Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Salli Lunn

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Peter Laugesen & Singvogel
Peter Laugesen & Singvogel
Gæsteanmeldelsen blev første gang bragt i 2006 i Geiger#12
14. jun 2011 [Gæsteanmelder] I pinsen udgav Peter Laugesen og Singvogel albummet Den her planet glemmer vi aldrig på Geiger Records. Pladen er blevet godt modtaget blandt dagbladenes anmeldere, og bandet og digteren bereder sig på en minitour rundt i det ganske land. De gæster blandt andet årets FanøFreeFolkFestival, og i den anledning har Geiger fundet lidt godt frem fra arkivet. Læs hvad de anbefalede dengang her.

 

 

LaugesenCaptain Beefheart and The Magic Band
Clear Spot & The The Spotlight Kid

To lp'er fra 1972 på en cd med Captain Beefheart, hans tekster er som regel rent vås eller bare lyd, han kan brøle ud gennem så store anlæg som muligt. Bandet - Zoot Horn Rollo, Antennae Jimmy Semens, The Mascara Snake, Rockette Morton og Drumbo - kan spille hvad som helst forlæns og baglæns i ethvert tempo, men da de to plader udkom var de færdige med at være intellektuelle og spillede bare sumpet bluesrock omkring kaptajnens skingrende mundharpe og hans sang som et godstog, der langsomt vrider sig ud af skinnernes jerngreb, fortsætter ad grusvejen og forsvinder i ørkenen. Too much time, crazy little thing, æd en dynge af de der big eyed beans from Venus, spring i vandet og grow fins, for there ain't no Santa Claus on the Evenening Stage. Reprise Records.


LaugesenLink Wray and the Raymen
Det er svært at finde Links gamle plade, men den her CD fra Demon Records udkom i 1989 og samler en del af det bedste. Brødrene Link, Vernon og Doug med Shorty Horton på "electric bass fiddle" hujer vildt bag den overstyrede guitar i "Comance", den oprindelige "Rumble" (forbudt i amerikansk radio) er med og den uforligneligt lette, syngende dansende "Golden Strings", der med ingen midler overhovedet skubber verden ud af hak, så den aldrig kommer tilbage igen. Det er ren "Raw Hide". Det er Geronimo på guitar.


LaugesenVan Morrison
Wild Night in California

Liveoptagelser fra Marin County, Californien i 1971. To cd'er på et italiensk undergrundsforetagende, der kalder sig Nota Blu. Van er lige kommet over fra Belfast, og de er godt i gang med at snyde ham for så mange penge som muligt, men det lyder ikke som om han er ked af det. Det er materiale fra Moondance og deromkring, men han synger også "Hound Dog" og "Just like a Woman". Han slutter endda med en version af "Buena Sera Senorita", som kun en irsk trold kan synge den. Glem aldrig, at "Them", hans første gruppe, er et af de mange hundrede ord, den grønne ø har for "the little people" - de andre. Hvis du er en af dem, så få fat i den her. Den er til dig.

Af Peter Laugesen

 

HansnRocket From the Tombs 
The Day The Earth Met... Rocket From the Tombs
Rocket From the Tombs nåede aldrig at indspille en "rigtig" plade, før gruppen blev opløst eller rettere flækkede over i to dele: Pere Ubu og Dead Boys. Til gengæld lavede de nogle optagelser på en art demo, der snildt matcher - sikkert overgår - det, de kunne have fået ud af en mere gennemarbejdet indspilning. Musikken er en rastløs, vibrerende, aggressiv beatmusik med kraftige ekkoer fra MC-5 og Stooges: Bragende bas og trommer, flintrende elguitar. I det hele taget vaskeægte tråd på punknedtur, så man tydeligt hører, at rockdrømmen fra 1960'erne for alvor havde knækket nakken.

 HansnJulian Cope
Jehovahkill
 
Jehovahkill bevæger Julian Cope sig ned af rock'n'rollens mørke stier i et krautrock-inspireret lydlandskab med slæbende rytmer, dybe trommer, skrabende guitarer og enkle melodier, der - når det passer Cope - viser hans talent for at skrive fængende popsange. Pladen igennem har numrene sigende titler som "Fear Loves This Place", "No Hard Shoulder to Cry On" og "Akhenaten".

 

HansnHüsker Dü
The Living End
 
Optaget under Hüsker Düs afskedstur. Et arsenal af klassiske Hüsker Dü-sange mixet af deres faste lydmand, hvilket giver lyden mere punch og bid, end man er vant til fra studiepladerne. Bob Moulds trademarkede, snerrende lydbad-guitar, Gran Harts fortræffelige energi-gennem-begrænset-teknik og Greg Nortons enkle bas kommer i den grad igennem. En perfekt præsentation af bandet og en udmærket samling numre. Pladen er lang, men for kort.

Af Andreas Hansn

 

BalderIbrahim Electric
Ibrahim Electric Meets Ray Anderson
Da mit hovedinstrument er trombone - eller, som det hedder på godt dansk, trækbasun - vil jeg ved denne lejlighed forsøge at rette eventuelt nysgerrige læseres opmærksomhed over mod en unik trækbasunist ved navn Ray Anderson, som også nu og da synger - bl.a. i gruppen Slickaphonics, hvis plader, hvis de stadig kan findes, muligvis kun kan fås på vinyl. Jeg kunne nævne mange andre sammenhænge, hvor Ray sætter sit præg på musikken, men man skal jo starte et sted, hvis nu én eller måske tre skulle få interesse for at udvide deres kendskab til, hvor ekspressivt et instrument som trombonen kan være i de rette hænder og sat for en flab som Mr Andersons. Stefan Pasborg fik sidste år mulighed for at samle et orkester til en koncert på - ja, jeg skulle måske ikke nævne det, da det kunne sætte en fordom eller to ind imellem denne anbefaling og beslutningen om at høre den, men det kan jo alligevel ikke skjules - Copenhagen Jazzhouse. Koncerten blev optaget og senere udsendt med titlen Ibrahim Electric Meets Ray Anderson. Fra første ansats spiller Niclas Knudsen et guitar-groove i højt gear med så megen energi, at man blot skal skrue op for at bilde sig selv ind, at man sidder til koncerten. Det kan godt være, at rekvisitter som cigaretter og øl også er nødvendige for nogle, men det er vel et mindre problem, når først man har fået fat i skiven. De fire herrer, hvoraf jeg mangler at nævne organisten Jeppe Tuxen, formår at puste nyt liv i en stilart, som vi sjældent hører noget til under vort skydække - og så er det måske endda tvivlsomt, om det kun er en stilart, så jeg tør ikke klistre nogen etikette på musikken. Men skulle jeg antyde hvilken betegnelse, jeg ville overveje - blot som en vejviser for hvilken afdeling, vi befinder os i - bliver det "rhythm and blues". Så må du selv gætte, at kapelmesteren spiller trommer - og nu, hvor jeg alligevel lod dét sive ud, vil jeg ikke undlade at skrive, at det gør han fremragende, men så vil jeg heller ikke røbe mere.

BalderFela Anikulapo Kuti 
Original Suffer Head / Power Show
Fela Anikulapo Kuti er en musiker, jeg igen og igen finder frem i min pladesamling, og det sker da også, at jeg køber en af de udgivelser, jeg ikke har i samlingen. Det er en fascinerende maratonmusik, der energisk skramler over stok og sten på festpladsen. Og hans orkester spiller med den afrikanske filosofi, at man da ikke på forhånd kan vide, hvor lang tid musikken kan spille i dag. Så synges eller måske rettere fortælles der løs i en meget stemningsfuld mellemting mellem sang og speak/rap/bøn. Det er afro groove, når det er mest moderne og stadig analogt, for musikken kunne godt kaldes techno. En udgivelse, jeg vil foreslå at høre, er Original Suffer Head / Power Show, som stadig kan fås på en cd, hvor der også er et ekstranummer med Kutis Afrika 70-orkester, som hedder "I.T.T. - International Thief Thief". Albummet er godt nok 25 år gammelt, men måske netop derfor er det oplagt at nævne det som noget, jeg stadig synes er interessant - og vi har jo ikke nem adgang til nutidig afrikansk musik af den sorteste slags.

Balder Dr. John
Gris Gris & Creole Moon
Jeg vil også lige sætte et vejviserskilt, der peger på denne ældre herre, som jeg stiftede bekendtskab med i slutningen af 60'erne, hvor han udgav sin første lp under dette navn - eller rettere under navnet Dr. John The Night Tripper. En plade, som rummer både mystikken fra 60'erne og New Orleans. Det hed Gris Gris og har ikke noget at gøre med Århus Studenterforeningens arrangement omkring samme tidspunkt, hvor den havde annonceret, at der ville blive slagtet en pattegris under en happening. Men for nu at lede opmærksomheden hen på noget, der er knap så voodoo-funderet og er mere party-agtigt, er hans sidste udspil, Creole Moon, en dejlig plade - også selv om jeg må indrømme, at den kunne godt have været spillet og produceret mere beskidt.

Af Jens Balder

 

JørgenVarious Artists
The Great Daniel Johnston: Discovered Covered
En af mine absolutte favoritter fra reolen er den opsplittede original/cover-cd fra/om Daniel Johnston: Discovered Covered. To skiver med de samme 18 numre på: Den ene med Johnstons egne skramlede kælderoptagelser, den anden med indlevende fortolkninger fra bl.a. Tom Waits, Beck, Gordon Gano, Sparklehorse, Teenage Fanclub, Mercury Rev og Eels. Den alt for tragiske livsskildring, der rulles ud i dokumentarfilmen The Devil and Daniel Johnston af Jeff Feuerzig, bliver på Johnstons egen original-cd understreget af spinkle sangskitser, der virker så perfekte, som de overhovedet kan blive. Fortolkningerne på cover-cd'en står i deres overordnede udtryk helt for sig selv og har på den måde intet med originalerne at gøre, udover at de er velmente ovationer lavet af venner til, og fans af, en nulevende 44-årig kunstner, der nu er fed, pacificeret, medicineret og bor hos sine ultrareligiøse forældre i Texas. Sidstnævnte faktum er vel netop også årsagen til, at Johnston på coveret står med en buket røde roser og hatten i hånden ved siden af sit eget gravmonument. Gravskriftet er: "Sorry Entertainer".

JørgenMick Harvey
Intoxicated Man 
Efter en solid fortid i Nick Caves Birthday Party og The Bad Seeds solodebuterede Mick Harvey i 1995 med en håndfuld fortolkninger af Serge Gainsbourgs store sange. Der er en tung arv at løfte, når der pilles ved den slags, men Harvey formår at bevare den underspillede, fortættede stemning, som Gainsbourg mestrede i store dele af sin produktion. Mick Harvey duetterer pladen igennem med Anita Lane, der fint indtager bl.a. Jane Birkins, Brigitte Bardots og Charlotte Gainsbourgs roller som et nødvendigt kvindeligt modspil på et krævende album som dette. Pink Elephants, der rummede yderligere 16 Gainsbourg-fortolkninger, udkom i 1997.

Af Jørgen

Af Peter Laugesen & Singvogel, 14. jun 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen