Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Calexico
Interview med Joey Burns
1. dec 2000 [Artikel] Det er sidst i august. Den danske sommer er næsten slut, og nogen vil nok påstå at den aldrig rigtigt er kommet i gang. Men på spillestedet Vox Hall i Århus strømmer varme toner ud i den kolde vind. En spraglet flok musikere er i færd med et omfattende soundcheck: Det amerikanske orkester Calexico er kommet til byen, og med sig har de den mexikanske spillemandstrup The Mariachis. Geiger mødte i den forbindelse Joey Burns fra Calexico.

Calexico er, udover et bandnavn, også navnet på den lille flække af en by, der ligger lige på grænsen mellem Mexico og Californien, USA. John Convertino og Joey Burns, der skriver sangene og udgør kernen i bandet Calexico, er desuden kendt for deres arbejde i Giant Sand, Friends of Dean Martinez og talrige andre projekter. John og Joey strandede - ifølge sagnet - i byen, mens de kørte og tænkte over et navn til deres nye band. Lige siden har de, med stor konsekvens, opbygget et næsten mytologisk univers, der kredser omkring såvel denne by som kontrasterne mellem den mexikanske folkemusik og den amerikanske rocktradition. Resultatet er foreløbigt tre albums, der alle er blevet indspillet sammen med et større antal gæstemusikere. Det første var Spoke (1996), hvis numre var bygget op som små skitser med et rock- og countrypræget udtryk. Herefter opdagede Calexico for alvor den mexikanske mariachimusik, som præger både The Black Light (1998) og Hot Rail (2000). To anderledes episke og konceptuelle albums, hvor det musikalske udtryk er udspændt mellem ambitiøse orkestreringer og mere løse, intime skitser. Overordnet betragtet er Calexicos musik præget af en stor stilbevidsthed - en kitschet, moderne cowboymytologisering - som bandet også følger på vej i deres coverlayout. Både The Black Light og Hot Rail kan høres som soundtracks til ikke-eksisterende spaghettiwesterns, og sangene kredser om de store følelser: Død, fortabelse og desperadoens hvileløse rejse gennem ørkenen som et mytisk landskab. Parallelt med tragikken er der dog en åbenlys - og afvæbnende - legelyst i udtrykket. Tilsyneladende er det mere stil end indhold - mere fiktion end følelse.

- Det kommer an på, hvordan man ser det, forklarer Joey Burns. Folk i Europa opfatter det nok anderledes end folk i Arizona, hvor vi bor. Her er lyden og billederne autentiske. Desperadoerne er der stadig. Der er bander med pistoler. I dag bruger de bare motorcykler i stedet for heste.

Mexicana og musiklærere

- Vi leger med en moderne westernmytologis æstetik, og ved at involvere traditionelle musikere som The Mariachis identificerer vi os med den lyd og stil, samtidig med at vi blander det med andre stilarter, og ingen kan sige, hvor det fører hen. Det er alvor, men det er sandt, at der er en del legesyge i det. Det er nødvendigt med et barnligt sind for at føle sig fri og åben til at udveksle musikalske ideer, siger Joey Burns, sanger, guitarist og sangskriver i Calexico, der nu for anden gang inden for det seneste halve år besøger Danmark. Begge gange sammen med netop The Mariachis, hvis mange medlemmer optræder i traditionel mexicansk påklædning - store mexicanahatte, fintstrøjne hvide skjorter og jakkesæt - mens Joey Burns og trommeslageren John Convertino ligner en blanding mellem amerikanske slackers og flinke musiklærere. Musikalsk er resultatet en fin afstemning af en stolt tradition og en fornyelse, der smelter overbevisende sammen.

- Jeg hørte ved et tilfælde nogle af Mariachis optagelser, og fik lyst til at spille sammen med dem. De brugte nogle af de samme instrumenter og følelser som jeg, så jeg skrev et stykke musik og inviterede nogle af musikerne til at spille med. Jeg er meget fascineret af deres lyd, deres arrangementer og måden de tackler de store følelser på. De kan være meget sårbare og åbne på samme tid. Men det er interessant, at de ikke bare spiller en stilart. De spiller alt fra Bon Jovi til jazzstandards efter gehør. Nogle af dem er store Scorpionsfans. De elsker Limp Bizkit. Vi har spillet på en del festivaler, og de skal altid op og se de store heavyrocknavne. De overfører energien fra rocken til mariachien, men er samtidig meget bevidste om deres musiktradition. Jeg beundrer denne forbindelse til deres kulturelle arv, og nogen gange ville jeg ønske, at jeg havde en lignende forbindelse. Det kan være meget forvirrende for amerikanere at finde ud af, hvor deres rødder er. For nogle år siden opdagede min familie, at vi havde nogle slægtninge i Irland, så vi tog der over. Jeg kom virkelig ind i den irske musik, fordi jeg forsøgte at finde en forbindelse til min fortid. Men det giver også én perspektiv til at se fremad. Det gælder også for en DJ der tager gamle plader op og skaber noget unikt og fremadskuende ud af dem, en maler, der tager til et sted, der påvirker ham, eller en forfatter, der hører historier fra sin egen fortid. Jeg skuer meget tilbage, men samtidig elsker jeg teknologien og tanken om, hvad der kan ske i fremtiden. Jeg tror at mange mennesker, der er i 20'erne og først i 30'erne, begynder at se tilbage og finde ud af, hvem de er. Også fordi mange selv begynder at sætte nye liv ind i verden eller ser deres venner gøre det. John Convertino har f.eks. en datter, der for ikke så lang tid siden fyldte seks år. Hvordan var John, da han selv var seks år? Det er en meget naturlig livscyklus, at man ser tilbage, reflekterer over og ærer sine forfædre. Det giver forbindelse til selve tiden. Men man skal ikke hænge i fortiden. Musik skal udforskes og være åben for fortolkning. Man ved aldrig, hvad man falder over. Måske et helt nyt syn på sambaen, forklarer Joey Burns, og fremhæver blandt andre Manu Chao, Smog, Will Oldham og Tortoise, som kunstnere der lever op til hans krav om kunstneriske og fornyende kvaliteter.

Tolvtone og tradition

- Som dreng sad jeg ved klaveret og prøvede at finde på akkorder og musikstykker, der aldrig var hørt før. Men det gjorde, at jeg slet ikke fik lavet noget. Det kom altid til at lyde som blues, country eller en reklame for kattemad. Det var mærkeligt. Det var som om mine ører blev trukket mod disse stilarter - som en slags tyngdekraft. Mange år senere øvede jeg med en trommeslager, som havde studeret hos en lærer, der havde en ny teori om akkorder. Han brugte tal i stedet for noder. Jeg følte, at det var det, jeg havde prøvet på som barn, og jeg elskede det. Det var en ny måde at lære musik på - en anden indfaldsvinkel ligesom man i klassisk musik har Arnold Schönberg og tolvtonemusikken. Det er virkelig fascinerende. Jeg er også vild med jazz, og vi blander jazz, rock og klassisk.

Instrumentalstykkerne ”Untitled #1” og ”Untitled #2” på Hot Rail er f.eks. inspirerede af Eric Saties minimalistiske kompositioner. Jeg har studeret klassisk musik og elsker den akademiske vinkel på musik. Jeg bruger det stadig, men samtidig elsker jeg det, som Mariachis står for. Musik er både seriøst og sjovt. Noget af det, som Calexico spiller, er nærmest partymusik. Folk bliver opløftede af koncerterne, nærmest høje. På Roskildefestivalen startede vi med et instrumentalt, ambient nummer, som vi improviserede til ære for dem, der døde aftenen forinden, men vi spillede også glad musik for at løfte folk igen. Nogen gange er vi et stort orkester, andre gange er det bare John og jeg. Jeg tror, at variationen er nøglen - modsat de folk, man ser på MTV og hører på de kommercielle radiostationer. Hvis de får økonomisk succes prøver de at gøre det samme igen og igen. Ti millioner plader er mange plader rent salgsmæssigt, men det kan ikke være pointen i sig selv. For mig er det helt absurd. Musikken skal komme fra hjertet, uddyber Joey Burns, der dog er opmærksom på paradokset mellem det fascinerende og underholdende fiktionelle univers som Calexico opbygger, og intentionen om at tingene skal være ærlige og komme fra hjertet.

- For en forfatter er der jo altid en del af ham, der kommer ud gennem karakterer, som ikke nødvendigvis er identiske med ham, men som har del i de samme følelser. Jeg kan godt lide den indfaldsvinkel. Jeg har det meget svært med at synge direkte personlige sange. Jeg kan simpelthen ikke gøre det. Man bliver nødt til at have det godt med de sange man skriver og optræder med. Jeg tror det er vigtigt at holde en vis distance. Jeg har i hvert fald valgt at gøre det indtil videre. På Spoke havde jeg en mere abstrakt, poetisk indgang til ordene, og der var nok mere af mig selv i teksterne. Men musikalsk er der ingen problemer. Der er ingen distance eller tilbageholdenhed. Melodierne og lyden er os, det er vores... ikke følelse, men varemærke. Det er Johns hænder, der danser rundt med whiskers på bækken og lilletromme. Det er mine hænder, der laver den her larm, og vi har valgt at beholde mislydene i optagelserne, for det er vores stil og lyd, vores signatur, og på den måde bliver det vi laver personligt.

Myte og melodi

- Men jeg tror, det er meget svært at skrive til alle, og det er utroligt, når en sang faktisk rører noget universelt. Jeg tror mange historier og myter er meget nært beslægtede med hinanden og benytter du dig af dem, kan du nå noget universelt. Joseph Campbell [amerikansk filosof, på dansk er udkommet bogen Levende Myter, 1973] talte om heltens mange masker, og om hvordan du kan finde arketypiske helte, situationer og historier i alle kulturer. Det har været vigtigt for mig. Da jeg var i 20'erne opsøgte jeg en masse litteratur om det og diskuterede det meget med venner. Dette at vi alle hører sammen. Når jeg gik i kirke - den katolske kirke som jeg tilhørte - fik jeg at vide at det var den eneste sande religion. Men jeg spillede i andre kirker og fandt ud at de havde meget tilfælles. Når man ser ud over hele menneskeheden opdager man, at vi ikke er så forskellige endda. Vi har variationer over det arketypiske - forskellige opfattelser af kultur, musik, mad, religion, filosofi, politik og miljø - men grundlæggende er vi meget nært forbundne. Jeg elsker at sætte mig ind i andre kulturers musik, for det viser sig, at de har så meget tilfælles, hvad enten det drejer sig om bluesen, sigøjnermusikken, flamingoen eller den portugisiske phardo. Jeg har været helt opslugt af disse sammenfald. Jeg følte, at der løb denne blå åre gennem hele musikhistorien og alle kulturerne. Noget, der lå meget tæt på hjertet - blå som bluesen. Der skete f.eks. det, at den afrikanske musik stødte sammen med den europæiske og at dette møde blomstrede i Amerika, i Cuba, Brasilien, Peru og USA. Det blev til jazz, rock og meget andet. Igen er det også noget med at finde sig selv ved at kigge tilbage i historien. Mange gode ting overlever fra de forskellige kulturer og påvirker os i dag. Det bliver en del af ens kulturelle og musikalske DNA. Det er en del af ens væren og sjæl. Det er dér, jeg kommer fra. Men igen: Det er vigtigt at komme videre, se fremad - finde nye muligheder i musikken. Vi er meget åbne. Der er en stor, åben himmel hvor vi bor, og der er en stor rummelighed i vores liv, afslutter Joey Burns.

Af Rasmus Steffensen og Robert Christensen, 1. dec 2000


Yderligere information

Læs mere på Calexicos officielle hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen