Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Gæsteanmeldere: Barra Head
Gæsteanmeldere: Barra Head
26. aug 2006 [Gæsteanmelder] Den københavnske math- eller støjrock trio Barra Head er et suverænt bevis på den innovative entusiasme og foretagsomhed, der præger dansk musik i disse år. Det er et band, der i bogstavelig forstand brænder lyset i begge ender – både som selvstændige artister og medejere af det lille, kvalitetsbevidste selskab Play / Rec, som bl.a. har udsendt albums med Mount Eerie, Lack og Monoton.
Barra Head udgav tilbage i 2001 debuten Songs and Depatures. Albummets på en gang komplekse og eksplosive materiale trak nok veksler på såvel Fugazi som June Of 44 og Sonic Youth, men viste frem for alt et selvbevidst og knivskarpt band, der selv kunne udstikke retningslinjerne. Dette blev endda særdeles tydeligt på den ganske fremragende efterfølger We are Your Numbers fra efteråret 2004 og senest på årets Roskilde Festival, hvor bandet efter sigende gav en aldeles forrygende koncert. Geiger fandt det under alle omstændigheder på høje tide at lade Barra Head kigge indenfor som gæsteanmeldere. De tre medlemmer Mikkel Jes Hansen, Arvid Gregersen og Jakob Hvitnov giver med deres forskellige anbefalinger et spændende blik ind bandets umiddelbare valgslægtskaber, som ikke overraskende rækker helt tilbage til især hardcore-miljøet omkring Dischord. Anbefalingerne demonstrerer dog også – som man får at se – et større musikalsk register og ikke mindst en forfriskende spændvidde. Der er nemlig også fundet plads til Bonnie Prince Billy, The Supremes og Joy Division. (Mikkel Jes Hansen) ”Verdens bedste plade”… Jeg tror, jeg tænker den tanke 4-5 gange om dagen. Og vel at mærke om 4-5 forskellige plader. Jeg er én af dem, der laver lister, og særligt omkring min pladesamling. Om de bedste, mest betydningsfulde, de mest triste, de mest glade albums osv osv. Jeg forelsker mig dog hovedkulds i det ene album efter det andet, så mine lister er derfor aldrig andet end mere eller mindre arbitrære udpluk af hvad der har været forbi pladespilleren i løbet af de sidste par dage. Her er lidt om 4 plader, der dog er blevet spillet flittigt hos mig gennem længere tid. June of 44 Engine Takes To The Water (Quarterstick Records, 1994) June of 44Alt ved denne plade er dragende. Coveret er et lækkert groft papomslag med enkelt silkscreen tryk, vinylen er tung, titlerne er underlige og albummet ligner umiddelbart en konceptplade om sejlads! June Of 44 var en supergruppe bestående af 4 eminente musikere, hvis navne jeg kendte og kom til at kende fra en masse fantastiske bands. Først og fremmest sanger og guitarist Jeff Mueller, der senere lavede rigtig gode plader både solo og med Shipping News, desuden trommeslageren Doug Scharin, der også har indspillet med Codeine og nu primært spiller med Him, Sean Meadows, der har lavet plader med bl.a. Lungfish og Fred Erskine, der spillede med det legendariske Dischord-band Hoover. Albummet er uhyggeligt stemningsfuld samtidigt med at det er musikalsk meget udfordrende at lytte til. Specielt er guitarspillet utroligt, afvekslende med huggende skæve akkorder, lækre overtoner og overraskende melodiske forløb. Doug Scharin’s trommespil er ligeledes fantastisk, rytmisk komplekse forløb, men alligevel nærmest ”funky”. Mueller skiftevis råber, taler, hvisker og snøvler de mærkelige, men dragende tekster. De fleste ville nok fremhæve Slint’s Spiderland som det mest indflydelsesrige album for math/post/rock/halløj-scenen. Personligt har June Of 44 rykket mere for mig. Jeg har kun set June Of 44 en enkelt gang, nemlig på Loppen engang i slut-90’erne. Bandet var mit absolutte favoritband på det tidspunkt og jeg havde en forventning om, at en masse mennesker måtte dele min begejstring, men der var vel omkring 20 mennesker tilstede. Det var noget af et antiklimaks, men sådan var musikscenen i Danmark vel på det tidspunkt. Det var dog en fremragende koncert. I 2001 spillede Barra Head et par shows med Jeff Muellers nye band Shipping News, og Jeff er en af de rareste mennesker jeg har mødt, på trods af at jeg garanteret var irriterende fan-agtig. CRASS Stations of the CRASS (CRASS Records, 1978) CRASSCRASS og CRASS Records handlede om langt mere end blot musik. CRASS var en ideologisk position, en bidsk kritik, en kunstnerisk kollektiv bevægelse. Og skal jeg være helt ærlig var det mere baggrunden for CRASS, end det var den skarpe punk musik, jeg først faldt for. CRASS lavede politiske happenings, som blevet taget alvorligt, og efter sigende flere gange diskuteret i det britiske parlament, de arrangerede musikfestivaler, lavede kunstudstillinger, opførte teaterstykker og lavede film. De var også nogle af de allerførste, hvis ikke de første, til at lave eget DIY pladeselskab, der rent faktisk var levedygtigt. Ikke ud af nød; debutalbummet The Feeding of the 5000, der udkom på Small Wonder Records, var en pæn succes, og Stations of the CRASS solgte efter sigende mere end 20.000 eksemplarer på to uger. Men som punk bølgen blev mere og mere kommerciel, og bands som Clash og Sex Pistols blev big business, ønskede CRASS kollektivet at vise, at DIY-etikken ikke blot var tom snak og attitude. CRASS Records udgav plader med en klar stillingtagen til, hvor meget en plade burde koste, hvordan den skulle distribueres osv. De trykte ”pay no more than 2 £” på deres pladecovers for at holde salgspriserne så lave som muligt. Og CRASS Records har været banebrydende og kæmpe inspirationskilde for et væld af de indie selskaber der eksisterer i dag, heriblandt Dischord, Southern, Rough Trade etc… Og da også for vores eget lille selskab Play/Rec. Men hvad så med musikken? CRASS har altid haft deres egen tilgang til punkmusikken, og de har eksperimenteret mere end de fleste på den scene. På Stations of the CRASS er specielt rytmegruppen spændende. Underlige synkoperede beats, der alligevel har en fed energisk fremdrift. Teksterne er skarpe, og ingen går fri for kritik. Strengeinstrumenterne er vilde og uregerlige. En sjældent original punkplade. Dinosaur Jr. Green Mind (Blanco Y Negro, 1991) Dinosaur Jr.Green Mind er nok den plade i min samling, der er blevet spillet allermest. Det var én af de første lp’er, jeg købte med mine egne penge, og også én af de første, der gav mig lyst til selv at spille musik. Jeg blev med det samme forundret og fascineret af Green Mind. Den lød som intet andet, jeg havde hørt på det tidspunkt, og er for mig én af de plader, der stadig har magi over sig. Hvis jeg sætter den på idag for at analysere den, eller beskrive den udfra såkaldte ”normale” kriterier, så kan jeg da godt høre, at pladen ikke er noget særligt. J Mascis kan altså ikke synge, teksterne er noget værre rod, lyden er totalt domineret af alt for mange guitarspor, og kompositionerne er temmelig ordinære. Men Green Mind er alligevel et helt fantastisk album, hvis man overgiver sig og lader være med at spekulere på, hvorfor det egentlig er så godt. Den har sig helt eget udtryk, der gemmer på en sær blanding af vildskab, rastløs energi og melankoli. I 1991, hvor jeg var en knægt på 15, var den blanding et meget passende lydspor til mit liv. Samtidigt blev jeg meget fascineret af den sky J Mascis. Han var aldrig til at gøre sig klog på, og i sine interviews snøvlede han mest om frøer, golf og andre mærkelige ting. Der var ingen clues til at forstå, hvad Dinosaur Jr egentlig handlede om, ingen attitude eller scene at kontekstualisere musikken i forhold til. Derfor blev det i så høj grad egne erfaringer og følelser, der blev kædet sammen med den plade. Dinosaur Jr og Green Mind i særdeleshed blev derfor nærmest en mytisk og gådefyldt plade for mig. I 1991 eller 1992 spillede Dinosaur Jr i Pumpehuset i København, og den koncert står for mig stadig som én af de allerstørste koncertoplevelser. Vanvittigt højt og vanvittigt godt. Greg MacPherson Sun Beats Down (Play/Rec, 2006) Greg MacphersonGreg MacPherson er nyeste mand i Play/Rec-familien. Jeg hørte ham første gang for ca. et år siden, men blev hurtigt kæmpe fan, og jeg har siden arbejdet hårdt for at kunne udgive Gregs sange i Europa på Play/Rec. Tidligere var de kun tilgængelige i Canada og USA, og kun på cd. Det lykkedes, og albummet Sun Beats Down er kommet på cd og lp her i foråret og opsamler de bedste sange fra Greg’s tidligere udgivelser. Jeg er så pavestolt af den plade! Forhåbentlig er det kun den første i en lang række på Play/Rec. Greg MacPherson er sangskriver af den gamle skole, historiefortæller med noget på hjerte. Woody Guthrie, Bob Dylan og alle de store sangskrivere er naturlige referencepunkter. Men Greg er samtidigt kraftigt påvirket af punk og art-rock scenen, og der er noget kant og nerve over Greg’s sange, der gør dem helt unikke. Greg optræder og indspiller både som solist, som en duo, en trio eller kvartet, lavmælt akkustisk eller højintenst elektrisk. Han har en ufattelig spændvidde i sit udtryk, og alligevel har han sin helt egen lyd. Stemmen er klar og insiterende, guitarspillet er utraditionelt; han hiver og flår i de strenge. Teksterne er politiske, men på en reflekterende og perspektiverende måde, aldrig den selvtilfredse løftede pegefinger (eller knytnæve, for den sags skyld). Greg MacPherson var i Danmark i foråret og spillede fire vidt forskellige koncerter med vidt forskelligt repertoire. Live er han en kæmpe oplevelse, han vandrer hvileløst rundt på scenen, mens han tæsker løs på sin guitar og synger som gjaldt det selve livet. Jeg havde samtidigt den fornøjelse at have ham som gæst i mit hjem. En helt igennem fantastisk og rar person med noget på hjerte. ________________________________________________________________________________ (Arvid Gregersen) Helmet Meantime (Interscope, 1991) HelmetMeantime er en af mine favorit metalplader fra starten af halvfemserne. Dens unikke blanding af snørklede riffs og kontant rytmik gik rent ind hos mig. Hvis denne plade var et ansigtsudtryk ville den være rynkede bryn og tænder sammenbidt så tæt, at selv ikke éns tilbageholdte åndedræt ville kunne komme igennem (hvis man mod forventning skulle få kontrol over sine lunger). Den er vred, kontant og kompromisløs. Men den er også melodisk. For folk, der ikke kender Meantime, kan et glimrende eksempel på dette høres ved nummeret ”Unsung”. Man kommer ikke meget længere end halvvejs, før éns finger uimodståeligt søger skip-back-knappen, så man kan høre det igen. Der er nu god grund til at lade være og sætte hele pladen på repeat-all i stedet, for den er spækket med gode numre. Blandt mine andre favoritter er nummeret ”In the meantime” og supernummeret ”FBLA II” med en snublende rytmik, kun Helmet kan slippe af sted med. Det er inderligt og helt sig selv. Det er en lige højre til mellemgulvet og et solidt hook. 36 minutter og 55 sekunder efter man trykkede play, ligger man på kanvassen og spekulerer over hvad der ramte én. Simpelt: Det var Meantime af Helmet. Fed plade! Bonnie ’Prince’ Billy I See A Darkness (Drag City, 1999) Bonnie 'Prince' BillyDa jeg første gang hørte I See A Darkness, var jeg helt solgt. På trods af at jeg ikke tidligere havde gjort mig i country/americana eller hvad han ellers karakteriseres som, var der noget, der instinktivt fik mig til at spidse ører. Den desperate vokal og de dystre tekster fik mig til at give pladen et lyt mere. Det var nok. Numre som ”A minor place”, ”I see a darkness”, ”Death to everyone” og ”Black” er fantastiske numre, der med deres melodiøse inderlighed brænder sig ind under huden og fæstner sig der. Denne plade var min vej ind til det omfattende bagkatalog som Will Oldham (manden bag Bonnie ’Prince’ Billy) har på samvittigheden. Han har også udgivet plader under navnene Will Oldham, Palace og Palace Brothers. Det som gør I See A Darkness speciel er i mine øjne, at Will Oldham her formår at samle det skæve og det tilgængelige i en unik blanding. På I See A Darkness mødes det i skøn forening – det er unikt og lige til på samme tid. Derfor er pladen genial. Når man så først har fået øjnene op for Oldhams geni, bør man uden tøven kaste sig over resten af bagkataloget, der tæller mange dejlige plader. Nine Inch Nails The Downward Spiral (Interscope, 1994) Nine inch NailsTrent Reznors hovedværk fra 1994 er i mine øjne et af de mest interessante hybrider mellem metal og industrial, der endnu er lavet. På denne plade rammer Reznor en unik balance mellem sin skrøbelige poesi og den fremmedgjorte musik. Jeg hører pladen som et konceptalbum, der overordnet set handler om en persons vej mod bunden. Vi kommer i lyrik og musik gennem følelser som aggression, frustration, irritation, desperation og resignation. Men det bliver aldrig forsimplet eller bøjet i neon, hvilket er pladens store force. Der er masser at komme efter i både musik og tekst. En af mine favoritpassager er denne: ”I’m always falling down the same hill – bamboo puncturing this skin – and nothing comes bleeding out of me just like a waterfall i’m drowning in – 2 feet below the surface I can still make out your wavy face – and if I could just reach you maybe I could leave this place”. Det er dunkelt og betagende på samme tid. Mens man (måske) kan beskylde Reznor for at stå lidt i stampe musikalsk på de senere plader, kan man altid søge tilbage til denne plade og nyde det martrede sind af et musikalsk geni folde sig helt ud. Selvom man kan betages af det ”over-hals-og-hoved-had” som kunstnere som tidlige Marilyn Manson og Ministry lagde for dagen, bliver det aldrig så intenst som hos Nine Inch Nails, og det er netop nuancerne, der er til forskel. Det er dem der gør, at mine NIN-plader luftes oftere end førnævnte kunstnere. NIN er et hoved foran. Ét bogstav bedre, om man så må sige... Dub Tractor An Evening With… (1996) Dub tractor er ikke det værste selskab en sen aften eller nattetime. Bløde klangflader og klassiske trommemaskiner i fuldt vigør. Det er veludført ambient af den bedste slags. Det er ikke intetsigende, men heller ikke anarkistisk og udfordrende som Aphex eller Autechre. Det er musik, der går lige i mundvigene og trækker dem opad. Fokus er lagt på de simple gode Kraftwerkske melodier og et straight forward groove. Ikke noget fikumdik. Bare god musik. Når jeg foretrækker debuten frem for Dub Tractors senere plader (som er ganske glimrende), så er det fordi, at An Evening With har noget humor og variation i sig, som de senere plader måske savner lidt. Den er spækket med gode melodier, der bliver siddende, og et glimt i øjet, der smitter. Det er ikke en plade, der gør stort væsen af sig, men den underspillede charme er netop det, der gør An Evening With til et must i pladereolen. For Dub tractor er ikke det værste selskab, man kan have - det er noget nær det bedste. ________________________________________________________________________________ (Jakob Hvitnov) “The Album is Fuckin’ Dead!” For de af os, der er vokset op i albummets tidsalder, er det svært at forestille sig, at der nogensinde har været andre måder at formidle musik på. De 45 minutters spilletid, ekstensiv baggrundsinfo og det visuelle indtryk af coveret kan synes at være det eneste rigtige format at nyde musikken i. Derfor kan det virke hårdt, at nutidens unge ser stort på formatet og finder lige præcis den ene sang, de har lyst til, på I-Tunes. Men vi, der elsker albummet, må sande, at dette format blot er en parentes i populærmusikkens historie, og at den eneste grund til det nogensinde blev dominerende var, at det var billigst at producere. Ingen kunstneriske hensyn der. Derfor denne lille, personlige hyldest til singlen, der nu igen skal til at være dominerende format, og et forsøg på at dulme hovedrysten og frygt for musikkens forfladigelse. For singlen kan være noget, som albummet aldrig bliver: Kort og præcis. Og det er set mange gange før, at en enkelt sang på det rette tidspunkt har vendt op og ned på mange ting. Muddy Waters< ”Rollin' Stone” / ”Walkin' Blues” (10” Laquer single, Chess Records - #1426, 1950) Chess Records dokumenterede grundigt den amerikanske blues, da den var i sin mest kreative og unge fase. Muddy Waters’ ”Rollin’ Stone”-single danner ikke alene baggrund for et senere meget berømmet engelsk rockbands valg af navn. Den, og resten af Chess’ udgivelser af den elektrificerede blues’ pionerer, var den mest grundlæggende lærdom for alle rockens store ikoner i 60’erne og 70’erne – fra Hendrix over Clapton til Townsend. Det er og bliver et held for os alle, at gudbenådede talenter som Waters, Robert Johnson, John Lee Hooker og ligesindede blev repræsenteret til trods for deres lave sociale status i et samfund, der også dengang fejlede i omgangen med efterkommere af egne slaver. Elvis Presley, Scotty & Bill “That's All Right” / “Blue Moon Of Kentucky” (7”, Sun Records - #209, 1954) I løbet af 50’erne begyndte den hvide amerikanske middelklasseungdom at relatere til den umiddelbarhed og energi, som Rhythm & Blues leverede i rå mængder. Sam Philips, der startede Sun Records som udbryder af Chess, så pludselig et nyt marked åbne sig, og han fik efterhånden placeret om ikke pæne, så i hvert fald acceptable hvide drenge bag instrumenterne. Med et cover af den gale/geniale Arthur ”Big Boy” Crudup’s ”That’s Allright Mama” blæste den unge mors dreng, Elvis Presley, lige pludselig ind på ethvert teenageværelse i nationen. Rock ’n’ Roll blev begrebet, som de nye stærke teen-forbrugere med oprør i maven og ild i danseskoene fik hæftet på sig, og så kunne Amerikas bund-konservative establishment ellers begynde at ryste i bukserne. Det gør de fortsat – og den dag i dag beskyldes Rock ’n’ Roll for at være djævelens redskab til fordærv af de unge sind – som en af de fordærvede kan jeg kun sige: Rock On! Supremes “My World is Empty Without You” / “Everything is Good About You” (7”, Motown, 1965) I Motor-city Detroit opstod i begyndelsen af tresserne den mest effektive hitmaskine, planeten endnu har set. Berry Gordy grundlagde Motown (med eget distributionsnetværk) af mere nød end lyst. Ingen af de større labels ville arbejde med de artister, han repræsenterede som manager, og så var der ikke andre veje at gå end sin egen. På denne single fandt Motown for alvor sin lyd, der både trak veksler på den tidligere Rhythm & Blues, men også kiggede over hækken til Rock ’n’ Roller’ne og deres måde at gribe tingene an på. I en tid, hvor albumformatet endnu ikke var dominerende, var Motowns ufattelige evne til at spotte talentfulde sangskrivere, musikere og solister uovertruffet, og Motown står fortsat ubesejret som det label, der har produceret suverænt flest hitsingler i musikhistorien. Alt sammen gjort med så stor omhu og omtanke for den gode sang, at hver ny single inspirerede og oplyste folk fra Bob Dylan til John Lennon. Joy Division “Love Will Tear Us Apart” (12”, Factory, 1980) Manchester-baserede Factory records trænger nok ikke til den store introduktion i en tid, hvor utroligt mange søger tilbage til den unikke lyd, som selskabets artister skabte. ”Love Will Tear us Apart” er ikke Joy Divisions eller Factorys første, ej heller bedste, single, selv om der selvfølgelig er tale om stor, stor kunst. Singlen er valgt, fordi den er det tidligste eksempel på det, der skulle gøre Factory helt specielt: Den fuldstændigt uprætentiøse og ligefremme brug af elektroniske elementer i punk. Pludselig var der ikke længere en hård skillelinie mellem diskere og rockere, og alle kunne mødes omkring en velspillende DJ og en håndfuld ecstasy. På Manchester-scenen katalyseredes firsernes oprørstrang til musikalsk modkultur, på en ganske anden måde end den blev det i Yuppie barerne, hvor Lacoste-klædte mænd udvekslede personlige succeshistorier over en California Cooler og en streg Coke. Minor Threat S/T AKA Filler (7”, Dischord, 1981) Noget ganske andet foregik nogenlunde samtidigt i USA, hvor punkens hyldest til det asociale blev transformeret til en bevægelse, der søgte nye og bredere rammer at udtrykke sig i. Musikken var udpræget ungdommelig, med højt tempo og masser af energi, men spillestederne var kun for de over 21, så var man yngre, fik man et stort sort kryds på hånden, så man ikke gik i baren. Deraf udgik straight-edge-bevægelsen, der i sit ophav blot var en af mange socialt engagerede og energiske dele af en punk-scene, der i denne periode var arnestedet for forståelsen af punk som en frigørelse fra forbrugersamfundet og dets trøstesløse forstadsmiljøer. At det hele senere gik i fisk og indviklede sig til puritansk og fordømmende tomgang, kan man kun begræde. Public Enemy ”Welcome to the Terrordome” (12”, Def Jam, 1989) Protest var der også masser af hos Public Enemy, der i deres militante fremtoning og holdning langt overgik, hvad Rage Against The Machine senere skulle blive så populære på. PE langede ud mod alt og alle, der holdt den afro-amerikanske befolkning tilbage fra at indfri sit potentiale, og næsten 40 år efter Chess Records forsøgte at dokumentere den kulturelle spændvidde hos den sorte del af Amerikas befolkning, var der altså fortsat rigeligt at være vred over for Chuck D og hans medsammensvorne. ”Welcome to the Terrordome” blev udsendt som musikvideo i instrumental version, så MTV generationen kunne være førstehåndsvidner til en gang skramlet, kontant og effektiv beatjonglering på lydsiden, kombineret med billeder af PE’s egen paramilitære gren, der trænede til den store revolutionære kamp – uden nogen som helst form for forklarende eller udglattende tekster. Stærke sager for mange! Modsvaret blev bl.a. etableringen af Parents Music Resource Center – en lobbygruppe mod provokerende musik, der nok er mest kendt for de sort-hvide ”parental advisory” klistermærker. Denne gennemgang af klassiske singler er langt fra fyldestgørende! Der findes et væld af andre singler, der har provokeret, inspireret og revolutioneret i mindst samme grad, som albummet har formået. Så i mine øjne ser fremtiden lys ud for den gode sang og den banebrydende musik. Singleformatet stiller store krav til kunstnere og labels, men det kan beviseligt også være bærer af stor kunst, så der er nok ikke meget andet at gøre end at komme op på hesten, skrive bedre sange og gøre sig klar til singleformatet. Formatskift har før udraderet selv nogle af de største labels og har sendt store navne ud i glemselen. Så lev med singlen, eller dø med albummet.

Af Barra Head, 26. aug 2006


Yderligere information

www.playrec.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen