Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Rasmus Riis
Gæsteanmelder: Rasmus Riis
23. jun 2006 [Gæsteanmelder] Rasmus Riis udgav på sit eget selskab Signals i slutningen af 2005 to albums, der viste en ung musiker med stor åbenhed, talent og vilje til at eksperimentere med mange forskellige udtryk – nemlig Slowbop med trioen Riis/Lysemose/Agha og Sumi med trioen Sumi. Riis/Lysemose/Agha, der allerede albumdebuterede i 2003 med Enter, og hvor Riis håndterer klaver og rhodes spiller en både melodisk, lyrisk og eksperimenterende jazz, mens Sumi med Riis på rhodes og loops byder på mere elektronisk funderet eksperimentalmusik, der trækker på både postrock, improv, ambient og elektronisk avantgarde. Riis arbejder også i et tredje projekt, som dog endnu ikke har udgivet noget, med improvisationer funderet i guitarens støjlyde. Geiger har indbudt den eklektiske musiker til at lufte sine inspirationer i vores gæsteanmelder-serie, og her anbefaler han musik af Sonic Youth, Björk, Jim O'Rourke, Karlheinz Stockhausen og den nyligt afdøde György Ligeti.  

 Jeg har fået den store ære at præsentere fem plader, der har inspireret mig. Dette har vist sig at være en utrolig svær opgave! Der er en stor forskel på at lytte til musik og at skabe musik, og i virkeligheden er man i sin skaben måske mest inspireret af den musik, man ikke kan lide (mit musikalske udtryk er muligvis inspireret af min negation af Richard Ragnvalds dansktop-univers) – og er vaskemaskinens vibrationer ikke til ligeså stor musikalsk inspiration som de lyde, vi finder på diverse lp'er og cd'er? Her følger dog en præsentation af fem kunstnere (og otte plader), som har gjort et stort indtryk på mig – både som lytter og kunstner.

Karlheinz Stockhausen: Mantra für 2 Pianisten
(Stockhausen-Verlag 16)

MantraSom titlen antyder, er dette værk ikke blot skrevet for to klaverer – det er skrevet for to pianister, der udover at betjene flyglerne også betjener slagtøj (bækkener og træblokke) og ringmodulatorer. I modsætning til en stor del af Stockhausens værker fra 1960erne, der i høj grad er baserede på improvisation, er Mantra fra 1970 en slags tilbagevenden til hans udgangspunkt: den serielle komposition. Det er dog på ingen måde kold ”lommeregner”-musik, der kommer ud af det. Mantra er 70 minutters lydudforskning, som det aldrig er lykkedes mig at blive færdig med, siden jeg i min gymnasietid for første gang hørte dette værk i radioen i forbindelse med Stockhausens besøg i Danmark i 1996, og Stockhausen formår i høj grad at få et stykke yderst emotionelt musik ud af de serielle kompositionsmetoder. Hele værket er baseret på én eneste tolvtonerække. Hver tone i rækken har et specielt kendetegn (f.eks. bliver første tone repeteret, sjette tone har en akkord, osv.). Disse specielle kendetegn bliver derefter kendetegn for værkets 12 sektioner, hvor Stockhausen vrider og drejer tolvtonerækken på alle mulige måder – både temporalt og tonalt. De 12 sektioner med de forskellige kendetegn gør, at vi kommer godt rundt i hele det musikalske spektrum. Der er både stærkt voldsomme dissonante passager og usigeligt smukke melodiske forløb, og ringmodulatorernes konstante manipulation af flyglernes reallyd frembringer klange, der minder om den udforskning af elektroniske klangmuligheder, som Stockhausen bl.a. foretog i værker som Kontakte og Gesang der Jünglinge. Et værk, jeg anbefaler at spille højt og at høre liggende på sofaen med lukkede øjne.

György Ligeti: Volumina og Études pour piano (premier & deuxième livre)
(fra György Ligeti Edition 6: Keyboard Works (Sony Classical SK 62307) og György Ligeti Edition 3: Works for Piano: Études, Musica ricercata (Sony Classical SK 62308)

Ligeti: Edition 6Ligesom Stockhausen udforsker Ligeti også nye klangmuligheder – men på en helt anden måde. En af hans originale kompositionsmetoder – brugen af movable clusters (tætte ”toneklaser”, der bevæges rundt) – høres bl.a. i orgelværket Volumina. Lige fra det første brag af alle klaviaturets tangenter, der bliver trykket ned (en åbningsakkord, der fik orglet i kirken i Göteborg til at brænde sammen i 1962), udforsker Ligeti orglets klangmuligheder på ekstreme måder – fra grumme, rumlende basdissonanser til smukke, lyse klangflader, der hurtigt ændrer sig til kraftudbrud, der rammer som en knytnæve i ansigtet for derefter at tone ud i stilheden efterladende én i uvished om, hvad der kommer. En mere ”forfinet” udforskning af et instruments muligheder findes i hans klaveretuder, som i den udgave, jeg her har valgt, bliver spillet af den fænomenale franske pianist Pierre-Laurent Aimard. Jeg købte på et tidspunkt noderne til disse – for mig umuligt spilbare – etuder i Berlin for at se, hvad i alverden Ligeti har tænkt med musikken, og jeg fandt, at etuderne er baserede på hver sin relativt simple idé. Disse idéer – et enkelt rytmisk motiv, brugen af flageoletter (tangenter, der holdes nede uden at anslå strengen, men klinger med, når andre anslås) – bringes dog ud i ekstremer og udfordrer både pianisten (som etuder jo gerne skulle) og viser alle facetter af flyglets klangverden. Ligetis etuder er 14 stykker, der ”swinger” på en helt speciel måde – noget, der muligvis hænger sammen med Ligetis inspiration fra traditionel afrikansk musik og jazz (der er dedikationer til både Thelonious Monk og Bill Evans) – og den har en skønhed, der konstant lurer under al kompleksiteten.

Sonic Youth: Experimental Jet Set, Trash and No Star
(Geffen GED24632)

Experimental Jet Set, Trash and No StarDet har været utroligt svært for mig at vælge én Sonic Youth-plade til denne anbefalingsliste, da alle deres udgivelser er blandt mine favoritplader, og Experimental Jet Set, Trash and No Star er da nok hverken deres bedste plade eller min personlige favorit (noget, der er umuligt for mig at vælge). Den har dog en helt speciel betydning for mig, da det var den første Sonic Youth-plade, jeg købte, da jeg var 15 år gammel. I den alder har man en helt unik sensitivitet overfor musik, og derfor står Experimental Jet Set, Trash and No Star som en klar åbenbaring for mig. Pladen er fra Sonic Youths karrieres kommercielle højdepunkt efter udgivelserne Goo og Dirty, der gav dem en række MTV-hits, og Experimental Jet Set, Trash and No Star befinder sig et sted mellem den stil, der prægede Dirty (i form af MTV-hittet ”Bull in the Heather”), og en trang til at vende tilbage til det mere støjende og eksperimenterende udtryk, der havde præget dem tidligere (bl.a. i form af hyldesten til pladeselskabet SST på nummeret ”Screaming Scull”). Denne side af bandet bliver dog nedtonet lige lovlig meget af en lidt pæn Butch Vig-produktion. Jeg anbefaler hermed varmt enhver af Sonic Youths udgivelser – og glem ikke eksperimenterne på deres eget selskab SYR!!!

Björk: Vespertine
(One Little Indian / Polydor 589000-2)

VespertineSiden jeg første gang stiftede kendskab med Björk, da hendes Debut udkom i 1993, har hun slået benene væk under mig igen og igen. Jeg gik straks ud for at finde udgivelser med Sugarcubes, og siden har jeg med spænding ventet på enhver ny udgivelse med hende. Højdepunktet blandt hendes udgivelser synes jeg er Vespertine fra 2001, hvor inspirationen fra internettets udveksling af musikfiler med godt med mp3-støj har resulteret i en plade med klikkende og knasende grundspor (bl.a. produceret af duoen Matmos og den fantastiske Thomas Knak aka Opiate) garneret med smukke kor- og strygerarrangementer af Vince Mendoza og brilliant harpespil af Zeena Parkins (hvis soloplader i øvrigt varmt anbefales). Det hele er dog centreret omkring Björks utrolige og fascinerende stemme, der – ligegyldigt om den hvisker eller skriger – ikke kan undgå at røre mig dybt.

Jim O'Rourke: Terminal Pharmacy (Tzadik TZ 7011), Bad Timing (Drag City 120) og Insignificance (Drag City 202)

InsignificanceMultiinstrumentalisten og produceren Jim O'Rourke er bestemt et af de største musikalske talenter, jeg nogensinde er stødt på! Han bevæger sig ikke indenfor nogen afgrænset musikalsk stilart, men ligegyldigt om han laver minimalistisk elektronisk musik, arbejder med fri improvisation eller garagerock, har han et umiskendeligt Jim O'Rourke-udtryk. Derfor har det heller ikke været muligt for mig at vælge en enkelt O'Rourke-plade at anbefale. I stedet har jeg valgt disse tre – Terminal Pharmacy, Bad Timing og Insignificance – til at vise tre meget forskellige sider af denne kunstner. Terminal Pharmacy er elektro-akustisk musik i en ekstremt afdæmpet og minimalistisk udgave. Albummet består af to værker, ”Cede” og ”Terminal Pharmacy”, og på cd'en er der et helt minuts pause mellem de to værker. Denne pause passer dog utroligt godt ind i albummets helhed. Musikken er nemlig en hvisken, der med knas og neddæmpet støj opstår ud af stilheden. En ekstrem plade, der kræver tålmodighed; men hvis man til gengæld er tålmodig, vil musikken langsomt åbne sig for en. Bad Timing er primært produceren Jim O'Rourkes leg med at overdubbe guitaristen Jim O'Rourke en masse gange. Resultatet er lange smukke guitarstykker, der på meditativ vis langsomt vokser. Højdepunktet er der, hvor en hornsektion pludselig dukker op, og musikken løfter sig som en smuk kontrast til det ellers afdæmpede akustiske guitarspil. Den sidste plade, jeg vil nævne, er Insignificance, hvor Jim O'Rourke forsøger sig som singer/songwriter med en stil, der vel mest dækkende kan beskrives som en slags avanceret garagerock. Også her fremhæves O'Rourkes legende produktion, som dog aldrig overskygger de velspillede og velskrevne sange, hvis tekster af og til er yderst morsomme.

Af Rasmus Riis, 23. jun 2006
Foto: Gorm Valentin


Yderligere information

www.rasmusriis.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen