Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Magnus Olsen Majmon
Komponisten fra Elektronavn og Trio Trash anbefaler plader
11. okt 2004 [Gæsteanmelder] Magnus Olsen Majmon, der udover at være en habil instrumentalist med slagtøj og elektroniske instrumenter som arbejdsområde, også er en delvist autodidakt komponist, er født i 1977. Som hovedleverandør til grænseoverskridende Trio Trash, der også inkluderer Stephan Sieben og Ketil Duckert Jensen, har han indtil videre udsendt de to albums Disintegration (2002) og A Spectacle and Nothing Strange (2004), som med en sand dødsforagt har blandet alt fra improviserende jazz over avantgardistisk electronica til ditto kompositionsmusik sammen i uhørte, velsmagende pærevællinger.

”Vi lader os inspirere af det allerede prøvede, lytter til alverdens udtryk og fusionerer. Vi finder en meningsfuldhed i mangfoldigheden og opløsningen.”, skrev gruppen i forbindelse med førstnævnte album, og blot et hurtigt lyt til pladerne bekræfter, at programerklæringen holder stik uden at føre til lette postmoderne løsningsmodeller.

Noget lignende kan siges om Olsen Majmons indtil videre to cd-r-udgivelser under pseudonymet Elektronavn, der fører Trio Trash's på én gang velfunderede og anarkistiske udtrykform videre i et mere rytmisk og rendyrket elektronisk regi. I-IV, VII og Rationale Mystique (begge 2004) kan bestilles gennem enten www.theothermusic.dk, www.bsbta.com eller hans nyoprettede hjemmeside, som der er linket til længere nede.

Geiger bad Magnus Olsen Majmon om at skrive om lidt af den musik – såvel fortidig som nutidig – der har betydet mest for ham. Det blev til en gavmild gennemgang, der rækker fra Arnold Schönberg og John Cage over Leonard Cohen og Stina Nordenstam til Sekten og Exquisite Russian Brides.

Magnus Olsen Majmon skriver

Nærværende gæsteanmeldelse skal læses som en stribe appetizer-tekster af varierende længde og dybde. Det er omtaler af en ikke ringe mængde værker, kunstnere og musikere, der for (van)skabelsen af min ydmyge, og til stadighed omsadlende musikalske forståelse, udøvelse og ”karriere”, har haft relativ stor betydning. Jeg har valgt at opdele anmeldelsen i tre hovedafsnit: 1) Kompositionsmusik, 2) Blandede Guldkorn og 3) Nye Varme. Vægtning af tekstmængde, og præsenteret rækkefølge af de omtalte komponister og musikere, er ikke et udtryk for prioriteret favorisering. Endvidere er megen god musik selvfølgelig udeladt grundet pladsmangel. Håber teksterne giver lyst til at dykke videre ned i de respektive kunstneres auditive udskejelser.

1: Kompositionsmusik

Györgi Ligeti (f.1923)

LigetiLigeti er i den brede offentlighed bedst kendt for værket Atmosphères (1961). Et værk, der senere blev brugt som lydspor i Kubricks A Space Odyssey (1968). Imidlertid vil jeg mene, at en del andre Ligeti-værker vil være væsentlig mere spændende at stifte bekendtskab med. Smag og behag, men her følger et par stykker:

György Ligeti Edition 4: Aventures (Sony, 1962)

Aventures nonsens-poetiske vokaler spiller på traditioner fra litterære avantgardebevægelser. Sproget betragtes som råt materiale, man kan bearbejde og forme efter behag, og som ikke behøver at være semantisk materiale. Værkets betydningsløse imaginære sprog kan forstås som et netværk af affekter og fonemer, der sættes i stedet for akustiske koordinater i et nodesystem. Aventures kan tolkes som en kompositorisk reaktion udløst af Ligetis aversion mod akademisme og etikettering, mod højmodernismens strenge serielle rationalitets-iver. Det er et værk, der gennemgående fremstår flot skizofrent og maniodepressivt.

György Ligeti Edition 7: Trio for Violin, Horn and Piano (Sony, 1982)

Dette værk kan bl.a. opfattes som et slags provokerende konservativt værk, skrevet op imod en enstrenget akademisk avantgarde. Værket er på ingen måde neotonalt, men Ligeti lader – mere eksplicit end i tidligere værker – den vesteuropæisk-klassiske historie-kompositoriske tradition skinne igennem, bl.a. via form- og udtrykskarakterer, skæve varianter af Beethovens hornkvintmodel, hemioldannede ostinatfigurer og iso-rytmiske perioder. Trioen er endvidere et fint skævt studie i polytempik og metrisk forskydning. Et dejligt tomt, gråt, fjernt og helt bestemt smukt Ligeti-værk.

Teldec Classics, The Ligeti Project IV: Requiem (Teldec, 1963/65)

Ubetinget det mest uhyggelige og mørke orkesterværk, jeg til dato har hørt. Med denne messe-musik prøver Ligeti at indkredse død og dommedag. Da jeg hørte værket i Radiohuset for et par år siden, oplevede jeg intet mindre end at lette fra sædet! Apropos Ligetis forhold til døden, skal det nævnes, at han oprindeligt er fra det daværende Transsylvanske Ungarn – det nuværende Rumænien – hvor ca. 600.000 ungarske jøder, heriblandt Ligetis far og bror, blev dræbt under 2. Verdenskrig.

Boulez conducts Ligeti, Concertos for cello, violin, piano: Concerto for Piano and Orchestra (Deutsche Grammophon, 1985-88) / Concerto for Violin and Orchestra (Deutsche Grammophon, 1990-92).

Med disse værker åbner Ligeti op for en mere postmodernistisk traditionsbeherskelse (?...til diskussion). Om værkerne er udtryk for eklekticisme (collage af stilelementer) eller synkretisme (sammensmeltede og integrerede elementer) kan diskuteres. Ligeti selv plæderer for synkretisme som ideal, og musikken ligger da også langt fra f.eks. en John Zornsk genrepluralisme. Begge værker er overordnet set fine studier i dejlig skæv swingende polyrytmik og obskur tonalitet.

Morton Feldman (1926-87)

Med Feldmans musik – lige såvel som med Cages' – vil jeg mene, at begrebet 'sublimitet' presser på. Sublimt forstået som 'noget vi kan fatte, men ikke gengive', f.eks. et 'nu', et 'alting' eller et 'ingenting'. Feldmans værker har – kronologisk set – udviklet sig fra åben grafisk noteret musik til streng determinisme. Især de sene, eksakt noterede værker fra slutningen af 1970'erne og frem til hans død i 1987 er meget smukke og åbner op for et rum og en tid uden lige! Det er musik uden start og slutning. Med Feldman har vi at gøre med en minimalist, der efter min smag er væsentlig mere spændende end f.eks. Philip Glass og Terry Riley. Lyt f.eks. til: Flux Quartet: Feldman Edition 6: String Quartet No. 2 (Mode, 1983) (Over 6 timer lang!), Feldman Edition 7: Clarinet and String Quartet (Mode, 1983) og Peter Rundel/Pelligrini Quartet: Violin & String Quartet (Hat Hut Records, 1985).

John Cage (1912-92)

Apropos sublimitet og ikke-fremstilling. Hvis det sublime er 'noget vi kan fatte, men ej gengive', så må en sublimt stræbende musiker vel søge stilheden – f.eks. som pendant til Malevitj' hvide lærred? Cage placerede sig selv i et lyddødt rum og erfarede, at når der er stille, så begynder det først for alvor at støje. Om Cage er mest interessant som koncept-kunstner og filosof er en diskussion værd. Hans måske mest kendte værk er
”4. 33”, hvor en pianist sætter sig ved klaveret for ikke at spille noget i 4 min. og 33 sek. Rummets lyde bliver her interessante, publikum bliver en del af værket og han åbner, lig Duchamps 'piskumme'-seance, for en diskurs omkring, hvad der egentlig konstituerer et værk. Cage er dog også særdeles interessant på et mere konventionelt plan og medie. Her tænkes på åben partiturmusik og Cd. Lyt f.eks. til nedenstående meget smukke strygekvartet: The Arditti Quartet: Cage vol. 3: Music for Four (Mode 17, 1987/88).

Giancinto Scelsi (1905-88)

Scelsis musik handler i høj grad om lyd frem for toner og melodier i konventionel forstand. Han betragtede sig selv som et medium, der var i stand til at kommunikere beskeder fra en transcendental virkelighed. Hvis hans femte strygekvartet spejler denne virkelighed, har de stakkels væsener der det ikke for godt. String Quartet no. 5 er efter min mening et studie i, hvor smertens-skærende og sønderrivende lyde, man kan få en strygekvartet til at spille. Stærkt og skarpt! The Arditti Quartet: String Quartet no. 5 (Montaigne, 1974/85).

Dmitri Shostakovich (1906-75)

Her befinder vi os i et melankolsk gråbrunt-tonet østeuropæisk post-2. Verdenskrigs-scape. Den danske Zapolski-kvartet spiller Schostakovich' c-mol kvartet eminent. F.eks. er andensatsen holdt i et tilpas moderat tempo. Sorg, smerte og krigens ødelæggelser går ind under huden på én, så det gyser og er smukt på samme tid! The Zapoliski Quartet: String Quartet No. 8 in c Mino, op.110 (Classico, 1960).

Arnold Schönberg (1874-1951)

There goes SchoenbergHvis man betragter 'modernismen' som en tidsmæssigt afgrænset periode eller en musikhistorisk epoke, må Schönberg – om nogen – betragtes som en væsentlig banebrydende musikalsk eksponent herfor. Hans dodekafone musik kan opfattes som værende en radikal videreførelse - og en ”naturlig” modernistisk konsekvens - af den senromantiske 'tonikaflugt'-tendens. Er man til musikalsk ekspressionisme med stærkt rytmisk drive, så er nedenstående værk et godt bud: The Arditti Quartet: String Quartet III, op. 30 (Montaigne, 1927).

Karlheinz Stockhausen (f. 1928)

Her følger to bud på væsentlige værker fra manden, der efter eget udsagn er i løbende telepatisk kontakt med Sirius' verden: Gesang der Jünglinge (1955-56) er et pionerarbejde indenfor feltet eksperimenterende elektronmusik. Bibelsk tekstmateriale, fremført af en drengestemme, klippes godt og grundigt i stykker og køres igennem elektronstudiets båndmaskiner og oscillatorer. Værket er et godt bud på, hvordan stemmens tilstedeværelse i kompleks elektronisk musik kan gøre musikken nemmere tilgængelig.

Sternklang (1971) er velkomstmusik til den dag, vi – som Stockhausen hævder i dybeste alvor – får besøg fra Sirius. Det er et værk for fem grupper af musikere, som placeres i hver deres del af en park. Her aflæser de stjernebillederne, improviserer og sød, syret musik opstår. Et rigtig godt bud på semi-improviseret musik fra dengang, vores gamle troede på revolutionens snarlige komme.

I går nat drømte jeg, at jeg var på loppemarkedet, og at jeg der fandt hans samlede værker på lp'er til 20 kr. stykket! Stockhausens musik er primært tilgængelig via mandens egen hjemmeside og forlag, og det er desværre lidt besværligt at bestille den der. Adressen er www.stockhausen.org

Juliana Hodkinson (f. 1971)

Hodkinson er en yngre, for tiden dansk bosiddende komponist, der primært via multiperformances - og med afsæt i blandt andre Cage - pirrer og heler både hjerte og hjerne, ører og øjne! Efter min overbevisning er hun pt. én af de mest spændende yngre komponister world-wide! Hun er endvidere i gang med en phd-afhandling om stilhed i musik. Tjek hendes hjemmeside for koncerter etc.: http://staff.hum.ku.dk/juliana/

2: Blandede Guldkorn

Djivan Gasparyan

Armensk folkemusik, der via drone og duduk (et af verdens ældste blæseinstrumenter) etablerer en ro, som er sjældent hørt! Album: Heavenly Duduk (WDR, 1998).

Björk + So

Björk og So (nyeste Oval-projekt) er medtaget og kategoriseret under ét, da jeg mener, at de begge er væsentlige eksponenter for en radikal, kompleks og alligevel på forunderlig vis særdeles tilgængelig (pop)musik. Når bare der er en stemme og et beat, kan man så tillade sig mange obskure eksperimenter og alligevel appellere til massen? Björk: Medulla (Wellhart Ltd/One Little Indian Ldt., 2004), So: So (Thrill Jockey, 2003).

Leonard Cohen

Leonard CohenNår Cohens første par albums strømmer ind gennem ørerne, forvandles ens snørklede sind så ikke til en rar, varm men også melankolsk sfære af ambivalent velvære? Denne mand kan endvidere arrangere, instrumentere og producere til i hvert fald én stor guldmedalje (måske er der en hjælpende producer-hånd med i spillet?). Albums: Songs of Leonard Cohen (Sony/Columbia,1968), Songs From a Room (Sony/Columbia,1969), New Skin for the Old Ceremony (Sony / Columbia,1974).

Stina Nordenstam

Dette album er nok det eneste jeg kender til, der kan frembringe en rungende fornemmelse af forelskelse (en by i Rusland!?) med alle dens både mærkværdigt smukke og dystre facetter. En ambivalent fornemmelse af tyngde og lethed på samme tid. Smukt – og når nu denne skive står i reolen, hvad skal vi så bruge 'the real thing' til? Album: People are Strange (Warner Music,1998).

Lounge Lizards

Lounge Lizards er, med saxofonisten John Lurie i front, en mere jazzet del af No Wave-scenen fra N.Y. i 1980'erne. Dette, deres første album, er klart deres bedste - ikke mindst på grund af DNA-guitarist Arto Lindsays prægnante og insisterende støjguitar! Lounge Lizards (EG Records, 1981).

Jack DeJohnette

Jeg købte dette album i London, da jeg var omkring 11 år. Jeg var vordende jazztrommeslager og fattede kun en mini-dadel af, hvad der skete, men et eller andet sted pirrede musikken mig enormt. På dette album er trommeslageren, komponisten m.m. - Jack DeJohnette - kapelmester. Det er semi-freejazz uden harmoni-instrumenter, og her er det især det eksplosivt og særdeles nuancerede trommespil samt gruppens helt specielle lidt skarpe lyd, der er interessant. Special Edition (ECM, 1979).

Angels of Light

Helstøbt rumlig og smuk produktion på en række særdeles originalt arrangerede og orkestrerede numre udsat for en prægnant differentieret instrumental besætning. Michael Giras dybe røst vidner om hårde tider og tanker. Stærkt! Album: New Mother (Young God Records, 1999).

Miles Davis

En af de få jazzmusikere, der har formået at forny sit koncept og være skelsættende op til flere gange. I dag, post-Coltrane, stinker jazzscenen langt væk af stagnerende regression. Der er ingen jazzscene! Hvad der ligger i begreberne 'jazz' og 'improvisation' er nok en længere diskussion værd. Albums: Kind of Blue (CBS, 1959), Filles De Kilimanjaro (Sony/Columbia, 1968).

3: Nye Varme

Exquisite Russian Brides

Marc Kellaways (og medspiller Tanja Jessens) seneste og til dato mest interessante og mørke udspil. Det er original, smuk og dyster dronemusik, der udspiller sig i et prægnant rum med lav tyngdekraft. Det er dejligt skræmmende og svævende ur-lyde frembragt af dybt pitchede tin-fløjter, guitar- og synthflader, viola da gamba, accordion, klokkespil, percussion m.m. Hertil hånd-fabrikerer Kellaway sine covers så fint, at heller ikke øjnene behøver at gå sultne i seng. Køb og kontakt: www.bsbta.dk, Sound Station eller marckellaway@get2net.dk. Album: Skylight (2004)

Regin P.

Regin hører til en af de absolut mest spændende unge komponister herhjemme. Hans værker er ofte præget af en særlig form for humor og absurditet, dog uden at musikken derfor fremstår som særligt lys eller munter. Humoren er snarere sort og underspillet. Den komplementerer fint hans mere seriøse og innovationslystne tilgang til videre udvikling af den klassiske koncertsals-musik. ”Jeg har desværre ikke min egen hjemmeside. Til gengæld er jeg på sporet af meningen med livet idet jeg er ved at isolere X som formel i alt materiale i universet. Det lader til, at x er tallet for selvbevidstheden”, svarer Regin mig i en mail. Han har sammen med et par andre unge komponister lavet en komponist-sammenslutning, hvis samlede output dog kan diskuteres. Tjek www.grundtonen.dk eller kontakt Regin på regin@petersen.dk

Sekten

Sekten på scenenSekten er et endnu forholdsvis ukendt svensk/dansk minimalt funderet, men også til tider støjende rock-band. Besætningen består af to differentierede kvindelige vokalister, der stemningsmæssigt og i bogstaveligste forstand fremstår mørkt og lyst. Hertil en yderst originalt klingende guitarist med hang til knapper og mærkelige lyde, en både akustisk og elektrisk bassist med flair for såvel intens minimalisme som skramlende udtryk, en lyrisk kontemplativ pianist med fokus på præparerede strenge og melodika samt en trommeslager, der - ud over det sædvanlige - forstår sig på groove og klang. Når man så oven i denne fine besætning adderer seriøs scenografi og kostumefremstilling, må man tilkendegive, at der her er noget ekstraordinært på færde. Bandet er stadig vordende, men sikken start de har lagt for dagen. Hold øjne og ører åbne efter mere fra deres særlige kant. Koncertdatoer etc., kontakt: stephan_sieben@hotmail.com Debut-cd er på vej! (indspilning dec. 04).

Hermed slut for denne omgang af auditive anbefalinger til Geigers skæve læsere. Håber, at noget af det omtalte kan pirre hen imod videre undersøgelse.

Af Magnus Olsen Majmon og Steffen B. Pedersen, 11. okt 2004


Yderligere information

Besøg Elektronavns hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen