Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets musikoplevelser, Kim Las, Alexei Borisov, Anton Nikkilä, Zven Balslev
Årets musikoplevelser
- del 1
28. jan 2010 [Årets albums] Geiger fortsætter sidste års nystartede tradition og har igen inviteret en stribe musikere, arrangører, pladeselskabsfolk og andre fra musikmiljøet til at dele deres bedste musikoplevelser i 2009 med Geigers læsere. Find ud af, hvad der har begejstret Kim Las, Zven Balslev, Anton Nikkilä og Alexei Borisov.

Artiklen bringes i to dele - det næste kapitel byder blandt andet på anbefalinger af Jakob Bro, Anja Jacobsen og Philippe Petit. Geiger-redaktionens egen liste over årets plader er også på vej og bringes snart her på siden.

KIM LAS Kim Las

Dj Kim Las er en del af Mit Nye Band og har en fortid i Money Your Love. I 2009 udgav han under eget navn cd'en 3 Gange - Den Fri's Lange Bange Klamme Sange på Fake Diamond Records/ArtPeople. www.myspace.com/kimlas

EUROS CHILDS: SON OF EURO CHILD
Jeg har en rimelig klar formodning om, at jeg må være Danmarks største Euros Childs fan. Jeg har fulgt hans musik i 10 år (oh my god) siden 1999, hvor jeg opdagede Gorky's Zygotic Mynci, det walisiske neo-psykedeliske band, som han tidligere frontede, og er stadig fuldstændig på røven når han laver noget nyt. Dette solo-album sætter dog alligevel nye standarter for hvor sørgelig og grinagtig han åbenbart kan være. Med de små casio synths, guitar, piano og hvad han ellers finder frem, formår han at få en fuldstændig fremragende sangskrivning med virkelig opfindsomme arrangementer til at lyde som noget umiddelbart meget ligetil og egentlig osse ret cheap. Det vinder i længden, når man opfatter, at de små rytmiske blipperier og almindeligt smadrede optagelser sagtens ville kunne gøre sig i hænderne på fx. et 80 mand stort orkester. Men det bedste er nu alligevel hans melodier, tekster og især hans måde at synge dem på. Euros kan lidt det samme som en ung Bryan Ferry, hvor fraseringen lyder som en meget trist type der kammer over i overstadig latter eller en meget glad dreng, der jamrer sig igennem sin egen fest. Det er en fornøjelse at lytte til, og han brillerer virkelig på alle sangene. Tekstmæssigt bliver jeg nødt til at give nogle eksempler, da de 15 sange på albummet kommer vidt omkring. Vi går fra en smilende calypso paranoia over 'big brother is watching you'-tanken på "Like This? Then Try This", med de herlige slutlinier:

Do Do you like sunsets? I Like sunsets!
Do you like the sea? La la la like the sea?
You don't like the sand? I Don't like the sand!
We Both don't like the sand! La la la la la sand!
Do you like mayonnaise? I Like mayonnaise!
Do you like your friends? Good time friends mayonnaise!
Do you like leather? I Like leather!
Do you like phones? La la la leather-phones...

Det virker i øvrigt, som om Euros er blevet far, da børnetemaet er gennemgående på hele pladen (jvf. pladens titel). Måske tolker jeg dette for subjektivt, da det faktisk osse er sket for mig. Uden at blive for Jokeren/Simon Kvamm-agtig vil jeg da i øvrigt nævne dette, som nok værende det, der både har bevæget, udfordret og begejstret mig mest i år. At blive far til min egen lille brutale og charmerende rejekælling, som vi kalder Ib. På nummeret "My Baby Joy" beskriver Euros den nybagte faderrolle således:

Give me what the other man has got
Shake that baby till its head falls off!
Good breathing - strong legs - pink gums
Keep your paws to yourself, You some other gun!
Waiting through a river of cheesy icecream
I'll hold your head under till you no longer scream
Paint that dog black and call it Jack
Work it till you break its back
Hung man in a darkened room
He waits for you - wants to waltz with you - Woo-hoo!

Ha ha. Glade far! De to eksempler er dog ret symptomatiske for Euros. Der er en helt klassisk diabolsk opdelthed i hans verden. Det vi andre kalder ambivalens. Alle ordene syder af bleg pessimisme og bitterhed, men det serveres altid med et hat-og-stok-agtigt smil på læben eller med en instrumenteret formodning om, at lytteren fatter den bagvedliggende glæde over tilværelsen. Enten dette eller omvendt: Euros synger om en hund der går op og ned af gaden eller en mand der ser fjernsyn om aftenen, hvor man, bag tekstens udtalte almindelighed, via frasering og tung harmonisk tematik fornemmer et Jeg, der er i et grusomt forfald. På en eller anden måde lykkes projektet altid for Euros; at få denne tvedelte pointe igennem. Men arrangementerne tager osse deres del af dette vanskelige læs. De tørre ord akkompagneres som regel af en stenet opsætning, hvor orgeltrommer, vekselbas og gammeldags tango, country og cabaret-elementer skaber det nødvendige og ofte ret corny modspil. Men altid balancen. Bliver noget for sommerligt, skipper nummeret pludselig over i et tristessetungt break, der ikke kan blive langsommere eller mere bleak. Det virker helt naturligt med denne form for vekslende lethed over hele albummet. Måske er det fordi han er velsignet med en kordrengs rene tenor, eller fordi han, som få sangere, både kan bære en happy dur-sang og en tung mol-vise uden at falde igennem. Pladen er i hvert fald helt klart den bedste, Euros har droppet siden "Chops" fra 2006. Den var i min optik årets plade dengang, og jeg må sige, at "Son Of Euro Childs" tager samme titel for mig i år. Altså, jeg kan godt høre på det hele. at jeg lyder som en gammel fan, der prøver at slå en syg dej op, men det fede er, at han har valgt at give pladen væk gratis, så alle kan hente det ypperlige værk på www.euroschilds.com, hvis man altså signer up til hans nyhedsbrev. Det sker der ikke noget ved. Jeg gjorde det i 2006 og har indtil nu kun modtaget 3 mails, "What I is up to 1-2 og 3".

RAEKWON: ONLY BUILT FOR CUBAN LINKS 2
Så skete det endelig! Efter 14 års venten kom den længe ventede opfølger til The Chef's 1. legendariske soloskive fra 1995. Og al den snak. Allerede i 2005 kan jeg huske, at der var rygter. RZA har produceret hele dynen! Dr. Dre både producerer og udgiver den på Aftermath! Helt sindssygt. Men nu er det så ude, og resultatet er efter min mening en helt fantastisk smeltegryde med produktioner fra både Dre, RZA, Jay Dilla, Marley Marl, Mathematics og mange andre. Det, som holder det sammen, er helt sikkert Raekwon. Det virkede allerede på 8 diagrams som om, at nu var det hans tur. Efter at både Method Man (som ellers altid har været min fave) og Ghost har haft deres prime, stod den meget lidt kønne Lex Diamond lissom tilbage og var klar til at skinne igennem. Han har ellers altid ligget lidt lavere i mælet. Ingen umiddelbare pop-omkvæd. Bare straight mc'ing. Drug Rap. Den rå version. Han kan et eller andet med at balancere sit flow mellem at være sindssygt laid back og samtidigt helt vildt overvejet og mega PÅ. Der er numre, hvor han er religiøs med hamre, æder blækspruttesuppe, giver opskriften på hjemmelavet crack, hænger på yachten, etc... hele tiden nye linjer, der fæstner sig - 8 million stories! Generelt er han bare sej at høre på. Check 'Walk Wit Me' fra pladen her: http://www.zshare.net/download/711098949580fabb/

NANNA: I DANMARK ER JEG FØDT
Her går man og følger med og får 30 nye tracks på ipod'en om ugen. Noise, Electro, Jazz, Punk. Det er lige meget. Jeg har haft et Nanna-år. Det startede med, at jeg igen pløjede Små Blå Breve. Så shoppede jeg lidt Shi Bu Mi på itunes, og så fandt jeg til slut I Danmark Er Jeg Født efter en søvnløs nat i Mint på Gammel Kongevej. Da jeg endelig fandt ro på sofaen kl. 14 dagen efter, var det med dette album bragende ud af højtalerne. Der havde jeg det vildt over hende. Seriøst, jeg er helt på hendes side, selvom den generelle opfattelse er, at både det og hun er skingrende sindssyg. Hun kan noget med sin stemme, arrangementer og tekster, der bare slår på en streng i mig, som jeg ikke kan benægte. På denne plade fra 1989 er det straight up gamle danske salmer; "Sov Mit Barn Sov Længe", "I Skovens Dybe Stille Ro", "Jeg Gik Mig Ud En Sommerdag" etc. Alle numre er fremført af en klassisk akustisk guitartrio og Nanna selv, og det lyder svinegodt! Check "Carmen Vernale" her:
http://www.zshare.net/download/711099908e592778/

I GOT YOU ON TAPE: SPINNING FOR THE CAUSE
Nu tror man sikkert, at det er hele pladen, der skal roses til skyerne endnu engang. Den er jeg osse fuldstændig med på. Det kan vi godt. Hele lortet bliver jo bare bedre og bedre, og det er totalt my life. Men det drejer sig faktisk bare om crashbækkenet midt i titelnummerets omkvæd, der er så sejt lavet, at det gentagne gange har givet mig the creeps, og jeg kan bare ikke la vær med at spille luftbækken og hoppe rundt. Det gør sig bare gældende på den måde; blender fuldstændig stjerneagtigt med spaden, bassen, synthen og den syge vokal og de syge lyrics. Årets omkvæd, efter min mening. Jeg synes virkelig bare, at de bliver ved. Det er stadigvæk ret vildt, synes jeg, at man kan møde Bellens på street'en og hænge med en, man er totalt fan af. Det gør det lige lidt federe at blive boende.

TURBOTITO: JUNE GLOOM MIXTAPE
Filip Nicolic aka Turbotito er min gamle panikkede stå-på-skateboard-æde-gorgonzola-freestyle-hornfiske-dj ven, som desværre er flyttet til det forjættede Los Angeles, hvor han slår sine folder som musiker i helt klassisk serber-stil med guld BMW, all you can eat shrimp og masser af billig rom. Det har altid fosset ud med musikalitet fra Filip, hvad enten han vendte hip hop-plader, spillede hendrix-soloer eller producerede out there jugoslavisk trompettechno. På dette mixtape fra i sommers oppede han sig lige extra og lavede nogle sindssygt fede overgange og sammenhænge mellem tracks, der både showcaser hans egen specielle dub-tilgang til disco og houseproduktioner, men osse en masse fedt melodisk dansemusik, der alt sammen holder sig under 110 bpm, dvs. det er ret tilbagelænet og rimelig groovy.

Tracklist:

Tuxedomoon - "In A Manner Of Speaking" (Turbotito Jam Along Rerub)
Chromatics - "I Want Your Love"
Husky Rescue - "Diamonds In The Sky (Emperor Machine Remix)"
Zombi - "Sapphire (Escort Remix)"
Turbotito - "It's Always The Same"
New Order - "Your Silent Face (Turbotito Rerub)"
Kim LAS - "Boxen (Turbotito Remix)"
Runaway - "Brooklyn Club Jam (Original Mix)"
Phoenix - "Lisztomania (Classixx Version)"
Walter Jones - "I'll Keep On Loving You"
We Are The World - "Claystones (Turbotito Remix)"
G. B. and the Tracks - "Woman (It's A Fine Line Vocal Mix)"

Man kan hente mixet for free her: http://this.bigstereo.net/2009/07/10/turbotito/

ZVEN BALSLEVZven Balslev

Grafiker Zven Balslev driver forlaget Smittekilde og spiller i trash/punk-bandet MokNok.www.smittekilde.blogspot.com

www.myspace.com/moknok

Medaljerne går til:

Koncerter, jeg gik glip af i 2009

Sonic Youth i Malmø, Junko på Lygten, SunnO))) i Volksbühne, Merzbow i Warehouse 9, Throbbing Gristle på Statens Museum for Kunst og Electric Wizard på Loppen. Øv.

Årets koncert
Pan sonic på Culture Box levede op til de skyhøje forventninger og mere til...

Årets tunge rotation på pladetallerkenen og absolutte revelation
Aron: Djævlens horn (Orpheus Records)

Årets danske 7"er
IceAge og Sexdrome

Årets pladecover
Yoke & Yohs: The Myth of the Totem (Zven + Mads Westrup aka Cola Jeff)

Årets cd
Nate Young: Regression (Ideal Rec)

Årets fossilfund
Alice Cooper: Love it to Death, Lydia Mendoza: Early Recordings, John Coltrane: "Out of this World" + A Love Supreme, The Rats på Mississippi Records, Erik Satie, Walker Brothers, Conrad Schnitzler og Plastic Ono Band.

Årets top mp3 (iTunes don't lie)

Moknok, The Blue Sky Boys, Little Howlin Wolf, Roberto Fia ("Django") og Bob Dylan ("The Man in Me").

ANTON NIKKILÄnikkilä

Anton Nikkilä er en finsk elektronisk musiker og komponist, som sammen med Alexei Borisov driver pladeselskabet N&B Research Digest.

www.nbresearchdigest.com 

LIVE: Faust
In 1970, Faust's first record label, the multi-national Polydor, had been somehow convinced that this unknown band would become a supergroup, an "electronic Beatles". Eventually that came true, in a way. Their covert influence is global, and their old records now sound disturbingly familiar because of this. I saw Faust's concert last September quite accidentally at Sonic Circuits Festival, not having consciously listened to them for a very long time and not expecting anything in one way or another. They were extremely energetic, provocative, slyly humorous in a Dada way and vaguely mysterious - you could feel that there was a lot of thought behind their seemingly offhand and relaxed act. A living reminder of times when people who worked in "rock" music, simultaneously denying its roots, hacking them into pieces and re-editing them to suit their own needs, did it with a revolutionary counter-cultural spirit.

RADIO: Bermuda Triangle Test Transmissions by Howard Jacques
The amount of recording artists may be growing exponentially, while the amount of those working outside of established genres seems to be on the decline. MySpace, Last.fm et al. push the listeners towards "similar artists". This is why radio stations like London's Resonance FM and New York's WFMU, who mix orthodox experimental music with outsiders, are important - at least I have found myself listening to (net) radio more than ever before. The most unpredictable show I've heard on these stations is Bermuda Triangle on Resonance FM, and it's also outrageously funny.

ALBUM: A New Way To Pay Old Debts by Bill Orcutt
I first heard a track from this instrumental guitar album on wfmu.org without any idea what it was. It sounded black and futuristic, like the next evolutionary step from Cecil Taylor, Sonny Sharrock and James Blood-Ulmer had finally been registered. A mix of Derek Bailey and John Lee Hooker's folk blues style. Later I found out Orcutt is a white guy from San Francisco, the guitar player of the mid-90s noise rock band Harry Pussy, collaborators and peers of Tom Smith's genre-defying To Live And Shave In LA. He made this fantastic solo LP after a recording hiatus of 12 years.

A side note: Obama's inaugural concert in January was, for a European at least, another surprising turn of events and reversal of black and white. While the concert may have been overshadowed by the imminent collapse of the economy, and will possibly be soon forgotten, it still seems incredible that the 90-year old Pete Seeger and Beyonce (both great singers, of course), were the headliners in front of a crowd of 500.000.

VIDEO: 135 Grand Street, New York, 1979, directed by Ericka Beckman
This hour-long film was part of an art exhibition tracing the connections between music and visual arts in New York in the 70's and early 80's (Looking at Music), and I must admit I didn't even see it in its entirety (it will be released as a DVD and soundtrack CD this spring, so I will be finally able to check how much I have imagined post factum). What I remember was most impressive, possibly because of the novelty involved - most of the no wave groups documented here except Theoretical Girls, Ut and Rhys Chatham are quite obscure, and in most cases there exists no other footage of them. The film, shot originally on Super-8 for Dutch TV and then forgotten until 2008, is extremely refreshing in its lack of conventional visuality and motion: a bunch of bands just playing in front of a mostly static camera in an empty space that looks like a hallway. The sound quality is amazingly good, and the music gains visual proportions, reminding me of old Soviet utopian architecture, all rhythmic repetition, geometric forms, overwhelming power and lack of smooth stylishness. The Soviet Constructivists' wildest architectural fantasies were never realised and got written out of history for decades, and this is another feature this re-imagined rock music has in common with them.

BOOK: Militant Modernism by Owen Hatherley

Not really a musical experience or even a music book, but a very inspiring short history of socialist avant-garde aesthetics in the 20th century and a manifesto that calls to revive its ideas in everyday life. It's written by a British art historian, so when constantly connecting different eras and switching back and forth between them, it also touches on the electronic music of Cabaret Voltaire, New Order, junglists and hauntologists. "This book is essentially about (...) Modernism itself as counter-culture, drawing on sexual politics, industrial aesthetics, critical theory, a new urbanism, in order to suggest - 'as a tradition and as a vision' - the possible outlines of a world after capitalism." Refreshing, bold and "mind-blowing", like one reviewer wrote.

ALEXEI BORISOVborisov

Alexei Borisov har været en central skikkelse på den eksperimenterende russiske musikscene siden begyndelsen af 1980'erne. Han driver pladeselskabet N&B Research Digest sammen med Anton Nikkilä, som han også optræder og indspiller med.

www.nbresearchdigest.com

http://www.myspace.com/alexeiborisov ;;;;;;;;;;;;;;;;;;;

My events
Alexei Borisov and Ignaz Schick tour in Russia and Ukraine (February 2009)
Alexei Borisov/Jeff Surak live at Phill Niblock's No Name Festival (USA, NYC, March 2009)
Jandek with Alexei Borisov, Anton Nikkilä, Pekka Airaksinen, Scott Verrastro (USA, Washington DC, Sonic Circuits Festival, Velvet Lounge, 26 September 2009)
Alexei Borisov and Olga Nosova live at Spektro Fest (Turkey, Istanbul, Dogzstar club, October 2009)

Other events
Dave Phillips at Noise and Fury Festival (RF, Moscow, The DOM CC, June 2009)
DJ Sniff at Electronic Music Concert 03 (Germany, Berlin, Heimathafen Neukölln-Studio, 21 November 2009)

All the best for 2010!
Alexei

Af Redaktionen m.fl., 28. jan 2010
Foto: NASA


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen