Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice
Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice
22. dec 2011 [Gæsteanmelder] Geiger har denne gang indbudt Mikkel Almholt, der står bag navnet Ghost Flute & Dice, til at gæsteanmelde. Ghost Flute & Dice udsendte tidligere i år en samling originale og manipulerede klaverstykker på pladen Music for Amplified Piano. En plade, der udkom i begrænset oplag på Morningside Records, men nu også har fået international opmærksomhed.

Multiinstrumentalisten Mikkel Almholt har længe været aktiv i det aarhusianske musikmiljø, hvor han har spillet i forskellige projekter som Honning og Mudder, støjrockbandet This Pony Breaks For No One og Problémes de Communication, der laver støj/drone/impro til film. I 2011 udsendte han albummet Music for Amplified Piano under navnet Ghost Flute & Dice. Albummet, der blev sidste album fra pladeselskabet Morningside Records, bød på netop, hvad titlen lovede. Klaver forstærket og manipuleret af diverse effektpedaler i et særpræget set-up, som Almholt også har optrådt med live – bl.a. på Fanø Free Folk Festival og Festival of Endless Gratitude. Det fysiske album udkom kun i et stærkt begrænset oplag med smukt og gennemført artwork af Connie Munch. For nylig er pladen blevet gjort tilgængelig som digital udgivelse hos det amerianske selskab Obsolete Media Objects . Geiger bad ham om at anbefale en række plader og kunstnere, han selv finder inspiration hos, og det er blevet til anbefalinger af alt fra Aphex Twin og Robert Wyatt til Bela Bartok og "Du danske sommer".

Ghost Flute & Dice grej

***

Min tilgang til musik er temmelig promiskuøs. Jeg har ikke fem plader, som har fulgt mig siden barndommen. Jeg er mere typen, der er intenst optaget af en håndfuld kunstnere i et par år og så rejser videre. Den liste over musik, jeg har samlet, må således bære titlen ”musik, som jeg for tiden ikke kan forestille mig, jeg nogensinde vokser fra – men sikkert gør alligevel en dag”.


Portishead - Third

Portishead - ThirdMed fare for at trætte læserne med en plade, de allerede har hørt for meget om, kan jeg dog umuligt anbefale noget som helst uden at sætte Portisheads nye plade Third allerøverst. Hvis man for en stund tør give slip og lade sig blive ført ind i mørket, så er Third den tomme 4-sporede motorvej, der vil tage dig direkte derind i en rasende fart. Hvad der end jager og plager Beth Gibbons, har hun formået at få destilleret ned i nogle meget nøgterne melodier, som hun fremfører på en på én gang ”straight forward” og aldeles udtryksfuld måde. På Portisheads to 90'er-plader kan man høre Gibbons skifte sangstil, alt efter om hun er den jazzede kælne ”tempteress” fra ”Glorybox” eller den mørke melankoliker i f.eks. ”Wandering Star”. På Third er det, som om hun har kastet de forskellige personaer af sig, som hun tidligere har gemt sig bag, og nu synger på én bestemt måde igennem alle numrene – en måde, som virker endnu mere ærlig. Det sidste nummer på pladen indeholder dog en afvigelse, men jeg synes ikke, jeg vil afsløre for nye lyttere, hvordan det hele ender – om motorvejen ender et sted, eller man bliver efterladt derude.


So – So

So - SoSo er et samarbejde mellem Markus Popp og den japanske sanger Eriko Toyada. Det var Markus Popp, der under navnet Oval nærmest egenhændigt opfandt glitch-genren med remixes og plader som Systemische og 94 Diskont. Men med So-pladen sker der pludselig noget helt andet. Væk er den kliniske og repetitive lyd fra de første plader og erstattet af en sprudlende, forvrænget, organisk, detaljeret og konstant forandrende kakofoni. Det virker lidt som et damplokomotiv, der er blevet kastet ud over en stejl skråning – men det hele er i modelskala. For selv om der er tale om en decideret noise-plade, så er der noget utrolig intimt og kammermusikalsk over stemningen. Naturligvis understreget af Eriko Toyadas kun til nød vågne vokal. Det her er en af de plader, hvor jeg uden at blinke kan fyre den gamle kliché af med, at jeg hele tiden finder nye detaljer i den. Simpelthen fordi der ER mange detaljer i den, men også fordi jeg ofte falder i søvn til den. Jeg tror ikke jeg har gennemført hele pladen endnu, men det gør mig ikke noget – den lever sit helt eget liv inde i mit hoved og skal kun have et lille tilskud udefra en gang imellem.

 

Arthur Russell -World of Echo

Arthur Russell - World of EchoEn amerikansk cellist og sanger, der udgav plader indenfor så forskellige genrer som minimalisme, singer-songwriting, disco og ambient. I 1992 døde han af AIDS og efterlod sig et efter sigende stort katalog af uudgivet musik, som Audika Records nu er ved at rydde op i. Så der kommer løbende posthume udgivelser. Selvom alt, jeg har hørt af ham, er vedkommende, så er World of Echo det absolutte mesterværk. Af den dokumentar, der for nyligt udkom om ham, fremgår det, at han i 80'erne havde en fast kæreste, som havde et day-job, så Arthur kunne sidde hjemme i lejligheden på Manhattan og lave musik på sine synthesizere, cello og delay-pedaler dagen lang. På World of Echo er der kun cello, vokal og effektpedaler, men med disse få virkemidler formår Arthur Russell virkelig at skabe en hel verden. Det her er ikke pæn melankolsk ambient med følsomme cellolinjer. Celloen bliver ofte brugt meget percussivt, som om det er en trommemaskine og hvis der bliver spillet akkorder, er der masser af forvrængning på. Eneste formildende omstændighed er ofte Russells meget fine og afdæmpede vokal, der laver snørklede melodilinjer, der følger deres helt egen logik. Russell kan ét trick, som er absolut frygtindgydende og som netop gør at den massive brug af delay ikke virker ekspansiv og storladen, men netop får lydbilledet til at lukke sig omkring lytteren: han kan finde på – umotiveret af sangens flow – at slå rumklang og delay til og fra. På den måde skifter hele rummet, som musikken og lytteren befinder sig i, så man er aldrig føler sig på sikker grund. På World of Echo er der en version af Russells discohit ”Let´s Go Swimming”, som meget sigende ikke er inspireret af Atlanterhavet ud for New York, men boblerne i det lille aquarium, som Russell havde i sin lejlighed.


Robert Wyatt - Dondestan (revisited)

Robert Wyatt - Dondestan (revisited)Wyatts oeuvre synes udspændt mellem tre tematikker: politik, kærlighed og det at være fuldstændig bimmelim oven i låget. Wyatt er erklæret kommunist og han har været sammen med sin elskede Alfie (Alfreda Benge) længere, end jeg har levet, så på de fronter tilføjer Wyatt ikke meget nyt. Men det at være godt gammeldags tosset i hovedet, det har Wyatt mere end forstand på, og lyttere får lov til at få små glimt ind i en verden, der er lige dele højoktan kunstnerisk opfindsomhed og nådesløs selvpineri. Wyatts sange får altid lov til at følge deres egen logik, så en tosset sang om konen, der er ”dit dit dit delete, lalala ladida” (”The Duchess” fra Shleep) får hele lirekasse-registret og falsk violin, mens en sang om ens manglende evner til at være nærværende (”Stay tuned” fra Comicopera) er holdt i en stram snor, der ikke er langt fra Portisheads triphop. Men Wyatts forskellige musikalske virkemidler og hans tre store temaer synes ikke at være uafhængige, numrenes forskellige stemninger synes at forgifte hinanden, så man hører en kærlighedssang med den dårlige smag af en sang om tvangstanker stadig på tungen. Til tider understreger Wyatt netop en sangs stemning ved at lade den efterfølge af dens diamentrale modsætning som numrene 2, 3 og 4 på Dondestan. ”N.I.O (New Information Order)” er for mig pragteksemplet på Wyatts jazz-inspirerede sangskrivning, der med nogle mærkelige kromatiske akkordskift og en fuldstændig uforudsigelig melodi giver hele jazz-genren kompositorisk baghjul, hvad angår udtryksfuldhed og personlighed. Derefter bliver man kastet ind i en af Wyatts tosserier, der denne gang med en drille-agtig melodi ret præcist beskriver, hvor fuldstændig åndssvag Israel/Palæstina-konflikten er. Da ”Dondestan” er ved at have gentaget sig lidt for mange gange, fader det over i ”Sight of The Wind”, der med sine indledende mørke strygere lader intet efter for Twin Peaks og mere end antyder, at det altså ikke var for sjov det med Palæstina.

Afsluttende überbritisk skizo-rim fra ”Shrinkrap”: ”It takes a lot of lolly, trying to be jolly. It takes a bit of doing, just feeling up to scratch”


Dirty Three - Horse Stories

Dirty Three - Horse StoriesDe tre beskidte herrer i Dirty Three er ikke hr. Hvem-som-helst. Trommeslageren Jim White har spillet med Smog, Cat Power og PJ Harvey, violinisten Warren Ellis er fast side-man for Nick Cave i både The Bad Seeds og Grinderman, mens guitaristen Mick Turner har udgivet et par soloplader men ellers vist mest koncentrerer sig om sit maleri (det er hans malerier, der pryder alle Dirty Threes plader). De er alle tre fra Australien og startede oprindeligt bandet for at tjene penge ved at spille til fester rundt omkring. Jeg ramlede ind i Dirty Three på det helt rigtige tidspunkt, fordi jeg var træt af, der ikke var nogle nye plader, hvor musikerne bare havde givet sig selv lov til at gå fuldstændig amok. Jeg savnede fornemmelsen af at høre noget musik og tænke ”fuck, det er vildt det der, nu vælter de snart huset”. Så satte jeg Horse Stories på.

Dirty Three spiller simple instrumentale sange opbygget af et par guitarakkorder og en lille melodi på violinen. Numrene er ofte i et meget langsomt tempo, men det er ikke en lad form for langsommelighed. Hvert beat bliver fulgt helt til dørs, og hver tone er fyldt med intensitet. Sikkert inspireret af tidens postrock-bølge bruger Dirty Three de simple strukturer som afsæt for at bore sig længere og længere ind i materialet, og til tider ender det altså ud med, at de får trommer, violin og guitar til at opløse sig i hinanden i en helt og aldeles vild og ustyrlig udstrakt eksplosion. De her folk er dygtige musikere, men af en bestemt støbning, der har noget på hjerte.


Aphex Twin - Drukqs

Aphex Twin - DrukqsDet her er en plade, jeg i en periode bevidst har undgået at høre, fordi den fyldte så meget i mit hoved. En dobbelt-cd, der veksler mellem 90´er breakbeats og så nydelige elektroniske kompositioner for præpareret klaver. Det er sikkert fordi Richard D. James er så lidt pianist og så meget en programmør, at jeg synes han får noget interessant ud af instrumentet. Efter at have slidt den ned undgik jeg at høre pladen i de par år, jeg brugte på at lave min egen. Jeg tænkte det ville ødelægge al motivation for at gå videre med mit eget materiale. Da jeg så for nylig tog mig sammen til at genhøre Drukqs blev jeg faktisk lidt skuffet, men kun fordi jeg havde blæst det op til at være den nye Nelson Mandela. Det ER godt og anbefales varmt. Og modsætningen mellem de bløde klavernumre og de hårde breakbeats numre fungerer også godt.

 

Wayne Shorter - "Nefertiti"

Miles Davis - NefertitiEn musiker, der virkelig udtrykker meget igennem sine melodier, er Wayne Shorter. Han har blandt mange andre fantastiske melodier også skrevet titelmelodien fra Miles Davis-pladen Nefertiti. Wayne Shorters melodier har for mig næsten samme stemning som Brian Enos ambiente musik – de strækker tid og sted ud, så man kan mærke verden igen. At enten Davis eller Shorter yderligere har været så geniale at droppe alle former for solo, men bare gentager melodien en 10 – 15 gange, mens rytmegruppen går mere og mere amok, understreger bare det ambiente. Det minder mig også utrolig meget om Godspeed! You Black Emperor (og Dirty Three): én melodi, gentag og så dynamisk kurve op og ned.

Wayne Shorter var senere med i Weather Report og har også udgivet plader i eget navn (Juju, Adam´s Apple, Speak No Evil), men jeg må indrømme, jeg har brugt mere tid på at spille melodierne fra Realbook end at lytte til pladerne. Og selvom det her godt nok skulle være en anbefaling af plader, kan jeg ikke lade være med også at anbefale folk at spille andre folks musik på et instrument. Der er noget utrolig intimt ved at sidde med en node, som et andet menneske har skrevet og så genskabe det selv fra noden igen.


Bela Bartok - Rumänische Volkstänze

Den ungarske komponist Bela Bartok, er et andet eksempel på musik, jeg kender mere fra noder eBela Bartoknd fra indspilninger. Hans orkesterværker og strygerkvartetter kan jeg ikke helt sætte mig ind i, men han er også mest kendt for sine klaverarrangementer af ungarske og rumænske folkesange. Bartok var selv en flittig musiketnolog, der i begyndelsen af 1900-tallet rejste ud på landet med en kæmpe fonograf på ryggen og fik folk til at synge sange direkte ned på en voksrulle. Bartok lavede musik på et tidspunkt i kunstmusikhistorien, hvor tonaliteten var i opløsning og en del af hans folkemusik- arrangementer er derfor nærmest bitonale, hvilket vil sige, at melodien er i én toneart, mens akkorderne er i en anden. Prøv at forstille dig at du med den højre hånd spiller en fin lille sangbar melodi, mens venstre hånd kaster en harsk og fuldstændig dissonerende tone ind over. Det virker lidt ligesom distortion på mig.


Folkemelodier

HøjskolesangbogenFor lige at køre den ”pladeløse pladeanbefaling” helt ud så ville Music for Amplified Piano ikke lyde, som den gør, uden morgensang i folkeskolen, julesalmer og andre former for dansk skrål-med-sang. Jeg har altid fuldstændig overhørt teksterne, så alle de kristne og nationale slagord, som sikkert gør det umuligt for mange mennesker at forholde sig til danske sange og salmer som musik, har jeg slet ikke været opmærksom på. Med fare for at blive forvist til musikpolitiets Gulag-lejre vil jeg vove pelsen og stå ved, at jeg godt kan li´ gode melodier, og sådan noget som ”Du danske sommer” er simpelthen en god melodi. Den trænger bare til at blive løsrevet fra sin kontekst. Prøv f.eks. at finde et instrument, slå den skæveste akkord an, du ikke kender, og hold den, mens du nynner (altså helt uden ord) melodien til ”Du danske sommer” i halv tempo.

 

Salvatore Sciarrino - Lo Spazio Inverso

Lo Spazio InversoHvis man forstiller sig, at et helt symfoniorkester forlod podiet efterladende alle instrumenterne og så en dør blev åbnet, der tillod en lille kold brise at snige sig ind og berøre de forskellige instrumenter, så ville man have et ret godt billede af, hvordan Sciarrinos musik lyder. Langt det meste af Sciarrinos musik er meget stille – nærmest hviskende – det er fyldt med decideret tomhed, og de steder, hvor instrumenterne spiller noget, er der mere tale om lyde end toner. Sciarrinos musik er helt bestemt efterkommer af Webern, Stockhausen og den såkaldte pointilistiske musik, men Sciarrino tilføjer en ny form for gestik og fokus på lyden, som gør, at musikken ikke er så mennesketom, men fyldt med hemmeligheder og små sorte anemoner, der gemmer sig i natten.

Da jeg endelig stødte på en plade udelukkende med klaverstykker skrevet af Sciarrino, glædede jeg mig til at høre, hvordan han ville overføre sine ideer til klaveret og havde allerede forhåbninger om, at jeg måske kunne lære at spille noget af det. Det viste sig, at al den indestængte energi, der ophobes i kroppen af at spille meget stille, får Sciarrino ud på klaveret. Pladen var et langt artilleri-angreb på klaverets tangenter. Så jeg sad tilbage med lidt blandede følelser, for det var ret interessant, at Sciarrino tydeligvis havde et helt særegent forhold til netop klaveret, men samtidig var alle chancer for selv at komme til at sidde ved klaveret og spille en lille brise, der knap rører ved tangenterne, for evigt slukkede.

 

CJ Boyd - Aerial Roots

CJ Boyd - Aerial RootsOg til sidst en ”hands-out” til en hjemmedreng. CJ Boyd er bassist, men jeg har endnu ikke hørt ham spille ét typisk bass-lick. Hans spillestil er meget melodisk og det virker meget som om, han synger ud igennem bassen. Ved koncerter spiller han 20-25 min lange numre, der ifølge ham selv er 10% forberedte idéer og 90% improvisation. Han starter ét sted, og når han ved at improvisere ud derfra kommer frem til noget, der minder ham om en anden idé, han har lavet, så spiller han den osv. Så selv om numrene er lange, så bliver man hele tiden ført nye steder hen. Han er en meget intens musiker, der virkelig langsomt drager lytteren ind i sin musik. Og hvis han, som til den koncert jeg hørte, slutter af med at synge lidt, så kan det godt gå hen og sætte et lille aftryk i sjælen. CJ Boyd er samtidig en hårdtarbejdende musiker, der ud over konstant at lave nye plader både solo og i grupper, starte et pladeselskab og organisere ny musik til en Lynch-film, også har været på permanent tour de sidste tre år – ”permatour” som han kalder det.

 

Af Mikkel Almholt, 22. dec 2011


Yderligere information

http://ghostflutedice.bandcamp.com/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen