Judgement day passed quietly / Nothing changed and no one died / And life continued as it used to in my head (“Day One”)

Et ulykkeligt lykketræf

Få kender, som den engelske guitarist, multiinstrumentalist og sangskriver Nick Saloman, frustrationen over at være født på det forkerte tidspunkt. Men paradoksalt nok er han også eksemplet på, at det forkerte tidspunkt nogle gange kan være det helt rigtige, og at frustrationen kan være den drivkraft, der gør forskellen. Havde Saloman blot været nogle få år yngre, ville han formodentlig have været en af de mindre medskabere af sentressernes psykedeliske blues, snarere end en af periodens mange medløbere. Han ville som sådan angiveligt have opnået en vis status - og om ikke ligefrem blevet styrtende rig, ville han nok have kunnet holde sig gående ved at spille for nostalgiske hippier. Og yderligere: Rockkritikken ville - om end den næppe ligefrem ville opfatte ham som andet end fortidig - nok behandle ham med et minimum af respekt, fordi han trods alt havde været med fra starten og holdt fast i sine rødder. Hvis han på sine ældre dage havde trukket i sort og var begyndt at spille livskloge akustiske sange, kunne han måske ligefrem være blevet trendy. Men sådan skulle det altså ikke være, og det er et af musikhistoriens vidunderlige lykketræf – nærmest et mirakel – at Saloman ikke fik den status og succes som han, med sin nuværende karriere, egentlig har fortjent, for havde han fået succes med det samme, er det tvivlsomt, om karrieren havde været interessant som andet end en del af en epoke. Han ville snarere være blevet et af de mindre navne inden for feedback-syrebluesen - á la Ten Years After - og verden ville mangle hans bitre forfaldshymner og underlige støjrock.

New Inhibition Twist, so easy to resist / Tell them not to look at me, tell them that I've hurt my knee / Tell them that I really don't exist / And tell them that I'd rather be behind the scenes / And I'll never understand what a startrip means / You can get away with your customized jeans / But with me it's Grandad acting like he's still nineteen. (“ The Inhibition Twist”)

Psychedelic Unknowns

For at forstå den besynderlige position, Nick Saloman har inden for rocken, eller måske snarere uden for rocken, er man samtidig også nødt til at forstå den måde, hvorpå rockjournalistikken er med til at forme de myter, som i sidste ende oftere end rimeligt bestemmer den enkelte musikers skæbne. Da Saloman begyndte at spille musik i slutningen af tresserne - stadig som teenager - var bluesbaseret syrerock in, men der var mange om buddet, og han var for ung til, at det virkelig blev til noget. Da han endelig ”brød igennem”, hvis man kan kalde det det, var det efter næsten tyve år i en praktisk taget fuldkommen obskuritet - og kun som følge af et bizart held i uheld: I 1982 kom han ud for en færdselsulykke, og da han i 85 fik tilkendt en erstatning for dette, investerede han den i et hjemmestudie samt en genrejsning af sit pladeselskab Woronzow. Med debutalbummet Miasma fra 1987, der blev udgivet under navnet The Bevis Frond, blev Saloman en slags frontfigur for en samtidig bølge af retro-syrerock, og selvom dette selvfølgelig var en bekræftelse af hans talent, blev det også begyndelsen på hans virkelige kvaler – for på de tyve år havde meget ændret sig. Var Saloman forblevet fuldstændig obskur, var han formodentlig blevet ladt i fred, for lige siden psykedelisk blues holdt op med at være in, har der været trofaste fans af stilen - som det er tilfældet med snart sagt enhver stil der har haft et tilstrækkeligt stort publikum - og både fans og udøvere kunne så få lov til at passe sig selv. Den etablerede rockpresse havde ingen interesse i hans gøren og laden overhovedet. Men når en af disse psychedelic unknowns (som Saloman beskrev dem i en sang på albummet North Circular) pludselig holdt op med at være ukendt og fik noget, der mindede om succes, måtte rockpressen også i en eller anden forstand reagere – og reaktionen var ikke positiv.

Med punkomvæltningen i slutningen af halvfjerdserne var der opstået noget nær en universel sandhed om, hvordan rock skulle være for at være den ”ægte” vare - og ud over at pre-punk-stilarter som progressiv rock og syreblues var grænseløst foragtede, betød det især, at man for at kunne accepteres først og fremmest skulle være ung. Dertil helst også rebelsk. Man kunne dog også være en desperat drømmer, eller måske depressiv - men i så fald var det ekstra vigtigt at være ung. Nick Saloman var ikke længere ung, han var ikke rebelsk eller en desperado (ikke i nogen traditionel forstand i hvert fald), og hans udgangspunkt var en musikstil med rødder i en tyve år gammel power-blues og syrerock. Derfor opstod der hurtigt et betændt forhold mellem ham og pressen. Dette kan måske umiddelbart virke som en lidt ubetydelig detalje - men dette forhold, som på det nærmeste er en ond cirkel, har faktisk haft en voldsom betydning for hele Salomans måde at lave musik på. Både direkte i kraft af særdeles mange sange, som mere eller mindre utilsløret handler om konflikten, men også indirekte derved, at selve tvivlen om hans egen relevans og talent ligger som mørk, knugende skygge over langt størstedelen af produktionen. Vel at mærke en produktion, som han ufortrødent holder gående som en indædt protest mod sine plageånder.

So thank you for your comments, but the listeners decide / Despite your hippiephobia and venomous asides / Does anyone admire you for your impotent attacks? / If you looked me in the eye you couldn't stab me in the back (“There's Always One”)

En vred gammel mand

Gennem sin karriere har Bevis Fronds musik udviklet sig længere og længere væk fra noget, der for alvor kan kaldes syrerock. De lange guitarsoloer, psykedeliske effekter og flippede tekster er næsten forsvundet til fordel for en klar koncentration om en solid sangskrivning. Hvilket på sin vis afspejler rockens stigende (og måske ikke helt korrekte) selvforståelse af, at det er de gode sange, det hele drejer sig om - men samtidig uden at der af den grund er andre end en kerne af fans, som har opdaget, at Bevis Frond efterhånden har udsendt et enormt katalog af lige netop fantastisk gode sange. Ved første ørekast er sangene gode i kraft af deres fængende riffs og melodier, Saloman har skruet en imponerende mængde numre sammen, som snildt kunne have været store hits, hvis de ellers var blevet poleret lidt og produceret inden for en herskende lyd (grunge, brit pop, pop-punk, retro-garage, for nu at nævne nogen af de moderetninger, der har domineret mainstreamen, mens Bevis Frond har virket) – samt selvfølgelig var blevet promoveret rigeligt. De melodiske virkemidler er ofte de samme, og dertil ofte ret enkle, men Saloman formår at variere dem tilstrækkeligt til hele tiden at komme op med nye perler. Igen noget, som er i fin tråd med hvad der er god tone inden for den herskende opfattelse af rock - og igen uden at det har forhindret Saloman i at blive opfattet som et levn fra dengang, hvor rockmusikere var så kætterske, at de ligefrem havde kompositoriske ambitioner.

Udover det rent melodiske, som i sig selv nok potentielt kan klassificere en pæn del af Saloman-kataloget som ”god pop”, er det imidlertid også selve indholdet af sangene, der gør at det bliver virkelig interessant. God pop er der så meget af, men Bevis Fronds musik har med tiden udviklet sig til noget helt andet og meget mere, og man kan efterhånden udlede en slags samlet vision - en verdensopfattelse - som ligger meget langt fra den, man typisk ville finde i ”god pop”. Lidt forenklet kan man sige, at det afgørende tema er blevet det at være underlagt tid og forandring – eller mere konkret: At blive gammel. Det er selvfølgelig en overdrivelse at sige, at alle Salomans sange handler om at ældes, eller om forfald i mere generel forstand - der er bl.a. også mange eksempler på udflippet syre-humor, rockmytologiske dekonstruktioner samt selvfølgelig ligefremme angreb på de forhadte anmeldere - men jo længere man bevæger sig op gennem produktionen, og jo længere man kommer ind i den, jo klarere et billede udkrystalliseres der. Ikke et billede af en mand, der ældes med ynde og visdom og overlader vildskaben og utilpasheden til de unge generationer for i stedet at hellige sig livskloge udgydelser, men derimod en mand, der inkarnerer rockmusikken som den ville være, hvis den stod ved sin egen alder. Som en anden vampyr har rockscenen konstant brug for nyt ungt blod for at holde sig gående og opretholde illusionen om eviggyldig ungdom og vitalitet, men i modsætning hertil skinner den faktiske alder igennem hos Bevis Frond – vel at mærke i en form, der stadig er rock og ikke afdæmpet folk eller country af den slags, som respektable gamle mænd bør holde sig til, hvis de ikke vil gøre omgivelserne pinligt berørte.

Everyone smiles and they like my tunes / But I can't help thinking there's a stifled element / of bitterness there, from the things they say / And the general view is ”jammy old sod, / how come so many people get carried away / by a middle-aged freak with a gut like a whale / and a paranoid streak that he can't control?” / And I've got to agree it's a constant source of mystery to me as well. (”Animal Tracks”)

Ind i entropien

Saloman synger om kropsligt forfald, om frustration, håbløshed og neuroser - en konstant usikkerhed og mistro over for sin egen kunnen og (relative) succes. Og i modsætning til den typiske selvmedlidenhed i ung indierock, ved Saloman virkelig, hvad han taler om. Ungdommelig weltschmerz er i bund og grund en narcissistisk forestilling - den unges utilfredshed med, at verden viser sig slet ikke at være skabt for hans (det er jo typisk mænd) skyld. Noget, der er baseret på en opfattelse af egen fortræffelighed og forrang. De fleste kommer sig over dette – falder til patten om man vil – og netop derfor opfattes tilstanden som en typisk ungdommelig fase, man skal igennem. Hos Saloman er man derimod ude for det fantastiske, at selvmedlidenheden er blevet hængende og samtidig både er blevet bekræftet og blevet erkendt som værende patetisk. Saloman ved godt, at verden ikke er til for hans skyld - han ved godt, at weltschmerz er noget ynkeligt navlepilleri og i bund og grund er dybt latterligt - men samtidig holder han stædigt fast ved den. For han har også set, at alternativet – at blive voksen og ansvarlig – ikke er en egentlig løsning, men kun en opgiven. Verden er ikke blevet mindre smertefuld, blot har man som voksen valgt at ignorere smerten. Det er det, Saloman ikke gør. Resultatet er en musik som, når den er bedst, er langt mere troværdig og gribende trøstesløs end det typiske indie-tungsind, fordi selvhøjtideligheden og troen på, at den unge rockmusikeres lidelser er betydningsfulde, er væk. Hos Saloman er selv håbet om, at der kæmpes for noget som helst, forsvundet. Tilbage er kun forsøget på at holde så meget som muligt sammen på tilværelsen indtil den endegyldigt går i opløsning. En desperat kamp, som på forhånd er tabt – og ikke engang tabt storslået og spektakulært, men derimod ynkeligt og langtrukkent. Uden at man for alvor opdager, at det sker. Man kan måske sige, at Bevis Fronds musik på en måde er gennemsyret af en underliggende forestilling om entropi: Det fysiske forhold, at verden uundgåeligt går mod opløsning, kaos og kulde – at al energi så at sige i sidste ende brænder ud.

Of all the bars in all the towns this had to be the one where I collapsed / Angina pills clutched in my hand / A techno-headed speedfreak on my lap / Lying in the larger that I carelessly upset / I am pleased to see it hasn't lost it's fizz / Unlike its former owner / Who is sadly not immortal and unlikely to endure / But love is (”Love Is”)

Støjvinter

Et sidste paradoksalt og fantastisk aspekt er nødvendigt for forståelsen af Bevis Frond: Selvom pressen afskriver Saloman som en midaldrende bagstræber – og selvom Saloman selv nærmest sætter en ære i at være netop dette – er der faktisk intet bagstræberisk over i hvert fald store dele af hans musik. Den formår nemlig at levere en lydside, der fuldt ud underbygger sangenes følelse af frustration, forfald og bidende kulde. Mindst lige så centralt som gammeldags syrerock står genrer som støjrock, melankolsk lo-fi og endog punk, og resultatet er Salomans helt egen form for skramlet indie-rock, der stilistisk ikke står tilbage for andre nutidige udøvere. Den er blot anderledes - ikke et bevidst forsøg på at følge med i de forskellige udviklinger på den trendy del af rockscenen, men snarere et fascinerende eksempel på en konvergent musikalsk evolution. Stilistiske eksperimenter er aldrig rigtig blevet et mål i sig selv for Saloman, men der har ikke desto mindre været god plads til dem, og i de mest vellykkede tilfælde – mest af alt på hovedværket Son of Walter – hænger sangskrivningen sammen med det originale lydbillede i en sådan grad, at det synes umuligt at adskille de to aspekter.

Da Miasma blev udsendt, var pladen helt klart henvendt til den ny-psykedeliske scene, hvor den da også blev modtaget med stor succes - og med sine udsyrede orgler, tresserguitarsoloer og titler som ”Wild Mind” og ”Ride the Train of Thought” var det også syrerock, men samtidig var musikken også fyldt med så ufattelige mængder af stenhård feedback, at den lige så vel lod sig beskrive som en groteskt udsyret form for støjrock. Den helt oprindelige støjrock (Velvet Underground) var i sin tid en del af syrerocken, så der eksisterer ikke nødvendigvis en modsætning mellem de to tilgange - og støjrocknavne som Spacemen 3 og Loop nærmede sig da også op gennem firserne den psykedeliske rock. Bevis Frond kan på sin vis ses som et andet bud på denne fusion, hvor udgangspunktet blot er det modsatte. Resultatet er dog lige så konsistent, og mens der med tiden er blevet skruet ned for de lange syresoloer og sangskrivningen blev det centrale, så vedbliver lyden for det meste med at være så beskidt og skramlet som den verden i opløsning, sangene beskriver.

På trods af, at denne blanding af støj, syre og ligefrem sangskrivning lyder betydeligt mere nutidig end Saloman typisk formodes at være, er det overordnede indtryk dog i sidste ende stadig, at musikken er gammel. Det er imidlertid netop det, der gør den original og ikke en konstruktion som hele Strokes/Stripes/Hives-cirkusset. Havde Saloman ikke haft den fortid, han havde, men derimod været på alder med snart sagt enhver af de musikalske moderetninger, som har domineret rockscenen i den tid, han har virket, kunne han formodentlig have været en del af de selv samme retninger - tilsvarende overbevist om, at opkoget af fortidige dyder repræsenterede rockens essens som den evige ungdoms kilde - men heldigvis er han befriet for illusionen om, at rocken kan rekonstrueres som om intet var hændt. Følgelig er Bevis Frond på en måde den virkelig tidssvarende rockmusik – rock, som er blevet gammel, i stedet for en gammel rock, der forsøges revitaliseret via stilbevidst fortidsdyrkelse og markedsføring. Saloman er, trods en egen konstant kredsen om emnet, ikke en fortidsdyrker, for han forsøger ikke at lyde, som man lød i tresserne. Hans musik lyder derimod som tresserne, der er blevet 20-30 år ældre og har ladet tiden gå alt andet end ubemærket hen over sig. Mens de fleste forsøg på at genskabe en rå og beskidt rock i udpræget grad virker som en erstatningsvare for dem, som aldrig var der, da alt det spændende skete - eller som en drøm om ungdom og vildskab for rockkritikere, der ikke længere er helt unge - har Bevis Frond et helt andet og ret enestående tilbud: Her kan man i stedet føle sig gammel og opslidt. Og er det ikke just en trendy eller behagelig oplevelse, så er den til gengæld både ærlig og overvældende.

I think they like me, they admire my independence / I'm not irrelevant, I'm still in my ascendance / How come I feel like I'm too old? How many units have we sold?/ Sooner or later I'll be told no one cares…and they don't… (“Dustbins in the Rain”)

En nøje gennemgang af hele Bevis Fronds produktion vil være omsonst - dertil er den stilistiske udvikling både for langsom og for ukronologisk. Et bedre bud er nedenstående gennemgang af de bedste og/eller mest centrale værker. Alle Bevis Frond-album har mindst et par perler, som ikke kan undværes, hvis man først er afhængig af Salomans sangskrivning, og plader som London Stone (1992) og Superseeder (1995) er helt på højde med f.eks. Any Gas Faster og New River Head. Blot føjer de ikke som sådan noget nyt til Salomans univers.

Miasma (1987)

En næsten perfekt debut, hvis første sang, ”She's in Love with Time” – som stadig er en af Salomans allerbedste – meget passende synes at ramme hele ånden i den efterfølgende karriere med linier som ”I just get older, while she gets more wise” og ”Now I look like a father, and I act like a child”. Guitarlyden er ufatteligt smadret og suppleres til tider af et sygt orgel, der skærer gennem marv og ben som en frostvind. Bortset fra det lige vel ordinære syre-workout ”Wild Mind” er sangskrivningen i topklasse – og når et yderligere højdepunkt i den tunge, feberagtige ”Maybe”.

Triptych (1988)

Kulminationen på den tidlige, mest ”syrede” Bevis Frond-fase. Der er en del langtrukkent guitarlir - ikke mindst på ”Tangerine Infringement Beak”, som fylder det meste af side to og nok er et højdepunkt, hvis man er til den side af Salomans talent. Heldigvis består resten af pladen stort set af en perlerække af skramlede psykedeliske pop - og rocknumre af meget forskellig konstruktion – fra den knusende tunge ”Gemini Machine” til den pseudo-folk/middelalderagtige ”Corinthian”. Bedst er de næsten ekstatiske ”Lights are Changeing” og ”The Daily Round”.

Any Gas Faster (1990)

Selvom der stadig er en del syrede elementer - ikke mindst i de mange lydcollageagtige passager, der binder numrene sammen - er dette pladen, hvor syrerocken for alvor viger for en mere koncentreret sangskrivning. Stilen varierer fra melankolske akustiske sange til noget i retning af hård garagerock, og det samlede indtryk er på en måde mere tilbageskuende og tilbageholdent end på de tidlige plader. Praktisk taget alle numrene er fremragende – med de ekstremt iørefaldende ”Lord Plentiful Reflects”, ”Legendary” og den næsten punkede ”Olde Worlde” blandt Salomans absolut bedste indspilninger.

We don't want you to move / We don't want you to be the person you are any more / We all arrive at a point/ And we don't think you should go beyond it too far / If at all / Always something new / But that won't happen to you, will it? (”Legendary)

New River Head (1991)

Opfattes af mange som et hovedværk, og det er da også den plade, der bedst viser Salomans spændvidde, om end den er lidt for præget af en retro-tilgang. Her finder man alt fra korte folkpop-perler til den lange syrerock-møder-mareridts-lydcollage ”The Miscantonic Variations II”, men sangene ligger måske lidt for meget under for formen. Bedst er de udslukte ballader ”Stain on the Sun” og ”God Speed You to Earth”, de eksplosive punknumre ”Undertaker” og ”Down in the Well” samt den endnu mere eksplosive indledning ”White Sun”, der må være Salomans vildeste instrumentalnummer til dato.

It Just Is (1993)

Der er ikke mange formeksperimenter på dette album, og selvom stilen varierer fra tilbagelænede ballader til en vulgært tung, udtværet støjrock, er albummet først og fremmest en samling ualmindelig vellykkede sange med kun et par enkelte smuttere iblandt. Og så er det det første album, hvor Salomans vision for alvor begynder at udkrystallisere sig takket være fantastiske entropi-hymner som ”Idiot Dance”, ”Day One”, Not for Now” og ”And Then?”.

And then we moan, and then we sulk/ and then we watch our cargo turn to bulk/ And then we blanche, and then we moult/ and pray it's just a temporary fault/ And then we bristle with injustice and we rally for a while/ Before we sink back in our chair/ Wring our hands in deep despair/ Kiss the wife to clear the air, and smile/ And then we die (“And Then?”)

Sprawl (1994)

Holder – næsten – sangskrivningsstandarten fra It Just Is, men rummer samtidig også nogle fantastiske eksperimentalnumre. Især bemærker man det søvngængeragtige feedbacktrip ”Awake!” samt det ekstremt lange, drømmende ”Right On (Hippie Dream)” - komplet med violin, fløjte og oplæsning fra Current 93's David Tibet. I skarp kontrast hertil får man hårde, fængende støjrock-numre som ”Remember Me” og ”Anodyne”, men det hele fungerer sammen og Sprawl er det bedste af Salomans ”eklektiske” albums. Måske hans mest fuldendte blanding af ny støj og gammel syre.

Son of Walter (1996)

Mesterværket! Her går form og indhold fuldstændig op, og det lykkes Saloman at bryde igennem til en enestående støjrock, hvor selv et stykke syreblues som ”Barking or False Point Blues” eller et langt instrumentalt guitarjam som ”Garden Aeroplane Trap” lyder tættere på Flying Saucer Attack end på Hendrix. Numre som ”Plastic Elvis” og ”All Hope is Gone With You Away” opløses næsten i en frosttåge af endeløs feedback, imens ”Winners Way” er så nådesløst maltrakteret af støj, at den nærmest virker kvæstet. Praktisk talt hver sang er en perle, og Son of Walter er det ultimative indblik i Salomans mentale atomvinter: En trøstesløs og grusomt smuk verden af opløsning og håbløshed.

And I wonder if it's likely to improve/ The more we try the less we move/ Reflected in these brittle bones/ We can't pretend we feel at home/ So how's it hanging there with you?/ Pretty limp and pale blue/ But all the same we still believe/ That there's some chance of a reprieve/ And that women often go for older guys/ There's less demand and more surprise/ Reflected in our stately poise/ We still behave like little boys (“Requiem”)

North Circular (1997)

Over to timer lang – og alligevel er der kun et par enkelte smuttere på denne fantastiske guldgrube, som man kan blive ved og ved med at dykke ned i. Trods enkelte mere eksperimenterende numre - ikke mindst den knap tretten minutter lange omgang brok, frustration og støj ”The Pips” - er det først og fremmest en plade, hvor Saloman synes at nå en form for afklaring, som i højere grad end før er centreret om forfald, frustration og opgiven. Pladen er dertil gennemsyret af en nærmest nostalgisk melankoli, der, på numre som ”Where the Old Boys Go” og ”Stay at Home Girl”, bevæger sig helt ud i det regulært sentimentale. Albummet klarer dog skærene alligevel, da Saloman lever sin ynkelighed helt ud. Stilen på North Circular har mere eller mindre tegnet alle følgende albums, så måske har han følt, at han leverede sit endegyldige bidrag til støjrocken med Son of Walter. Selvom det på sin vis er en skam, at de vilde eksperimenter således stort set er lagt på hylden, må man dog under alle omstændigheder være taknemmelig for en så klar og fuldendt sangskrivning som den, Saloman her når frem til.

And why on this earth should the nyads wish to subdue what is allready sleeping, and that which has slight opportunity of bright awakening? For us no garish dawn images of war, tragedy and sad love trystes. The unholy triptych neither exites nor dismays with its flying banners and rude trumpets. The fanfare carried on the retreating winds, re-enters the vase and clarion metal. For we, dim white and immobile sip diluted nectar, weak, cupped and temporary. Watching the pale hedges with failing eyes through cracked telescopes, and awaiting the golden lightform which surely will bear its grace upon us soon. (“The Sun Room”)