Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Diefenbach

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Jesper Brodersen
Gæsteanmelder: Jesper Brodersen
27. jun 2004 [Gæsteanmelder] Selv om han er en travl mand, fik Geiger overtalt Jesper Brodersen, der både spiller med i Larsen and Furious Jane, laver sin egen musik i The Morningside og er en af drivkræfterne bag det sangskriverorienterede, århusianske pladeselskab Morningside Records, til at levere et bidrag til vores gæsteanmeldersektion. Morningside Records startede han for et par år siden og i dag tegner selskabet sig - med udgivelser af bl.a. Simon Gylden, Jomi Massage, Figurines, Strumm og Larsen and Furious Jane - som et af øjeblikkets mest kvalitetsorienterede uafhængige selskaber. Men hvad lytter musikeren og pladeselskabsmanden til, når der ikke er Morningside-bands på anlægget?

Jeg skammer mig altid lidt over ikke at elske at lave top-x lister. Men det har jeg aldrig gjort. Det var meget skægt i folkeskolen da det handlede om pigerne fra parallelklassen, men heller ikke dengang var det for alvor spændende. Jeg har fundet fem gode albums frem og gæsteanbefalet dem – mens jeg har lyttet til Aerosmith's Rocks. Tak til Geiger fordi jeg måtte.


Kris Kristofferson
The Silver Tongued Devil and I
(1971)

Rubber Duck fra Convoy?!? Ham skuespilleren?”, er der mange der spørger, når snakken falder på Kris Kristofferson. Ja, det er ham. Outlaw-country. Et must. Og jeg kunne ligeså godt have valgt ”Me and Bobby McGee” fra samme år. Personligt har kærligheden til mandens sange helt sikkert med barndomsminder at gøre, hvor min far sad og spillede de mest triste af dem på den guitar, jeg nu varigt har lånt. Men det er også bare gode sange, og jeg kender ikke nogen der spiller den stakkels troubadour bedre end Kris Kristofferson. Jeg har indimellem talt med – især kvinder (?!) – der ikke kan udstå tungsindet og selvmedlidenheden i musikken og teksterne. Så siger jeg, at minus gange minus giver plus og snakker om renselse, men lige meget hjælper det. Man skal have ondt af sig selv en gang imellem, og så er det godt at der findes kunstnere der kan sætte ord på.

(En anden (stor) side af Kris Kristofferson er politisk og samfundsengageret. Også fedt nok, men tidens tand er hård ved protestsange...).

Blumfeld
L'etat et moi
(Zick Zack, 1995 - www.zickzack3000.de)

Blumfeld er fra Tyskland. Hamburger Schule, en lyd de har været med til at skabe. Omkring udgivelsen af L'etat et moi, bandets andet album, turnerede bandet med Pavement og det var lydmæssigt helt sikkert en god kombi. I hvert fald når vi taler om dette album. Siden er lyden og sangskrivning blevet meget cremet-poppet. Hverken saxofonsoli eller fløjtede vers afskrækker dem, og det hele er næsten slageragtigt. Men jeg er fan, og teksterne er stadig fremragende.

The Bear Quartet
Angry Brigade
(A Westside Fabrication, 2003 - www.cabal.se/westside)

Eminent svensk rockband. Det er min gode ven Björn der har introduceret bandet for mig. I perioder taler han ikke om andet, men det er også et band der fortjener al hæder. De har det hele: Melodi, kant, glimrende tekster. De er skide produktive og de har integritet nok til at hele alle sår. Jeg har stadig ikke hørt halvdelen af hvad de har udgivet, men sidste års Angry Brigade er efter alt at dømme et udmærket sted at starte. Derefter måske nok Moby Dick og så kan man i øvrigt fortabe sig i bagkataloget og fremragende sideprojekter: Bl.a. Heikki og Matti Alkberg BD. Guitaristen fra bandet Jari Haapalainen er derudover en af Sveriges bedste producere (fx. Laakso, Moneybrother, Kristoffer Åström). Jeg kan anbefale alle at tage en snak med Björn om det her band – flere burde kende det.

(SMOG)
Rain On Lens
(Drag City, 2001)

Parentes eller ej, absolut en af mine favoritkunstnere. Rain On Lens er ikke det stærkeste album. Der er endda en del der synes, at det er det ringeste der er kommet fra Bill Callahan nogensinde. Men jeg kan godt lide måden, hvorpå han dyrker det repetitive på dette album. Og så er det stadig stemmen og det er stadig tekstuniverset, der har indoptaget ironien, og med humor formår at beskæftige sig med stor sorg og afmagt uden at indstifte en distance der gør det uvedkommende. Noget af et kunststykke.

Kender man af en eller anden grund ikke til SMOG i forvejen, bør man nok starte med enten Knock, Knock eller Dongs of Sevotion.

Franke
Optimismens Hån
(Service, 2003 – www.srvice.com)

Fra Göteborg. Fra det fine, fine label Service, der bl.a. også har fostret Jens Lekman. Frankes debutalbum Optimismens Hån er et sort og kynisk univers med skrald på. Stor lyd. 80'er. Dissonans, forvrængning, men stadig meget melodiøst. Mesterligt.

Af Jesper Brodersen, 27. jun 2004


Yderligere information

Besøg Morningside Records

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen