Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Diefenbach

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Christian Kann
Gæsteanmelder: Christian Kann
22. mar 2003 [Gæsteanmelder] Har den mest eksperimenterende del af den danske undergrundsscene en gudfar, må det være dansk-canadieren Christian Kann (*1978), der siden februar 2000 har drevet det lille københavnske label Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio.

I første omgang startede Kann, der også fungerer som illustrator, maler, grafisk designer og fotograf, primært mærket for at udsende den første ep med sit eget projekt Tang Under The Bridge (alternativt Tang Under Broen eller Tang Under Yr Britches). Siden begyndte en både vidtfavnende stald af artister imidlertid at udsende deres ting på selskabet, der allerede nu har over 40 titler i kataloget. Kunstnere som David Neuer, Sort Stue Sounds, Christian H. Sötemann og Mach II (et samarbejde mellem Syntaks og Manual) kom til – og ikke mindst kompilationerne Furballs of Frustration, Hairballs of Hysteria og Musical Chain Letters gjorde også sit til at tegne billedet af et selskab, der både har plads til hi-fi og no-fi, leg og alvor samt håndværk og radikal nytænkning.

I den seneste tid har Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio kørt en eksklusiv ep-klub, der hver måned forsyner abonnenterne med en cd-r af ca. 20 minutters varighed, som præsenterer materiale fra mindst fire udvalgte projekter. Sideløbende med dette initiativ er der også plads til udgive en mindre serie spoken word-udgivelser, BSBTA Talkathon Series. Den første af disse præsenterede David Neuer og Christina Kjær på slap line – og en toer skulle være på vej i samarbejde med Panoptikon. Endelig har selskabet også samarbejdet kreativt med andre labels – ikke mindst dansk/amerikanske Purderous Magina, som Kann har genudsendt sfu-ma-tos Shards of Ancient Suns-album i samarbejde med.

Christian Kann er – som Bloated Sasquatch Beer Theatre Audios katalog illustrerer – en notorisk eklektiker, der ikke ser noget galt i at stoppe Tom Waits i cd-afspilleren efter at have pillet DAT Politics ud. Netop derfor henvendte Geiger sig til ham for at høre, hvilke fem skiver, der roterer på hjemmeanlægget lige nu.

Barry Black
Tragic Animal Stories
(cd, Alias, 1997)

Barry BlackBarry Black var et side-projekt for Eric Bachmann fra det hedengange indierock-band Archers of Loaf. Tragic Animal Stories kan måske ses som en vigtig udgivelse fra post-rockens barndom, selvom den indeholder visse elementer, der er ukarakteristiske for genren - eller måske netop derfor. Mange af instrumental-numrene er nemlig bogstaveligt talt bygget op på klassisk vis. Nogle af dem arbejder kun med klaver, strengeinstrumenter og blæsere, og fungerer dertil som små stykker filmmusik (undskyld den uundgåelige kliché - omend jeg godt gad at se en hel film, blot for at høre den musik!). Pladen byder dog stadig på både guitarer, elektronik og trommer, hvilket tilfører det hele en række nødvendige (og altid velkomne) variationer. Dyrene i numrenes titler - "Duelling Elephants", "Derelict Vultures" – ”illustreres” på morsom vis vha. den til tider dramatiske, til tider lystige instrumentering, og i hele taget er cd'en et interessant alternativ til rockens og poppens konceptalbums.

Guided By Voices
Suitcase: Failed Experiments and Trashed Aircraft
(4xcd, Rockathon, 2000)

Hvis man er den type GBV-fan, der kan lide albums med store variationer - og samtidig ikke er bange for smadrede lydproduktioner (måden, som trommerne og vokalen ofte er indspillet på her, er ren vellyd i mine ører) - er Suitcase-boxen en godbid. Disse fire cd'er rummer i alt 100 ikke tidligere udsendte sange... og selvfølgelig undrer man sig over, hvorfor en del af numrene har lidt dén skæbne. Flere af sangene er nøgne akustiske soloindspilninger foretaget af GBV's forsanger Robert Pollard – og de beviser, at han, siden begyndelsen af 80'erne, har været en glimrende og produktiv sangskriver. Cd'erne er derudover krydret med alkoholpåvirkede og lettere punkede sange, smadret engelskinspireret garage-pop, og - som titlen antyder – en række mislykkede eksperimenter. Disse hørte dog til blandt de sjoveste overraskelser for mig, da jeg først hørte sættet. Hvis Suitcase er for stor en mundfuld at investere i - men man stadig er interesseret i at høre noget tilsvarende – anbefaler jeg også Bee Thousand eller Alien Lanes.

My Favorite
The Happiest Days of Our Lives: The Joan of Arc Tapes
(2cd, Double Agent, 2003)

Egentlig er denne dobbelt-cd ikke udkommet endnu i skrivende stund - men jeg ved, at den bliver en opsamling, der inkluderer My Favorites ep-trilogi om Jeanne d'Arc samt musik fra en fjerde, aldrig udgivet ep. New York-gruppen er - hvad angår storladenheden og melankolien - blevet sammenlignet med The Smiths og New Order, og sange som "Le Monster", "Homeless Club Kids" og "Burning Hearts", der alle vil være at finde på opsamlingen, hører til blandt de smukkeste ting, jeg nogensinde har hørt. Derfor glæder jeg mig meget til The Happiest Days of Our Lives - og er samtidig glad for, at jeg ikke købte ep'erne separat!.

Paper Tiger
Paper Tiger
(ep, Me No Know, 2003)

Det er som om, at alle bands, der har ordet 'tiger' i deres navn, er gode. På denne ep bliver teorien bekræftet af en canadisk/amerikansk trio, som spiller en slags lo-fi pop på primitive elektroniske elementer. Det er netop den hjemmeindspillede lyd, der gør gruppens musik så varm og hyggelig - og så er jeg vild med sangerindens stemme. (Kommer i øvrigt i tanke om, at der også var et canadisk band i 80'erne, der hed Glass Tiger... Men ikke et ord om dem!).

Peter Hammill
And Close as This
(lp, Virgin, 1986)

Peter Hammill startede sin musikalske karriere i progrock-bandet Van der Graaf Generator, og har dertil udsendt omkring 40 albums i eget navn. Alligevel tales der stort set aldrig om ham. Numrene på And Close as This er udelukkende udsat for keyboards og klaver. Hammills vokal er placeret helt i front... og hold da op, hvor manden kan synge! Man finder både aggressive og sublime, rolige numre på dette udspil, som fører den rock-opera stil, der var typisk for den progressive rock i 70'erne, videre. Samtidig er det beundringsværdigt, at man kan få så meget ud af så få virkemidler. Man bør i øvrigt også tjekke andre af den alsidige hr. Hammills mere eksperimenterende udgivelser ud.

Af Steffen B. Pedersen og Christian Kann, 22. mar 2003


Yderligere information

Besøg BSBTA's hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen