Det hænder, at man i medierne nu om stunder støder på betegnelsen "de glade firsere" – en betegnelse, der fremtvinger mentale billeder af neutralt smilende yuppies i behageligt kedelige pastelfarver, men også en betegnelse, der nok klinger en smule hult hos de af os, der rent faktisk kan huske årtiet, massearbejdsløsheden, den kolde krig og punkens desperation. Det var et årti, der førte en usikker tilværelse i skyggen af gamle mænd med atomraketter, den ene mere uforsonlig end den anden, og som om det ikke var nok, så kunne man nu pludselig få AIDS og dø på grusom vis, blot fordi man dyrkede sex. Det var et årti, der på alle måder lagde op til virkelighedsflugt, og måske netop derfor blev Commodore 64, i firserne, sådan en bragende succes, for maskinen, der i udgangspunktet var tiltænkt kedelige opgaver som hjemmebudget og regneark, endte hurtigt på børneværelset i stedet, og her udkonkurrerede computeren med den karakteristiske brødkasseform hurtigt både TV og video, for med klassiske spil som Pac Man, Space Invaders, Zork, Winter Games, Last Ninja og Maniac Mansion manifesterede Commodore 64 sig som en hel generations teknologiske lykkeland, et digitalt Shangri-La. Maskinen blev i virkeligheden døren til cyberspace, og i dag, mange år efter, har de trofaste disciple ikke glemt deres gamle digitale barndomsven. Der findes talrige sider på nettet helliget Commodore 64, de gamle spil og deres musik og igennem flere år har man i England afholdt fester med Commodore 64 som tema, fester der har tiltrukket publikum fra lande overalt i Europa. Og nu er trenden så kommet til Danmark. Det var Press Play On Tape, en dansk rockgruppe med speciale i covers af temaer fra Commodore 64-spil, der stod bag arrangementet i København, men også andre musikalske gæster med relation til Commodore 64-musik var indbudt; svenske Visa Röster, finske Axes Denied, multinationale SID80s samt de oprindelige Commodore 64-komponister Jeroen Tel og Rob Hubbard. Til de uindviede skal jeg måske lige gøre opmærksom på, at sidstnævnte er intet mindre end en levende legende i kredse, hvor hans musik til spil som Commando, Arcade Classics og Monty On The Run huskes og elskes endnu, tyve år efter spillene oprindeligt så dagens lys. Alle 300 billetter var på forhånd solgt i løbet af få dage, så spillestedet blev hurtigt fyldt op. Mange af de fremmødte var, ikke overraskende, mænd i aldersgruppen 25-35, men der var også yngre gæster, og sågar hunkønsvæsner. Stemningen emmede dog af en sær form for samhørighed, en fornemmelse af fælles fortid samt, naturligvis, en næsten sekterisk kærlighed til Commodore 64-musikken, hvorfor det ikke blot var en morsom detalje, men rent faktisk også virkede ganske passende, da en toastmaster indledte aftenen med en længere konspirationsteoretisk fortælling om den dybere og særdeles esoteriske sammenhæng mellem Frimurerlogen, reinkarnation og Commodore 64. Aftenens første musikalske navn var den svenske a capella gruppe Visa Röster, og hvis der nu sidder en enkelt læser eller to derude og undrer sig over hvad i alverden en a cappella gruppe foretog sig til en koncert, der havde med instrumental digitalmusik at gøre, så skal de bestemt ikke bebrejdes en sådan undren. Men med lige dele human beatbox, korharmoni og humor gik svenskerne til fadet og leverede vokaludgaver, intet mindre, af diverse Commodore 64-numre såsom M.U.L.E, Bomb Jack og International Karate. I sit udgangspunkt naturligvis en enestående fjollet og tåbelig idé, men netop derfor så tilpas bizar, at det rent faktisk blev sjovt. Gruppen slog, som nævnt, på humoren, hvilket fungerede fint, ikke mindst da det akustiske koncept blev ført helt ud i livet med ’unplugged scrolltext’ – vi taler her bølgepap med påklæbede bogstaver – en parodi på Commodore 64-kulturens kommunikationsværktøj nummer et, den horisontalt rullende, ofte blinkende og pulserende scrolltext, som bl.a. crackere og hackere anvendte. Men selvom det i høj grad var humoren, der bar konceptet, så må det også påpeges, at Visa Röster i det store hele intonerede flot og sikkert, hvad enten de med deres stemmer agerede rytmeboks, synthesizertema eller elektronisk blip-effekt, hvilket imponerede. På enkelte numre blev der brugt backing tracks, DHS-remixes, og det fungerede også efter hensigten, så selvom Visa Röster måske var et noget mærkværdigt valg i forhold til at få sparket aftenen i gang, så lykkedes det fint for den svenske gruppe. Næste navn var Axes Denied, på mange måder en finsk udgave af Press Play On Tape, nemlig også et rockband med speciale i musik fra gamle computerspil. Gruppens repertoire var mest Commodore 64, men musik fra et par andre platforme sneg sig også ind undervejs. Besætningen var trommer, bas, guitar og synthesizer, så gruppens fortolkninger af de gamle computernumre fik, ikke overraskende, en noget mere rocket drejning. Personligt er jeg ikke altid den største fan af rock-fortolkninger af Commodore 64-musik, al den stund at der oprindeligt er tale om elektroniske kompositioner, hvor netop den særegne elektroniske lyd er en stor del af den musikalske fornøjelse. Når det så er sagt, så gjorde finnerne det godt, ikke mindst fordi de slet og ret spillede godt. De havde en særdeles sammenspillet lyd og både rytmisk såvel som melodisk var de tight, hvilket var en stor fordel, det programmerede forlæg taget i betragtning. Hvad enten der var tale om hastige arpeggiomelodier som i Delta eller Giana Sisters, tung rytmik som i Bruce Lee eller rendyrket fjolleri som den evigt joviale Bubble Bobble, så leverede Axes Denied varen dygtigt. Gruppen var måske ikke så humoristisk velfunderede som andre af aftenens navne; til gengæld var de mere tight end de fleste, hvilket gav deres koncert en vis aura af professionalisme. Herefter var det nok engang tid til sceneskifte, og nu trådte Rob Hubbard og violinisten Mark Knight på scenen. Det tog publikum lidt tid at erkende, at manden med de mørke briller, som var ved at gøre sin synthesizer klar, rent faktisk var Rob Hubbard, men så brød jubelen også ud, og legenden fik den modtagelse han fortjente. De to herrer spillede sig – på trods af glemte noder, men med hjælp fra en god portion improvisation – igennem minimalistiske fortolkninger af et par Hubbard-numre; lidt uddrag fra Synth Sample, International Karate samt en ny komposition for solo piano, og der var en mærkelig, nærmest agtværdig stemning under hele den korte koncert. For de fleste har Hubbard været et navn, måske et billede med mange år på bagen, det immaterielle soundtrack fra computerbarndommen i firserne, og her stod han så pludselig i kød og blod, manden bag klassikere som Commando, Crazy Comets, Sanxion, Thrust og Monty On The Run. Selvom manden ikke var indhyllet i røg, laser og storskærm, men bare stod der, ydmygt bag sin synthesizer, så var det et stort øjeblik, ingen tvivl om det. Herpå fulgte en kort lille humoristisk optræden, hvor Press Play On Tape, sammen med Jon Hare fra Sid80s opførte Cannon Fodder på diverse game controllers, før Hare skiftede sit Arcade joystick ud med elguitar og kaldte resten af SID80s på scenen. Udover guitar var instrumenterne bas, trommer, synthesizer og violin. Det var egentlig meningen, at Commodore 64-komponisten Ben Daglish skulle have medvirket på fløjte, men han var desværre ikke i stand til at komme. Stilen var udpræget rock-orienteret, men med Mark Knights violin som det gennemgående hoved-instrument, hvilket tilførte musikken en lidt anderledes dimension. Knight holdt af lange, improviserede forløb, og derfor var det ikke de små og præcise numre, der fungerede bedst, men snarere de længere kompositioner, de der netop lade op til en vis form for virtuositet. Bedst var måske gruppens afsluttende sag, en hæsblæsende cover af Rob Hubbards Rasputin, et nummer, hvor tempoet sættes i vejret gradvist undervejs, for til sidst at fræse af sted. Her fik Knight virkelig sat sine violin-evner på prøve – men man må sige, at han bestod, og flot tilmed. Så var det tid til danske Press Play On Tape, der altså ikke kun nøjedes med at arrangere, men også tog en tørn på scenen. Ikke uventet blev der taget godt imod de lokale drenge, hvilket resulterede i god stemning fra første til sidste nummer – det var en koncert, der ofte kaldte på smilet, for Press Play On Tape spillede i høj grad på humoren, ikke mindst selvironien. Instrumenterne var trommer, bas, to gange guitar og to gange synthesizer samt sporadisk vokal på et par numre, mest for sjov, hvor det nok var gruppens Das Gamer, en kreativ omskrivning af Kraftwerks Das Modell, komplet med stiv robot-gestikulation og tyk tysk accent, der fungerede bedst. Ellers bestod repertoiret af rockede udgaver af Commodore 64-hits som Commando, Ghosts’n’Goblins, Wizball og Last Ninja, hvilket bestemt behagede publikum. Skal sandheden frem, så kunne gruppen, på flere numre, godt være væsentligt mere tight, men den gode stemning syntes at opveje for de tekniske mangler her og der, og da Mark Knight og Rob Hubbard blev kaldt på scenen til tre ekstranumre, Hubbard-klassikerne Nemesis The Warlock, Thrust og Monty On The Run, sidstnævnte med imponerende afsluttende violinsolo ved Mark Knight, rev den henrykte atmosfære bestemt stikket hjem. Herefter var det egentlig meningen, at man skulle nyde loungemusik pr. DJ resten af natten, og det var den hollandske Commodore 64-komponist Jeroen Tels opgave at sørge for det velbehagelige lydtapet. Men det var ikke lounge, Tel fandt frem på sin medbragte laptop. I stedet bragede et par gamle Commodore 64-hits, i originalversionerne, ud af højttalerne, og det var rart og ikke så lidt passende, at der endelig blev serveret original Commodore 64-lyd også. Herefter gled musikken i retning af danseorienterede beats, men stadig med masser af Commodore 64-lyd – flere umiskendelige Tel-træk dukkede op; funky electrobas, prikkende arpeggiofiltrering og hvinende solo-løb, og det stod klart, at dette måtte være nyt materiale fra den gamle Commodore 64-haj. Musikken bød på både house, rave og electroclash, men hele tiden med Commodore 64 som den dominerende lydkilde , og Tel understregede således, at selvom der naturligvis er en god portion nostalgi forbundet med Commodore 64 og de gamle hæderkronede melodier, så er maskinen ikke blot et fortidslevn – den emmer stadig af kreativitet. Et møde med Rob Hubbard Flere af komponisterne på Commodore 64 opnåede popularitet i firserne, men især et navn er forbundet med noget nær kultisk respekt, nemlig englænderen Rob Hubbard, der med klassikere som Commando, One Man And His Droid, Kentilla og Monty On The Run ikke alene har skabt nogle af computerspillets største musikalske øjeblikke, men også været med til at præge den elektroniske musiks historie. Jeg fik en snak med legenden bag de mørke briller. Ras: Rob Hubbard – legendarisk Commodore 64-helt – da det rygtedes på nettet, at du ville dukke op til dette Commodore 64-party i København, blev billetterne revet væk i løbet af få dage; er du overrasket? Rob: Ja, ret overrasket. Ras: Du blev berømt i firserne for din Commodore 64-musik, men hvad er din musikalske baggrund, hvilke bands og kunstnere inspirerede dig og satte dig i gang? Rob: Jeg har spillet klaver siden, jeg var seks, og har altid skrevet musik, også da jeg var ganske ung. Jeg tog klavertimer og gik til prøver indtil jeg var seksten, og senere droppede jeg ud fra universitetet, fordi jeg hellere ville spille musik end studere. Senere studerede jeg også musik, samtidig med, at jeg arbejdede som musiker, spillede, arrangerede eller skrev materiale. Hvad inspiration angår, så har jeg lyttet til temmelig mange ting, jeg kan lide en masse helt forskellig musik. I firserne lyttede jeg meget til det, der skete dengang, dvs. new romantics-bevægelsen, Jean Michel Jarre, den slags. Ras: Ja, på Commodore 64 lavede du bl.a. meget andet covers af synthkunstnere som Jean Michel Jarre, Synergy, Cabaret Voltaire – du har sågar lavet en technopop version af Philip Glass’ Koyaanisqatsi; men hvad synes du om moderne elektronisk musik, er der nogle kunstnere i dag, som du kunne finde på at lave cover af? Rob: Det ved jeg ikke – jeg ved faktisk ikke meget om, hvad der foregår på den elektroniske musikscene i dag. Dengang var det virkelig spændende; hvert år bød på nye synthesizere med nye teknologier og lyde. Jeg købte album med Synergy, Jean Michel Jarre, Kraftwerk, Depeche Mode, Soft Cell, Human League, og det var virkelig fedt. Hvert år blev der udgivet nyt spændende materiale. I dag er det som om, der er så megen teknologi til rådighed, at folk nogle gange farer vild og mister fokus. Der findes folk, der går mere op i lyddesign end egentlig musik, og det er anderledes sammenlignet med dengang, hvor der nok blev anvendt synthesizere og teknologi, men typisk ud fra en stærkere musikalsk baggrund. Ras: Og alligevel er det som om der i disse år går lidt af en Commodore 64-eufori gennem den moderne elektroniske musikscene; i England har electroclash-bandet Ladytron lavet et nummer ved navn ”Commodore Rock” og i Tyskland har electronica-musikeren Patric Catani indspillet et helt album på Commodore 64 og Amiga, mens en anden gammel Commodore 64 rent faktisk står optegnet som medlem af technopop-gruppen Welle: Erdball – hvorfor tror du, Commodore 64-lyden pludselig er så populær igen? Rob: Jeg ved det virkelig ikke, men det har vel med retro-tendenser at gøre. Og så kan folk godt lide at gå tilbage til ældre teknologi; de voksede måske op med Commodore 64 i firserne og husker pludselig de ting, de lyttede til, da de var fjorten-femten år. Ras: Det er sjovt, du siger det, for når jeg er DJ og spiller for goth og industrial publikum, så kan jeg godt lide at snige nogle af dine gamle hits ind, og det er altid en succes; nogle blandt publikum er gamle nok til at kunne huske de melodier, og det kan man se med det samme, mens flere af de yngre, som danser til musikken, vel næppe var født, da den blev programmeret i sin tid – det tyder på, at du stadig har en effekt, også på yngre publikum; hvorfor ikke støve et par gamle Commodore 64-maskiner og nogle synthesizere af og tage på turné? Rob: Hahaha, det var dog en bizar idé – jeg ved slet ikke, hvad jeg skal svare. Jeg lavede jo den musik dengang, og så var det som om, den var død og begravet i mange år, jeg glemte næsten alt om den. Men i de senere år er der flere og flere, der spiller den, folk laver covers og remixes, og så har jeg jo måttet grave musikken frem, også for at lære noget af den til koncerten i aften. Ras: Jeg tror måske en af grundene til, at folk lytter til din musik igen er som følger: Når jeg lytter til din musik i dag, så hører jeg mange proto-techno, electronica og industrial-elementer, og jeg tror, at du, måske uden selv at vide det, skubbede til visse grænser inden for elektronisk musik dengang; er du enig? Rob: Ja, i en vis grad. En del af det, vi lavede dengang, var jo inspireret af firser-electro; du kan høre inspiration fra et band som New Order, den slags, men jeg tror også, vi måske var med til at udvikle techno, bl.a. fordi vi jo måtte arbejde minimalistisk – vi havde ikke meget til rådighed. Vi måtte programmere vores musik i assembly. Man kan også pege på, at der opstod en subkultur omkring musikken; jeg var bevidst om, at jeg skulle lave musik, der ikke kun fungerede i spillenes kontekst, men som også ville tiltale denne nye kultur. Ras: Ja, jeg kan huske, at vi dengang købte de der lidt kiksede Mastertronic-spil for at få dine seneste hits. Rob: Ja? Det hørte vist med. Til at begynde med lavede jeg jo musikken for at tjene til huslejen, maden og sådan, men der opstod denne kultur omkring den overalt i Europa, og det tænkte jeg over, når jeg komponerede. Det blev som et lukket kredsløb. Ras: Ved du, at der er flere techno- og electronica-musikere i dag, der nævner dig som inspirationskilde, og er du godt klar over at den tyske musikstation VIVA har brugt nogle af dine numre som jingles? Rob: Nej, det vidste jeg slet ikke. Ras: Så de har aldrig betalt dig for at bruge musikken? Rob: Nej, ikke en øre. Ras: De burde skamme sig! Rob: Haha. Ras: Hånden på hjertet – når du lytter til din Commodore 64 musik, bliver du så nogle gange nostalgisk? Rob: Jeg har det lidt underligt med det – ja, jeg bliver nostalgisk, for nu at være helt ærlig; det var en fantastisk tid. Jeg arbejdede som en gal, men jeg nød det, for det var en utrolig kreativ periode, jeg gennemgik, og det er ikke alle musikere, der oplever det. Samtidig var der også negative aspekter. Jeg kan huske, når folk spurgte mig hvad jeg lavede, så svarede jeg, at jeg lavede lyd og musik til computerspil, hvorefter de holdt mig ansvarlig for alle de der dumme bip-bip-lyde. Jeg sagde, at det var andre, der lavede den slags, jeg fandt på undskyldninger, for jeg var flov. Ras: Men alligevel endte det hele lykkeligt, som i et eventyr. Du snakkede om, at musikken betalte huslejen; levede du rent faktisk af at lave musik til Commodore 64 dengang i firserne? Rob: Åh ja. Jeg tjente ikke meget på at spille jobs, arrangere og sådan. Men så begyndte der at løbe penge ind fra computermusikken, og derefter sagde jeg ja hver gang nogen ringede, lige meget hvor travlt jeg så havde, for jeg havde brug for pengene. Det var første gang, jeg rigtig tjente noget, og jeg var parat til at acceptere enhver bestilling omkring musik til computerspil, for jeg vidste godt, at hvis jeg afslog, så gik arbejdet til andre. Ras: Sandt nok. Når jeg lytter til musik fra vore dages computerspil, så synes jeg ofte det lyder fint, men også ganske anonymt – det ender ofte med at lyde som et lidt kedeligt filmsoundtrack, og skal jeg være ærlig, så tror jeg ikke mange vil lytte til det om tyve år, på samme måde, som folk dyrker din musik i dag – hvad mener du? Rob: Ja, hvorfor lyder det alt sammen som andenrangs-Hollywood? Det hænger nok desværre sammen med spilindustrien, som den tager sig ud i dag. Store spil i dag er en millionforretning; 200 mennesker arbejder på et produkt, og så er man bange for at tage chancer – man taler i stedet om Hollywood-standard, det er målet. Ofte er gameplayet på det jævne, der eksperimenteres ikke, og på mange måder kan man godt sige, at spilindustrien har forrådt sit publikum. Ras: Den legendariske Commodore 64-programmør Jeff Minter har sagt lidt af det samme. Spillene bliver naturligvis flottere og flottere, og de koster en million at fremstille, men som du siger, så er det som om, originaliteten ofte bevæger sig i den anden retning. Rob: Absolut. Dengang jeg selv arbejdede med spil, var Jeff Minter min helt. Han lavede alt muligt på Commodore 64, og vi plejede at se frem til, når han udgav nyt, for han var virkelig original. Senere har han arbejdet med alle mulige maskiner, men hvis du havde en fyr som ham i toppen af et stort firma, så ville der komme langt mere interessante spil ud af det, men den slags chancer vil man ikke tage i dag, hvor det hele handler om reklame og distribution. Ras: Vi ville alle være glade, hvis spilindustrien havde flere Jeff Minters. Jeg tror hans psykedeliske spil fra firserne holdt mig fra stoffer. Rob: Ja? De holdt ikke mig fra stoffer. Hahaha. Ras: Hvad er dine planer for fremtiden, musikalsk og i al almindelighed? Rob: Jeg ved det knap. Det er blevet svært – der er ikke megen arbejde at hente i spilindustrien, for det meste går til de der Hollywood-drenge. Jeg spiller stadig lidt koncerter, arbejder som musiker, men vi må se, hvad der sker. Jeg har virkelig ikke overvejet din idé med at drage på turné, det er helt bizart, men måske alligevel værd at tænke over. Ras: Det synes jeg – gå efter det bizarre! Et interview med Jeroen Tel Som hjernen bag computergruppen Maniacs of Noise leverede hollænderen Jeroen Tel soundtracks til Commodore 64-spil som Cybernoid 1 og 2, Turbo Outrun og Alloyrun. I dag arbejder han som DJ såvel som lyddesigner og komponist på diverse multimedia-produktioner, men han havde også tid til et interview denne aften. Ras: Hvordan kom du oprindeligt i kontakt med Commodore 64-musik, hvornår og hvordan begyndte det? Jeroen: Min musikalske baggrund eller min Commodore 64-karriere? Ras: Lad os sige begge dele. Jeroen: Min musikalske baggrund går tilbage til da jeg var spæd, jeg har lyttet til musik altid. Min far havde et kor, og de øvede hver uge fra ni til elleve i vores hus. Uden at være bevidst om det sugede jeg til mig, som alle børn gør, og fik således en grundlæggende forståelse for harmoni. På et tidspunkt begyndte jeg at nynne melodier, og det er på en måde at komponere. Mange folk gør det, de nynner eller fløjter, men lægger knap mærke til det. Først senere begynder man måske at arbejde med struktur og form. I 1984, da jeg var tolv, begyndte jeg at eksperimentere med musik på Commodore 64. Jeg programmerede i BASIC, for jeg kunne ikke maskinkode på det tidspunkt. Jeg lavede nogle små melodier, men også lange, lange programmer med lydkode, lidt som en sequencer eller tracker. Og sådan begyndte det. Ras: Når jeg tænker på nogle af dine bedste numre såsom Cybernoid Part 1 og 2, Alloyrun, Noisy Pillars og Supremacy, så har de alle en meget fyldig og imponerende lyd, selv den dag i dag – hvordan lykkedes det dig at klemme så meget ud af de tre basale Commodore 64-stemmer? Jeroen: Jeg bevægede mig fra BASIC til Sound Monitor, et musikprogram lavet af Commodore 64-komponisten Chris Huelsbeck. Det var et af de eneste reelle musikprogrammer dengang, og så gik jeg ellers i gang med at komponere og komponere og komponere, opbyggede langsomt erfaring med lyd. Da jeg var fjorten, dannede jeg Maniacs Of Noise, og vi arbejdede med musikrutiner og demoer, lidt inspireret af de ting, Rob Hubbard lavede. Vi arbejdede med filtre, pulse, space effekter, oscillatortoner, den slags du kender fra Rob Hubbard. Wavetables var vigtige, når vi arbejdede med trommelyde; vi kunne skifte mellem noise, pulse, sawtooth, sine waves og bestemme tonehøjden, men det var ikke kun et spørgsmål om at prøve sig frem, man måtte også danne sig mentale billeder af lyden. Det hele tog tid – jeg brugte tusindvis af timer, før jeg blev god nok til at lave de numre, man husker i dag. Jeg eksperimenterede voldsomt med SID-chippen, som kun et barn kan gøre det. Ras: Komponerede du typisk dine Commodore 64-numre på traditionelle instrumenter først for så bagefter at programmere det hele, eller var komposition og programmering i virkeligheden uadskillelige? Jeroen: Med de fleste numre programmerede jeg bare. Det er sådan, jeg foretrækker at arbejde. Ras: Når du blev hyret af spilindustrien til at arbejde på denne eller hin titel, blev du så dikteret af spilfirmaerne; fortalte de dig nøjagtig hvad for musik de ønskede, eller gav de dig frie hænder? Jeroen: Jeg blev typisk givet frie hænder, og det var en god ting. Ras: Bestemt, og sådan er det formentlig ikke længere i spilindustrien? Jeroen: Det er det ikke rigtig, men jeg er stadig ude for kunder, der stoler på mit instinkt og lader mig gøre, hvad jeg vil. Det hænder dog også, at de har meget specifikke krav. Ras: Ligesom de fleste andre store Commodore 64-komponister lavede du et par Jean Michel Jarre-covers – var du inspireret af firsernes elektroniske musik? Jeroen: Det var faktisk min mor, der købte Jean Michel Jarres første album… Equinoxe? Ras: Det er nummer to. Jeroen: Ok, nummer to, men virkelig berømt. Jeg var bare ganske ung, men jeg blev virkelig blæst væk. Jeg hørte lyde, jeg end ikke var i stand til at forestille mig, og min mor fortalte mig, at han bl.a. byggede sine egne synthesizere, mens han studerede musik for så at forene de to traditioner til et eget udtryk, og det var virkelig magisk. Ja, naturligvis inspirerede det mig! Ras: Hvad synes du så om den moderne elektroniske musik? Dit DJ-set tidligere på aftenen havde helt klart elementer af din gamle Commodore 64-stil, men også techno, rave, electroclash, etc. Jeroen: Jeg foretrækker det bedste fra begge verdener. Det DJ-set, du hørte, indeholder en masse ny musik, som jeg har lavet specifikt til DJ-optræden. Jeg plejede at optræde med spilmusik, men man kunne godt se på folk, at musikken var designet til spil og ikke til dans, så jeg begyndte at rette musikken ind efter det, som folk kunne lide i klubberne. Der var dog også elementer fra spilmusikken, som fungerede, og dem har jeg bevaret. Jeg mener, at elektronisk musik og Commodore 64-scenen er uadskillelige, helt bestemt, det bemærkede jeg allerede i senfirserne, hvor Commodore 64-elementer sneg sig ind i den elektroniske musik, og ikke bare house. Inspirationen fungerede også den anden vej rundt. Men i det store hele var der en masse idéer, der blev til dance, og der eksisterede på Commodore 64 en scene, der ikke handlede så meget om egoer, men om lyden. Ras: Ja, og der lader også til at findes lidt af en Commodore 64-undergrund inden for den elektroniske musik i dag; selv visse mere kendte navne har brugt maskinen i de senere år – hvad synes du om det? Jeroen: Det er alle tiders. Det er fedt, at folk gider fortsætte med at udforske maskinen, selvom den allerede er blevet udforsket en hel del. Det er sådan, tingene udvikler sig, eksperimenterer er den eneste vej frem, og så må man lade sig inspirere af, hvad man har hørt. Tænk, hvis man skar al musikalsk erfaring bort, hvad skulle vi så gøre? Begynde forfra med bom-bom-bom? Nej, vi trækker på hele menneskehedens fælles musikalske erfaring i et forsøg på at finde på noget nyt. Ras: En af grundene til, at Commodore 64 bliver brugt meget i disse år er nok, at folk voksede op med den i firserne, men jeg tror også, det har at gøre med, at den har en så distinkt lyd, ligesom visse Moog, Fairlight og Korg-synthesizere? Jeroen: Det er jeg naturligvis helt enig i. Den har en helt speciel lyd, selvom du kan finde nogle af de samme elementer hos visse synthesizere, f. eks. pulsewidth modulation. Første gang, jeg lavede noget sådant på en synthesizer, troede jeg det ville være voldsomt kompliceret, jeg kunne huske det fra SID-chippen. SID var dog i høj grad kendetegnet ved ringmodulation, man kunne filtrere tre stemmer, og den har en virkelig genkendelig lyd. Jeg kan straks spotte det, hvis der dukker en Commodore 64-lyd op i et eller andet nummer i dag. Nu kan man jo så også emulere og bruge plugins. Men det er en helt magisk lyd, det var magisk for mig, da jeg første gang hørte en Commodore 64-arpeggio med pulse. Den har basregistre, men også disse høje klangfarver, som en sopran, og dem holder jeg virkelig af. Ras: Har du nogensinde optrådt live med din Commodore 64-musik som koncert? Har du nogensinde overvejet noget sådant? Jeroen: Jeg giver faktisk koncerter sammen med andre micromusikere, du ved chipmusik-entusiaster. Så går vi sammen nogle stykker og stabler noget op en aften. Der er Commodore 64-musik, Gameboy-musik, etc. Ras: Musikgruppen Maniacs Of Noise, som du stablede på benene i firserne på Commodore 64, er i dag en multimediavirksomhed med speciale i audioproduktion – kan du fortælle lidt om det? Jeoren: Hovedaktiviteten er stadig musik og komposition samt lydeffekter til spil. Men megen tid går også med at konvertere mellem forskellige formater, og for det meste må man gøre det ved at lytte sig frem. Kun sjældent kan man oversætte direkte, så det er svært at konvertere, for man skal efterligne de oprindelige lyde etc. Det er sjovere at lave nyt. Men jeg arbejder nogle gange med ret store penge, bl.a. til interaktive produktioner, hvilket er lidt ligesom spil; typisk er der både musik og lydeffekter. Jeg har også arbejdet med animerede film, tegnefilm, egentlig bare alt, der har brug for musik. Tjah, hvad har jeg ikke lavet musik til? Ras: En storstilet opera? Jeroen: Nej, sådan en har jeg ikke lavet. Ras: Der fik jeg dig. Jeroen: Helt bestemt. Jeg har vist ikke ambitioner om den slags endnu. Jeg har dog skrevet klassisk musik, sådan helt privat, men ikke nogen stor opera. Ras: Måske det sker en dag. Jeg ville egentlig have sluttet af med at spørge, hvorvidt du stadig laver musik på Commodore 64, men det kunne jeg jo høre, da du optrådte som DJ, så i stedet kunne jeg godt tænke mig at vide, om du har planer om at udgive den musik, på cd eller på nettet? Jeroen: Det er der mange, der har spurgt om. Der er ikke udgivet nogen cd endnu, men jeg arbejder på det. Jeg har arbejdet på projektet i et års tid; ambitionen er en times musik med Commodore 64-musik, men med remix, så det har club-stemning. Når jeg en dag er helt tilfreds, så bliver det udgivet. Men det skal være ny musik, ingen gamle spilkompositioner. Ikke fordi jeg har noget imod spilmusikken, men det er ikke alle de numre, der fungerer lige godt på dansegulvet, selvom nogle dog gør. Men hvornår er min cd så klar? Det kan jeg ikke sige noget om, for jeg arbejder stadig på produktionen, og så har jeg jo også alle mulige deadlines hele tiden. Når man så tilmed er ude for computercrash, så hjælper det ikke just. Jeg måtte arbejde hele natten, så jeg har ikke fået megen søvn før dette arrangement. Ras: Men det giver alligevel lidt mening – det der med at sidde oppe hele natten for at programmere og komponere musik, det er jo i hvert fald den gode gamle Commodore 64-stil. Jeroen: Ja, det kan man sige. Men i dag har det at gøre med, at mange af mine kunder er amerikanere og canadiere, så vi er i forskellige tidszoner. Men det hænger nok også sammen med, at jeg er perfektionist, så jeg arbejder og arbejder som en gal, indtil jeg er tilfreds. Game Over Arrangementet var det første af sin slags i Danmark, og det var bestemt en fornøjelig aften. At 300 billetter blev revet væk på kort tid, vidner om en reel interesse, ikke mindst fordi man også sagtens kunne have afsat flere billetter, hvis man havde haft et større sted. Det burde give blod på tanden, og forhåbentlig gentages succesen også næste år med lige så mange entusiaster, lige så mange prominente gæster og, hvem ved, måske en smule Pac Man-liverollespil?