Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Teppop

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Amstrong
Gæsteanmeldere: Amstrong
21. nov 2005 [Gæsteanmelder] I anledning af den danske udgivelse af Amstrongs tredje album, Lack of You, har Geiger bedt den danske kvartet med det internationale format om at løfte sløret for nogle af deres inspirationer og anbefalinger. Læs her deres anmeldelser af bl.a. Nina Simone, Dälek, Sonic Youth og Emmylou Harris.

Selvom Amstrongs tredje album, Lack of You, egentlig blev udgivet for flere måneder siden på det tyske label Silversonic, er det først nu i november, at det er blevet tilgængeligt i Danmark via Playground. Bandet, der i øvrigt lige har afsluttet en turné i netop Tyskland, har da også lige siden debuten Sprinkler fra 1998 fremstået som en gruppe af et internationalt format, som er sjældent på disse breddegrader. Også vel at mærke uden at de har ladet sig lokke af den ellers så udbredte drøm om at ”slå igennem” i udlandet. Lack of You er indspillet i USA med Malcolm Burn som producer. Amstrong opstod egentlig på resterne af det nu opløste støjrockband Grind, som også i sin tid pegede langt ud over den danske musikscene. Amstrong har siden udviklet sig til et mere melodisk orienteret orkester, der undertiden nærmer sig regulær popmusik, men som fortsat lader komplekse lydbilleder og ofte dystre stemninger være en bærende styrke.

Geiger har, i anledning af den danske udgivelse af Lack of You, bedt bandet, som i dets nuværende konstellation består af Marie-Louise Munck, Tanja Jessen, Jens Danielsen og Jacob Leth, om at gøre rede for nogle af deres inspirationer. Og det er blevet til anbefalinger af både store kvindelige sangere som Nina Simone, eksperimenterende hip hop som Dälek og støjudforskere som Einstürzende Neubauten og Sonic Youth. En enkelt japansk forfatter har dog også sneget sig ind blandt anbefalingerne.

Amstrong anmelder:

Nina SimoneNina Simone

Jeg kan ikke anbefale Nina Simone nok! Ikke alene er hun en unik og helt igennem enestående sangerinde, en fabelagtig god pianist og en rigtig fin sangskriver: Hun formår derudover at vælge et repertoire, der føjer og følger hende sikkert og troværdigt. Det er dejligt at kunne anbefale hende - også fordi jeg helt uundgåeligt må nævne en række andre fine sangskrivere. Lyt til hendes helt igennem suveræne og rørende fortolkninger af Leonard Cohens smukke ”Suzanne”, Randy Newmans helt fantastiske ”I Think it´s Gonna Rain Today”, Dimitri Tiamkin og Ned Washingtons ”Wild is the Wind”, som også David Bowie har prøvet kræfter med. Eller George Harrisons fine ”Here Comes the Sun”, Bob Dylans ”I Shall Be Released”, George Gershwins uforglemmelige ”I Loves you Porgy”, ”Lilac Wine”, der er skrevet af James Shelton og som Jeff Buckley giver sin version af på albummet Grace. Lyt endvidere til “I Get Along Without You Very Well (Except Sometimes)” af Hoagy Carmichael, Benjamin/Marcus/Caldwells “Don´t Let Me Be Misunderstood”, Jacques Brels “Ne Me Quitte Pas” og Billie Hollidays “Tell Me More and More and Then Some”. Skal jeg nævne en favorit, hvilket nærmest er umuligt, må det blive John Clifford og Angelo Badalamentis ”Another Spring”, som jeg har hørt så forfærdeligt og fantastisk mange gange. Men lyt også til Simones egne kompositioner ”Nobody´s Fault but Mine” eller ”Compassion”. Sæt så Newley & Bricusses ”Feeling Good” på og gør som jeg: Syng med af lungernes fulde kraft og dans, dans, dans!!! (Marie-Louise)

Emmylou Harris
Red Dirt Girl
(cd, Grapewine, 2000)

Red Dirt GirlRed Dirt Girl er den egentlige grund til, at vi på Lack Of You valgte at arbejde sammen med Malcolm Burn. Red Dirt Girl er Emmylou Harris' første album med udelukkende egne sange. Hendes foregående album, Wrecking Ball, der blev flot, men noget koldt og rigidt produceret af Daniel Lanois, havde Malcolm Burn mixet. Burns produktion af Red Dirt Girl er derimod larmende, flosset og varm. Instrumenteringen smelter sammen til et organisk pulserende hele, hvor Harris' fine og lidt skrøbelige vokal alligevel står knivskarpt. Musikalsk er det snarere roots eller alternative end noget, der kan karakteriseres som country. Albummet blev indspillet i New Orleans med Emmylou Harris' faste musikere. Efterfølgende skrællede Burn flere lag af optagelserne og indspillede selv overstyret bas og guitar, støvet Fender Rhodes og simple trommeprogrammeringer, som i høj grad præger udtrykket og giver albummet dets livgivende, støjende karakter. (Jacob)

Dälek
Absence
(lp, Ipecac, 2005)

AbsenceAf plader, jeg har lært at kende i år og som på en eller anden måde har bidt sig fast, må Däleks Absence især nævnes. Dette massive, tunge, industrielle og meget støjende hip hop-album er bare superfedt! Her rappes og scratches der over kaskader af guitarstøj, som kunne være hentet fra Third Eye Foundations fremragende Semtex. Denne plade må gerne spilles højt. (Tanja)

Scout Nibblet
I Am
(lp, Too Pure, 2003)

I AmMed få midler - vokal, guitar og trommer, oftest kun trommer og vokal - formår Scout Nibblet at frembringe sit helt eget personlige og spontane bud på rockmusik. Det hele bliver spillet af hende selv på en meget charmerende, oprigtig og kvindelig måde, der er på linie med en tidlig P.J Harvey eller Cat Power, men lidt mere fjollet. Det er næsten for meget og ved første gennemlytning lyder det som om, at hun mangler nogen at spille med, men numrene drives frem af en vildskab i Nibblets stemme og spil, der - krydret med Steve Albinis nøgne produktion - fortrænger ens første indskydelse og gør pladen til et fint bekendtskab. (Tanja)

Velvet Underground
”Sister Ray”

White Light/White HeatHvis jeg fik stillet det klassiske spørgsmål om, hvilke tre plader jeg ville tage med på en øde ø, ville jeg komme med det ligeså klassiske svar, at det ville jeg ikke kunne finde ud af. Der er simpelthen alt for meget musik, jeg ikke kunne undvære. Jeg tror, jeg ville vælge ikke at tage noget musik med og i stedet dyrke stilheden og lydene, som for mig er musik og oven i købet noget af den bedste slags: Uforudsigeligt og uden gentagelser. Men hvis jeg blev tvunget til at vælge, tror jeg, at jeg ville kunne nøjes med én lp, White Light/ White Heat med Velvet Underground. Ja, jeg behøver kun et nummer fra den lp: ”Sister Ray”. Det stykke musik vasker tavlen ren, hver gang jeg hører det. Nuet bliver fanget og spiddet på en tynd nålespids af noget af det smukkeste støj, der nogensinde er hørt. En ren eksplosion af energi og et stykke tiltrængt musikalsk anarki, som den dag i dag er ligeså aktuelt, som da det blev lavet. (Jens)

Young Marble Giants
Colossal Youth
(lp, Rough Trade, 1980)

Colossal YouthBrødrene Philip og Stuart Moxham udgav i 1980 - sammen med sangerinden Alison Statton - dette minimalistiske mesterværk. Philip spiller bas, Stuart guitar eller orgel - aldrig begge dele på samme nummer. Alison holder et monotont, melodisk stemmeleje, der hurtigt skulle danne skole for en hel årgang af unge indie-sangerinder. Sammen med en billig rytmeboks swinger musikken dog i dén grad: Det er minimal, kraftfuld og alligevel herligt melodiøs. I ”Eating Noddemix” er der næsten intet andet end et tomt rum: To stød fra rytmeboksen, ét enkelt staccato-anslag på henholdsvis bas og guitar samt Alison Statton, som videregiver de kontrastfyldte billeder af en ung pige, der sidder derhjemme og maler sine tånegle, mens der indtræffer en togulykke udenfor, hvortil journalister flokkes for at interviewe og fotografere ofrene. I det hele taget kredser mange af teksterne omkring forholdet mellem middelklasse-apati, materialisme og et samfund i opløsning. Men først og fremmest er Colossal Youth et solidt statement. Et eksempel på hvor få midler, der skal til for at skabe virkelig overbevisende musik, så længe man har noget på hjertet og gør det med konsekvens. Alt kan swinge - ja, selv det tomme rum! (Jacob)

Sonic Youth

A Thousand LeavesSonic Youth har reformuleret min forståelse af både rockmusikken og guitarens mange muligheder. Jeg må indrømme, at det tog mig lidt tid helt at forstå, hvad de havde gang i. Sister var min første plade, men det var A Thousand Leaves, der erobrede mig først og åbnede mine øjne og ører for deres musik. Eksplosioner af støj, guitarer i kamp, vanvid, brutalitet, kælende popmelodier, harmoni, disharmoni, humor, armsved, opfindsomhed!! Hos Sonic Youth forenes dette i et sonorisk klangunivers, der udfolder sig i langstrakte kompositioner vuggende i grænselandet mellem regulære rocknumre og lydcollager. De bygger på rocktraditionen og benytter sig af dens klicheer og elementer, men i deres hænder muterer det hele og tager en ny form, der både behager og udfordrer sin lytter, hvorfor det altid er interessant at lytte til, hvad de har at byde på. (Tanja)

Einstürzende Neubauten
Kollaps
(lp, ZickZack, 1981)

KollapsEinstürzende Neubautens debut tager udgangspunkt i en blanding af situationisme, dada og punk-DIY. Selv kaldte de sig for geniale dilettanter dengang. Instrumenteringen er overvejende perkussiv: Diverse værktøjer, slagbor, metalfjedre, metalrør og metalplader - ja, selv badekar - bliver lejlighedsvis dubbet med totalt overstyrede guitarer, bas eller synthesizer. Blixa Bargeld råber, taler, hvisker, mumler eller skriger primalskrig hele pladen igennem. Kollaps er en polyfoni af maskinel urkraft, avantgarde og opråb (”Stell dich Tot!”, ”Hören mit Schmerzen!”, ”Negativ Nein!”), der blandes med en særlig tysk romantisk længsel som f.eks. i ”Sehnsucht”, hvor et enkelt pianoanslag akkompagnerer Bargeld, der rent faktisk synger ”Sehnsucht kommt aus dem Chaos, Sehnsucht ist die einzige Energie.” Selvom Einstüzende Neubauten siden har lavet bedre ting, er Kollaps alligevel uovertruffen: Albummet er totalt kompromisløst og besidder en forbilledlig kombination af uro, innovativ styrke, og friskhed. Hvis det ikke er et musikalsk mesterværk, er det i hvert fald et sublimt manifest vendt mod al kunstnerisk konformisme. (Jacob)

Haruki Murakami

Haruki MurakamiDans, Dans, Dans er titlen på en af Haruki Murakamis romaner. Læs også Sputnik Min Elskede og især Trækopfuglens Krønike, som er hans hovedværk. Sidstnævnte blander alle verdener sammen, så der herudaf opstår en ny af stor poesi, opfindsomhed, skønhed, grusomhed, sorg og genopstandelse. I Trækopfuglens Krønike kommer hovedpersonen vidt omkring i sin søgen efter sin forsvundne kone (og kat): Til tider befinder han sig i en brønd, til andre tider møder han et stort galleri af personer. Heriblandt to synske søstre, en ung pige og en soldat. Han bevæger sig ubesværet ind og ud af andre verdener, andre sindstilstande, andre tider og måske endda ud i andre galakser… Jeg ved det ikke, og det betyder heller ikke så meget. Hvad der betyder noget er, at der spindes en historie, som rager op, som bevæger og får vinger. Alligevel er historien og dens personer dybt forankret i den nære, voldsomme virkelighed. Jeg læste bogen over et par dage: Startede og lagde den helst ikke fra mig, indtil jeg var færdig. Da ønskede jeg, at jeg endnu ikke havde læst den! (Marie-Louise)

Af Amstrong, Rasmus Steffensen, 21. nov 2005


Yderligere information

Besøg Amstrongs hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen