Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Lake Placid
Gæsteanmeldere: Lake Placid
8. sep 2004 [Gæsteanmelder] Efter en række selvudgivne single- og ep-udspil udsendte det københavnske indieorkesterkollektiv Lake Placid i foråret 2004 debutalbummet med den påbydende titel Make More Friends. En udgivelse, der viste et band med både charme, vid og bid og formåede at appellere både til undergrundsfeinschmeckere og radioernes playlister. Geiger bad bandets medlemmer - Jacob Lundgaard, Thor Andreas Rasmussen, Nicolaj Callisen Friis, Frederik Sølberg, Christoffer Griebel, Lasse Sort, Tania-Kristin Skaptadottír og Jannis Noya Makrigiannis - om at komme med en anbefaling hver.

Sara Lunden
Turn Me Over to the Devil
(7", Make It Happen/www.makeithappen.org, 1999)

Turn Me Over to the Devil”Doing the leg trick with my feet - trying to get some attention - doing the foot trick with my leg - trying to make you want me - that is my occupation these days – I am not thinking of anything else -doing the leg trick with my feet – trying to make you want me”

Sådan starter den fine lille 7”-ep med Sara Lunden. Fem sange beskæftiger sig med besættelse, i simple og naive vendinger. Instrumenteringen er lige ledes doseret simpelt; orgel/synth, trommer/rytmeboks og bas. Sangene bliver sunget med en febrilsk søgende vokal, med kvaliteter som hos Daniel Johnston. Gennem sangene, "Fruits in Harlem", "Turn Me Over to the Devil", "Leg Trick" og "Once I Met You", viser der sig en enestående stemning af desperat nødvendighed fra kunstnerens side. Disse sange må og skal synges og spilles!

Allieret med sin søster på tangenter, en fantastisk skæv trommeslager og en stilbevidst ven følger vi de små forvirrende sange sunget af Sara Lunden. Finalen er et følsomt ekstranummer uden titel, optaget på diktafon. Ep'en afsluttes med en opremsning og tak til de medvirkende. Monologen er udtalt på engelsk med syngende svensk accent. Alt dette understreger, at denne ep er en nødvendig, søgende og inspirerende plade for Sara Lunden. Og jeg? Turn Me Over to the Devil... Make it happen. [Thor]

Serge Gainsbourg
Aux armes et caetera (nouvelles versions)
(Mercury/Universal, 1979/2004)

Aux armes et caetera (nouvelles versions)Serge Gainsbourg er måske den mest betydningsfulde franske musiker gennem tiderne og betragtes i sit hjemland som et nationalikon. Igennem hele sin karriere var hans provokerende og poetiske tekster, samt hans selviscenesættelser en kilde til furore i det franske samfund. I 1979 indspillede han reggaealbumet Aux Armes Et Cætera på Jamaica. Det er produceret af Sly & Robbie, som også spiller henholdsvis bas og trommer. Serges stemme, som på dette tidspunkt i hans karriere var kendt fra rocken, passer overraskende godt til reggaens stenede univers. Albumet rummer alle de gode elementer Serge står for – det er sexet, politisk og han leger med sproget, som kun han kan det. Albumet er blevet genopfrisket i form af en dobbelt-cd udgivelse i år. Første cd indeholder det oprindelige album, og anden cd er albumet henholdsvis i dub versioner, samt i versioner med Jamaicas førende sangere – bo! [Nikolaj]

Yo La Tengo
I can hear the heart beating as one
(Matador, 1997)

I can the heart beating as oneI can hear the heart beating as one var min introduktion til Yo La Tengo. Det var tilbage i gymnasiet, hvor bands som Mogwai, Sebadoh og Deus stadig var virile og innovative. Først var det popperlerne ”Autumn Sweater” og ”Sugarcube”, der fangede min opmærksomhed. Jeg har altid været helt opslugt af rytmer, og hvad de kan gøre for en sang, og netop ”Autumn Sweater” er et glimrende eksempel på, hvor groovy (undskyld udtrykket) en lo-fi popsang kan fremføres. Og lyden og bassen og tamburinen og orglerne og hans stemme er bare fantastisk.

Men I can hear the… er meget mere. Som tiden gik opdagede jeg, hvor mange faceteret Yo La Tengos talent er: Hvor mørke og søvndyssende de kan være, hvor sympatiske og bløde de kan være, hvor desperate og støjende de kan være. Der er støj, indiepop, bossa nova, country og rock'n'roll, og selvom man overraskes af de mange genre-, tempo- og stemningsskift bliver det aldrig forvirrende eller fraværende. Hele pladen igennem er tonen, stemningen og sangene så nærværende og dragende, at man skulle tro at ens hjerte slog i takt til. [Frederik]

The Hidden Cameras
Mississauga Goddam
(Rough Trade, 2004)

Mississauga GoddamFørste gang jeg hørte The Hidden Cameras Mississauga Goddam, fik jeg kun hørt de første 3-4 numre, men allerede efter de 10 første sekunder var jeg solgt.

Pladens første nummer "Doot Doot Ploot" starter med et helt fantastisk falset dut-dut kor, som klæbede sig fast til min hjerne og der blev det i et par dage til stor irritation for mine omgivelser og til sidst også lidt mig selv. Jeg kendte intet til bandet, men jeg kan huske, at en af mine første tanker var, at det lød lidt kristent, på sådan en Beach Boys-agtig måde. Der var et eller andet frelst over forsangerens lette og bløde vokal og instrumenteringen, som for det meste består af en meget simpel rytmeguitar og så ellers godt med strygere, blæsere, klokkespil, harpe, piano og langt væk lidt trommer.

Da jeg så kom ind på bandets hjemmeside, fandt jeg ud af, at de faktisk havde spillet et par koncerter i kirker, så måske havde jeg lidt ret med det kristne... og dog, de spillede også koncerter i pornobiografer, og det foregår som regel med maskerede og let påklæde dansere på scenen. Teksterne, som jeg troede måske handlede om Gud, Jesus og søde dyr i skoven, handlede mere om ting som tarmskylning, urinsex og sådan... tja........... enten er jeg måske ikke så god til engelsk eller også hører jeg bare ikke efter, hvad der bliver sagt!!!

Jeg har nu lyttet pladen igennem mange gange, og de resterende 40 minutter og 45 sekunder er ligeså fantastiske som de 10 første sekunder, som jeg så hovedkulds forelskede mig i, så hvis man godt kan lide 60'er-inspireret popmusik med strygere er Mississauga Goddam en rigtig fin og langtidsholdbar plade, som man altså også sagtens kan nyde, selv om man ikke er til tarmskylning og urinsex. [Jannis]

Kevin Blechdom
Bitches without Britches
(Chicks on Speed Records, 2003)

Bitches without BritchesDa jeg første gang hørte Kevin Blechdoms Bitches Without Britches, havde jeg lige set en portrætudsendelse om sangerinden fra Swan Lee. Portrættet viste en ambitiøs og succesfuld person, en perfektionist uden ridser i lakken. En målrettet og ukuelig vindertype. Sådan én man i et svagt øjeblik kan blive lidt irriteret på - især fordi hun (hende fra Swan Lee) stort set ikke lavede andet end at tale om sig selv. Så det var noget af en lettelse at sætte Bitches Without Britches på. Jeg er ikke perfekt, og de ting og de mennesker, jeg omgiver mig med, er heller ikke perfekte. De er sammensatte, komplicerede og spændende, ligesom Kevin Blechdoms musik er. Fuld af knaster og omveje, finurligheder, tempo og afveksling. Fuld af stor beskidt svedig menneskelighed. Og jeg elsker det. Kevin Blechdom er en nysgerrig ballademager. Bitches Without Britches-pladen er god. Nummeret "Oh Oh Oh Oh Ah" er fuldstændig fantastisk. [Lasse]

Smog
Knock Knock
(Domino, 1999)

Knock KnockEn særlig plade fordi jeg altid vender tilbage til den.
Alle numre har sit eget liv samtidig med, at de virker rigtigt godt som album. I virkeligheden er Smog et super band/en mands-projekt. Men Knock Knock er nok (ha ha) den bedste blandt alle de gode. [Christoffer]

Klondyke
Lille Vampyr
(Bonnier Amigo, 2003)

Lille VampyKender du nydelsen af for en gangs skyld, og med god samvittighed, at kunne slappe af i en god lænestol med solen skinnende ind af vinduerne, gerne en søndag eftermiddag med en kop kaffe i hånden?? Den nydelse kender de fleste
af os, selvom det for mit vedkommende tit bliver ved drømmen. Men hvis man skulle være så heldig at befinde sig i denne ønskesituation, og man samtidig gerne vil høre noget musik, så er Klondykes album Lille vampyr fra 2003 perfekt til formålet. Forsanger og komponist Michael Ryberg Kristensens vokal er placeret så tæt på højtalernes støvnet, at man føler han næsten er ved at bryde igennem og i virkeligheden står i ens stue og synger. Han akkompagneres af et væld af instrumenter og musikere, der ikke er plads til at nævne her, men en fællesnævner for alle instrumenterne er, at de betjenes, så lydbilledet bliver roligt, akustisk og ganske behageligt - således også
en cadeaux til produktionen. Sangene er, trods et ensartet lydbillede, ganske varierede og svinger lige fra varm sommerstemning til det kolde og blæsende efterår.

Det bedste ved pladen er dog teksterne: Hvis man som jeg
bor i København, så supplerer teksterne i den grad til følelsen af, at musikken bliver spillet foran snotten på en. En række af teksterne omhandler decideret steder i København, og ordene er sat sammen med en frækhed, som er
de taget direkte ud af hip-hop'en. Således får man en smag i munden af gadeliv når man hører pladen, og kombineret med den rolige stemning er det alt i alt en ganske rar cocktail. Så er du i det rolige hjørne, så sæt Klondykes Lille Vampyr på anlægget, tag en slurk kaffe og læn dig
forventningsfuldt tilbage. [Jacob]

Jethro Tull
Aqualung”
(1971)

AqualungSom med ubarberede mænd i høje hæle eller Jesus-freaks har jeg, når jeg ser tilbage, også haft et møde, der har været afgørende for hvordan jeg lytter til og lever med musik i mit liv. Jeg husker en bestemt oplevelse, og den vil jeg fortælle om - og det er velsagtens en slags anmeldelse.

Det er egentligt klassisk. Min far tog oftere dengang sin 12-strengede guitar frem. Så fløjtede han eksempelvis ”Blackbird”. Sjældnere tog han også mundharpen frem og satte den i et metalstativ om halsen, og spillede samtidig på guitaren. Det gjorde han gennem min barndom. Jeg lyttede intenst og med ærbødighed, som børn gør, når de er heldige at lave noget sammen med deres far. Jeg optog også på kassettebånd fra radioen, og lyttede til islandsk musik, der blev sendt fra min familie. Så sang jeg med på volapyk, som man nu gør. I mange år sang jeg også i kirke og holdt af den måde salmer kunne henføre med vidunderlige ord, og orglet - højtideligt og storslået.

Jeg blander måske tingene sammen, men der var et år ved juletid midt imellem barn og voksen. Min lillesøster og jeg havde blandt andet fået en lyserød Barbie-bil (til deling). Mine forældre havde en overraskelse, som viste sig at være et brugt kvalitetsanlæg med pladespiller. Jeg husker at jeg bed skuffelsen i mig, men havde svært ved at skjule, at jeg jo ville have haft et Sony mini-anlæg (det er jeg så ”heldig” at have i dag – alle tiders). Nå, men så begyndte jeg at lytte til mine forældres plader.

Jeg lå på gulvet i mit lille bitte værelse og lyttede til Ian Andersons rytmiske vejrtrækning gennem tværfløjten. Jeg var helt alene, men (dengang) høj på livet, og lod mig suge ind i Jethro Tull`s gustne univers på pladen Aqualung.

Pulserende hypnotiske rytmer, der med sin fremdrift samlede mig op som en sekt der værger vildledte. Der var rock-guitar, og der var rock-orgel. Rendyrket 70`er rock - vel og mærke. Aqualung var historien om skyggesiden af det menneskelige liv med deforme og sørgelige skæbner. Og det var det, som åbnede sig for mig med hver en udvikling i musikken, en ny forståelse af verden som betændt. Det var ikke ulykkeligt - nærmere opklarende. Dengang forstod jeg ikke teksterne til fulde, men var tiltrukket af intensiteten.

I dag forstår jeg bedre, hvordan Ian Anderson beskæftiger sig med det perverse hykleri gud og menneske imellem. Dengang hørte jeg blot lige dele skønhed og groteskhed i instrumentering og stemmeføring. Det er så svært at huske det hele. Hvem man var, men den plade er blevet ved min side. Organisk musik – rigtig musik med rigtige instrumenter. Jeg kan allerede høre mig selv fylde 60 år.

Nå, men grunden var lagt for genkendelse af samme intensitet og ærlighed i anden musik. Kompromisløs og dramatisk musik har mindsket min ensomhed. Det kan anses for patetisk at lade sig forføre, men jeg ser Bjørk som mit idol, netop fordi hun besidder samme intense nerve. Og senere har jeg også tilladt mig at blive tiltrukket af musik, som ikke er skrevet for en som mig. Med mit musiske udgangspunkt føler mig tiltrukket af en hvis portion vulgaritet i eksempelvis hip hop, og ser det ikke som en personlig fornærmelse, men en beskrivelse af det ”betændte”.

Aqualung satte noget i gang hos mig, der siden hen er en indfaldsvinkel til livet, jeg er blevet bekræftet i. Mennesker lever stadig som i middelalderen. De ønsker at komme i himlen, men deres uundgåelige naturlige nysgerrighed er nøglen til helvede. Det er da Rock. Gør et forsøg på overgivelse, og lig gerne på gulvet. [Tania]

Af Lake Placid, 8. sep 2004


Yderligere information

Besøg Lake Placids hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen