Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Constellation Records
IF YOU'VE HEARD SOMETHING ON A MAJOR-LABEL THAT YOU DIG, THIS IS PURELY ACCIDENTAL
1. apr 2001 [Artikel] Det canadiske independent-selskab Constellation Records har, i de senere år, opnået en næsten mytologisk status gennem grupper som Godspeed You Black Emperor, Do Make Say Think og Frankie Sparo. Geiger tegner her et portræt af en bemærkelsesværdig udgivelseskanal, som blomstrer i spændingen mellem fremmedgørelse, autonomi og gedigent kunsthåndværk.

Constellation Records har, når man ser bort fra de ovennævnte kunstnere, i særdeleshed været i musikmediernes søgelys med udgivelser fra Fly Pan Am, A Silver Mt. Zion og senest 1-Speed Bike. Selskabet har sin base i Montréal, men giver ikke én indtrykket af et stort og varmt tilhørsforhold til byen - snarere får man et indtryk af en skarp distanceren sig fra den. De to bagmænd, Don Wilkie og Ian Ilavsky, giver på selskabets hjemmeside en kort skitsering af deres hjemby som et sted, der er præget af kulturel usikkerhed og fremmedgørelse. Som de skriver: Montréal is a strange, sad, crumbling city”.

Om deres egen placering i dette bybillede hævdes det: “Alienation always looming on the horizon, we drink and smoke and adopt a fatalistic attitude.” Et lidet flatterende billede, men man får indtrykket af, at det netop er fordi, byen opfattes af makkerparret Ilavsky/Wilkie som fremmedgørende, at den har været med til at forme den gør-det-selv-ånd og fanden-i-voldskhed, man møder i deres udgivelser. Udgivelser, der kan opfattes som en slags modkulturelt opgør med Montréal.

Projektet var fra begyndelsen tænkt som et fuldtids performance-rum, der skulle huse mange andre aktiviteter end pladeudgivelser, og som først i anden række skulle udvides med et pladeselskab. I første omgang tog bagmændenes vision dog primært form af selve pladeselskabet Constellation, som huses i et atelier, som ikke blot rummer et studie, men hvor der ligeledes afholdes koncerter under titlen musique fragile (skrøbelig musik). Disse koncerter udmærker sig ved dels en høj værdi i eksperimentel sammenhæng, og dels ved at der laves lo-fi optagelser af hver koncert i samarbejde med den engelsksprogede collegeradio CKUT. I parentes skal det pointeres, at det sidstnævnte påkræver absolut stilhed fra publikums side, således at optagelsen ikke ødelægges. Stilheden begrænser sig ikke kun til publikum, men også til musikerne ved disse arrangementer, hvor musikken bør spilles sagte. Alt sammen faktorer, der er med til at understøtte det sagte og skrøbelige ved konceptet.

Constellation gør, på deres hjemmeside, meget ud af at understrege deres uafhængighed - faktisk i så høj grad, at der, fra den ene ende af produktionen til den anden, arbejdes ud fra et tre sider langt politisk manifest. Dette program forsøger først og fremmest at gøre op med de store multinationale pladeselskabers kunstsyn som, mener man, kun skaber kvantificérbare produkter uden kvalitet: ”The corporation is inhuman, managerial, driven solely by profit and “the sell”. It is incapable of caring about and preserving the supposedly cultural objects it shills, for it can ascribe no real content to them”. Sådan lyder deres dom over kunstverdenen - i hvert tilfælde den del af den, der udelukkende styres af de frie markedskræfter. For major labels er det, ifølge Constellation, ikke af vigtighed om varen er kunstnerisk forsvarlig, men snarere om den kan sælges til kunderne. Dette understreges af en kras bemærkning i manifestet: “If you've heard something on a major-label that you dig, this is purely accidental”. Der gøres desuden en del ud af at understrege den forpligtelse, de selv mener at have som independent label. Her lægges der stor vægt på den dialogiske side af uafhængigheden, hvor det er et spørgsmål om at få sit budskab ud: ”Independence is to our minds the affirmation of real community, real conversation, and real exchange of artistic work”.

Udgivelserne fra Constellation har indtil nu vist sig at understøtte grundtanken om, ikke at forsøge at tækkes et målpublikum, og dermed den kapitalistiske industri, men snarere at forsøge at kommunikere sit budskab ud med henblik på at etablere fri dialog med de lyttere, som bifalder selskabets tankegang. Denne artistiske kompromisløshed kommer man åbenbart langt med, hvis man skal dømme efter den positive spalteplads, der overlades til Constellations bands - selv i den bredere musikpresse.


Et bemærkelsesværdigt træk ved næsten samtlige udgivelser er, at de har en cover-art, man sjældent ser magen til i andre dele af rock-maskineriet. Dette er ligeledes en del af uafhængigheds-bestræbelsen: “We wilfully avoid standardised packaging for our vinyl and CD releases, opting instead to incoporate package design into the overall direction for every record”. Her bør Godspeeds... F#a#~ (vinyludgaven) helt bestemt nævnes for sine vedlagte mønter, som er blevet trykt flade under diverse togvogne, samt de smukt indprægede bogstaver på ydercoveret. Hver af de første 500 eksemplarer af samme album var ligeledes pålimet et individuelt foto. Af andre udgivelser, der udmærker sig ved alternativ cover-art, kan også nævnes Do Make Say Thinks Goodbye Enemy Airship the Landlord is Dead, hvor midten af coveret er udtaget som i en passepartout udskæring, således at indercoveret bliver synligt og derved kommer til at fungere som ydercover. En sådan høj forekomst af eksklusiv cover-art vidner om et kunstsyn, der i høj grad også er visuelt baseret: Det er ikke kun musikken, der skal ud til publikum, men et samlet koncept. Dette afstedkommer en involvering af lokale kunsthåndværkere i coverproduktionen, som eksempelvis muliggør, at selskab / kunster selv kan bestemme hvor papiret til indpakningen kommer fra, om det er genbrugspapir, om farven man benytter er miljøskadelig o.s.v. Udover dette opnår man også at aktivere små værksteder, der ellers ville have svært ved at klare sig: ”avoidance of pre-formulated package design sets up the parameters for localised multi-step reproduction”. Disse “artisaner” (selskabets egen betegnelse) medvirker til, at der bliver en sammenhæng mellem et givent bands egenart og det unikke cover, som følger med. Som det udtrykkes, er målet for det enkelte cover, at det skal: ”resonate as an integrated art-object, where the sensibility of the music is reflected in and reinforced by the tactility of the package that contains it”. På denne måde ender selskabet med albums, der er ”as far removed from product as we can get it”, hvorved løsrivelsen fra de store pladeselskabers produkt-fiksering yderligere cementeres: Det er kunst, det drejer sig om.

Pladeselskabet har ligeledes investeret i deres egen vinyl-pladepresser, således at det også kan stå for denne del af produktionsapparatet. Det er selvfølgelig ikke opnåeligt at holde total kontrol over hele produktionen fra ende til anden, men den private presning giver dog produktet et ”touch” af menneskelighed. Og i en tidsalder, der om nogen er præget af en teknisk kunnen, der gør det muligt at reproducere og distribuere et kunstværk næsten i det uendelige, er det vel også en bedrift i sig selv at vende de kommercielle standardproduktioner ryggen og insistere på at give hvert produkt en individuel, håndværkspræget karakter. Man ser tydeligt, hvor bevidst, og på hvor mange niveauer, Constellation søger at kontrollere deres produkter. Tilbage står egentlig blot distributionen af selskabets udgivelser - et yderst vigtigt led i kæden, som de, med åbenlys harme, må meddele, at de har overladt til selskaber med tilknytning til den majorlabel-industri, de prøver at distancere sig fra. Et skridt, de er villige til at tage for at få kunsten ud til en bredere masse. De anmoder dog køberen om ikke at købe deres produktioner hos multinationale foretagender som HMV og deslige - men det understreges fra deres side, at hovedformålet stadig er at få produktet ud, og at antipatien mod distributionskanalerne er sekundær i denne sammenhæng: ”Guilty as charged - if we could afford to work personally and directly with every Mom ∓ Pop record store on the planet - we would. At the very least, we are committed to a model of expansion that seeks to minimise the role of corporate chains”. Man kan mene om denne holdning, hvad man vil - man må dog tage hatten af for, at et så lille selskabs produkter alligevel finder vej til hele verden.

Som tidligere nævnt hævder selskabet, at den virkelige uafhængighed skal være at finde i dialogen og meningsudvekslingen mellem kunstner og modtager, således at udgivelserne kommer til at fungere som en del af debatten om ikke mindst den kunstnerisk og menneskeligt søgende kultur, selskabet mener at have sine rødder i; ”a culture that strives to address the truth of our human situation”. Det er store ord, og ser man på de udgivelser, selskabet har bag sig, antyder disse et noget mørkrandet livssyn. Ikke mindst de Godspeed-relaterede projekter, hvor eksempelvis Lee Marvins apokalyptiske indledning til F#a#~, stadig kan få de små hår til at rejse sig i nakken.

Det er vel umuligt at søge et samlende punkt for alle udgivelser i Constellations regi, men et centralt tema synes dog at trænge sig på hos en række af dem: En eksistentielt gennemtrængende melankoli. Ligesom samtlige Godspeed-udgivelser kredser om dette emne, således findes det også mærkbart hos Frankie Sparo og A Silver Mt. Zion. Alene titlen på A Silver Mt. Zions forrige album, He Has Left Us Alone But Shafts of Light Sometimes Grace the Corner of Our Room, taler næsten for sig selv og underbygges af et kraftigt musikalsk og tekstmæssigt udtryk, der knytter sig til følelser som sorg og tab. På Godspeeds... seneste udgivelse, Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven, må mennesket ligefrem, måske som en sidste udvej, løfte hænderne som antenner mod himlen for at kunne kapere eksistensen i verden. Selskabet arbejder dog, trods alt dette, ikke ud fra en entydig eskatologisk undergangsbevidsthed. Der er imidlertid visse apokalyptiske elementer at finde, som er svære at komme udenom. Eksempelvis på Godspeeds Slow Riot for New Zero Kanada, hvor vi møder den højre-ekstremistiske Blaise Bailey Finnegan the 3rd, hvis dystre globale fremtidsvision er delvist sarkastisk, delvist bekræftende samplet på nummeret ”BBF3”. Her giver han udtryk for sin mistillid til den generelle tilstand, USA befinder sig i, og på interviewerens spørgsmål om, hvorvidt tilstanden bliver bedre, svarer han blot ”no way, things are just gonna get worse and keep on getting worse”. Lee Marvins prolog fra F#a#i~ er præget af den samme skumle fremtidsvision - her er vi blot midt i scenariet: “I said “kiss me you're beautiful - these are truly the last days”“. Et sortsyn, som kan være svært at forene med selskabets ellers udadvendte og aktive, men trods alt generelt kulturforkastende attitude. For at skabe mening af selskabets holdning kan man dog citere et gammelt punket-anarkistisk slagord: ”Du har ikke en chance - tag den!”. Et andet bemærkelsesværdigt træk ved Constellation er en relativ høj frekvens af gengangere på selskabets udgivelser. Således ser man Efrim fra Godspeed... dukke op på Frankie Sparos My Red Scare, ligesom A Silver Mt. Zion også tæller ham samt Sophie og Thierry fra ”modergruppen”. Bagmanden Ian Ilavsky spiller selv med i Sackville, hvis sidste album også er at finde på listen over Constellation-udgivelser. Alt dette er med til at understøtte selve den kollektive grundidé i projektet, da det jo netop er forskellige konstellationer af de samme musikere, der definerer selskabet - en nok så vigtig pointe i denne sammenhæng. Men man bør dog nok sætte spørgsmålstegn ved, om denne form for nepotisme ikke i sidste ende kan komme til at blive det, der får selskabet til at stagnere i et lidt for ensartet udtryk. Modsat kan netop dette træk medvirke til at skabe et helt eget og specielt lydmæssigt udtryk, der kan fungere som et varemærke for Constellation. Så længe der i fremtiden indskrives nye bands, er selskabet dog ude over problemerne, da referencerammen derved konstant vil blive udvidet. Det er naturligvis heller ikke sådan, at alle bands, der nu er i Constellation-regi, lyder fuldstændig ens - der er eksempelvis temmelig langt mellem Fly Pan Am lettere teknologiske lyd og Frankie Sparos lidt mere gængse rockudtryk - men det er dog alligevel en overvejelse, der har sin berettigelse.

Hvad det helt præcis er for en fremtid, Constellation går i møde, er ikke til at sige, men de lover en række nye udgivelser i 2001 - blandt andet med gengangere som A Silver Mt. Zion, Do Make Say Think og Fly Pan Am, der alle udkommer med nyt til efteråret. Foråret byder på hele to udgivelser med nye bands; en helt ny konstellation bestående af Ian Ilavsky og Aden, som udgives under navnet Re:mnant - et elektronisk baseret projekt, som selskabet lover bliver dets hidtidige yderpunkt i dén retning - samt en udgivelse af duoen Hangedup fra Montréal, der fører sig frem med en instrumentering, som begrænser sig til tromme og violin (sic!).

Det interessante i denne sammenhæng bliver at se, om selskabet formår at holde den kunstneriske fane så højt med de kommende udgivelser, som de har gjort med de tidligere. Den succes, selskabet har haft, kan blive vanskelig at opretholde, da postrock-scenen er fastlåst i en avantgardeopfattelse, der kræver konstant musikalsk fornyelse fra kunstnernes side. Og man kan hævde, at en sådan forceret fornyelse kan komme til at bevirke en udvanding af udtrykket, da et for stort fokus på formen kan influere på resten af det budskab, som Constellation bruger så mange kræfter på. Indtil nu har selskabet dog været medvirkende til at definere og formulere den musikalske dagsorden, og om strukturen i konstellationen vil vise sig at være bæredygtig nok til, fortsat at kunne holde sig oprejst, må de kommende år vise.

CONSTELLATION RECORDS - fire udvalgte albums

A Silver Mt. Zion
He Has Left Us Alone But Shafts of Light Sometimes Grace the Corner of Our Room (2000)

Bandet tæller de tre Godspeed You Black Emperor!-medlemmer Efrim, Sophie og Thierry, hvilket visse steder høres i kraft af eksempelvis strygerarrangementerne - men her stopper ligheden mellem de to projekter også. A Silver Mt. Zion er nemlig ude i et meget mere nedtonet og minimalistisk ærinde. Instrumenteringen er overvejende klaver- og strygerbaseret, og der arbejdes
utrolig smukt med åbne strukturer. Der er ingen steder sparet på rumklangen, som ofte væves ind i de langstrakte klaverakkorder - og netop disse åbne passager nærmest syder af ambiens, så man, som lytter, føler sig hensat til en stor nedslidt fabrikshal, hvor bandet spiller i den modsatte ende. Det er en hjerteskærende smuk plade, og i kraft af, at der ikke sker meget på vokalsiden, er der rige muligheder for at drømme sig ind i udgivelsens unikke univers.

Godspeed You Black Emperor!
F#a#~(1998)

Dette album, som er optaget i bandets øvelokale i Miles End Montréal, var det værk, som mere end noget andet placerede Constallation på det musikalske landkort. Det gennemgående tema er det genkommende tog (eller tog-lignende lyde) der fragter lytteren gennem et dunkelt musikalsk landskabs yderpunkter. Man ledes på kompromisløs vis lige fra
lo-fi country á la Calexico til langstrakte psykedeliske guitar-droner, der sine steder kan minde om hedengangne My Bloody Valentine. Bandet formår at opretholde en intens spænding i det overvejende instrumentale univers, og holder lytteren hen med et næsten mystisk drive. Et utrolig spændende og meget vedkommende værk, der synes at udvikle sig for hver
lytning. Albummet lider dog under den ene fejl, at der på CD-udgaven findes et temmelig langt ekstranummer, som mangler på vinyl-versionen.

Frankie Sparo
My Red Scare(2000)

Frankie Sparos univers er et eftertænksomt univers præget af skramlende guitarer, gamle trommemaskiner og antikverede elektroniske effekter. My Red Scare fortjener dog i lige så høj grad opmærksomhed på grund af den store ærlighed, man finder i Sparos tekstmateriale, ligesom produktionen er sublim. Til tider er numrene blot skrøbelige skitser i stil med eksempelvis Papa M, men Sparo vælger dog overordnet et noget mere kantet udtryk. En overvejende guitarbaseret udgivelse med et temmelig sørgmodigt udtryk. På vokalsiden vækker Sparo mindelser om Arab Strap, Spain eller Big Stars Sister Lover.

Do Make Say Think
Goodbye Enemy Airship the Landlord is Dead (2000)

En lækker kombination af rock og jazz fra et seks mand stort ensemble, hvor enkle guitarfigurer repeteres og transformeres med en temmelig stor ekvilibrisme. Dette tilsættes raffinerede rytmer af de to trommeslagere David Mitchell og James Payment, der supplerer hinanden på en tight og swingende facon. Instrumenteringen spænder i øvrigt lige fra fløjte til forvrænget guitar. Bandet har ligeledes et elektronisk element i form af keyboard- og effektmanden Jason Mackenzie, som tilsætter små obskure loops og lyde, der udvider spændvidden i det musikalske univers. Man nærmest suges ind i den store spilleglæde og legelyst, som Do Make Say Think fremviser.

Af Martin Tristan Andersen, 1. apr 2001


Yderligere information

Du kan finde mere information om Constellation Records her

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen