og tilrettelagt, så kontrolleret løssluppent og så villet veloplagt, med mindre man mener det. Det, de har gjort, er så enkelt og ligetil, at det er genialt … og det er tilmed yderst velkomment. I en verden, hvor fremtræden, musik og tekst normalt indgår en alt andet en opmuntrende, sort symbiose, har A Kid Hereafter … med stor dygtighed vendt hele bøtten på hovedet, og kommer frem til en meget fin pointe: Lev og vær glad. Nyd det! Showet, for det var et show, blev en stor nydelse, og det var helt ærgerligt, at de måtte stoppe igen, men sådan er det jo. Hvad var det så de gjorde og gjorde så godt? De mødte op helt i hvidt – fraset trommeslagen kun iklædt underhylere – og helt uden fæle motiver sparkede de så den næste halve time til fyrre minutter røv på den mest livsglade, livsbekræftende og energiske måde, man kan forestille sig. De så glade ud, mens de spillede. De havde det sjovt. Det var morsomt. Det var på en måde overenergisk. Det var på en måde for agiteret. Det var manisk. Men det virkede. Det lykkedes dem, med numre, hvor tekst og musik vel er helt i overensstemmelse med genren i øvrigt, tunge, hurtige, aggressive, arrige, med sange af varieret længde, fra én sølle takt til lige godt to minutter at bringe budskabet helt ud over kanten, helt ned til folket i salen: ’Lad os alle sammen råbe et stort hurra for ekstrem metal!’ Det smittede bestemt også os oppe på balkonen. I sandhed! ET STORT HURRA!

Herpå fulgte i hastig og hurtigere rækkefølge Scamp, The Burning, Blood Red Throne og Sinister; bands og musik af heftig musikalsk observans fra ende til anden, velspillende, indrømmet, men i længden ikke særligt forskellige, når det kommer til stykket, tærende, og det kostede … især de hollandske veteraner fra Sinister oplevede kraftigt mandefald og spillede til sidst for en næsten tom sal. En og anden har nok, som undertegnet, savnet en smule alsidighed i programmet.

På den baggrund kom Artillery til at virke som en regnskylle i en ørken efter års tørke med en forfriskende og ivrig omgang regulær trash metal af allerbedste tekniske skuffe … som en slags Iron Maiden på speed, ikke mindst i kraft af den nye sanger Søren ’Nico’ Adamsen, der synger som sit forbillede i selvsamme, ja, endog bedre. Der er for ganske nylig (sidste år) kommet en boks med alt det gode fra årene, men live har de vist ikke rørt på sig i umindelige tider, og det endte med at være lidt af et scoop, at Metal Royale havde formået at få dem på scenen lørdag aften. Her diskede de op med meget gammelt og helt nyt. Det var en pragtpræstation og en magtdemonstration. Det var mindst lige så hurtigt og tungt som alle de foregående bands, men langt mere tilgængeligt – og meget velkomment. De væltede simpelthen hytten VoxHall. Folk elskede hvert sekund og kunne slet ikke få nok; selv længe efter, at musikken døde ud og tæppet var trukket for scenen, råbte publikum på mere. Derfor forekom det også en kende besynderligt, at de ikke fik lov til at give bare et enkelt ekstranummer. Mangel på fingerspidsfornemmelse, vil jeg kalde det.

Selvsagt havde vi nok nået THE HAUNTED alligevel. Og disse svenske thrashers fra Göteborg fandeme hele festivalbilletten værd alene. Endnu inden de sodsvedne ruiner var holdt op med at ryge efter forrige Thrash Metal Attack, rullede de deres nådes- og trøstesløse numre/sange ud over et fuldstændig forrykt antændt publikum. Foran scenen gik folk totalt amok. Om det var fordi det var sidste chance, eller det ’blot’ var begejstringen over at opleve dette formidable band folde sig ud, ved jeg ikke, men jeg kan konstatere, at det fra mit udsigtspunkt virkede noget nær mirakuløst, at ingen kom alvorligt til skade. Det var nærmest en levendegørelse af bandets motto, ’Random Acts of Violence’; fuldvoksne mænd hoppede og sprang rundt i mellem og ikke mindst ind i hinanden; der var en rasende kasten og skubben rundt med sig selv og andre. Ingen gik ram forbi. Det var en slags bekræftelse på nogle af de primitive egenskaber, vi mænd rummer. Og, selvom alle, der faldt, også blev hjulpet op igen, selvom det hele så ud til at foregå uden virkelig vrede, så kan jeg alligevel undre mig lidt over, at det fik lov til at komme så vidt … nå, det skal dog ikke tage noget fra svenskernes præstation, som var fremragende. Første sæt virkede perfekt planlagt og skruet sådan sammen, at det kulminerede i et orgie i aggressioner og vulgær og voldsom vellyd; kun ekstramaterialet virkede improviseret og tilskyndet.

Sådan sluttede Royal Metal Fest 2008 på (og med) godt og ondt, og jeg må tilstå, at jeg næsten ikke kan vente til næste års fest ruller af stabelen. Selve festivalen blev en velsmurt metal-maskine, særdeles godt tilrettelagt med imponerende kort ventetid mellem navnene – og ganske enkelt i perfekte rammer. Den blev måske ikke udsolgt, men var ret godt besøgt begge dage. Stemningen var høj og positiv. Festivalen var i mine øjne afgjort den succes, som Metal Royale må have håbet på. Det var en fest; fra loungeområde til scenen, ja sikkert også back stage, at dømme efter de glade mennesker, der stavrede ind og ud derfra. Som tilhører er det jo næsten altid et spørgsmål om personlige præferencer, og det er umuligt at gøre alle tilfredse, men jeg synes alligevel, at det kunne blive en endnu større fest, hvis man næste år turde tegne en lidt mere nuanceret musikalsk profil. Det må bestemt være muligt at præsentere et lidt mere varieret program uden at sælge ud og give køb på hverken intensitet eller styrke. Genren defineres jo af ret meget andet end lige black-, death- og thrash Metal. Hell Yeah!