Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Diefenbach

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Speaker Bite Me
1-2-3-4: VI ER INSPIRERET AF SONIC YOUTH!!!
- Halvanden times blindebuk med Speaker Bite Me
1. apr 2001 [Artikel] Der er meget få bands på den danske rockscene, der så konsekvent har holdt fast ved deres tilhørsforhold til den musikalske understrøm som Speaker Bite Me. Hvor de fleste af de bands, der ellers blev associeret med den såkaldte ”grønne bølge” i 1993-94, for længst enten er opløst eller blevet opslugt af den rockelite, de startede ud som et alternativ til, har kvartetten - fra den spæde start som Murmur til nu, hvor de fremstår som grå eminencer i den stadigt mere omfangsrige københavnske eksplosion af undergrundsrock - aldrig givet køb på deres fremmeste princip: Skamløst at støbe lyd om til kunst.

De har endda opnået en vis fortjent succes med det: Gruppen har tourneret Europa tyndt gennem årene, og står p.t. foran en række jobs i USA. Deres debutalbum fra 1994, som blev udsendt på Cloudland Records under Murmur-banneret, Sexpowder 2000 Volts, havde da også allerede et vist internationalt snit, idet det var produceret af Tjinder Singh fra senere nok så berømte Cornershop. Bandet var dengang en kvintet, der inkluderede sangerinden og guitaristen Gry Senderowitz. Pladen viste et særdeles skramlet, aggressivt og rytmisk-komplekst orkester, som allerede fra starten virkede fuldt flyvefærdigt: Det er således ikke uden grund, at Sexpowder 2000 Volts er gået over i historien som en mindre dansk rockklassiker - dens, i forhold til Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Psyched Up Janis, overskuelige salgstal til trods. Ikke at den referenceramme, som først og fremmest var skabt af pressen, nødvendigvis passede på Murmur: Ligesom ”den grønne bølge” signalerede albummet tydeligvis noget relativt nyt på den danske rockscene. Der var blot tale om en nyhed, som ikke stod til at blive salgbar vare i uoverskuelig fremtid: Kompetent, original støjrock! En støjrock, som oven i købet formåede at tiltrække sig opmærksomhed hos BBC's legendariske radiovært John Peel, for hvem gruppen i '95 indspillede en endnu uudgivet session.

Den kunstneriske succes sikrede dog ikke intern stabilitetet i gruppen, og da den sidst i '95 gik i studiet for at indspille et bidrag til Cloudlands Cloudland Christmas Compilation med Nikolaj Nørlund i producerstolen, var den reduceret til kvartetten Speaker Bite Me: Martin Ilja Ryum (vokaler, guitar), Signe Høirup Wille-Jørgensen (guitar, vokal), Emil Landgreen (trommer, percussion) og Kasper Deurell (bas, guitar). Rollerne skulle dog ikke - dengang som nu - betragtes som alt for fastlagte på forhånd: Allerede fra begyndelsen havde medlemmerne byttet instrumenter på kryds og tværs for at understrege deres grundlæggende musikalske legelyst.

Den nye besætnings første regulære udspil under eget navn var dog mini-albummet Recorded, som blev udgivet på Gyldendals pladeselskab Exlibris (og varslede nye tider for dette tidligere meget singer-songwriter orienterede mærke), var støjniveauet blevet nedtonet en del til fordel for længere og mere komplekse, ofte mere maleriske end melodiske, forløb. En tendens, som blev videreført på det første fuldlængde-udspil under det nye navn, Inner Speed, fra samme år. Hvor bandet tidligere, med Signe Høirup Wille-Jørgensens ord, havde været ”det sorte får i den grønne bølge”, fremstod det nu - i selskab med Luksus og Mew, der også kom frem i løbet af '97 - som et af de bedste bud på en ny, autentisk dansk undergrundslyd efter grungens endeligt. Det undgik ikke Sophia-chefen Robin Proper-Sheppards opmærksomhed: Efter at have spillet en fælles koncert med Speaker Bite Me i København, sendte han Inner Speed i europæisk distribution gennem sit eget pladeselskab, The Flower Shop Recordings. Et selskab, som også ved senere lejligheder har været gruppen behjælpeligt i international sammenhæng - som f.eks. samme år, hvor debutsinglen Punk the Pam eksklusivt blev udsendt på mærket.

Gruppens allerede ret selvstændige spor blev yderligere stukket ud året efter, hvor Speaker Bite Me leverede musik til Peter Oswalds versespil Smukke Kvinder med Kærlighedskort. Det deraf følgende album var i overvejende grad instrumentalt - båret oppe af en veloplagt musikalsk legesyge, som var pakket ind i en klar og kølig, minimalistisk produktion. Mens resten af den danske rockundergrund stadig grublede over den postrocklyd, som strømmede ind over grænserne fra England, Tyskland og USA, havde Speaker Bite Me - uden egentlig at forsøge på det - leveret et af Danmarks til dato mest vellykkede og originale bud på denne genre: Det var ikke uden grund, at de senere samme år spillede opvarmning for Mogwai ved tre lejligheder. På If Love Is Missing, it Must be Imposed fra sidste år var sangene tilbage igen, men tonen var indadvendt, numrene var lange og dvælende - der skulle være tid til detaljer og fordybelse, og man gik da heller ikke forgæves som lytter.

Det var måske heller ikke helt uden grund, at albummet var så forsagt: Allerede før dets udgivelselse så det ud til, at ydre omstændigheder skulle splitte gruppen: Der blev indgået samarbejder med andre musikere, forbindelsen med Exlibris blev brudt - bl.a. på grund af interne rokader på selskabet - og en seriøs trafikulykke under en belgisk tourné var lige ved at sætte punktum for kvartetten. Opløsningsplanerne var så langt fremme, at Speaker Bite Me's optræden på sidste års Roskilde Festival uofficielt var tænkt som en afskedskoncert.

Helt så galt skulle det dog ikke gå: I september 2000 bookede gruppen - i et sidste forsøg på at sparke det kreative maskineri i gang igen - fire dage i Grapehouse Studios (København) med Uffe Lauesen som medproducer. Resultatet blev ikke blot et genfødt band, men også et særdeles vellykket album - det nys udkomne Four Days in September - som rækker fra tungt rugende, repetitive eksperimenter over småjazzede indslag til manisk, frontal støjrock af bedste skuffe.

Albummet er udgivet på det efterhånden temmelig godt profilerede independent-selskab Helicopter Records, der egenhændigt bestyres af Henrik Busk, og som har smidt fine udgivelser med navne som Robot og Pandemonica på gaden i løbet af de seneste par år. Dog ikke af nødvendighed. Som Martin Ilja Ryum selv har forklaret det: ”Vi gik decideret hen til Henrik og sagde: ”Vi har ikke lyst til at udgive det selv - vil du hjælpe os med det? Han gør sit arbejde, fordi han tror på det - har lyst til det. Det er noget andet end at sidde ved en tyk, fed mand, som får en kæmpe hyre fra ét eller andet selskab, men ikke gør sit arbejde”. Speaker Bite Me er således ikke blot vendt tilbage til rødderne på den måde, at Four Days in September er gruppens mest støjfikserede udgivelse siden Sexpowder 2000 Volts: De er også forretningsmæssigt vendt tilbage til den undergrund, de kom fra.

Der befinder de sig helt åbenlyst godt, da Geigers medarbejdere bryder ind i bandrummet på Musikcaféen i Århus, hvor de varmer op til den ene af de fire synkrone koncerter under Toneart-banneret d. 17/2. Et københavnsk initiativ, som resulterede i en internet-udstilling, hvor en lang række grupper, blandt andet Speaker Bite Me, blev præsenteret på internettet.

Selv om Geiger på skammeligste vis tvinger Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ilja Ryum til at pakke deres halvspiste pizzaer sammen og, med mærkbare tømmermænd, gå halvanden kilometer i heftig frost for at nå frem til den lejlighed, hvor interviewet skal foregå, er humøret også ganske højt: Begge er entusiastiske omkring initiativet og opsatte på at nå tilbage inden første band, Snoozer, går på scenen. Forude ligger dog halvanden times musikalsk gætteleg med Geiger bag roret. Idéen er ligetil: Vi spiller fem plader, som vi på hver sin måde synes har relation til aspekter af Speaker Bite Me's musik. Medlemmerne skal forsøge at gætte kunstner og titel, hvorefter diskussionen er åben for begge parter.

Første skæring kommer fra en stor kvindelig rockpersonlighed, der, som Speaker Bite Me, kender sit til det skramlede og aggressive.



PJ Harvey: “Snake“

(fra 4-track Demos, Island, 1996)

Signe: Det er jo PJ! ”Snake” i hendes demo-”mode”.

Geiger: Grunden til at vi spiller den er, at vi, på ”Crackwhore” fra Four Days in September, synes, at der går PJ Harvey i vokalarbejdet og guitarlyden.

Signe: Hvad??? Det har jeg slet ikke tænkt på. Det nummer blev skabt ud fra, at vi havde en forestilling om Kim Wilde på crack - det var derfor, sangen kom til at hedde ”Crackwhore”. Der er dé der popelementer i den - den minder lidt om ”Kids in America”, selv om jeg står og råber hen over det hele.

Martin: Vi forholder os nok lidt mere generelt til PJ Harvey. Vi elsker jo PJ Harvey alle sammen.

Signe: Da jeg ”fandt” hende, var jeg 18 år - og der var hun jo helt klart et fantastisk kvindeligt forbillede. For det første var hun en kvinde med nosser - det var jo lækkert at se! For det andet var hun meget følelsesladet i forhold til f.eks. Courtney Love, som havde mere af en heroin-punk attitude. PJ var meget mere interessant - der var og er nogle dybder i hendes følelsesregister, som jeg helt klart også håber på, at man kan finde i dét, vi laver, selv om det ikke er helt så skrigende.

Martin: Hun har tilladt sig selv at være dramatisk - at lave dramatisk musik. Det er også meget det, vi gør. Hun er ikke bange for at være for meget. Tingene skal bare ud af systemet.

Signe: Sådan gjorde den gamle PJ i hvert tilfælde. Hvis I havde sat et nummer på fra den nye plade, havde vi måske haft lidt mindre at snakke om. Det er sådan set helt fint, at riot grrrl-elementet er trådt lidt i baggrunden dér. For fanden - hvis PJ Harvey stadig var en riot grrrl, ville jeg nok blive lidt pinligt berørt på hendes vegne. Der skal udvikling til, så det er jo dejligt. Hun har lagt nosserne lidt på hylden - den foregår bare på en rooftop på Manhattan på bedste singer-songwriter manér. Hun har jo udtalt sig om, at dét, hun ville med sin nye plade, var at omfavne melodien, så det er dét, hun har arbejdet med. Og det er lykkedes optimalt - det er jo nogle smukke sange. Det er ikke det, jeg har noget imod - det er vel mere det, at det lyder lidt mere ordinært end før. Men hun havde opstillet nogle regler og ambitioner med Stories From the City, Stories From the Sea, og der kan man drage en parallel til vores nye plade, som jo også havde et klart projekt.

Geiger: Det er blandt andet det, vi også gerne vil frem til - om det er den samme minimale og skrabede intention, som lå bag 4-track Demos, der ligger bag Four Days in September?

Martin: Vi har været igennem mange titler, og vi gik faktisk også på et tidspunkt og snakkede om, hvorvidt vi skulle kalde pladen Demoer. Demos var også inde over, men vi endte altså op med noget andet.Vi ville jo heller ikke kalde albummet Skitser, vel? Vi havde lyst til at gøre det til det projekt, som det var - i stedet for at fratage det al den seriøsitet, der lå i det. Hvis vi havde kaldt det Demoer, havde folk gået anderledes til det. Nu, hvor vi har gjort det til et album, skal folk i dén grad også forholde sig til det. Indspilningerne er nok også sværere at forholde sig til på dén måde.

Geiger: Vores indtryk er ellers, at I har lavet en mere tilgængelig plade end dem, der kom før.

Signe: (Chokeret / overrasket) Er det rigtigt???

Geiger: ”Crackwhore” er jo en slags hit!

Martin: Ja, ”Crackwhore” er et totalt radiohit, og det er også det, vi prøver at overbevise alle om.

Signe: Det var også fantastisk, da den blev spillet i Harddisken på P1! Men vi har lidt det projekt med dén sang at se, om et nummer, som alligevel har lidt punk-elementer med en skrigeballon henne over, kan få hul igennem. Så vi trykte 40 singler, som vi sendte ud til radioerne, og vi er allerede blevet spillet to gange i Popshop (på P3, red.)!

Martin: Det nummer er også tilgængeligt, men jeg tror, at hele konceptet er knapt så iørefaldende. Vores holdning var jo: Nu går vi i studiet uden at forberede os, indspiller i fire dage, vælger ud og ser, hvad der kommer ud af det. Det er jo ikke ligefrem en idé, der garanterer tilgængelighed.

Geiger: Men en plade kan jo godt være tilgængelig, selv om produktionsmåden ikke er?

Signe: Ja, numre kan jo godt fange, selv om de er blevet lavet på en hurtig og søgende måde. Selv om de, som popsange, ikke er rettet imod en endelig forløsning. Selv om de lander i den anden grøft, og ender op med at være atmosfæriske flader. Men det er jo heller ikke dét, vi har lavet, vel?

Martin: Nu ender vi jo op i dén her gode, gamle snak om forløsning. Det er fedt, når ting forløses, men det er jo også fedt, når de ikke forløses. Når man bliver nødt til at blive i stemningen. De her numre er jo ren essens - de er en essens af det, der opstod i studiet, og er ikke blevet taget nogen andre steder hen i form af hverken forløb eller forløsning. Albummet består simpelt hen af de stemninger, vi har været i gennem de fire dage, hvor vi var i studiet - og det er jo kunst! Måske er det den ting der gør, at vi ikke synes, det er en tilgængelig plade.

Signe: HVEM TØR? SPEAKER BITE ME GØR? Ja, det er farligt - ikke? Man må jo ikke bruge sig selv for meget - vi bor jo i Danmark, og det må vi huske på, ikke?

Geiger: Hvor meget lå egentlig fast, før I lagde det ned på bånd? Var det fuldstændig en fødselsindsats?

Signe: Nej, det er ikke det hele, der er first take, er det dét?

Martin:Jo, det er alt sammen first take. Vi har ikke spillet noget om. Vi har stået og spillet noget direkte, og så har vi allerhøjst lagt noget på hen af vejen. Vi har jo brugt Pro Tools (et digitalt redigeringsprogram, red.) bagefter, så vi har kunnet gå ind og redigere om i indspilningerne.

Signe: Vi havde ingenting med ud over vores instrumenter. Vi havde heller ikke nogen ord. For nu at tage ”Crackwhore” som eksempel, sker der tit det, at når sangens grundramme er der, bliver man ved med at flytte rundt på ordene, til der opstår en slags naturlig struktur. Du gentager noget fra tidligere i sangen - og så opstår der stille og roligt én eller anden slags arrangement. Ordene er meget dominerende dér. Du møblerer rundt med ord og lyde til der opstår en helhed.

Martin: (Vågner op efter et blackout, hvis årsag tidligere er blevet antydet) Det var meget abstrakt!

Signe: Var du væk i 10 sekunder (begge griner)?



Stina Nordenstam: “Crime”

(fra And She Closed Her Eyes, Warner, 1994).

Signe: Er det ikke Stina? Jeg synes, jeg kan høre det (lytter videre). Jo, det ER sgu Stina! Er det noget af det tidlige?

Geiger: Ja - ”Crime” fra And She Closed Her Eyes.

Martin: Hun er også dejlig! Rigtig dejlig!

Geiger: På ”She's a Lily” fra den nye plade lyder det meget som om, at vokalarbejdet er påvirket af hende?

Signe: Nej, jeg synes, at det er mere jazzet end Nordenstam-agtigt. Men der, hvor jeg synes, man måske kan sammenligne vores sangstemmer, er snarere på det punkt, at vi begge har dén der totale mangel på respekt for udtalen af ord. Men det er noget, mange skandinaviske sangere har: Den her mangel på respekt for det engelske sprog. Dén facon, hvor man brækker ord op på måder, som englændere og amerikanere aldrig ville gøre det.

Martin: Nu har vi jo snakket meget om produktion, og jeg vil da gerne sige, at den sidste plade, hun lavede (People are Strange fra 1998, red.), var totalt inspirerende i forhold til dét. Ian Caple har ikke produceret den ret meget - meget af det album foregår jo hjemme i dagligstuen - og det er det, der er det smukke. Det er lidt af det samme som ved Tom Waits - den dér ambiens og optagelsesstøj, der får lyden til at virke menneskelig og rigtig.

Signe: Vi er vilde med ambiens, og nu, hvor vi har snakket PJ Harvey, synes jeg også, at man kan tale om ambiens ved en producer som Steve Albini, der kan bruge fire dage på at stemme nogle trommer. Det er sådan noget, der giver mig gåsehud! Han har så stor respekt for det, man ikke kan se - den her luft, ikke (griner)? Ian Caple har lidt af det samme - det er en fantastisk måde, han lader forskellige former for ambiens komme ind over hinanden på. Bare på Rod Stewart-nummeret (”Sailing”, red.), som bliver spillet på et gammelt klaver i en lejlighed - og så kommer der nogle strygerarrangementer på, som man godt kan mærke er blevet optaget i et helt andet rum. Han lægger simpelt hen to verdener sammen. Det er magisk!

Geiger: Det virker i øvrigt ikke som om, I er særlig meget påvirkede af skandinaviske navne?

Signe: Nej, ikke specielt meget. Ikke når vi snakker musik, men tag nu f.eks. Inger Christensen - det er superinspirerende af være til digtoplæsning med hende. Den måde, hun tackler sprog og rytme på - det er fuldstændigt vildt! Men musikalsk har jeg måttet arbejde imod det faktum, at jeg er vokset op i et hjem, hvor der blev spillet Shubidua og Kim Larsen - blandt andet derfor har vi vendt ryggen til, hvad der specielt er sket i dansk musik. Vi har ikke udforsket så meget, hvad der har ligget af hengemte ting. Men da vi kom på Exlibris, gik vi da deres bagkatalog igennem - og der var da nogle glimrende ting imellem.

Martin: Nu hvor jeg tænker over det, kom jeg ikke fra et hjem, hvor der blev spillet dansk musik. Det blev der aldrig! Men vi kan jo alle sammen godt lide Anne Linnet og Marquis de Sade. Marquis de Sade (fra 1983, red.) var fantastisk! Men det er også det fedeste, hun har lavet. Den plade var teatralsk og havde attitude! Men jeg kan også godt lide mere af det, hun har lavet - ”Ingen Anden Drøm”, f.eks. Men hun har også lavet meget bræk - rigtig meget pissedårligt musik! CV Jørgensen kan jeg også godt lide, men det er mest rent tekstmæssigt. Den måde, han synger dansk på - de tekster, han laver - er en stor ting.



Pole: ”Fahren”

(fra 2, Kiff, 1998).

Signe: (Efter lang tids stilhed) Det kunne være Goodiepal, men det er det jo ikke.

Martin: Det er ikke en dansker? Nej…

Geiger: Måske kunne man sige så meget, at det er syd for grænsen.

Martin: Syd for grænsen? Tyskland (tænker sig om)? Det kunne være, I skulle sige det?

Geiger: Det er ”Fahren” med Pole.

Signe: Er det Pole? Pole er jo dejlig, men man kan næsten spille et hvilket som helst Pole-nummer, og det lyder jo altid sådan dér. Sådan har jeg det lidt med ham. Det er fuldstændigt ansigtsløst, men første gang, jeg hørte ham, stod jeg i Baden Baden (københavnsk pladeforretning, red.) og tænkte: ”Det er jo utroligt”!

Geiger: Han er måske det elektroniske svar på den måde, I arbejder med støjniveauer på?

Signe: Ja, vi ELSKER støj og arbejder på en måde, der ikke er helt ulig Pole. Han kan jo f.eks. tage en knaselyd og flippe ud over, hvordan den kan lyde på 100 forskellige måder.

Martin: Er Aphex Twin ikke også lidt på den måde?

Signe: Nej, han er meget mere romantisk. Han har netop ansigt. Han har melodi inde over og det hele. Han kan godt lide at lege Gud!

Geiger: Hvad synes I generelt om elektronisk musik?

Martin: Det er da meget godt (griner)!

Signe: Lige nu hører jeg faktisk rigtig meget elektronisk musik. Jeg bor sammen med en musikjournalist, der er i gang med at skrive om det. Jeg véd ikke, om jeg ville høre det helt så meget, hvis jeg ikke boede sammen med ham. Det er en verden, jeg periodisk krydser igennem, og for tiden har jeg faktisk spat af den. Jeg vil egentlig gerne have lidt mere krop i det, jeg hører. Men jeg elsker, når den er legesyg - og det synes jeg, Pole har lidt af, om end ”ansigtsløst” alligevel er det ord, jeg typisk ville finde frem, ikke? Det er blandt andet derfor, jeg kalder Aphex Twin for ”Gud” - musik er jo netop ikke ansigtsløst, når der leges rundt med elementerne.

Martin: Der er meget elektronisk musik, som jeg synes er kedeligt, uinteressant og fuldstændigt nyttesløst. Trance, f.eks. - det kan godt gå hjem (griner)! Men jeg kan godt lide musik, der er sexet og frækt - og det kan elektronisk musik jo også være. Vi kan også godt lide det minimal-tekniske i Speaker Bite Me, så for mig er det klart, at der er en sammenhæng mellem det, vi laver, og meget elektronisk musik. Vi har også det monotone i os - og dén måde at udvikle numrene på, lag for lag. At indkredse atmosfærer - bygge op og bygge ud. Det er helt klart en ting, som vi har hapset fra det elektroniske! Vi har det ikke - som mange lader til at tro - fra Mogwai.

Signe: Jeg synes stadig, at der ligger mange udfordringer i den måde, elektronisk musik kombinerer gamle genrer på, så der opstår nye helheder. Det er bare en skam, at det tit og ofte er blevet gjort så dårligt - hele dén der jazz-electronica ting! ÅÅÅRRH - jeg kan SLET ikke have det! Men der MÅ ske noget helt fantastisk på ét eller andet tidspunkt. Tag Arto Lindsay f.eks. - han har lavet noget elektronisk støj-bossa nova, der er helt fantastisk. Meget moden musik: Voksenmusik for gamle punkere! Min mor havde Dire Straits, jeg har Arto Lindsay (griner)!

Geiger: Vil Speaker Bite Me blive mere elektroniske fremover - som I selv nævner, har I jo redigeret Four Days in September med Pro Tools, dvs. digitalt?

Martin: Ja, der har vi siddet og modelleret om med lydene - men det hele er jo optaget analogt, og vi har ikke gjort andet end at klikke lidt rundt i det.

Signe: Man kan da i hvert tilfælde sige, at vi har bevæget os lidt i den retning. Nu har vi også eksisteret i seks år som Speaker Bite Me - og har en endnu længere fortid, hvis man regner Murmur med - og vi har da helt klart bevæget os væk fra den respekt for de helt rå lyde, vi havde til at starte med. Vi har fået mere lyst til at manipulere, og det er jo også det, der driver den elektroniske musik: Det er ren manipulation, kan man sige. Vi er ikke længere bange for at lege med vores egen lyd, vel?

Martin: Vi er ikke bange for at bruge effekterne. I starten med Murmur måtte der ikke være kompressor på sangen - vi måtte ikke en skid! Vi ville helst heller ikke have lavet masters af vores plader. Overdubs var også ude af billedet.

Signe: Vi måtte ikke spille noget, vi ikke kunne fremføre live. Det var jo en superhæmmende holdning at have, kan man sige - men den var interessant at udforske. Det var nu også derfor, at Murmur døde i sin tid.

Martin: Jeg tror i virkeligheden, at den friere holdning til effekter viser, at vi bliver bedre og bedre til at lave plader. Plader er jo netop plader. Vi har en live-side, der fungerer tilfredsstillende - hvorfor så ikke lave indspilninger, hvor det bliver selve udfordringen at gøre det på en anden måde? Hvor der er plads til ti guitarer og en fjerde dimension (griner)?

Signe: Men fremtiden… Den kan vi ikke sige noget om. Jeg er lidt afvisende over for fremtidsspørgsmålet, fordi vi jo netop har udgivet en plade, der var lidt af en genfødselsproces. Det er nok federe lige nu at prøve at give det hele lidt tid - at leve i nuet, ikke?



Sonic Youth: ”Bull in the Heather”

(Fra Experimental Jet Set, Thrash & No Star, Geffen, 1994).

Martin: Det er jo Sonic - ”Bull in the Heather”! Det her nummer, det er sexet! Det er helt vildt groovy, og jeg vil fyre det af, når jeg skal spille DJ nede i taekwondo-klubben!

Geiger: Vi spiller det, fordi vi gerne vil komme med en parallel til de støjlag, I arbejder med.

Signe: Ja, det er også det eneste punkt, vi kan sammenlignes på. Sonic Youth har en ironi, som vi ikke har. De har en kølig New York-ironi - vi taler ikke fra den samme sokkel. Men i støjen og rytmen har vi rigtig meget tilfælles. Man kan også sige, at Sonic Youth er forbilleder på den måde, at vi godt kunne tænke os at blive gamle sammen. Jeg elsker dem for, at de bliver ved! Der er så mange, der siger, at de skulle have stoppet for længe siden. Jeg er faktisk ikke så vild med A Thousand Leaves, men jeg er lykkelig for, at de har lavet den plade alligevel!

Martin: Jeg vil sige, at i forhold til at lave musik, er der nogle ting, der har været vendepunkter for mig. For det første var der Murmur. Jeg var ikke med til at danne Murmur - jeg var ”hangaround”. Jeg gik på samme skole, og var den, der stod på første række og råbte. Jeg havde aldrig hørt den type musik før, og på den måde fik jeg Sonic Youth og PJ Harvey ind i blodet. Før da havde jeg lavet romantiske klaverballader! For mig var Sonic Youth helt vildt vigtige for min musikforståelse - også min forståelse af tekster.

Signe: (Til Martin) Du har det faktisk sådan lidt, at du er træt af, hvor meget du elsker dem, ikke?

Martin: Nej, for jeg er faktisk kommet derhen, hvor jeg synes at jeg har gennemskuet dem - hvor jeg kan se, hvor de kommer fra. Jeg har fået dem pillet ned.

Signe: (Til Martin) Kender du den EP, der hedder Kill Yr. Idols? (Synger) Kill Yr. Idols - Sonic Death!!!

Martin: Ja, jeg tror, det er det, jeg har gjort. Men jeg synes stadig, at de er fantastiske!

Geiger: (Til Signe) Omvendt kan man måske sige, at der går lidt Kim Gordon i dine vokaler visse steder på Four Days in September?

Signe: Nå, for Søren! Det véd jeg da ikke om jeg skal tage som et kompliment? Det er lige præcis hende, jeg har det sværest med fra Sonic Youth. Der går for meget feminisme i det, hun laver.

Martin: Jeg synes, hun er lækrest når hun leger voksen teenager - er en dagbogsdrømmer. Så er hun smukkest rent tekstmæssigt. Ellers synes jeg også, at hun er pisseirriterende - kan ikke tage den dér kvinderock-ting. Men vi kan godt lide dem - vi synes, de er vigtige. Og skal vi råbe det i kor?

Martin + Signe: 1-2-3-4, VI ER INSPIRERET AF SONIC YOUTH!!!

Martin: Jeg kan huske, at vi i starten nærmest blev sure, hvis folk kom med referencer til det, vi lavede. Man ville være ”fucking unique”, og vi har accepteret, at man stadigvæk godt kan være unik, samtidig med at man er inspireret af andre ting. At man har hørt noget ét sted, som man så tager videre på sin egen måde. Jeg synes ikke, at vi laver det samme som Sonic Youth, så vi går ikke længere så meget op i at frakende os alting.

Signe: Det er helt OK, så længe I ikke spiller Björk (griner)!



Tortoise: “Along the Banks of Rivers”

(fra Millions Now Living Will Never Die, Thrill Jockey, 1996).

Martin: Tortoise. ”Along the Banks of Rivers”. Den guitar er jo umiskendelig!

Signe: Den nye er helt vildt god! Vi har faktisk haft kommunikation med John McEntire - det var i forbindelse med Inner Speed, var det ikke? Vi manglede en producer, og vi overvejede blandt andre ham og John Parish (PJ Harveys mangeårige sangerskriverpartner og medproducer, red.). Mest på grund af hans produktioner for Stereolab. Jeg faxede med ham, men han var helt vildt dyr! Men den første gang, jeg hørte Tortoise, kan jeg huske, at jeg syntes det hoppede for meget. Hvad var det for én - jeg tror, det var Tortoise (1993, red.). Men dér blev jeg irriteret, og sådan synes jeg, at det er med en del instrumentalmusik - det ligger under for, at der faktisk godt kunne have ligget en melodi ovenpå. Jeg synes, at instrumentalmusik virker bedst, når man i det hele taget ikke får dén idé, at der kunne have ligget noget smukt hen over: Når det har sin helt egen energi.

Martin: Vi har kun lavet teaterpladen - Smukke Kvinder med Kærlighedskort - som er næsten rent instrumental.

Geiger: Det er også den, vi sigter til.

Martin: Det kan jeg godt forstå. Men hvis jeg lige skal snakke om dén plade, var Portishead faktisk en langt større inspiration rent lydmæssigt. Vi var til koncert med dem inden - ude i Store Vega - og det var SÅ smukt!

Det var lige inden vi gik i studiet med dén plade - vi havde ikke tænkt på Tortoise overhovedet! Og så mødte vi jo Mogwai lige efter at have lavet det album. Der blev vi blæst af scenen - vi stod og spillede fra vores gamle, ”kedelige” Inner Speed-plade, mens vi havde mere lyst til at gøre tingene instrumentalt. Vi spillede opvarmning for dem ved tre koncerter, og det var frygteligt! Det var et musisk knæk! De var overdrevet fede! Men det skal så siges, at jeg absolut også har gennemskuet dem - jeg kan høre, hvor de kommer fra, og synes ikke, at deres plader fungerer så godt som deres koncerter.

Signe: Jeg har det sådan med Mogwai, at de har givet mig fire livekoncerter, hvor jeg har stået og tudet - og ved den femte syntes jeg, at jeg havde fået nok. De har heller ikke formået at give mig noget på plade - det har ikke virket for dem. Men det tager intet fra dem - de fire koncerter er lige så meget værd som Sonic Youths bagkatalog! Min skuffelse kommer bare ind dér, hvor jeg godt kunne tænke mig, at de bevægede sig videre - at de kunne blive ved med at interessere mig! Man har jo den her selviske lyst til, at musik skal blive ved med at være lige fantastisk at høre hver gang! Men Tortoise er også vildt gode live! De ligner et højskoleband, der står og spiller - men det er noget helt andet, der kommer ud af højttalerne. De er også helt formidable i den måde, de arbejder sammen på! En ting, som Speaker Bite Me og Tortoise har tilfælles er jo også, at ingen af os er bange for at indrømme, at vi betragter det, vi laver, som kunst. Vi laver ”arty-farty” musik - og det står Tortoise jo også hundrede procent inde for, at de gør!

Martin: Et andet fællestræk er jo også, at ingen af os er bange for at bryde genrer. Hverken os eller dem er fastlåste i ét bestemt udtryk. Man kan bruge det hele og tilsætte sin egen lyd - og alt efter, hvad man blander, får man Tortoise og Speaker Bite Me.

Geiger: Hvordan har I det med det postrock-begreb, som I tit og ofte er blevet lagt ind under?

Signe: Det er da meget rart at få skiftet lidt om på mærkaterne ind imellem. Jeg synes da, det er rart når journalister bliver ved med at prøve på at finde nye ord, selv om begrebet ”undergrund” altid bliver ved med at hænge véd, lige meget om man snakker støjrock, indie eller postrock. Det må da være en mission for journalister at komme op med de fantastiske ord, som kommer til at stå i historiebøgerne, ikke? Jeg har ikke noget problem med genrebetegnelser - jeg synes faktisk, de er lidt spændende.

Geiger: Man kunne hævde, at I faktisk var Danmarks første postrock-band - især Smukke Kvinder med Kærlighedskort ville faktisk være svær af hæfte nogen anden betegnelse på?

Martin: Fedt (griner)!!! Men man kan jo så sige, at det var helt fantastisk belejligt, at vi lige fik et teaterstykke, vi kunne lave instrumentalmusik til - ellers kunne man jo sige, at det havde været kalkuleret, været tidsrytteri! Det har det jo ikke været: Vi skulle bare lave noget underlægningsmusik, ikke? Men så er det jo dejligt, på dén måde at kunne høre det i bakspejlet.

Signe: Men det er jo også skægt, at fordi vi er ved at være det her seks år gamle band, begynder folk at kigge på os i historisk perspektiv. Det er superlækkert - også fordi man støder på opslag fra unge bands, der søger en trommeslager, og så står der: ”Inspiration: Speaker Bite Me”! Det, vi vil med vores musik, er jo at inspirere andre musikere som vi selv lod os inspirere. Det er et dejligt, dejligt skulderklap!

Geiger: Der lader til at ske en hel del på den københavnske rockscene lige nu - hvordan forholder I jer til det?

Signe: Jeg vil sige, at den første grund til, at tingene sker så hurtigt i København nu, er at talentet er der! Det har faktisk ikke været der i en periode. Der har ikke været ret mange fede bands! Men dét der med: ”Åh, undergrunden har det ikke så godt” - jeg mener: Danmark er et lille lorteland, og der er perioder, der er mere spændende end andre.

Martin: Folk går også ud og hører det nu - der er kommet et ”boost” på koncertgængeriet, der ikke har været der længe. Folk fra grupperne går også ud og hører på hinanden igen. Men det må vel også tildels være en art reaktion på den musik, som masserne hører.

Signe: Det bliver jo mere og mere intensivt, det her ubehageligt kommercielle samfund - det kommer vi jo ikke uden om! Jeg tror desværre ikke, at det har toppet endnu, men det skaber jo også nogle modreaktioner, og dem mærker man mere og mere.

Geiger: Ja, i de år, hvor grunge og britpop var oppe at toppe, var det lige før, man ikke havde brug for en undergrund.

Martin: Det er fuldstændigt dét - den forsvandt i et kort øjeblik, men vendte tilbage igen. Nu mangler man bare, at den holder op med at være så spredt. Et arrangement som Toneart er fedt at deltage i - og ét eller andet sted ville det være oplagt, hvis der kom et selskab ud af det.

Signe: Det var også derfor vi valgte, ikke at udgive vores plade selv: Så man ikke fik flere af de her små labels. Det er ikke fordi, jeg vil tage folks initiativ fra dem - jeg synes bare, det kunne være mere spændende, hvis folk gad at prøve deres kræfter af i et samarbejde, i stedet for at blive ved med at realisere alting selv.

Med disse ord vender aftenens realiteter pludselig tilbage: Klokken er blevet for mange, og hvis gruppen skal nå tilbage til Musikcaféen inden Snoozer går på, begynder det at haste. Gåturen tilbage i kulden forkastes til fordel for en taxa. På vej derned opfatter chaufføren, hvad der bliver talt om på bagsædet. ”Musik? Ja, vi skal have noget musik!”, siger han muntert og drejer bilradioen ind på The Voice, hvor DJ Alligator brøler ”I wanna fuck you like a dog!” ud i den pludselig lidt for trange hyrevogn. I tidens toneklang.

Men heldigvis ikke i tidens Toneart. Og med et eksplosivt sæt, som desværre hæmmes af nogle lydproblemer hen imod slutningen, demonstrerer gruppen, at højttalerne langt fra er blevet tandløse endnu.

Af Robert Christensen og Steffen Baunbæk Pedersen, 1. apr 2001


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen