Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Teppop

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2003
Årets albums 2003, del 1
8. mar 2004 [Årets albums] Traditionen tro er vi nu kommet til Geigers kåring af de bedste plader anno 2003 – den tredje i rækken i øvrigt. Som en reaktion på, at vi førhen følte et stik i hjertet ved at undlade lidt for mange fremragende albums, har vi i år valgt at inkludere halvtreds titler frem for tredive. Disse halvtreds albums i sædvanlig alfabetisk rækkefølge udgør måske stadig ikke meget mere end den halve sandhed omkring nutidens musikscene, men det større antal hjælper da med til at komme ud i nogle hjørner, der måske har været oversete i de foregående års afstemninger!

Hvis 2002 var året, hvor der blev dannet en mærkbar konsensus om garagerocken, syntes 2003 at have været et år, hvor der simpelthen bare skete spændende ting på en masse forskellige musikalske fronter. Man kunne således konstatere, at en række hjemlige og udenlandske navne – gamle såvel som nye – uden større fællesnævnere og fanfarer formåede at lave helt vidunderlige albums på tværs af genrer som bl.a. tidløs amerikansk sangskrivning, opfindsom britisk hip hop, kradsbørstig centraleuropæisk electronica, grænseopløsende improvisationsmusik og moderne tonesat poesi. Således blev 2003 et forrygende bevis på, at den meget omtalte postmoderne forvirring absolut ikke altid behøver at være af det onde – og at nutidens musikalske frontlinie måske nok er sværere at overskue end nogen sinde før, men til gengæld også gør det mere spændende at være lytter nu, end det har været i umindelige tider.

Her er vores 50 bud så. Du synes med garanti, at der mangler noget – og det gør vi også selv – men vi kan i hvert fald garantere for, at du ikke vil kede dig i selskab med denne kulørte, kraftfulde og kvalitetsprægede stak plader.

Ryan Adams
Love is Hell pts. 1 & 2
(2x10”, Lost Highway)

Ryan Adams har, blandt rockverdens connaisseurs, i de sidste par år fået lov til at repræsentere alt det, man afskyr: Han har ladet sig signe til et kommercielt pladeselskab (Universal), fået berømte venner (bl.a. Elton John) og ikke mindst opnået mainstream-succes. Hvis man glemmer alle fordommene og pressehistorierne fremstår Love is Hell pts. 1 & 2 dog som noget af det mest kompromisløst ærlige siden Jeff Buckley. Tro ikke på kynikernes smædeord, men lyt til ”Afraid Not Scared” og bliv forundret over, hvor stor musikalsk skønhed en depression kan udløse.

Belle and Sebastian
Dear Catastrophe Waitress
(cd, Rough Trade)

Det skotske indie-popband Belle and Sebastian overraskede mange med Dear Catastrophe Waitress. Dels vakte det opmærksomhed, at skotterne denne gang benyttede produceren Trevor Horn, der tidligere har arbejdet med det russiske pigeband t.A.T.u. – dels overraskende det, at pladen gennemgående var mere rå og rocket end tidligere. Man kunne desuden mærke, at Belle And Sebastian havde kigget sig omkring efter nye impulser i deres sangskrivning – f.eks. havde den amerikanske baseball-spiller Joe Piazza, Thin Lizzy og en masse bordtennisbolde en stor betydning for tilblivelsen af numrene. Det samlede resultat blev et energisk, sammenhængende og velklingende album med en række uforglemmelige sange - og som altid var Stuart Murdoch's skæve og dybfølte tekster ikke til at modstå.

Kevin Blechdom
Bitches Without Britches
(cd, Chicks on Speed Records/VME)

Årets vel nok mest humoristiske udgivelse var uden tvivl Bitches Without Britches - Kevin Blechdoms første soloalbum efter opløsningen af duoen Blechtum from Blechdom. Den unge amerikanerinde brugte dog langt fra humoren i et forsøg på at skjule et manglende kunstnerisk indhold. Der var nemlig rigeligt med substans i albummet, der kombinerede et overskud af skøre og skæve indfald – man fik alt fra gabbertechno og popsange over mærkværdige samples og banjoer til intelligente tekster om bl.a. dyresex (!) – med en forkærlighed for diverse kropsvæsker. Resultatet kunne måske bedst beskrives som en form for moderne electropop, som formåede at være infantil og begavet på én og samme tid. Bitches Without Britches var således et dybt originalt album, der burde kunne få selv døde mennesker til at more sig – og havde den verden, vi lever i, været nogenlunde retfærdig, ville Kristin Erickson have kunnet le hysterisk hele vejen hen til banken.

Blur
Think Tank
(cd, EMI)

For et stykke tid siden forlod guitaristen Graham Coxon noget, som onde tunger mente kunne være en synkende skude. I stedet for at gå i opløsning kreerede det tidligere britpop-orkester Blur imidlertid et af årets væsentligste og vægtigste albums. Think Tank får lytteren til, imponeret at falde bagover i forundring over, hvordan det kan lade sig gøre at være så fokuseret i det musikalske virvar, der udfolder sig fra skæring til skæring. The Clash møder Gorillaz møder afrikanske landskaber møder England anno 2003 møder et forbandet velspillende og udfordrende orkester, der åbenbart hver gang møder op med nye trumfer i ærmet!

The Books
The Lemon of Pink
(cd, Tomlab)

Med The Lemon of Pink fortsatte The Books linjen fra deres fortryllede debut, Thoughts for Food, i form af et mindst lige så konsistent og egensindigt værk. Ved at tage udgangspunkt i diverse skitseagtige folk-elementer foretog albummet nemlig en finesserig sammenskrivning af mærkværdige stemmer og forskellige akustiske instrumenter, der blev hentet ind og tapet sammen i en computer, som åbenbart ikke tillod den mindste form for vanetænkning. Dét resulterede i 13 vidunderligt strukturløse og sælsomme numre, der hver især tog sig ud som små lydverdener, som i sidste ende smeltede sammen til én stor oplevelse. Hvis alle bøger var som The Books, ville der overhovedet ikke være grund til at høre musik.

Broadcast
Ha-Ha Sound
(cd, Warp Records)

Med sit andet reelle album har den engelske trio Broadcast en gang for alle bevist, at den er langt mere end blot den blege Stereolab-kopi, den er blevet beskyldt for at være. På denne plade er gruppens lyd blevet langt mere varm og soundtrack-agtig end før. En ting, der blot understreges af den enormt rummelige trommelyd, der understøtter numrene. I det hele taget eksperimenteres der meget med musikkens rum – bl.a. på den måde, at trommerne rent faktisk er blevet optaget i en kirke. Dertil myldrer albummet af Lalo Schifrin-inspirerede popsange, der, ved at fokusere på de små effekter i musikken, åbner op for den ene utraditionelle melodiopbygning efter den anden.

Califone
Quicksand/Cradlesnakes
(cd, Thrill Jockey)

En ny samling vidunderligt stemnings- og gådefulde sange fra Tim Rutili og resten af Califone – en Chicago-gruppe, der blander støj, rock'n'roll og syrede banjostykker med ambiente elektroniske lydflader, så der opstår en neo-roots fyldt med originale arrangementer. På trods af de mange inspirationskilder havde Quicksand/Cradlesnakes et naturligt flow. Dertil rummede pladen, som man efterhånden er blevet forvænt med fra den kant, flere virkelig smukke og lidt sørgelige øjeblikke. Ikke mindst på tekstsiden, hvor verden blev set gennem Rutilis amerikanske briller, der vist altid sidder lidt skævt. Skam få den, som ikke kunne tænke sig at ligge i en flyder på vej gennem USA med sin elskede under armen og Califone i øret!

Candie Hank
Kimouchi
(lp, Gagarin)

Kimouchi droppede Patric Catani sin sædvanligvis mesterlige hardcore for i stedet at bedrive en omgang dæmonisk cirkus-electronica – og han slap fremragende fra det. Udgivelsen blandede nemlig psykotiske computerspilsmelodier med syntetisk kabaret og uheldsvangre undertoner, ligesom den præsenterede en rablende zombie-hip hop på årets mest oversete ”hit”, ”All the Sunshine Was Wrong”.

Johnny Cash
Unearthed
(5cd-boks, American)

På trods af, at denne boks først landede i de danske butikker i 2004, var det altså 2003, der officielt var udgivelsesåret, og gennem diverse online-butikker kunne man da også erhverve sig dette efterskrift til en fantastisk karriere før årsskiftet. Sættet rummer fem cd'er – fire med uudgivet materiale samt en enkelt best of-opsamling af American-serien, som bliver tilføjet sit allersidste kapitel i sommeren 2004. Der kan skrives og siges meget om de enkelte numre, men først og fremmest er boksen i sin helhed en efterskrift, der både får tårerne til at presse sig på og giver én gåsehud. Man kunne kalde den fantastisk, fremragende, excellent eller blot et forbandet flot punktum fra manden i sort, der – på trods af, at man havde været forberedt på hans bortgang i en rum tid – godt kunne være blevet her blot lidt længere.

Cat Power
You are Free
(cd, Matador Records)

Den sjette plade fra Cat Power var hendes foreløbigt bedste. Sangene holdt et højt niveau næsten hele vejen igennem, og pladen var både varieret, afstemt og velproduceret. Udtrykket har altid holdt en fin balance mellem det distancerede og det dybt følsomme, og det gjorde bestemt ikke pladen til en mindre tilfredsstillende oplevelse, at Chan Marshalls personlige riot grrrl-side stod i en vis kontrast til hendes ganske unikke fornemmelse for - og udvikling af - den amerikanske blues-tradition. Hun er en af Amerikas betydeligste sangskrivere lige nu – og som album betragtet matchede You are Free absolut denne status.

Sylvain Chaveau
Un Autre Decembre
(cd, Fat Cat/VME)

Sylvain Chaveau er måske mest kendt fra grupperne Arca og Micro:Mega, men har faktisk udgivet tre soloplader. Den seneste, Un Autre Decembre, er ligesom de foregående en meget minimalistisk sag. Endda i endnu højere grad end før, da albummet næsten udelukkende består af skælvende piano-melodier garneret med stilhed. Chaveau er nemlig, som sine franske landsmænd Eric Satie og Claude Debussy, en mester, når det kommer til at lade stilheden blive et ligeså væsentligt komponent i musikken som selve lyden. Et kendetegn, der også får en til at tænke på den ligesindede Mark Hollis. Det gør man ikke mindst i pladens sidste numre, hvor der skabes store vekselvirkninger med meget få midler – bl.a. ved at blande en ren pianomelodi med en let skurrende, klikkende bund af samples, der senere fører over ind i et ligeså flydende harmonikastykke. Pladen er kun små 24 minutter lang, men hvilke 24 minutter, det er!

Dead Meadow
Shivering King and Others
(cd, Matador Records)

Med udgangspunkt i sen-60'ernes og start-70'ernes tunge syrerock sugede Dead Meadow, på det tredje album Shivering King and Others, lytterne ned i dybet med deres repetitive guitarriffs, der blev sølet til i en smudsig og mudret produktion. Man kan sige, at deres udgangspunkt ikke var videre originalt – der er masser, som laver musik med de samme inspirationskilder – men deres numre var hypnotiserende som ingen andres, og de havde alligevel en unik lyd i kraft af bl.a. Jason Simons lyse spøgelsesvokal. Med dette album viste Dead Meadow vejen frem for stenerrocken, som ellers ofte kan virke en anelse uinspireret.

Désormais
iambrokenandremadeiambroken…
(cd, intr-version)

Duoen Désormais udgav i al ubemærkethed et ganske storslået album på det canadiske label intr-version, der bl.a. bød på bidrag fra musikere, som normalt spillede i Constellation-grupperne Hanged Up og A Silver Mt. Zion – bands, som Désormais da også er beslægtet med. De ambiente kompositioner på iambrokenandremadeiambroken fremkaldte nemlig den samme stemning af bristefærdig melankoli, længsel og ruinøs skønhed, som især A Silver Mt. Zion er kendt for at mestre. Samtidig bød pladen på spændende elektroniske manipulationer af instrumenter som bl.a. cello, klaver og guitar, hvilket afspejlede en langt mere collagepræget og uforudsigelig tilgang end den, man typisk finder hos Constellation-kunstnerne. Désormais' andet album var med andre ord én lang foruroligende smuk kammersymfoni.

Dizzee Rascal
Boy in da Corner
(cd, XL/Playground)

Næsten ud af den blå himmel dukkede den 19-årige Dizzee Rascal op med et album, der satte nye standarder for ikke kun britisk hip hop, men for genren generelt. Tydeligt mærket af 90'ernes engelske jungle- og drum'n'bass-scene skabte Rascal et helt unikt album med tekster, der afspejlede en ungdommelig desperation og desillusion. Boy in da Corner krydsede på sin helt egen skæve facon Rascals skingre stemme med sært kantede rytmer og syntetiske lyde – og dét til den helt store guldmedalje. Frem for alt satte albummet dog gang i noget, der sandsynligvis bliver en meget, meget imponerende karriere for Dizzee Rascal.

Halfdan E & Martin G
Smarte Pletter Mellem Fingrene - 20 digte af Johannes L. Madsen
(cd, ArtPeople)

Denne cd er et fuldt ud vellykket eksempel på, hvordan digte og musik kan gå op i en højere enhed. Musikken på albummet er ligeså legesyg som Johannes L. Madsens skæve, fantasifulde og syrede digte (titler som ”De Skal Suge Honning af Sten”, ”Væggen Blomstrer” og ”Sproget har Fuglekasser i Munden” siger det hele). Musikken består af lyde optaget i f. eks. et vandtårn i Sverige, en campingplads i Alsace, på gamle dieselmaskiner osv., og digtene blomstrer i munden på bl.a. Jørgen Leth, Steen Jørgensen, Klaus Rifbjerg, frugthandlerne på Israels torv og højttalerstemmen på Københavns Hovedgård. Når alt dette blandes sammen, opstår der en fantastisk cd proppet med lyde, ord og musik, som sætter fantasien i gang, spiller puds med den og overrasker den. Som der står i albummets forord, er det en hyldest til det abstrakte, skæve og utæmmede.

Hanin Elias
No Games No Fun
(cd, Fatal)

Hvor makkeren Alec Empire – efter den tilsyneladende permanente opløsning af Atari Teenage Riot i kølvandet på rapperen Carl Cracks død – stille og roligt er ved at forvandle sig til netop det totalitære rockikon, han burde hade, har Hanin Elias skabt et hovedværk, der er kønspolitisk uden at være programmatisk, mørkt uden at virke påtaget og (i hvert fald rent musikalsk) anarkistisk ind til benet. På No Games No Fun trækker hun på så forskellige samarbejdspartnere som J. Mascis, C.H.I.F.F.R.E., Merzbow og Einstürzende Neubautens Alexander Hacke – og i processen skaber hun et rigt album, der spænder fra dyster folk over hip hop, ballader og noise til ren og skær syrerock. Vel at mærke uden på noget tidspunkt at miste grebet om hverken sig selv eller værkets røde tråd. No Games No Fun er en gang patchwork, helt sikkert – men pladen virker i sin både spraglede og indignerede majestæt.

The Fiery Furnaces
Gallowsbird's Bark
(cd, Rough Trade)

Midt i en tid, hvor alt, der lugtede lidt af garage, rødder eller rock'n'roll-autenticitet blev hypet ud over alle grænser - måske ikke altid lige berettiget - trådte duoen The Fiery Furnaces pludselig ind i billedet og demonstrerede, hvordan man kan anvende bluesformen på en original og vedkommende måde i begyndelsen af det 21. Århundrede. Debutalbummet Gallowsbird's Bard formåede at fremstå som både spraglet, diffust, sammenhængende og gennemført på én og samme tid – ikke mindst takket være søskendeparret Friedbergers personlige blanding af det traditionelle og det anarkistiske. Det musikalske og lyriske univers, der kørte de amerikanske folkrødder gennem et særegent psykedelisk og fabulerende maskineri, gjorde på ingen måde Gallowsbird's Bark til en typisk americana-udgivelse.

Figurines
Shake a Mountain
(cd, Morningside Records)

Når man ser bort fra Party of One, var det en af de større overraskelser i 2003, at det var nordjyske Figurines, der lavede årets bedste ”amerikanske” lo-fi-rock-album med Shake a Mountain. Nok var det tydeligt, at Figurines havde lyttet mere end én gang til bands som Pavement, Guided By Voices og Built To Spill, men inspirationen føltes aldrig overskyggende eller blokerende – snarere tværtimod. De ti sange på albummet traskede nemlig slingrende og iørefaldende ind i hjertet med deres kåde fortællinger om vejrforhold, venskab og kvinder fra andre tidslige dimensioner. Sjældent har et dansk album været så befriende charmerende og afvæbnende.

Grandaddy
Sumday
(cd, V2)

Efter den overvældende økologiske konceptplade The Sophtware Slump var Jason Lytle og co.'s nye udspil en uhyre intim og personlig affære, der efter eget udsagn var resultatet af en midtvejskrise. Hvor dén slags normalt lover dårligt, var Lytles tonesatte konflikt mellem på den ene side at være hjemfalden, på den anden side fortsat en rastløs størrelse, både kraftfuldt og holdbart udformet. Der var skruet ned for de symfoniske synths og de store studieambitioner i denne ombæring – jovist – men sangene sneg sig alligevel stille og roligt ind under huden på én. Man kan da godt ønske sig, at Grandaddy genvinder eventyrlysten igen på deres næste udspil, men som en mellemregning var Sumday så smuk og præcis en plade, som man kunne ønske sig.

Guided by Voices
Hardcore UFO's: Revelations, Epiphanies and Fast Food in the Western Hemisphere
(5cd-boks + dvd, Matador)

Hvis der er noget band, der har haft brug for en grundig introducerende opsamling, er det vel Guided By Voices, hvis sangskriver og gennemgående leder, Robert Pollard, har flere tusinde geniale, komprimerede popsange i bagagen, der spænder fra det punkede til det progressive samt fra jingler til lommesymfonier. Alt dette er repræsenteret på de fem cd'er og en dvd, der udgør Hardcore UFO's-sættet. En flot boks, der bl.a. forkæler gruppens fans med diverse sjældne numre samt den første genudgivelse nogensinde af Guided By Voices' obskure debutplade fra 1986: Minialbummet Forever Since Breakfast. Bokssættets “greatest hits”-opsamling, Human Amusements at Hourly Rates, er samtidig udsendt i en separat udgave og giver et effektivt overblik over nogle af de mest monumentale øjeblikke i et monumentalt bagkatalog.

Tim Hecker
Radio Amor
(cd, Mille Plateaux)

Den canadiske musiker Tim Hecker har tydeligvis sit musikalsk udgangspunkt i den minimale techno. På hans andet album i eget navn, Radio Amor, bygger han delvist videre på denne minimalisme – blot med elektronisk glitch som udgangspunkt. Med et ekstremt tåget lydbillede, der meget vel kan lede tankerne hen på My Bloody Valentine omkring Loveless (1991), skaber Hecker et lydbillede, hvor små minimale forskydninger i musikken konstant skaber udgangspunkter for, at små, nye temaer kan opstå. Man skal dog ikke tage tendensen for givet, for nogen gange sker det, andre gange opløses strukturerne blot for at flyde over i andre tågede forløb. Via denne delikate balancegang har Tim Hecker begået et af årets smukkeste og samtidig også skrøbeligste albums. En plade, der stille og roligt kryber ind under huden på sin lytter.

Inushini
Inushini
(lp, Ohm 52)

Årets musikalske skrotlandskab. En foruroligende blanding af knuste rytmer, grumset støj og trøstesløse droner, der sænker sig som tusmørke over en forblæst, bundfrossen industrilosseplads. Sjældent har lyden af maskinelt forfald været så knugende og bevægende. Inushini er både kadaveret og spøgelset af breakcore.

The Jealous Sound
Kill Them With Kindness
(cd, Better Looking Records)

Mens emo-genren ikke rigtig har kunnet finde fodfæste her til lands, er den i USA efterhånden ved at blive den stilart, indie-hipsters elsker at hade. Og det kan man ikke altid klandre dem for, når det virker som om, at snart sagt enhver følsom hvid forstadstadsknægt med en passende trust fund og tilstrækkeligt med kærestesorger kan samle sig et band og få airplay på en college-radio. At der stadig laves meningsfuld og vedkommende emo-rock bevistes dog i 2003 af flere grupper, heriblandt Cursive og On the Might of Princes, men ingen gjorde det helt så mesterligt og bjergtagende som The Jealous Sound - den tidligere Knapsack-frontmand Blair Shehans nye band – der med denne plade på en overbevisende og fremadskuende vis samlede faklen op der, hvor Knapsack efterlod den. Smerte har aldrig haft en så catchy og fandenivoldsk bismag!

Peter Laugesen & Singvogel
Hotellet Brænder
(cd, Helicopter Records)

Hvad sker der, når man sætter et originalt og genrebøjende dansk undergrundsorkester sammen med en visionær og dog besynderligt jordnær poet, der har været fremme i den lyriske frontlinie siden 60'erne? Tja, i tilfældet Peter Laugesen & Singvogel opstår der magi via et sublimt spil mellem musikernes krogede, slingrende og surréelle folk-punk samt en tekstrecitation, der er så knastør og nøgtern, at hvert eneste ord står frem med en uovertruffen styrke – og dét hvad enten det er i alvor eller underspillet spøg. Netop derfor er Hotellet Brænder en rock'n'poetry-udgivelse, der nok skal blive stående i en rum tid fremover.

LFO demon / Retrigger
Split LP
(lp, Restroom)

LFO demon / FFF
Clash of the Titans
(lp, Sprengstoff/Mindbender)

Med sine andele af disse to split-udgivelser leverede LFO demon den mest banebrydende og overvældende gabber/hardcore-techno i årevis. På Split LP leverede han en bizar psykedelisk noisecore med et rullende elastisk stål-groove, og på Clash of the Titans en hæmningsløst udflippet, eksplosiv party-gabber-jungle. Som bonus indeholdt pladerne så yderligere noget fremragende break/ragga-core fra henholdsvis Retrigger og FFF.

Del 2 af artiklen Årets albums 2003 er at finde hér

Af Geigers redaktion, 8. mar 2004


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen