Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: Gaëtan Collet - DAT Politics
En strålende dag med Gaëtan Collet (DAT Politics)
19. maj 2007 [Gæsteanmelder] Gæsteanmelderen i dette nummer er Gaëtan Collet fra franske DAT Politics. Med indtil videre seks albums bag sig har trioen placeret sig som bannerførere for en elektronisk musik, der balancerer mellem det melodiøse og det eksperimenterende, det seriøse og det charmerende fjollede. Samtidig har franskmændene også, via deres pladeselskab Ski-pp, bl.a. udsendt albums med åndsbeslægtede Felix Kubin, Nathan Michel og danske Goodiepal. Senest har DAT Politics udgivet det anmelderroste Wow Twist-album og 7”-singlen “Roll” – sidstnævnte i øvrigt på det danske pladeselskab Ljud Records.

Ligesom alle andre dage i Lille – vores søde, kedelige by i Flandern – er jeg i dag på udkig efter noget nyt at kigge på og lytte til. En vanskelig mission, men jeg stopper håbefuldt ved bank-automaten og bevæger mig ind mod byens centrum med tyve Euro på lommen.

Et par minutter senere står jeg i Europas største boghandel (no shit!), der hedder Le Furet du Nord (no shit!). I soundtrack-afdelingen på cd/dvd-etagen fanger et skrigende klistermærke på en cd i Ennio Morricone-sektionen min opmærksomhed. Klistermærket rummer et citat fra Mike Patton, der roser indholdet på denne Ipecac-cd – de mest langt ude, eksperimenterende stykker af den berømte italienske komponist. Jeg checker titlerne igennem. Numrene kommer fra forskellige 70’er-soundtracks: Il Gatto a Nove Code (da. Den nihalede kat), Una Lucertola con la Pelle di Donna (eng. A Lizard in a Woman’s Skin), Gli Occhi Freddi della Paura (eng. Cold Eyes of Fear). Tyve Euro – den perfekte pris overbeviser mig, næsten. Men jeg er ikke så vild med hverken “best of”-aspektet ved udgivelsen eller coverdesignet. What the fuck… tøven… modsigelse… jeg dropper den. Kaster et hurtigt blik ud over resten af hylden – og bingo! Lige foran mig står en Morricone-boks med tre cd’er, Fear. Den samler tre af hans bedste horror-soundtracks – de samme titler som på opsamlingen, men med Dagored-mærkets lækre indpakning: 70’er-design og -billeder, som altid. Sikke en overraskelse! Prisen er den samme. Overbevist om at jeg har gjort det rigtige, bevæger jeg mig hastigt mod kassen og derefter hjemad.

Igen på grund af coveret er Il Gatto a Nove Code-lydsporet det første, der havner i min cd-afspiller. Smuk, melodisk overture, med cembalo og kvindekor – alt det, der gør Morricone så unik. Her er intet usædvanligt sært eller skræmmende – før skæring nummer to. Bassen bliver mørkere, og den kvindelige vokalist lyder ikke glad længere. Nu er hun en slags heks, der messer i midten af et satanisk jazz-orkester, der spiller i den forkerte toneart. Der er mere endnu: hvert nummer bevæger sig dybere og dybere ind i den mere creepy del af nyere orkestermusik. Kvinden skriger højt, som om lydteknikeren kvæler hende med cellostrenge og støder hendes hoved mod flyglet. Alletiders trip. Men nu er det tid til at hvile. Det lækre, melodiske klaver vender tilbage fra helvede og afslutter albummet. Ciao, syngende dame – det må have været hårdt for dig, men det var godt for os!

Det skrigende klistermærke med Mike Patton-citatet bliver i baghovedet. Måske er det tid til en joint og en tur ind i den støjende sump med Fantomas’ Suspended Animation på Ipecac. Tro mig: dæmoner ser også tegnefilm, og de er sikkert lavet af Yoshitomo Nara, fyldt med blod, korsfæstelse og døde hunde. Blandingen af circuit bending, tegnefilmslyde og metalguitareksplosioner sender mig direkte ud på en tur med et spøgelsestog. Ikke i togets old school årgangs-vogn – langsom og komfortabel som en mumie-film fra Hammer Company – snarere en japansk prototype i maksimal fart, uden tid til at trække vejret. Man kan knap nok se monstrene, man kan kun høre dem råbe sindsygt i mikrofonerne. Hjulene på sporene spreder tonsvis af forvrængede lyde. Nogle gange når øjnene at få et glimt af en Looney Toon, der er fanget i et torturkammer. Bare rolig: som alle tegnefilm indeholder Suspended Animation ikke rigtig død. Det er bare for sjov. Mit kaninkostume er oversprøjtet med fluorescerende, sødligt blod, og der er feedback i mine ører – jeg må have en tur mere.

Hele eftermiddagen har været fuld af gode lyde, men mine øjne har også brug for noget stimulation. Natten er på vej, og vores fotograf Paul har skaffet Joe Dantes nye film Homecoming til mig. Paul er den nørdede downloader i DAT-crew’et. Filmen er ikke ude her i landet endnu, og jeg kan ikke vente med at se den, så jeg har valgt den illegale metode, men har lovet mig selv at købe dvd’en så snart som muligt. Filmen er en del af Showtime’s nye Masters of Horror-serie og rummer Dantes sædvanlige blanding af politik og teenageunderholdning (jvf. Small Soldiers og Gremlins). Denne gang er det amerikanske soldater, der blev dræbt under den første golfkrig, der vender tilbage fra graven for at kæmpe mod den republikanske regering med stemmesedler. Ja: de vil bare stemme mod den stupide præsident, der har erklæret krig mod Irak. Minder det om noget? OK – den politiske satire, hvor god den end er, udvander lidt det skræmmende zombie-element. Jeg læste i et interview, at Dante er helt klar over dette. Han var bare ude efter et klart budskab. Så ja, filmen er klart politisk, men ikke kedelig, og kvaliteten af dens special effects og instruktionen af skuespillerne gør den vellykket.

Hvis de levende sover, må de døde gøre arbejdet, ikke? Jeg faldt i søvn med denne rare idé i tankerne og ønskede, at en hær af zombier ville rejse sig fra under jorden og befri os fra alle verdens stupide præsidenter. For at fejre en sådan strålende dag skulle et messingblæserorkester, dirigeret af Patton og Morricone, spille en forvrænget hymne i den forkerte toneart. Væk mig ikke.

Af Gaëtan Collet, 19. maj 2007


Yderligere information

Besøg DAT Politics på enten www.datpolitics.com eller www.ski-pp.com.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen