Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
CTM.12
CTM.12 – grænsesøgende klubliv, digitalkunst og analogt lysshow
Reportage fra CTM.12, Berlin, 30.1 - 5.2 2012
17. feb 2012 [Artikel] Som altid var CTM og Transmediale to forbilledlige og inspirerende festivaller, skønt visse aldringstegn kunne spores. Under temaet Spectral bragte CTM.12 publikum rundt i Berlin til bl.a fabelagtige optrædender fra Mouse On Mars, Ben Frost og The Joshua Light Show samt en 30-års jubilæumsmarkering for Touch Music i Passionskirche. Geiger var med.

De nisseløse, frostgrå vintermåneder januar og februar får hvert år i Berlin ekstra kulør, klang og stjernedrys gennem de tilbagevendende – og på mange måder meget forskellige – begivenheder Berlin Fashion Week, Transmediale/Club Transmediale (CTM) og Berlinalen, som ligger ryg mod ryg i kalenderen. Berlin Fashion Week har de seneste år fået status af at være en af Europas toneangivende modefestivaller, og har med tiden fået flere facetter og parallelinitiativer, som rækker langt ind i den eksperimenterende design- og kunstscene. Berlinalen er en af verdens med betydningsfulde filmfestivaller for både branche og publikum – filmpremierer, networking og kendishype går hånd i hånd på den røde løber.

Personligt er det festivalen i midten, CTM, der er mit kulturelle vinterkick. Hvad CTM muligvis savner i bred appeal, har festivallen til gengæld i dybdeskarphed, risikovillighed og finesse med dens dyrkelse af digitalkultur gennem kunstudstillinger, performances, musik, foredrag og workshops. Årets udgave af CTM kiggede til tider mere tilbage end frem, men netop historiens lo-fi-analoge vingesus begejstrede og gav kant til den ellers så bits’n’bytes-tilskårede festival.

CTM har ikke noget fast tilholdssted, og i år var det den mytologiske klub Berghain, der var hovedscenen for udgydelserne. Selvom Berghain er et fantastisk sted – det er en smuk industriel gigantbygning med et soundsystem, der kan få enhver lydentusiast i knæ – var det måske ikke det bedste valg som ramme for at udforske og udfordre den elektroniske musikscene i CTM’s skær. Mere om det senere.

Sidste års tema var Live?, hvor man testede livebegrebet i elektronisk musik. Hovedtemaet for 12. udgave af CTM var Spectral, hvor klubmusikkens mørke sider blev sat under lup – bl.a. i selskab med så forskelligartede kapaciteter som mol- og basfetichisten Ben Frost og de sprællende IDM-mus Mouse On Mars.

CTM synkrondanser hvert år med søsterfestivalen Transmediale, som primært beskæftiger sig med kunst, workshops og debat inden for digital kultur, submiljøer og livsstil. Enkelte arrangementer har Transmediale og CTM skabt i fællesskab – bl.a. The Joshua Light Show, som var denne skribents største oplevelse i år. Mit hovedfokus var også dette år CTM.

VHS og krystaller

Allerede fredag d. 27. januar var der CTM pre-starter arrangementer i byen, bl.a. på det legendariske udstillingssted Kunstraum Kreuzberg/Bethanien, som åbnede dørene for en kunstudstilling, der havde til formål at undersøge festivaltemaet Spectral gennem billed-, video- og installationskunst. I afdelingen Ghosts off the Shelf havde en række videokunstnere fundet tidlige, glemte værker frem fra VHS-arkivet. En spændende idé, som dog i denne beskuers øjne – trods et par interessante videoværker – fortabte sig i grynet æstetik og klumpede apparater og dermed forpassede chancen for klarere at formidle bevægelserne i de kunstneriske greb og det indholdsmæssige fokus i videokunst de seneste 30 år.

Afdelingen The Crystal World Open Laboratory var en workshop, hvor deltagerne kunne eksperimentere med at kombinere grundstoffer og teknisk udstyr for at skabe nye sammenhænge. Til ferniseringen fremstod laboratoriet blot som en slags forladt værksted, men jeg har tidligere fulgt lignende workshops i Transmedialekontekst, og det er i al sin nørdethed ofte en både interessant og inspirerende oplevelse, selvom det kan stå meget uklart for lægmand, hvordan sammenhængen mellem fx en lysdiode og et glas med sølvstykker, kemisk væske og krystaller opstår, medmindre man sidder med fra start til slut.

Between You and MeI Kunstraums Project Space havde en håndfuld yderligere værker fået plads. De to mest markante var Dead Record Office af den engelske kunstgruppe AUDiNT og Between You And Me af tyskeren Anke Eckardt. I førstnævnte fik man udleveret en lommelygte ved indgangen til det mørklagte rum, selve installationen var placeret i. Indenfor i mørket skulle man belyse væggene med sin lyskegle, hvilket i sig selv var en sjældent fokuseret måde at opleve ophængninger på. Ophængningerne – der har vel været 100 i alt – var en række rapportlignende optegnelser over teknisk udstyr, lyd- og frekvensfakta, forskellige begivenheder i musikbranchen mv., som der blev antydet en konspiratorisk sammenhæng mellem. Pudsigt, tankevækkende og ikke uden humor. Between You And Me var ligeledes en installation i et mørklagt rum, som var delt i to af en papirtynd visuel mur skabt af røg lys. Når man passerede muren opstod mønstre og bevægelser i den resterende ”hinde”. Muren var ledsaget af en lydinstallation, som bestod af en monoton drone. Hvor oplevelsen med muren – ikke mindst i samspil med andre besøgende i rummet – var meget dragende og sanselig, fremstod lydinstallationen lidt påklistret.

Give away og pansermusik

Efter weekenden gik det for alvor løs. Tirsdag d. 1. februar startede i Haus der Kulturen der Welt, som er hjemsted for Transmediale. Det er et rent slaraffenland af workshops, foredrag, udstillinger og performances. Hovedudstillingen Dark Drives, som i øvrigt er kurateret af danske Jacob Lillemose, gav en anderledes vinkel på Transmediale-festivaltemaet in/compatible gennem en række værker, som viser forholdet mellem menneske og teknologi. Det var en blanding af nye og gamle værker. Af gamle kendinge var bl.a. så forskelligartede værker som Ant Farms legendariske bil-kører-ind-i-bjerg-af-brændende-tv-skærme-performance Media Burn fra 1975 og Chris Cunninghams ikoniske video til Aphex Twins ”Come to Daddy”. Af nye værker, som jeg oplevede som en af de stærkeste kommentarer til fysisk-virtuel-relationen, var Art 404’s 5 Million Dollars 1 Terabyte, som bestod af en monolitisk harddisk – en 2011:A Space Odessey-reference, i øvrigt – i en glasmontre. Harddisken indeholdt software til en samlet værdi af 5 millioner dollars. Udstillingens dyreste kunstværk?

Goodiepal - Pick Me Up!Et andet sted i HKW holdt Parl Kristian Bjørn Vester aka. Goodiepal aka. Gæoudjiparl aka. Gæoudji Sygnok til. Han havde taget alle sine ejendele med, som han gav væk under den ugelange performance MORT AUX VACHES EKSTRA EXTRA – THE GÆOUDJI SYGNOK GIVE AWAY! På gulvet foran bjerget af ejendele, havde Goodiepal markeret et område med påskriften ”pick me up”. Goodiepal lagde løbende genstande i opsamlingsfeltet, som kvikt blev taget af både det passerende og blivende publikum. Som modydelse forventede Goodipal, at modtagerne skulle opleve en videoforelæsning via Vimeo som led i hans kamp for at løse ”the crisis in computer music and media art.” Tja, man træder nok ingen over tæerne ved at bemærke, at Goodiepal på ingen måde er, som folk er flest. Heldigvis for det. Og ingen tvivl om, at Goodiepal på mange måder både er et generøst menneske og kunstner.

Op på cyklen og videre til klubben Berghain, hvor musikprogrammet nu endelig skulle til at folde sig ud i mørket over den næste lille håndfuld dage.

PanzerFørste stop var dog det nedlagte togværksted Lockdock, som ligger lige ved siden af Berghain på et goldt, nedlagt banelegeme, hvor Friedrichshain møder Kreuzberg. Her havde den tyske musiker og kunstner Nik Nowak parkeret sit musikalske udstyrsstykke: Et ombygget panserkøretøj med larvefødder, hvor hele fronten var skiftet ud med en massiv højtalerkasse med et væld af enheder, og pladsen bag førersædet var tætpakket med elektronisk musikudstyr, Macs, med mere. I det lille tætpakkede lokale skød Nik m. partner højt, hårdtpumpet bas-og-beattung synkoperet tekno ud af sin Panzer. Finalen var et samplet og tungt proceseret loop – ”I can hear someone talking!” – som fik lov at køre, mens Nik satte sig bag rattet, tændte benzin(!)motoren og kørte panseren tilbage til udgangspositionen. En kontant musikalsk og kunstnerisk kickstart af høj klasse.

På Berghain stod det tyske label Raster-Noton (Alva Noto m.fl.) bag størstedelen af aftenens kunstnere, og ikke mindst derfor var mine forventninger skruet godt i vejret. Men hverken Mark Fells uforudsigelig rolige progressioner, Sendais nysgerrige beatstrukturer og stramme videoprojectioner, eller nogen af aftenens øvrige acts fik den samlede aften til at løfte sig nævneværdigt over det ordinære. Jeg bør dog indskyde, at bundniveauet på CTM altid er højt – også på en doven tirsdag aften på Berghain. Dagen efter var der heldigvis kommet friskere strøm i kablerne.

Mus på Berghain

Onsdagens hovednavn var de tyske IDM-helte Mouse On Mars, som med sin optræden (og releaseparty) brød 6 års pause med nyt album og hele moletjavsen. Inden de gik på scenen, havde landsmændene fra Sølyst fornøjelsen at varme op for det forventningsfulde publikum. Sølyst er en tysk duo, som består af en laptop/dippedut-fyr samt en trommeslager. Lydbilledet var meget filmisk, og ikke overaskende spillede det rytmiske element en stor rolle i arrangementerne, fx gennem atypiske taktarter og en fin blanding af programmeret elektronisk perkussion og beats og håndspillet akustisk ditto. Havde trommeslageren været en snas strammere i sit spil, ville Sølyst have taget flere stik hjem.

Mouse On Mars gjorde derimod rent bord. Set-up’et bestod af de to mus Jan Werner og Andi Toma samt deres faste livetrommeslager Dodo NKishi solidt placeret mellem de to. Udover at straffe sit elektroakustiske sæt, stod Dodo også for et vellykket mic-dub af de vokalsamples, der lå cool hen over de stramme IDM-tracks, som Jan og Andi rev og sled i knapperne for at give liv og energi. Med stor succes. Mouse On Mars kan det sjældne at kombinere supersofistikeret musik med clubstemning og crowdcontrol. På trods af lidt tekniske problemer et par steder i sættet, var Mouse On Mars et af de absolutte højdepunkter fra CTM.12.

Efter et par aftener på Berghain – denne legendarisk second-to-none-in-the-world klub – sneg der sig en følelse ind af, at det måske ikke var den mest optimale CTM-arena, trods klubbens mange åbenlyse kvaliteter. Først og fremmest oplevede jeg, at en solid del af publikum primært kom for at opleve Berghain og ikke nødvendigvis de acts, der stod på scenen (det er normalt meget, meget svært at komme ind på Berghain, medmindre der er arrangementer a la CTM, som man kan løse billet til). Det gav en noget ukoncentreret stemning til koncerterne. Stedets æstetik og soundsystem virkede paradoksalt nok også som en hæmsko for flere af de især mindre, smalle acts. I min optik fungerede sidste års low-key venue Festsaal Kreuzberg med sin åbne ramme og favn samlet set bedre for CTM og bakkede mere troværdigt op om festivalens tag-line ”Festival for Adventurous Music and Related Visuals Arts”.

Volumen

Ben FrostFredag var der flere highlights på Berghain. Eksilaustralieren Ben Frost havde medbragt kontrabassist (som om, der ikke var bas nok i forvejen) og en tungt slående trommeslager. Det gav yderligere liv og dybde til Frosts mørke, sfæriske crescendoer og lyriske lydlandskaber. Hans hang til rå volumen kammede desværre en anelse over på klubbens groteske soundsystem. Herudover: Mesterklasse! Lad mig også bemærke libaneseren Morphosis samt finnen Mika Vainio, som begge fremførte relativt improviserede sæt. De havde modet til at falde i vandet (og gjorde det ofte!), men skabte til gengæld momenter af helt unik skønhed og uro. Bravo.

Sansebombardement

Det var blevet lørdag, og tid til endnu et besøg i Haus der Kulturen der Welt, hvor halvandet års tæt samarbejde mellem CTM og Transmediale havde resulteret i, at det legendariske The Joshua Light Show inkl. mr. Joshua himself var på plakaten i år. The Joshua Light Show har rødder tilbage til 60’ernes musikmiljø i New York og kan med rette betragtes som forløberen for de digitale præfabrikerede backdrops, stort set alle bands benytter sig af i dag for at peppe liveshowet op. The Joshua Light Show er rent analogt. Alle visuelle effekter bliver skabt on-sport ved hjælp af farvede væsker, projektorer, spejlplader, reflektorer, lys, mv. Det otte mand (m/k) store ensemble optrådte tre gange til CTM i HKW’s store auditorium, hver gang med en ny musiker i front på scenen. Denne aften var det krautrock- og minimalteknolegenden Manuel Göttsching, som havde sat sin maskinpark på scenen foran det store lærred.

Showet – som varede halvanden time i alt – indledte med Göttschings enkle beat, som han langsomt udviklede og tilsatte repeterende arpeggioer og akkorder via sit computer set-up og synths. Musikken i sig selv var hele showet igennem sublimt minimalt og edgy – ikke ringe af en artist, som havde sit peak i 70’erne! – men det er det visuelle, det er værd at hæfte sig ved. Det, alle var kommet for at opleve.

The Joshua Light ShowAllerede fra første lysglimt stod det soleklart, at dette visuelle show var noget helt, helt andet, end vores generation er vant til. Materialet og finessen var til stede i en grad og med en klarhed og subtil variation, det er umuligt at beskrive med ord. I glimt kunne man ane den menneskelige hånd, som fx manipulerede en farvet dråbe væske mod en spejlplade dybt nede i havet af spejlreflektioner og kulørte lamper. Alt spillede sammen med musikken med en sjældent set vuggende poesi. Musik og lysshow var ét og samme ”band”!

Starten på andet stykke var noget ganske, ganske særligt. Her skabte Joshuaerne magiske blomster, som voksede op fra lærredets bund for svagt at fade ud efter ”blomstringen”, ved hjælp af et noget så hjemligt som et vandkar og enkle dryp med farvede væsker (reflekteret upside-down på lærredet, forstås). Jeg har aldrig set noget lignende!

En note: Inden showets start opfordrede CMT’s ledelse publikum til at lade deres smartphones blive i lommerne, så alle kunne opleve showet til fulde og i den rette ånd. Det er mig en gåde, at de dokumentationshungrende smartphonies ikke var i stand til at efterleve en så kærlig og direkte opfordring, men alligevel sad og forsøgte at fange showets magi på et mobilkamera. It didn’t happen if you didn’t film it, eller…? Respektløst og forstyrrende!

Final touch

Søndag var årets sidste CTM-dag. Der var – som alle andre dage – masser af retter på musikbuffeten, men som stor beundrer af det engelske Touch-label, måtte jeg opleve jubilæumskoncerten i anledning af Touch’s 30 år i branchen. Det var Passionskirche i Kreuzberg, som lagde rammer til begivenheden.

Det viste sig desværre at blive lidt af en skuffelse. Charles Matthews’ orgelarrangementer af kompositioner fra bl.a. Arvo Pärt og György Ligeti, som dominerede programmet, var i mine ører i vid udstrækning reduceret til lirekassemusik! Jana Winderens maleriske lydinstallation, hvor noise og field recordings skabte en rejse gennem elementer, tid og sted var god og dragende… men unødvendig lang. Det samme er der at sige til Hildur Gudnadottirs uropførelse af sit nye værk for cello, laptop og stemme: Fantastiske temaer, smukt samspil mellem celloens kradsende dyb og Hildurs blide Stina Nordenstam-agtige lillepigestemme og laptoploopets tiltagende støjflade. Men hvorfor skulle stykket dog fortsætte langt udover, hvad stykkets pointer kunne bære?

Og pludselig var CTM.12 forbi. Som altid var CTM og Transmediale to forbilledlige og inspirerende festivaller, som er rigtig meget for et udvalgt publikum, men aldrig har været tiltænkt at være noget for alle. CTM har nu 12 år på bagen, og Transmediale har såmænd eksisteret i et kvart århundrede. I år sås og hørtes aldringstegnene svagt fx ved fraværet af relevans og nødvendighed i nogle af indslagene. Den mod- og subkultur, de to festivaller altid har været eksponent for, er blevet såre normal. CTM/Transmediales største opgave de kommende år bliver derfor at finde en rolle i denne nye virkelighed.

The Joshua Light Show

Af Jens Christian Madsen, 17. feb 2012
Foto: Matthias Mayer


Yderligere information

http://www.ctm-festival.de/index.php

Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

NIELS - 442 indl�g19/02/12 11:59
Af NIELS
fuck ville gerne have været der, man kan se at han have taget rimeligt mange nice ting med...

http://www.denfri.dk/2012/02/alt-vaek-i-berlin/

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen