Born in the USA. Geiger bad de tre bandmedlemmer om at anbefale noget af den musik, de har lyttet mest til. Det viste sig at være Alex Chilton, Daniel Johnston, Pere Ubu, The Replacements, Big Star, The Residents, James Carr og Jacobites." />

   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Amstrong

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
My Friend George
Gæsteanmeldere: My Friend George
11. feb 2005 [Gæsteanmelder] Lo-fi-trioen My Friend George, der er opkaldt efter en Lou Reed-sang, blev dannet i 1995 i Ålborg, men har i dag base i Århus. Efter et par kassetteudgivelser og to 7"-singler er bandet aktuelle med debutalbummet Born in the USA. Geiger bad de tre bandmedlemmer om at anbefale noget af den musik, de har lyttet mest til. Det viste sig at være Alex Chilton, Daniel Johnston, Pere Ubu, The Replacements, Big Star, The Residents, James Carr og Jacobites.

Alex Chilton
Alex Chilton
Like Flies On Sherbert
(lp, Peabody, 1979)

Mange synes, at Alex Chiltons tresserband The Box Tops er gode, og næsten alle er enige om, at Big Star er verdensklasse. Men der er måske færre, som har gjort sig klart, hvor gode Chiltons senere plader i virkeligheden er. Hans første rigtige soloplade, Like Flies On Sherbert, er et vrissent og nærmest demonstrativt usammenhængende mesterværk. Den består dels af en række af Chiltons egne heroinpåvirkede sange, dels af syrede kopiversioner af gamle rock- og R&B-klassikere. Det er alt sammen meget ustruktureret og mærkeligt, og man fornemmer konstant Chiltons desperation bagved. Like Flies On Sherbert er en af de mest kontrære og selvdestruktive plader nogensinde. Samtidig er den meget smuk og ikke mindst helt unik. Jeg tror aldrig, jeg helt har forstået meningen med galskaben, men af en eller anden grund bliver den aldrig rigtig kedelig at lytte til. [Martin]

Daniel Johnston
Daniel Johnston
More Songs of Pain
(kassettebånd, Stress Records, 1983)

Da jeg for nogle år tilbage var på bilferie i USA, kom vi undervejs gennem den texanske hovedstad Austin. Her fandt jeg pladebutikken Stress Records, selv samme pladebutik, som har udgivet Daniel Johnstons utallige kassettebånd. Samtlige kassettebåndsudgivelser var at finde i butikken, og efter nogen tid havde jeg fået sorteret mig frem til 12 forskellige. Jeg endte med blot at købe et enkelt (til stor fortrydelse senere!), nemlig More Songs of Pain. Denne båndudgivelse er den dag i dag grunden til, at min båndoptager stadig er en del af mit hi fi-anlæg. Daniel Johnston synger måske nok om banaliteter (hvis kærlighed til ungdomskæresten da kan kategoriseres som en banalitet….), men teksternes naivitet, uskyldighed og ærlighed stråler ligeså klart igennem som Johnstons evne til at skrive smukke melodier. ”I'm the Phantom of my own opera / and I play all the parts / and I think of you, sweetheart” En mand, hans klaver og skrøbelige stemme har aldrig lydt mere foruroligende. For nylig udkom i øvrigt en cd, der samler Songs of Pain og More Songs of Pain. [Jesper]

Pere Ubu
Pere Ubu
New Picnic Time
(lp, Chrysalis, 1979)

Til og med det tredje album New Picnic Time er det meget vanskeligt at finde på noget dårligt overhovedet at sige om Pere Ubu. Der er faktisk tale om en stribe af uovertrufne mesterværker. Mens de første singler og de to foregående plader, The Modern Dance og Dub Housing, var en blanding af ildevarslende støj, rock'n'roll og avantgarde-rock, så blev Pere Ubu en smule mere afdæmpede på New Picnic Time. Pladen er stadigvæk præget af gruppens særkende: udflippede og syrede eksperimenter bundet sammen med klassisk rock'n'roll og pyntet med David Thomas' hylende stemme. Men det er her blandet med spøgelsesagtige drone-numre og hviskende sangstemmer. Det er virkelig dejligt at lytte til, og selv om alle Pere Ubus tidlige sager er topklasse, så er New Picnic Time måske særligt fremragende, fordi den er mere mystisk og alsidig. [Martin]

The Replacements
The Replacements
Let It Be
(lp, TwinTone Records, 1984)

Der er sjældent pladespillere på øde øer, men jeg ville nu alligevel tage mit eksemplar af Let It Be med, hvis jeg nogensinde skulle strande på en sådan. Jeg har allerede brugt timevis på at granske coveret på dette underspillede og flabede mesterværk, men er overbevist om, at jeg aldrig helt lærer at forstå, hvorfor et billede af fire søvndrukne rødder med fedtet hår og sneakers, der sidder på taget af et hus og ser ud som om de meget hellere ville være alle mulige andre steder, fascinerer mig så ganske kraftigt. The Replacements havde med deres første plader forsøgt at bilde verden ind, at de var et punkband, da Paul Westerberg pludselig lod andre inspirationskilder end Black Flag og Johnny Thunders komme til udtryk i sin sangskrivning. Sammen med bandets andre medlemmer, Chris Mars og brødrene Tommy og Bob Stinson, indspillede han i 1984, hvad der skulle blive bandets sidste plade for TwinTone Records. Udfaldet blev en noget rodet omgang, der trak væsentligt mere på tresser- og halvfjerdsernes sangskrivertradition end hvad hipt var for den almene punkrocker. Nogle sange er direkte irriterende, men det gør faktisk ingenting. Pladen bliver ved med at være underholdende at lytte til, og i mine øjne er dét en vigtig kvalitet ved musik. Senere skrev bandet kontrakt med en major label og forsøgte at drikke sig ihjel, men det er en anden historie. Let It Be er et vigtigt post-punk dokument og en af firsernes bedste amerikanske plader – kort og godt. [Rallie]

The Residents
The Residents
Mark Of The Mole
(lp, Ralph Records, 1981)

Mindst to ting taler for, at Mark Of The Mole skulle have været en lummer affære. For det første er det en konceptplade om to folkeslag, 'moles' og 'chubs', som ikke kan enes. For det andet er det en synth-musik af den atmosfæriske slags. Ikke desto mindre er det en fremragende plade, hvis stil er så karakteristisk, at det nærmest er umuligt at komme i tanke om noget, der ligner. Musikken er til tider nærmest tegneserieagtig og fyldt med udknaldede påfund, sangstemmerne er sølet ind i effekter, og historien om moles og chubs, som er blevet tvunget sammen af en naturkatastrofe, er på en gang åndssvag, uforståelig og fascinerende. Det hele bliver endnu mere mærkeligt, når man tænker på, at The Residents troede så meget på konceptet, at de lancerede en storslået koncertturné med et overdrevet sceneshow – hvilket bragte pladeselskabet på fallittens rand. Mark Of The Mole er en virkelig sjov og spændende plade, samtidig med at den er creepy som ind i helvede. [Martin]

Big Star
Big Star
Third/Sister Lovers
(cd, Rykodisc, 1992)

Alex Chilton har formået at lave to af rockhistoriens mest rodede plader. Like Flies On Sherbert fra 1979 og Third/Sister Lovers, der, selvom den er krediteret LX's tidligere band Big Star, egentlig er hans første soloplade. Pladens historie er ligeledes noget rodet. Den er indspillet i løbet af 1975, men blev først udgivet i 1978 i et begrænset oplag. Senere er den blevet genoptrykt i flere forskellige versioner, og der har altid hersket tvivl om hvilken version, der var den oprindeligt tilsigtede. Rykodisc udgav i 1992 den hidtil mest fuldendte version. Big Star lavede i begyndelsen af halvfjerdserne pladerne 1# Record og Radio City, der begge indeholder luftigt og ligetil Beatles-inspireret power pop. Third/Sister Lovers lyder mest af alt som om LX forsøger at ødelægge sine smukke sange - godt hjulpet af produceren Jim Dickinson og de mange Memphis studiemusikere, der eftersigende optræder på pladen. Resultatet er en af halvfjerdsernes mest ærlige og skræmmende plader. [Rallie]

James Carr
James Carr
The Complete Goldwax Singles
(cd, Kent Soul, 2002)

Som det også er tilfældet for den sindslidende Daniel Johnston, var James Carr ligeledes fejldiagnosticeret, hvilket havde en betydelig indflydelse på hans liv og karriere. Mens de to store soul selskaber Motown og Stax udfordrede hinanden, producerede Goldwax en lang række Memphis southern soul singler med James Carr. The Complete Goldwax Singles dækker en periode på seks år, fra '64 til '70, men med hovedvægten lagt på Carrs aggressive singleproduktion i årene 66-68. Sangene er for størstedelens vedkommende under 2:30 minut lange; det er ind til benet soulperler med budskabet lige i øjet. I 2003 blev Carrs singler endelig samlet på cd, hvor sange som Dan Penn's ”The Dark End of the Street”, ”You've Got My Mind Messed Up” og ”A Man Needs a Woman” er inderlige og overbevisende på samme tid. Det er ubetinget kærlighed til damen, tjek lige disse allegorier: ”Like a fish needs the ocean / Like a rub hand need a little lotion / Like a window needs a little paint / Like the highway needs two lane….. Just like a vampire needs blood / Like a dead dog needs a little mudd / Just like the darkness needs a little light / Just like the fisherman he needs a little bite / A man needs a woman to carry on… ” Stærkt! Måske er James Carr nok mindre kendt end the Big O, Marvin Gaye, Lee Dorsey og alle de andre, men ingen når ham til sokkerholderne, når regnestykket skal gøres op. [Jesper]

Jacobites
Jacobites
Robespierre's Velvet Basement
(2cd, Secretly Canadian, 2002)

Secretly Canadian gik i 2002 i gang med det ambitiøse projekt at genudgive Nikki Sudden's bagkatalog. Dette har resulteret i, at Robespierre's Velvet Basement for første gang er blevet gjort tilgængelig i dens planlagte form. Pladen blev første gang udgivet i 1986, men grundet Glass Records' begrænsede budget var der kun råd til at trykke en enkelt lp, selvom bandet havde indspillet materiale nok til en dobbelt. Nikki Sudden havde forsøgt sig med et par soloplader efter opløsningen af det legendariske Swell Maps. Han dannede sammen med Dave Kusworth og broderen Epic Soundtracks bandet Jacobites i 1984. Stilen er egentlig ganske ordinær Faces-inspireret akustisk rock'n'roll, men der er et eller andet ved bandet, der hæver dem højt over det middelmådige. Nikki Sudden kan ikke synge eller spille på guitar, og Dave Kusworth kan ikke skrive tekster, men de gør det på den helt rigtige måde. Der hersker en ærlighed og en devil-may-care attitude over deres musikalske udtryk, som jeg ikke kan få nok af. Deres første plade, Jacobites, er også en temmelig slidt affære og en ægte melankolsk klassiker. [Rallie]

Af My Friend George, 11. feb 2005


Yderligere information

www.morningsiderecords.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen