Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Knút Háberg Eysturstein
Gæsteanmelder: Knút Háberg Eysturstein
1. apr 2005 [Gæsteanmelder] Selvom Knút Háberg Eysturstein nok er et forholdsvist nyt bekendtskab for et kontinentaldansk publikum, har den unge sangskriver, som i øvrigt frem til 1997 var bosat i Århus, i de senere år været en af de væsentligste figurer på den alternative færøske rockscene. Med fundament i sammenslutningen Tónleikasamtakið Grót, som blev dannet på øen Eysturoy i 1998, og som bl.a. også har været en vigtig støttepille for navne som Clickhaze og Eivör Pálsdottir, har han fra 90’ernes slutning og fremefter været med i flere centrale lokale orkestre. Ikke mindst de kompromisløse Marigold samt Gestir, som vandt konkurrencen Prix Føroyar i 2003 og har spillet i Danmark ved flere lejligheder. Dertil har han medvirket i Clickhazes live-besætning.

I 2004 sprang han så ud som solist på Tutl Records med det glimrende singer-songwriter-album Havsglóð, der i en egen indtrængende tone – og skiftevis på engelsk og modersmålet – tacklede store emner som troen, døden og naturen til musikalske baggrunde, der trak på både postrock, islandsk lyd og en mere jordnær, akustisk orienteret sangskrivning. En plade, der har været med til at understrege den kendsgerning, at Færøerne er et af de mest spændende musikalske vækstområder i rigsfællesskabet i disse år, og samtidig en udgivelse, der hverken går af vejen for at være smægtende tilgængelig eller kompromisløst eksperimenterende.

Netop derfor har Geiger fået Knút Háberg Eysturstein, der i øvrigt tidligere har fungeret som skribent i flere sammenhænge, til at hanke op i sin pladesamling og skrive et par ord om en række både aktuelle og tidløse favoritter.

***

Det er på sin plads at lægge ud med at sige, at jeg modtog en længe ventet pakke cd'er fra Amazon nogenlunde samtidig med invitationen til at være gæsteanmelder hos Geiger. Derfor er de fire sidste af de nedenstående anmeldelser lavet ud fra albums fra denne pakke.

De første fire anmeldelser er af nogle af mine favoritartisters bedste albums. Om de fire sidste med tiden vil vise sig at høre til blandt favoritterne, er ret umuligt at afgøre på nuværende tidspunkt. Men for øjeblikket er jeg meget glad for dem!

Her kommer først nogle favoritartister/albums:

Bob Dylan
Slow Train Coming
(lp, Columbia/Sony Music, 1979)

Bob DylanEt af mesterens absolutte storværker. Teksterne er skræmmende gode, og sjældent før eller siden er den vestlige kulturs forfald og løgne blevet gennemhullet og kommenteret med så meget bid på et rockalbum. Dylan, der på det tidspunkt var nyligt erklæret kristen, formår i disse ni sange at sætte kristendommens vigtige og centrale spørgsmål tilbage på dagsordenen og er samtidig bidende samfunds- og samtidskritisk. Sangene er enkle og ligefremme. Der lægges ikke skjul på noget som helst i teksterne, der dog er både poetiske og smukke.

Musikken er en nærmest perfekt sammenblanding af 60'ernes og 70'ernes bedste idéer: simple grooves (trommer og bas), utrolige guitarer og riffs, klassiske tangentinstrumenter (Rhodes, Wurlitzer, Hammond) og nogle meget gode blæser-riffs. Musikken er enkel og effektiv, og det svinger hele vejen igennem. Ikke mindst på groove-rock numre som “Gotta Serve Somebody”, “Slow Train”, “Gonna Change My Way of Thinking” og “When You Gonna Wake Up”. Disse veksler med mere smukke og melodiske numre som “Precious Angel”, “I Believe in You” og “When He Returns”.

Bob Dylan har ændret sit udtryk og været i konstant udvikling gennem hele sin lange, imponerende karriere, og efter min mening er Slow Train Coming en vigtig milepæl; både i Dylans karriere og i rockhistorien overhovedet.

Brian Eno with Daniel Lanois & Roger Eno
Apollo – Atmospheres & Soundtracks
(lp, Virgin EG, 1983)

Brian EnoBrian Eno og Daniel Lanois har både sammen og hver for sig haft meget stor betydning for musikken i nyere tid – både som producere og musikere – og haft en meget positiv indvirkning på en lang række bands og artister (bl.a Peter Gabriel, U2, Emmylou Harris, Bob Dylan, David Bowie, Roxy Music, Brian Ferry og Neville Brothers). Med deres soloprojekter har de også lavet musik, der er både nyskabende, original og smuk. At høre de to genier arbejde sammen her er en meget interessant oplevelse. Der er ingen tvivl om, at det var to sande lydarkitekter og kunstnere, der i 1983 gik sammen om dette værk, som viste sig at blive en af ambient-musikkens vigtigste udgivelser: Brian Eno som en mester i keyboards, synthesizere og lydeffekter og Daniel Lanois som en mester i sfærisk guitarspil. Sammen med Roger Eno har de to lavet tolv numre, der er gennemsyrede af en utrolig sans for det enkle, atmosfæriske, smukke og minimalistiske.

Årsagen til, at dette album blev lavet, var, at Brian Eno fik en forespørgsel fra NASA om at lave musik til en film med optagelser fra rummet. Dette var første gang, at man havde samlet kvalitetsoptagelser i farver fra rummet og lavet dem om til en sammenhængende film i spillefilmslængde. Som Brian Eno skriver i sine liner notes til albummet, forsøgte de tre at lave musik, der efterlignede “lyden af at flyde vægtløst ude i rummet”. Det er så sandelig også den fornemmelse man har, når man hører denne plade, der er en utrolig smuk lytteoplevelse.

U2
Achtung Baby
(cd, Island, 1991)

U2Achtung Baby er måske U2´s vigtigste udgivelse overhovedet, og albummets 12 numre er nærmest perfekte sammensmeltninger af atmosfæriske, innovative lydeksperimenter og fantastisk sangskrivning. Flere af numrene er rene mesterværker. I flæng kan man nævne sange som “Even Better Than the Real Thing”, “One”, “Until the End of the World”, “The Fly”, “Acrobat” og “Love is Blindness”, hvor sang, melodi, tekst og lyd går op i en højere enhed.

Efter et meget hektisk årti i 80'erne, hvor U2 formåede at blive et af verdens mest kendte rockbands med udgivelser som The Unforgettable Fire, The Joshua Tree og Rattle and Hum, kom det reviderede og revitaliserede U2 bragende ind i 90´erne med Achtung Baby, der var et radikalt stilskift. The Edge, der er en af mine absolutte favoritguitarister, yder noget af sit allerbedste på dette album, og Bono er i fantastisk god form som sanger og tekstforfatter med tro og kærlighed på godt og ondt som centrale temaer.

Det faktum, at der findes bands, som selv efter flere års succes formår at genskabe sit udtryk og at være i konstant udvikling, er meget inspirerende. U2 er et af disse bands. Selv den dag i dag laver de musik, der er personlig, ærlig, relevant og smuk. For mig vil Achtung Baby dog altid være et absolut højdepunkt.

Sigur Rós
()
(cd, Smekkleysa/Fat Cat/Pias, 2002)

Sigur RósUden tvivl det bedste band, der nogensinde er kommet ud af Nordatlanten. Sigur Rós laver musik, der er grædende smuk, enkel og intens. Mange vil nok mene, at Ágætis Byrjun fra 2000 er deres bedste album til dato, men personlig synes jeg, at () er mere helstøbt og sammenhængende i sit udtryk, selvom om forgængeren så sandelig også er en fantastisk plade.

() er som en lang drømsekvens af abstrakte og samtidig meget følelsesladede stemninger, lys, mørke og langstrakte, ufatteligt smukke melodier. Man kan høre, at det er mennesker, der bor i et øde og forladt klima, som har lavet denne musik. Et klima, der det meste af året ligger hen i mørke. Der er ikke det mindste spor af storbystress over Sigur Rós' musik. Måske er det derfor, at amerikanere og kontinentaleuropæere har taget imod bandet med åbne arme.

Musikken er gennemgående meget minimalistisk og effektivt sammensat: Elguitarer, orgel, klaver, bas og trommer bakker op om Jonsi's fantastiske englevokal. De otte numre uden titel bliver langsomt bygget op. Derfor kan albummet i sin helhed opleves som et langt crescendo – eller måske som én lang bølge af lyd, der vokser gradvist i styrke. Finalen på det sidste og ottende nummer, der er et vulkanudbrud og en lydorkan i én og samme ombæring, er noget af det mest intense og voldsomme musik, jeg overhovedet har hørt. Samtidig er der også utroligt fredfyldte og melankolske numre at finde på albummet, der er delt op i to halvdele: Den første er mere lys og positiv, mens den anden halvdel er mørkere og gennemgående mere melankolsk.

Et utroligt album, der mangen en sen aften har været mit lydspor til tanker, følelser og drømme. Inspirerende, for at sige det kort!

***

Her kommer så de fire plader fra førnævnte pakke. Prøv i denne forbindelse at forestille dig, at du bor på nogle små, grønne øer i Nordatlanten i et på mange måder isoleret samfund. Pladebutikkerne har på grund af begrænset efterspørgsel et ligeledes begrænset musikudvalg, og der kan til tider gå lang tid mellem nye musikalske opdagelser. En pakke cd'er er under disse omstændigheder som et friskt vindpust fra den vide verden; en omgang fremmede lyde, der vækker til nye indtryk.

Godspeed You Black Emperor!
Slow Riot for New Zero Kanada EP
(cd, Kranky, 1999)

GodspeedJeg har i de sidste par år lyttet meget til Godspeed You Black Emperor!´s Lift yr. Skinny Fists Like Antennas to Heaven fra 2000. Et dobbeltalbum, der med sine fire numre, som hver især er ca. 20 minutter lange, er både opløftende og udmattende i sin længde. Godspeed… henter på samme måde som Sigur Rós inspiration til deres episke lydlandskaber fra den klassiske musik (ved ikke, om det er bevidst, men sådan lyder deres musik i hvert fald), men i dette bands instrumentale version er musikken mere rå og upoleret. Guitar, bas, trommer, strygere og blæsere tilsættes alle mulige “field recordings” – optagelser af talende mennesker o.a., der er fundet rundt omkring – hvilket skaber et både magisk og smukt slutresultat.

Samtidig med, at der er nogle meget smukke stemninger i Godspeed's musik, er der også en mørk side i den, og på Slow Riot… er det de mørke stemninger, der dominerer. Musikken er delt op i to numre, der tilsammen har en længde på omtrent 28 minutter, og i den forstand er denne udgivelse lidt mere letfordøjelig end Lift yr. Skinny Fists…, der stemningsmæssigt dog er et lysere udspil. EP'ens cover er sort med guldtryk, og på indersiden er der et citat fra Det Gamle Testamente. Der er tale om et uddrag fra Jeremias' Bog, der beskriver dommedag, hvor Guds vrede falder over jorden, der er ved at gå under. Musikken er også i høj grad som lyden af dommedag. Sørgmodige strygere lægger ud med noget, der nærmest ligner en svanesang for den hendøende jord. Efterhånden kommer guitarerne ind sammen med bassen og trommerne, hvorefter musikken bygges op i den type lange, veludførte crescendoer, som jo er et af Godspeed's varemærker. Til sidst eksploderer numrene i utroligt kraftfulde højdepunkter, hvor man bliver revet med af den intense musik. Dette er musik, der egentlig ikke rigtig kan forklares med ord. Den skal høres!

Mojave 3
Spoon and Rafter
(cd, 4AD, 2003)

Mojave 3Det er ikke så længe siden, jeg opdagede Mojave 3 og Slowdive, der jo var Neil Halstead og co's gamle band. Men det har vist sig at være en utrolig opdagelse, fordi Neil Halstead er en sangskriver af Guds nåde med en fantastisk sans for enkle, smukke popmelodier og bandet består af meget dygtige musikere, der kan deres kram. Dette er nostalgisk og kvalitetsbevidst akustisk retropop, når den er allerbedst, og der høres ekkoer helt tilbage til 60'er-ikoner som The Beatles og The Beach Boys, dog blandet med et mere moderne lydbillede.

Sangene er bygget op omkring Neils sang og akustiske guitarspil med klaver, bass, el guitar og trommer som hyppige instrumenter. Der bliver også leget en hel del med Moog-synthesizere, hvilket, jeg synes, er en meget god ting. Det opfindsomme arsenal af analoge Moog-lyde klæder sangene godt og gør Spoon and Rafter til en varieret oplevelse. Orgel, melodica og glockenspiel er også med til at berige lydbilledet. Pladen er rigtig godt mikset, og der er taget hensyn til musikkens analoge og organiske stemning.

Det er egentlig ret interessant at se, hvordan Neil Halstead og co har gennemgået en nærmest omvendt udvikling fra de tidlige dage i Slowdive til det nuværende Mojave 3. Det, der før var store, elektriske, effektbaserede, støjende, syrede, rumklangsbelagte guitarflader, er med tiden blevet til en meget mere straightforward og enkel singer/songwriter-musik med den akustiske guitar som bærende instrument. Men når man har en sangskriver som Neil Halstead, kan man egentlig også slippe afsted med næsten hvad som helst!

M83
Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts
(cd, Gooom Disques/EMI France, 2003)

M83En gang imellem, når man hører en plade for første gang, der er rigtig god og fyldt med fine idéer, tænker man: “Hvorfor man ikke har fået den idé selv? Jeg ville ønske, at jeg kunne finde på dét!” Den fornemmelse sidder jeg nærmest konstant med, når jeg hører dette album.

M83 er en fransk duo, der i medierne er blevet sammenlignet med Air. Men udover det faktum, at begge grupper er franske duoer, der hovedsagelig færdes indenfor den elektroniske musik, er der ikke så meget, de to grupper har tilfælles. Dog har en anden kendt, dygtig electronica-duo været en inspirationskilde til M83's musik, nemlig skotske Boards of Canada. M83 har meget af den samme analoge, varme og naive synth-stemning, som man finder hos B.O.C. Denne specielle stemning har de så blandet sammen med en drømmeagtig, atmosfærisk støjrock med skrigende guitarer og store lydflader, som man kender det hos My Bloody Valentine. Sammensætningen af just de to ting – analoge synthesizere og støjrockede guitarer – har skabt et helt fantastisk udtryk, der danner ramme om en utroligt smuk musik fyldt med dejlige lyde og flotte harmonier. Der findes numre på pladen, der ligefrem svæver afsted med tykke synthtæpper, insisterende guitarer og fede melodier, mens der kører vokaler og samplinger rundt i baggrunden. Det er også disse numre, der leder tankerne mest hen mod My Bloody Valentine, dog med et glimt i øjet. Andre steder lægger M83 en mere elektronisk synth-stemning, der kører afsted med skæve loops og samples. Og når de så åbner op for alle postrock-ventilerne i ufatteligt smukke og intense numre som “On a White Lake, Near a Green Mountain”, “Noise” og “Gone”, hvor de støjende og skrigende guitarer mest af alt lyder som højlydte englekor… Ja, så er jeg solgt!

Albummet bliver sluttet af med det smukke og sørgmodige “Beauties Can Die”, der er et værdigt postludium til en utroligt dejlig plade, og som rosinen i pølseenden får man det obligatoriske “skjulte nummer”, der er bygget op som en lang drone med guitar og synth.

M83 laver måske ikke den mest originale musik indenfor electronica og alternativ musik, men de har hjertet på rette sted og har lavet et utrolig smukt og livsbekræftende album, der er underligt organisk trods alt dets bearbejdede elektronik.

Lali Puna
Faking the Books
(cd, Morr Music, 2004)

Lali PunaSelvom de er fra Tyskland og udgiver deres ting på et pladeselskab med base i Berlin, vil Lali Puna altid minde mig om London, hvor jeg i 2001 og 2002 brugte tre måneder på et sprogskolekursus og gik til koncerter på byens mange koncertsteder. Det var en kold vinterdag i januar i 2002 i den legendariske pladebutik Rhythm Records, der ligger klos op af Camden Market, at jeg fandt Lali Puna's mesterværk Scary World Theory på cd-hylden. De spillede en meget charmerende koncert i London på nogenlunde samme tid, hvor jeg blev helt betaget af den ejendommelige elektroniske musik og den sjove, særprægede sangerinde Valerie Trebeljahr. Hun var asiatisk af udseende og nærmest hviskede og talte sine spindsfindige tekster ud til publikum, alt imens den meget tyskt udstrålende DJ var fuldstændig fordybet i sin minimalistiske, rytmisk baserede electronica. De to blev bakket op af en velspillende, alvorlig trommeslager og en storsmilende hippie-bassist.

Faking the Books er mere rå og kraftfuld end Scary World Theory, men gruppen har stadig fat i den umiskendelige Lali Puna-lyd: Simple, smukke og effektive popmelodier med en til tider kompleks rytmisk bund, der dog for det meste er enkel og underbygger de smukke sange perfekt. Rytmerne er delvist elektroniske, delvist bygget op omkring rigtige trommer og samplede lyde. Der høres også forskellige manipulerede glitch-elementer her og der. Dertil er musikken krydret med et væld af synth-lyde og enkelte elguitarer og strygere, der er med til at skabe det dragende og meget gennemførte lydbillede, som til tider kan være helt hypnotiserende i sin smukke enkelhed. Anbefales!

Af Knút Háberg Eysturstein & Steffen B. Pedersen, 1. apr 2005
Foto: Jógvan Andreas á Brúnni


Yderligere information

Besøg Knúts hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen