Som det bemærkes af Geigers udsendte Roskilde Festival-reporter, Steffen B. Pedersen, i artiklen ”At tage det sure med det syrede”, er tiden måske lidt løbet fra de store samlende rockkoncerter, og her er det netop forfriskende med en festival som Accelerator, der ikke klamrer sig til dette koncept, men i stedet håndplukker en række gode og tidssvarende kunstnere uden hierarkiske inddelinger i store og små navne. En festival, der ikke kaster sig ud i en halsløs jagt på hverken spektakulære overskrifter, en klæg nostalgi forklædt som historisk vingesus eller en postuleret kollektivsjæl. Der er lidt feinschmecker over festivalen, som klart vægter kvaliteten over kvantiteten, og som da også er sig distancen til de store festivaler yderst bevidst. Som det hedder i arrangementets hensigtserklæring: ”Accelerator - The Big One har som mål att skapa skön stämning. En klubb i något större format om man så vill. Den sanne Accelerator-puritanen skulle också kunna säga att det handlar om rätten att slippa lida helvetes alla kval ackompanjerad av Limp Bizkit i sina försök att nå spirituell lycka.” Man behøver vel blot at skifte Limp Bizkit ud med Slipknot for at ane konturerne af dette års Roskilde Festival bag dette signalement.

Når dette er sagt, skal der næppe herske nogen tvivl om, at når en forholdsvis lille festival (til trods for navnet The Big One) som Accelerator kan sammensætte så godt et program, som tilfældet er, skyldes det i høj grad en strategisk udnyttelse af de navne, som i forvejen kommer forbi de store festivaler. Sagt på en anden måde: Havde det ikke været for de mange jävla idioter, som hver sommer stiller sig op og slår på stortromme, kunne Accelerator næppe have spillet så markant på lilletrommen, som de gør nu. Men det hjælper selvfølgelig også gevaldigt, at Klubb Accelerator, som står bag festivalen, året rundt arrangerer koncerter og DJ-sets i Stockholm, ligesom klubben også turnerer rundt og udgiver plader. Hermed har bagmændene både opnået et godt kendskab til, hvad der rører sig i musiklivet, og en erfaring omkring, hvad der fungerer på en scene. Kombineret med en tydelig kærlighed til musikken, har dette skabt en ganske god grobund for festivalen, som i år oven i købet har haft en smule vokseværk. Vanen tro fungerer Accelerator – The Big One som en éndags begivenhed, der turnerer rundt mellem byerne Malmö, Göteborg og Stockholm, men i år foretog festivalen yderligere en afstikker til Helsinki i Finland.

Kunst pr. stopur

Som året forinden indledtes herlighederne i Folkets Park i Malmö, hvor Geigers udsendte atter havde indfundet sig. Også i Malmö var der vokseværk at spore, idet dagens program nu var spredt over tre scener – to udendørs og en indendørs – mod sidste års to scener. Programmet var dog stadig overordentligt kompakt med 14 koncerter fordelt over otte timer, og igen må man konstatere, at festivalen måske burde overveje at skabe lidt mere luft imellem koncerterne. Ikke alene blev man som koncertgænger overordentlig forpustet, men den meget stramme tidsplan betød også, at de enkelte koncerter undertiden blev forstyrrede at lydprøver ved siden af, og det kan jo ikke være meningen. Man kommer jo for at få musikalske oplevelser – ikke for at se musikerne spurte igennem deres repertoire efter et stopur, mens næste band allerede ånder dem i nakken. Som et af medlemmerne af U.N.P.O.C. med tør ironi bemærkede, da en lydmand på scenen ved siden af begyndte at slå på tromme midt i deres sarte akustiske set: ”We better hurry!” Heldigvis kunne både musikerne og publikum se det komiske i situationen, så det ødelagde på ingen måde den gode stemning. Andre ville måske – og det med rette! – føle sig en kende fornærmede.

I alt væsentligt er Accelerator – The Big One en rockfestival, hvor guitaren som regel er i fokus. Dette kan ses som en begrænsning i forhold til f.eks. Roskilde Festivalen, hvor man kan gå fra electronica og hip-hop til soul, afrikansk musik og metal. Omvendt kan det ses som en fordel, at Accelerator ikke føler sig forpligtiget til at dække alle tendenser i tiden, men tillader sig at være selektiv og have en klar profil. Desuden må det siges, at festivalen virkelig formår at komme godt omkring rockens mange udtryk – fra den feststemte og i mine ører lidt hule ur-rock'n'roll hos The Hives og The Von Bondies til en mere eventyrlysten og åben, men ikke af den grund mindre energifyldt, rockform hos Modest Mouse, The Broken Social Scene og The Fiery Furnaces. Derudover kom årets festival omkring både mørk postrock hos Explosions in the Sky, sødmefuld og stærk melodisk indierock hos The Shins, lavmælt, akustisk folkrock hos U.N.P.O.C., charmerende croonerpop hos Jens Lekman samt genrehybrider som Lali Puna, Electrelane og Existensminimum, der holdt døren åben til den elektroniske musik. Man savnede Wilco, der spillede i både Göteborg og Stockholm, som prikken over i'et, men der var bestemt stadig lidt for enhver smag. Her følger et par nedslag, som gjorde indtryk.

Eksistens uden minimum

Selvom svenske Existensminimum kunne bryste sig af dagens nok mest charmerende bandnavn, trak deres festivalåbning på den indendørs scene ikke mange folk til. Faktisk var salen under den første halvdel af koncerten nærmest foruroligende tom, og det var en skam, for selvom navnet indikerede noget andet, var her på ingen måde tale om musikalsk smalkost, men tværtimod om en performance med et stort overskud af både energi og idéer. Existensminimum, der reelt dækker over den alsidige kunstner Magnus Henriksson, som udover at have været aktiv i en lang række musikalske projekter også fungerer som producer og pladeselskabschef for det lille label Gud Recordings, har for nylig udsendt en ep på selskabet Flora and Fauna, som også planlægger at udsende projektets debutalbum senere i år. Det kan meget vel gå hen og blive ganske festligt, hvis man skal dømme efter koncerten på Accelerator, hvor Henriksson og hans medbragte band, der inkluderede både vibrafon, messingblæsere, el-trommer og en mindre skov af synths foruden bas, guitar og almindelige trommer, skabte et lydunivers, der trak på både krautrock, lounge, jazz, frankofil pop og smægtende croon. Koncerten vekslede mellem rene instrumentalnumre og egentlige sange, hvor Henriksson ikke gik af vejen for store armbevægelser til trods for det sparsomme fremmøde. Kunststykket fungerede i perioder rigtig glimrende med en musik, der lagde sig et mærkeligt sted mellem Stereolab og Divine Comedy, men andre steder forekom sangene dog lidt for tynde til at bære de bombastiske fagter. Stærkere stod Existensminimum i instrumentalnumrene, hvor det store team af musikere fik mulighed for at bevæge sig vidt omkring i en række lange kompositioner, der vekslede mellem kølige, repetitive forløb, vuggende loungepassager og nogle næsten bigband-lignende ekskursioner. Her var der både plads til minimale keyboardtemaer med en tydelig Kraftwerk-inspiration, fyrige slagtøjspassager og saftige blæserarrangementer. Existensminimum satte sig måske nok mellem lige lovlig mange stole, men idérigdommen fejlede i hvert fald ikke noget, og alt i alt tegnede koncerten sig som en af dagens mest eventyrlige oplevelser.

I en helt anden boldgade fandt man U.N.P.O.C. fra Skotland. Bag navnet, hvis forkortelse i øvrigt løbende ændrer betydning (bl.a. har det betydet Unable to Navigate, Probably on Course), finder man sangskriveren Tom Bauchop, som sidste år udgav sit første album, Fifth Column, på Domino. Med sig til Accelerator havde han tre andre musikere, der bakkede ham op med guitar, percussion og backingvokaler – heriblandt singer/songwriteren James Yorkston, som selv gæstede Accelerator – The Big One sidste år. Som Yorkston bevæger Bauchop sig da også rundt i et underspillet og akustisk univers et sted mellem folk og rock. Den traditionelle folk-tone er dog ikke så fremherskende som hos Yorkston. Til gengæld har Bauchop et eminent øre for den gode popmelodi, som, når den kobles sammen med et skrøbeligt og lo-fi-orienteret lydbillede, resulterer i en slingrende, men vidunderligt smuk poesi. I Malmös lyse sommeraften greb de enkle sange én om hjertet med både smil og vemod, mens de fine melodier blev løftet af de fire musikeres vokalharmonier, som langt fra var perfekte i klangen, men som netop derfor understøttede sangenes skrøbelige kvaliteter på fornem vis. Det var nemlig i spændingen mellem den sublime popmelodi, som ikke for ingenting har fået folk til at sammenligne Bauchop med både Brian Wilson og Phil Spector, og den sarte, intime og skæve lo-fi lyd, at sangene blomstrede op med en overraskende pragt. U.N.P.O.C.'s optræden blev dermed rigtigt fint indslag, som skabte en behagelig kontrast til dagens ellers noget mere elektrificerede lydbillede - også selvom lydmanden ved siden af gjorde sit for at bringe bandet ud af kurs.

Rock til både fødder og hoved

Efter U.N.P.O.C. kunne man skynde sig ind på den indendørs scene for at fange dagens mest elektronisk orienterede indslag. Tyske Lali Puna, der fortrinsvis opførte numre fra deres seneste album, den fremragende Faking the Books, men også spillede enkelte ældre numre. Selvom Lali Puna tager afsæt i en kølig og sofistikeret elektronisk musik, savner gruppen, der er anført af den diskrete frontfigur Valerie Trebeljahr, dog hverken sangskrivningsmæssig tæft eller rockmusikalsk drive. Trebeljahr viste sig ikke som nogen stor sanger eller performer live, men med sin blanding af spoken word-passager og luftig sang blev hun alligevel et insisterende midtpunkt for en koncert, hvor den dynamiske blanding mellem elektronik og håndspillede instrumenter fungerede særdeles overbevisende. Trebeljahrs elektroniske popsange, der, med en egen melankolsk grundtone, reflekterede over det moderne livs fremmedgjorthed med en ikke ubetydelig samfundskritisk brod, lettede fra scenen med både energi og ynde. Dertil skabte bandet en flot balance mellem de smukke, kølige passager og de mere udskridende, dissonante forløb. De mere rockede numre - heriblandt ”Micronomic”, ”Call 1-800-Fear” og ”B-Movie” - fik mere kant live, hvilket ikke mindst skyldtes Markus Achers pulserende basspil, men også mere poetiske sange som f.eks. ”Small Things” tog sig flotte ud og overbeviste én om, at Lali Puna også på scenen er et af de mest vitale bud på en holdbar hybrid mellem rock og electronica lige nu. Der var både stærke melodier, gode tekster samt et nuanceret og interessant lydbillede. Hvad mere kan man egentlig forlange?

Noget af det nærmeste, festivalen kom et hovednavn, var vel de unge opkomlinge i skotske Franz Ferdinand, der, med deres selvbetitlede debutalbum og et par effektive singler, ikke alene har vakt opsigt i indie-miljøet, men også er nået igennem til mere kommercielle kanaler. De fire nydelige unge mænd indtog da også scenen som vaskeægte popstjerner, mens publikum tog imod dem med åbne arme og dansende fødder. Snart hoppede de tilstedeværende taktfast op og ned til bandets stramme og funky new wave-kompositioner, der lod den ene gode hookline tage den næste. Gruppen havde således publikum i deres hule hånd helt fra starten, og egentlig er det ikke underligt, at de i den grad er blevet hypede, for som koncerten viste, er der virkelig star quality over foretagendet. Én ting er charmen, selvtilliden, det lækre hår og ikke mindst forsangeren Alex Kapranos funklende smil, der er som skabt til både tandpastareklamer og idolplakater. En anden er, at der også for den kritiske lytter er noget at hente i gruppens stilsikre kompositioner, der ganske vist primært tager sig ud som dansable, sexede og rapkæftede popsange, men som samtidig rummer fine detaljer, skarpe kanter og frem for alt intelligens – noget der bestemt ofte er en mangelvare i tidens popmusik. Lad så gå, at gruppen også scorede et par billige points på at dupere Malmö-publikummet med at fortælle anekdoter om dengang, de var i studiet i Malmö, og om hvor dejligt det var at komme tilbage til byen. De leverede nemlig først og fremmest varen, hvorfor det, der for mange andre kunne have taget sig ud som kompensation for manglende indhold, her blot blev et elegant og krukket fingerkys fra et band, der for længst havde besejret publikums hjerter.

Ukulelen og balkonen

Der var også rigeligt med fingerkys og hjertebanken at hente hos den i Göteborg bosiddende lo-fi-crooner Jens Lekman. Godt nok lignede han ikke just nogen stjerne, men snarere en kejtet og nørdet ung mand, da han stillede sig alene op på scenen med en ukulele, der var udsmykket med en rose, men så snart den klejne ungersvend gav sig til at synge, blev han forvandlet til en smuk prins, og man var hooked fra første nummer. Efter denne lille optakt fik Lekman selskab af et backing-band, ligesom han selv skiftede ukulelen ud med en elektrisk guitar for at spille det næste nummer: Den lettere countryfarvede og cembalo-klingende popsang ”Black Cab”, der på typisk Jens Lekman-vis emmer af melankoli, samtidig med at det har den dér følelse af, at det hele nok skal gå. En flok unge kvinder bakkede ham op med violin, cello, keyboard, kor og bas, mens en mandlig trommeslager med en yderst minimal opsætning, der bestod af en gulv-tom-tom, en lilletromme og et bækken, lagde den rytmiske bund. Måske han havde valgt stortrommen fra for ikke at fremstå som en jävla idiot?

Hvorom alting er, leverede bandet en solid backing til Lekmans overdådige sange, der spændte fra indfølte serenader, hvor han croonede ømt hen over et nøgent strygerakkompagnement, og en doo wop-inspireret sag som ”Do You Remember the Riots?” til formfuldendte popsange af Phil Spector-tilsnit, schlagerklingende numre og nogle charmerende rockabilly-øvelser, som det var umådeligt svært at stå stille til. Uanset hvilken genreskabelon, Lekman kastede sig over, formåede han at få noget vidunderligt ud af den med sin sjældne flair for den gode melodi samt den skæve, neurotiske og humoristiske, men samtidig oprigtigt bevægende tekst. Publikum blev trakteret med en række sange fra Lekmans nyligt udsendte og stærkt anbefalelsesværdige debutalbum, ”When I Said I Wanted to Be Your Dog”, men man fik også en lang række andre numre, som ikke veg en tomme fra det høje kvalitetsniveau, og som bredte sig i blodet som boblende champagne. Bevares: Lekman og bandet havde svært ved at overføre det på én gang skramlede og orkestrale schwung fra sange som ”Maple Leaves”, ”You are the Light (by Which I Travel into This and That)” og ”A Higher Power” til scenen. Ind imellem overspillede Lekman måske også sin crooner-rollen en kende, men ikke desto mindre var han dagens mand i skysovs. Trods det stramme program insisterede publikum da også på et ekstranummer, hvorfor Lekman atter stillede sig op med ukulelen og sukkede sig igennem sangen ”Tram #7 to Heaven”, alt imens en båndoptagelse med cikadesang kørte i baggrunden. Han manglede egentlig bare en balkon at stille sig op under, for at rollen som serenadesanger var fuldbyrdet!

Der var med andre ord masser at komme efter for både hjerte, hjerne og fødder på denne femte omgang Accelerator – The Big One. Det er måske ikke en festival, hvor man støder på de virkelig udfordrende og sære lytteoplevelser, og man kunne måske godt tænke sig, at den bevægede sig lidt mere ud i afkrogene i de kommende år. Ikke desto mindre får man intet ringere end en god musikalsk fest, hvor kvaliteten er i højsædet, og hvor der er en langt større grad af intimitet end man er vant til fra de større festivaler. Alene dét er egentlig grund nok til, at man gladelig slår på både den ene og den anden slags tromme for at få folk op af stolene og tage af sted. Og så er der jo lige det med, at man slipper for Limp Bizkit!