Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Current 93
Børnesange, buddhisme og Aleister Crowley
Portræt af Current 93

Som det er tilfældet hos Nurse With Wound, er Current 93 et musikalsk projekt, der har involveret et hav af forskellige mennesker, men som har haft en gennemgående og altdominerende frontfigur i form af sangeren og lydmanipulatøren David Tibet. En anden hovedfigur i Current 93 er Stephen Stapleton, som har ydet musikalsk assistance under hovedparten af gruppens produktion. Også Douglas P. fra Death in June, Rose McDowall fra 80'er-bandet Strawberry Switchblade, Tony Wakeford fra Sol Invictus og sågar Dick Ewans - ex-medlem af The Virgin Prunes og bror til The Edge fra U2 - har været markante med- og modspillere på forskellige tidspunkter undervejs.

Tibet, som har en mindre doktorgrad i britisk litteratur bag sig, gjorde sin entré på den musikalske scene gennem Psychic TV og de just genopståede 23 Skidoo, hvis rituelle hovedværk fra 1983, The Culling is Coming, han var en væsentlig tilstedeværelse på. Grunden til at Tibet blev optaget i disse projekter, var ikke udelukkende hans musikalske begavelse. Måske vigtigere var hans interesse for, og store viden om, magiske ritualer og okkulte retninger. Noget, som passede mere end glimrende ind hos de to grupper. David Tibet, der er buddhist og rent faktisk er taget i ed som lama indenfor religionens tibetanske retning, har haft okkulte og religiøse interesser siden barnsben. Hans standpunkt var dog noget mere ekstremt i begyndelsen af karrieren. Termen ”Current 93” var således lånt fra den anarkistiske britiske magiker Aleister Crowley (1875 - 1947), der refererede til sig selv som ”Dyret” og ”verdens uartigste mand”, og ofte, dog ikke helt korrekt, er blevet taget til indtægt for den moderne satanismes opståen. Hos Crowley var ”Current 93” det tekniske navn for Thelema - hans friheds-, sex- og stofdyrkende religion. Tibet lagde ret hurtigt sin fascination af Crowley på hylden, hvilket dog ikke fik ham til at ændre gruppens navn. Som han engang udtalte med et glimt i øjet: ”Hvis jeg ændrer det, kan folk jo ikke huske, hvem jeg er, og så sælger jeg ingen plader”.

Current 93 indledte sin udgivelsesrække med at lave rituelle støj- og båndsløjfe-baserede kollager - men Tibet har, gennem hele sin karriere, flyttet sig en del musikalsk og ideologisk. I det hele taget er det meget symptomatisk for Tibets virke, at han beskæftiger sig med en given kunstnerisk indgangsvinkel i en vis periode - for så, ofte ganske brat, at kaste sig over noget helt nyt.

Udgangspunktet i Crowleys Thelema-religion fik man syn for på debut-EP'en LAShTAL fra 1983. Indspillet som en ”stjernemættet” trio, som bestod af Tibet, John Balance og Fritz Häaman fra 23 Skidoo, var titelnummeret en lang og messende sag, som skelede en smule til sidstnævnte gruppes trommebaserede lyd. Til dette skal lægges det faktum, at nummeret var bygget op omkring et Crowley-ritual, som havde til formål at påkalde dæmoner - og at Tibet spillede på en ”tibetansk lårknogle”. Et aparte musikinstrument, som fremstilles af lårknoglen fra enten en henrettet forbryder eller et myrdet barn, og, inden for tibetansk magi, anvendes til at etablere kontakt med åndeverdenen. Da det ikke kan stemmes, lyder det lidt hen i retning af en syg ko - men har man hørt LAShTAL eller The Culling is Coming, har man i det mindste oplevet dét.

Året efter kom gruppens debutalbum, Nature Unveiled (1984), som var en stort opsat lydkollage i to dele. Musikalsk var pladen noget mere sammensat og udfordrende end LAShTAL. Det ene af de to sidelange numre, ”Maldoror is Dead”, blev bygget op omkring et båndloop af Aleister Crowley, der messede og spillede et begravelsesritual på tromme. Denne bund blev tilsat ekstremt manipulerede vokaler fra Tibet, der reciterede en tekst, han havde skrevet med udgangspunkt i Lautréamonts Maldorors Sange. Pladens B-side var gruppens bud på en apokalypisk messe, der, ifølge David Tibet, skulle spilles fra store højttalere når jorden gik under. Nature Unveiled er ubestridt det mest dystre, gruppen nogen sinde har bedrevet - og er højst sandsynligt også ét af musikhistoriens mest urovækkende albums.

Current 93[/img2]De første fem år af projektets levetid arbejdede Current 93 med at forfine deres messende og loopbaserede udtryk - hvilket skete i takt med, at Tibet så småt begyndte at miste interessen for Crowley. <i>Dog's Blood Rising</i> (1984), <i>In Menstrual Night</i> (1986) og <i>Dawn</i> (1987) tog sig således ud som stadigt mindre Crowley-påvirkede videreudviklinger af den episke, industrielle collage / montagestil fra debuten. På førstnævnte album indspillede Current 93 endda noget, der lignede en sang - ”St. Peter's Keys All Bloody” - som var en dels ætsende ondsindet, dels sort-humoristisk cover-version af Simon and Garfunkels ”The Sound of Silence”. En tidlig indvarsling af en mere lettilgængelig og ofte satirisk linie i Current 93's produktion. Et lignende ironisk forsøg på at voldtage rockhistorien kunne høres på <i>Dawn</i>, hvor der rent filosofisk blev spillet på tvetydigheden af repetitive ordsammensætninger, mens hele passager af The Mamas & The Papas' klassiske ”California Dreaming” systematisk blev hærget og manipuleret, så de passede ind i pladens særdeles radikale univers.</p>
	<p>I 1987 opstod der dog også, med ”<i>Imperium</i>”,  et markant stilskift i gruppens lyd, der på denne plade gik fra at være dyster og skræmmende til at være mere folk-inspireret og melankolsk. Samtidig med at der stadig blev smuglet collagetræk ind i gruppens lyd, blev musikken nu tilsat en markant akustisk guitar-bund, der, sammen med Tibets mere regulært melodiske vokaler, markerede, at Current 93 havde taget hul på et nyt kapitel. Stilskiftet kunne måske begrundes med, at Douglas P. fra de noget mere melodiske Death In June medvirkede på pladen. Samtidig begyndte Tibet at eksperimentere med børnerim og remser, ligesom han stedvist samplede fra udvalgte børneprogrammer. Ting, han for alvor legede videre med på de efterfølgende plader.</p>
	<p>Denne linie udvikledes yderligere i løbet af 1988, hvor gruppen udgav de to plader, der af mange anses for at være de første egentlige neo-folk-plader: <i>Swastikas For Noddy, Earth Covers Earth</i>, som senere blev efterfulgt af <i>Looney Runes</i> (1990). Lyden var her blevet endnu mere melodisk og sangbaseret end på <i>Imperium</i>, og numrene trak i høj grad på middelalderlig folkemusik og mere nutidige folk-traditioner. Tibets stemmeføring, der ofte grænsede til det overartikulerede, akkompagneredes ofte hovedsageligt af en akustisk guitar. Lydbilledet blev dog også blev krydret med tilsvarende traditionelle instrumenter som celloer, violiner, fløjter og klaverer.  Tekstmæssigt trak numrene på en romatisk/gotisk tradtion - dog også tilsat en bevidst middelalderlig retorisk form. Sideløbende trak et andet spor i materialet stadig hen imod det barnlige og barnagtige. Noddy (en nisse) er således en figur, børnebogsforfatteren Enid Blyton har skabt - og en sang som ”Coal Black Smith” var en rendyrket sort-humoristisk vuggevise. Dette spor førtes stedvist videre i gruppens cover-design: Omslaget til <i>Looney Runes</i> var således en dæmonisk pastiche over Metro-Goldwyn Mayers Snurre Snup-logo - krydret med sarkastiske, ligeledes MGM-parodierende slogans som ”merrie malaise” og det pseudo-fascistiske ”Das ist alles, Leute!”.</p>
	<p>Kulminationen på denne udvikling i Current 93's produktion blev imidlertid først nået i 1992, hvor dobbeltalbummet <i>Thunder Perfect Mind</i> - i modsætning til de tidligere ret skitseprægede neo-folk plader - var et reelt velproduceret album, som præsenterede en fyldig og nuanceret folk-lyd. Der var ikke voldsomt meget satire og legesyge til stede i dette værk, der tog sig ud som en ganske seriøs sammenligning af østlig og vestlig dæmoni - men til gengæld fik man et musikalsk ret appetitligt, tekstmæssigt seriøst humanistisk udspil, som tog sig ud som karrierens måske mest ligefremme manifest til dato.</p>
	<p>Inden da var David Tibet imidlertid allerede taget en tur til Island for at dokumentere den islandske asetros religiøse overhovede - goden Sveinbjörn Beinteinsson, som da var en aldrende herre - inden han døde. Dette resulterede, som tidligere antydet, i albummet <i>Edda</i>, som blev udsendt gennem Tibets eget selskab, Durtro. Ud af opholdet opstod tilmed albummet <i>Island</i> (1991), hvor Tibets stemme musikalsk blev backet op af Hilmar Örn Hilmarsson - HÖH - som også har arbejdet sammen med Psychic TV og Sigur Rós. Dette markerede endnu et markant stilskifte i Tibets produktion - og musikalsk byder <i>Island</i>, som ét af meget få Current 93 albums, på en meget tidstypisk lyd. Stilmæssigt var der tale om en meget klart produceret, percussion-præget ambient musik. Albummet bød samtidig også, som en ekstra godbid, på en enkelt gæstevokal fra Björk.</p>
	<p>De romantisk inspirerede linie i Tibets udgivelsesrække fortsattes efterfølgende - i en form, der nærmede sig regulært lydmaleri - på trilogien <i>The Inmost Light</i>  (1995-96), der bestod af albummet<i> All The Pretty Little Horses</i> (1996) samt EP'erne <i>Where The Long Shadows Fall</i> (1995) og <i>The Starres Are Marching Sadly Home</i> (1996). Hvor de to EP'er - med to lange båndsløjfe-baserede stykker - pegede tilbage i tiden, viste albummet, med sine afdæmpede, lette og hovedsageligt akustiske melodier, at Tibet ikke blot magtede at skrive mere end holdbare tekster: Han var også fremragende til at skrive små fængende melodier. På albummets  titelnummer, der i øvrigt varieredes og gik igen trilogien igennem, udgjorde gæstesangeren Nick Caves stemme afsættet for en afdæmpet og flertydig vuggevise, hvor Tibets tilbagevendende fascination af børnerimene og remsernes naive opbygning atter skinnede klart igennem. Pladen indeholdt også en oplæsning af forfatteren Thomas Ligotti, med hvem David Tibet i 1997 udgav den tonesatte novellesamling <i>In a Foreign Town, In a Foreign Land</i>. </p>
	<p><img src=De første fem år af projektets levetid arbejdede Current 93 med at forfine deres messende og loopbaserede udtryk - hvilket skete i takt med, at Tibet så småt begyndte at miste interessen for Crowley. Dog's Blood Rising (1984), In Menstrual Night (1986) og Dawn (1987) tog sig således ud som stadigt mindre Crowley-påvirkede videreudviklinger af den episke, industrielle collage / montagestil fra debuten. På førstnævnte album indspillede Current 93 endda noget, der lignede en sang - ”St. Peter's Keys All Bloody” - som var en dels ætsende ondsindet, dels sort-humoristisk cover-version af Simon and Garfunkels ”The Sound of Silence”. En tidlig indvarsling af en mere lettilgængelig og ofte satirisk linie i Current 93's produktion. Et lignende ironisk forsøg på at voldtage rockhistorien kunne høres på Dawn, hvor der rent filosofisk blev spillet på tvetydigheden af repetitive ordsammensætninger, mens hele passager af The Mamas & The Papas' klassiske ”California Dreaming” systematisk blev hærget og manipuleret, så de passede ind i pladens særdeles radikale univers.

I 1987 opstod der dog også, med ”Imperium”, et markant stilskift i gruppens lyd, der på denne plade gik fra at være dyster og skræmmende til at være mere folk-inspireret og melankolsk. Samtidig med at der stadig blev smuglet collagetræk ind i gruppens lyd, blev musikken nu tilsat en markant akustisk guitar-bund, der, sammen med Tibets mere regulært melodiske vokaler, markerede, at Current 93 havde taget hul på et nyt kapitel. Stilskiftet kunne måske begrundes med, at Douglas P. fra de noget mere melodiske Death In June medvirkede på pladen. Samtidig begyndte Tibet at eksperimentere med børnerim og remser, ligesom han stedvist samplede fra udvalgte børneprogrammer. Ting, han for alvor legede videre med på de efterfølgende plader.

Denne linie udvikledes yderligere i løbet af 1988, hvor gruppen udgav de to plader, der af mange anses for at være de første egentlige neo-folk-plader: Swastikas For Noddy, Earth Covers Earth, som senere blev efterfulgt af Looney Runes (1990). Lyden var her blevet endnu mere melodisk og sangbaseret end på Imperium, og numrene trak i høj grad på middelalderlig folkemusik og mere nutidige folk-traditioner. Tibets stemmeføring, der ofte grænsede til det overartikulerede, akkompagneredes ofte hovedsageligt af en akustisk guitar. Lydbilledet blev dog også blev krydret med tilsvarende traditionelle instrumenter som celloer, violiner, fløjter og klaverer. Tekstmæssigt trak numrene på en romatisk/gotisk tradtion - dog også tilsat en bevidst middelalderlig retorisk form. Sideløbende trak et andet spor i materialet stadig hen imod det barnlige og barnagtige. Noddy (en nisse) er således en figur, børnebogsforfatteren Enid Blyton har skabt - og en sang som ”Coal Black Smith” var en rendyrket sort-humoristisk vuggevise. Dette spor førtes stedvist videre i gruppens cover-design: Omslaget til Looney Runes var således en dæmonisk pastiche over Metro-Goldwyn Mayers Snurre Snup-logo - krydret med sarkastiske, ligeledes MGM-parodierende slogans som ”merrie malaise” og det pseudo-fascistiske ”Das ist alles, Leute!”.

Kulminationen på denne udvikling i Current 93's produktion blev imidlertid først nået i 1992, hvor dobbeltalbummet Thunder Perfect Mind - i modsætning til de tidligere ret skitseprægede neo-folk plader - var et reelt velproduceret album, som præsenterede en fyldig og nuanceret folk-lyd. Der var ikke voldsomt meget satire og legesyge til stede i dette værk, der tog sig ud som en ganske seriøs sammenligning af østlig og vestlig dæmoni - men til gengæld fik man et musikalsk ret appetitligt, tekstmæssigt seriøst humanistisk udspil, som tog sig ud som karrierens måske mest ligefremme manifest til dato.

Inden da var David Tibet imidlertid allerede taget en tur til Island for at dokumentere den islandske asetros religiøse overhovede - goden Sveinbjörn Beinteinsson, som da var en aldrende herre - inden han døde. Dette resulterede, som tidligere antydet, i albummet Edda, som blev udsendt gennem Tibets eget selskab, Durtro. Ud af opholdet opstod tilmed albummet Island (1991), hvor Tibets stemme musikalsk blev backet op af Hilmar Örn Hilmarsson - HÖH - som også har arbejdet sammen med Psychic TV og Sigur Rós. Dette markerede endnu et markant stilskifte i Tibets produktion - og musikalsk byder Island, som ét af meget få Current 93 albums, på en meget tidstypisk lyd. Stilmæssigt var der tale om en meget klart produceret, percussion-præget ambient musik. Albummet bød samtidig også, som en ekstra godbid, på en enkelt gæstevokal fra Björk.

De romantisk inspirerede linie i Tibets udgivelsesrække fortsattes efterfølgende - i en form, der nærmede sig regulært lydmaleri - på trilogien The Inmost Light (1995-96), der bestod af albummet All The Pretty Little Horses (1996) samt EP'erne Where The Long Shadows Fall (1995) og The Starres Are Marching Sadly Home (1996). Hvor de to EP'er - med to lange båndsløjfe-baserede stykker - pegede tilbage i tiden, viste albummet, med sine afdæmpede, lette og hovedsageligt akustiske melodier, at Tibet ikke blot magtede at skrive mere end holdbare tekster: Han var også fremragende til at skrive små fængende melodier. På albummets titelnummer, der i øvrigt varieredes og gik igen trilogien igennem, udgjorde gæstesangeren Nick Caves stemme afsættet for en afdæmpet og flertydig vuggevise, hvor Tibets tilbagevendende fascination af børnerimene og remsernes naive opbygning atter skinnede klart igennem. Pladen indeholdt også en oplæsning af forfatteren Thomas Ligotti, med hvem David Tibet i 1997 udgav den tonesatte novellesamling In a Foreign Town, In a Foreign Land.

Current 93At Current 93 med årene er blevet mere afdæmpede og umiddelbart tilgængelige, er ingen hemmelighed. Dog kommer der af og til et mere eller mindre bizart og udfordrende produkt. Et sådant er det forholdsvis nyudkomne The Great in the Small (2001), der meget vel kan høres som afrundingen på Tibets hidtidige karriere. Albummet er således et stykke collagearbejde, der indeholder samtlige Current 93-numre til dato - hvilket gør det til en særdeles krævende ting at komme igennem. Det giver dog også lejlighed til at arrangere underholdende hvem-véd-hvad gættelege omkring gruppens enorme bagkatalog.

David Tibets musik har dog fortsat, gennem hele karrieren, haft en religiøs undertone - og et lige så stort forbrug af religiøse referencer, hvad enten de har været jødiske, kristne, buddhistiske eller nordisk-hedenske. Selv om Tibet er buddhist, er han ikke fanatisk troende. Han besidder en udsøgt ironi, og benytter sig gerne af kitsch på både tekst-, lyd- og billedsiden. Den religiøse retorik og de gotiske stemninger er, for ham, ofte mest kunstneriske virkemidler, der symbolsk bliver benyttet til at generere følelser og billeder hos lytteren. Hvor David Tibet selv står i dette kaos af referencer, er det tit meget svært at fastslå. Han har dog selv udtalt, at hans vokalmæssige artikulation er en vigtigere del af musikken end selve teksten. Det er i spændingsfeltet mellem denne, samt musikken og teksterne, at den virkelige - og altid radikale - mening med hans kunst skal findes.

Af Morten Bruhn, 1. okt 2001


Yderligere information

Læs om andre kunstnere hos World Serpent Distribution:
Nurse With Wound
Coil

Læs portrættet af World Serpent Distribution

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen