Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Marc Kellaway
Gæsteanmelder: Marc Kellaway
2. jul 2005 [Gæsteanmelder] Siden han debuterede under projektnavnet Mox i 1999 med cd-r-udgivelsen Examples har Marc Kellaway begået sig i et sandt væld af vidt forskellige musikalske sammenhænge. De mest kendte er nok postrock-bandet Vinyl Dog Joy, som debuterede i 2001 med det roste album Stories From the Halfway House, samt Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilburs nye album Queen of Hope, som Kellaway agerede arrangør og producer på. Men også det grænsesøgende og lyriske lo-fi-projekt The President’s Heart, som han deler med to medlemmer af sidstnævnte gruppe, har påkaldt sig opmærksomhed via flere cd-r-udgivelser, hvilket også kan siges om soloprojektet Exquisite Russian Brides, der overvejende arbejder med droner og improvisation på akustiske og elektriske instrumenter.

Så har man endda ikke engang nævnt det melodiøse elektronica-projekt The Cat Box Quartet, som netop er albumdebuteret på det amerikanske selskab Radio Khartoum med Running Uphill, den mere folk-påvirkede konstellation Tender Buttons, som snart er aktuel med en dobbelt 3”-cd-r, eksperimental-trioen 75 Magic Tricks, som også har flere titler på bagen, eller det selvejede cd-r-label The Cat Box Corporation, hvor han udsender en stor del af sit output med håndlavede omslag.

Er der en fællesnævner for Kellayways efterhånden enorme produktion, må det nærmest siges at være en enorm åbenhed og opfindsomhed – og det både hvad angår genrer, arbejdsmetoder og produktionsstandarder. Således er Tender Buttons-udgivelsen delvist optaget ude i en svensk skov! Der arbejdes seriøst og dedikeret med både udtryk og indpakning, men humor og excentricitet er også en fællesnævner for meget af materialet, som holder et meget højt kvalitetsniveau uanset sammenhængen. Kodeord, som også passer glimrende til den stak anbefalinger, Kellaway, som i øvrigt indspiller nyt materiale med både Vinyl Dog Joy og The President's Heart denne sommer, har fundet frem.

-------------------------------

At anbefale musik er altid vanskeligt, ikke mindst på grund af de enorme udeladelsessynder, man ikke kommer uden om i en øvelse som denne. I dette tilfælde har store, selvskrevne navne som Dylan, Cohen, Wyatt og Sonic Youth desværre måtte vige for at få listen ned på kun lidt over ti forhåbentligt brugbare anbefalinger, som hermed køres frem i løs kronologisk orden til glæde og inspiration for Geigers gode læserskare.

Alice Coltrane
Universal Consciousness
(lp, Impulse!, 1971)

ColtraneAlice Coltrane er et fint sted at starte, da hun for undertegnede er et glimrende eksempel på, hvor meget og stort man egentlig kan udrette med musik. "Spirituel" er ikke ligefrem et plus-ord i min husholdning, men man kommer svært uden om, at hun, når hendes musik er bedst, formår at kommunikere på nogle helt særlige lysende kanaler. Tidligere var pladerne svære at få fat i, men de seneste år er genudgivelserne væltet frem, og det er godt, for det er fremragende musik, og stort set umuligt for mig at skulle vælge bare een af hendes mange gode albums. Som en tommelfingerregel er alt, hvad hun udgav på Impulse!, rigtig fedt, og det meste hun udgav andre steder (især Warner Bros.) ikke helt så fedt, men stadig ok. Den her plade er overvældende. Et intenst frontalangreb med el-orgel, harpe og strygerorkester samt percussion og indiske instrumenter i hobetal. Det er tit kaotisk og dissonant, men altid meget, meget smukt, og spænder fra vilde duetter for orgel og tromme til smukke strygerarrangementer af f.eks. all-time klassikeren ”Hare Krishna”. Det kunne udarte sig til new age og etno-kitsch, men gør det altså ikke – sandsynligvis fordi pladen for hvert røgelsesduftende harpestrøg og harmonisk strygerklang også rummer et aggressivt attack på orglet og et atonalt, Stravinsky-inspireret orkesterarrangement. Måske ikke det mest tilgængelige sted at starte med Alice Coltrane - der er Pta, The El Daoud sandsynligvis bedre - men helt klart en af hendes bedste og mest ærefrygtindgydende udgivelser.

Brian Eno
Here Come the Warm Jets
(lp, Virgin, 1973)

One BrainJeg hører til den skole, der holder på, at Brian Enos tidlige rock-udgivelser og hans arbejde som producer er langt mere interessant end den ambient-suppe, han begav sig ud i fra midten af 70'erne. Hans solo-debut, Here Come the Warm Jets, står således den dag i dag og blinker i technicolor og neon, og er bare helt for meget på en rigtig dejlig måde. Der er tale om en form for glamrock med en Eno, der synger som om, at han prøver at overgå sin eks-kollega Bryan Ferry i kruk. Hvor Roxy Music mest arbejdede med ironi og pastiche, er Warm Jets… imidlertid snarere ovre i en surrealistisk afart, hvor massive guitarer, underlige synth-soloer, støj-intermezzoer og bizart korarbejde danner bund for mindst lige så grænseoverskridende nonsenstekster. Det er humoristisk og legende på den gode måde – og det virker stadig meget friskt på disse ører.

David Bowie
Lodger
(lp, RCA, 1979)

LodgerHvis Enos solo-ting som sagt efter min mening blev mindre interessante, da han gik over til den instrumentale musik, brænder hans kreativitet heldigvis stadig uhæmmet igennem på de mange plader, han har produceret eller på anden måde været ind over. Samarbejdet med David Bowie er et højdepunkt, og her er Lodger nok min yndlingsplade. Egentlig er det lidt snyd at vælge den i denne sammenhæng, da Tony Visconti i høj grad var begyndt at tage over her, men pladen kombinerer på fin vis den eksperimenterende Eno-Bowie med den mere direkte og hårdtpumpede Visconti-Bowie. Den bevarer således kreativiteten, men undgår ambient-sygen, der plager B-siderne på de ellers fremragende Low og Heroes. "It's a very modern world, but nobodys perfect", synger Bowie på åbningsnummeret, og det er en glimrende opsummering af albummet. Simple, men effektive, halv-syntetiske funk-grooves dækker over et væld af skæve detaljer, båndloops og baglæns korsang. Hver enkelt nummer er tæt pakket med originale lydmæssige idéer, og det er simpelthen en fornøjelse, at noget kan være direkte og iørefaldende, og samtidig hele tiden tænkt så anderledes. Oveni kommer så en Bowie i topform, der kan synge linjer som "When you're a boy / You can wear a uniform / When you're a boy / Other boys check you out / You get a girl / These are your favorite things / When you're a boy" med den helt rigtige blanding af bidende sarkasme, blåøjet oprigtighed og subtil betoning af de homo-erotiske undertoner. Hvis popmusik bare altid lød sådan!

Einstürzende Neubauten
Fuenf auf der Nach Oben Offenen Richterskala
(lp, SomeBizarre, 1987)

Einstürzende NeubautenSkønt jeg holder meget af Einstürzende Neubauten, må jeg indrømme, at jeg har et lidt blandet forhold til deres seneste udgivelser. I bevægelsen mod melodi og traditionel sangskrivning er det som om, at de har rykket sig lidt for langt bort fra deres støjende udgangspunkt. På den måde er de faldet i den anden grøft og blevet lidt for melodiøse og polerede. Live er de dog heldigvis stadig forrygende, og på et par udgivelser fra midt-80'erne er balancen mellem de to poler helt perfekt, og så har de godt nok gang i en helt unik og meget energisk industriel pop-maskine. Efterfølgeren Haus Der Lüge (1989) er næsten lige så god, men Fuenf... er klart min Einstürzende-favorit. Albummet er delt op i to distinkte sider og fungerer derfor klart bedst på vinyl. Side A rummer fire danse-numre, der stadigt stiger i tempo fra den ulmende "Zerstoerte Zelle" til den hyperenergiske "Modimidofrasaso". Side B tre dvælende og tunge numre – bl.a. den fantastisk smukke klassiker "Keine Schoenheit Ohne Gefahr". Blixa Bargeld er helt på toppen – han reciterer, messer, skriger, hvisker og synger sig gennem det hele – og bandet spiller tungt, støjende og rytmisk opfindsomt med en skøn blanding af håndspillet skrammelpercussion, primitive programmeringer, elektrisk guitar og lejlighedsvise strygere. Grundtonen er dyster og tung, men også humoristisk og livsbekræftende, og resultatet er medrivende, dansabelt og aldrig mindre end dybt originalt.

Tricky
Pre-millenium Tension
(cd, Island, 1996)

TrickyI dag, hvor musikteknologiens udvikling gør det alt, alt for nemt at sætte et langsomt beat til et jazz-loop og få en veninde til at lege Beth Gibbons ind over, og hvor en efterhånden tredje generation af kloner således er sluppet løs på vores arme ører, kan det være lidt svært at sætte sig ind i, hvor ny og frisk den oprindelige bølge af såkaldt trip hop egentlig virkede. Jeg kan tydeligt huske det indtryk, musikken gjorde på mig tilbage i 2.g., da jeg sammen med musikinteresserede veninder i den grad trippede over Portisheads Dummy, Massive Attacks Blue Lines og Trickys Maxinquaye. Hørt i dag er de stadig fremragende albums, men desværre definerede de også en lyd, der skulle vise sig alt for nem at kopiere rent overfladisk, skønt den emotionelle dybde dog sjældent fulgte med. Hvor de to førstnævnte projekter - forskellene fraregnet - stod for en forholdsvis (og forræderisk) simpel lyd, var Trickys produktioner fra starten langt mere komplekse og kaotiske. På samarbejdsprojektet Nearly God og opfølgeren Pre-millenium Tension blev de endda videreudviklet til noget endnu mere skævt og støjende. At Pre-millenium Tension så også kom til at markere et højdepunkt inden for Trickys musik, og kvaliteten af hans albums efterfølgende stødt skulle falde, er naturligvis trist, men det ændrer ikke på, at albummet er ganske enkelt er et visionært mesterværk. Tricky og den uforlignelige sangerinde Martina Topley-Bird bevæger sig her igennem rap, spoken word og ultra-stenede ballader, skiftevis akkompagneret og modarbejdet af bizart støjende loop-konstruktioner, der konstant falder fra hinanden, for så alligevel med nød og næppe at hænge sammen. Man kan tydeligt høre Trickys inspiration fra dub, old school-hiphop og støjrock, men lyden er helt hans egen – og hverken ham selv eller andre er det efterfølgende lykkedes bare tilnærmelsesvis at kopiere den.

The Third Eye Foundation
Semtex
(cd, LSD, 1996)

SemtexJeg har en stor svaghed for den støjscene, der i 90'erne var centreret omkring Bristol. Her havde bands som Flying Saucer Attack, Amp, Movietone og Crescent gang i deres helt eget take på støjrocken. Det meste af musikken var dybt original, temmelig skramlet og havde som regel en rigtig dejlig lo-fi-kant. Semtex - Matt Elliots første udgivelse med Third Eye Foundation - er en af mange favoritter i dét felt. Albummet rummer en helt unik fusion af guitarstøj og drill'n'bass-rytmer, hvor det unikke snarere end selve fusionen ligger i hvor velfungerende, den er. Faktisk er det eneste andet eksempel på en så vellykket sammensmeltning af støj og beats, jeg lige kan komme i tanke om, den amerikanske hiphop-gruppe Däleks fremragende nye album Absence, og jeg har dem da også kraftigt mistænkt for at have samplet fra den her plade adskillige steder. Det fine ved Semtex er også, at Elliot ikke bare tromler lytteren ned med 40 minutters støj, men i stedet, som pladen skrider frem, arbejder sig længere og længere ned i tempo. Det, der starter med den hyper-energiske malstrøm af lyd i "Sleep", ender i den meditative, minimale "Once When I was an Indian" og den helt beat-løse "Rain". Simultant med at tempoet geares ned, får en ukrediteret kvindestemme stadig mere plads i lydbilledet, hvilket sammen med den udstrakte brug af billig rumklang giver mindelser om den mere dystre ende af 80'er-musikken. Oveni har Semtex også en helt fantastisk smadret lyd, der både formår at være simultant tynd og massiv, men samtidig diffus nok til at noget er overladt til fantasien. Det bliver simpelthen ikke bedre inden for denne genre!

Lithops
Uni Umit
(cd, Moikai, 1998)

LithopsNoget musik kræver tid, før det afslører sine kvaliteter. Mange af mine nuværende yndlingsbands har det taget mig urimelig lang tid at forstå. Low, f.eks. Eller - pinligt nok! - Sonic Youth. De fleste storforbrugere af musik kender imidlertid nok også den alt for sjældne oplevelse, hvor musik fra første gang, man hører den, taler direkte til en – som om, at en forbindelse bliver etableret uden om ørene og direkte til hjertet (eller hjernen, kønsdelene eller hvad man nu lytter med). Sidste gang jeg havde denne oplevelse var med CocoRosies dejlige La Maison de Mon Rêve, men hvad jeg tror var min første af slagsen kom, da jeg spontant - mest på grund af det flotte cover - købte Mouse On Mars' Iaora Tahiti. Dér var der en ny lyd, der talte direkte til mig, og det album blev min indgang til en enorm mængde musik fra midt-90'ernes Köln: Projekter som Mouse On Mars, Oval, FX Randomiz, Microstoria og ikke mindst Lithops, som er et dæknavn for Jan St. Werner fra førnævnte Mouse On Mars. Uni Umit vil jeg uden tøven udnævne til det bedste electronica-album nogensinde! I alt fald er det nok det album, der har defineret genren for mig – og som nok desværre også er skyld i, at langt det meste anden musik, jeg har hørt i denne kategori, har virket temmelig kedelig og statisk. Albummet her er alt andet: St.Werner veksler mellem en uhyrligt swingende elektro-funk og rolige, halvabstrakte lydcollager, der tit - som hos Oval - understøttes af diskrete orgelakkorder. Det er meditativt og funky på samme tid – meget melodiøst, men konstant muterende. Lyden er varm og organisk - boblende undervandslyde, svag skramlen, fjerne orgelklange og blid støj - og udgør et fuldstendigt tidløst univers med ekko af alt fra 60'ernes tidlige analoge eksperimenter og concréte til 70'er-disco og 80'er electro. Albummet kan høres som et udkast til, hvordan electronica som ny genre kunne være kommet til at lyde – eller måske lyder – i en bedre, mere farvestrålende verden.

Crescent
Collected Songs
(cd, Roomtone, 1999)

CrescentEn ekstra støjting fra Bristol skal altså lige med, for det her er også et rigtigt dejligt album. Crescent har indtil videre udgivet i alt fire albums og en EP med skrøbelige og støjende no-fi, der diskret, men radikalt prøver grænser af inden for en traditionel konstellation af sang, guitar, bass, trommer og lejlighedsvis tangentspil. Skønt de alle har deres kvaliteter og varmt kan anbefales, er Collected Songs klart min favorit. Vokalen svinger fra uartikuleret mumlen og klagelyde til noget, der lyder som en meget ustabil Ian Curtis, og produktionen er om muligt endnu mere grumset end på Semtex - vi taler 4. generations bånd-dub og et trommesæt, der er placeret inde hos naboen - men det fungerer faktisk rigtig godt. Lyden underbygger det sublimt skrøbelige i de for det meste tyste, men lejlighedsvist kaotiske sange, der trækker på alt fra jazzet swing til krautrock-agtige grooves og en støjende monotoni, der i lige dele har rod i Velvet Underground og Joy Division.

The Angels of Light
New Mother
(cd, Young God Records, 1999)

New MotherMichael Gira er nok et af mine største idoler. Gennem mere end 24 år har han udvist en imponerende konsekvens inden for alt, han end har haft gang i af projekter – om det så har været som musiker, sangskriver, arrangør, producer eller pladeselskabsejer. Swans kommer man egentlig ikke uden om - Children of God er efter min mening klart højdepunktet her - men hvis jeg nu kun skal anbefale en af mandens mange udgivelser, bliver det denne. Giras forløbig fire plader med The Angels of Light er alle rigtig gode, om end temmelig forskellige. På New Mother - den første plade med projektet – står den primært på akustisk folk centreret omkring Giras vokal og guitarspil samt en række rige, varierede arrangementer for harmonika, vibrafon, lap steel guitar, mellotron og lignende rare instrumenter. Alene musikken er intet mindre end blændende smuk: Arrangementerne er originale, produktionen er klar og varm. Så er der Giras stemme, der her er så magtfuld, skræmmende, smuk og sexet som nogensinde. Og når man så har den stemme i de arrangementer til at bevæge sig gennem nogle af mandens bedste tekster - "As the black snake crawls through you eye-holes, as the cold wind screams in your glass soul, as my red hans squeeze out your rotting death-breath, you will pull and ply, the last hissing sigh from my mouth-hole" - så når det altså et niveau, hvor sørgeligt lidt musik befinder sig. Om man så er til folk, støj, udfordrende sangskrivning eller bare gode, dybe mandestemmer, er det her album uundværligt.

Dean Roberts
And the Black Moths Play the Grand Cinema
(cd, Staubgold, 2004)

Dean RobertsDean Roberts er en meget spændende new zealandsk guitarist, der efterhånden har bevæget sig rundt inden for alt fra støjrock over improv til rene laptop-produktioner. And the Black Moths... blev oprindeligt udgivet på Ritornell i 2000, røg ud af print igen og blev så sidste år genudgivet af Staubgold. Det er en ganske særpræget og temmelig unik hybrid af rock og glitch, som ikke rigtigt minder om noget andet – måske lige med undtagelse af Marcus Popp's helt igennem sublime SO-projekt, der arbejdede med digital manipulation og forvrængninger af akustisk guitar samt japansksproget folk. Roberts gør lidt af det samme her med rockmusik og lægger selv herligt spinkel stemme til en række sammenflettede numre, der primært er bygget op af tunge monotone rundgange udsat for guitar og bas - lidt i stil med Low, når de er mest stenede - akkompagneret af nervøst sitrende hi-hat-rytmer og knasende baggrundsflader, der gradvist tager over i lange, knitrende glitch-passager, hvor lyden af rockinstrumenterne sprænges i utallige små, uendelige loops. Højdepunktet er en dejlig skæv cover-udgave af Brian Enos "Cindy Tells Me" (fra Warm Jets…), men hele pladen fungerer fint som ét langt særpræget simultant take på rockmusik og glitch.

Autistic Daughters
Jealousy and Diamond
(lp, Staubgold/Kranky 2004)

Autistic DaughtersMed bandet Autistic Daughters kan man høre Dean Roberts med en mere traditionel ikke-manipuleret rock-besætning, hvori han spiller sammen med to ret utrolige musikere: Martin Brandlmayr, som nok bedst er kendt som trommeslager i Radian, og Werner Defeldecker, der bl.a. spiller bas i det fine improv-band Polwechsel, hvis dejlige album med Fennesz – Wrapped Islands (Erstwhile) – forresten også varmt kan anbefales. De tre musikere er helt ufatteligt sammenspillede og arbejder med en underlig, nærmest distræt kombination af melankolsk indie-rock og improvisation. De skrøbelige sange finder langsomt form og falder fra hinanden igen, går helt i stå i lange passager, eksploderer en sjælden gang i pludselig støj eller skifter uden varsel kurs. Alt sammen er det så subtilt og underspillet, at man næsten ikke opdager, hvor sammensatte numrene egentlig er. Dean Roberts er også i fin form som vokalist her. Han skriger og mumler – og på "Spend It on the Enemy (While It was Raining)" lyder han næsten som en forstyrret Robert Smith ca. The Top. Som bonus er det er et album, der på en næsten magisk vis forandrer sig for hver gennemlytning. Siden jeg købte det for et halvt år siden, har albummet næsten dagligt været på grammofonen, og den dag i dag opdager jeg utroligt nok stadig nye detaljer, som jeg ikke husker at have hørt før.

Tony Conrad with Faust
Outside the Dream Syndicate
(lp, Caroline, 1972)

Conrad/FaustKrautrock har egentlig aldrig lige været min kop the. Enkelte ting af Can måske, men aldrig rigtig noget, der for alvor tændte. Først da jeg for et lille år siden hørte So Far - Fausts andet album - var der egentlig noget, der bed sig fast. Det album er rigtig dejligt - udsyret, poppet og meget humoristisk. Endnu bedre viste deres samarbejde med den geniale violinist og komponist Tony Conrad fra et par år senere sig dog at være. Conrads skingre, dronende violinspil kendte og elskede jeg allerede fra hans gæsteoptrædener med David Grubbs - både på solo-debuten The Ticket såvel som Gastr Del Sol-pladen Upgrade & Afterlife. På Outside... filer Conrad derudaf til et nådesløst insisterende, superminimalt tromme/bas-groove over to numre, der fylder en albumside hver. Persistence is everything lød Coils motto, og det er også pointen her. Intet sker – og alt sker. Bas og trommer arbejder sig ustoppeligt frem, og Conrad kværner på sin elektriske violin stædigt noget, der først virker som den samme akkord, men som, når øret bliver tunet ind, afslører en rig verden af overtoner og dissonanser.

Charalambides
Joy Shapes
(2lp, Kranky, 2004)

CharalambidesCharalambides er en trio, der laver noget temmelig magisk musik i grænselandet mellem folk, improv og droner for guitarer (elektriske, akustiske, lap steels...) og stemme. De har udgivet et væld af materiale på cd-r og kassettebånd, som det gode pladeselskab Kranky pt. er i færd med at genudgive, og det her er (vistnok) deres første nyindspillede materiale for selskabet. Albummet består af fem numre, hvoraf de tre fylder en lp-side hver. Det er dvælende, dronende musik, der i meget langsomme forløb arbejder sig fra blide klange og dæmpet vokal frem til noget mere skingert og støjende, men som alligevel altid har en form for ro i sig. Bandets musik formår på samme måde at være konsekvent atonal og dissonant, men alligevel virke harmonisk. Melodisk eller akkordmæssig udvikling finder man egentlig heller ikke, men alligevel er musikken i konstant forandring. Det er svært at forklare det nærmere, men det er musik, der sender på nogle af de samme helende bølgelængder som Alice Coltrane. Det er en anbefaling! Og så er cirklen ligesom passende sluttet.

Af Marc Kellaway & Steffen B. Pedersen, 2. jul 2005
Foto: Marc Kellaway


Yderligere information

Læs mere om Kellaways produktion her

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen