Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lars Krogh - Bad Afro

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: The Late Parade
Gæsteanmelder: The Late Parade
26. maj 2009 [Gæsteanmelder] Opindelig hed de Tosibb, var en kvartet og havde base i Århus. Siden rykkede de til København, blev udvidet til en kvintet og skiftede navn til The Late Parade. Under dette navn udsendte de i 2007 ep'en The Late Parade. I denne måned udkom så deres debutalbum In Chase of Red Beads. Pladen har allerede skaffet bandet fine omtaler samt et job på den kommende Beat Day-festival.

Som Tosibb spillede bandet uden trommer og bevægede sig i et overvejende langsommeligt og sfærisk univers, ikke mindst tegnet af Rune Vigils drømmende falset. Skiftet til The Late Parade har dog betydet tilføjelsen af trommeslageren Line Grønbech, der skaber et rytmisk tyngdepunkt for de stadig højtflyvende passager. Og det er netop Grønbech, der har fået tjansen som gæsteanmelder for Geiger. Gæsteanmeldelser, der ikke overraskende fokuserer på brugen af rytme og trommer hos bl.a. This Heat, Unwound og Speaker Bite Me.

 

Speaker Bite Me: if love is missing it must be imposed
(Exlibris/Universal, 2000)

Speaker Bite MeJeg fik indiescenen introduceret med denne plade. I bedste barometerstil var det en vinteraften i 2.g på et kælderværelse, at mit musikalske udgangspunkt blev revideret. Udover at være en perlerækken af smukke sange med gode melodier, har særligt Emil Landgreens trommespil i samspil med Kasper Deurells lækre basgange etableret mit fokus på ”det gode groove” som i ”Tie all endings” og ”Minimum twice”. Pladen illustrerer desuden, at en rytme kan være så perfekt, at den kan høres et helt nummer uden at blive uinteressant eller falde i baggrunden med numre som ”Uh-ah” og ”I’m your friend”, hvor sidstnævnte i 13/8 desuden sendte mig mod mathrocken. Jeg mødte Emil til en af deres koncerter samme forår, hvor han anbefalede mig Blonde Redhead. Det var lige inden udgivelsen af Melody of certain damaged lemons, og særligt har pladerne Fake can be just as good og In an expression of the inexpressible afledt videre inspiration til det gode interessante groove.

 

PJ Harvey – Dry
(Island, 1992)

Ph Harvey - DryDet tog tid at nå frem til PJ Harveys debutalbum Dry. Hendes plade Rid of Me opstøvede jeg tilfældigt på Frederikshavns bibliotek og efter første gennemlytning var jeg både skræmt og nysgerrig efter mere. PJ Harveys kvindelig råstyrke og teatralske oprørstendenser virkede enormt dragende, fordi jeg ikke tidligere havde hørt det i så eksplicit format hos en kvindelig kunstner.  Dry, som jeg opdagede i gennemgangen af bagkataloget, er fortsat en af mine absolutte yndlingsplader. Det er en superelegant skæring af råstyrke, brutalitet og oprør mod kvindelige konventioner.  Hende performance og lyrik understøttes desuden af lækre guitarriffs og imponerende trommespil fra Robert Ellis, som substituerer simpel rock med jazzede og tam-baserede grooves. PJ Harvey har lavet flere gode plader, men på Dry er hendes råstyrke og intensitet kombineret med de mørke tekster uovertruffen og evigt inspirerende.

 

Unwound – Leaves turn inside you
(Kill Rock Stars, 2001)

UnwoundDette er den eneste plade, hvorfra jeg med sikkerhed kan afsløre at have rippet et beat til eget brug. Det var bestemt ikke bevidst, og egentlig er det vel noget de fleste musikere gør; lader sig inspirere, bygger videre på en god idé og gør den unik ved at tilføje noget personligt. Unwound er et amerikansk 3-piece noise rock orkester, som trækker referencer til bands som Sonic Youth og Gang of Four. Værd at bemærke er svenske Sara Lund – en af de få kvindelige trommeslagere, der har fåret mig til at skrue op for anlægget i et seriøst anfald af trommenørderi.  Det er virkelig bemærkelsesværdig, hvordan hendes beats formår at komplimentere melodierne på guitar og bas kombineret med fokus på hele sættets anvendelsespotentiale. Det er en plade, som skal høres i et stræk, men jeg vil alligevel fremhæve de perkussive trommer under den storladne guitar- og strygeropbygning på nummeret "Terminus" samt hendes kreative udnyttelse af hele sættet på "Off this Century" og "December".

 

This Heat – Deceit
(Rough Trade, 1981)

This HeatSeneste skud på stammen. Jeg blev inviteret med til trommeslagerens, Charles Hayward , solokoncert på klaver (!)…lød ikke just ophidsende, og var det egentlig heller ikke – men det er hans band, This Heat, derimod. This Heat spiller en generøse blanding af diverse musikgenre fra progressive rock til post punk. Deres eksperimenterende angreb på lyden i forhold til hvert enkelt instrument, og hvordan de får sat delelementerne ind i en så eksplosiv fælles kontekst, er vildt inspirerende. Fjernede man blot ét af delelementerne ville kombinationen ikke tilnærmelsesvis have samme kraftudladning, hvilket illustrerer afhængigheden instrumenterne imellem – uanset melodiens kvalitet.  Haywards trommer er alternative og inspirerende gennem hele pladen, men det er i kombination med de øvrige musikalske remedier, at mit musikalske udgangspunkt er blevet redefineret siden introduktionen til Speaker Bite Me.

 

The Doors - Greatest Hits
(Elektra, 1996)

The DoorsFør min independent tid hørte jeg ret meget Doors – uhyggeligt meget faktisk – og der er vist ikke den Jim Morrison biografi, jeg ikke har haft fingrene i. Det var primært de fængende melodier og Jims mørke stemme og lyrik, der indfangede mig, men gennem min Doors periode har den tidligere jazztrommeslager John Densmores spil og fantastiske fornemmelse for beat nok på et ubevidst plan haft indflydelse. Som ægte skabsfan af latinamerikanske rytmer er jeg vild med hans miks af rocktrommer og latinbeats på f.eks. ”Break on Through” og ”LA Woman”.  Der ikke meget latin over The Late Parade endnu, men vi er dog nået videre end drengenes udgangspunkt for rytme, the Velvet Underground, og hvem ved, hvad sker på næste album.

Af Line Grønbech, 26. maj 2009


Yderligere information

www.myspace.com/thelateparade
www.goodtaperecords.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen