Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» My Friend George

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums
Årets albums 2007
15. jan 2008 [Årets albums] Det er blevet en god, solid tradition, at Geigers redaktion og skribentstab hvert år sammensætter en lang - og ofte ganske anderledes - liste over de foregående 12 måneders bedste plader. Og en af de traditioner, der helt sikkert er grund til at fastholde. I år er resultatet blevet en stor, spraglet buket på 45 plader, der rækker fra Jakob Bro til Baby Woodrose og fra The Shins til Last Step.

2007 var året, hvor Ungdomshuset fortsat ikke fik ny fast adresse, hvor Roskilde Festival svømmede i hidtil usete muddermængder, hvor Dansk Folkeparti kaldte til fornyet borgerlig kulturkamp - nu ved at true med at skære midler væk til musik, der ikke benyttede sig af modersmålet - og spillestederne måtte til at forberede sig på koncerter ved et volumen, der kunne få selv den mest forsagte folkartist til at fremstå som en sand støjdesperado. Kort sagt: Sjældent har omstændighederne såvel som de politiske vinde været musikeren såvel som lytteren mere fjendtligt stemt. I forlængelse af den generelle nypuritanisme, der gennemsyrede Vesten og satte spørgsmålstegn ved så mange af vores ellers så hyldede frihedsidealer, måtte også de frie kunster lide.

Musikken gjorde det heldigvis ikke i stilhed. For på såvel de resterende spillesteder som på nettet og hjemme i dagligstuen satte den - for at understrege sin viltre, trodsige livskraft - som altid spændende nye skud. Og det såvel nationalt som internationalt. Nogle af dem voksede naturligvis frem fra gamle stammer. Som denne liste over årets albums, der, som altid, er håndplukket af Geigers skribentstab og ganske egalitær i sin grundholdning, illustrerer, var der flere gamle hunde, som enten lærte nye tricks eller hævede de gamle til nye højder af perfektion. Men især tre spændingsfelter - mellem indie og doom, mellem indie og hardcore samt det mellem jazz og alternativ rock - kastede frapperende og nye resultater af sig. En anden tydelig tendens var den psykedeliske rocks genkomst, som den sås hos på forskellig vis hos Baby Woodrose, Frog Eyes eller Slütspürt. Og så var der naturligvis de ting, man ikke sådan uden videre kunne stoppe i noget, der bare lignede en kasse. Jo, stilistisk set ekstremt sammensatte navne som CocoRosie, The President's Heart og Panda Bear fejrede også kunstneriske triumfer. Og den gode, gammeldags velskrevne sang blev på forskellig vis fornyet i munden på folk som Arcade Fire, Baby Dee, Of Montreal og Laura Mo.

Du er sikkert fuldstændigt uenig i vores valg, og det er sundt såvel som logisk. 2007 bød på mange flere gode plader end dem, der peges på her. Men dette er altså på godt og ondt de plader, der trængte sig frem i forreste række hos Geigers skribenter, når det kom til stykket. Læs - og lyt!

Med venlig hilsen

Geiger

***

Fred Anderson & Hamid Drake: From the River to the Ocean (cd, Thrill Jockey/VME)

Fred Anderson & Hamid Drake: From the River to the Ocean I jazzens verden er Fred Anderson den største nulevende saxofonist. En sublim stilist, der kombinerer boppens rytmisk tilgængelige formsprog med avantgardens abstrakte skønhed. En musiker med sans for den store tradition fra Coleman Hawkins til Von Freeman. From the River to the Ocean var Andersons tredje udgivelse for Thrill Jockey, og den var tilmed hans bedste. Her fik han - som altid, fristes man til at sige - hjælp af percussiongeniet Hamid Drake, og så gav Chicago-mainstays som guitaristen Jeff Parker og bassisten Harrison Bankhead ligeledes en hånd med. Resultatet? En plade, der er uendeligt rig på rytme og tekstur. Jazz til fremtiden og fra fortiden. Tidløs musik simpelthen.

The Angelic Process: Weighing Souls with Sand (cd, Profound Lore)

The Angelic Process: Weighing Souls with Sand I de seneste år har indierock og metal i stigende grad nærmet sig hinanden. Et resultat deraf er det møde mellem 90'er-shoegaze og doom-metal, som bl.a. Jesu praktiserer. The Angelic Process er en af de mindre kendte eksponenter for hybriden, men deres fortolkning er måske den mest radikale af alle. Weighing Souls with Sand lyder som lydsporet til en græsk tragedie, men tilsat så meget feedback, at blodsudgydelserne sløres og klagesangen næsten glider i et med den underliggende torden. Hvor klassisk shoegaze ofte var indestængt og indadvendt, skriger dette album sin teatralske smerte ud og raser i afmagt. "Million Year Summer" var kulminationen på alt det, The Angelic Process havde stræbt efter. Desværre er dette fabelagtige band nu sat på uendelig pause grundet bandmedlemmet K. Angylus' alvorlige håndskade. Weighing Souls with Sand er en værdig svanesang.

Arcade Fire: Neon Bible (cd, Merge)

Arcade Fire: Neon BibleVrede, paranoia, mistro, vrangvillighed, angst. Det er ikke varme følelser, der er på spil på Arcade Fires andet fuldlængdealbum. Men at der ganske sikkert er noget på spil, bliver klart fra første strofe. Det er samfundet og institutionerne, der er på spil, og alle de illusioner, vi selv går og skaber. Måske kunne man endda tolke nogle dødssynder ud af sangene. Forsangeren Win Butler synger som om, at hans hjerte bliver ristet over indre dæmoners sagte ild, og hans indiehær spiller, som havde den selveste Fanden i hælene. Det er det smukkeste musikalske kollektiv i mands minde. Der sker meget. Bogstaveligt talt bliver der spillet på alle strenge, men fylden kan pludselig afløses af et sekunds stilhed, hvor en klarinet eller en violin får scenen helt alene. Det er komplekst og storladent. Som på "Intervention", hvor religion får et skud for boven og kvæles under tyngden af et brusende orgel. Selv et 'stille' nummer som "Ocean of Noise" gør væsen af sig i sjældent set kaliber, og alvorstungt er det: "No way of knowing / What any man will do / An ocean of violence / Between me and you." Endnu mere fortættet og klaustrofobisk bliver det - og i et hæsblæsende tempo - på "The Well and the Lighthouse". Luftguitaren kommer frem til "(Antichrist Television Blues)", som Bruce Springsteen sikkert ville ønske, at han havde skrevet: Skarp kritik af mediekonsumsamfundet. Og sådan kunne man blive ved. Fortsæt selv udforskningen af det vidunderlige musikalske drømmeland, som Arcade Fire har skabt med Neon Bible.

Baby Dee: The Robin's Tiny Throat (2cd, Durtro Jnana)

Baby Dee: The Robin's Tiny ThroatHavde man på årets Recession-festival glædet sig til at høre undergrundslegenden Baby Dee, så kunne man godt blive en smule skuffet. Dee medbragte et band, der ikke gjorde noget godt for hendes musik, og hun spillede selv en lidt for sikker rolle som den morsomme kabaretkunstner. Det er synd, for det er en helt anden Baby Dee, man møder på The Robin's Tiny Throat, der gør mesterværkerne Little Window og Love's Small Song tilgængelige sammen med ep'en Made For Love. På disse albums opnår Dee en næsten ubærlig skønhed, hvis nærmeste slægtskab må være Antony fra Antony and the Johnsons, men formatet hos Dee er, om muligt, endnu mere intimt, idet de musikalske komponenter begrænses til harpe, klaver, sang og fuglefløjt. På disse plader afslører Baby Dee sig selv som en kunstner, der tør sætte sig selv på spil og smide den morsomme maske, der blev vist til koncerten. I stedet får lytteren bjergtagende værker i ord (tekster er inkluderet i coverhæftet) såvel som musik. Herfra skal der lyde et ønske om, at dem, der vil lære Baby Dee at kende, glemmer alt om koncerten og i stedet køber denne essentielle udgivelse.

Baby Woodrose: Chasing Rainbows (cd, Bad Afro)

Baby Woodrose: Chasing Rainbows Den nye plade fra dansk syrerocks flagskib er endnu en tour de force udi psykedelisk rockmusik, som, selvom det hele efterhånden kan lyde som ren rutine for gruppen, både henrykker og fænger. Denne gang er der både blevet skruet op for syren og de gode melodier, så musikken på én gang bliver mere catchy og søgende. Numre som "I'm Gonna Make You Mine" og "Twilight Princess" har psych-poppede ørehængerkvaliteter, mens "Dark Twin" og "Renegade Soul" er mere dunkle og dvælende med et udtryk, der ikke befinder sig langt fra andre Lorenzo Woodrose-projekter som Spids Nøgenhat og Dragontears. Når dagligdagen bliver for anmassende, er pladen et smukt og velklingende pusterum.

Alexei Borisov / Anton Nikkilä: Where Are They Now (cd, N&B Research Digest)

Alexei Borisov / Anton Nikkilä: Where Are They Now Et møde mellem den russiske elektroniske musiker Alexei Borisov og den finske ditto Anton Nikkilä resulterede i ét af årets mest bemærkelsesværdige plader. Et aparte hybridværk, der tog udgangspunkt i Borisovs barndomsverden i den nu opløste Sovjetunion gennem en række prosa-recitationer samt en musik, der lød som en løssluppen elektrojazz fra den sovjetiske tekno-utopis underbevidsthed. Hele pladen blev serveret i en pseudovidenskabelig ramme med hvid kittel og lakonisk mine - som om man undersøgte resterne fra en for længst uddød og glemt civilisation - men i de kliniske attituders sprækker sprang der erotiske længsler, private barndomsminder og surrealistiske drømmesyner frem som gnister. En gribende, morsom og visionær nedsmeltning.

Jakob Bro: Pearl River (cd, Loveland Records/Pladekisten)

Jakob Bro: Pearl River I Danmark er vi så heldige at have en af de mest interessante jazzguitarister på verdensplan. Uanset hvilke konstellationer Jakob Bro optræder i, så kan man være sikker på, at han sætter sin genkendelige signatur på værket og samtidig giver et unikt rum til sine medspillere. Bro er en lyttende og lyrisk musiker, og han er bedst, når han optræder som leder med eget materiale. Netop fordi han giver plads til sine medspillere og ikke bare trumfer sine ideer igennem. Pearl River var et smukt eksempel på musikalsk telepati mellem fem begavede kunstnere. Flotte improvisationer og slidstærke kompositioner. Medspillerne Ben Street, Paul Motian, Chris Cheek og Mark Turner er ikke hørt bedre, og det siger en del! En slidstærk perle af et album.

Burial: Untrue (2ep, Hyperdub)

Burial: UntrueDen konsekvent anonyme Burial satte sidste år dubstepscenen samt adskillige anmelderne på den anden ende med sit navnløse debutalbum, og han videreførte i 2007 succesen med Untrue, en mere helstøbt, koncentreret og melodisk opfølger. Helt centralt står brugen af manipulerede stemmer, der hjemsøger en blanding af smuldrende 2-step rytmer og druknede lydflader som fortvivlede, kropsløse tankemønstre. De stemmer, der i tidligere ravemusik blev brugt til at udtrykke eufori, fremmaner her uendelig sorg og længsel. Burial indfanger som ingen anden tidens altoverskyggende håbløshed, og Untrue er ikke så meget et rekviem for ravescenens voldtagne utopia, som det er en række klagesange fra en tid, hvor depression er en folkesygdom og alle ideer om, at verden kunne være anderledes, er reduceret til livsstilsvalg.

Bill Callahan: Woke on a Whale Heart (cd, Drag City)

Bill Callahan: Woke on a Whale Heart Bill Callahan træder ud af kunstnernavnet Smog med endnu en fremragende plade, som er præget af en moden lyd, der tager sig ud som en naturlig forlængelse af det foreløbigt sidste Smog-album: A River Aint Too Much To Love. Den lo-fi, som har præget de fleste af Smog-pladerne, er lagt på hylden til fordel for en mere traditionel amerikansk tilgang med inspiration fra country, folk og gospel. Udover feel good-ørehængeren "Sycamore" finder man også call and response-mønstre i "The Wheel" samt en gæv variation over et klassisk tema i "A Man Needs a Woman or a Man to Be a Man". Der er en dybde og en originalitet i hans stemme, sang og tekster, som ikke overgås i disse tider, og sammenligninger med Leonard Cohen, Lou Reed og Bob Dylan er slet ikke overdrivelser. Bill Callahan er solidt plantet i en amerikansk sangskrivertradition, men han er samtidig ligeså meget sin egen som Huckleberry Finn.

Cease Upon the Capitol: Untitled (cd-ep, Forever Escaping Boredom)

Cease Upon the Capitol: Untitled Postrockens Mogwai-skole har fået nye arvtagere - nemlig en række fandenivoldske bands med rødder i hardcore. City of Caterpillar var et af de første, Envy videreførte tendensen, og i år kom så det muligvis bedste forsøg på at forene hardcore og instrumental rock indtil videre: Cease Upon the Capitols tredje "album". Her skar de al "spildtiden" væk og lod de unavngivne sange være lutter klimaks. Det gjorde de med en umådeligt højtravende lyd, der nærmest brød himmelhvælvet, så stjernerne faldt hylende mod jorden. Så frygtindgydende, storslået og brutalt var det. Det var derfor kun naturligt, at vokalerne var passionerede råb og skrig.

CocoRosie: The Adventures of Ghosthorse and Stillborn (cd, Touch and Go)

CocoRosie: The Adventures of Ghosthorse and Stillborn Med deres tredje album fastholder CocoRosie den høje standard, som de har sat med La Maison de Mon Reve (2004) og Noah's Ark (2005). Faktisk går de om muligt endnu mere uimponeret til værks med både rap, reggae, opera, simple elektroniske sammensætninger og en skov af dyrelyde. Der er altid store armbevægelser i søstrene Sierra og Bianca Cassidys projekter, og de har noget at have den insisterende attitude i. Deres stærke poetiske sange snørkler sig frem i noget, der ofte ligner forsøg på at opnå en form for frigørelse, og denne stræben afspejles også i det musikalske landskab, som hele tiden er præget af nye eksperimenter.

Distance: My Demons (2ep, Planet MU)

Distance: My Demons Med My Demons formår Distance at rendyrke, omdefinere og overskride en række af dubsteppens mest velkendte stilgreb - grænsende til klicheer - så der på en og samme tid er tale om et af genres hidtil mest gennemførte albums såvel som et unikt og tidløst værk, hvor den fysiske dansegulvsenergi er transformeret til en isnende maskin-koreografi i slowmotion. Musikalsk fjerner albummet på det nærmeste alle dubsteppens bærende dele, men ender alligevel med at have essensen tilbage: En uforklarlig blanding af storbyparanoia, betonindsvøbte nattevandringer og åndeløse robot-drømme. På mange måder er det mere end på kanten af letkøbt cyberpunk-dystopi, men som det er tilfældet med meget af det bedste science fiction, så er der en kerne af mystik og foruroligende anelser i det teatralske mørkes hjerte.

Dizzee Rascal: Maths + English (cd, XL)

Dizzee Rascal: Maths + English Grimens mester fra East End, London, UK, er tilbage og rykker alt for vildt. Hvilken udtale, hvilken timing, hvilken evne til at forme ord. Og hvilken mangfoldighed af bits and bops and pieces and places. Det er super produceret og tight - og for kendere af hip-hop, rap, grime etc. er der masser af velkendte mennesker, der synger med eller har hjulpet og produceret. Ligesom der er så mange intelligente musikhistoriske referencer (i hvert fald fra de seneste 30 år) at genkende og lægge mærke til, at der er materiale til mange gennemlytninger. Temaerne er ikke overraskende: Miljøet, pengene, pladebranchen, stofferne, politiet, venskaberne, dullerne. Men der er også selvironi - ikke mindst over for alle de typer, der hyper gangsta-begrebet med attitude og bling uden at have noget at have det i: "You should pull your trousers up / (...) Find yourself a nice girl and settle". Men bekymringerne bevæger sig også udenfor 'miljøet' som på "Excuse Me, Please", hvor en groovy basgang er bunden for ord, der handler om verdens tilstand: "Who's in charge of this stupid place? / I wanna punch his stupid face!" eller linien "There's so much hate in the world we're fighting, what are we fighting for? / When the rich keep getting richer and the poor keep getting ignored / Lord." Prøv lige at grime det. Det lyder fedt. Ellers giver teksterne egentlig for lidt mening, hvis man bare ser dem på skrift. Det er ekvilibrismen, når de afleveres og væves sammen med beats, underlægningsmusik og bling-bling kor, der gør albummet unikt. Det er ellers ikke mange, som slipper af sted med på en kunstnerisk vrængende måde at synge "Suk My Dick", så selv feminister må synes, at det er ok.

Dälek: Abandoned Language (cd, Ipecac, 2007)

Dälek: Abandoned Language Man kunne måske indvende, at der er noget ærgerligt i, at en gruppe som Dälek, der i den grad har stået for både konfrontationslysten lyrik og musik, har slebet kanterne og støjen af på 2007's Abandoned Language. I hvert fald set i forhold til den fantastiske forgænger Absence. Men hurtigt kan man ånde lettet op og konstatere, at den politiske harme mod det amerikansk samfunds og dets grundsten, hvad enten det er i skikkelse af autoriteter eller normer, i allerhøjeste grad stadig er til stede samtidig med, at den mere ambiente, synthesizerprægede lyd fører gruppen nye og gode steder hen. Lydbilledet er utroligt omfangsrigt og umiddelbart ret forvirrende, men det er muligt at spore en vis melodiøsitet i de foruroligende og dystre klange, som præger pladen. Det er ikke nogen let plade at gå til, men giver man den tid, vinder den sikkert indpas hos en, så man helt glemmer savnet af den industrielle støj fra de tidligere albums.

Efterklang: Under Giant Trees (cd, Rumraket/A:larm)

 At udgive et minialbum på 30 minutter blot et par måneder før det længe ventede andet fulde album, Parades, kom på gaden, var som udgangspunkt en satsning. Dette vidner i den grad om Efterklangs kompromisløshed og ukuelige vilje til at inspirere. Det er netop inspirationen, der er kodeordet på skiven - både for bandet selv og os lyttere. Under turnéen med succesfulde Tripper-materiale lod Efterklang sig inspirere af publikums reaktion på deres lydlige eksperimenter, hvorefter disse nye idéer blev trukket i retning af en ny, selvstændig udgivelse. Resultatet er imaginært, visionært og uimodståeligt smukt. Det er en plade, hvor Efterklang giver en lektie i melankoliens bevægelighed og magt. Musik, hvis signatur er den stemningsmættede, smertefulde, dunkle men også finurlige skønhed, der med stor intensitet betager og drager. Under Giant Trees er en organisk skov af ukendte oplevelser og eventyrlige fortællinger. Træder man varsomt ind i skoven, får man en livsbekræftende oplevelse med Peter Pan ved sin side. Giv bare slip og lade dig forføre! Det er ikke barnligt, men storslået. Det er store ord at bruge, men de er ganske berettigede. Glem al snakken om "folktronica" og islandsk beslægtning. Efterklangs Under Giant Trees spiller på hele følelsesregisteret med en musik, der rammer dybt. Og kan man rumme det introverte kunstneriske udtryk, er følelsen både berigende og overvældende.

Frog Eyes: Tears of the Valedictorian (cd, Absolutely Kosher)

Frog Eyes: Tears of the Valedictorian Carey Mercer må være vanvittig - og man elsker ham for det. Ud af de senere års indierock-kuld står Frog Eyes frem som et af de mest vitale bands: Overgearet, smaskpsykedelisk og djævelsk fængende. På Tears of the Valedictorian blev Mercers groteskt poetiske tekster skubbet lidt i baggrunden til fordel for en veritabel eksplosion af musikalsk råstyrke, der var lige kraftig, hvad enten man pegede på Mercers eget febrilske guitarspil eller Melanie Campbells afmålte, men fandens dynamiske trommer. Bygget op omkring de to afsindige, episke numre "Caravan Breakers" og "Bushels" fik albummet en vis slagside, da man næsten kunne tale om definitive præstationer. Og hvis Carey Mercer virkelig er gal, er hans syge sind et vidunder, der er værd at besøge.

Giedo Primo: Infinity Machines of the Second Moon (lp, Hamarplazt)

 Hvis man er af den mening, at dansk electronica over en periode blev for poleret og gik lidt for godt i spænd med designermøbler, nyt køkken og pensionsopsparing, så trækker Giedo Primo i en helt anden retning. Dels en romantisk, der peger tilbage mod 70'ernes drømmende og kosmiske lydbilleder, dels en skramlet, der snarere går hånd i hånd med det, der vist for tiden kaldes lo-fi-æstetik. Musikken skabes ikke på en laptop, men på analoge synthesizere og trommemaskiner, og prominent i lydbilledet er også en SID-station, der er baseret på lydchippen fra den legendariske hjemmecomputer Commodore 64, hvilket resulterer i en ganske personlig lyd.

Grinderman: Grinderman (cd, Mute)

Grinderman: Grinderman "Foul-mouthed, noisy, hairy, and damn well old enough to know better." Grinderman stinker af uvasket mandfolk, fedtet hår og slid ved tangenter, strenge og trommeskind, mens sveden hagler af kroppen og fråden står om kæften. Det er bluesen, der træder i karakter og giver inspiration til punk, avantgarde og elektrificeret jazz. I Grinderman leger Nick Cave og et par Bad Seeds-musikere en rå og ekvilibristisk leg, og det lyder for fedt hvad angår både musikken, teksterne og intoneringerne. Genial er f.eks. "No Pussy Blues", hvis basgang er dunkende, ophidsende og rytmisk insinuerende, mens sangens antihelt forgæves forsøger at få sine tiltagende frustrerede ædlere dele svøbt i duften af kvinde. Isnende smuk er "Electric Alice" med sit karavanetempo og sine skæve, elektrificerede strenge. Tilbage til bluesrødderne går det - og på besøg på Mali i den sprøde "Go Tell the Women". Overraskende er "Honey Bee (Let's Fly to Mars)", der genopliver Suicide og virkelig stikker i ørerne. Og sådan er det hele vejen igennem. Det er udefinerbart, hvornår en karriere begynder at blive et livsværk, men i Nick Caves tilfælde kan man vel godt tale om, at hans produktion vil blive kanoniseret som det sidste. Cave er en supernova, der skinner klarere end mange andre stjerner på himlen. Når der kommer nyt fra hans hånd - hvad enten det er musik, bøger eller filmmanuskripter - følger hele verden med og har en mening. Nogle mener, at han når nye tinder - andre, at han var bedst i The Birthday Party. Uomgængeligt er det dog, at han har rundet endnu et eksperimentelt hjørne på sin odysse med Grinderman-projektet.

Martin Hall: Catalogue (5Xcd + dvd Panoptikon/A:larm)

 Skal man vælge at tro statistikkerne, så er Martin Hall den danske musiker, der har udgivet mest nogensinde, og det faktum alene kalder jo på en boks med materiale fra hele karrieren. Og som altid med den slags, så kan man give sig til at diskutere om det er alt det rigtige, der er kommet med, om visse personlige favoritter mangler, om visse af de numre, man havde håbet på at tiden ville gemme væk, alligevel har sneget sig med i det gode selskab etc. Når den diskussion så er ovre, så står man tilbage med det uomtvistelige faktum, at Martin Hall har været videre omkring end de fleste andre her til lands, og undervejs har han været af stor betydning - måske især i forhold til alternative genrer som punk, new wave, synth og avantgarde. Genrer, som altid har haft svære kår i Danmark, men som i Hall har haft en aktiv, modig og kompetent fortaler.

PJ Harvey: White Chalk (cd, Universal)

PJ Harvey: White Chalk Efter et par gedigne, men måske ikke ligefrem uundværlige albums, der så Polly Jean Harvey udforske henholdsvis en kommerciel lyd og en mere krads, fragmentarisk samme, samlede hun tråden op fra den rugende og sårbare Is This Desire (1998). Bare i et spindelsvævsfint, atmosfærisk og minimalistisk setting, der fremstod som antitesen til det syrebadet 4-track Demos. Døden og dramaet svævede stadig over de til tider bevidst skitseagtige indspilninger, der ofte lød som ekkoer fra det hinsides, men i centrum fandt man en underlig, ustabil ro, der bandt revl og krat sammen i et umiskendeligt værk. Et værk, der, fra hilsnen til Beach Boys i "The Devil" til den hjemsøgte americana på titelnummeret, hørte til Harveys mest uomgængelige.

Interpol: Our Love to Admire (cd, Capitol/EMI)

Interpol: Our Love to Admire Hvor det var melankolien, der tegnede Interpols to første albums, er Our Love to Admire gennemført dyster. Albummet emmer af rastløshed, mismod og apati, der er ført helt ud til grænsen og længere endnu. Albummet udskiller sig ikke specielt stilistisk fra de to foregående, og Joy Division spøger stadig i kulissen som den største inspirationskilde. Dog har albummet noget drastisk og overdrevent dekadent over sig, og der er også - lidt som på The Cures Pornography - stærke, egensindige tekster om stofmisbrug og interne stridigheder. Som altid leverer de ulasteligt klædte herrer rigtigt gode kompositioner såvel som instrumentale præstationer. Den ellers legesyge og opfindsomme rytmegruppe har dog lagt finurlighederne på hylden og bakker nu i stedet, solidt og insisterende, de raslende tynde guitarer og Paul Banks' alvorlige, lavfrekvente vokal op. En dyster og uafrystelig lytteroplevelse.

Jean Michel Jarre: Teo & Tea (cd, Warner)

 Et album, der viser, at den franske pioner ikke blot kan endnu, men også kan uden at gentage sig selv. Med klar inspiration i nyere former for elektronisk musik - fra humorfyldt electroclash og pumpet trance til skæv electronica og kølig ambient - formår Jarre alligevel at bevare en gnist af sin egen lyd side om side med en temmelig oplagt legelyst, og det bevirker, at albummet ikke ender som et forceret forsøg på at virke ung med de unge. Der er på ingen måde tale om en milepæl som Oxygene, men mindre kan også gøre det, og den fantasi, der lægges for dagen, er fin og får lytteren til at trække på smilebåndet flere steder undervejs.

The Karl Hendricks Rock Band: The World Says (cd, Surplus Anxiety)

The Karl Hendricks Rock Band: The World Says Karl Hendricks er en af den slags kunstnere, hvis plader så godt som aldrig ender på musikmagasinernes lister over årets udgivelser. Hendricks er nemlig blottet for enhver rockjournalistisk sex-appeal: Han er en baseballkasket-bærende, let buttet og efterhånden midaldrende amerikaner med vigende hårgrænse, der til daglig henslæber en tilværelse som universitetsunderviser, og som med adskillige års mellemrum udgiver albums, der lyder som om, at deres ophavsmand er komplet uvidende om enhver musikalsk strømning efter 1993. Selvom en vis Crazy Horse-lignende guitarsoloimpuls har gjort sig gældende på de senere albums, og selvom den værste kærlighedssyge teen spleen er forsvundet med årene, adskiller The Karl Hendricks Rock Bands udtryk anno 2007 sig ikke grundlæggende fra den 15 år gamle debut. Hendricks skriver stadig på én gang larmende, muskuløse og skrøbeligt melankolske støjrock numre i SST-traditionen om verdens svigefuldhed: "Everyday's another stupid miracle". Som altid er misantropiens følgesvend dog også en afvæbnende humor og selvironi, der holder depressionen fra døren, og Hendricks fremstår igen som en uovertruffen indfanger af den menneskelige eksistens i al dens tragikomiske pragt. Han er den type sangskriver, man drikker sig fuld med, når kæresten er skredet, jobbet er et helvede og morgendagen synes lige så udsigtsløs som i går. Hendricks har måske ikke forandret sig afgørende med årene, men det har verden næppe heller, og hans behjertede loser anthems forbliver kærkomne, når dens slag skal pareres.

The Knife: Silent Shout Deluxe (2cd + dvd, Brille)

 Det sker fra tid til anden, at hype og indhold rent faktisk formår at følges ad, hvilket i de seneste år har været tilfældet med svenske The Knife. Søskendeduoen har gjort deres til at omgære projektet med en vis mystik, men har heldigvis ikke glemt det rent musikalske undervejs. Silent Shout Deluxe byder på dels Silent Shout-albummet, dels koncert-dvd'en Silent Shout - An Audio Visual Experience. Dertil kommer en stribe musikvideoer fra gruppens forrige albums, hvilket reelt gør Silent Shout Deluxe til en slags greatest hits-udgivelse med det hele - endda til billige penge. Den svenske gruppe formår at forene det melodiøse med det eftertænksomme, det morsomme med det mørke og det energiske med det afdæmpede. Og det på en måde, hvor det hele alligevel synes at arbejde sammen.

Last Step: Last Step (2ep, Planet MU)

Last Step: Last Step Når elektroniske musikere "genopdager" de klassiske analoge synthesizere og trommemaskiner, som især dominerede technomusikken i slutningen af 80'erne og første halvdel af 90'erne, så ender det ofte i en stilsikker retro-acid, der er lidt for præget af sin egen historiske bevidsthed. Med Aaron "Venitian Snares" Funks Last Step-projekt lykkes det imidlertid virkelig at skabe noget nyt og overbevisende, som først og fremmest er i den oprindelige analog-technos ånd for så vidt, at det vitterligt lyder forunderligt fremmedartet - som et glimt af en fremtid, der aldrig indfandt sig. Rytmisk såvel som melodisk er musikken overdrevet excentrisk og skævvreden, men den hænger alligevel sammen på sin helt egen indtagende måde og demonstrerer samtidig, at en gennemført syntetisk maskinmusik sagtens kan være charmerende, varm og magisk.

Jens Lekman: Night Falls over Kortedala (cd, Secretly Canadian)

Jens Lekman: Night Falls over Kortedala Jens Lekman har altid balanceret på den tynde linje mellem pastiche og oprigtige, dybfølte popsange. På Night Falls over Kortedala illustreres dette måske tydeligst af "Friday Night at the Drive-In Bingo", der bragte mindelser frem om The Ramones' dikotomisk smagløse, sublime "Do You Remember Rock'n'Roll Radio?" med sin corny saxofon. Lekmans uforlignelige tekster understregede imidlertid, at det (meste) var alvorligt ment. Med karakteristisk skandinavisk skrækblandet sødme fortalte han uforglemmelige historier fra hverdagen og absurditetens yderste overdrev i en Bellmansk ånd. Med næsten irriterende catchy melodier og tekster som "I picked up a seashell to illustrate my homelessness // But a crab crawled out of it making it useless" begik Jens Lekman i 2007 sit hidtidige hovedværk.

Longing For Dawn: A Treacherous Ascension (cd, Grau)

Longing For Dawn: A Treacherous Ascension Funeral doom-subgenren er ikke lige det, vi gør os mest i her på Geiger. Men ikke desto mindre er denne canadiske kvintets andet album havnet på listen. Det udtryk, Longing For Dawn har fundet frem til, er sandt for dyden ikke originalt, men det er utrolig veludført. A Treacherous Ascension gør lige præcis det, en funeral doom-udgivelse skal: Hensætter lytteren i en dunkel trancetilstand, der tilnærmelsesvist afspejler det slæbende, tunge og modløse udtryk, musikken lægger for dagen. Eller natten. Der er ingen redning, ingen pardon og intet, der kan hamle op med Longing For Dawn, når det gælder elegant, tyngende lidelse.

Getatchew Mekuria & The Ex & Guests: Moa Anbessa (cd, Terp Records)

Getatchew Mekuria & The Ex & Guests: Moa Anbessa For hollandske The Ex har de musikalske udladninger altid haft et utvetydigt politisk sigte, der trods al sympati kan virke noget rigidt og bedrevidende. Måske derfor er samarbejdet med den etiopiske saxofonist Getatchew Mekuria så velkommen og vital en tilføjelse til The Ex' ellers imponerende diskografi. Selv med storhedstiden i 70'erne bag sig kan Mekuria stadig trutte blodet i kog, hvilket oprindeligt var ideen med shellela - en etiopisk folkemusik udviklet til at opildne krigere til at gå i kamp. Og den viltre spillestil formår både at bløde op for og komplimentere The Ex' militante socialisme; G.W. Soks socialt indignerede sangforedrag har en mindre central placering end ellers, hvilket levner spillerum til Mekurias myldrende intense, men sarte saxofonspil. The Ex viser dog stadig deres totale rytmiske kontrol og kantede gennemslagskraft i det helt igennem vellykkede samspil. Krigen er her blevet erstattet med en fest, og sjældent har globaliseringen lydt så inciterende. Sjældent har Afrika og Europa i den grad været ligeværdige samarbejdspartnere - og dét helt uden politisk sentimentalitet.

Laura Mo: Alkymi (cd, ArtPeople)

Laura Mo: Alkymi Efter ti år, hvor karrieren ikke helt ville tage form, udsendte Laura Mo omsider en knusende gennemarbejdet debut, som på én gang formåede at være vildtvoksende, tilgængelig, repræsentativ og dybt, dybt personlig. Som hos Tove Ditlevsen, når hun var bedst, formåede Mo at skabe en sitrende, subtil spænding mellem det sværmeriske og det knusende realistiske - der var hjerteblod og levet liv i hendes figurer og scenarier. Og selve musikken, der vekslede fra sfærisk americana over skrøbelige ballader og veldrejet radiorock til passioneret tango, vedkendte sig fordomsfrit både John Mogensen og Nick Cave. En plade, der var stor såvel musikalsk som menneskeligt.

Heidi Mortenson: Don't Lonely Me (cd, Wired Records)

Heidi Mortenson: Don't Lonely Me I Heidi Mortensons musikalske projekt synes der at ligge en særlig interesse for mødet mellem den fængende konventionelle popsang og den elektroniske lydkunsts totale uforudsigelighed. Det er et sammensmeltningsforsøg, som hun deler med en del af de musikere, der er tilknyttet hendes pladeselskab Wired Records, og som hun nu selv har eksperimenteret med på to albums. Senest Don't Lonely Me, som er både udfordrende og gennemført catchy. Heidi Mortenson er teknisk kompetent og besidder en stærk kompromisløshed, hvilket gør hende til en af Danmarks mest interessante musikere. Og så har hun påmalet sig et fuldskæg som en Mikael Simpson i forklædning - klar til at infiltrere P3s rotationslister med en gang undergravende støj forklædt som pop.

Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? (cd, Polyvinyl)

Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer?Hissing Fauna, Are You the Destroyer? skifter Of Montreal det absurde, halvt komiske, halvt foruroligende fantasiland, der hidtil har domineret bandets tekstside, ud med ankermanden Kevin Barnes' selvbiografiske beretninger om et skibbrudent ægteskab, depression og blandingsmisbrug i det mørke Norge. At dette hamskifte udføres så træfsikkert, som var det det naturligste i verden, er i sig selv noget af en bedrift. At den apokalyptiske rutsjetur samtidig blandes op med en ualmindeligt ufortrøden popsensibilitet, der musikalsk gør albummet til en af årets absolutte partyplader, er mildest talt imponerende. Væk er de tidligere udspils skæve 60'er-melodier, mens de synthpop-elementer, der har kunnet anes på de senere albums, i dén grad får lov at invitere op til dans på sange, der formår at kombinere det uforudsigelige med det stærkt medrivende. Midterstykket, den tolv minutter lange, uheldsvangre tour de force "The Past Is a Grotesque Animal", understreger - med langstrakt, maskinel klagen og henvisninger til den mørke erotiker Georges Bataille - festlighedernes bismag af vold og kold sex. Vi føler os privilegerede over invitationen og tøver ikke med at sige, at denne fest vil vare ved længe efter, at nytårsballet 2007 er slut.

Okkervil River: The Stage Names (cd, Jagjaguwar)

Okkervil River: The Stage Names Patosen er til at tage og føle på, når Okkervil River-lederen Will Sheffs stemme indfinder sig i højtaleren. Men selvom bandet ved første øjekast blot kan synes som endnu et medlem af de dybtfølende, højdramatiske amerikanske indiegruppers fåreflok, er det i høj grad lysten til at pille ved såvel autenticitetsbegrebet som rock'n'roll-mytologien, der gør The Stage Names til et album udover det sædvanlige. Dagbogsoptegnelser, rockklichéer og litterære dramatiseringer glider sammen, og fakta og fiktion viser sig snarere at befrugte end kontrastere hinanden. Både lyrisk og musikalsk er der tale om en såvel hengiven som kritisk konfrontation med en klassisk rocktradition, der afsøges og dissekeres, uden at der dog forfaldes til højpandet intellektualisme. Sheff forbliver en tekstforfatter af format, der kan balancere dramaet, komikken, tragedien og det slet og ret vulgære på en knivsæg. "Hvem er vi, når vi spiller os selv?" synes at være det centrale spørgsmål, pladen overbevisende lader hænge i luften. Læg dertil det faktum, at den på de tidlige plader lige lovligt velfriserede folkrock har fået et yderligere skud opad på adrenalinbarometeret og melodiøsitetsdetektoren siden den i sig selv bemærkelsesværdige Black Sheep Boy (2005), og det burde stå klart, at Okkervil River for alvor træder ud af fåreflokken med dette album.

Panda Bear: Person Pitch (cd, Paw Tracks)

Panda Bear: Person Pitch Panda Bear er Noah Lennox' soloprojekt. Lennox er også en del af Animal Collective. Slægtskabet er ikke at fornægte. Man skal ikke forvente musikalsk mainstream og glatte løsninger fra hverken Animal Collective eller Panda Bear. Men dette projekt er særegent på sin helt egen måde - bl.a. fordi det ikke er bygget op omkring et band, men omkring Lennox' egne ideer. Det er en musikalsk collage, der henter brudstykker fra reallyde som vandskvulp, byggeri, trampende støvler, tog og fugle, og oven på dem kommer der et elektronisk lag af knitren og kradsen. Alt sammen i loops - masser af loops - der kører ind over hinanden i både længere og ultrakorte sekvenser, som også rækker videre end det enkelte nummer. Oven på, neden under eller ved siden af den elektroniske 'støj' kommer et egentlig ret subtilt lag af instrumenter, og sidst, men ikke mindst, er der vokalen. Tankerne strejfer Beach Boys, for vokalsiden af Person Pitch er bygget op efter harmonier, som man også finder hos det navnkundige band. Ind imellem lyder Lennox faktisk, som Brian Wilson gjorde det i 1960'erne. Og det er ganske vidunderligt at lytte til. Melodiøst og lige som at befinde sig i et gammelt radioprogram - men så alligevel samtidig være inden i en sampler. Drømmer man, eller er man vågen? Glansnummeret er det 12 minutter lange "Bros", der begynder med en ugles tuden og langsomt vugger derudaf med et kort loop af eksotisk slagtøj, der bare fortsætter. På skrift lyder det måske ensformigt, men sådan lyder det på ingen måde, for vokalharmonierne udvikler sig, uglens tuden bliver til menneskers, flere rytmetempi kommer til og, ja, smukt er det.

The President's Heart: The End of the World (cd-r, A Beard of Snails/BSBTA)

The President's Heart: The End of the World Hvordan forholder man sig til verdens undergang? Med eskapisme og selvbedrag? Med en sammenbidt stirren den ind i øjnene? Og hvornår går verden under? Når den elskede smutter eller kloden rent fysisk kollapser? Det var den type spørgsmål, The President's Heart tog op på dette gennemførte konceptalbum, der fortolkede undergangsklassikere af Nico, The Carpenters og Tim Burton på raslende, skramlende og sfærisk vis, og føjede en række blændende originalkompositioner i samme tematiske område til. Gruppen kombinerede sublimt studietricks og rå realoptagelser, ligesom den benyttede sig af en bred instrumentpark, der rakte fra akustisk guitar og melodica til autoharpe, rytmeboks og megafon. Ud af dette voksede der en lyd, der var lige så absurd og humoristisk, som den var apokalyptisk. Tilsat tekster og musikalske referencer, som gjorde enheden uhyre slidstærk. Godt gået under!

Phosphorescent: Pride (cd, Dead Oceans)

Phosphorescent: Pride Med Pride fik pladeselskabet Dead Oceans endelig sit første mesterværk. Phosphorescent har fået anmeldere til at tale om en ny Will Oldham. Tiden må vise, hvor langt vingerne kan bære for Matthew Houck, der står bag Phosphorescent. Faktum er, at han med Pride har skabt en plade, der kan tåle at stå for eftertiden. Lyrik er sjældent set bedre end i "A Picture of Torn Up Praise": "I don't have a home it's not a chain it's not a throne / It's just a picture of a picture tossed and torn away / Of anger on your face still not as strange and not as brave / As when you turned away". Musikken beskriver en form for eksistentiel fremmedhed, men samtidig også et lys og et håb om at vende hjem. Pride griber fat dér, hvor det gør rigtig godt, og ved at konfrontere smerten opnås der en forsoning. Phosporescent læner sig op den amerikanske old time-tradition, men skaber sit eget nutidige udtryk. Fortabelse og frelse hører ikke blot fortiden til.

Radiohead: In Rainbows (cd, selvudgivet)

Radiohead: In Rainbows In Rainbows fik især megen omtale på grund af den alternative distributionsmetode, men reelt var det mere bemærkelsesværdigt, hvor vellykket pladen fremstod. Hvor forgængeren, Hail to the Thief, stod lidt i stampe visse steder og virkede som en lidt halvhjertet efterfølger til Kid A og Amnesiac, er den nye plade anderledes frisk i lyden. Oxford-gruppen har tilegnet sig en nyt, varmt udtryk, der nærmest er funky visse steder. Lidt af en tilsnigelse, måske, men i forhold til bagkataloget er der virkeligt sket noget, selvom Radiohead alligevel lyder umiskendeligt som sig selv. Den sædvanlige fremmedgjorte lyd er blevet tilført sjælfulde sange om lys og håb, og pladen hører til blandt gruppens bedste.

The Raveonettes: Lust, Lust, Lust (cd, A:larm)

The Raveonettes: Lust, Lust, Lust The Raveonettes har længe været bandet, alle ventede sig meget af. Med ep'en Whip It On og debutalbummet Chain Gang of Love viste de, at de havde udtrykket, men måske manglede indholdet, hvorefter de for en kort stund forlod det støjende udtryk og udgav den poppede Pretty in Black. På Lust, Lust, Lust har støjen fået en renæssance, men kompositionerne er også blevet skarpere, ligesom teksterne er blevet mere fokuserede. Der er skruet en smule ned for 60'erpop-referencerne, og både tekst og musik er blevet mindre uskyldigt, hvilket klæder The Raveonttes rigtig godt. Albummets lyriske tema, lysten og begæret, formår at skinne stærkt igennem musikalsk og det gør Lust, Lust, Lust til et fantastisk helstøbt album. The Raveonettes har endelig indfriet de mange forventninger og lavet deres bedste album til dato.

Rla: rla_dg341.1 (cd, Signals)

Rla: rla_dg341.1Rasmus Riis, Kasper Lysemose og Brian Agha har tidligere fået fremragende resultater ud af jazzens klassiske trioform, som de har udviklet til også at inkludere mere avantgardistiske elementer. På rla_dg341.1 var trioformen bevaret, men enhver rest af traditionel triojazz var forladt til fordel for en kompromisløs søgen efter uhørte klangverdener i tre kompositioner, der blandede konkretlyde, improvisation og langsomt udfoldede soundscapes. Udflydende og impressionistiske anstrøg fandt sammen med metalliske, rustne støjelementer i en både sfærisk og meget jordnær musik. Englenes harpesang mødte maskinstationens skramlen. Eksperimentalmusik i verdensklasse - og tilmed en plade, der viste, hvor meget Rasmus Riis er vokset i rollen som producer.

Rothko: Eleven Stages of Intervention (cd, Bip-hop)

Rothko: Eleven Stages of Intervention Med en slående enkelhed i udtrykket samt en kredsen omkring temaer som meditation og healing havde Rothko nærmest alle forudsætninger for at skabe en New Age-bagatel af den type, der sælges så mange af på det voksende marked for letkøbt spiritualitet. I stedet skabte gruppen, der efterhånden kun har Mark Beazley tilbage fra den originale besætning, et formfuldendt kunstværk, der nok knyttede an til både postrock, ambient og ECM-jazz, men som i kraft af en fantastisk fornemmelse for det velbalancerede lydbillede og en særegen instrumentering, der havde el-bassen som bærende element, dannede en rig og original klangverden. En klangverden som silke: Sart og dog utroligt stærk. Og en plade, der viste, at søgen efter harmoni, skønhed og lindring sagtens kan finde en kunstnerisk form uden at blive til kitsch.

The Shins: Wincing the Night Away (cd, Sub Pop)

The Shins: Wincing the Night Away Wincing the Night Away er lyden af et band, som efter to plader med enkelte gode sange nu har ramt den helt rigtige frekvens hvad angår både sangskrivning og produktion. The Shins oplevede et mindre gennembrud med sangen "New Slang", som i en uimodståelig feel good-scene i filmen The Garden State blev introduceret af Natalie Portman. God fornemmelse er der også hele vejen gennem bandets tredje plade, som indeholder fine sange med en tæft for ørehængere, der trækker tankerne i retning af The Smiths. The Shins har alle dage været et ganske traditionelt blødt rockorkester, men selvom virkemidlerne er genkendelige, så kræver det altså noget helt særligt at få musikken til at lyde så godt, som det er tilfældet her.

Slaraffenland: Private Cinema (cd, Rumraket)

Slaraffenland: Private Cinema Selvom den internationale opmærksomhed for længst har meldt sig, har der altid været noget uforløst over Slaraffenlands sammensmeltning af jazz- og indieelementer. Idéen har altid syntes mere interessant end resultaterne. Indtil Private Cinema, altså. Her gik kabalen pludselig op med en egen lamslående logik. Albummets fusion af kubistisk rock, improviserende jazz og noget, der til tider tangerede folkemusik, var simpelthen uhørt. Typisk startede numrene med et sangorienteret modul, der opløstes i messende, meget stemningsfulde instrumentalpassager, som både gav plads til sugende blæsere og guitar så spids, at man kunne rive sig på den. Stemningerne rakte fra det massive til det meditative, og samspillet føltes både saftigt, kraftfuldt og medrivende. Denne gang kom man vitterligt til Slaraffenland.

Slütspürt: (30) (lp, yoyooyoy)

Slütspürt: (30)Hvor albumdebuten fra 2005 viste Slütspürt som en art excentrisk syrerockband, der lod idéer vælte over hinanden i en blændende pærevælling, var (30) gruppens svendestykke: Pladen, hvor den for alvor viste, hvad den kunne. Ikke mindst på monolitten "Anne Grethe", som udfyldte den første side med en summende drone, der midtvejs blev tung, beskidt og knusende som en vildfaren bulldozer. Men resten af materialet havde også niveau, og man ville hverken være foruden gamelan-tendenserne på "Guess Who?" eller den rungende dommedagsmarch "Lad Frygten Gribe Vore Fjender". Jo, Slütspürt bestod.

Speaker Bite Me: Action Painting (cd, Morningside)

Speaker Bite Me: Action Painting Trods solokarrierer, der gik bedre end gruppen nogen sinde havde gjort, mere lukrative bijobs, begyndende familieliv og uendelige pauser opgav Speaker Bite Me ikke ånden. Heldigvis! Action Painting var nemlig lyden af et band, der fandt sit sande jeg. Med lange delvist improviserede flows, der indarbejdede bl.a. krautrock-motorik, elektroniske elementer, eksplosive punkudladninger og en Frank Zappa-agtig montageteknik, blev der lagt en unik bund for teksternes blanding af politiske kommentarer, filosofiske overvejelser og referencer til hele kunsthistorien. Som en god bog blev Action Painting bedre - og dybere - for hver gennemlytning.

Jørgen Teller & The Empty Stairs: Wunderswim (cd, Leaky Mansion/VME)

Jørgen Teller & The Empty Stairs: WunderswimMed det tredje, denne gang helt igennem instrumentale, album fra Jørgen Teller & The Empty Stairs er det til fulde lykkedes at forløse potentialet. Det næsten bundløse lydrum domineres endnu en gang af Tellers ombyggede guitar, Le Bastard, der har både bas- og guitarstrenge, hvilket skaber nogle overrumplende tonale brud. Kompositionerne er krybende og mørke som gidsler ramt af paranoia over at blive ført til et ukendt sted, og stilistisk trækkes der en linie til albummet Signals in Development. Men Wunderswims fokus er langt skarpere, intensiteten mere udæskende. På trods af den stålsatte vilje til at eksperimentere støder trioens sugende, pulserende og magnetiske samspil aldrig på grund. Wunderswim er på en gang et isnende vinterbad en mørk aften og et ætsende, men styrkende syrebad.

VNV Nation: Judgement (cd, Playground)

 Har man fulgt VNV Nation over en årrække, kan man med nogen ret mene, at Judgement er mere af samme slags. Omvendt er gruppen måske alligevel lige en tand skarpere på dette album end på de seneste udgivelser - også selvom man, vanen tro, udsættes for et par lidt vel ømme ballader undervejs. Heldigvis er der også numre i højt tempo, og flere steder rammer VNV Nation en meget fin balance mellem hård trance og mørk ebm - mellem det melodiske og det rytmisk hårdtslående. Og så skader det heller ikke, at flere af albummets tekster bestemt hører til gruppens bedre. Der er dem, der vil hævde, at det ikke nødvendigvis siger meget, men et skridt i den rigtige retning var det.

Robert Wyatt: Comicopera (2lp, Domino)

 Nye albums fra Robert Wyatt er ikke noget, man kommer ud for hvert år. Faktisk har den gamle Canterbury-legende igennem sin nu snart 40 år lange karriere kun udsendt en lille håndfuld soloalbums, men til gengæld er det altid lidt af en begivenhed, når det sker. Det var også tilfældet med Comicopera, hvor Wyatt fulgte sit eget mærkelige spor endnu engang, et sted mellem pop, prog, jazz og ætsende protestsange. Det stadig lige sælsomme lydbillede vekslede mellem på den ene side skæv, humoristisk kammerjazz, på den anden en mørk, foruroligende drømmeverden, som flere steder antog en nærmest Twin Peaks-agtig karakter. Wyatt lyder stadig som ingen anden - hverken hans stemme eller hans måde at skrue sange og arrangementer sammen på - og Comicopera er endnu en gådefuld gave fra en gammel mester. En af hans hidtil bedste, faktisk.

Af Geiger, 15. jan 2008


Yderligere information

Medvirkende skribenter: Ras Bolding, Jakob Bækgaard, Jannik Juhl Christensen, Jesper Elving, Niklas Steffensen H., Martin Hornsleth, Konrad Korabiewski, Jakob Langkjær, Mette Tapdrup Mortensen, Lars Nilsson, Simon H. Pedersen, Steffen B. Pedersen, Peter Tapdrup Andersen og Rasmus Steffensen.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen