Eventide - http://www.information.dk/238441
   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Forum  :: Kalender  :: Konkurrencer  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

ANNONCE
Skribenter søges - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Rasmus Riis

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Ministry
Fra agitator til aktivist
23. jul 2004 [Artikel] Industrial-metallens grimme ælling, Al Jourgensen fra bandet Ministry, har påny slebet de kradse negle og udsendt det politisk spiddende album, "Houses of the Molé". Geiger fik i den anledning en kort snak med Jourgensen over telefonen om baby Bush og hjemlandets politiske storme.

Industrial-pionererne Ministry har altid været dedikerede til det oprørske. Men med Houses of the Molé kaster frontmand Al Jourgenson for første gang sin vægt bag et decideret politisk projekt: George W. Bush skal væltes.

1992-albummet Psalm 69 var et højdepunkt i Ministrys karriere. Chicago-bandets tæskende industrial-metal faldt fornemt i hak på numre som ”Just One Fix” og den George Bush-samplende ”N.W.O.”, og det stridbare album solgte i millionvis af eksemplarer. Alligevel blev 1990'erne ikke Ministrys årti. Problemer med pladeselskaber og narko satte produktionstiden op og kvaliteten ned – det blev kun til to studiealbum mere, hvor især The Dark Side of the Spoon (1999) fremstod retningsløs. Al Jourgenson og højrehånden Paul Barker havde mistet fokus, og værre end det: Deres musik havde tabt sin kompromisløse slagkraft.

Papa og baby Bush

Al JourgensenVed indgangen til det nye årtusinde manglede Ministry både idéer og et publikum. Men Animositisomina (2003) – duoens første for indie-selskabet Sanctuary – signalerede en uventet kampvilje. Og på den nye Houses of the Molé er vitaminindsprøjtningen slået helt igennem: Det er en ukompliceret, næsten ensporet plade, der er enestående bidsk og intens.

- Som en af mine journalist-venner på et tidspunkt sagde det: Vi laver kun gode plader, når der er en republikaner i det hvide hus, griner Jourgenson.

Houses of the Molé's helt dominerende tema er da også republikanske George W. Bush. Samtlige sangtitler starter med ‘W' – det eneste bogstav, der adskiller præsidentens navn fra faderen George Bush's – lige bortset fra åbneren, ”No W”. Og budskabet er ikke til at tage fejl af:

- Først havde vi papa Bush og nu har vi baby Bush, og den ene er værre end den anden. The more things change, the more they stay the same, som Al Jourgenson opridser scenariet.

Psalm 69 Revisited

Når nu historien alligevel gentager sig selv, har Jourgenson valgt at gøre det samme: Houses of the Molé citerer den George Bush-revsende Psalm 69 med sammenbidt grundighed. Det nye albums punkede pågåenhed bringer klare mindelser om klassikeren, men der er også (endnu) tydeligere hilsener – for eksempel er der lagt ‘tomme numre' ind på albummet, så cd-afspilleren i alt tæller 69 spor. Og så er Al Jourgenson i øvrigt ligeglad med, om han bliver anklaget for blot at kopiere fordums succeser:

- Alle andre har kopieret det gamle Ministry, så hvorfor skulle vi ikke gøre det samme? parerer han med henvisning til Ministrys enorme indflydelse på industrial-genren. Jourgenson er heller ikke nervøs for at ofre kunsten på politikkens alter – for kunsten reflekterer jo samfundet omkring sig, som Jourgenson konstaterer. Hvorefter han ytrer et sindigt sydstats-“yeah”, der utvetydigt signalerer basta og sådan-er-det-bare.

Al magt til askebægret

Direkte adspurgt om, hvorfor George W. Bush har inspireret ham til så enestående vredt og aggressivt et album, bryder industrial-pioneren prompte ud i en velindøvet smædetale:

- Han inspirerer mig ikke, jeg hader ham! lyder det bestemt i telefonrøret. – Han tager vores rettigheder fra os, han udgyder blod for profit, han ødelægger økonomien, han har kastet den halve verden i toilettet og har godt fat i toilethåndtaget – jeg mener: Hvad er der egentlig at synes om?

Præsidentens synderegister lires af i en messende tone, men vreden er ikke til tage fejl af: Al Jourgensons had er stærkt og levende.

- Jeg ville hellere stemme på askebægret foran mig end på George W. Bush! udbryder han på et tidspunkt – og mener det tilsyneladende helt bogstaveligt.

100.000 nybagte vælgere

Al JourgensenNu har Jourgenson og kompagni alle dage sat en ære i at være i opposition – ikke bare til ‘systemet', men også til moralen og den gode smag. Alligevel er alt ikke ved det gamle, for efter Houses of the Molé agter enegængeren at sætte handling bag ord og klange.

- Jeg ved ikke om et album som Houses of the Molé egentlig kan gøre en forskel, selvom jeg helt klart synes vi mangler nogle protest-sange à la tresserne i dag.

- Til gengæld er jeg sikker på, at vores registrerings-kampagne kan gøre en forskel. På sommerens USA-turné vil vi forsøge at få unge publikummer til at registrere sig som vælgere, og planen er at nå 100.000-200.000 mennesker. Jeg vil selv stå i registrerings-boden op til hver koncert, fortæller Jourgenson entusiastisk.

Det er et nyt skridt for dig at blive direkte politisk aktiv på den måde, er det ikke?

- Jo. Men det er også noget nyt at have en præsident og en regering, der er så langt ude at skide, at jeg har fået lyst til at lette mig og gøre noget ved det. Det er nyt, yeah.

Ministry uden Barker

Ministry blev dannet helt tilbage i 1981 og havde fra starten mest karakter af at være et Al Jourgenson-soloprojekt. I 1987 gjorde bassist Paul Barker sin entre som fast sparringspartner, og det signalerede starten på bandets foreløbige guldalder – med album som The Land of Rape and Honey, The Mind is a Terrible Thing to Taste og ikke mindst Psalm 69. Efter sidste års Animositisomina besluttede Barker sig imidlertid for at forlade Ministry. Han var kørt sur i musikerlivet og ville gerne se noget mere til sine små døtre, lød forklaringen.

Al Jourgensen i topformHvordan var det at lave et album uden Barker?

- Det var fandme vidunderligt! Helt seriøst. Houses of the Molé er det første album, vi har indspillet som et band siden Psalm 69 – som et band, der spiller guitar, trommer og det hele og indspiller det live, beretter Jourgenson om indspilningsprocessen. Bandet omkring ham talte i øvrigt både Ministry-veteranen Mike Scaccia, tidligere Mind Funk-bassist John Monte og Fear-trommeslageren Mark Baker.

- Det var dejligt ikke at sidde foran en computerskærm og vente smågabende på, at Paul blev færdig med sit computer stuff! fastslår Jourgenson.

Så Paul var bandets computernørd…

- Yeah.

Og du er glad for at være fri for ham?

- Njah – jeg er ikke glad for at være fri for ham, han er en fin fyr. Men jeg er glad for, at jeg kunne lave Houses of the Molé præcis, som jeg selv ville.

Houses of the Molé udkom den 21. juni på Sanctuary Records. Og så er Jourgenson-sideprojekterne Revolting Cocks og Lard (med Jello Biafra) i øvrigt også på vej med nyt materiale.

Af Erik Barkman Petersen, 23. jul 2004


Yderligere information

Læs også anmeldelsen af "Houses of the Molé" her på siden eller mød Al Jourgensen og resten af Ministry på denne adresse

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

ANNONCE
Geiger - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

MEST LÆSTE
Årets albums 2009

Årets musikoplevelser
- del 2

Så heldig kan man være!
- en samtale med Emil de Waal om musikalske processer, leg og det turnéaktuelle samarbejde med Spejderrobot

Den Store Geiger.dk 2010 Brugerundersøgelse!

I den binære kodes tidsalder
interview med Karl Bartos

WAUW WAUW WAUW
- ihærdig og autentisk reportage fra den fyrretyvende Roskilde Festival

Reportage fra Pop Revo 2010
VoxHall fredag d. 30. april og lørdag d. 1. maj 2010

Alex Chilton: En stjerne er slukket
Nekrolog

"Fra ækvivalens til kontradiktion"
præsentation af Lyd+Litteratur #8

Gæsteanmelder: Esther Maria & The Song Horse

© 2000-2010 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen