Geiger. Kivig er også en del af bandet My Beloved, som udsendte deres debutalbum, Servant of Secret Places, i 2003, og som siden har udsendt en stribe album, hvor de har raffineret deres originale blanding af postrock, dyster postpunk og goth. Elementer af My Beloveds mørke stemninger går igen hos Acorn Falling, der dog tager disse stemninger helt hinsides rockmusikken og mere i retning af dark ambient og kompositionsmusik. Geiger bad Kivig om vise rundt i hans eget kabinet af inspirationskilder." />

   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling
Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling
6. aug 2011 [Gæsteanmelder] For nylig udsendte Lars Kivig albummet Cabinet of Curiosities under pseudonymet Acorn Falling. Skønt Acorn Falling i grunden er et soloprojekt fra Kivig bidrager ganske prominente internationale navne til albummet - heriblandt cellist John Contreras (fra blandt andet Current 93) og slagtøjsspiller Thomas Wydler (fra blandt andet Nick Cave & The Bad Seeds). Cabinet of Curiosities har med sit mørke og atmosfæriske instrumentale univers generelt modtaget rosende ord fra anmeldere, også på Geiger. Kivig er også en del af bandet My Beloved, som udsendte deres debutalbum, Servant of Secret Places, i 2003, og som siden har udsendt en stribe album, hvor de har raffineret deres originale blanding af postrock, dyster postpunk og goth. Elementer af My Beloveds mørke stemninger går igen hos Acorn Falling, der dog tager disse stemninger helt hinsides rockmusikken og mere i retning af dark ambient og kompositionsmusik. Geiger bad Kivig om vise rundt i hans eget kabinet af inspirationskilder.

Det er absolut en let sag at rive sig i håret i fortvivlelse over at skulle isolere den mest koncentrerede essens af inspirationskilder, som igennem 34 år har pustet til min musikalske ild og kreativitet. Jeg vil skåne læseren for personlige oplevelser, som ganske givet har inspireret mig, men som i denne kontekst er uden betydning. Jeg må med det samme også undskylde til alle de fremragende kunstnere, som ikke er nævnt her.

Mennesker skaber, og mennesker ødelægger, men det er i skabelsen at det kreative, det sjove, det udfordrende og det ukendte bliver udforsket og navngivet. Pionerånden i kunsten og musikken har altid tiltrukket mig, hvorfor klassisk, elektronisk og den eksperimenterende musik som helhed også udgør størstedelen af mine valg af værker, når det gælder grundlæggende inspiration.

Karlheinz Stockhausen - Electronic Music: Song Of The Youths – Contact (1954)
For mange er mødet med Stockhausen totalt uoverskueligt og uforståeligt. Ikke desto mindre afsøger han med sit avantgardistiske lydunivers grænserne for menneskets opfattelse af musik. Stockhausens klaverstykke nr. 10 anses da også for at være uspilleligt, da der i noderne optræder flere toner, end to hænder kan spille alene.

Stockhausen - Electronic Music

Iannis Xenakis er et gudbenådet talent der, i mine ører, udtrykker sig på et mere forståeligt og billedligt niveau end Stockhausen. Måske er det Xenakis' personlighed, der igennem musikken tiltaler mig mere, men uanset personlighed er hans værk Metastasis (1954) enestående, og får stående klapsalver herfra. Mægtigt, kløgtigt og dybt forunderligt.

Jan Johansson fra Sverige tryllebandt mig i en tidlig alder med sine jazzede og folkeagtige numre. Jazz er igen så mange ting, og en genre jeg ikke er så stærk i, men Johanssons evne til at få musik til at lyde som en leg er fænomenal. Her er Jan Johansson samlingen Folkvisor (1988) en glimrende legeplads. Pladen er en samling af to værker Jazz på Svenska (1964) og Jazz på Ryska (1967).

Jan Johansson - Folkvisor

 

SAND fra den tidlige 70ér-periode har også inspireret mig. Her er deres plade Ultrasonic Seraphim (1974) en glimrende cocktail, hvis du vil hurtigt til drømmeland. Lidt fra samme boldgade og årgang kan også nævnes Popul Vuh, Klaus Schulze, Tangerine Dream, Can og NEU! som var med på samme Krautrock-bølge, dog i lidt andre farver.

Sand - Ultrasonic Seraphim

Cluster er måske også et velkendt navn hvis man befinder sig i Krautrockens bagkatalog. Disse tyske herrer har med deres album 71 (1971), i min optik, leveret en hjørnesten til den moderne elektroniske musik, intet mindre. Deres lyd og retning i musikken er unik og fangede min totale opmærksomhed efter få sekunders lytten. og har siden da fået en helt speciel plads i min samling.

Brian Eno er vel efterhånden blevet et synonym for genren ambient. Hans fortid i Roxy Music er ganske vist interessant, men det er med hans ambiente plader, min interesse for ham starter. Eno´s Music for Airports (1978)blev da også min redning under en anderledes periode i mit liv, hvor ro og refleksion var en mangelvare. Da jeg fandt pladen Cluster & Eno (1977) var det som at stå med det pureste guld i mine hænder. Himlen åbnede sig for oven, og englene sang. Oplyst fra himlen købte jeg pladen og har lige siden troet på mirakler.

Cluster & Eno

Godspeed You Black Emperor - Mirakler kan man vel også kalde de ofte meget lange værker fra postrockgruppen Godspeed You Black Emperor. Den kreative og intellektuelle udfoldelse med dyster undertoner ramte plet i mit rockhjerte. Indrømmet lytter jeg ikke meget til postrock anno 2011, men GYBE gav mig uden tvivl bekræftigelse i min egen retning, da genren startede. Deres plade Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven (2000) synes jeg viser styrken og kompleksiteten for både dem selv, men også for genren som helhed.

GYBE - Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven

My Beloved - Kan man være inspireret af sin egen musik? I hvert fald har mine nu 14 år i My Beloved givet mig utrolige, fantastiske og spændende oplevelser, der i stor grad også ligger til grund for min nuværende retning. Uden at gøre nogen My Beloved albums mindre værd, vil jeg alligevel fremhæve On Happiness Hill (2005) som en solid totempæl i mine personlige musikalske udfoldelser.

My Beloved - On Happiness Hill

Alle ovenstående kunstnere er pudsigt nok hovedsageligt instrumentale. Dette betyder dog ikke, at jeg fordømmer brug af ord i musikken. Der er bare langt mellem sangskrivere, som har både stemme og ord nok til at forføre mig. Det er naturligvis et spørgsmål om smag, men visse forfattere og stemmer har dog alligevel fået min fulde opmærksomhed og interesse.

Leonard Cohen er for mange, og for mig, en levende legende. Selv havde jeg den udsøgte fornøjelse at høre ham spille en open air koncert på Fyn i 2010. En sangskriver, musiker og poet med en livslang karriere som af naturlige årsager desværre nok snart må indse at klokken er ved at blive mange. Hvad end der sker med den snart 80-årige Cohen, så er han utvivlsomt indtrådt i de udødeliges rækker. Udødeligt er hans tredje album Songs of Love and Hate (1971) også.

Leonard Cohen - Songs of Love and Hate

Nick Cave kan på mange måder opfattes som en utrættelig teenager med erfaring og oplevelser som en 90-årig. Han bliver ved med at levere topkvalitetsmusik både på plade og på scenen. Hans unge år med The Boys Next Door og The Birthday Party er absolut interessante og spændende, men min kærlighed til Murder Ballads (1996) og The Boatman’s Call (1997) er dog større. Selv har jeg haft æren af at møde Nick Cave ved flere lejligheder og kan berette, at manden er glødende intens og enten gal eller genial.

Nick Cave and the Bad Seeds - Murder Ballads

Robert Smith enten synger eller græder – det kan diskuteres. En introduktion til The Cure er vist næppe nødvendig for Geigers læsere, men The Cure og Hr. Smith har så sandelig gjort et stort indtryk på mig gennem årene. Specielt deres Faith (1981) er et lille mesterværk på en stor sort lagkage med eyeliners som stearinlys. Jeg vil i en hurtig vending også kort give sorte roser til den Engelske mørke gruppe And Also The Trees, som igennem 80érne frem til nu har leveret fremragende plader. Her specielt deres album Klaxon (1993). En cadeau skal også lyde til Tuxedomoon som med deres New Wave satte ild i mine hjerneceller med deres plade Half Mute (1980).

Jeg håber at ovenstående navne har givet nogen lyst til enten at genbesøge disse kunstnere, eller har givet nysgerrige læsere inspiration til nye udfordringer. Der skal I hvert fald lyde en stor tak til dig som har læst hertil. Jeg håber vi ses derude.

Af Lars Kivig, 6. aug 2011


Yderligere information

www.acornfalling.com
www.myspace.com/acornfalling

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen