Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: Salli Lunn
Gæsteanmeldelse: Salli Lunn
13. sep 2010 [Gæsteanmelder] Efter fem års udgivelsesfravær vendte det støjende københavnske band Salli Lunn i år tilbage med en lp. Heresy and Rite hedder den. Og skal man tro Geiger-anmelder Steffen B. Pedersen, er de fem år gået med at brygge på noget godt. Vi befinder os i en del af støjrock-spektret, der smager af både mathrock, bandet Unwound og psykedeliske tøjler på vej til at blive sluppet fri. At gruppens musik stritter i mange retninger foruden den støjrockede, kalder på en gæsteanmeldelse, hvor bandet selv griber til pennen og skriver om plader, der har inspireret dem, eller bare plader, de holder af. Herunder skriver tre ud af gruppens fire medlemmer om plader af bl.a. Ilyas Ahmed, This Heat og The God Machine. Og nederst kan du deltage i en konkurrence, hvor vi udlodder en cd- og en lp-version af Heresy and Rite.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den progressive rock – især fra sluttresserne og halvfjerdserne har fyldt utroligt meget i min musikalske opdragelse. På trods af at der står så rigeligt meget andet i min pladesamling, som jeg egentlig lige så gerne ville have skrevet om her (og som har betydet lige så meget), så har den eksperimenterende rockform været en af de primære inspirationskilder for mit arbejde med Salli Lunn, og jeg har derfor hevet følgende tre plader frem.

This Heat
s/t 

This Heat - s/tDet er en kliché at sige det, men nogle gange er klichéerne bare den mest direkte måde at sige tingene på: der var virkelig nogle brikker, der faldt på plads, da jeg opdagede This Heat. Det handler ikke kun om selve musikken, men egentlig lige så meget om tilgangen til at lave musik, som kan sammenlignes med delvist beslægtede bands (og ligeledes favoritter) som Can og Faust, hvor improvisationer i studiet får en konstituerende plads. Hvor This Heats anden og sidste fuldlængdeplade, Deceit, i større grad indeholder formstøbte politiske (og fantastiske) sange, så befinder den selvbetitlede debut sig i et køligt, åbent rum, hvor melodierne materialiserer sig ud af de mange studiebaserede ’lag på lag’-eksperimenter. Numre som ”Twilight Furniture” og ”Not Waving” er båret af en skrøbeligt enkel men meget effektiv melodiføring, imens ”Horizontal Hold” og ”24 Track Loop” indeholder en intens urenergi, der kun lige næsten får lov til at udfolde sig helt. Hele pladen bliver holdt sammen af de mange collage-lag, som de tre briter omhyggeligt har konstrueret. www.myspace.com/thisheat

Art Bears
Winter Songs

Art Bears - Winter SongsArt Bears består af tre af mine yndlingsmusikere, nemlig guitaristen Fred Frith, trommeslageren Chris Cutler og sangerinden Dagmar Krause. De har alle været involveret i et hav af bands fra 70’erne og frem, hvor især Henry Cows omfattende og imponerende kompositioner også har været afspillet et utal af gange herhjemme. Med Art Bears er dagsordenen dog lidt en anden, da det mest af alt er en slags kammer-popmusik – dog udfoldet som den kun kan lyde fra disse krøllede musikalske hjerner. Tilsammen nåede de at lave tre plader, som alle er aldeles fremragende, men Winter Songs er nok lige en hårsbredde bedre og mere koncentreret end de to andre i min optik. Jeg er fuldstændigt skudt i Chris Cutlers smadrede og meget karakteristiske trommelyd, Fred Friths fantasifulde arrangementer, der skifter ubesværet mellem guitar, violin, bas, klaver og keyboards, og Dagmar Krauses alsidige, tyskklingende vokal. Winter Songs indeholder bl.a. over the top hektisk energiudkrængning som ”Rats and Monkeys”, intense kanon-melodier i ”Three Figures” og den aldeles smukke og mystiske ”Three Wheels” med bagvendte guitarer og en vedholdende melodistemme, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. http://www.myspace.com/artbearsunofficial

Glenn Branca
The Ascension

Glenn Branca - The AscensionJeg har et eller andet for postpunk og no-wave, men der er egentlig en del af disse bands, jeg finder kedelige. Igen er det sikkert noget med tilgangen til at lave musik og den (rytmiske) måde at bruge instrumenter på, som jeg finder inspirerende. Glenn Branca har helt sikkert sit udgangspunkt i disse to genrer, men han har også en fod solidt plantet i moderne kompositionsmusik og minimalismen. The Ascension består af flere kortere og længere værker, hvor harmonier og klang er i fokus godt understøttet af kraftfulde primale rytmer. Jeg elsker lyden af en rå, nærmest ustemt guitar, og her er der hele fire af slagsen (plus bas og trommer), som samles i flimrende overtoner i f.eks. ”Structure” og ”Light Field (In Consonance)” og skilles i dystre atonale mønstre i ”The Spectacular Commodity” og ”The Ascension”. http://www.glennbranca.com/

Af Christian Møller Blæhr 

 

Ilyas Ahmed
Between Two Skies

Ilyas Ahmed - Between Two SkiesBaseret på små akustiske guitarimprovisationer i et florlet psykedelisk lydbillede bestående af klokker, elguitar, vokaler og klaviatur skaber Ilyas Ahmed sit udtryk. Dette udtryk er et særkende, der løber igennem samtlige udgivelser, og som har en let udefinerbar spirituel klangbund knyttet til den islamiske mystik, sufisme, hvor intensitet og kærlighedens konstans dyrkes i musikalsk meditation med strengeinstrumenter og rytmik. Samtidig rummer Ahmed dele af klar vestlig musiktradition som blues og ragtime, hvor især de rytmiske motiver bliver genbrugt i de i positiv forstand vævende kompositioner. Jeg har haft svært ved at vælge en enkelt plade af mandens bagkatalog, der fremstår særdeles homogent, om end dele af de nævnte inspirationer dyrkes mere eller mindre på enkelte plader. Det kunne dog ikke være anderledes, da flere af mine absolutte favoritter i sangskrivningen såsom ”Black Midas”, ”Amajan” og især ”This Dust” findes på Between Two Skies, der tilmed har det smukkeste cover. Hoveddelen af Ahmeds bagkatalog er baseret på cd recordables, og han har derfor også selv stået for det håndskårne artwork.

Long Fin Killie
Valentino

Long Fin Killie - ValentinoJeg har altid været begejstret for danske Speaker Bite Me, og via forsangerindens soloprojekt, Jomi Massage, lærte jeg multiinstrumentalisten Luke Sutherland at kende. På det tidspunkt spillede han guitar og violin i dette projekt, og hans sært krampagtige om end teknisk imponerende spillestil på disse strengeinstrumenter var beundringsværdig. Sutherlands cv var dengang som nu imponerende med både soloplader, bogudgivelser og en violintjans i Mogwai, men det var ved et tilfælde, at jeg dengang faldt over en promo-udgave af hans gamle band Long Fin Killie udgivet på det velrenommerede Too Pure-label. På trods at have set manden live adskillige gange blev jeg fuldstændigt blæst væk af pladens tekniske niveau (især bandets trommeslager, David Turner, er i en klasse for sig på eksempelvis ”Pele”), der uden nogen former for selvhævdende manøvrer konstituerer et væld af følelser. Forfængelighed, kønsvirkelighed og kærligheden til ikoner tages under behandling i de forbavsende velskrevne tekster, der leveres med en hast, så man undres over, hvorfor dog Sutherland ikke bliver det mindste forpustet i fremførelsen. Samtidig trækker den elaborerede kompleksitet i de relativt simple sangstrukturer på et væld af genrer, hvor shoegaze, artpunk og mathrock smadres i brag af kontant støjrock, der simpelthen ikke har haft sin lige siden da. http://www.myspace.com/longfinkillie

Jandek
Ready for the House

Jandek - Ready for the HouseDenne plade er nok det sværeste univers, jeg med tiden har givet mig i kast med, hvor der så i sidste ende lå så stort et udbytte. Det er et sært og kompromisløst værk og udpræget loner folk med én mand og én guitar, hvor det ikke kun synes at være manden men også sangene, der er i en form for opløsning. Lad os derfor for en nemheds skyld kalde det post blues, hvor repetitionen ikke er struktureret men udført med feeling og en for lytteren følelse af ubehjælpelighed. Samtlige sange på pladen (afslutningsnummeret ”European Jewel” undtaget) er komponeret/improviseret ud fra to til tre brudte akkorder, der for de fleste vil lyde som én akkord, og dertil kommer, at guitaren i sin tuning synes lettere forstemt, hvorved de skurrende toner underbygger hele herligheden. Åbningsnummeret, ”Naked in the Afternoon”, der groft sagt programsætter pladens melodik og sære stemning, åbner med en melodisk markør, der nu (for mig i hvert fald) synes lige så umiskendeligt stor som Richards Strauss’ Also Sprach Zarathustra eller Fuzzys jingle til de danske statsbaner (D - Es - B), hvorefter Jandeks sarkastiske og udtørrede vokal associerer frit over to film; henholdsvist Midnight Cowboy fra ’69 (med Dustin Hoffmann og den eneste x-rated vinder af en oscar for bedste film!) og Naked Afternoon fra ’76(med Abigail Clayton og betragtet som den første metapornofilm) henlagt en creepy intimitet, der for at citere et bekendtskab  ”fascinerer som en seriemorders dagbog”. http://tisue.net/jandek/

Af Lasse Skjold Bertelsen

 

The God Machine
Scenes from the Second Storey
 

The Good Machine - Scenes from the Second StoreyBob fra mit daværende band Timid Socks havde optaget ca. et minut af nummeret ”Home” fra radioen en torsdag aften på kassettebånd, og i bandet var vi sikre på, at vi skulle se koncerten med The God Machine til Roskilde Festivalen i ’93. Det blev min første Roskilde Festival og den bedste koncertoplevelse nogensinde.
Jeg købte senere albummet Scenes from the Second Storey og blev ikke skuffet! Lyden var lige så stor som live, og jeg havde set, at den kunne frembringes af tre musikere. Et lydbillede, hvor el-bassen bl.a. spiller akkorder og har en imponerende distortion-lyd. Numre som ”Dreammachine”, hvor trommeslageren spillede med filtkøller, og ”Home” er så tunge, at man forestiller sig sumobrydere gå amok i en moshpit. Samtidig er musikken meget simpel i numre som f.eks. ”The Desert Song” eller ”It’s All Over”, som består af et enkelt riff, men som er enormt stemningsfulde. Opfølgeren, One Last Laugh in a Place of Dying, er i øvrigt et album med samme kvaliteter og smukke sange. De, som ikke kan opstøve pladerne, kan finde lignende stemninger på albummet Fixed Water fra forsanger/guitarist Robin Proper-Sheppards nuværende band Sophia.  http://www.myspace.com/thegodmachine

Primus
Frizzle Fry

Primus - Fizzle FryI min gymnasietid spillede jeg med Epo-555-trommeslager, Ebbe Frej, og -sanger/guitarist, Mikkel Max, i Primus-coverbandet Primus Jr. Mit favorit Primus-album er Frizzle Fry. I Primus spiller akkorderne på bassen også en stor rolle for at ”fylde” i lydbilledet. Bassisten Les Claypool udtrykker ud over glimrende teknik også stor humor i sit basspil, hvilket jeg synes er fantastisk. F.eks ”Spegetti Western” eller ”John the Fisherman”, hvor baslinjerne er lige så skæve som musikken og bandet. Det filmiske og billedlige skabt af de små mere eller mindre dagligdags situationer er et stort element i musikken. Bedst i eksempelvis ”Frizzle Fry” eller ”Harold Of The Rocks”. http://www.myspace.com/primus

The For Carnation
The For Carnation

The For Carnation - The For CarnationEt album, som egentlig var længe om at fange mig. Der gik flere år, inden jeg lyttede til andre numre end ”Moonbeams”, en sang der stadig kan virke ny, fordi jeg kan lytte efter nye ting såsom dynamik og små spillemæssige detaljer, hvilket blot gør nummeret stærkere. En dag lånte jeg dog pladen igen på biblioteket, da jeg mente, at der da måtte være andet på pladen, der var værd at lytte til. Efter lang tids søgen fik jeg købt albummet på nettet, og der er rigtig meget at lytte efter. Det er stemningsfuld musik med simple virkemidler, og det kan vel gå under betegnelsen sadcore. Forsanger Brian McMahans vokal er dyster, og musikken er ofte simpelt opbygget over et riff tilsat repetitive elektroniske lyde eller simple guitarfigurer, der lige kigger forbi eller bygger op. Der er aldrig lyden af en distortion-mur som hos The God Machine, men sangene kan skabe det samme uden det. Albummet er ganske simpelt genialt. I øvrigt er det delvist indspillet i Electrical-studiet i Chicago, hvor jeg selv har indspillet med mit forrige band, Amber, og forsanger Brian McMahan er desuden – fandt jeg ud af – en god ven af Steve Albini. http://www.myspace.com/forcarnation

Af Jan Nissen 

Af Salli Lunn, 13. sep 2010


Yderligere information

www.myspace.com/sallilunn

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen