Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ
Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ
27. jun 2009 [Gæsteanmelder] “Vedkommende, atmosfærisk sangskrivning”, lød karakteristikken, da Geiger anmeldte debutalbummet New Speak fra den danske trio The State, The Market & The DJ. Geiger var langt fra de eneste, der lod sig begejstre af The State, The Market & The DJ’s udtryk. New Speak, der udkom i slutningen af 2008, høstede stort set udelukkende fremragende anmeldelser, og siden er rygterne om gruppens lavmælte, og dog intense live-optrædender, som man bl.a. kunne opleve for nylig på SPOT Festivalen i Århus, steget støt. Musikken er de fleste steder blevet forbundet med ord som americana og minimalisme, ligesom mange anmeldere, som Geigers, har hæftet sig ved gruppens evne til at bygge atmosfæriske lag op omkring sangene. Men hvad inspireres trioen egentlig selv af? Geiger fik Anders Holst Jensen og Erwin Thomas fra gruppen, der derudover består af bassist m.m. Eske Nørrelykke, til at komme med anbefalinger til vores gæsteanmeldersektion.

SYR 4
Goodbye 20th Century
(lp, SYR, 1999)

Jeg hørte David Lynch blive interviewet for noget tid siden, og han sagde flere ting som jeg fandt inspirerende, bl.a. noget i stil med det her, løst oversat:

"Det er godt ikke at vide så meget om, hvad ting betyder, eller om hvordan man kunne fortolke dem, for ellers bliver man bange for at lade ting ske. Psykologi ødelægger mysteriet, denne slags magiske ting. Den kan reduceres til en bestemt neurose eller en anden specifik ting, og siden den nu er reduceret og defineret, har den mistet sin mystik og dermed potentialet for en enorm, uendelig oplevelse."

SYR 4Med de tanker kredsende i baghovedet, satte jeg en plade på, jeg for nylig har fået på grammofonen: SYR4 (Goodbye 20th Century). SYR er Sonic Youths output for avantgarde og improviseret musik, og denne udgivelse er så en hyldest til det 20. århundredes, skal vi sige, "partiturmusik”? Der bliver spillet musik komponeret af bl.a. John Cage, Steve Reich og Nicolas Slonimsky, og på pladen medvirker flere prominente gæster, bl.a. Christian Wolff, Takehisa Kosugi og Jim O'Rourke.

Selve musikken vil jeg ikke sige ret meget om, andet end at jeg vil anbefale alle at lytte til den! I henhold til det David Lynch snakker om, så vil alle have en forskellig oplevelse ud af den, især fordi det musikalske univers her er så abstrakt som det er.

På pladen spiller de f.eks. John Cage's "Four6", og efter at have hørt pladen nogle gange fik jeg lyst til at læse partituret til stykket, for at finde ud af, hvad Cage's anvisninger til at spille det er (det kan man få en idé om på hans hjemmeside, www.johncage.info/index2.html). Efter at have læst det var det fedt at høre stykket igen, og høre nogle nye ting i det...stykket er iøvrigt dedikeret til William Winant som spiller med på pladen!

Jeg ser frem til at få fingrene i resten af SYR pladerne! Den nyeste udgivelse er optaget på Roskilde Festival i 2005, jeg var der ikke selv, men har hørt at det var en fantastisk koncert...

Af Anders Holst Jensen // SMDJ

 

Inger Christensens
Alfabet
(digtsamling, Gyldendal, 1981)

For tiden hænger et udprint af Inger Christensens digtsamling Alfabet på væggen i mit soveværelse. Det er et inspirerende syn, og den er nærmest blevet et med væggen.

Til de, der ikke er bekendt med Inger Christensen og hendes arbejde, kan jeg oplyse, at hun – efter min mening – er en af de absolut vigtigste danske digtere/systemdigtere.  Hun gjorde sig for alvor bemærket i 1960’erne og har siden sat sig få, men afgørende, spor i dansk digtning.

Alfabet er en digtsamling bestående af 14 systemdigte. Hvert digt er opbygget af de to systemer, alfabetet og Fibonaccis talrække. Fibonaccis talrække fungerer som den bagved liggende struktur, hvorimod alfabetet er det system, der bruges til at navngive og beskrive de fænomener, som digtsamlingens univers består af. Med andre ord: Alfabet fungerer som en analogi til verden, idet den ligesom verden er betinget af en underliggende matematisk struktur, som vi gennem sproget/alfabetet kan forsøge at beskrive og navngive.

AlfabetDer, hvor jeg for alvor bliver fanget, er ved selve tanken; tanken om at skabe en digtsamling, der forsøger at indeholde alt – og samtidig vide, at det er umuligt eller utopisk. Som moderne mennesker er vi mere optaget af at planlægge vores fremtid og bekymre os om ting, vi har gjort i fortiden, end at fokusere på nuet og den verden, der er omkring os. Inger Christensens digtsamling vender stjernekikkerten indad, og det vi ser er en verden, der bliver skabt, som udvikles og går til grunde – ligesom et liv. Døden eller undergangen er en lige så naturlig del af livet som det at leve.  I den vestlige verden betragtes døden ofte som noget, man ikke taler om – et tabu. Dette lader Inger Christensen til at være fuldstændig uberørt af; hun beskriver gennem et usentimentalt og barberet sprog, hvad så mange andre har berøringsangst over for. Et – synes jeg – fantastisk, modigt og beundringsværdigt greb.  At skrive en digtsamling om livets meningsløse mening tiltaler mig på mange planer – det er komisk, tragisk, elskværdigt og hadefuldt.

Af Erwin Thomas // SMDJ

Af Erwin Thomas, Anders Holst Jensen, 27. jun 2009


Yderligere information

www.myspace.com/thestatethemarketandthedj

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen