Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Yoke & Yohs
Gæsteanmeldere: Yoke & Yohs
21. aug 2007 [Gæsteanmelder] I foråret udkom der en lille, farvestrålende 7"-ep, hvis cover fremviste en sending mildest talt ækle rugbrødsmadder, hvor f.eks. æg, pølser, remoulade, syltede agurker og tzatziki væltede ud over hinanden. Satte man den på pladespilleren, blev man mødt af en fræsende, forvrænget og underproduceret metalrock udsat for barytonsaxofon og trommer, der flere steder blev sammenlignet med Lightning Bolt, men alligevel var duoens egen.

Titlen på ep'en var Yoke & Yohs, og gruppen af samme navn består af henholdsvis Toke Tietze Mortensen (Yoke) og Johannes Lund (Yohs). Begge efterhånden vel beskrevne musikalske blade, der op gennem dette årti har medvirket i en myriade af forskellige sammenhænge med sammenslutningen og pladeselskabet yoyooyoy, som de var medstiftere af i 2000, som det faste omdrejningspunkt. Begge er de lige nu aktuelle med Slütspürts andet album, (30), der musikalsk set er en mindre monokrom, mere spraglet omgang end Yoke & Yohs. Solo har Lund - under navnet Johns Lunds - for nylig begået et selvbetitlet, ligeledes meget eklektisk soloalbum, ligesom han har arbejdet med grupper som freejazz-orkestret Havens Fugle, Gud Er Kvinde, Dane T.S. Hawk & The Locomotion Starsemble, Fjernsyn Fjernsyn og Forkert (de to sidste sammen med Mortensen). Mortensen har udgivet et par solo-cd-r'er med dronebaseret musik under navnet Tietze Tokesen, betjent fejlstrøm i trioen Vold Stod Umagar, kørt selskabet ...And Now Our Ears are in Excellent Shape og spillet hiphop i fritidsprojektet DK's Nye. For tiden arbejder han solo under navnet Keto Tze.

I betragtning af hvor afvekslende, de tos output har været - fra glitch til jazz - syntes Geiger, at det kunne være interessant at finde ud af, hvad Yoke & Yohs havde stående på reolerne. Som forventet stak det i alle retninger. Læs selv - og god fornøjelse!

***

Johannes Lund:

Corrupted
Paso Inferior
(lp, Insolito, 2002)

Et fantastisk japansk doom band, der synger på spansk. Paso Inferior er en af de tunge udgivelser, og pladen er et langt nummer, der fylder begge sider. Sort cover med sort skrift, uhhhh...

 Den første side starter helt nede fra kælderen med et langt bas- og guitar-feed, som trommerne dukker op af med et rigtigt langsomt beat og god plads til de lange fills. Trommerne når kun lige at få fodfæste, før bas og guitar, ud af feedet, samler sig til en stor distorted masse, der roligt flytter sig rundt. Når sangeren kommer ind, er jeg ved at besvime. Det lyder som om, at han står og brækker sig i tyve minnuter. Det er en af de frækkeste vokaler, jeg har hørt. Han synger så dybt og langsomt, at man flere gange bliver nødt til at tjekke, om pladespilleren kører i det rigtige tempo, og sådan bliver det altså ved i en tyve minutter. Lige til at gå i ekstase over.

Side to er den ambiente side: Store, dystre lyd flader med operalignende sang. Ikke helt så gennemslagskraftig som side et, men smuk og god at falde ned på efter doom-eventyret på første side. Corrupted er en klar favorit!

Borbetomagus & Voice Crack
Fish that Sparkling Bubble
(lp, Agaric, 1987)

 Noise-improv plade med fuldt smæk på. Borbetomagus er blandt mine helt store helte: En trio med guitar og to forstærkede saxofoner. Voice Crack er en schweizisk duo med Andy Guhl og Norbert Möslang på cracket everyday-electronics. Der er også en bassist med, der hedder Adam Nodelman. Ham ved jeg ikke helt, hvem er, men fed bas.

Som sagt: Full on noise. Det er hidsigt og hårdt, og så er det improv - det kan jeg lide. Du kan stort set ikke på noget tidspunkt høre hvad der er hvad. Tingene flyver om ørene på dig. Distorted mayhem.

Det er svært at forklare numrene på anden måde end ved at sige, at de to numre på side et er intense improvisationer med meget bas, og at de tre numre på side to er intense improvisationer uden så meget bas. Det er megasejt, og jeg kan næsten ikke holde til Jim Sauters og Don Dietrichts saxofonspil - de er seje.

Selvhenter
Lun Elegance
(3"-cd-r, eget selskab, 2007)

Et friskt skud på stammen. Maria, Maria og Sonja har lige lavet en gatefold 3" cd med et rigtigt frækt cover. De spiller på violin, trombone, saxofon og percussion.

Cd'ens første nummer er en form for hiphop-nummer. Beatet er to forstærkede tamburiner. Oven på det kommer der en form for trombone-solo, der brager med bulder og hyl igennem en basforstærker med distortion. Relativt utraditionel hiphop, men jeg syntes, det er dejligt.

Distortionen går igen på cd'ens andet track, der starter med et hårdt industrial-riff på trombonen. Ovenpå ligger der sig et flimmer af forvrænget violin, som bliver trumfet af saxofonen. Sammen skaber instrumenterne en stor, uformelig suppedas, der kan vælte de fleste omkuld.

Det sidste nummer er mere roligt. Saxofonen rumsterer med et smukt tema, der stadigvæk er forstærket, men denne gang lidt mildere og med delay. Underlaget skabes af et virvar af anslåede strenge og forstærket hårtørrer. Afsluttende vælter violien én med et søgående tema. Man bliver suget ind og får ikke lov til at komme ud før pladen er færdig.

Et konsekvent og kompromiløst band, der gør sig godt både på scenen og på plade.

Ornette Coleman
In All Languages
(2lp, Polygram, 1987)

 30 års jubilæums-dobbeltplade. Den første plade er med den gamle kvartet fra '57: Don Cherry, Charlie Haden, Billy Higgins og Ornette. Og det svinger bare derud af. Ornette på tenor, det er ømt. Det er ikke i den helt gamle stil. Lyden bærer klart præg af årtiet - der er godt med rumklang på f.eks. - men musikken er så stærk, at det ikke gør noget.

Plade nummer to er så med Prime Time - de samme numre, men spillet med et nyt band. Det er så funky, at jeg har svært ved at sidde stille. To trommeslagere - en på et almindeligt sæt og Colemans søn, Denardo, på eltrommer - to elbasser og to elguitarer. Alle spiller i hver deres retning, men mødes på forunderlig vis på den anden side.

Ornette Coleman er en af min store helte, og jeg kan anbefale alt, hvad han har lavet - lige fra hård free jazz til spacefunk med Prime Time.

Toke Tietze Mortensen:

Burundi
Musiques Traditionnelles
(lp/cd, Ocora,1967)

 Inden for disciplinen at optage og udgive traditionel musik fra alle afkroge af verden, hører det franske selskab Ocora klart til blandt de bedste. Ocora Radio-France blev grundlagt i 1957 af komponist og "musicologist" Charles Duvelle. Meget af Ocoras bagkatalog er derfor fra en tid, hvor globaliseringen var langt mindre udbredt, og musikken måske var bevaret i den traditionelle form, den havde haft i mange tusinde år.

En af mine favoritter er fra Burundi (1967). Track 1, "Whispered Song with "inanga" accompaniment", spilles og hviske-growles af gammel, benet fyr, vi kan kalde badekar-manden. Hans instrument er en udhulet træstamme på størrelse med et badekar, der er påspændt strenge af viklet svinehud. Den lyder lidt som en kæmpestor kontrabas, som badekar-manden så spiller hård trance-bas på. Hans sang er én part growl á la black metal og én part hvisken.

Og så er der vist nok noget med, at når han synger for kongen, er det kongen og kun kongen, der må høre sangen. På b-siden synger to teenage-piger en fuldstændigt sindssyg duet. Hvis pladen var fra i dag, ville det have været oplagt at tro, at stemmerne var blevet editeret. Bagefter synger et par gamle koner strubesang - Smirnoff nice!

Johns Lunds
Johns Lunds
(lp, yoyooyoy, 2006)

Ok, jeg syntes lige, jeg vil snuppe en nogenlunde frisk 12" fra baglandet. Det drejer sig om saxofonisten - og min fine ven og kollega - Johannes Lund, der netop har udgivet den første lp fra yoyooyoy. Coveret kan foldes ud til en stor plakat med billeder af måger, som Johs har fotograferet på færgen mellem Gedser og Rostock i den periode, hvor pladen er optaget.

 Første skæring, "Jeg Hører Stemmer", er en god, gammeldags gang old school noise med en fin lille sang indeni. "Jeg ser syner, jeg ser syner, de vinker til mig, de vinker til mig", synger han - og senere "jeg hører stemmer, de siger: Uh uh uh". På anden skæring, "Skovskade vs. Lille Spurv",kommer det tunge skyts frem, nemlig et solidt trash-riff, der bliver spillet på baryton-saxofonen gennem et massiv distortion på et stort bas-anlæg. Heftigt, men klart dansevenligt. På tredie skæring, "Spøgefulde Spøgefugle", er saxofonen skiftet ud med fløjter, der spiller en simpel, lille flerstemmig melodi over en blød, mørk og hvirvlende stortromme.

De to første skæringer på b-siden, "Gud er Kvinde" og "Geburtstag", er begge droner. Den første bygges op med lag på lag af saxofon-feedback og er hul og luftig, men alligevel også massiv og tæt. Her er der stort set ingen variation ud over den, der langsomt begynder at spøge mellem overtonerne. På den næste tages der også violin og stemme i brug. Violinens skærende, tørre klang leder tankerne hen på værker fra 1960'erne af Tony Conrad og John Cale. Tonerne skærer sig faktisk igennem luften som en vinkelsliber gennem hærdet stål. Finalen, "Short Shorts", er et kort tema udsat for saxofoner. Her skinner Johs' kærlighed til free jazzen igennem. Melodien er fraseret hårdt og præcist - ingen kompromisser, ikke noget lir. Nøjagtigt som på resten af pladen er sømmet ramt og banket i pladen i ét hug. Træt af pis? Få fat i den nye Johns Lunds-lp!

Plastikman
Comsumed
(cd, Novamute, 1998)

 Lige på falderebet vil jeg gerne anbefale en efterhånden halvgammel affære fra Plastikman, kongen af 303'eren. Pladen Comsumed er en nærmest bundløst dyb plade, der for mig står for alt det gode ved elektronisk musik. Det er efterfest-musik, der meditativt tager dig derhen, hvor du gerne / ikke så gerne vil hen - ind i hovet, som Noia Niz sikkert ville have sagt. Jeg har det med denne plade som om, at det næsten ikke er musik, der kommer ud af højtalerne, men en form for magi.

Af Steffen B. Pedersen, Johannes Lund og Toke Tietze Mortensen, 21. aug 2007


Yderligere information

www.yoyooyoy.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen