Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmeldere: Double Space
Gæsteanmeldere: Double Space
17. jan 2011 [Gæsteanmelder] Det tonstunge århusianske band Double Space fik stor ros af Geiger for deres seneste, selvbetitlede 12". Og længe har gruppen været et af de mest hårdslående, kraftfulde livebands her i landet, hvilket en del anmeldere og lyttere med hang til doom, sludge og noiserock efterhånden har noteret sig. Her deler de tre bandmedlemmer ud af deres begejstring for plader, der har haft stor personlig og musikalsk betydning for dem. Heriblandt finder vi plader af Jesus Lizard, Oxbow, Adam and the Ants og Today Is The Day.

Jeg har ikke rigtig nogen idé om, hvordan man anmelder plader, og da udsagnet ”den er bare sådan megafed-agtig” nok ikke helt kan gøre det, måtte jeg ty til alternative metoder.

Derfor var min oprindelige plan at lave et skema for objektiv bedømmelse af musik – med inspiration fra David Faurholdts fantastisk tørre parameterteori. På den måde kunne jeg nøjes med at akkumulere en score i stedet for at komme med argumenter for min mening. Jeg ville selvfølgelig forsøge at undgå selvmål som ”god vs. dårlig æstetik”-problematikken eller diffuse parametre som ”anden appel”.

Efter jeg havde identificeret de to første ud af de 10, jeg skulle bruge:

Er det hæwi? På en skala mellem Nej!=0 og Ja!=10. Er det fed hegn? På en skala mellem Nej!=0 og Ja!=10.

… kom jeg til at tænke på, at man jo bare kunne nøjes med fucking ét parameter: Er det Slayer? Nej!=0 og Ja!=100 – ingen skala nødvendig. Men så opdagede jeg, at jeg var i gang med at høre Slayer.

Jeg besluttede derfor at hoppe helt i den modsatte grøft og fortælle lange nostalgiske anekdoter om min ungdom og snige nogle plader ind i fortællingerne. Men så kom jeg til at tænke på, at anekdoter fra folks ungdom er noget af det mest ulidelige – især hvis ikke man kender fortælleren.Double Space, fra venstre mod højre: Rasmus, Per, Mikko
Og mit liv er altså ikke synderligt interessant. Jeg har ikke været sejler eller opdagelsesrejsende eller noget. Jeg kan ikke engang finde på noget at skrive i de der Facebook-statusopdateringer.

I stedet fandt jeg på at skrive en lang indledning om ingenting, så der ikke behøves så mange ord i selve anmeldelserne (det er hermed gjort), og derefter finde på et eller andet tema for at gøre udvælgelsen af plader medgørlig. Selvfølgelig viste det sig, at det var mig umuligt at beslutte mig for et tema, men jeg endte med noget, man vel kan kalde en vinkel, der nok hedder noget i retning af ”Selvhærgende og dekadente forsangere i 90'er-noiserock – på plader, der har haft stor betydning for mig”.

Igennem alle disse lange overvejelser faldt valget på følgende tre plader – og  produktet har nok mere karakter af anbefalinger end reelle anmeldelser – jf. indledende kommentar.

Jesus Lizard: Head (Touch & Go, 1990)

Hvide mandetrusser med hængerøv og bremsespor

Jesus Lizard fulgte mig gennem stort Jesus Lizardset alle mine teens, og jeg kan blive ved at komme tilbage til dem – som en slags musikalsk sutteklud. De har fortjent pladsen i mit stramme, stramme tema ved, at guitaristen Duane Denison var et kæmpe forbillede, da jeg trådte mine barnesko som guitarist, og ved at forsangeren David Yow, der ud over at være kendt for at falde rundt og slå sig selv til blods til deres koncerter også er kendt for en semi-pervers rendestensromantik i sine tekster. Perversiteten i teksterne er dog ikke så udtalt på Head som på visse af deres andre plader. Alligevel valgte jeg denne, da den for mig at se er både mester- og hovedværket i Jesus Lizards produktion. Her har de droppet trommemaskinen, og de er begyndt at finde deres egen lyd og træde ud af den skygge, som forbillederne Nick Cave og Steve Albini samt de forskellige bandmedlemmer selv har efterladt – ved deres virke i bands som Birthday Party, Big Black, Rapeman og Scratch Acid. Men der er stadig masser af pegepinde bagud til postpunk, prædiken og larm, hvilket på én eller anden måde gør, at pladen på mig virker mere umiddelbar end de følgende. Kompositionerne virker løse, og de fleste sange føles, som om de kører i et progressivt forløb, hvilket giver et sært episk snært – hvis man da overhovedet kan tale om epik, når man taler om Jesus Lizard. Især sangene ”My Own Urine” og ”7 vs. 8” er helt fantastiske numre, der fasttømrer denne plade som én af de helt store i min bog. 


Shorty: Thumb Days (Gasoline Boost 1993)

Hvide handsker, ølvom og ansigtstics

ShortyPå mange måder kan man vel betegne Shorty – i hvert fald med udgangspunkt i denne, deres første plade – som en mere raffineret version af Jesus Lizard, og forsangeren Al Johnson som en mindre selvskadende, men meget mere sortsyngende version af David Yow. Allerede fra dette første færd er de gået i gang med at dekonstruere næsten alt – punk/rock-sceneshow, akkorder, sætningskonstruktioner osv. – men de har på denne plade stadig rødderne dybt plantet i den noiserock-tradition, som blandt andre Jesus Lizard har været med til at etablere. Dekonstruktionsøvelsen lykkedes bedre på Shortys følgende EP, Fresh Breath – og endnu bedre i bandet U.S. Maple, som Al Johnson og guitaristen Mark Shippy dannede efter Shorty. Og jeg mindes også, at Al Johnson har udtalt, at han ikke kan holde ud at høre Thumb Days, da han ikke kunne forene sig med dens lyd. Alligevel falder mit valg på den – dels idet den var mit første skridt udi den mere konstruktionsmæssigt eksperimenterende musik, og jeg brugte mange timer på at forsøge at regne ud, hvordan Mark Shippy spillede de mærkværdige riff (og i øvrigt hvordan han får den evige sustain ud af sin distortion(s), uden at det hele mudrer sammen); dels fordi der på denne plade findes en aggression, som de aldrig har vendt tilbage til i nogen konstellation (som jeg kender, i hvert fald); og endelig fordi jeg ser denne plade som noget helt unikt. Jeg kan simpelthen ikke komme på nogen anden plade, der tilnærmelsesvis minder om den.


Oxbow:
Serenade In Red(Crippled Dick Hot Wax 1997)

Hvid ble, store muskler og sceneonani

OxbowMåske er det en tilsnigelse at betegne Oxbows musik som noiserock, så på den måde falder de måske en smule uden for mit tema. På den anden side kan man remse pseudogenrer som ”dødsblues”, ”artnoise” etc. op i timevis uden alligevel at ramme hovedet på sømmet – og så er ”noiserock” et mindst lige så godt prædikat som alt muligt andet. Derudover opvejer forsangeren Eugene Robinson langt den ”manglende” genretypiskhed ved at være den allermest selvhærgende og dekadente af de tre forsangere, jeg har nævnt. Manden er flere års studier værd i sig selv, og efter at have set live-dokumentaren, der fulgte med deres opsamlingsplade A Love That's Last, er jeg sikker på, at han kunne få det til at krible i fingrene på enhver psykolog. Han fremstår nærmest som inkarnationen af den dualitet af selvhævdelse og selvudslettelse, der kendetegner narcissisten – hvor hans sceneoptrædener absolut er udtryk for udslettelsen. Oxbow udspænder et spændingsfelt mellem ubehag og angstpræget skønhed, og dette er efter min mening allerbedst illustreret på pladen Serenade in Red. Pladen formidler en stemning af tomhed, trøstesløshed og sygdom som ingen anden plade, jeg kender. Når Oxbow er bedst, gør det rigtig ondt, og stemningen er mindst lige så smadrende som den, det mest brutale ekstrem-metal eller det mest dystre funeral doom kan fremkalde. Musikken er fuldstændig blottet for selvironi, hvilket får de til tider falske og utighte passager til at være utrolig jagende. For mig var opdagelsen af Oxbow et stort vendepunkt i min tilgang til musik, som herefter blev meget mere stemningsorienteret. Og de er til stadighed i en liga for sig, når jeg rigtigt trænger til at synke ned i dyb, dyb melankoli. Hvis man kun kan overskue at tjekke én af mine anbefalinger, vil jeg absolut mene, at det er denne plade, man skal rende i byen efter. 

Af Rasmus Rosenkilde Jensen


Adam And The Ants
: Kings of the Wild Frontier (CBS, 1980)

Adam and the AntsFørste gang, jeg hørte Adam and The Ants, blev jeg fuldstændig overrumplet og blæst væk af den kæmpe trommelyd, deres musik var bygget op omkring. Det var i et frikvarter i 1981, lige før en sløjdtime, at jeg hørte singlen ”Stand And Deliver” på en ghettoblaster, som en klassekammerat havde med. Jeg vidste intet om Adam and The Ants og var heller ikke klar over, at ”Stand And Deliver” var den nye single fra gruppens tredje plade. Jeg var 12 år gammel, da mine små fedtede pre-teenagefingre satte Kings Of The Wild Frontier, Adam and the Ants anden plade, på mine forældres pladespiller. Det var den eneste af deres plader, man kunne opdrive i Aalborg på det tidspunkt, og åbningsnummeret ”Dog Eat Dog” fadede stille op og tordnede ud i dagligstuen. Verden havde med ét ændret sig med et rul på en tam og et gentagende pulserende slag på en stortromme.

Kings… er i min bog hovedværket af de i alt tre Ants-plader, der blev lavet før Adam Ant gik en noget broget, og til tider pinlig, solokarriere i møde. Pladen er den eneste af sin slags. Et fuldstændigt unikum udi, hvordan heftig trommedreven rock med en snert af pop og filmiske lydstemninger skal skæres. Intet lød som dette og har heller ikke gjort det siden.

Der gøres effektivt brug af to trommeslagere hele pladen igennem, hvilket giver Kings… en uimodståelig fremdrift, der understøttes af en fremhævet bas og en til tider temmelig syret guitarafvikling med uhørt lange melodisk klingende feedbacks samt surf- og twang-guitar-indslag. Flere steder gøres der også brug af paukere og stammesang. Det hele bliver meget primalt. Mange af numrene er næsten uden almindelig tilgang til omkvæd/vers-struktur, og numrene er ikke altid riff- og melodibaserede, men er ofte atonale rytmiske anslag på bas og guitarens gribebræt, hvilket var totalt uhørt i popverdenen, som Kings of the Wild Fronter egentlig underligt nok blev en del af i 1981.

Numre som ”Ants Invasion”, ”Killer in the Home”, ”Kings Of The Wild Frontier”, ”Los Rancheros” (med Clint Eastwoods navn som omkvæd) og selvfølgelig den punkdrevne ”Physical (You Are So)” er alle rammende eksempler på Adam and the Ants ubestridte og unikke lyd, og grunden til, at jeg blev trommeslager.


Unsane: Occupational Hazard (Relapse Records, 1998)

UnsaneJeg stiftede første gang bekendtskab med Unsane  i 1993, da jeg hørte Total Destruction i en pladeforretning i København. Det var fed desperat-rock, ingen tvivl om det. Det var bare, som om pladen aldrig rigtigt helt gik i gang. Der manglede en anden trommestruktur. I 1995 kom så den nye plade, Scattered, Smothered & Covered, hvor trommeslageren Vinny Signorelli's (ex. Swans og Foetus) tilgang til struktur havde ændret sig til en mere rock-orienteret trommestil, dog med skæve rytmeskift, og det gjorde hele forskellen for mig. Scattered… er nok af mange betegnet som Unsanes hovedværk, og der er heller ikke tvivl om, at det er et mesterværk i aggression og tæft. For mig er der bare lige lidt mere uddeling af hug og håndmadder på Occupational Hazard fra 1998. Der er en rød tråd hele pladen igennem baseret på et sejt groove af en anden verden, leveret af Signorelli og bassisten Dave Curran, og det hele fuldendes af Chris Spencers sindssyg fede rock & roll-spade. Det var og er det ypperste i triorock, jeg nogensinde har hørt.

Hele pladen igennem spilles der med en kant, der er inspirerende, og der er ingen nåde eller tilflugtssteder i det lydhelvede, Unsane udsætter lytteren for. Kun rendyrket destilleret vrede og aggression. Pladen lærte mig meget om tilgangen til simpel, effektiv og farlig triorock. Intet spild af tid her.

Det er svært at fremhæve enkelte numre, fordi hele pladen fungerer så fantastisk, men hvis man vil opleve det overdrevne fede groove, skal man lige tage luftspaden frem og lytte til numre som ”This Plan”, ”Wait to Loose”, ”Take in the Stray” og ”Sick”. Lyden er også mere fyldig og brutal end på Scattered, Smothered & Covered og alt dette gør, at det er  Occupational Hazard, som er min yndlings-Unsane-plade.


Neurosis: Souls at Zero (Alternative Tentacles, 1992)

NeurosisI 1992 havde jeg spillet i bands i godt fire år, og det musikalske udtryk var forankret i punk/hardcore/80'er new wave. Vi syntes selv, vi havde styr på det med stilen. Vi havde lavet demobånd og været på en lille tour i Tyskland, men intet kunne være længere fra sandheden.

Samme år spillede Neurosis på Cafe 1000Fryd i Aalborg. De var på Europatour med deres nye plade Souls at Zero.

Dagen efter koncerten var verden en anden. Det var slut med at spille det der punk/hardcore-pis. Neurosis og albummet Souls at Zero var kimen til forståelsen af at tyngde, heavy-spade, samples og episk opbyggede numre var den eneste vej frem. Alt blev tungt og mørkt efter den koncert. Det var det vildeste, der nogensinde var sket. Souls…-pladen blev efterfølgende skamlyttet til, og der blev lånt heftigt til øvelokalet.

Souls at Zero indeholder otte numre, og i ’92 var der ingen, der på den måde havde kombineret og blandet genrer som gotisk rock, punk og episk melodisk metal med keyboards, samples, violiner, fløjte og cello.

Pladen indeholder mange refererer til Black Sabbath som fadderne til heavy metal. Neurosis er kongerne af episk sludge og har efter min mening været lige så genreskabende et band som Black Sabbath. Uden Neurosis var der ingen Pelican, Isis, Cult of Luna, Storm of Light eller sågar Tool og alle de utallige andre.

Souls at Zero lægger ud med nummeret ”To Crawl Under One's Skin”, og det er lige nøjagtigt det, den plade gør, på ondeste vis, hvis man ikke stritter imod. De enkelte numre er fantastisk opbygget og set som et samlet værk er kontinuiteten også intakt hele vejen. Allerede på denne plade er der så mange lag af musik, samples og effekter, at alle numrene ændrer karakter, hver gang man lytter til dem, og det er det, der er pladens styrke. Noget som Neurosis senere udviklede til endnu vildere højder på albums som Enemy of the Sun og Through Silver & Blood. ”A Chronology For Survival” fra Souls at Zero  er et godt eksempel på det, Neurosis mestrer. Nummeret er nærmest en lille musikalsk rejse gennem et genrelandskab, der byder på smadret tunghed, men som også indeholder stille, dæmpede passager med violin og cello, der igen blandes med massive guitarudladninger.

Titelnummeret ”Souls at Zero” er for mig pladens højdepunkt. Det indledes med et cirkulært guitartema akkompagneret af klassisk lydende klaver og trommer, der overtages af tung spade for igen at vende tilbage til udgangspunktet. Nummeret sparkes endelig for alvor i gang med et abrupt guitar riff, der ændrer resten af nummerets karakter og forløb. Krydret med fede samples af bl.a. angribende Tie-fighters.

Neurosis har overgået sig selv mange gang siden, men denne plade var årsagen til, at jeg blev sendt i en musikalsk retning, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. Og jeg takker! 

Af Per Silkjær


Today Is The Day
: Willpower (Amphetamine Reptile Records, 1994)

Today Is the DayDet var mens jeg hørte dette album – en dag i 1998 på mit mildest talt halvrådne 12 kvadratmeters hummer i Nørresundby, nok et års tid efter at jeg havde fået albummet – jeg indså, at kompromisløs rock musik, der trodsede genrebetegnelser, var vejen frem. Mine musikalske erfaringer havde indtil da bestået i at skrige lungerne ud i et par bands. Married to a Murderer, hvor jeg var med i ca. en måned, inden jeg gik ud – uden egentlig rigtig at komme ind, og hjertebarnet From ½ To None, der desværre gik alt for tidligt i opløsning.

Siden havde jeg givet mig i kast med at spille grindcore i Ond i Sulet (Aalborg-versionen) på ustemt guitar med Lars (Wäldchengarten/Noisejihad) på trommer og lave harsh noise i Marquis Konspirator og Maalet Helliger Midlet 666. Kort sagt: jeg anede ikke, hvordan man spillede et rigtigt instrument, men rock, det skulle der fandeme spilles. Så helt andre boller blev blandet i den i forvejen temmelig mudrede suppe, og kimen blev lagt til, hvad der senere skulle blive til Soviet Subliminal Seduction. I det hele taget blev mit kunstneriske virke herfra præget af at arbejde mere bevidst ud fra selvdefinerede og til tider mere eller mindre vanvittige idealer.

Da jeg først hørte Willpower, skal jeg dog indrømme, at jeg ikke var udelt begejstret for den. Der var dog dele, som fangede mig fra start og gjorde, at jeg blev ved med at komme tilbage til denne plade. Langsomt men sikkert sneg den sig dog ind under huden på mig og er blevet der siden, som en fast del af min all-time top tre.

Willpower befinder sig i en udefinerbar gråzone mellem rock, metal og en sær art virkelig ondskabsfuld psykedelia, hvor den finder sit helt eget stemningsmættede univers, som Today Is The Day hverken før eller siden har fundet igen. Bandets ubestridte hovedmand, Steve Austin, havde umiddelbart inden indspilningerne af Willpower – på tragisk vis – mistet sin bedste ven, og bandet havde i det hele taget kæmpet sig igennem en svær tid, hvor mere eller mindre alt modarbejdede deres planlagte indspilning. Så det er svært at lade være med at antage, at det er her, man finder årsagerne til det punkt, hvor Willpower virkelig skiller sig ud fra andet af Today Is The Days materiale – især det nyere, som jeg slet ikke kan døje.  På Willpower føler man vitterligt Steve Austins pinsler, sårbarhed og nærværende emotionelle sammenbrud, kombineret med et band, der nægter at give op og kaster alt ind i en desperat kamp for at overleve.

På trods af at Willpower er en af mine ubestridt favoritplader, som jeg har hørt en million gange, og det for fanden bare er trommer, bas, guitar og vokal, som i bund og grund spiller en udknaldet form for rockmusik, har jeg umådeligt svært ved at beskrive, hvad der egentlig foregår på dette album. Men jeg prøver.

En af de hjørnesten, som holder det hele oppe på et umådeligt højt niveau, er Brad Elrods trommespil, hvor der er konstant variation på kanten til det DAMP-agtige. For nogle er det for meget. For mig er det forbilledligt indfølt på et plan, jeg ikke har hørt nogen andre kunne gøre det. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er helt tosset med vilde og tunge guitar-powerriffs. Det er der dog ikke meget af på Willpower. Til gengæld dyrkes der – til tider –- ret sære sammensætninger af toner, og jeg burde efter al anden logik hade det. Men det virker bare. Bas og guitar direkte modarbejder hinanden i nogle tilfælde, men det hele smelter sammen i en større kosmisk enhed med trommerne, aparte samples og Austins tre lag af vokaler, der kører parallelt men sjældent helt unisont eller harmonisk. Man angribes på alle fronter, og alt fordrer bare den helt unikke atmosfære, man finder på Willpower.


Black Cobra: Bestial (At A Loss Records/Delboy Records, 2005)

Black CobraFør Black Cobras debutalbum, Bestial, stod Matt Pike med de to første High On Fire-albums for mig som den ultimative guru inden for powerriff-extravaganza, og faktisk overvejede jeg også et af disse album som et af dem, der skulle gæsteanmeldes. Men jeg må indrømme at – ud over åbningsnummeret ”Speedwolf” fra Surrounded by Thieves-albummet – den gode hr. Pike bliver fuldstændigt spillet bagud af dansen på Black Cobras Bestial.

Dette kommer sig af Black Cobras ekstremt fokuserede måde at stykke numre sammen på, hvor der virkelig er skåret ind til benet. Deres få virkemidler bliver strakt helt utroligt langt, set i lyset af dette er en duo af bestående af kun trommer og guitar (og vokal – guitaristen synger), der har bestemt sig for at spille en hidtil uset hidsig kombination af sludge og doom. Faktisk nægtede jeg i starten at tro, at de var en duo, fordi deres lyd er så massiv.

Det er netop i kombinationen af både hurtige, langsomme og dvælende elementer – og ikke mindst det riffmæssigt ubønhørligt høje niveau kombineret med en trommeslager, der straffer sit trommesæt, som om enhver del af det lige havde pisset hans førstefødte i kæften, at Bestial blæser al modstand af banen. Desuden har Black Cobra en udpræget forkærlighed for mere eller mindre synkoperede rytmer og riffs –ligesom jeg (og her kunne jeg så indskyde mange lange, trange anekdoter om alle de gange, hvor jeg er kommet ned i øveren med et riff, som jeg selv syntes var fuldstændig lige ud af landevejen, og de andre to bare gloede på mig, som om jeg lige var faldet ned fra Mars, efter at jeg har spillet det for dem) – hvilket de udfører med en tæft, der gør resultatet så voldsomt groovy, at man – eller i hvert fald jeg – oftest ikke bemærker, hvor fucked up kombinationen af riff og beat egentlig er.

Det er absolut de færreste bands, der formår at levere på så højt et plan en hel plade i gennem. I min optik blev barren ud af det blå hævet med adskillige takker, hvilket de andre bandmedlemmer i Double Space fik at føle på den hårde måde. Der var nærmest ingen ende på, hvilke riffs og sågar hele numre, der pludselig skulle kasseres, fordi de bare var ”fede nok”, og ikke ”det fedest tænkelige overhovedet nogensinde på jordkloden”.

Det blev der en masse timelange, ophedede diskussioner ud af, da de mest uforenelige af vores musikalske forskelligheder – uden reference til Black Cobra i øvrigt og ret ironisk i det hele taget – for alvor blev udstillet i et smerteligt skærende lys i en sådan grad, at bandet til tider var på randen af opløsning. Heldigvis endte det med, at vi kom ud på den anden side som et mere fokuseret band, der i langt højere grad overvejer de virkemidler, vi har på hånden. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg stadig kan sætte dette album på uden at skulle mindes om, at det var derfor, det nye hjertebarn gik i opløsning.  

Af Mikko Mansikkala Jensen


Af Double Space, 17. jan 2011
Foto: Forside: Tom. Live: Cisco


Yderligere information

http://www.myspace.com/2xspace

Double Space har lagt deres 12" ud til fri download: http://www.mediafire.com/?n7qwwqztq51bnfz 

Læs Geigers anmeldelse af deres 12" fra 2010: http://www.geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3696


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen