Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Torturing Nurse

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur
Gæsteanmeldere: Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur
10. mar 2005 [Gæsteanmelder] “Intimpop” kalder Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur den musik, de over nu to fuldlængde-udgivelser og en lang række koncerter har udviklet ved at kombinere en eksperimenterende lo-fi-attitude med Faurholts solide, skrøbelige og mere traditionelle sangskrivning, der som oftest tager form på en akustisk guitar. Allerede den selvfinansierede cd-r Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der udkom efter, at Faurholt i forvejen havde skabt sig et vist navn som solist på Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, vakte pæn opmærksomhed i 2003 med sit skæve, opfindsomme og ikke desto mindre intense take på singer-songwriter-arven. Siden da har gruppen dog skruet ambitionsniveauet endnu højere i vejret og netop udsendt albummet Queen of Hope på Quartermain Records.

Det nye album ser den faste trio Faurholt (sang, guitar) og Sweetie Pie Wilbur (vokalisten Trine Omø samt multiinstrumentalisten Kasper Rønberg Schultz) flankeret af bl.a. Torsten Larsen og Tore Johansen fra Larsen & Furious Jane samt produceren Marc Kellaway. Sidstnævnte arbejder Omø og Schultz i øvrigt sammen med i det skramlede avantgardeprojekt The Presidents Heart, der i sig selv er et af landets mest spændende nye orkestre. Og med den nytilkomne bassist Mads Wæhrens på holdet, kan man roligt se frem til at høre de nye sange rundt omkring på landets scener i de kommende måneder.

Inden da kan man dog passende anskaffe sig Queen of Hope, sætte den på afspilleren og nyde denne rundtur i medlemmernes private pladesamlinger.

Jacob Faurholt:

Woven Hand
Consider the Birds
(cd, Sounds Familyre, 2004)

Consider the BirdsDavid Eugene Edwards er uden tvivl en af de mest karismatiske og intense sangskrivere, jeg har oplevet på en scene - både med bandet 16 Horsepower og i soloprojektet Woven Hand. Den første plade, jeg købte med ham, var 16 Horsepowers live-album Hoarse, hvorpå det lykkedes at indfange en god del af intensiteten fra bandets optræden. Til trods for, at jeg synes mere end godt om 16 Horsepower-pladerne, har jeg nu valgt at anbefale David Eugene Edwards tredje album under navnet Woven Hand. Det er et intenst, mørkt og stemningsfuldt album - om muligt mere insisterende end før hørt fra dennes side. Hvis man ikke kender til hverken 16 Horsepower eller Woven Hand i forvejen. bør man dog nok starte med 16 Horsepowers Sackloath & Ashes eller Woven Hands selvtitulerede debut. Sidstnævnte er en noget lysere affære.

Laakso
I miss you, I'm pregnant
(cd, Adrian, 2003)

LaaksoJeg var begejstret, da jeg i sin tid hørte svenske Laakso's debut-ep Long beach. Jeg købte den efter at have hørt nogle fine mp3er med bandet på Morningside Records' (som distribuerer Laakso) hjemmeside. Det var dog først med I miss you, I'm pregnant, Laakso's første fuldlængde-album, at jeg overgav mig helt. I forhold til Long beach er musikken blevet mere rå og kantet, hvilket tiltalte mig i højere grad. Ellers indeholder I miss you I'm pregnant skæve, intense popperler, som der mildest talt ofte er drøn på. Indimellem er der også blevet plads de til smukke, sørgmodige og ofte højtsvævende ballader, hvilket giver en god kontrast. Og så kan jeg slet ikke stå for sanger Markus Krunegårds grådkvalte stemme. Det er en fin og meget anbefalelsesværdig plade!

Trine Omø:

Coco Rosie
La Maison de Mon Reve
(cd, Touch & Go, 2004)

La Maison de Mon ReveCoveret er frygteligt kikset. Det minder mig om de sort/hvide porcelænsmasker, jeg havde hængende på mit lyserøde værelse i 80'erne. Faktisk er det så grimt, at det umuligt kan være et forsøg på at være retrosmart. Musikken er eventyrlig uden at være nuttet. Eksperimenterende uden at være indadvendt, hashtågeagtig eller ligegyldigt kæk. Svær at genreplacere, men dog ret folk-inspireret. Produktionen er skramlet, men stadig klar. Den ene af pigerne har en skinger og tør vokal, der hele tiden vibrerer. Pladen er fyldt med knitrende lyde og samples samt et hav af real- og legetøjslyde. Melodierne er smukke og til tider sørgmodige. Jeg er ikke særlig god til at sætte ord på musik, når jeg ikke ved, hvem jeg taler til, men jeg har da gjort et forsøg. Jeg elsker denne plade og anbefaler den derfor. Måske er den i virkeligheden en god blanding af de to bands, jeg selv medvirker i, nemlig det melodiøse Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur og det uregerlige The Presidents Heart. Det kan man så få ud af, hvad man vil!

Kasper Rønberg Schultz:

Movietone
The Sand and the Stars
(cd, Domino, 2003)

The Sand and the StarsJeg er fuldkommende fortabt i denne blændende, blændende plade. Den udmærker sig især ved begavet sangskrivning, detaljerede arrangementer, akustisk støj og en skarp, autentisk produktion. Pladen er optaget hist og pist (hovedsageligt udendørs) på bærbart optageudstyr. Lyden er rå og blottet for effekter. Instrumenteringen er ganske alsidig og tæller både banjo, guitar, trommer, klarinet, harmonika, klaver, glas, hjemmebygget kubeformet bas osv. Jeg har indledt et livslangt kærlighedsforhold til sangen "Pale Tracks", som er intet mindre end et sublimt øjeblik i den moderne musiks historie. Jeg kunne flæbe. Men jeg er også et håbløst romantisk fjols.

Music Tapes
1st Imaginary Symphony for Nomad
(cd, Merge, 2004)

Music TapesJeg havde ikke ejet denne vidunderbastard længe, førend jeg smaskplaskforelskede mig i dens genvordige trash-æstetik. Det musikalske ståsted er ikke langt fra Animal Collective's sære folk, The Microphones finurlige eksperimenter eller (med lidt godt vilje) Little Wings i den gammelpoppede hyggekrog. Ordene er som taget ud af en barnagtig sci-fi gyser og danner ét langt forløb, hvori en ambitiøs opfinder skaber stakkels lille Sailor, som bliver født (af forfaderen til vor tids støvsuger) ind i en barsk verden af triste miner, vrede fædre og eksistentiel ensomhed. Pladen er som helhed en sørgelig historie, hvori det hele går grueligt galt for menneskeheden. Jeg vil ikke røbe for meget, men der er tale om en intergalaktisk tåreperser af rang! Jeg fristes til at kalde Music Tapes for cigaræskemonumental nostalgipop, men det er da alligevel nok for stor en omgang kunstfims til, at jeg sådan rigtig kan stå ved det.

Blonde Redhead
In an Expression of the Inexpressible
(cd, Touch & Go, 1998)

Blonde RedheadDer er noget ganske intimiderende over de amerikansk-italienske Pace-tvillinger og japanske Kazu Makino. Musikken er lige så hysterisk, som den er forfængelig. Sexet og brutal. Dette album er et dragende storbymareridt, hvor angsten og skønheden er lige fængslende. Jeg vil gerne fremhæve Simone Paces trommespil, for det er simpelthen i særklasse. Han yder et uvurderligt bidrag til denne plade med sin enkle, men præcise kreative tænkning.

Mads Wæhrens:

Rufus Wainwright
Want Two
(cd, Dreamworks, 2005)

Want TwoRufus Wainwright er gammeldags og ikke særlig nyskabende, men han har sin helt egen stil alligevel - og han er fantastisk! Den eneste anmeldelse, jeg har læst af Want Two, har været ret negativ, og på sin vis er det forståeligt, for albummet er ikke let tilgængeligt. I modsætning til den foregående Want One, har Want Two et mere indadvendt og personligt præg. Det er et album med mange stille sange på, og det er svært at udpege et nummer, som kunne have "hit-potentiale", men som helhed hænger det fantastisk godt sammen. Åbningsnummeret "Agnus Dei" er ret dystert, men samtidig også utroligt smukt - og det er en god indledning til et lidt komplekst album. Flere af sangene rummer (ikke overraskende, men mere udpræget end tidligere) elementer fra den klassiske musik - f.eks. "Little Sister" og "The Art Teacher", som nok er min favorit. Det klassiske tilsnit er godt, men kan måske virke lidt pudsigt… Men det er nok netop disse elementer, som gør albummet tidløst for mig.

Den eneste svage sang mener jeg er "Crumb by Crumb", som desværre går hen og bliver lidt kedelig. Afslutningsnummeret "Old Whore's Diet", hvorpå Antony fra Antony and the Johnsons synger med, er i første omgang også en lidt tynd kop te, men sangen vokser med tiden og slutningen er på grænsen til det sublime. Her smelter Antony og Rufus' stemmer sammen på en helt fantastisk måde.

Want Two kræver tid – og hvis man har det, bør man bruge lidt af den på Rufus Wainwright.

Af Jacob Faurholt, Sweetie Pie Wilbur og Steffen B. Pedersen, 10. mar 2005
Foto: David Bering


Yderligere information

Besøg bandets hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen